Tanzania
1997
I slutningen af sin embedsperiode udviklede biskop Vincent Lind i samarbejde med Det danske Missionsselskab (DMS), som senere kom til at hedde Danmission, et projekt, som gik ud på, at sognene i Middelfart Provsti skulle være fælles om at ansætte en præst fra Tanzania, som så skulle drage rundt i sognene og holde gudstjenester og oplysende møder, hvilket forudsatte, at præsten også skulle lære dansk. Det lykkedes kun til husbehov. Hans kone var bedre til det. Brighton og Hilda Kahigi hed de. Selve projektet lykkedes kun moderat godt. Sognene syntes ikke rigtig, at de fik noget for de penge, de havde skudt ind i projektet – bortset fra Nørre Aaby Sogn, hvor Kahigi fik bopæl med sin familie. Menighedsrådet og sognepræsten Juul Værge gjorde et stort arbejde, men Kahigi selv fandt sig vist aldrig til rette i en folkekirkelig sammenhæng, hvor den lutherske kirke er en flertalskirke, men slet ikke så “woke” som den lutherske mindretalskirke i Tanzania. Projektet skulle løbe over tre år, men blev vist nok afsluttet lidt før, tiden var gået.
På et tidspunkt fik Kahigi og hans familie et besøg af deres biskop i Nordveststiftet i den lutherske kirke i Tanzania, Samson Mushemba. Han besøgte også os i Odense, hvor han kunne være med til vores årlige landemodegudstjeneste i domkirken. Hans besøg mundede ud i, at han inviterede mig og Inger Merete til Tanzania, hvor vi skulle deltage i en bispevielse i Karagwe Stift og så i øvrigt rejse lidt omkring i området og suge til os, så vi kunne fortælle om det hjemme i Danmark. Den del af projektet lykkedes noget bedre.
Vi rejste af sted i januar 1997 og kom via Bruxelles til Entebbe Lufthavn i Uganda, hvor vi overnattede. Den næste dag fortsatte vi i en landcruiser med chauffør langs med Victoria-søen til Bukoba, hvor vi overnattede efter, at vi var blevet beværtet med en fin middag i deres kirkecenter, hvor også stiftskontoret havde til huse. Biskop Mushemba var vært ved middagen, og de “ærede gæster” var DMS’s Afrika-sekretær Lorens Hedelund, Leif Sørensen, journalist på Kristeligt Dagblad, sognepræst Juul Værge, Nr. Aaby samt Inger Merete og mig selv. Det tog os faktisk nogle dage at vænne os til, at der skulle gøres så megen stads ud af os.
Den næste dag fortsatte vi til byen Lukajange i Karagwe Stift, hvor bispevielsen skulle finde sted næste dag. Til det formål var deres kirke alt for lille. Man havde derfor hentet en mængde trærafter ude i en lejr for flygtninge fra Rwanda. Lejren var for nylig blevet tømt, og derfor kunne rafterne bruges til at bygge en “domkirke” overdækket med presenning. Vi blev indkvarteret hos et missionærpar, Kirsten og Thomas Thomsen, og var i øvrigt hele tiden ledsaget af Lorens Hedelund, som vi havde det ualmindelig godt med. Han havde en jævn og ligefrem tilgang til sine medmennesker, uanset om de var sorte eller hvide.
Bispevielsen begyndte kl. 9 om morgenen. Biskopper og præster skulle klæde om i et nærliggende hus. Alle biskopper bortset fra mig selv havde medbragt deres farverige bispekåber. Af praktiske grunde havde jeg kun taget min sorte præstekjole med, men som mine afrikanske kolleger sagde: “Black is beautiful!”
Vi skulle gå i procession ind i kirken. Inden den blev stillet op, blev jeg til min egen overraskelse bedt om at bede en bøn for begivenheden og alle de deltagende præster og biskopper. Det gjorde jeg så. Derefter blev den lange procession stillet op med et hornorkester i spidsen, og vi holdt så højtideligt vores indtog i kirken, mens hornorkestret spillede “When The Saints Go Marching In”.
Selve indvielsesgudstjenesten husker jeg ikke i detaljer, men den sluttede først henad kl. 18, og varede dermed i cirka ni timer. Der var massevis af sangkor, som optrådte. Der var læsninger fra Bibelen, og indimellem sang vi også salmer på tyske melodier. Desuden var der et stort indslag med gaveoverrækkelse til den nye biskop. Også nogle muslimer kom med gaver. Forklaringen på det var den, at muslimerne ville udtrykke deres taknemmelighed for alt det, den kristne biskop kunne udrette: Bygge skoler, hospitaler, veje og meget andet nyttigt. Ved middagstid var der også indlagt en spisepause, hvor præster og biskopper indtog et måltid mad i den “rigtige” kirkebygning. Efter spisningen tændte jeg en pibe tobak, hvilket vakte betydelig opsigt. Man havde vist nok aldrig tidligere set en biskop ryge pibe. Det var alt i alt en stor dag!
Klik på et billede for at forstørre det!
Efter bispevielsen i Karagwe Stift var vi i nogle dage på rundtur i en landcruiser med stiftskontorchef Johanssen Lutabingwa som chauffør og guide. Han fornavn skyldtes, at han var blevet opkaldt efter den missionær, som havde døbt ham. I øvrigt var Johansen et meget festligt menneske at være sammen med. Vi besøgte en hel del kirkelige institutioner, som blev drevet af den lutherske kirke i Tanzania (ELCT). Det var et hospital i Nyakahanga samt et endnu større hospital i Ndolage, som var det sted, hvor man i 1980’erne havde opdaget, hvad HIV-smitten gik ud på. Selve sygdommen AIDS havde man stor respekt for. Flere steder så vi plakater,som advarede børn mod at lade sig lokke til seksuelle ydelse af “Sugar-Daddy”. AIDS og malaria var de sygdomme, man frygtede mest. Vi besøgte også en skole, som lærte døvfødte børn at tale. Det var meget rørende at besøge den institution, når man tænker på, at de børn, som gik i skole dér, faktisk fik en chance for at klare sig i samfundslivet i stedet for at skulle ende som landsby-tosser. Vi besøgte også en bibelskole i Ruhija, som uddanner præster og evangelister. På det tidspunkt, da vi besøgte skolen, var man i færd med at bearbejde lokale musiktraditioner til kirkebrug, så man ikke mere i så høj grad skulle bruge tyske salmemelodier i gudstjenesten. Det var et sympatisk projekt, og vi oplevede da også at deltage i gudstjenester, hvor den folkelige musiktradition havde erobret salmesangen.
I landsbyen Bushangaro langt ude i bushen besøgte vi den danske missionær Gudrun Vest, som havde boet i landsbyen i en menneskealder. Hun arbejdede med at organisere lokale kvindegrupper, som kunne tage ansvar i lokalsamfundet. Hun havde tilbragt en del af sin tid sammen med to ældre søstre, Maria og Magdalene, hvoraf den første netop var død og begravet, kort før vi ankom til byen. Da vi kom, fik jeg som Baba Askofu (Fader Biskop) foræret en ged med en smuk blomsterkrans om halsen. Det var en meget sød lille ged. Derefter gik vi sammen med Gudrun Vest en tur i landsbyen, hvor vi besøgte et par familier i palmehytterne. Hvor vi kom frem, kunne vi se, at Gudrun Vest nød stor respekt, og ved hvert besøg forventede man, at Baba Askofu ville bede en lille bøn for hele husstanden inklusive husdyr. Og det gjorde jeg gerne. Efterhånden syntes jeg endda, at jeg blev helt god til det. Johanssen (som jeg var kommet på fornavn med) fungerede som tolk.
Da vi kom tilbage efter rundturen i landsbyen, havde de slagtet og stegt min ged, som vi derefter spiste. Den næste dag fortsatte turen til Ndolage Hospital, som også uddanner jordemødre. Senere kom vi til landsbyen Karambi, hvor jeg prædikede ved en gudstjeneste. Efter gudstjenesten var der uden for kirken auktion over medbragte produkter.
1. På vej fra Enteppe til Bukoba passerer vi Ækvator - 2.-3. Teltkatedralen og hornorkestret - 4.-5. Selve bispevielsen. - 6.-7. Bispe-processionen sammen med Tanzanias præsident Benjamin Mkapa. - 8. --- og så tændte jeg en pibe tobak.
1.-2. Hospitalet og apoteket i Nyakahanga - 3. Advarsel mod "Sugar-Daddy"- 4.-5. Lejren for flygtninge fra Rwanda - 6. Inger Merete og Gudrun Vest - 7. Mig og min ged - 8. Gudrun Vest og en kvinde fra landsbyen Bushangaro.
1.-4. Besøg i en shamba (bananplantage) i Bushangaro - 5.-8. En af Gudrun Vest's kvindegrupper kaldet "Bethania Søstre" synger og danser for os med en så smittende glæde, at selv sognepræst Juul Værge må overgive sig til forundring for en måbende tilskuer.
1. Man må finde sig i en punktering - 2.-7- Modtagelse på Endolage Hospital - 8. En medicinmands mere ydmyge klinik i vejkanten.
1.-2. Igen køretur ad støvede veje - 3.-6. Til gudstjeneste i landsbyen Karambi, hvor vi blev modtaget med sang. Johansen fik som gave en hane, og jeg fik en and - 7. Fra venstre: Menighedsrådsforkvinde, diakon og præst - 8. Det er mig øverst i billedet med alle børnene.
2010
I sommeren 2010 var vi igen i Tanzania. Denne gang var det for at fejre kristendommens 100-års jubilæum. Relationerne mellem den evangelisk-lutherske kirke i Tanzania og det danske missionsselskab, som i mellemtiden havde skiftet navn til Danmission, var blevet lidt problematiske. Dels fordi der var ledelsesproblemer i ELCT, dels fordi vi i Danmark havde en diskussion kørende om homoseksuelt partnerskab/ægteskab. Det var de ikke vilde med i Tanzania.
Da vi ankom til Bukoba var luften tyk af myg, hvilket skyldtes en økologisk katastrofe: Man havde i Viktoria-søen for fiskeriets skyld udsat nogle store karper, som imidlertid åd de mindre fisk, som levede af at æde myggelarver med det resultat, at myggene formerede sig hæmningsløst. Det var faktisk meget ubehageligt med alle de myg.
I Bukoba var vi først med til indvielse af en ny uddannelsesinstitution. Dernæst blev der i anledning af kristendomsjubilæet holdt en festgudstjeneste, hvor også Tanzanias muslimske præsident Jakaya Kikwete deltog. Gudstjenesten blev indledt med procession af alle de tilstedeværende biskopper iklædt farverige bispekåber. Jeg havde igen kun min sorte præstekjole med. Inger Merete tog et foto af processionen, som vi pr. SMS sendte hjem til min sekretær, som straks svarede: “Du ligner en solsort i et papegøjebur!”
1. Ved Ækvator står vi tilsyneladende på den sydlige halvkugle - 2. Myggeplagen i Bukoba - 3. I Bukoba mødte vi Danmissions nye Afrika-sekretær Krista Rosenlund - 4. Tale ved et seminar i Bukoba - 5.-8. Indvielse af ny uddannelsesinstitution i Bukoba.
1. Processionen til festgudstjenesten stilles op - 2. En solsort i et papegøjebur - 3. En forsamling af nysgerige - 4. Mig og Brighton Kahigi - 5. Inger Merete og Hilda Kahigi - 6. Kahigis kirke - 7.-8. Kahigis præstebolig og præstekontor.
Efter jubilæumsfejringen i Bukoba kørte vi dagen efter til Karagwe Stift, hvor biskop Bagonza ville afholde et seminar om samarbejdet mellem kirkerne. Det var det med homoseksuelt samliv, der var på programmet. Jeg var på forhånd blevet bedt om at komme med et indlæg, hvilket jeg gjorde ved at holde et foredrag om Luthers ikke-sakramentale syn på ægteskabet set i forhold til den aktuelle debat i Danmark. Mit foredrag vakte vist nok ikke nogen større begejstring, men heller ikke nogen særlig modsigelse. Men måske opdagede jeg ikke nogen reaktioner, fordi jeg kort efter blev ramt af et maveonde, som heldigvis rasede ud i løbet af et døgns tid.
Da seminaret var overstået, var vi til en hyggelig sammenkomst hos biskop Bagonza og hans kone, som viste sig at være rigtig rare mennesker. De har i øvrigt også besøgt os i Odense under et ophold i Danmark.
Også under denne tur til Tanzania stod den på en rundtur i Karagwe Stift. Denne gang var det i høj grad præget af kristendomsjubilæet, idet man benyttede sig af lejligheden til at festligholde forskellige andre ting. Jeg kom helt personlig til at nedlægge grundsten til ikke mindre end tre skoler samt at foretage den biskoppelige indvielse af en nybygget kirke i Karukwanzi, hvilket jeg var glad for i betragtning af, at jeg aldrig i min tid som biskop kom til at indvi en nybygget kirke i Fyens Stift. Kirkeindvielsen begyndte med, at præster og biskopper spænede syv gange rundt om kirken, hvorefter jeg med en lånt bispestav bankede tre gange på kirkedøren, som så blev åbnet indefra. Med en rituel formular indviede jeg derefter kirkerummet til gudstjeneste. Særskilt indviede jeg også døbefonten, alteret og prædikestolen med en formaning om, at de måtte komme til at tjene deres formål. Jeg holdt derefter en prædiken, som biskop Bagonza tolkede. Og det hele blev garneret med salmesang og korsang. Efter indvielsen var der folkefest på pladsen uden for kirken.
Vi deltog også i en anden kirkeindvielse. Ved den lejlighed traf vi Lea og Josephat Mushemba, som bor i Tønder, men er stærkt engageret i Mushemba Foundation, som driver Trinity-skolen for vanskeligt stillede børn i Bukoba og omegn. Vi aftalte at etablere et samarbejde med Fyens Stift til støtte for skolen, som på det tidspunkt bestod af et hus med ét klasseværelse. Dette samarbejde lykkedes ganske godt og har dermed ydet et bidrag til, at skolen nu i er udbygget med en kostafdeling. Der er omkring 300 elever på skolen med en tilhørende stab af lærere og voluntører.
Se hjemmesiden: www.mushembafoundation.org
Oven for en lille video fra en landsby i Karagwe Stift, hvor jeg skulle nedlæge en grundsten til en ny skole.
Kirkeindvielserne blev indledt med et ritual, som jeg aldrig fik nogen forklaring på. Ritualet gik ud på, at vi med sang og gjalder og i højt humør skulle trave rundt om bygningen syv gange, inden vi gik ind i den og tog den i brug som kirke. Måske er det fortællingen om israelitternes erobring af Jeriko, der var forbilledet (Josva 6,4).
Der var fest og glade dage overalt, hvor vi kom frem, og både Inger Merete og jeg selv holdt en del taler for både det ene og det andet. I landsbyen Murongo skulle vi deltage i en gudstjeneste, og jeg fik på forhånd at vide, at jeg skulle døbe vist nok otte børn. Jeg var skræmt fra vid og sans, men fik mig heldigvis snakket mig fra det ved at insistere på, at børnene skulle døbes på deres modersmål. Så det endte med at den lokale præst foretog dåben. Til gengæld kom jeg til at holde prædikenen.
Da vi kom til Lukajange var der stadig gang i festligholdelsen af kristendomsjubilæet. På en sportsplads var der en vældig fejring med flere hundrede mennesker. Fra en tribune kunne der holdes taler, hvilket Inger Merete gjorde, da vi skulle overrække vore gaver, som bestod i et antal børnebibler på det lokale sprog. Der skulle også indvies et monument til minde om jubilæet. Til sidst var der fri dans, hvor især børnene plus en højtstående lokalpolitiker med sikkerhedsvagter deltog.
Vort første besøg i Tanzania i 1997 var bedre end det andet besøg i 2010. Under det første besøg havde vi bedre tid til at lade indtrykkene sætte sig. På grund af jubilæumsfestlighederne var stemningen noget mere hektisk under det andet besøg, selv om det bestemt også var en stor oplevelse at være med til det.
Ovenfor drejer det sig om kirkeindvielsen i Karukwanzi, hvor jeg fik overladt bispestaven, så jeg kunne foretage den højtidelige indvielse af kirken, hvorefter jeg også fik til opgave at prædike. Flere kor medvirkede, og man kan roligt sige, at der var sort af mennesker i kirken.
1.-2. Vi kørte gennem øde landskaber og små landsbyer - 3.-4. Jeg nedlagde grundsten og holdt prædikener - 5.-6. og blev fotograferet med dåbsfolk og mindesten - 7.-8. Inger Merete holdt sine egne taler for børn og unge mennesker.
I Danmark har vi været kristne i noget mere end 1000 år, hvilket betyder, at vi - mildt sagt – har fået et noget afslappet forhold til vores kristendom. I Tanzania har de kun været kristne i godt 100 år, og de er stadig - næsten barnligt – glade for deres kristendom. Desuden har de stort set været forskånet for den sekularisering, som på godt og ond har hærget vores del af verden. Cirka 40% af Tanzanias befolkning er kristne, fordelt på forskellige kirkelige retninger. Det er noget mindre end procentdelen af folkekirke-medlemmer i Danmark. Men i Tanzania er tallet voksende. I Danmark er det faldende. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om kristendommens tyngdepunkt er ved at flytte til Afrika. Hvad vil der ske ved det? Ja, det er ikke godt at vide! I kristendommens historie har vi prøvet det før. Der var engang, da kristen-dommens tyngdepunkt lå i Lilleasien og på Balkan. Adskillige hundreder af tomme og forladte kirker i de områder vidner om det, og Lilleasien er nu stort set befolket af muslimer. Det kan komme til at ske igen. Det betyder ikke, at vi alle sammen bliver muslimer. Det mest sandsynlige er, at vi religiøst set bliver til ingenting, det vil sige, at vi bliver til ikke-religiøse eksistenser, som ikke tror på noget som helst – bortset måske på os selv. Set i det perspektiv ender vi måske med at være en flok åndelige autister, som ikke er skyld i noget som helst, fordi det alt sammen er diagnosens skyld. Det er selvfølgelig sat noget på spidsen. Men hvis vi ikke har noget at tro på i fællesskab, hvem skal/kan så bære den skyld, som vi hver for sig og i fællesskab har pådraget os? Det kan godt være, at de efterhånden ved lidt mere om det i Afrika! I al fald var de vældig glade for deres kristendom.