Præk&Salmer

Påsketiden, 2. tekstrække

Påskedag – Matt. 28,1-8: Jesu opstandelse

 

Foråret og påsken hører sammen

 

Det ville være utænkeligt at holde påske uden at synge "Påskeblomst! hvad vil du her?" Vi synger teksten både som påskesalme og som forårsdigt uden at skelne så nøje mellem de to genrer.

     Oprindelig indgik teksten i et lille drama, som Grundtvig skrev i sine yngre år på et tidspunkt, hvor han havde sat sig for på digterisk vist at kalde fortiden og historien til live. Dramaet, som digtet hører sammen med, fore­går i Jerusalem lige før dag­gryet påskemorgen ude ved Jesu grav, hvor tre romer­ske soldater, en høvedsmand og en farisæer holder vagt, sådan som Pilatus havde bestemt det. I løbet af nat­ten opstår en diskussion om, hvad det i grunden var for noget med denne Jesus, som var blevet kors­fæstet. Nogle mener ét og andre noget andet, præcis på samme måde som det er, når man nu om dage diskuterer kristendom.   

     Efter dette lille optrin genoptages digtet om påskeblomsten, som på én gang bebuder forår og påske i en i bogstavelig og åndelig forstand øde og kold tid.

     Der er ingen, der kan forklare, hvad der rent faktisk skete påskemorgen. Det er et meget flimrende billede, vi får, når man læser de fire evangelier. I Matthæuse­vangeliets beretning forekom­mer der både et jordskælv og en engel, der ligner et lyn. Det er noget, som evangelisten fortæller for at understrege, hvor enestående begivenheden er, og fordi han i øv­rigt ikke ved, hvordan han ellers skal få for­klaret det under, som Jesu opstandel­se er. Men hvad det egentlig var, der skete, det kan evan­gelisten lige så lidt forklare, som vi kan. Det eneste, vi kan være sikre på, er at der skete et eller andet fuldkommen uventet, som gjorde, at alting tog en helt ny begyndelse.

     Vi lever i eftervirkningen af denne nye begyndelse. Og hver gang vi holder gudstjeneste, sker denne begyndelse igen.

     I Grundtvigs lille drama om opstandelsen er den romerske soldat Tacitus blevet grebet af det, som han har hørt om Jesus - hvordan han i Guds navn tilkendte de udstødte og foragtede en plads i livet og i Guds rige. For Tacitus koncentrerer alt dette sig i en lille episode, som han selv oplevede, da Jesus blev korsfæstet. Han hørte nemlig, at Jesus sagde til den rø­ver, som var korsfæstet ved siden af: "I dag skal du være med mig i Paradis!" Tacitus ved, at hvis det var blevet sagt til ham selv, ville han kunne dø i fred.

     Da opstandelsen sker, betyder denne begi­venhed for Taci­tus, at det, der blev sagt til røveren, nu faktisk også er blevet sagt til ham selv. Og når vi holder guds­tjeneste, kan vi føje os selv til: Hvad der blev sagt til røveren på korset, gælder nu også for os! Gud lod det ikke være et tomt løfte. Derfor er gudstjenesten en ny begyndelse, og derfor hører påsken og foråret sammen!

 

Forslag til salmevalg

 

Salmerne i de to påskedage ligger for mit vedkommende nogenlunde fast. Sådan var det, da jeg var sognepræst og havde ansvaret for gudstjenesten. Men sådan er det også nu, hvor jeg er almindelig kirkegænger. Hvis jeg kommer i kirke i påskedagene og skal synge nogle salmer, som falder uden for mine vaner, føler jeg mig nærmest foru-lempet.

     Mit "påskerepertoire" består af nogenlunde følgende salmer: nr. 218 "Krist stod op af døde", nr. 222 "Opstanden er den Herre Krist", nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang", nr. 224 "Stat op, min sjæl i morgengry", nr. 227 "Som den gyldne sol frem-bryder", nr. 230 "Påskemorgen slukker sorgen", nr. 234 "Som forårsolen morgenrød", nr. 235 "Verdens igenfødelse", nr. 236 "Påskeblomst! hvad vil du her",  nr. 238 "Det er så sandt, at ingen så", nr. 241 "Tag det sorte kors fra graven", nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed", nr. 248 "Med thomaskravet står vi her", nr. 249 "Hvad er det at møde den opstandne mester igen" plus nr. 754 "Se, nu stiger solen af havets skød".

     Disse femten salmer er alle salmer, som jeg har brugt i de to påskedage. Hvis vi regner med, at der skal bruges ti salmer, kan de resterende fem bruges i de kommende påskesøndage.

     Påskedag skal begynde med, at vi synger – næsten som en fanfare – nr. 224 "Stat op min sjæl i morgengry". Den vil jeg helst ikke undvære på den plads. Som anden salme mellem læsningen af Ps. 118 og epistellæsningen fra 1. Petersbrev vil det være passende at synge nr. 218 "Krist stod op af døde". Og så er der nr. 236 "Påske-blomst! hvad vil du her". Efter min opfattelse er der mere påskestemning i den, end der er påskeevangelium. Derfor synes jeg, at vi skal have den før prædikenen. Efter prædikenen skal vi have nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang", som er en middelaldersalme i slægt med Kædmon-kvadet, hvilket vil sige, at den rummer en hel del af det ortodokse kirkerums billedverden.

     Til sidst må foråret og påsken gerne falde sammen i én begivenhed, og det sker i nr. 234 "Som forårssolen morgenrød".

 

Mit salmevalg: 224 - 218 – 236 / 223 – 234.

 

 

Anden påskedag – Johs. 20,1-18: Jesu opstandelse og mødet med Maria Magdalene.

 

Visselig opstanden

 

Maria Magdalene havde muligvis ikke haft det så let. I Lukasevangeliet nævnes hun blandt flere andre kvinder som den, der var sluppet af med syv dæmoner. Måske er det også hende, der omtales i Johannesevangeliet som kvinden, der blev grebet i hor og derfor skulle stenes, om ikke Jesus havde grebet ind. Det kunne også være hende, der i Betania kom med den meget kostbare nardussalve for at salve Jesu fødder, fordi hun hos ham havde mødt en tilgivelse, som hun ikke havde mødt hos nogen anden. Ud af sin overstrømmende taknemmelighed havde hun spenderet, hvad der svarer til en årsløn for at salve Jesus. De tilstedeværende overfusede hende for hendes ødselhed. Men Jesus sagde: "Lad hende gøre det! Det er til min begravelse, at hun salver mig". Nogle få dage senere stod hun så ude ved Jesu grav og græd. Ikke blot var han død, men hans legeme var heller ikke i graven, hvor de havde lagt ham.

     Da er det, at hun møder Jesus. Lige straks tror hun, det er havemanden. Men så kalder han hende ved navn. "Maria!" siger han. Og genkender hun ham.

     Påskebegivenheden ligger i det forkyndte ord – ikke i den tomme grav. Jeg har selv været i Jerusalem og har besøgt gravkirken, hvor jeg har været inde i den grav, som man siger er Jesu grav. Ved selvsyn kunne jeg forvisse mig om, at hans legeme ikke var dér. Men hvad beviser det? Ingenting! Om opstandelsen skal blive til virkelighed, så sker det ikke ved, at man rejser til Jerusalem, men derimod ved at man bliver hjemme på sit eget sted og går i kirke dér. Bortset fra det, der kan siges om kirkelig aktivitet og kirkeligt fællesskab, så er evangeliet altid et ord, hvori Gud gør sig gældende over for det enkelte menneske, sådan som Gud i skikkelse af den opstandne Kristus påskedag gjorde sig gældende for den grædende Maria Magdalene. Gud bliver nærværende og virkelig i det ord, som lader hver enkelt af os forstå, at vi både er genkendte og gen-nemskuede – men vi er ikke oversete. Gud har set på os, og i sit ord har han ladet sin nåde lyse over os, og han har givet os fred. Til den forkyndelse er der ikke andet at svare end bekendelsen: Min herre og min Gud!

     Så er opstandelsen da sket. Den er en ny begyndelse. Den er en ny skabelse, hvor Gud ved sit ord kalder livet frem af intetheden, så vi her i vor egen tid og på vort eget sted må bekende: "Han er visselig opstanden, og hans ord er liv og ånd!" (DDS nr. 241 v. 5).

 

Forslag til salmevalg

 

På anden påskedag vil det være godt at begynde med Kingos påskesalme nr. 227 "Som den gyldne sol frembryder". Den kunne måske også have været med påske-dag. I så fald skulle vi have haft nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang" som første Salme her.

     Som anden salme efter den gammeltestamentlige læsning, mener jeg, at middel-aldersalmen nr. 222 "Opstanden er de Herre Krist" passer godt. Efter epistellæs-ningen fra 1. Kor. 15,12-20, som lader os forstå, at Jesu opstandelse er forudsætning for, at det giver mening at prædike, kan vi godt tage en mere nutidig salme som nr. 249 "Hvad er det at møde den opstandne mester igen".

     Efter prædikenen skal vi have nr. 241 "Tag det sorte kors fra graven", som i påsken er, hvad "I al sin glans nu stråler solen" er i pinsen. Salmen er skrevet over Johannesevangeliets påskefortælling. I den salme forkyndes der evangelium her og nu, jf. vers 5.

     Som udgangssalme vil jeg foreslå nr. 238 "Det er så sandt, at ingen så, vor Herre ud af graven gå". Det er en salme, som ikke blot peger frem mod de kommende søn-dage, men også i sidste vers antyder et eskatologisk perspektiv.

 

Mit salmevalg: 227 – 222 – 249 / 241 – 238.

 

Første søndag efter påske – Johs. 21,15-19: Jesus og Simon Peter.

 

Vi kan bruges

 

Vi er tilbage ved Genesaret Sø, hvor det hele begyndte. Evangeliet beretter, at den opstandne Kristus igen mødte sine disciple i Galilæa. Som det var blevet sagt til dem i Jerusalem: "Han er ikke her, men han er gået forud for jer til Galilæa!" Men nu hvor det har været påske, er Galilæa ikke længere en fjern provins i det daværende Israel. Gali-læa er nu blevet til et åndeligt landskab, nemlig det troens landskab, som vi færdes i på vore egne breddegrader, når vi i vores kirke lytter til det, som Jesus lagde mund og røst til, da han i sin egen tid færdedes blandt mennesker. Det begyndte i Galilæa. For fiske-ren Simon Peter begyndte det, da Jesus en dag kaldte på ham ved bredden af Genesaret Sø og dermed gjorde ham til menneskefisker.

     Men nu i tiden efter påske bliver lokaliteten Galilæa nok så meget til et begreb, som omfatter ethvert sted, hvor vor Herres ord lyder. Galilæa er et hvilket som helst sted, hvor evangeliet om Guds rige forkyndes. Hvor evangeliet forkyndes, tages vi med ind i Guds rige, hvor vi er sammen med vor Herre Jesus Kristus, sådan som det siges i nadverbønnen: "Opstandne Herre og Frelser, du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom".

     I dette Galilæa bliver vi igen taget i brug på samme måde, som Peter igen blev taget i brug, efter at han langfredag tre gange havde fornægtet Jesus. "Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får!", sagde Jesus til ham. Dermed var han taget i brug igen. At høre vor Herres ord og tage det til sig, det er – synes jeg – at blive taget i brug igen. I vort almin-delige liv er vi sat til at være hyrder. Guds rige er jo i den forstand selv almindeligt, lige-som vi i trosbekendelsen siger, at kirken er almindelig, fordi den er for alle mennesker. Set fra den synsvinkel er der ingen, der er noget særligt – i alle fald ikke i anden for-stand, end at vi ganske særligt skal være dér, hvor der er brug for os.

     Der er altid et lam at vogte. Der er altid et får at være hyrde for. Vort medmenneske er aldrig længere væk end det nærmeste almindelige menneske. Og i samlivet med det vil Gud bruge os i det rige, som er hans! Vi er så vist nogle ganske almindelige menne-sker. Men når vi lytter til vor Herres ord og lader os lede af det, er der alligevel det sær-lige ved os, at Gud kan bruge os!

 

Forslag til salmevalg:

 

Den første søndag i påsken kunne begynde med, at vi synger Ingemanns påskesalme nr. 408 "Nu ringer alle klokker mod sky". Den hører i al fald til på en af de første søndage efter påske. Det kunne også være nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed", hvor Grundtvig i al stilfærdighed får flyttet påskebegivenheden ind i vore egne hjemlige omgivelser.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kap. 43 bør vi vel synge en salme, der handler om Guds vældighed som for eksempel nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære" eller nr. 356 "Almagts Gud, velsignet vær!" Eller man kunne tage en af de salmer, som vi ikke fik brugt i påskedagene som for eksempel nr. 233 "Jesus lever, graven brast".  

     Som læsning før prædikenen kan man i alterbogen vælge mellem Apostlenes Ger-ninger 2,22-28 og 1. Petersbrev 1,17-25. For mit salmevalg gør det ikke nogen større forskel, hvad der bliver læst. Til gengæld vil jeg gerne bagefter synge Luthers salme nr. 220 "I dødens bånd vor frelser lå" på Johann Walters pragtfulde melodi.

     Der er vist almindelig enighed om, at kapitel 21 i Johannesevangeliet er et tillægskapitel, som måske endda antyder et eller andet kendskab til Simon Peters død jf. ordene om at blive ført "hen, hvor du ikke vil" (se 1. tekstrække, 5. søndag efter trinitatis). Med det i tankerne kunne man så efter prædikenen synge nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender".

     Som udgangssalme kunne man tage endnu en kort påskesalme som nr. 247 "Jesus, som iblandt os står". Eller måske endnu bedre nr. 406 "Søndag morgen fra de døde", som vil runde gudstjenesten fint af, hvis den er begyndt med nr. 243.

Mit salmevalg: 243 – 233 – 220 / 379 – 406.

 

Anden søndag efter påske – Johs. 10,22-30: Jesus som den gode hyrde.

 

Troens vished

 

De vigtigste ting i livet, det vil sige de ting, som spiller den største rolle, fordi de er afgørende for det konkrete liv, som vi lever – de ting har vi kun på uvishedens vilkår. Vi kan ikke på forhånd sikre os, at det går an. Livet er altid uvist. Det ved vi sådan set godt, for vi taler jo aldrig om det visse liv, men kun om den visse død. Vi kan ikke på forhånd sikre os, at livet går an. Hvis vi på forhånd forlanger sikkerhed og vished, kommer vi aldrig i gang med det. Så bliver vi aldrig andet end tilskuere til livet. Hvis vi på forhånd vil have beviser for, at det går an at have med Gud at gøre på den måde, som Jesus siger, så får vi aldrig noget med Gud at gøre.

     Men vi kan tro, at det går an. Og når vi tror det, lever vi i troens vished. Men denne vished kan bare ikke bevises over for nogen udenforstående tilskuer.

     Læg mærke til billedet med hyrden og fårene. Hyrden fører jo ikke sine får ved at tvinge dem med vold og magt, men derimod ved at tale til dem. Når fårene hører hyr-dens røst, så følger de hans røst i tillid til, at hyrden vil dem det godt. Det er fårenes tro, og derfor følger de deres hyrde. Det kan godt være, at hyrden må føre sine får gennem øde og vildsomme egne for at finde et sted med græs til dem. Det kan fårene på for-hånd ikke vide noget om. Men de følger hyrdens røst i tillid til, at det går an. På den måde bliver de holdt fast af ham. Hele deres liv afhænger af, at han holder dem fast med sin stemme.

     Sådan er det at leve i troen på vor Herres ord. Det er et livsvilkår, som vi får tilbudt at leve på, så længe vi er undervejs. Det er ikke et princip. Det er ikke en lære eller en moral, som vi én gang for alle kan tage stilling til, fordi vi har fået en eller anden form for bevis på, at det er rigtigt. Men det er netop et livsvilkår, hvis sandhed kun erfaringen kan vise os.

     Vi har alle sammen behov for at blive bekræftet i, at det går an at håbe på, at vi må blive fastholdt i den tro, som vi er blevet døbt på, og derfor har vi også behov for at bede til, at erfaringen vil vise os, at det går an at leve og dø i den tro.

 

Forslag til salmevalg

 

Sidste søndag satte jeg nr. 408 "Nu ringer alle klokker mod sky" på ventelisten, så den må hellere komme med som første salme denne gang.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Salme 23 har fået ikke mindre end tre gendigtninger i salmebogen, nemlig nr. 662, 663 og 664. Det må være nok med en af dem, og det bliver så nr. 663 "Gud Herren er min hyrde god", som skal være den anden salme i gudstjenesten.

     Som tekstlæsning før prædikenen kan man vælge mellem Apostlenes Gerninger og Hebræerbrevet. Jeg vælger at læse Apostlenes Gerninger, fordi den gør det nærlig-gende at vælge en helligåndssalme før prædikenen, og det synes jeg skal være nr. 305 "Kom, Gud Helligånd, kom brat!", som vil passe godt efter afslutningen på Peters tale på pinsedagen.

     Efter prædikenen kunne man vælge endnu en hyrdesalme, men jeg synes, at det må være nok med én, nemlig nr. 663. Men der er en anden salme, som man kunne opfatte som en lovprisning af hyrdens røst, og det er nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang". Og derefter kan nr. 398 "Dybe, stille, stærke, milde" gøre god fyldest som udgangssalme.

 

Mit salmevalg: 408 – 663 – 305 / 376 – 398.

 

Tredje søndag efter påske – Johs. 14,1-11: Vejen, sandheden og livet.

 

Det levede ord

 

Jeg savner ordet "samtale", som i nyere tid er blevet erstattet af kommunikation og dialog, der i mine ører lyder som noget teknisk noget. I samtalen forholder vi os ikke blot til det sagte, men vi forholder os også til den, der siger det. Vi tror på den, der taler – medmindre vi ikke gør det, fordi vi af en eller anden grund ikke har tillid til vedkom-mende. Al samtale forudsætter et element af tro. Hvis samtalen skal føre til noget, bliver man nødt til at tro både på den, der taler, og på det, man hører.

     Det er dette elementære vilkår, Jesus peger på, da disciplen Filip siger til ham: "Vis os Faderen, og det er nok for os!" Vis os Gud, og så skal vi nok tro! Det er lige præcis dette krav, der får kæden til at hoppe af, fordi der er et overflødigt krav. Det udspringer af, at vi opfatter al tale som omtale. Vi mener, at al tale er tale om noget og ikke tale til nogen.

     Når det drejer sig om omtale, er det måske rimeligt nok, at vi samtidig stiller et krav om bevis. Men når det drejer sig om tale forstået som et levende ord talt fra det ene levende menneske til det andet levende menneske, så er talen i sig selv altid noget mere, fordi den talende selv er til stede i det, der siges. Gennem ordene meddeler vi ikke blot hinanden noget, men vi meddeler også os selv. I talen udleverer vi os til det andet men­neske, og i samtalen lærer vi det andet menneske at kende. I samtalen betror vi os til hinanden.       

     Det, som Filip skal forstå, er at Jesu tale ikke blot er en omtale af Gud og hans rige, for Gud og Guds rige er selv til stede i talen. Og derfor kan Jesus ikke gøre andet end at pege på sig selv og sige: "Jeg er vejen og sandheden og livet!" Og straks stejler vi alle sammen og siger: Hvordan kan han tillade sig at sige det? Hvorfor kunne det ikke lige så godt siges om Buddha eller Sokrates eller en anden? Sådan tænker vi, fordi vi mener, at sandheden er til som noget, vi kan eje og have som vores besiddelse. Men sådan er det altså ikke! Sandheden er kun til, når den leves. Og det er kun det menne-ske, der lever sandheden, der kender den.

     Når Jesus om sig selv siger, at han er vejen og sandheden og livet, så er det en konstatering. Men det er også en indbydelse til at leve det liv, som han levede, og tro sådan, som han troede. Og når vi så engang er kommet til vejs ende, kan vi tage stilling til, om det liv, der kom ud af at gå ad den vej og leve det liv og tro den tro, er et sandt liv. Foreløbig bliver vi nødt til at tro det! For vi lever i det fore­løbige. Endnu er vi kun på vejen, og så længe vi er det, må vi tro, at vor Herres ord til os taler sandt, og at livet kommer af at tro det, som vi hører!

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 407 "Nu står sjælen op af døde" er en dejlig lille salme, som egner sig godt her på en af påskesøndagene. Salmens tre vers er hentet fra et større digt "Jesus, hvor er du dog henne?", hvori Grundtvig gør op med det fundamentalistiske bibelsyn for i stedet at henvise til gudstjenesten som det sted, hvor vi efter påske møder Jesus.

     Den gammeltestamentlige læsning om den brændende tornebusk lægger op til at synge en salme om Guds forsyn. I den gamle salmebog havde vi nr. 15 "Usporlig er vor Herres vej" med fire vers. Den ville have passet rigtig godt. I den nye salmebog fra 2002 er den blevet til nr. 18 "Som fisk i hav og fugl i luft" med i alt syv vers, og nu kan den ikke bruges. Så jeg foreslår i stedet nr. 21 "Du følger, Herre, al min færd". Nr. 23 "Hvor Gud mig fører, går jeg glad" kunne måske også bruges.

     Denne søndag kan man igen vælge mellem Apostlenes Gerninger og en episteltekst fra Hebræerbrevet. Formålet med disse valgmuligheder er vel den at give Apostlenes Gerninger en større plads i tekstlæsningerne. Men denne gang vælger jeg Hebræer-brevet og foreslår, at vi derefter synger nr. 694 "Jesus, at du blev min broder".

     Efter Johannesteksten og prædikenen foreslår jeg nr. 553 "Min største hjertens glæde". Det er ikke en salme, jeg har brugt særlig meget, men jeg har opdaget, at den er rigtig god, og den passer godt til Johannesevangeliets særlige eskatologi.

     Til sidst kan vi vende tilbage til temaet "vejen, sandheden og livet" og synge nr. 484 "Du, som vejen er og livet".

 

Mit salmevalg: 407 – 21 - 694 / 553 – 484.

 

Store Bededag – Matt. 7,7-14: Om bønhørelse.

 

Bønnen og de to veje

 

I teksten til Store Bededag er der tale om to veje, hvoraf den ene fører til fortabelse og den anden til frelse. Desværre er det sådan, at det er den brede vej, der fører til fortabelse, og den smalle vej fører til frelse. Da Store Bededag mange steder er blevet til konfirmationsdag, er det ikke svært at forestille sig, at denne storebededagstekst i mange kirker kan give anledning til nogle solide moralprædikener. Meningen med min konfirmationsforberedelse, har selvfølgelig også været den, at jeg gerne ville føre bør-nene ind på den vej, der fører til frelse, selv om det er en besværlig vej at gå. Jeg har håbet på, at børnene ved min indsats måske kunne blive lidt dygtigere til at leve. Jeg har måske ikke prædiket så meget moral for dem, men jeg har i al fald indskærpet dem, at de i livet skulle øve sig på at gøre det rigtige. Og det foregår åbenbart på den smalle vej. Det ville selvfølgelig have været noget lettere at have konfirmander, hvis det var den brede og komfortable vej, der førte til livet. Men sådan er det ikke. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan.

     Vi har allesammen en tilbøjelighed til at tage den letteste vej og springe over dér, hvor gærdet er lavest. Den tilbøjelighed er der nogle, der vil kalde synd. Og det er det også. At synde betyder egentlig noget med at ramme ved side af, det vil sige, at man forfejler sit mål. Det er det, vi gør, når vi glemmer, at der er en mening med livet, eller når vi bilder os ind, at meningen med livet består i at slippe lettest muligt om ved det.

     Derfor er der også en pointe i, at både helligdagen og dens tekst handler om bøn. I den sammenhæng er det letteste også at mene, at bøn består i at kræve ind og få sin vilje. Men sådan er det ikke! At bede er at ville lade sig holde fast på den vej, der fører til livet – også selv om det er en besværlig vej. Derfor er det sådan, at den, der beder, ikke nødvendigvis får sin vilje. Det er heller ikke sikkert, at den, der søger, finder det, han venter. Men det betyder ikke, at man så lige så godt kan holde op med at bede og at søge. Det betyder derimod, at vi endnu er på vej.

     Det er som med børnene: De kommer og beder om både det ene og det andet, og det er ikke sikkert, at de får deres vilje. Men det betyder ikke, at de dermed har mistet deres forældres kærlighed. Hvor meget snarere vil så ikke jeres far, som er i himlen, give gode gaver til dem, der beder ham?

 

Forslag til salmevalg

 

Hvis man holder sig til dette med den brede vej og den smalle vej, så tror jeg, at jeg vil begynde gudstjenesten med at synge nr. 36 "Befal du dine veje".

     Efter læsningen af Ps. 130 er der ikke andre valgmuligheder end nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig". Der er ganske vist også nr. 497 "Jeg råber fast, o Her-re", men den har fælles versemål med nr. 36, og så er nr. 496 i øvrigt meget bedre. Melodien af Johann Walter skal man heller ikke kimse ad.

    Efter epistellæsningen fra Hebræerbrevet, hvor vi både hører om Guds hus, om dåbsbadet og pligten til ikke at svigte menighedens forsamling, mener jeg, at nr. 444 "Guds-husets dør er i vor dåb" er et indlysende valg.

     Det vil være fristede at synge nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender". Men den havde vi første søndag efter påske, så det er nok lidt for tidligt at tage den igen. Men man kunne i stedet for lægge mærke til ordet "bøn", som også fylder godt i prædi-keteksten. Nr. 584 "Beder, og I skulle få" er skrevet over teksten. Nr. 587 "Guds egen kære søn har sagt os for sin bøn" kunne også gå an. Det samme gælder nr. 588 "Herre, gør mit liv til bøn" af Johannes Johansen. Jeg vælger nr. 584 og nr. 588. Så kommer den første del af gudstjenesten til at handle om de to veje og den sidste del om bøn.

 

Mit salmevalg: 36 – 496 – 444 / 584 – 588.  

 

 

Fjerde søndag efter påske – Johs. 8,28-36: Jesus og jøderne.

 

Arv og miljø

 

Man har førhen sagt, at et menneske er et produkt af arv og miljø, idet man dermed har ment, at arven er biologisk betinget, og miljøet er sociologisk betinget. Den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson gjorde det i en disputats fra 1967 sandsynligt, at miljøet også er noget, der arves. I den forbindelse skabte han begrebet "social arv". Hvis man skal bryde med sin sociale arv og blive til "mønsterbryder", som det kaldes, er det nødvendigt, at man bliver plantet om i et andet miljø, så man simpelthen får en anden arv med sig videre i livet.

     Det, som man får med sig som social arv, bliver til et menneskes historie. Vi har alle sammen en historie, som består i det liv, som vi har levet. Derfor er det det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er. I den forstand er vi hver især fanget af vores fortid. Vi kan ikke selv befri os for den. For man kan nemlig ikke tilgive sig selv. Hvis man har forulempet og såret et andet menneske, er det i sagens natur kun det andet menneske, der kan tilgive. Hvis det er livet som helhed, man har taget fejl af og forrådt, er det kun Gud, der kan tilgive.

     Ordet "arv" eller "arving" er et ord, der anvendes ganske tit i Det nye Testamente som et udtryk for det kristne menneskes forhold til Gud. Vi er arvinger.

     Når jeg har holdt konfirmation, har jeg brugt en konfirmationsformel, der lyder sådan: "Den almægtige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, som i den hellige dåb har antaget dig til sit barn og gjort dig til arving til det evige liv, han fastholde dig i din dåbs nåde, han give sig bestandighed i troen, din sjæl til salighed". Som kristne mennesker er vi sat over i en anden sammenhæng. Det, som før var vort liv, er ikke længere vort liv, for nu er det Kristus, der er vort liv, og derfor beder vi "Kom Sandheds Ånd! og vidne giv, at Jesus Kristus er vort liv". I troen på evangeliet er vi mennesker, som er blevet tilgivet. Vi er blevet befriede fra vores negative sociale arv og har fået en anden historie at leve med. Vor Herres historie. Og derfor har vi ikke andet at bede om, end at den almægtige Gud vil fastholde os i dåbens nåde og give os bestandighed i troen, så vi i enhver situation kan bruge vores frihed til at skønne om, hvad dette nye liv går ud på, og hvad der er det rigtige at gøre.

 

Forslag til salmevalg

 

Når vi har passeret Store bededag, er vi kommet fra foråret over i forsommeren, og derfor skal vi have en salme, der passer til årstiden. Det bliver nr. 722 "Nu blomster-tiden kommer". Og som salme efter læsningen af Ps. 124 mener jeg, at nr. 2 "lover den Herre" vil være nogenlunde velanbragt.

     På denne søndag kan vi som anden læsning vælge mellem Paulus' oplevelse uden for Damaskus i Apostlenes Gerninger kap. 9,1-18 og epistelteksten om at være en ny skabning i Kristus (2. Kor. 5,14-21). Jeg vælger epistelteksten, fordi jeg synes, at den falder bedst i hak med evangelieteksten, som blandt andet handler om, hvem der skal regnes for Abrahams efterkommere. Derfor synes jeg, at nr. 302 "Gud Helligånd! o kom" på grund af vers 5 vil være en passende overgang.

     Som salme efter prædikenen har jeg kredset omkring nr. 395 "Guds ord blev aldrig bundet", som er en vældig god salme, som bliver brugt for lidt – sandsynligvis fordi man synes, at den er for lang. Men der er jo også nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand", som måske passer lidt bedre til teksten. Nr. 395 må så vente.

     Som udgangssalmeforeslår jeg nr. 752 "Morgenstund har guld i mund". Det siges at være den eneste morgensalme, Grundtvig har skrevet. Han gik aldrig i seng og stod derfor heller aldrig op, påstås det. Selvfølgelig er den en morgensalme, men jeg har lige så tit brugt den som udgangssalme på grund af vers 4: "Gå da frit enhver til sit".

 

Mit salmevalg: 722 - 2 – 302 / 487 – 752.

 

 

Femte søndag efter påske – Johs. 17,1-11: Jesu sidste bøn A.

 

Livet er at kende

 

"At rejse er at leve!", skrev H.C. Andersen i 1855 i bogen "Mit livs eventyr". Han rejste en hel del rundt i Europa. At rejse er at leve. Det kan jeg for så vidt godt give han et i. Men for mit eget vedkommende vil jeg inspireret af Johannesevangeliet fortsætte tankegangen og sige: "At leve er at kende!" Livet består ikke i at rejse så meget som muligt, eller i at have magt over så meget som muligt. Livet består derimod i at kende nogen og være kendt af nogen.

     At det forholder sig sådan, er en ganske almindelig menneskelig erfaring, som betyder mere og mere, jo ældre man bliver.

     Det er den erfaring, evangelisten Johannes trækker på, når han lader Jesus sige: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus." Ligesom det almindelige liv består i, at vi kender hinanden og vil vide af hinanden, sådan består det evige liv i, at vi kender Gud og tør tro på, at Gud vil vide af os. Det evige liv er ikke mit eget liv, som jeg har for mig selv i en forestilling om, at det varer uendeligt. Nej, det evige liv er det egentlige liv, det sande liv, som kommer af at møde Jesus Kristus og høre hans ord, så vi forstår vort liv i lyset af det, som vi hører af ham, og vel at mærke forstår det på en sådan måde, at vi må sige, at vi i ham har mødt Gud selv. Ligesom livet i det daglige består i, at vi kender hinanden, sådan består det egentlige liv i, at vi kender Gud på en sådan måde, at vi tør tro, at vi også er kendte af ham, fordi han er sådan, som Jesus siger, at han er: En nådig gud!

 

Forslag til salmevalg

 

Bortset fra årstidssalmerne er der et par andre salmer, som hører til i maj måned, fordi man får fornemmelsen af, at inspirationen også udspringer af årstiden. Den første er nr. 319 "Vidunderligst af alt på jord", som godt kan synges som den første salme i guds-tjenesten. Den anden er helligåndssalmen nr. 291 "Du, som går ud fra den levende Gud", som så passende kan placeres mellem epistellæsningen fra Romerbrevet 8,24-28 og prædikenen. Den alternative læsning fra Apostlenes Gerninger om de såkaldte fattigforstandere har jeg svært ved at se nogen begrundelse for på denne søndag. De to nævnte salmer er begge båret af en lys og let majstemning. Nr. 291 dukker antagelig op igen på en af pinsedagene, men det finder kirkegængerne sig nok i.

     Efter den gammeltestamentlige læsning kan vi også godt have en helligåndssalme, dels er der i teksten tale om en åndsudgydelse, dels synes jeg, at nr. 300 "Kom, sandheds Ånd! og vidne giv" passer godt i sammenhæng med de øvrige salmer i denne gudstjeneste.

     Nr. 321 "O Kristelighed" skal med som salme efter prædikenen. Man kunne måske vove den påstand, at salmen en er digterisk fortolkning af Jesu ypperstepræstelige bøn i Johs. 17, hvor der siges en del om, hvad verden ej ved, og hvad verden ikke tror. Des-uden har den i vers 8 også en tanke om at kende Kristus i nadverens sakramente: "o, vær du vor livdrik på jorden og bliv vort evige liv".

     Jeg er lidt mere usikker på, hvilken salme, der skal runde gudstjenesten af. Jeg havde først tænkt på nr. 6 "Dig være, mildeste Gud Fader", men den skal vel egentlig gemmes til efter pinse. Så er der nr. 426 "Fred til bod for bittert savn", den kunne også godt bruges. Men med tanke på begrebet "verden" i Johs. 17 kunne man også som udgangssalme synge de to sidste vers af nr. 122 "Den yndigste rose er funden", hvor vi i pagt med evangeliet lægger afstand til verden.

 

Mit salmevalg: 319 – 300 – 291 / 321 – 122 v. 7-8.

 

 

Kristi himmelfartsdag – Luk. 24,46-53: Den opstandne Jesus og disciplene.

 

Opfaret til himmels

 

Kristi Himmelfartsdagen peger ikke væk fra vores nære verden og ud i det tomme og endeløse univers, som vi af og til kalder "himlen", men Kristi Himmelfartsdagen peger ind i vores egen nære verden og vores hverdag. Det er her vi skal leve i troen på det, som vi hører i evangeliet.

     I Bellinge Kirke få kilometer syd for Odense er der nogle dejlige kalkmalerier, som med en indskrift er daterede til 1496. Blandt dem er der et billede af Kristi himmelfart. Man ser disciplene stå på jorden og kikke op mod en sky, hvori vor Herre er ved at forsvinde. Man ser kun lige fødderne stikke ud fra den nederste skybræmme. Et sådant naivistisk billede har vi svært ved at forholde os til nu om dage, fordi vi er blevet belemret med et anderledes kompliceret verdensbillede.

     Tredive år efter Bellinge-maleren forklarer Martin Luther, hvad himmelfarten betyder. Det sker i en prædiken fra 1526 om nadveren. Luther taler her om "Kristi allestedsnær-værelse". Det er et begreb, som han har fået brug for til forklaring på, hvordan Kristus kan være til stede i nadvermåltidet. Hvad vil det sige, at Kristus er faret til himmels? spørger han og svarer straks efter: "Det går ikke således til, som når du stiger op ad en stige ind i huset; men det betyder, at han er over alle skabninger og i alle og uden for alle skabninger. Og at han er blevet legemligt optaget til himmels, er sket til vartegn herpå. Derfor har han nu alle ting for øje, mere end jeg har dig, han er os mere nær end den ene skabning er den anden".

     Med himmelfarten er det ikke, "som når du stiger op ad en stige ind i huset", siger Luther. At Kristus sidder ved Faderens højre hånd, betyder ikke, at han så opholder sig på et nøjere afgrænset sted i himlen. Men det betyder, at han som den opstandne og ophøjede er til stede overalt. Himmelfarten er altså et udtryk for, at Kristus er til stede for os dér, hvor vi er - uanset tid og sted.

     At tro på Kristi himmelfart betyder ikke, at man har en mening om, at Jesus opholder sig på et nærmere afgrænset sted i himlen, hvor han på en stol sidder ved Guds højre hånd. Billedligt set kan det være rigtigt nok. Men det virkelige i billedet er, at vor Herres ord råder for os og for alle, uanset hvor vi er, nemlig når vi i troen gør den erfaring, at hans ord stadig gør sin gerning for os og med os, så vi glade kan gå fra kirke og gå trøstede hjem fra graven efter en begravelse.

 

Forslag til salmevalg

 

"Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget,…..opstanden fra de døde, opfaret til himmels, ……hvorfra han skal komme at dømme levende og døde". Som Karen Blixen skriver: "Som det dog går op og ned for manden i den historie!"

     Det er jo også et vældigt drama, som mytologisk bliver afbilledet i Grundtvigs gen-digtning af Kædmon-kvadet nr. 213 "I kvæld blev der banket på Helvedes port". Den kunne også godt synges på Kristi himmelfartsdag netop for at understrege, at vi her befinder os i et billedunivers, hvor den almindelige sprogbrug ikke længere slår til.

     Kristi himmelfartsdag skal begynde med, at vi synger nr. 257 "Vaj nu, Dan-nebrog, på voven". Den salme bør være en fast bestanddel af liturgien på Kristi himmelfartsdag. Det er læsningen fra Apostlenes Gerninger kap. 1 også. Den er lige-som evangelieteksten en beretning om himmelfartsbegivenheden, og derfor er den fælles for både første og anden tekstrække.

     Men inden da er der den gammeltestamentlige salme 113 som passende kunne efterfølges af salmebogens nr. 212 "Den bitre død dig trængte". Efter himmelfarts-fortællingen i Apostlenes Gerninger kunne man så synge nr. 263 "Sin vogn han gør af skyer blå" eller nr. 252 "Til himmels for den ærens drot".

     Hvis man ikke vil vove at synge nr. 213, kunne man efter prædikenen synge en lidt mere overkommelig middelaldersalme nemlig nr. 250 "Kommer, sjæle, dyrekøbte" eller nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed" på grund af vers 7, forudsat at den ikke blev brugt på 1. søndag efter påske.

     Man kunne så slutte gudstjenesten med at synge Hans Anker Jørgensens himmel-fartssalme nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted".

 

Mit salmevalg: 257 – 212 – 252 / 250 – 260.

 

 

Sjette søndag efter påske – Johs. 17,20-26: Jesu sidste bøn B

 

Livet i foreløbigheden

 

Her i verden og i tiden lever vi i det foreløbige. Alt, hvad vi foretager os og beskæftiger os med her i livet, er kun noget foreløbigt, uanset hvor meget det fylder i vores hverdag. Alle vore venskaber og fjendskaber, alle vore meninger og holdninger, alt det, som vi i øvrigt tror på og slås for, er alt sammen kun noget foreløbigt. Også kirken er kun noget foreløbigt. Den er et sted, hvor vi foreløbig kan gå hen med vore sorger og glæder i håb om, at Gud vil se med kærlighed på det alt sammen.

     Som bygning og som institution i det folkelige landskab er kirken noget foreløbigt, som skal forsvinde. Men Ordet, som vi hører, skal ikke selv gå til grunde og forsvinde, det skal tværtimod forklares, dvs. det skal vokse i klarhed, indtil det fuldbyrdes i Guds rige, hvor vi skal være ét i Kristus, ligesom han er ét med den himmelske Far.

     Vi gør os ofte skyldige i den misforståelse, at vi lever i fuldendelsen, hvor intet må være uklart og dunkelt, og hvor vi derfor også gør krav på at skulle forstå alting fuldt ud og lige med det samme. Alt skal være gennemskueligt. Det er en opfattelse, som man måske især har i de unge år, hvor man vil have det hele på én gang. Men det går bare ikke! For sådan er det ikke! For vi lever nu engang i det foreløbige, hvor vi kun kan er-kende stykkevist og delt, som Paulus udtrykker det. Derfor må vi lære, at her i forelø-bigheden forstår vi kun lidt efter lidt, og de allervigtigste ting i livet forstår vi måske aldrig. Men midt i denne foreløbighed har Gud givet os sit ord, for at vi skal holde os til det. Og det skal vi gøre i tillid til, at det, som vi ikke forstår nu, siden skal forklares og fuldbyrdes hos Gud i hans rige. Indtil da har vi brug for vor Herres forbøn, for at vi må blive i den kærlighed, hvormed han har elsket os.

     Døden adskiller, men kærligheden forener. I vor Herres ord har Gud her på jorden og midt i alt det foreløbige ladet sin kærlighed råde helt ud i det yderste mørke for at forene os med sig selv. Og så er vi ét i ham. Om det så er i dødens adskillelse, er vi for Gud ét i ham, fordi vi er bundne til ham ved hans kærligheds fuldkomne bånd.

 

Forslag til salmevalg

 

Næste søndag er det pinse, hvilket vi godt kan forberede os på med en salme. Det er nr. 281 "Nu nærmer sig vor pinsefest".

     Den gammeltestamentlige læsning fra Joels Bog kap. 3 handler om udgydelsen af Guds ånd i de sidste tider. Det kunne også lægge op til en helligåndssalme, så jeg foreslår nr. 309 "Bøj, o Helligånd, os alle".

     Som anden tekstlæsning har jeg mest lyst til at læse Rom. 8,31b-39, som har affødt i hvert fald tre salmer i salmebogen, nemlig nr. 512 "Hvo vil mig anklage" samt nr. 665 "Er Gud for mig" og nr. 666 "Den grund, hvorpå jeg bygger". Man kunne også godt tage nr. 667 "Skulle jeg dog være bange" med i overvejelserne. Jeg vil nok især hæfte mig ved de sidste linjer i læsningen og vælge en salme som nr. 655 "Er du modfalden, kære ven" eller nr. 365 "Guds kærlighed ej grænse ved", eller nr. 385 "Op, alle folk på denne jord".

     Der er helt bestemt nogle af de ovennævnte salmer, som også kan bruges efter prædikenen over den sidste del af Jesu ypperstepræstelige bøn. Imidlertid er jeg gået på opdagelse efter en salme, der kan fortolke det forhold, at vi er omfattet af Kristi kærlighed, selv om vi endnu lever i foreløbigheden. Jeg har fundet frem til nr. 277 "Herre, når din time kommer", nr. 498 "Gud, efter dig jeg længes" og nr. 679 "Et tro-fast hjerte, Herre min". Selv om jeg godt kan lide nr. 679, vælger jeg alligevel nr. 277, som er meget tydelig med hensyn til den eskatologiske foreløbighed.

     Til sidst mener jeg, at vi skal slutte gudstjenesten med en kort pinsesalme, som har karakter af en bøn. Det kan enten være nr. 308 "Helligånd, vor sorg du slukke" eller i "100 salmer" nr. 836 "Helligånd, tag mig ved hånden".

 

Mit salmevalg: 281 – 309 – 265 / 277 – 836.

 

Forslag til salmevalg i pinsen

 

Det tager ikke så lang tid at læse alle pinse- og helligåndssalmer fra nr. 280 til nr. 317 plus de fire, der er i "100 salmer", det vil sige nr. 833 til nr. 836. Det er en god prædikenforberedelse at gøre det.

     Den første salme, som jeg lægger til side til mulig brug, er nr. 282 "Apostlene sad i Jerusalem". Den skal selvfølgelig synges pinsedag efter læsningen af Apostlenes Ger-ninger 2,1-11. Derefter er der halleluja-salmen nr. 283 "Fra Himlen kom den Helligånd", som kan bruges på begge pinsedage. Nr. 286 "Var I ikke galilæer" er en udmærket salme, som også kunne synges pinsedag efter læsningen fra Apostlenes Gerninger. Det samme gælder nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd", som fint lægger op til evange-lielæsningen pinsedag. Og så er der nr. 290 "I al sin glans nu stråler solen", som for min skyld gerne må være med på begge pinsedage enten som første salme eller som salme efter prædikenen. Nr. 291 "Du, som går ud fra den levende Gud" foreslog jeg til femte søndag efter påske, men den kan godt være med igen på en af pinsedagene. Nr. 292 "Kærligheds og sandhed Ånd" er også en af dem, som jeg nødig vil und-være. Den kan placeres før eller efter prædikenen på pinsedag, hvor evangelieteksten handler om sandhedens ånd. Nr. 294 "Talsmand, som på jorderige" må også gerne være med. Det bliver i så fald nok på 2. pinsedag. Nr. 298 "Helligånden trindt på jord" passer godt 2. pinsedag enten før eller efter prædikenen – eller måske som udgangssalme. Nr. 299 "Ånd over ånder" og nr. 300 "Kom, sandheds Ånd! og vidne giv!" kan begge placeres i formessen.

     Så er der sådan nogle salmer som nr. 302 "Gud Helligånd! o kom", nr. 303 "Kom Gud Faders Ånd fuldgod", nr. 305 "Kom, Guds Helligånd, kom brat", nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder", nr. 308 "Helligånd, vor sorg du slukke", nr. 309 "Bøj, o Helligånd os alle", nr. 313 "Kom, regn af det høje!" samt nr. 315 "Helligånd, de frommes glæde".

     Det blev til elleve salmer som jeg uden videre synes kan bruges i pinsedagene, hvis man ellers kan finde en fornuftig plads til dem i gudstjenesten. Og så er der otte andre, som også er rigtig gode salmer, men som man måske lidt lettere vil kunne finde plads til i en almindelig søndagsgudstjeneste.

     Det udelukker selvfølgelig ikke, at man kan gå på opdagelse andre steder i salme-bogen, så man viser sig imødekommende og for eksempel bruger Johannes Johan-sens sommersalme nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs" som udgangssalme pinsedag. Af hensyn til den gammeltestamentlige læsning fra Jeremias' Bog på pin-sedag kunne man også overveje nr. 482 "O Herre god og frelser from" Desuden er der sådan en som nr. 598 " Gud, du ved og kender", som passer meget godt efter Ezekielteksten 2. pinsedag.

            

 

Pinsedag - Johs. 14,15-21: Løftet om en anden talsmand.

 

Pinsen er hjemlighed

 

I eksistentialismens og marxismens dage (jeg er gammel nok til at kunne huske begge dele) var "fremmedgørelsen" et begreb, som man kunne håndtere filosofisk, fordi man havde en formodning om, at der på den anden side af fremmedgørelsen måtte være en egentlighed, som kunne virkeliggøres, enten ved at man overtog sig selv eller overtog produktionsmidlerne, alt afhængigt af hvilken "isme", man hyldede. I vore dage lever vi i en "post-modernistisk" tid, der af de politiske partier markedsføres som en positivistisk værdikamp, hvis den da ikke opleves som kulturel værdinihilisme. 

     Pinsen er det modsatte af alt dette. Pinsen er hjemlighed. Hvis man tænker tilbage på de marginaliserede eksistenser, som Jesus kalder sine disciple, så var de menne-sker, som han havde kaldt ud af tilfældigheden ved at give dem et sted at være, nemlig hos ham. Han var blevet deres liv. Uden at de på nogen måde havde villet det, var de blevet en del af hans historie. De forstod ikke, at han en dag skulle tages fra dem, og at de samme dag ville blive alene i verden og fremmede for det, som var blevet deres liv. Men Jesus havde givet dem et løfte, som de heller ikke forstod: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Der skal komme en dag, da I skal erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer".

     Pinsen er den dag, hvor dette løfte går i opfyldelse. Pinsen er, at Gud ved vor Her-res ord og Helligåndens gerning kommer til os igen og igen og forsikrer os om, at vi ikke er alene i verden, prisgivet enten til den kulturelle værdinihilisme eller til den politiske værdipositivisme. For uanset hvor i verden vi er, er vi på et sted, som Gud kender. Vi går på veje, som Gud også tør kende. Vi tumler ikke planløst rundt i univer-set. Vi er ikke faderløse eksistenser, som har mistet enhver sammenhæng med histo-rien, for vi er blevet en del af Guds historie, sådan som vi kender den i fortællingen om Jesus Kristus. Ingen nok så nøjeregnende historiker kan gøre det usket, for det sker også nu. Den omstændighed, at vi holder pinsegudstjeneste, er et udtryk for, at det sker. Ingen kan benægte, at det sker. Vi kan selvfølgelig lukke Gud ude af vores tilværelse og blive ateister. Men vi kan ikke blive så fremmede for os selv, at vi også er fremmede for Gud. Det forhindrer pinsen. For pinsen er hjemlighed midt i en tilfældig og meningsløs verden. Pinsen er at høre hjemme hos Gud, uanset om vi vil vide af det eller ej!

 

Mit salmevalg: 290 – 482 – 282 / 292 – 725.

 

Anden pinsedag – Johs. 6,44-51: Livets brød.

 

Vort Jerusalem og vort Golgata

 

Johannesevangeliet gør sig stor umage med at forkynde Gud som den nærværende Gud, dvs. som den Gud, der kommer til verden, hvor han blev kød og tog bolig iblandt os, som det siges allerede i evangeliets fortale. Som et menneske, der lever og færdes iblandt mennesker, er Gud til i verden. Derfor bliver evangelisten heller aldrig træt af at understrege, hvor godt Gud og Jesus kender hinanden: "Ingen kender Faderen og har set Faderen undtagen Sønnen, som er udsendt fra Faderen. Faderen er i Sønnen, og Sønnen er i Faderen. Jeg og Faderen vi er ét. Derfor: Den, som har set mig, har set Faderen. Kender I mig, kender i derfor også min Fader". Eller som det hedder i evange-liet til i dag: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham". Derfor er det også Sønnen, der ved sit ord i dag - på denne vort livs hidtil yderste dag - skal oprejse det fortabte menneske, som ikke har andet tilbage at håbe på end Guds tilgivelse.

     Ved juletid synger vi i en salme, at kirken er vort Betlehem. For os er den det sted, hvor Gud kommer til verden og bliver kød og tager bolig iblandt os. Sognekirken på vort eget sted er Betlehem. Vi kan fortsætte denne billedlige tankegang og sige, at det land-skab, som kirken ligger i, er vort Galilæa. Det er her, vi lever vores daglige tilværelse, men hvor vi på vor vej mindst én gang om ugen kan møde Gud og høre hans ord til os. Og ved alteret, som er vort Jerusalem og vort Golgata, kan vi legemligt tage imod ham som det levende brød, der kommer ned fra himlen.

     Vi skal ikke som pilgrimme forlade vor egen tid og vort eget sted og begive os ud på meningsløse vandringer i et forsøg på at skrue tiden tilbage til Jerusalem for to tusinde år siden. Det kan vi simpelthen ikke. Vi må redeligt blive her, hvor vi er, og bede til, at Gud på denne vort livs hidtil yderste dag vil gøre sig selv så virkelig, som han ved Helligånden gjorde sig selv virkelig for både sine disciple og for mange andre på den første pinsedag i Jerusalem.

 

Mit salmevalg: 291 – 598 – 294 / 298 – 308.