Grundlovstale 2017

Danmark som evangelisk-luthersk land

Grundlovstale Anden pinsedag den 5. juni 2017 af biskop Kresten Drejergaard



De følgende overvejelser er i nogle henseender blevet til på baggrund af nogle rejser til udlandet.


For eksempel var jeg for tre-fire år siden jeg i Annecy i Frankrig, hvor jeg blev overra-sket over at se det danske flag foran rådhuset. Hjertet svulmede og blodet bruste i stolthed over, at mit land gjorde sig så stærkt gældende i udlandet, indtil en velmenende servitrice gjorde mig opmærksom på, at det ikke var det danske flag, jeg så på, men derimod Savoyens flag, som til forveksling ligner Dannebrog, dog med den forskel, at det hvide kors i Savoyens flag er anbragt midt i rektangelet.


De nationale symboler

Jeg er siden kommet mig over skuffelsen. Til gengæld har jeg tænkt over, hvor stærkt et greb nationale symboler har i os. Dannebrog er symbolet over alle danske symboler, hvilket vi om ti dage markerer på Valdemarsdag med flagfest og uddeling af faner.


Nogle kunne godt omgås dette symbol med mere omtanke. Jeg tænker ikke blot på de dannebrogssvingende fans i Parken og andre sportsarenaer, hvor man kan se folk, som også har malet flaget i ansigtet. Det er ren og skær begejstring og livsglæde, som jeg kan bære over med. Så er det værre med alle de mange frugtboder langs landevejene, som gør opmærksom på sig selv med en overflod af rød-hvide papirflag. Det er at reducere flaget til rent og skært blikfang.


Endnu værre bliver det, når Dansk Folkeparti holder landsmøde i en hal, som er overplastret med dannebrogsflag, og hvor man i partipolitisk begejstring har taget patent på at synge vore smukkeste fædrelandssange. For en ordens skyld vil jeg tilføje, at det ville pynte på et par partier til venstre i folketingssalen, hvis de på deres landsmøder og kongresser kunne overvinde sig til at synge af højskolesangbogen i stedet for den anakronistiske røde sangbog fra klassekampens tid. Hvad med at synge "Jeg elsker den brogede verden"? Trods dens alder (1877) er der en del mere aktuelt bid i den sang, end der er i "Danmark for folket". Melodien er også bedre.


Dannebrog er fælles for os alle sammen, ligesom fædrelandssangene er det. Ingen kan tage patent på noget af det og på den måde blive "ekstra-danske".

Med Grundloven forholder det sig ligesom med Dannebrog. Den er et nationalt symbolskrift, som er fælles for os alle sammen. Det vil være noget pinagtigt at fore-stille sig, at et politisk parti skulle kunne tage patent på Grundloven ved for eksempel at kalde sig "Grundlovspartiet". Men udelukkes kan det vel ikke.


I dag bliver der holdt grundlovsmøder mange steder i Danmark. I de senere år har grundlovsmøderne fået en renæssance, hvilket skyldes, at vort forhold til Grundloven ikke er så selvfølgeligt og uproblematisk, som det har været tidligere. Der er gået skred i samfundet. Der er sket en sekularisering, altså en verdsliggørelse af alle samfundsforhold.  Samtidig er der sket en politisering, som betyder, at det er de politiske og økonomiske argumenter, der har gennem-slagskraft. Og endelig er der sket en fragmentering, altså en splittelse, som betyder, at Danmark ikke i samme forstand som tidligere er en enhedskultur. Tværtimod består Danmark af mange kulturer, ikke blot fordi der er kommet andre etniske grupperinger til, men nok så meget fordi den danske befolkningsdel selv er splittet op i mange forskellige og indbyrdes uafhængige kulturer. Der er for eksempel flere forskellige former for ungdomskultur, og der er kulturer, som er afhængige af folks forskelligartede tilknytninger til erhvervslivet. I Odense var jeg som biskop medlem af en såkaldt VL-gruppe, det vil sige virksomhedsleder-gruppe. Jeg deltog som offentlig virksomhedsleder sammen med politidirektøren og nogle forvaltningschefer. Der var en betydelig kulturel forskel mellem os offentligt ansatte tjenestemænd med udsigt til pension og så de private virksomhedsledere, som godt nok tjente en hel del mere, men til gengæld levede en noget mere risikobetonet tilværelse. Men netop af den grund syntes vi, at det var vigtigt at holde en samtale i gang på tværs af det, der skilte, ved at fokusere på det, som vi havde fælles. I et fragmenteret samfund er det nødvendigt at fokusere på det, der er fælles. Og det er Grundloven på samme måde, som Dannebrog er det.   


Hvis man beder en politiker om at holde en grundlovstale, taler al sandsynlighed for, at man får en politisk tale, der handler om, hvordan demokratiet har det i det politiske og økonomiske liv. Hvis man beder en præst som mig om at holde en grundlovstale, er der en risiko for, at man får en tale, der handler om kirkens og kristendommens stilling i det danske folk set forhold til den kendsgerning, at Grundloven fastslår, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke".


Jeg håber, at I bærer over med mig, når jeg hager mig fast i den sidstnævnte synsvinkel ved at gøre den konstatering, at Grundlovens § 4 og § 6 er de paragraffer, der tydeligst taler om det det, der fælles i det danske samfund.


Grundloven og kirken

Grundlovens § 4 fastslår, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Dermed er der sagt noget, der har at gøre med vores historie, nemlig at den overvejende del af den danske befolkning ikke tror på hvad som helst, men tror på noget bestemt. Den tror på det kristne budskab, sådan som det lyder i den evangelisk-lutherske tradition. Endvidere fastslår Grundlovens § 6, at "kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke". Hvis regenten f.eks. bestemmer sig for at slutte sig til den katolske kirke eller en anden kirke, så må han eller hun abdicere fra tronen. Grundlovens § 6 er sådan set vigtigere end § 4, som definerer, hvad folkekirken er. I § 6 defineres bogstaveligt talt hele landet som et evangelisk-luthersk land.

 

Hvis man tager Grundloven for pålydende – og det synes jeg at man skal – så siger den altså ikke blot, at Danmark er et kristent land, men den siger også, hvordan langt den overvejende del af befolkningen er kristne, nemlig på den evangelisk-lutherske måde. Det betyder ikke, at man ikke kan være et kristent menneske på andre måder. Det betyder heller ikke, at man ikke kan være noget andet end kristen – f.eks. muslim eller buddhist eller noget andet. Hvad det angår, er der religionsfrihed, men der er ikke religionslighed, for landet som sådant er et kristent land - og det på den evangelisk-lutherske måde.


At det forholder sig sådan, har jeg haft anledning til at tænke over på baggrund af et par oplevelser i udlandet.


Den første oplevelse har at gøre med, at min kone og jeg har boet i Schweiz, hvor jeg i fire år har været præst i Den danske Kirke i Schweiz. Efterhånden blev vi op-mærksomme på, at landet har et særpræg, som er noget forskelligt fra det, der kendetegner Danmark. Vi bemærkede også, at de danskere, der bor i Schweiz, efterhånden bliver præget af det land, de bor i. Siden reformationstiden i 1500-tallet er landet blevet præget af calvinsk kirkelighed og etik, fordi det var Jean Calvin, der var hovedmanden i den schweiziske reformation. Det var en pointe i Calvins opfattelse, at man kunne få en fornemmelse af sit forhold til Gud ved at iagttage den succes, man måtte have i det verdslige liv med hensyn til at tjene penge. Selve kapitalophobningen bliver til et tegn på, at man har guds bevågenhed. Det er forklaringen på, at Schweiz og andre calvinistisk prægede lande i udpræget grad har fået kapitalistiske samfundsformer. Det handler ganske enkelt om at tjene penge. Det er det religionen i sin moderne sekulariserede udgave går ud på.


Den anden oplevelse er ikke mere end fem-seks uger gammel. Den stammer fra et besøg i Armenien, som nu om dage er et lille land i Kaukasus. Det har tidligere været meget større, idet det også omfattede store dele af det, vi nu om dage vil kalde Østtyrkiet. Det gør det ikke mere, efter at tyrkerne i 1915 ved et veritabelt folkemord gjorde det af med 1,5 millioner armenere. Landet ligger nu om dage med sine ca. 3 millioner indbyggere klemt inde mellem Tyrkiet, Azarbadjan og Iran, som alle sammen er muslimske lande. Kun mod nord er der religiøst set nogle åndsfæller, nemlig Georgien og Rusland, som begge pr. tradition er kristne lande. Armenerne er geografisk og kulturelt set et trængt folkefærd. De har deres eget sprog og deres eget alfabet, og de har bevaret og vedligeholdt deres kristendom, siden de som det første land i verden i år 301 gik over til kristendommen. Sproget, alfabetet og kirken anser de selv for at være hovedårsagerne til, at de endnu er til som et folk.


Jeg har derfor spurgt mig selv: Hvad er det, der skal til for at holde sammen på os danskere som folk? Skønt vi ikke er så talrige, har vi ligesom armenerne vort eget sprog. Til gengæld har vi ikke – bortset fra bogstaverne æ, ø og å – vort eget alfabet. Måske kunne Alex Arendtsen fra Dansk Folkeparti overtales til at udarbejde en moderniseret udgave af runealfabetet. Men vi har vores egen kirke, som i kraft af salmedigtningen har sit umiskendelige danske særpræg. Det er en luthersk kirke til forskel fra de calvinske (reformerte) kirker. Forskellen er meget forenklet sagt, at de lutherske kirker ikke inspirerer til kapi-taldannelse, men derimod til samfundsdannelse. Luthersk forstået er meningen med vores liv den, at vi ikke først og fremmest skal tænke på os selv, men derimod at vi først og fremmest skal tænke på vor næste, vort medmenneske, som det hedder i en humanistisk sprogbrug. Det er den holdning, som grundlæggende burde være værdiskabende set ud fra vores kirkelige sammenhæng.


Samfundets værdier

I samfundet og i det politiske liv taler man indimellem om en værdidebat eller endda en værdikamp. Hvilke værdier er det, vort samfund bygger på? Hvilke værdier er det, vi i fællesskab bekender os til, når vi møder omverdenen, og når omverdenen møder os, sådan som det nu om dage finder sted i form af det fænomen, som vi kalder "globalisering"? Hvad er det specielt, vi siger, at vi er, når vi siger, at vi er danskere? Svarene på disse spørgsmål har noget at gøre med vores historie og vores selvopfattelse, sådan som den kommer til udtryk i det, vi siger og synger om os selv. Svarene har også noget at gøre med det, som vi håber for os selv og vore børn. Og det, som vi svarer på disse spørgsmål, skal hele tiden formuleres på ny, fordi vore svar skal have gyldighed i stadigt skiftende situationer.


Her vil jeg gøre mig til talsmand for den opfattelse, at der i Grundloven findes et menneskesyn, som har at gøre med den kendsgerning, at loven definerer Danmark som et evangelisk-luthersk land. Hvad betyder det i den nuværende kultursituation, hvor vi er mere tilbøjelige til at hæfte os ved, at Danmark set fra en anden synsvinkel er ved at udvikle sig i retning af det multi-etniske og det multi-religiøse?


Denne sidstnævnte omstændighed bliver vi nødt til at tænke med. Vi kan ikke bare lade som ingenting, for det er en omstændighed, der mere og mere præger det samfund, vi lever i. Vi kan heller ikke sige, at vi ikke vil finde os i det, for det er en omstændighed, som vi i kraft af den førnævnte globalisering har en ret begrænset indflydelse på. I alle fald kan vi ikke lukke Danmark af og lade, som om resten af verden ikke eksisterer. På den anden side kan vi heller ikke blive så optaget af hele resten af verden, at vi lader som om Danmark ikke eksisterer. For Danmark er noget bestemt, og i kraft af landets historie er det bestemte, som Danmark er, blevet til i kraft af den form for kristendom, der har præget langt de fleste af os.


Det lutherske menneskesyn

Den lutherske kristendom rummer et syn på mennesket, ifølge hvilket det enkelte menneske er et ansvarligt væsen. Det er ansvarligt over for Gud, hvorfor mennesket i troen på Guds ord bliver udstyret med friheden til selv at skønne, hvad der i livet er det rigtige, det gode og det retfærdige. Min pointe, er at Grundloven forudsætter et menneskesyn, som er bestemt af den kendsgerning, at den evangelisk-lutherske kirke i næsten 500 år har været det danske folks kirke. Det er et menneskesyn, som på én gang betragter mennesket som et ansvarligt og dog frit væsen.


Der er ingen tvivl om, at det evangelisk-lutherske syn på forholdet mellem frihed og ansvar har været med til at forme den danske opfattelse af demokratiet. Spørgsmålet er, om vi kan bevare denne opfattelse i en tid, der er præget af sekularisering, kulturel splittelse og almindelig rodløshed, samtidig med at befolkningens sammensætning har ændret sig i retning af det multietniske og det multireligiøse. Det er ikke nogen selvfølge, at vi kan bevare disse samfunds-mæssige idealdannelser, som er indeholdt i Grundloven. Vi er i alle fald nødt til at gøre noget for det selv. Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan undvære kirken som en folkelig institution, der ved sin blotte tilstedeværelse tvinger os til at en gang imellem ikke blot at tænke over, men også at samtale om, hvad det er vi tror på, og hvad det er for værdier, vi forudsætter i vores indretning af det samfund, som vi har fælles trods alle de forskelle, der præger os som borgere i samfundet.


Ytringsfriheden

Under den famøse muhammed-krise for elleve år siden var vi alle sammen enige om, at ytringsfriheden er et bærende princip i Grundloven, og at man derfor ikke kan tage ytringsfriheden ud af Grundloven. Daværende statsminister Fog Rasmussen føjede for egen regning til, at ytringsfriheden heller ikke kan gradbøjes. Konklusionen var den, at Jyllands-Posten var i sin gode ret til at offentliggøre de karikaturtegninger af Muhammed, man havde forberedt. Hvis nogle muslimer skulle blive sure over det, ville det kun være et bevis på, at de ikke har forstået, hvad det drejer sig om. Deres reaktion er således også et bevis på, at det er os, der har ret, tænkte man i sit forsvar for Jyllands-Posten.

Men den logik holder ikke. Efter min opfattelse er friheden – herunder ytringsfri-heden - kun til, hvis den er frihed til noget. En fuldkommen absolut og ideologisk forstået frihed, som er frihed til hvad som helst, giver ingen mening. Den er et tomt begreb. Af samme grund kan man heller ikke tale om ytringsfrihed, medmindre man samtidig tænker over, hvad ytringsfriheden skal bruges til. Hvad er det, man vil have frihed til at sige? Som alt andet kan ytringsfriheden både bruges og misbruges. Vi kan stadig være rørende enige om, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Men det forudsætter naturligvis, at vi bruger den og ikke misbruger den.


Frihed er nemlig ikke bare frihed. Friheden er kun til, når den er frihed til noget. Det sidste skal også med. Friheden er kun til i en forpligtende fortolkning af, hvad den skal bruges til. Det er der ikke mange, der har udtrykt tydeligere end Martin Luther i bogen "Om et kristen menneskes frihed", hvori han argumenterer for, at friheden skal forvaltes gennem det enkeltes menneskes skønsomhed. Det er det enkelte menneske, der i enhver given situation og ud fra sin tro på evangeliet afgør, hvad der er det rigtige at gøre. Med denne tillid til en evangelisk skønsomhed har Luther knaldet døren i for enhver form for moralsk fundamentalisme og umyndiggørelse.


I Danmark er det sådan, at Luthers reformatoriske erkendelse har passeret det grundtvigske filter, hvilket har betydet en yderligere accentuering af friheden som grundbegreb i vores spirituelle opfattelse af tilværelsen. Ingen har som Grundtvig understreget nødvendigheden af frihed som en forudsætning i åndelige og religiøse anliggender. Mange kender citatet fra Grundtvigs "Rimbrev til nordiske Paarørende" i indledningen til Nordens Mytologi fra 1832: "Frihed skal være vort Løsen i Nord, Frihed for Loke saavelsom for Thor, Frihed for Ordet i Verdenen ny, som til sig selv det har skabt under Sky". Og lidt senere: "Frihed for alt, hvad der stammer fra Aand, som ikke ændres men arges ved Baand". Ud fra denne tankegang går det galt, når man med en lovgivning går i gang med at begrænse friheden i åndelige anliggender, for så går det nemlig sådan, at den frihed, man ikke vil tilkende andre, den mister man også selv.


Dette begreb om frihed er forudsat i Grundloven, fordi Grundloven selv forudsætter, at Danmark er et evangelisk-luthersk land. I Grundloven er der indeholdt et begreb om åndelig frihed, der er fortolket i en evangelisk-luthersk kontekst. I princippet kan denne frihed ikke begrænses gennem en lovgivning, eftersom friheden forvaltes af det enkelte menneskes egen skønsomhed. Derfor går det ikke, at man i strid med det i Grundloven forudsatte begreb om frihed ved lovgivning går i gang med at begrænse friheden i åndelige anliggender, for så bliver der naturligvis mindre af den til os alle sammen. Det kommer til at gå ud over både Loke og Thor, og så er vi på vej tilbage til den middelalder, som både Luther og Grundtvig var på vej ud af. Både Luther og Grundtvig tilhører den moderne verden. Begge fremtræder de som modsætninger til middelalderen, hvor man mente at kunne regere åndslivet med tvangsforanstaltninger. Og begge var de forkyndere af en kristendom, der rummede et begreb om en åndelig frihed, som bidrog til en ægte sekularisering af samfundslivet. Derfor er det værd at holde fast i både Luther og Grundtvig og det aftryk, de i fællesskab har sat i den grundlov, som vi alle sammen er fælles om.


Det kræver naturligvis, at man omgås Grundloven med omtanke og værner om den ved at holde samtalen i gang om de værdier, den rummer. Set fra mit pastorale synspunkt kræver det også, at vi hele tiden besinder os på, hvad evangelisk-luthersk kristendom er for noget. Den besindelse er vigtig, så længe Grundloven fastholder, at Danmark er et evangelisk-luthersk land.