Klummer 2015 - 2016

     Klummer   2015 - 2016

Er det sjovt at være ateist?


For nogen tid siden var jeg i selskab med en erklæret ateist, som benyttede lejligheden til at indvi mig i sine indsigter vedrørende kristendommens og kirkens tåbelighed. På et tidspunkt i samtalen spurgte jeg ham: "Er det sjovt at være ateist?" Det spørgsmål gjorde ham meget fornærmet, fordi han ikke mente, at jeg tog ham alvorligt. Men det var jo netop det, jeg gjorde med mit spørgsmål. Jeg ville gerne vide, om han følte sig beriget af at være ateist.

     Hvis han nu omvendt havde spurgt mig, om jeg synes, at det er sjovt at være kristen, så havde jeg prompte svaret ja og glædet mig til at berette om alle de fornøjelser, jeg har, ved at være kristen. For eksempel kan jeg godt lide at gå i kirke, fordi der er så meget at opleve. Hvor vil man finde tekster, der er mættet med så indholdsfyldt poesi, som salmerne i Den danske Salmebog? Og hvor vil man finde et instrument, der har så mange variationer af klangmuligheder, som et kirkeorgel har. Hvor kan man høre fortællinger, der taler så væsentligt om livet og døden, som i de bibeltekster, der læses under gudstjenesten? Og hvor kan man lytte til så velforberedte taler om had og kærlighed, vrede og tilgivelse, løgn og sandhed, dom og frelse, mørke og lys, som i de prædikener, man hører fra kirkens prædikestol?  I hvilket andet hus vil man kunne møde noget lignende?

     Og så er det hele endda i kraft af kirkeåret indfældet i den tid, vi selv lever i. Kirkeåret er kirkens kalender, ligesom kalenderåret er arbejdslivets kalender. Kirkeåret begynder med 1. søndag i advent, som er forberedelsestiden til jul, og det kulminerer med trinita-tistiden, som varer fra pinse og til næste advent. Det er efter min opfattelse sjovere at gå på opdagelse i kirkeåret end at fortabe sig som kalenderslave i kalenderåret med dets kedsommelige række af nummerede uger. Især kan jeg godt lide adventstiden, som er en forventningstid. Adventstiden er i sig selv en mørk og dyster tid, men den er også en tid, som får et skær af den kommende jul, på samme måde som himlen om morgenen lyses op, endnu inden solen rigtig er stået op.

     Men det har alt sammen noget med fantasi at gøre. Det er måske derfor, det ikke er sjovt at være ateist.

                                      ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende den 27. november 2016)

Politisk skønsomhed


Set fra et partipolitisk synspunkt er jeg et upålideligt menneske. Jeg er medlem af en vælgerforening, men jeg er ikke altid loyal over for partilinjen. Jeg stemmer næsten altid personligt, og derfor hænder det, at jeg stemmer på politikere fra andre partier, fordi det sker, at jeg har større tillid til deres dømmekraft og skønsomhed, end jeg har til politikere fra mit eget parti.

     Når vi vælger folketing og kommunalbestyrelser, handler det om at vælge personer, hvis dømmekraft og politiske skønsomhed man har tillid til, fordi de pågældende skal agere på vore vegne. De får ikke min stemme, fordi de har en fin samfundsuddannelse, eller fordi de er loyale partisoldater.  Det er deres evne til at udøve et politisk og menneskeligt skøn, der for mig afgør sagen. Sådan mener jeg, vilkårene er i det repræsentative demokrati - modsat det direkte demokrati, hvor det er borgerne selv, der med deres stemmeafgivning træffer afgørelse i samfundets mange anliggender. Sådan er det i Schweiz, hvor der jævnligt er folkeafstemning om både det ene og det andet. Det kommer der som regel nogle ret konservative afgørelser ud af, ud fra den devise at man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Det medfører også, at stemmeprocenten normalt er ret lav – ofte kun en tredjedel af de stemmeberettigede, hvilket vil sige, at der er to tredjedele, der undlader at tage stilling til det, forslagene går ud på.

     I det repræsentative demokrati må man gå ud fra, at de valgte politikere har en kvalificeret mening om, hvad lovforslagene går ud på, og hvilke konsekvenser de vedtagne love har for de borgere, der har delegeret deres indflydelse til politikerne i tillid til, at de har indsigt, vilje og nøgtern skønsomhed til at træffe de rigtige beslutninger. Derimod kan man have en formodning om, at de politiske beslutninger, der bliver taget på baggrund af folkeafstemninger er ret vilkårlige, fordi de beror på stemninger, uvidenhed og simpel selviskhed, jf. brexit.

     Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at de politikere, der har ansvaret, af frygt for folkestemningen og deres egne vælgere benytter en folkeafstemning til at lægge ansvaret fra sig. I et ordentligt demokrati består vælgernes opgave derfor ikke i at kræve folkeafstemninger tidligt og sent, men derimod i at fastholde politikerne på det ansvar, de er valgt til at tage vare på.


     ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende søndag den 2. oktober 2016)


Ordenssamfund eller anarki


Schweiz er et ordensland. Det flyder ikke med skidt i gaderne, og man har stadig en lukkelov, så man kan kende forskel på hverdag og søndag. Det er ikke velset, at man vasker bil om søndagen eller slår græs. Togene kører til tiden, og de når frem til tiden. Man er høflig og hilser på hinanden, når man får øjenkontakt. I sporvognen overlader man pladsen til en ældre herre som mig. Det skyldes alt sammen, at landet kulturelt set har fået sin opdragelse af reformatoren Jean Calvin, som var nogenlunde samtidig med den frihedselskende og på nogle punkter mere anarkistiske Martin Luther.  Calvin var bestemt ikke udøvende humorist. Indtil sin død i 1564 udøvede han derimod som reformator i Genève en benhård moralistisk kirketugt, hvormed han lagde grunden til det ordenssamfund, som trods al sekularisering præger Schweiz den dag i dag.

     Vi har boet i Schweiz i næsten fire år og har lært at sætte pris på den ordentlighed, der karakteriserer landet. Den kan somme tider virke noget formalistisk, men det fungerer, og det formidler tryghed til borgerne. Nu er vi vendt tilbage til Danmark og er blevet skrevet i mandtal på borgerservice og har fået et sygesikringskort, så man ikke skal have pungen op af lommen, hver gang man skal have målt sit blodsukker.

      Som pensionister har vi hele tiden betalt skat i Danmark og kun et symbolsk skattebeløb til Schweiz. Ikke desto mindre måtte vi i Genève tre gange på skatte-kontoret, inden vi kunne forlade landet. For den administrative ordens skyld måtte vi udfylde en

             Jean Calvin                selvangivelse for første halvår af 2016. På den baggrund viste det sig, at vi havde 15 centimer til gode (ca. 1 kr.), som vi kunne hæve på kassererkontoret. Dér viste det sig imidlertid, at beløbet var for lille til, at det kunne udbetales.

     I ironiske vendinger fortalte jeg en schweizisk bekendt om denne hændelse. Dertil svarede vedkommende, at hun foretrak et ordenssamfund, der bestræbte sig på ikke at snyde en borger for 15 centimer, frem for et anarkistisk land, der skødesløst udbetaler 9 milliarder kroner (21.8. blev det til 12,2 milliarder) af borgernes penge i refusioner uden at sikre sig, om nogen overhovedet har et retmæssigt krav på pengene. Måske er det i virkeligheden slet ikke så dårligt, at der er nogle velbetalte offentligt ansatte, der bekymrer sig for, om det i samfundet går rimeligt til? 


                                                   ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende søndag den 7. august 2016)

Hold kursen!





For mange år siden lærte jeg at navigere i indenrigske farvande. Det var før GPS'ens tid, så det forgik ved hjælp af et kompas og en kurslineal. Fidusen er den, at man med sit kompas laver et par pejlinger, som man med kurslinealen overfører til søkortet. Det punkt, hvor pejlelinjerne skærer hinanden, er sådan cirka det punkt, hvor man er. Hvis man dertil ved, hvor man kommer fra og kender den kurs, man har sejlet, og hvor langt man har sejlet, så ved man ret præcist, hvor man er. Man har ikke mistet orienteringen.

    Når man ved, hvor man er, er det en forholdsvis enkel operation på søkortet at finde kursen til bestemmelsesstedet og beregne den tid, der skal til for at nå frem - hvis man ellers kan forstå søkortet og er i stand til at føre skibet.

    Hvad var det danskerne begyndte på, da de begyndte med at være danskere? Og hvornår er de færdige med det? Det spørgsmål er ikke til at svare på, hvis man ikke ved, hvor man kommer fra og heller ikke har nogen idé om, hvor man er på vej hen. Det hjælper ikke, at man kan føre skibet, hvis man har mistet orienteringen.

    Ordet "kurs" har en noget anden betydning på aktiemarkedet, hvor kurserne stiger og falder. Det er betegnende for de sidste par årtier, at vi i nyhedsformidlingen løbende bliver orienteret om, hvad der sker på Nasdaq og Dow Jones. Det fortæller noget om, hvad det spiller en rolle i samfundet lige nu. Men det siger ikke ret meget om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen.

    Jeg har for nylig læst, at faget historie ikke mere er i høj kurs, hverken i skolen eller på de højere læreanstalter, hvor der er mere "hausse" i de tekniske fagområder, som sætter os i stand til at beherske verden. Men de tekniske fagområder fortæller ikke meget om, hvad der er meningen med det. Teknikken sætter os i stand til at føre skibet, men fortæller os ikke, hvor vi kommer fra, eller hvor vi er på vej hen. Det kan vi ikke vide noget om, hvis vi har mistet kontakten til den historie, der kunne fortælle os det.

    Hvis man i sit liv kun har børskurserne at navigere efter, ender det med, at man går på grund og forliser!


                                    ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende, søndag den 12. juni 2016)

Grundtvigsk folkelighed

I Venstres regeringsgrundlag kan man læse, at Danmark er et kristent land. For mig er den påstand lige så banal som påstanden om, at Tyrkiet er et muslimsk land – og i Tyrkiet har man endda i forfatningen adskilt politik og religion, hvad vi ikke har i Danmark, jf. Grundlovens § 4.

      Set fra mit vindue er Danmark imidlertid ikke blot et kristent land. Det er et grundtvigsk land. Det har selvfølgelig også noget med kristendom at gøre, al den stund at Grundvig var præst og tænkte som præst, men det er ikke det vigtigste. Det, der gør Danmark til et grundtvigsk land, er den indflydelse, Grundtvigs tanker om det folkelige i de sidste ca. 150-200 år har haft på os alle sammen. Det folkelige er det, der er fælles på trods

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

af alt det, som vi i øvrigt er uenige om. Det, som vi grundlæggende er fælles om, er menneskelivet. Vi er fælles om at være mennesker, endnu inden vi bliver uenige om, hvad det går ud på.  Det folkelige er i de forstand noget før-religiøst og før-politisk. Det har ikke noget at gøre med, om vi er kristne, muslimer eller noget andet, eller om vi stemmer til højre eller til venstre i det politiske spektrum. Folk er det, vi er i fællesskab. Derfor kan det ikke gøres til afsæt for politiske eller kirkelige partidannelser. Mit medlemskab af Socialdemokratiet skal betragtes et kontingent til det politiske liv, vi er fælles om. "Meld Dem ind i en vælgerforening, om så den er socialdemokratisk", som Uffe Ellemann engang sagde.

    Til gengæld har jeg aldrig været medlem af noget kirkeligt parti, men jeg har ikke noget imod at blive kaldt grundtvigsk, eftersom dette begreb for mig er udtryk for den opfattelse, at det menneskeliv, som vi har fælles, altid kalder på en samtale om, hvad det går ud på. Vi lever kun én gang, og det skulle helst være en god gang. Derfor er det nødvendigt, at vi med god vilje og på tværs af alle mulige meningsforskelle holder en samtale i gang om, hvad livet går ud. Det er en folkelig samtale.

     Det folkelige er noget andet end det populære endsige populistiske, selv om ordet "folk = populus" er grundstammen i begge begreber. Det populære og det populistiske er som regel det modsatte af det folkelige. Men det bliver man nok ikke populær af at sige!


                                      (Kirkebladet for Den danske Kirke i Schweiz nr. 1 - 2016)

Ytringsfrihedens fest


Det var egentlig min opfattelse, at schweizerne er et folkefærd uden sans for ironi. Det er en opfattelse, jeg lige har revideret. Vi har i to døgn været i Basel til fastelavnsfest – Basler Fasnacht. Natten til mandag kl. 03.30 begav vi os ind i de smalle stræder i den gamle by, hvor der var forsamlet i tusindvis af mennesker, en stor del med masker og fantasifuldt udklædt. På slaget 04.00 hørtes kommandoen: "Morgenstreich – vorwärts march!" Derefter satte snesevis af korteger sig i gang anført af flere hundrede piccolofløjter og trommer. En pibe- og trommekon-cert uden lige. 

     Festen, som varer 72 timer, fortsatte til langt ud på aftenen og blev genoptaget tirsdag formiddag. Kortegerne, som har baggrund i forskellige såkaldte "kliker"  i byen, havde hver deres tema at agitere for. Undervejs fik man stukket sedler i hånden, som i rimede formuleringer - ofte med et betydeligt stænk af ironi - uddybede emnet. Der blev hensynsløst gjort grin med alt og alle lige fra kommunalbestyrelsen, sundhedsvæsenet, den korruptionsramte FIFA-organisation, den forestående olympiade, til Islamisk Stat. Ingen gik ram forbi. Vi, som ikke havde anlagt nogen udklædning, blev overdænget med konfetti, blomster og appelsiner.

    "De tre smukkeste dage" kalder baselerne selv festen, som sammenlignet med en byfest i Danmark er præget af en høj grad af ædruelighed, selv om der i byens restauranter bliver spist og drukket godt. Det er virkelig en smuk blanding af modsæt-ninger. Kortegernes budskaber rummer de groveste former for samfundskritik og personkritik parret med en god portion selvironi, alt sammen serveret til muntert akkompagnement af pibekoncert og "Gugge-Musik" (hornmusik). De formelle omgangsformer er suspenderede. Alle snakker med alle i gaderne og på restauranterne. Og alle er dus, hvad man i Schweiz ikke er til hverdag.

     Efter tre døgn er euforien slut. Fejemaskinerne rydder gaderne for konfetti og appelsinskræller. Basel vender tilbage til det, den egentlig er: En pæn og ordentlig by med rene gader og smukt dekorede huse. En by med høflige og hjælpsomme mennesker, som har den opfattelse, at det nu engang gør tilværelsen mere fremkommelig at leve sådan. Der er til daglig personlige og politiske hensyn, som vi bliver nødt til at tage, hvis vi skal finde ud af det i fællesskab.

     Men i tre dage har ytringsfriheden været total. Vi kender den - og vi ved derfor også, hvad vi gør, når vi ind imellem afholder os fra at bruge den.


er det en magt, som overgår alle andre magter. I den forbindelse kommer han til at tænke på stjernen over Betlehem. Det skriver han om i et brev til de kristne i Efesus:

     En stjerne skinnede på himlen mere end alle andre stjerner, og dens lys var uudsigeligt, og den vakte undren, fordi den var ny. Alle de andre stjerner blev sammen med sol og måne et kor om stjernen, og den overstrålede med sit lys dem alle, og de var bestyrtede over, hvorfra dette nye kom, der var så forskelligt fra dem selv. Da blev al trolddom bragt til ophør, alle ondskabens lænker sønderbrudt, vankundigheden udryddet, det gamle rige tilintetgjort, da Gud åbenbarede sig som menneske for at bringe dette nye, det evige liv. Da tog det, som var beredt hos Gud, sin begyndelse. Ud fra det blev alt sat i bevægelse, thi dermed  begyndte døden at gå til grunde.


    Jeg tænker mig, at den gamle biskop ville have oprigtig ondt af de mennesker, som har vendt sig fra denne ene og meget klare stjerne til alle de mange flimrende stjerner, hvis magt man slet ikke forstår. For det er jo ét og det samme, som at have mistet tilliden til Guds magt, som bliver til i det skjulte. I stedet vælger man at være bange for alle de andre tilfældige magter, som man møder i det åbenbare.

     Derfor synes jeg, at vi dagen efter Stefans dag også skal mindes Ignatius fra Antiokia - især med tanke på nytåret, hvor adskillige stjernetydere og spåmænd vil skræmme livet af os med profetier om alle de ulykker, der venter os i det kommende år.


                                                ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende den 27. december 2015)           

                                            Stjernernes magt


Anden juledag er egentlig en martyrdag til minde om den første kristne martyr, som satte livet til for troens Skyld. Han blev stenet ihjel kort tid efter, at Jesus blev korsfæstet.

     Cirka firs år senere var der en biskop i Antiokia i Syrien, som på det tidspunkt endnu var underlagt den romerske kejsers magt. Biskoppen hed Ignatius. Kejseren kunne ikke lide biskoppen, fordi biskoppen kun ville tro på Jesus og ikke på nogen anden, så derfor blev biskoppen hentet til Rom og kastet for løverne. Undervejs til Rom funderer biskoppen i nogle breve over forholdet mellem Guds magt og kejserens magt. Han tænker over det mærkelige i, at Guds magt er kommet til verden i det skjulte i stalden i Betlehem, og dog

                                                                    Set fra mit windows


Det er godt 25 år siden, jeg fik min første computer. Den betød i mit arbejdsværelse et teknologisk tigerspring. Ud med kuglehoved og skrivehjul. Og ind med ny teknologi i skikkelse af en PC med et styresystem, der hed DOS 3,1. Det skulle vise sig, at den blev noget af en tidsrøver, fordi den fascinerede med sine mange muligheder. Den havde en harddisk på 30 megabyte. Til sammenligning kan den maskine, jeg skriver på nu, rumme 928.768 megabyte (907 gigabyte). Ved brug af enkle kommandoer, lærte jeg – med hjælp fra en konfirmand - at beherske dette tekniske vidunder, som i øvrigt efter kort tid blev afløst af endnu snedigere vidundermaskiner med nye styresystemer. Nu hedder de Windows og jeg for mit vedkommende er nået til Windows 10.

     Maskineriet fascinerer ikke så meget mere, og derfor burde det med tidsrøveriet være fortid. Men det er ikke tilfældet. PC'en har fået et par kolleger i skikkelse af en tablet og en smartphone. Det er ikke så meget det, at jeg bruger tid på at udforske dem. Bare de virker, er jeg tilfreds. Men jeg er blevet i tvivl, om det er mig, der bestemmer over dem, eller det er dem, der bestemmer over mig.

     Tvivlen meldte sig en dag med fuld styrke, da det gik op for mig, at al den kære, gamle musik, jeg fra CD'er havde lagret på tablet'en, var blevet væk. Alt sammen yndlingsmusik, som jeg har lyttet til i gode stunder, men nu er det væk – rub og stub. På tablet'en var der blevet annonceret en opdatering, som jeg vanemæssigt accepterede. Det satte ganske vist apparatet ud af spil, så jeg en rum tid måtte undvære min musik. Da jeg omsider igen fik kontakt med tingesten, viste det sig, at der nu var installeret et program, som kan hente al verdens musik i "cloud'en".  Det havde jeg ikke bedt om. Og så koster det i øvrigt 99 kr. om måneden at hente musik i "cloud'en".

     Det tager tid at installere opdateringer. Det tager endnu mere tid at holde dem på afstand, og i min alder skal man ikke fråse med tiden. Hvad skal jeg med alle de opdateringer? Måske er det mig selv, der trænger til en opdatering? Men nu jeg er ikke mere sikker på, at jeg råder over tilstrækkelig hukommelse!


                                              ("Set fra mit vindue" i Fyns Stiftstidende 1. november 2015)

            Naivistisk maleri af Snekke Kristensen, Hjørring

Når det er overstået – hva' så?

   

    I reflekterende stund er "mit vindue" identisk med bilens frontrude. Vi er på vej til Genève for at genoptage den åndelige omsorg for de derboende danskere. Vi har undervejs gjort en afstikker til byen Goslar med de mange smukke bindingsværkshuse. Næste stop gjorde vi i Schaffhausen, hvis smukt dekorerede huse stammer fra 16-1700-tallet. Ikke langt derfra ligger St. Gallen. Det er gamle byer, som ligefrem emmer af europæisk historie, kultur og religion. I St. Gallen har de et bibliotek, som rummer mere end tusind år gamle håndskrifter. Der er blandt andet noder til den middelalderlige, gregorianske kirkemusik. 

    Mens vi er på vej sydpå, er der andre, der er på vej nordpå. Det er flygtninge, som efter en tur over Middelhavet nu er på vej op igennem Italien og Balkan. Vi har ganske vist ikke mødt nogle af dem, men de siges at være dér. På årsbasis udgør strømmen af flygtninge 1 – 2 promille af Europas befolkning. Alligevel tales der om en europæisk katastrofe.

    For mange år siden havde jeg en tegning, som jeg drøftede med mine konfirmander. Den forestillede et højt, befæstet tårn, overbelæsset med kanoner, køleskabe,  fjernsyn, biler og andre velfærdsgoder.

    Beboerne deroppe på toppen kastede fra den ene side af tårnet brødkrummer ned til en noget større og tilsyneladende fattig folkemængde, som fra den anden side af tårnet blev beskudt med rifler. Symbolikken i tegningen var ikke vanskelig at forstå. Alligevel syntes konfirmanderne, at den var uvirkelig, fordi fattigdommen i de varme lande dengang for 30-40 år siden endnu var på lang afstand. Det er den ikke mere!

    USA har derfor befæstet grænsen mod Latinamerika. I farvandene nord for Australien overbeviser flådens fartøjer sydøst-asiatiske bådflygtninge om, at de hellere må vende om, "for du får ikke noget hjem her", lyder budskabet til dem.  I Europa er der forvirring. Hvad skal vi i denne situation gøre for at bevare vores kultur, vores religion - og navnlig vores overflod?

    Jeg tvivler ikke på, at vi i vores velhavende del af verden har de nødvendige politiske, økonomiske og militære redskaber til at bremse strømmen af flygtninge. Men spørgsmålet er, om vi som mennesker – endda kristne mennesker - kan se os selv i øjnene, når operationen er overstået.


                                      (Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende den 6. september 2015)

Kirkens påståede elendighed


Jeg har nu været præst i sammenlagt 45 år. Jeg blev ordineret i maj 1971, og siden er det gået tilbage for folkekirken – i al fald hvis man skal tro journalistikken. Jeg har i årenes løb talt med en hel del journalister om kirkelige forhold. Udgangspunktet har næsten hver gang været noget med den ringe kirkegang og alle de tomme kirker. Jeg har ofte spurgt journalisten om, hvornår vedkommende selv sidst har set en tom kirke i gudstjenestetiden. Det giver et øje-bliks tavshed på telefonlinjen. Men selvfølgelig er der nogle statistiske opgørelser, som ikke lader sig modsige. Medlemsprocenten er faldet. Da jeg var barn, lærte jeg, at 97% af befolkningen var medlemmer af folkekirken. Nu er det snarere 77%. Hvis man beregner medlemsprocenten på den del af befolkningen, som har dansk som modersmål, vil tallet blive en hel del højere. Men en nedgang er der under alle omstændigheder. Dåbsprocenten er faldende, procenten af børn, som bliver konfirmerede er faldende, antallet af kirkelige vielser er faldende og antallet af kirkelige begravelser er også faldet en del. Så det går tilbage.

     I min studietid engang i 1960'er var jeg i selskab med en præst, som var i færd med at forlade sit embede for at blive gymnasielærer i stedet. Han ville forlade "den synkende skude" i tide, sagde han.

     Men sådan er det ikke gået. Kirkeskibet er stadig flydende. Forbindelsen mellem folk og kirke er i Danmark tættere, end det er tilfældet i Norge og Sverige. Hvis man sammenligner med resten af Europa, vil jeg mene, at Danmark må være noget i retning af et kirkeligt "smørhul". Faktisk ser folkekirken på ingen måde døende ud. Jeg kan heller ikke se, at kirkegangen er så ringe, som det påstås. Rundt omkring i sognene udfoldes der en livlighed, som ikke er set før. Der er en rig variation af gudstjenesteformer. Samtidig er det kommet et varieret udbud af kirkelig undervisning til børn og voksne. Hvis man tænker kirkens tilskud til den kulturelle virksomhed væk, ville Danmark kulturelt set være et fattigt land. I det seneste halve århundrede har samfundet forandret sig drastisk. Det har kirken derfor også.

     Med den elendige medieomtale, kirken har fået i den samme periode, kan man undre sig over, at den overhovedet er til. Det er et mirakel! Man skulle næsten tro, at det er Gud selv, der står bag. 


                                                            ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende, 12. juli 2015)

Politikere er til ulejlighed


Traditionelt set er Schweiz et land, der er præget af den calvinistiske reformation, som satte sig igennem med en høj grad af kirketugt – især i Genève, som reformatoren Jean Calvin selv betragtede som den virkeliggjorte gudsstat. Danmark er derimod et luthersk land, og den lutherske reformation satte sig igennem i samfundsformer, som indimellem nærmede sig det anarkistiske. Som reformatoren selv har udtrykt det: "Enhver, som er krøbet ud af dåben, kan betragte sig selv som indviet til både pave, biskop og præst".

Jeg har spurgt mig selv og andre, om denne kirkelige forskel kan være noget af forklaringen på forskellen i den politiske debat.

     Lige nu er der kommunalvalg i Schweiz. Set fra mit vindue har jeg udsigt til fire valg-plakater, som hænger på væggen ovre ved købmanden. De repræsenterer hver sin liste, som hver kan være sammensat af flere partier eller grupper. På en af dem er der endda en upolitisk gruppe. Men valget går forbløffende stille af sig, når man tænker på den forbitrede, nærmest perfide tone, der præger den allerede igangværende valgkamp i Danmark. Hvorfor er der denne bemærkelsesværdige forskel mellem Schweiz og Danmark med hensyn til at føre valgkamp?

     Ja, for det første er schweizerne som sagt opdraget med en høj grad af kirketugt og er derfor i den sekulariserede verden blevet til høflige mennesker, der nødigt generer naboen.

For det andet kan man her i landet ikke gå og hidse sig op over noget så dagligdags som en politisk afstemning. I forvejen har schweizerne folkeafstemninger om alt muligt, som vedrører samfundslivet - alt sammen noget, som i Danmark bliver afgjort i de politisk valgte forsamlinger. Det betyder, at de valgte politikere her spiller en mindre rolle. Som en ironisk schweizer forklarede mig: "Politikere er sådan set mest til ulejlighed!"

     For det tredje hænger det sammen med, det ikke er de politiske ideologier, der spiller den store rolle her i landet, hvilket er forståeligt, når man betænker, at en fjerdedel af verdens formuer efter sigende befinder sig i Schweiz. Det, der regulerer samfundet, er de økonomiske interesser.

     Selv om vi i Danmark ikke har så stor en andel i verdens formuer, kan det være, at det samme gør sig gældende hos os. Det er økonomien, der bestemmer. Men politikerne har bare ikke opdaget det endnu og fører derfor valgkamp, som om det er dem, der bestem-mer.


                                                     ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende, 17. maj 2015).

Sammenhængende tid


I vores husstand har vi fået foræret TV-serien ”Borgen”. Inden for en periode på fjorten dage lykkedes det os faktisk at se alle 30 afsnit. Det ville ikke have kunnet lade sig gøre tidligere. Faktisk kan jeg ikke huske, at vi nogensinde har set en TV-serie. For vi skulle altid noget andet. Egentlig har det været lidt af en chokerende opdagelse at konstatere, at vi næsten aldrig har haft noget, der ligner sammenhængende tid. Evig og altid skulle vi noget andet.

     Det er en livsstil. Det er fint at have travlt, og der er status ved at skulle sidde i møde. Når man under mødet når dertil, at man skal have aftalt det næste møde, giver det yder-ligere status, når man i jagten på at finde en mulig mødedato den ene gang efter den anden må afgive meldingen: ”Nej det kan jeg ikke, jeg skal noget andet den dag!” Under en sådan seance, hvor vi var kommet et halvt år frem i kalenderen uden at kunne finde en mødedato, faldt jeg for fristelsen til at meddele de tilstedeværende: ”Nej, den dag kan jeg ikke. Da skal jeg have en begravelse!” Det tog man straks ad notam uden at bemærke det absurde i min melding. Så vi fortravlede forsatte uanfægtet jagten på en mulig mødedato.

    Tid er altid tid til noget. Sådan har det i al fald været. Og så må det tage den tid, der skal til. Men for mange mennesker det ikke sådan mere. Tiden er den målbare tid fra kl. dit til kl. dat, hvor man skal have passet sine gøremål ind. Armbåndsuret er blevet til en slavelæn-ke. Dagene skrumper ind til at være notater i en Time Manager eller en iPad, som mest af alt er en dokumentation for, hvor fragmenteret tiden kan blive. Den sammenhængende tid er det tabte Paradis, som knap nok er til i erindringen.

     Lykken ved at være blevet pensionist er at genopdage den sammenhængende tid, hvor tiden igen bliver tid til noget. Tid til at læse en bog. Tid til at se en TV-serie. Tid til at skrive breve. Eller tid til at skrive en klumme. Tid til at gå en tur. Det er mærkeligt, at man har givet alle andre lov til at bruge ens tid. De kunne jo lige så godt have brugt deres egen tid i ste-det for min.


                                       ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende, den 22. marts 2015)

La pauvreté moderne

par Kresten Drejergaard, pasteur dans l'Eglise Danoise en Suisse


Étant résident temporaire en Suisse on vient facilement à comparer nos pays, le Danemark et la Suisse. Ils sont à peu près de la même taille, mais la Suisse a environ deux millions d'habitants en plus que le Danemark. Et puis, la Suisse a conservé une grande partie de l'infrastructure à mailles serrées, que nous avons connue au Danemark, il y a peut-être 50 ans.

     La Suisse est composée de 26 cantons et 2.773 communes. Dans "notre" petite commune, du Grand Saconnex, nous avons trois écoles publiques, quatre épiceries, trois pharmacies, deux-trois médecins, plus d'une douzaine de cafés et restaurants. La plupart de nos besoins peuvent être couverts à distance de marche. C'est une sorte de bien-être!

     Au Danemark nous n'avons que 5 régions et 98 communes. Depuis la première crise pétrolière dans les années 1970 nous avons subi un combat politique pour réduire les budgets publics avec quelques reformes sous les devises "le citoyen au centre". Mais c'était vraiment l'économie qui a était au centre. L'économie était le seul paramètre de bien-être avec le résultat que nous avons obtenu des salaires qui sont élevées hystériquement pour les gens cadrés supérieurs. D'un autre point de vue nous sommes devenus pauvres dans tout le reste. Nous avons moins de maisons de retraite, moins d'écoles pour les enfants, et dans les hôpitaux  les infirmières sont stressées sans avoir assez de temps pour bavarder un peu avec des patients.

     Les ambitions des politiciens sont évidemment de pouvoir réduire les budgets publics en espérant réussir avec des réductions d'impôt, dit-on.

     Pour moi on peut laisser les réductions d'impôt, si je pouvais regagner un peu de "la communauté de proximité", que j'ai connue pendant mon enfance et ma jeunesse. Je ne dis pas qu'il faut faire arrêter le temps ou le remettre dans une idylle nostalgique. Bien sûr, nous devrions recueillir la plupart des gains d'efficacité, que nous avons gagnés par exemple par la technologie informatique. Mais je me sens autorisé à poser une question pour savoir pourquoi ces gains ne sont pas investis dans l'humanité pour améliorer les conditions et l'espace pour une conversation humaine au lieu de la spéculation d'une croissance de l'économie.

     En Suisse, l'économie est également dans le centre. Mais quand même on a évidemment gardé la plus part de l'infrastructure à mailles serrées, que nous avons perdue au Danemark, mais dont je me rappelle de ma jeunesse. Il était un temps où on pouvait se permettre de prendre une pause pour passer à l'épicerie - pas pour faire du shopping, mais pour bavarder avec quelqu'un. Il était une vie de bien-être fondamentale.

     Aujourd'hui nous n'avons au Danemark ni l'épicerie ni le temps pour bavarder.


Le conte des formes

l'auto" la même règle comme dans le temple des vestales à Rome – une règle qui dit: Regardez assez, mais ne touchez pas! Cette image du culte sacré était la même, quand, soudain,  je me suis trouvé devant un podium avec un modèle nommé  "Sans titre", semblable à l'Athènes classique où on sur un autel trouvait cette inscription "Au Dieu inconnu". Ici – a l'exposition - c'était un véhicule futuriste, qu'on ne pouvait pas toucher non plus.

     Cette atmosphère de culte n'était pas facile de s'en débarrasser. Partout, nous avons entendu un certain genre de musique, mais je ne peux pas me rappeler de la musique qui avait un effet hypnotique, qui avait fait arrêter mes pensées. C'était impossible à verbaliser les expériences. Seules les sensations immédiates ont parlé. C'était les contes des formes, que l'on regardait les vestales ou les voitures. Nous n'avons pas entendu beaucoup de conversation, seulement quelques commentaires en sourdine ici et là. Il n'y avait pas beaucoup de sourires à voir. Et si quelqu'un avait émis un rire haut, je suis sûr que tous les "adorateurs" auraient se retourné et auraient envoyé les regards désapprobateurs. Que pouvait un psychologue de la religion avait sorti d'un tel spectacle?

     C'était une libération de sortir d l'exposition. Sur le chemin du retour, nous sommes passés devant notre fidèle Renault, elle ne souffre pas de la peur du contact, et elle a également reçu quelques petites bosses. À son âge elle n'est peut-être plus brillante. Mais je crois que les vestales avec le temps vont subir un destin pareil.

De la fenêtre de mon bureau, je peux à l'autre côté d'un parc voir des grandes halles. C'est Palexpo qui est un fameux endroit pour des expositions. Pendant les derniers jours, nous avons eu une exposition de voitures nommée "Salon de l'auto". Un gardien m'a dit que dans les dix jours d'exposition on attendait environ700.000 visiteurs. Etant voisins aux halles, nous avons senti que nous devions montrer un peu d'intérêt. Alors nous sommes allés et nous avons acheté des billets réduits pour des retraités.

     Il y avait des centaines de voitures. Il y avait des Rolls Royces, diverses voitures anciennes et des voitures expérimentales. Il y avait aux voitures exposées de jolies hôtesses avec des brochures gratuites. Les hôtesses  m'ont rappelé des vestales de la Rome antique. C'étaient des femmes innocentes qui avaient un devoir sacré dans le temple de Vesta. Peut-être régnait au "Salon de      

par Kresten Drejergaard, pasteur dans l'Eglise Danoise en Suisse

Danmark som samtalestation


Da jeg var barn i årene efter den tyske besættelse, så man ofte ved landevejene et skilt, hvor der stod ”samtalestation”. Det var før telefonboksenes og mobiltelefonernes tid. Skiltet med ”samtalestation” betød, at man passerede en husstand, som mod betaling kunne stille en telefon til rådighed, hvis man havde behov for det. Som voksen mødte jeg senere en noget ældre tysker, som under krigen var kommet til Danmark som flygtning. Han kom fra et land, hvor den frie samtale var suspenderet og erstattet af konsekvent mistænkeliggørelse og angiveri. Det første, han havde bemærket ved ankomsten til Danmark, var disse skilte med ordet ”samtalestation”. Han kom derfor til den opfattelse, at Danmark som sådan er en samtalestation, fordi vi i Danmark efter hans opfattelse er et samtalende folk.

     










     Det, som ordene betyder, afhænger i høj grad af, hvilken situation de er sagt i, så derfor indgår der i enhver naturlig samtale også en fælles bestræbelse på at finde ud af, hvad den konkrete situation går ud på. Samtalen er i sig selv livsoplysning. Det vil sige, den kaster lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi bedre kan orientere os og finde rundt i det. Samtalen forudsætter en grundlæggende tillid, som gør det muligt at opfatte det, man hører, i den bedste mening. I samtalen forholder vi os ikke blot til det sagte, men også til det menneske, der taler. Det er derfor en pinagtig oplevelse, når tilliden bryder sammen.

     Men man kan selvfølgelig også vælge at opfatte alt i den værste mening, så man mistænkeliggør ikke blot det, man hører, men også den, man taler med. Det kaldes at gå efter manden og ikke efter bolden. Sagen selv bliver ligegyldig. Det, som det handler om, er at få den anden ned med nakken. Det er det, der alt for let sker i den politiske debat, som derfor kan blive til en pinagtig oplevelse, fordi den tegner et billede af et Danmark, som jeg ikke bryder mig om at kende.


                                    ("Set fra mit vindue", Fyens Stiftstidende den 25. januar 2015)

Jeg har siden syntes, at det er en meget smuk forestilling om, hvad Danmark går ud på. Det kan godt være, at vi af og til misforstår hinanden. De ord og vendinger, vi bruger, når vi taler med hinanden, er ofte flertydige. Det ligger i selve sprog-ligheden, hvor ordene kan forstås i åde bogstavelige og i overførte betydninger.

Jeg er ikke Charlie


Af Kresten Drejergaard, 2, Chemin Taverney, CH-1218 Grand Saconnex, Schweiz.


Det begyndte med, at der ikke var nogen, som ville tegne til en bog om Muhammeds liv. Men det er ikke nogen fornuftig forklaring på, hvorfor Jyllands-Posten i 2005 offentliggjorde nogle karikaturtegninger af profeten Muhammed, hvilket satte den muslimske verden på den anden ende, fordi man følte sig krænket på profe-tens vegne.

    Hvad var hensigten med at bringe disse tegninger? Hvad var det, Jyllands-Posten ville opnå? Og nu her ti år efter kan man spørge: Opnåede man det, man ville?

    Vi var ikke mere end lige nået en uge ind i 2015, før vi skulle opleve et skrækkeligt terrorangreb på det satiriske blad ”Charlie Hebdo” i Paris. I alt sytten mistede livet. Attentatet kunne lige så godt være gået ud over Jyllands-Posten, som i modsætning til de fleste andre dagblade undlod at trykke Charlie Hebdo’s karikaturtegninger. Var det Jyllands-Postens kejtede indrømmelse af, at man ikke skulle have bragt de krænkende tegninger i 2005?

    For det ligner en efterrationalisering, når man påstår, at man med disse tegninger har villet forsvare ytringsfriheden. 

    Selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed! Det er fundamentet for et demokratisk samfund, at vi skal have lov til at tro, tænke, mene og sige det, som vi synes er sandt og rigtigt. Det er en ret, vi har. Men det er ikke en ret, der samtidig forpligter os til at bruge ytringsfriheden til at krænke og fornærme dem, der måtte have en anden holdning.

    Eller er det i det efter-kristne Europa blevet sådan, at det nu kun er ytringsfriheden, der er hellig og guddommelig og derfor ukrænkelig?   

    Selvfølgelig skal der i et ordentligt, demokratisk samfund være plads til satire, og der skal være frihed til at gøre grin med det, som ikke fortjener bedre. Det kan være direkte forløsende, når noget bliver udleveret til latteren. Satiren en del af samfundets selvransagelse. Derfor er der en nær forbindelse mellem den opbyggelige satire og humoren.

    Men jeg synes ikke, at Jyllands-Postens tegninger var opbyggelige. Og jeg synes heller ikke, at Charlie Hebdo’s gøren grin med alt det, som for andre er helligt, er morsom. Men nu skal det altså kaldes ytringsfrihed, og så er det vel i orden? For hvem tør anfægte ytringsfriheden?

       








   








     Når en tilsvarende satire går ud over jødedom-men, kaldes det antisemitisme, og så er det pludselig ikke i orden. Jyllands-Posten ville end ikke drømme om at trykke antisemitiske tegninger. Men hvad er det, der gør, at nogle tegninger er udtryk for ytringsfrihed, mens andre tegninger er udtryk for antisemitisme?

    Jeg ved det ikke! Hvis Jyllands-Posten har en fornuftig forklaring på, hvorfor det i 2005 var nødvendigt at trykke Muhammed-tegningerne, ville jeg måske kunne blive klogere.

      Efter massakren på Charlie Hebdo gik det halve Europa i selvsving. Alle gik rundt og forsikrede hinanden om, at vi alle er Charlie. For mit eget vedkommende må jeg under påberåbelse af ytrings-friheden sige, at det er jeg ikke!


                                                 (Synspunkt i Fyens Stiftstidende Den 15. januar 2015).