Kirken og den folkelige identitet

af Inger Merete og Kresten Drejergaard, Odense

I Armenien går de tilsyneladende i kirke, hvilket vi kunne forvisse os om på en ganske almindelig søndag i maj, hvor vi besøgte domkirkeområdet, som hedder Etchmiadzin.  Selve katedralen er indviet til St. Gregor Oplyseren, som var årsag til, at Armenien allerede i år 301 antog kristendommen som statsreligion. Da vi ankom til kirken, var den stuvende fuld. En betragtelig del af kirkegængerne var unge mennesker, som var fortrolige med liturgien, hvad vi andre af gode grunde ikke var. Vi fik dog nogen hjælp af vores gode veninde, Janik, som er af armensk oprindelse, og som opholdt sig i landet for at undervise i fransk.

     Den armenske kirke er noget for sig selv. Den er ikke en del af den katolske kirke, og den hører heller ikke uden videre til i kredsen af de ortodokse kirker, selv om liturgien ligner.  Den armenske kirke anerkender de tre første økumeniske kirkemøder, men ikke det fjerde økumeniske kirkemøde i Chalkedon  år 451, som til gengæld er fælles for både den katolske og de ortodokse kirker.

     Landet er også noget for sig selv. Det har en gang været meget større. I antikken var det i perioder et af de mægtigste riger i området mellem Asien og Mellemøsten. En stor del af det nuværende Øst-Tyrkiet har været armensk og betegnes den dag i dag af armenere som Vest-Armenien. De tyrkiske osmannere har omkring år 1900 været hårde ved armenerne. I 1915 foranstaltede de et veritabelt folkedrab, som kostede skønsmæssigt 1,5 millioner armenere livet, og et endnu større tal blev gjort landflygtige. Deres efterkommere lever nu som diaspora-armenere i Europa, USA og Canada. Folkedrabet sidder i armenerne som et voldsomt traume, og der er megen bitterhed over, at vi i Vesten af frygt for at lægge os ud med Tyrkiet vægrer os ved at tale om "folkedrab", men nøjes med at tale om "ulykkelige hændelser".

     Et andet traume er jordskælvet i og omkring byen Gyumri i 1988. Sovjetunionen havde stået for en stor del af det nyere byggeri bl.a. hospitaler og skoler, som var af dårlig kvalitet og derfor kollapsede. Mindst 25.000 mennesker omkom og endnu flere blev gjort hjemløse. Eftervirkninger ses stadig næsten 30 år efter. Der er mange ruiner, og en del gader er gravet op for at udbedre det ødelagte kloaksystem.

     Et tredje traume er krigen 1991-94 mod Azarbadjan.  Armenien havde været en sovjetrepublik, men stemte sig til uafhængighed i 1991. Samme år udbrød krigen om Nagorno-Karabakh, som Azarbadjan gør krav på, selv om enklaven kulturelt og religiøst er præget af Armenien. Krigen, som aldrig er blevet formelt afsluttet, siges at have kostet yderligere 25.000 armenere livet.

I den nuværende befolkning på ca. 3 millioner mennesker er alle familier mærket af de tre katastrofer, som igen og igen dukker op i samtaler med folk. Alle familier har lidt tab. Som gæst i landet er det umuligt ikke at lade sig påvirke af de traumatiske stemninger.

     Nu ligger Armenien som en lille kristen enklave på størrelse med Jylland imellem de muslimske lande Tyrkiet, Iran og Azarbadjan. Man må undre sig over, at nationen overhovedet er til, og at det i sammenhæng med flere millioner diaspora-armenere har bevaret sin kulturelle identitet. Vi spørger vores dygtige turistguide, hvordan det dog er gået til, og hun svarer uden tøven, at det skyldes alfabetet og kirken. Trods sin lidenhed som nation har armenerne ikke blot deres eget sprog, men også deres eget alfabet med 36 bogstaver, som i et sindrigt system også bruges som talord. Alfabetet blev i 400-tallet skabt af den lærde Mesrob Mashtots med det formål, at armenerne skulle kunne læse Bibelen og de religiøse skrifter på folkesproget. Betydningen af dette initiativ er dokumenteret på museet Matenadaran i Yerevan, som rummer i tusindvis af håndskrifter, bibeloversættelser, religiøse og videnskabelige bøger. Museet er registreret som verdenskulturarv.

     Armenerne er med god grund stolte af deres alfabet. Og de er stolte af deres kirke, som blev grundlagt af apostlene Taddæus og Bartolomæus. Ligesom folkekirken i Danmark er indskrevet i Grundlovens § 4, sådan er også den armenske kirke indskrevet i landets forfatning artikel 18, som siger: "Republikken Armenien skal anerkende Armeniens Hellige Apostolske Kirkes særlige betydning for det armenske folks åndelige liv i henseende til udviklingen af folkets nationale kultur og bevarelsen af dets nationale identitet".  Derefter kommer der en tilføjelse om, at forholdet mellem stat og kirke ordnes ved lovgivning.

     Det minder om danske forhold. Bortset fra bogstaverne æ,ø og å har vi ikke vort eget alfabet, men vi har en evangelisk-luthersk flertalskirke, som er indskrevet i Grundloven. Den armenske kirke er et eksempel på, at en levende flertalskirke i folkelig henseende både er identitetsskabende og identitetsbevarende. På en dansk baggrund giver det anledning til at overveje, hvad der sker med os den dag, hvor § 4 ryger ud af Grundloven.   

Fyens Stiftstidende, avisen "Danmark" den 9. juli 2017.