Klummer  2008 - 2014

Nedenstående er lidt ældre klummer, som jeg har offentliggjort på forskellig måde - de fleste i Fyens Stiftstidende under den fælles overskrift "Set fra mit vindue".

Nikolajs vindue

For mange år siden stod jeg i en græsk kirke og betragtede den ikon, som fortæller, hvem kirken er indviet til. Det var en Nikolaj-ikon. I det samme kom præsten ud fra sakristiet og spurgte mig: "Hvad ser du på?" Jeg svarede: "Nikolaj!" "Nej", sagde han, "det er Nikolaj, der ser på dig." Ikonen er nemlig i den græske kirkes billedunivers ligesom et vindue ind til de helliges samfund.   

     Nikolaj, som på græsk hedder Nicolaos, var i 300-tallet biskop i Myra i Lilleasien. I den egenskab optrådte han på det afgørende kirkemøde i Nicæa i år 325, hvor han med stor teologisk indsigt var med til at forhindre, at kristendommen gled ud i smålig-hed og moralisme. Nicolaos døde i år 343 e.Kr. på den 6. december, som derfor er hans helgendag.   

     Der fortælles mange legender om Nicolaos blandt anden den, at han ved en bestemt lejlighed sørgede for en medgift til tre piger, som ellers ville være blevet solgt til prostitution. Det fortælles også, at han engang frelste nogle søfolk fra den visse undergang på havet, ligesom han tog sig af nogle nødstedte skolebørn. Efter sin død blev Nicolaus en populær helgen, og hans grav blev et meget besøgt valfartssted.

     I år 1087 blev Nicolaus' knogler af nogle handelsfolk stjålet fra hans sarkofag i Myra og ført til Bari i Italien, hvor der blev bygget en stor katedral over hans jordiske rester. I Europa voksede Nicolaos' ry som helgen. Han blev både de søfarendes beskytter og børnenes beskytter, og hans navn blev i forskellige former som Nikolaj, Niels og Klaus til almindeligt brugte dåbsnavne. Også adskillige kirker har fået navn efter ham.

     I Holland vandt han som de søfarendes beskytter en særlig anseelse og blev kaldt Sinterklaas. De hollandske søfolk tog ham med til deres amerikanske koloni New Amsterdam (Manhattan), hvor han skiftede navn til Santa Claus og blev iklædt en rød dragt med hvid pelskant. Dette billede af julemanden blev udbredt af Coca Cola, som brugte det i reklamer. Og med det udseende vendte Santa Claus i 1931 tilbage til Europa, hvor han omgående blev ansat som julemand i Magasin.

     Set fra Nikolajs vindue kan man åbenbart godt blive til noget, selv om man har været biskop.

Fyens Stiftstidende den 30. november 2014.

At være en fremmed

Når vi er i Schweiz taler vi om, at vi skal hjem til Danmark. Når vi så har været i Odense et stykke tid, begynder vi at tale om, at det bliver rart at komme hjem til Ge-nève. "Hjemme" – det er åbenbart dér, hvor man ikke er.

     Hjemme i Danmark har jeg et par gange haft et ærinde på min gamle arbejds-plads, hvor jeg blev hjerteligt modtaget. Alligevel var det indlysende, at jeg var blevet en fremmed. Personalet har en hverdag, som jeg ikke mere hører til i. De beskæftiger sig med ting, som jeg ikke mere har nogen aktuel indsigt i. Tiden er gået.

     Sådan set betragter jeg Odense som "min" by og plejer at føle mig godt hjemme i den. Men i den nu forgangne sommer var det anderledes. Thomas B. Thriges gade er blevet lukket, og de gamle rutiner med at komme rundt i byen virker ikke mere. De gader, som før var ensrettede i én retning, er nu blevet ensrettede i modsat retning. Der er kommet en bro over kanalen, hvilket betyder, at Stigefærgen måske forsvinder. Jeg siger ikke, at Odense skal være, som den altid har været. Men byen har forandret sig, og jeg er blevet en fremmed.

     Tilbage i Genève er det også galt. Jeg har hele tiden vidst, at jeg er en fremmed i byen. Sproget er anderledes, og byen har en anden puls end Odense. Jeg bliver nødt til at fornemme den igen og sætter mig derfor ind på en café og bestiller en fadøl og opdager derved, at jeg først er nødt til at finde gloserne frem, før jeg kan sige noget. Jeg kan heller ikke følge med i den livlige samtale ved baren. Den virker meget ind-forstået og har nogle pointer, som jeg slet ikke når at opfatte.

     Hvis "hjemme" er der, hvor man ikke er, kan man så omvendt sige, at man er en fremmed dér, hvor man er? Det er i virkeligheden et eksistensfilosofisk spørgsmål. Måske er fremmedheden et grundvilkår i vores tilværelse, hvor hjemligheden til gengæld er en undtagelse. Men deri er der for mig også en pointe, for meningen med min virksomhed som præst i udlandet er at skabe den slags undtagelser. Faktisk er det nok det samme hjemme i Danmark. Her er det blot tydeligere!

Fyens Stiftstidende den 5. oktober 2018.

Hvornår er man gammel nok til at være åndsfrisk?

Vores kommune Grand Saconnex tæller lidt over 12.000 indbyggere, hvor af 43,6 % er af ikke-schweizisk oprindelse. Det er en hel del mere end i Odense, hvor indvandringen har givet anledning til en ophidset debat. En del af forklaringen på de mange ikke-schweizere er de store internationale organisationer, som præger vores bydel. Men der er også mange indvandrere og flygtninge. Der tales mange sprog, og man er ikke ildeset, fordi ens franskkundskaber er lidt mangelfulde.

     Det bemærkede vi på kommunens årlige pensionistudflugt, som vi deltog i for første gang i år. Vi – dvs. 250 deltagere - blev med bus kørt ned til Genève-søen, hvor vi gik ombord i det gode skib "Lausanne". Her fik vi formiddagskaffe og kom hurtigt i snak med nogle andre. Mange af deltagerne kendte hinanden på forhånd, selv om de ikke var af samme nationalitet. Vi kom i snak med et irsk ægtepar, og det viste sig hurtigt, at vi havde fælles bekendte blandt de herboende danskere.

     Senere, da vi havde fået en udmærket 3-retters menu til frokost, fik vi ved vores bord en længere samtale med en kvinde af libanesisk oprindelse. Da hun opdagede, at jeg er præst, havde vi pludselig meget at tale om, fordi hun var kristen med baggrund i den maronitiske kirke og tilhørte dermed den libanesiske overklasse. For 40 år siden var hun flygtet under borgerkrigen og havde nu fået schweizisk pas. Hun var mere schweizer end libaneser, men kom dog af og til på besøg i Libanon for at se til den tilbageværende del af familien. Hun var bestemt ikke nogen ven af præsident Assad i Syrien, som havde gjort hendes trosfæller meget ondt. For hendes skyld kunne han godt have været fjernet. Men som borgerkrigen i Syrien havde udviklet sig, tog alternativet med fundamentalistiske muslimer i front sig endnu værre ud. Så hvad skulle man ønske?

     Det blev en meget lærerig sejltur på Genève-søen. Der var godt nok mange gamle mennesker om bord. Vi syntes selv, at vi så lidt for unge ud og overvejede derfor under eftermiddagskaffen, om vi skulle være blevet hjemme. Men der var på den anden side rigtig mange åndsfriske mennesker at snakke med.

     Hvor gammel skal man i grunden være, før nogen vil kalde en for åndsfrisk – hvis man altså er det? Selv har jeg for eksempel endnu aldrig mødt en åndsfrisk konfirmand.

Kampen om danskerne

Det kan vel ikke undgås, at man af og til er enig i et eller andet, som Dansk Folkeparti siger, eftersom partiet siger alt muligt. Men det er ærgerligt, at man kan blive taget til indtægt for alt muligt, fordi man er dansker. Jeg vil ikke kunne være medlem af et parti - dansk eller kristeligt - som har taget patent på at være det, som vi alle sammen er. På den politiske slagmark var det Dansk Folkeparti, der begyndte med argumenter som "danskerne mener" og "danskerne vil ikke finde sig i". Et sådant argument lukker af for enhver videre samtale.

     Det er jo den rene og skære gidseltagning. For mig betyder dette at være dansker, at jeg hører til i et folkeligt fællesskab, som går på tværs af meningsdannelserne. At være dansker vil sige at høre til i et kulturelt rum, hvor der findes mennesker, som har en anden mening end min, hvilket forpligter mig til at lytte efter, hvad de andre rent faktisk mener. Det kunne jo være, at de med deres meninger forholder sig til et eller andet, som jeg har overset, og så må vi prøve at tale om det, så vi i fællesskab kan blive klogere. Efter min opfattelse er Danmark et samtalende land – eller Danmark har været det.

     For det værste er, at nu er politikere fra alle partier begyndt at argumentere med, hvad danskerne mener. Der er opstået et veritabelt slagsmål om at tage danskerne til indtægt. Det er helt galt! Dansker er noget, som jeg er i særdeleshed, og dette begreb dækker noget, der er langt mere omfattende end politiske holdninger, fordi det går på tværs af meningsdannelsen. Hvad er der i vejen med det gode gamle ord "folk", som betegner det, som vi er i vores almindelighed? Når man henviser til, hvad folk mener, henviser man til, hvad almindelige mennesker mener, og det har jeg ingen problemer med. Men jeg har det svært med, at mit nationale tilhørsforhold som dansker skal legitimere et hvilket som helst politisk synspunkt, blot fordi nogle politikere ikke har evne og forstand til selv at argumentere for deres sag.

     Så fri mig for at være politisk gidsel og for at stå i den situation, at jeg skal undskylde, at jeg er dansker!

Fyens Stiftstidende den 3. juni 2014.

Kom godt i gang!

Det kan der ikke ske noget ved, siger man somme tider, når man tænker forsigtigt. Når man ikke kan undslå sig for at foretage sig et eller andet, går man modvilligt i gang med at afsøge mulighederne for til sidst at vælge den mest minimalistiske løsning, man kan finde. For det kan der ikke ske noget ved!

    Men det kan være, at det netop er det, der er behov for, nemlig at der skal ske noget. Der er forandringer og reformer, som er nødvendige, fordi de bryder op i gamle, indgroede vaner og dermed får os til at se på forholdene på en ny og frugtbar måde, medmindre man vælger en minimumsløsning med den begrundelse, at den kan der ikke ske noget ved.

    Der er også dem, der siger, at man ikke må komme for godt i gang. Tanken er vel den, at der er en risiko ved alting. Det kunne være, at det hele ender med en skuffelse, og så er det klogere at gardere sig på forhånd. Desuden er der også noget, der hedder ”hybris”, som er det overmod, der overskrider grænserne til gudernes råderum. Hvis det sker, vil ”nemesis” ramme dig. Så derfor: Kom nu ikke for godt i gang!

    Kan man overhovedet komme for godt i gang? Når vi sender vore store børn ud i verden, må vi da rigtig nok håbe for dem, at de kommer godt i gang, så de ikke mister lysten til at tage fat og udvikle sig. Vi skal ikke forsøge at spare dem for skuffelser undervejs ved hele tiden at anvise dem de muligheder, som der ikke kan ske noget ved. Der er skuffelser, som er lærerige, og som kan være meget frugtbare.

    Jeg hørte engang om en ung mand, der ville på højskole med det formål at lære sig selv at kende. Da han efter endt skoleophold vendte hjem, blev han spurgt: ”Hvordan gik det så? Lærte du dig selv at kende?” Hvortil han svarede: ”Ja, men det blev en stor skuffelse!” Til gengæld lærte han en masse andre at kende. Det blev en erfaring, han kunne øse af resten af livet. Han kom godt i gang, og det skete der faktisk noget ved. Han blev senere en meget dygtig og højt respekteret højskoleforstander.

Fyens Stiftstidende den 9. februar 2014.

Ingen jul uden asier

I Odense var jeg igennem flere år sammen med borgmesteren og politimesteren inviteret med til "Iftar-middag" i Tyrkisk-Islamisk Forening. Som biskop og dermed som religiøst overhoved blev der vist mig den ære, at jeg skulle være med til at bede bordbønnen. I den forbindelse lærte jeg dem at synge salmelinjerne "Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed". Og det gjorde ikke noget, at tyrkerne sang "Allah's gode gaver". For os danske var det en eksotisk oplevelse stifte bekendtskab med tyrkisk madlavning og andre skikke, og det var en fornøjelse at være sammen med mennesker, som mener noget med deres liv.

     I disse dage kan man med omvendt fortegn opleve noget tilsvarende i Schweiz, hvor de danske foreninger og den danske kirke holder julestuer. Som den kirkens mand jeg er, har jeg via et dansk engrosfirma indkøbt ca. 1 ton julevarer, som har opholdt sig i min garage, indtil de er blevet fordelt mellem byerne. Der er dybfrosne flæskestege med svær, gode danske hotdogpølser, æbleskiver, rødkål, rødbeder, syltede asier og fremfor alt tre slags marinerede sild plus meget andet godt, som man ikke finder på hylderne i de schweiziske supermarkeder. Det kræver en del logistik at få det hele til at fungere, og for mig ville det have været nyttigt med en supplerende uddannelse som speditør.

     Meningen med det hele er den, at det skal være muligt for danskere med bopæl i Schweiz at fejre jul på den danske måde. Mange af dem er velintegrerede mennesker, som har boet her i mere end en menneskealder. Når vi holder julestuer, fejrer vi på en vis måde os selv. Vi fejrer selvfølgelig også julen og Jesu fødsel og holder gudstjen-ste og synger danske julesalmer. Men vi fejrer også os selv, fordi det er nødvendigt, at man først er nogen, før man kan fejre noget. Dette "noget", som vi fejrer, kan kun blive virkeligt og nærværende på en kulturel baggrund, som er tæt knyttet til blandt andet modersmålet. Derfor er det vigtigt med de danske julevarer.

     Sidste år var der en, der højlydt beklagede sig over, at hendes jul var blevet ødelagt, fordi kirken havde indkøbt for få syltede asier. Og det går selvfølgelig slet ikke!

Fyens Stiftstidende den 15. december 2013.

En flygtning krydser mit spor

Set fra mit vindue har jeg en gang om måneden udsigt til en losseplads. Det sker den dag, hvor vi har lov til at sætte storskrald ud på en særlig plads, som dagen efter bliver tømt af en vognmand. I løbet af dagen bliver pladsen fyldt op med gamle møbler, kasserede TV-apparater, hårde hvidevarer og meget andet skrammel.

     Hen under aften dukker der nogle andre op, som gennemroder bunken og drager af med det, de kan bruge. I løbet af aftenen kommer der flere hold af disse klunsere, og bunken skrumper efterhånden noget ind. Næste dag kun er det absolut ubrugelige, der bliver kørt bort.

     En dag så jeg en mor med en datter på syv-otte år. De var gået i gang med at skille et køleskab ad. Jeg blev nysgerrig og tænkte, at jeg måtte have at vide, hvorfor der er mennesker, som i dette velhavende land ernærer sig ved klunservirksomhed. Jeg forsynede mig derfor med en badevægt, som længe har irriteret mig, fordi den vejer for meget, og gik ned for at donere den til lossepladsen i håb om, at jeg kunne komme i snak med kvinden.

     Det lykkedes over al forventning godt. Hun havde lige fået lempet motoren ud af køleskabet. Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge den til. Det vidste hun ikke, men den kunne vel altid bruges til et eller andet. Det måtte manden og drengene finde ud af. Hun havde seks børn, hvoraf de fire var drenge. Pigen, som var med, var den yngste i flokken. Den øvrige del af familien var på jagt andre steder i byen.

     Hun og manden var kommet hertil som bosniske flygtninge og havde fået en opholdstilladelse, som hun viste mig. Jeg viste hende også min opholdstilladelse og forklarede, at jeg på et tidspunkt skulle tilbage til mit eget land. Skulle hun ikke også tilbage til sit land? Nej, det kunne der ikke blive tale om. De var jo flygtninge og havde det godt nok i Schweiz.  I Bosnien ville de også være flygtninge og derfor ikke velkomne blandt dem, der under krigen var blevet i landet. Så er det bedre at være klunser i Schweiz, forsikrede hun.

     Hun ville i øvrigt ikke have min badevægt, fordi den vejer for meget.

Fyens Stifttidende 6. oktober 2013

Hurra for den lille forskel

”Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt”. I H C. Andersens sang står tiden næsten stille. Kun katten forstyrres af en myg. Så er der mere bevægelse i Andersens anden sang ”Jylland mellem tvende have”, hvor heden snart skal stå som en kornmark, og ”dampdragen” (damplokomotivet) flyve mellem rige bøndergårde. Den sidste sang er mere i pagt med nutiden og fremskridtet end den første. Det fik mig under vores årlige sommertur til Vendsyssel til at overveje, hvordan vi er produkter af den omgivende natur.

     Når man passerer Limfjorden ved Aalborg, skifter landskabet karakter fra det bakkede Himmerland til det flade landskab omkring Store Vildmose. Og når vi når frem til Vesterhavet, bliver der langt mellem gårdene, for den sandede jord er ikke så givtig, som vi kender det fra Fyn. Der skal mere jord til for at kunne leve af den. Lyset er anderledes. Dialekten og sprogmelodien er også anderledes. Folk nord for fjorden er mere fåmælte, men til gengæld er der undertiden mere bid og skarphed i replikken.

På Fyn er det, der hedder ”small-talk”, et legitimt fænomen. Fynboerne snakker mere. De snakker så meget, at de endog fylder pauserne ud – ja, de gør så! Det hænger sammen med frugtbarheden i det fynske landskab. Gårdene behøver ikke at have så stort et jordtilliggende, for at en familie kan leve af det. Sådan var det i al fald tidligere, før man begyndte at sammenlægge og nedlægge de mange landbrug og dermed gjorde landsbysamfundene til ”Udkants-Danmark” med tomme huse og vildtvoksende haver. Fynboerne havde simpelthen mere tid tilovers til en snak.

     Som mennesker er vi selv natur, og vi bliver præget af den natur, der omgiver os. Det viser sig i vores omgangsformer og talemåder. Men hvad sker der med os, hvis vi ikke længere kan genkende os selv som en del af den omgivende natur, men kun ser os selv som kulturelle produkter af det, vi kalder fremskridtet og den økonomiske virkelighed? Hvad sker der med os og vore forskellige kulturer, hvis der ikke længere er en naturlig forskel på os? Jeg er glad for Vendsyssel, men vil ikke undvære Fyn, hvilket skyldes, at der endnu er en lille forskel. Uden den kunne vi heller ikke  fortælle anekdoter om jyder, fynboer og københavnere.

Fyens Stifttidende i august 2013.

I anledning af Valdemarsdag

For et par uger siden var jeg i Annecy i Frankrig, hvor jeg blev overrasket over at se det danske flag foran rådhuset. Hjertet svulmede og blodet bruste i stolthed over, at mit land gjorde sig så stærkt gældende i udlandet, indtil en velmenende servitrice gjorde mig opmærksom på, at det ikke var det danske flag, jeg så på, men derimod Savoyens flag, som til forveksling ligner Dannebrog, dog med den forskel, at det hvide kors i Savoyens flag er anbragt midt i rektangelet.

     Jeg er nu kommet mig over skuffelsen. Til gengæld er jeg begyndt at tænke over, hvor stærkt et greb nationale symboler har i os. Dannebrog er symbolet over alle danske symboler, hvilket vi markerer på Valdemarsdag med flagfest og uddeling af faner.

     Nogle kunne godt omgås dette symbol med mere omtanke. Jeg tænker ikke blot på de dannebrogssvingende fans i Parken og andre sportslige arenaer, hvor man kan se folk, som også har malet flaget i ansigtet. Det er ren og skær begejstring og livsglæde, som jeg kan bære over med. Så er det værre med alle de mange frugtboder langs landevejene, som gør opmærksom på sig selv med en overflod af rød-hvide papirflag. Det er at reducere flaget til rent og skært blikfang.

     Endnu værre bliver det, når Dansk Folkeparti holder landsmøde i en hal, som er overplastret med dannebrogsflag, og hvor man i partipolitisk begejstring har taget patent på at synge vore smukkeste fædrelandssange. For en ordens skyld vil jeg tilføje, at det ville pynte på et par partier til venstre i folketingssalen, hvis de på deres landsmøder og kongresser kunne overvinde sig til at synge af højskolesangbogen i stedet for den anakronistiske røde sangbog fra klassekampens tid. Hvad med at synge "Jeg elsker den brogede verden"? Trods dens alder (1877) er der en del mere aktuelt bid i den end i "Danmark for folket". Melodien er også bedre.

     Dannebrog er fælles for os alle sammen, ligesom fædrelandssangene er det. Ingen kan tage patent på det eller blive "ekstra-danske" af det. Når vi her i Schweiz holder dansk gudstjeneste, anbringer vi derfor et dansk flag uden for kirken. Engang i mellem bliver det hugget. Det er nok nogle savoyardere, som heller ikke kan kende forskel.

Fyens Stiftstidende den 17. juni 2013.

Høflighed koster ingenting

For nogle år siden havde jeg besøg af en god ven fra Frankrig, som jeg tog med rundt i det fynske. På et tidspunkt var jeg nødt til at spørge om vej og standsede derfor op ved at par lokale mennesker, som stod og snakkede i vejkanten. Mit problem blev klaret med nogle få bemærkninger, hvorefter vi kørte videre.

     -Var I i familie? spurgte min franske ven.

     -Nej, hvorfor det? svarede jeg.

     -Det lød bare lige sådan! konstaterede franskmanden.

     Den danske omgangstone ikke blot er uformel, men også ret familiær. Faktisk kunne det også vise sig, at vi er i familie. Danskere, som ikke kender hinanden på forhånd, skal ikke være sammen i mange minutter, før det viser sig, at de har fælles bekendte og måske fælles familiemedlemmer. Så kan man jo lige så godt tale pænt til hinanden fra begyndelsen.  Men der er den fare ved den uformelle omgangstone, at den hurtigt kan blive til udtryk for ligegyldighed og udvikle sig til uhøflighed.

Den fare er ikke stor i den fransktalende del af Schweiz, hvor jeg nu tilbringer det meste af min tid. De mennesker, jeg møder, er måske lidt reserverede, men til gengæld altid meget høflige. Når vi møder hinanden i boligblokken, hilser vi pænt og ønsker hinanden en god dag. I den sociale omgangsform er man meget opmærksom og hjælpsom, og jeg bliver jævnligt mindet om min alder, når unge mennesker rejser sig i bussen, så jeg kan få en siddeplads.

     Vores lokale kioskmand roser af og til udviklingen i mine franske sprogkundskaber, hvilket selvfølgelig glæder mig. En dag, hvor jeg stod og ventede på at blive ekspederet, lagde jeg mærke til, at han også havde gode bemærkninger til overs for andre:

     -De ser vel nok glad ud, fru Mathieu. Har De haft en god dag?

     Jeg syntes ikke, at hun så specielt glad ud, da hun kom, men hun gjorde det, da hun gik.

     Kioskmanden forklarede mig senere, at man lige så godt kan sige noget pænt og opmuntrende til folk. Det koster ingenting, sagde han, og det giver dem energi! Det er ligesom at køre på gummihjul, føjede han filosofisk til: Det gør rejsen mere behagelig!

Fyens Stiftstidende i maj 2013.

Til kamp mod de tomme værdier

Værdidebat, værdipolitik, værdibaseret ledelse, danske værdier, borgerlige værdier, kristne værdier, humanistiske værdier og så videre. Vi har alle sammen vores værdier, som vi skal vogte og værne om. Der er ikke noget firma eller for den sag skyld nogen regering, som ikke i offentligheden præsenterer sig selv med en række signalord som for eksempel "loyalitet", "fleksibilitet", "troværdighed", "kreativitet", "ansvarlighed" "innovation", "synlighed", "transparens" og så videre. Det er alt sammen plus-ord. Man spørger sig selv, hvem i alverden der kunne finde på at gå ind for det modsatte. Sagt med andre ord, så er de nævnte værdier temmelig intetsigende. En virksomhedsleder forklarede mig engang, at alle ordene heller ikke betyder noget. Det eneste, der betyder noget, er bundlinjen. Det er den, aktionærerne interesserer sig for.

     Men hvad skal så al den værdisnak til for? Medmindre man går et spadestik dybere og spørger om, hvad det egentlig er, samfundet går ud på.

     Sociologen Max Weber argumenterede for mere end 100 år siden overbevisende for, at den kapitalistiske samfundsform er et produkt af den calvinistiske reformation. Set her fra det calvinistiske Schweiz, hvor man har gjort en dyd ud af, at bankerne og skattevæsenet ikke taler med hinanden, vil jeg mene, at den nordiske velfærdsmodel er et produkt af den lutherske reformation, hvis ideal er formuleret af Grundtvig i forestillingen om et land, "hvor få har for meget og færre for lidt". Finanskrisen har gjort det klart, at det ikke lige er dér, vi er nu. Vi er snarere havnet i en situation, hvor en hel del har for meget og endnu flere for lidt. Det er jo absurd, at en bankdirektør, som har kørt firmaet i sænk, skal overdænges med millioner i fratrædelsesgodtgørelse, mens nogle naive pensionsopsparere skal betale gildet. Det er den kapitalistiske samfundsmodel drevet ud i sin karikatur.

     Hvorfor er regeringen nu hoppet med på den vogn? Der skal økonomisk vækst til, siger man. Vi skal have hjulene i gang! Hvor lang tid forestiller man sig i grunden, at væksten kan blive ved? På et eller andet tidspunkt må der være nogle talentfulde mennesker, som udtænker et samfundsform, der ikke er baseret på vækst, men på ligevægt. Så kan vi bagefter gøre vores erfaringer og tage stilling til, hvilke reelle værdier, der er i det.

Når stjernerne kommer hjem

Set fra mit vindue kan jeg se flyene starte og lande i Genèves lufthavn. For enden af startbanen ligger forstaden Meyrin med forskningscentret CERN, hvor man i et kæmpemæssigt underjordisk anlæg blandt andet eksperimenterer med at gendanne universets begyndelse lige efter "The Big Bang", det vil sige den formodede eksplosion, der for 13,7 milliarder år udgjorde begyndelsen på alting.

     Hvis man tænker sig selv med i den sammenhæng, hvad er man så andet end et ubetydeligt og meningsløst fnug, som ikke spiller nogen rolle?

     At det hele er blevet til ved en eksplosion, skønner man deraf, at stjernerne tilsyneladende er på vej væk fra hinanden. Og det er vi også som mennesker. På CERN har man i 1989 opfundet internettet som et effektivt kommunikationsmiddel mellem forskere i hele verden. Selv bruger jeg det til at holde kontakt med familien. Ikke desto mindre kommer vi på grund af internettet længere og længere fra hinanden. Vi er på vej mod det ansigtsløse samfund.

     Lige nu forbereder den danske regering en ny lov om "obligatorisk digital selvbetjening for borgere" hvilket vil sige, at relationen mellem borger og samfund skal foregå pr. e-mail, sådan som det allerede er tilfældet med bankernes kundeservice. Det er det ansigtsøse samfund, hvor vi kommer længere og længere væk fra hinanden.

     Snart er gudstjenesten i kirken det eneste sted, hvor man kan møde rigtige mennesker, og hvor man frem for alt kan blive præsenteret for en livsforståelse, der handler om opmærksomhed. Den handler om nogle hyrder på marken, en korrupt tolder i Jeriko, en korsfæstet røver samt adskillige andre, som godt nok blev grundigt gennemskuet, men de blev ikke overset. Ud fra den livsforståelse skylder vi hinanden at vise ansigt og være opmærksomme, så vores fælles verden kan være et hjemligt sted at leve i.

     Set fra CERN synes jeg, at verden bliver mere og mere fremmed og uhjemlig. Men når jeg sammen med Inger Merete sidder ved køkkenbordet og spiser aftensmad, kan jeg se den ene stjerne efter den anden blive tændt over bjergene bag Meyrin. En efter en kommer de ind over CERN. Jeg ved godt, at det er flyenes landingslys. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Nu kommer alle stjernerne hjem!

Fyens Stiftstidende i begyndelsen af januar 2013.

Congo Square

Det sker, at man møder mennesker, der lyser op som et stjerneskud for straks efter at forsvinde igen. Men oplevelsen i mødet glemmer man ikke.

     Sådan var det med den sorte politibetjent Ralph Gavin i New Orleans. Han stod ud af sin bil ved Mahalia Jackson Theater og spurgte, om han måtte vise os bydelen, hvad vi sagde ja til. Vi gik ind på Congo Square bag teatret, og han fortalte om stedet, som var det eneste sted i hele USA, hvor de sorte slaver om søndagen måtte mødes for at spille deres musik og danse til. Det var her det begyndte! forklarede han. Først var der trommemusikken, siden kom der brass bands til, og så de forskellige orkestre med Joe Oliver, Louis Armstrong, Sidney Bechet og alle de mange andre, hvis musik efterhånden fyldte bydelen Storyville. Det var her det begyndte! Med flodbådene på Mississippi blev musikken bragt nordpå til Chicago og New York. Det skete i 1920'er-ne, dvs. mere end tyve år før Ralph Gavin kom til verden i den samme bydel. Men han kunne fortælle hele historien så levende, som havde han selv oplevet den. De kendte gader i nabolaget, Basin Street, Canal Street, Rampart Street var pludselig igen befol-ket af mennesker, hvis navne vi kendte, og hvis musik vi har hørt og stadig hører.

     Vi møder den overalt – hver dag. Men det var her det begyndte! sagde Ralph Gavin, mens han fortalte om bydelen og dens mennesker, om musikken og volden, om Hurricane Katrina og alle de ulykker, den bragte med sig.

     Efter et par timer sagde jeg, at han ikke skulle bruge mere af sin kostbare tid på os. Han så uforstående på mig: "This is my passion! This is my pride!"

     Hvor befriende at møde et menneske, som har både lidenskab og stolthed på sit steds vegne, fordi det var dér, det begyndte.

Offenliggjort på hjemmesiden 'folkekirken.dk' i 2011.

Angkor Wats store betydning

"Vi har ikke bestilt andet end at slå hinanden ihjel!" Denne bemærkning kom fra en cambodiansk taxachauffør, da min kone og jeg for fem år siden diskuterede forskellene mellem de forskellige sydøstasiatiske folkeslag. Anledningen var, at nogle cambodianere havde stormet Thailands ambassade i Phnom Penh, hvilket var sket i vrede over, at en thailandsk skuespiller havde udtalt, at Angkor Wat egentlig er et produkt af siamesisk kultur. Ingen påstand kunne være mere sårende at høre for en khmer. Siameserne er dem, der er længst fremme, hvad angår turisme og økonomisk vækst. Laoterne med deres omkring 40 etniske minoriteter lever deres stille liv oppe i bjergene, hvis man ellers lader dem være i fred. Vietnameserne er et stolt og larmende folkefærd, hvis selvbevidsthed er formet af, at de i århundreder har kunnet holde kineserne stangen. Siden har de banket franskmændene ved Dien Bien Phu samt smidt amerikanerne ud af Saigon, og da de var færdige med det, gik de i 1978 ind i Cambodia og ryddede op efter Pol Pot.

     "Her i Cambodia har vi ikke bestilt andet end at slå hinanden ihjel!" konstaterede chaufføren. "Hvis vi ikke længere må have Angkor Wat, har vi overhovedet ikke noget at være stolte af!"

     Da USA i 1975 kapitulerede i Sydøstasien, overlod man Cambodia til sin egen skæbne, som blev mere grum, end nogen kunne forestille sig. Saloth Sar – alias Pol Pot – som var en halvstuderet lavadelsmand fra Kompong Thom-provincen, ville gøre et tigerspring ind i socialismen og havde til det formål fået etableret en børne- og bondehær, kaldet "de røde khemerer", som i april 1975 indtog hovedstaden Phnom Penh. Derefter tømte han byen for folk, som skulle ud på landet og producere ris til Kina, der til gengæld skulle levere Cambodia våben til brug mod Vietnam.

     Pol Pot og hans venner skabte et rædselsregime, som ingen kan gøre sig forestillinger om, og som ingen i Cambodia bryder sig om at tale om. Det er der gode grunde til, for de har ikke bestilt andet end at slå hinanden ihjel. Det er anslået, at omkring 2 mio. mennesker mistede livet under Pol Pots styre. Det er skønsmæssigt en fjerdedel af den daværende befolkning. Det var livsfarligt at bruge briller eller tale et fremmedsprog, for så var man en intellektuel og en fjende af folket. Skoler og hospitaler blev lukket, lærer og læger sat fra bestillingen under mistanke for at arbejde sammen med CIA eller KGB. Tilståelserne blev tortureret frem i fængsler, som blev indrettet i de skoler, som man alligevel ikke skulle bruge til undervisning, og straffen blev eksekveret på en af de 343 "killing fields", hvor man senere har registreret 19.440 massegrave. Mest kendt er fængslet Tuol Sleng i Phnom Penh, som før var et gymnasium, i Pol Pot-tiden fængsel, og nu museum og "memorial" for de mange tusinde, som derfra blev sendt i døden i landsbyen Choeung Ek en halv snes kilometer uden for Phnom Penh. En gang imellem slog man også køkkenpersonalet ihjel, så ingen kunne vidne. Ude i Choeung Ek ligger den lokale "killing field". I en nybygget stupa opbevarer man flere tusinde opgravede kranier, omhyggeligt registrerede og katalogiserede i alder og køn. Men der ligger stadig mange ude i de nødtørftigt tildækkede massegrave. Med et kølleslag i nakken blev folk sendt ned i hullet. Kvinder fik deres spædbørn med. Ingen vidste, om de var levende eller døde, når graven blev dækket til.

     Jeg spurgte, hvad han huskede fra den tid. Intet! sagde han. Det var mørke! Der var ikke andet end sulten og håbløsheden! Han var kommet i skole som fjortenårig, da der efter vietnamesernes ankomst blev rejst nogle nødtørftige skoler med nogle lige så nødtørftigt uddannede lærere. Først da skulle han til at lære at læse og skrive. Senere havde han lært sig engelsk og var blevet turistguide i Phnom Penh. En anden, jeg mødte, var godt nok kommet i skole som syvårig, men var kommet til at gå i klasse med sin onkel på 21 år.

     I Cambodia kalder man Pol Pot-årene for "nul-årene", hvad man inderlig godt forstår. Bagefter skulle man begynde helt forfra. Det var udsigtsløst at komme i gang med et retsopgør. Hvor skulle man begynde? Hos naboen? Eller genboen? De ledende Pol Pot-folk havde gemt sig ude i junglen. Andre havde strøet om sig med landminer og var derefter flygtet til Thailand, hvor de efter sigende lever ganske komfortabelt i kraft af deres medbragte røvede rigdomme.

     Jeg er selv vokset op i efterkrigstidens Danmark med vareknaphed, rationeringsmærker og hjemmestrikket undertøj. Det var ikke de helt ufattelige lidelser, der ramte den danske befolkning under "de fem forbandede år", som man senere har kaldt besættelsestiden. En sammen-ligning mellem Danmark under besættelsen og Cambodia under Pol Pot giver ingen som helst mening.

     Man spørger sig selv om, hvordan Cambodia overhovedet kunne komme på benene igen uden retsopgør, uden krisehjælp, uden uddannelsessystem, uden særlig megen u-landshjælp, uden investeringslystne virksomheder i udlandet. Jo, de havde lige en sidste ting i behold. De havde Angkor Wats tusinde år gamle monumenter, som de er så stolte af, og hvis karakteri-stiske silhuet, man kan se i nationalflaget. Nu har Angkor Wat, som før næsten var glemt, sat gang i turismen og dermed bragt lidt penge til landet. Trods alle odds er Cambodia alligevel ved at komme på benene, kunne vi se, da vi igen besøgte landet i januar 2008. For de har Angkor Wat!

     Men hvordan kunne en sådan katastrofe ske, uden at nogen vidste det? Og hvis nogen vidste det, hvorfor greb man så ikke ind?

Offentliggjort på hjemmesiden 'folkekirken.dk' i 2008.

Pligtkristendom

af biskop Kresten Drejergaard, Odense

For mange år siden holdt jeg en prædiken, hvori jeg havde talt om pligten til at være glad. Jeg har formodentlig haft en eller anden tanke om, at man som et evangelisk menneske ganske enkelt må være glad og "springe højt af glæde", som Luther udtrykker det. Jeg er siden blevet mere usikker på, om man også kan tage Luther til indtægt for det synspunkt, at man har en kristen pligt til at være glad. Man kan vel ikke gøre glæden til en pligt. Enten er man glad, eller også er man ikke glad. Men man kan ikke tvinge glæden frem.

     At det strider mod evangeliet at gøre glæden til en pligt, blev jeg efter gudstjenesten belært om af en kone, som var blevet stødt over min prædiken om pligten til at være glad. "Her kommer jeg til kirke tynget af alle mine mange pligter", sagde hun. "Jeg har pligt til at tage mig af min mand og høre på hans problemer. Jeg har pligt til at sørge for mine børn og smøre madpakke til dem og sende dem i skole, og når de hen på dagen komme hjem igen, har jeg pligt til at høre på, hvad de har oplevet. Jeg har pligt til at fodre grisene og pligt til at hjælpe til i marken. Hele mit liv er fyldt op af pligter. Når jeg går i kirke, er det i håb om, at Gud vil have lidt opmærksomhed til overs for mig og det liv, jeg lever. Men nu skal jeg så af dig høre, at jeg oven i alle de andre pligter også har pligten til at være glad. Det kan du ganske enkelt ikke være bekendt!" sluttede hun af.

     Jeg mindes af og til denne røffel, når jeg har været til gudstjeneste, og undervejs er blevet belært af mine pligter som et kristent menneske. Det kan være en prædiken, der handlede mere om sekulariseringen og traditionstabet og alt det, vi i den forbindelse skal gøre, end om at evangeliet er et budskab til alle oversete og fortabte eksistenser, som skal have at høre, at om de så skal undvære alt andet, så skal de ikke undvære Guds opmærksomhed.

     Måske var der i gudstjenesten også barnedåb, hvor præsten efter dåben brugte faddertiltalen til en længere formaningstale til forældrene om alt de pligter, de har i forhold til deres barn: De skal sørge for at lære barnet Fadervor og fortælle bibelhistorie for det. De skal også tage barnet med i kirke og i det hele taget opdrage barnet i de kristne tro, så det ikke er omsonst, at barnet er blevet døbt. Til slut er der en bemærkning om, at fadderne skal tage sig af barnets kristelige opdragelse, hvis forældrene falder fra.

Men forældrene har ikke fået noget nyt ansvar derved, at barnet er blevet døbt. Det har jo været deres barn hele tiden, lige fra det blev undfanget. Og nu er de selv kommet til kirke med det for at få det døbt. Det forekommer mig noget malplaceret, når præsten liturgisk drager forældrenes ansvarsbevidsthed i tvivl ved at gøre faddertiltalen til et kursus i forældrenes kristelige pligter i forhold til deres barn. Det er meget tænkeligt, at præsten har sine grunde til at mene, at barnets eneste chance for at få en kristelig opdragelse er den, at forældrene dør. Men den bekymring må præsten give udtryk for i den forudgående dåbssamtale og ikke i faddertiltalen ved døbefonden.

     Det går også somme tider galt ved slutningen af altergangen, hvor nogle præster har fået for vane at sende altergæsterne bort med følgende salut: "Gå bort, og tjen Herren med glæde!" Jeg forstår nok, at vejen mellem nadverbordet og hverdagslivet ikke er særlig lang. Jeg er også enig i det synspunkt, at hverdagslivet kan betragtes som en slags gudstjeneste. Men det er nogle konsekvenser, som kirkegængeren selv må drage af sin kirkegang. Det kan ikke gøres til en pligt, for dermed gør man troen på evangeliet til en gerning og til en dyd. Hvis det er det, der kommer ud af gudstjenesten, går jeg ikke fra kirke, som et "frit menneske", som det siges i moderne udgaver af udgangsbønnen, men derimod som et stærkt bekymret menneske, fordi jeg har fået pålagt endnu en pligt oven i alle de andre. Og så er det muligt, at jeg vil overveje, om jeg skal i kirke næste søndag!

Ikke offentliggjort klumme, skrevet i 2008