Ytringsfrihed, blasfemi og anstændighed

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Den danske Kirke i Schweiz

Ytringsfriheden har været sat på dagsordenen i de sidste ca. 25 år. Det begyndte med en fatwa og dødsdom over den indiskfødte forfatter Salman Rushdie, som i 1988 udgav bogen "De sataniske vers", hvori det i romanens form siges, at nogle vers i Koranen er skrevet af Satan.

     I efteråret 2005 kom så Jyllands-Posten med de famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed, som et par måneder senere vakte betydelig opsigt i de muslimske lande, hvor man i vrede satte ild til danske ambassader og danske flag. Inger Merete og jeg var på det tidspunkt i Indien, hvor vi en fredag opholdt os i byen Jodhpur, hvor Inger Merete pillede Dannebrog af vore rygsække, fordi der i forbindelse med fredagsbønnen var en farlig ballade ved den nærliggende moské. Det var virkelig underligt at skulle lægge skjul på at være dansker!

Krænkelse af det hellige

Senest har der så i januar og februar 2015 været terrorhandlingerne i Paris og København.  Dertil kommer et skyderi i maj i Texas i forbindelse med en udstilling. I alle tilfælde har terroren været begrundet med, at man med karikaturtegninger har krænket profeten Muhammed og dermed også krænket hans tilhængere. Det er en krænkelse af det hellige. Denne krænkelse har man fra rabiate muslimers side besvaret med dødstrusler og terrorhandlinger.

den rene uforsonlighed. Når "det hellige" krænkes, er det nemlig selve livsgrundlaget – ja, saligheden, der er truet.

     Jeg er noget uforstående over for den muslimske fatwa mod Salman Rushdie. Så forstår jeg bedre raseriet mod Jyllands-Postens karikaturtegnere, selv om raseriet kom helt ud af proportion.

     I Frankrig har man ikke nogen blasfemiparagraf. Til gengæld har man siden 1939 haft en lov, der forbyder antisemitisk propaganda i pressen, hvilket kan  være en forklaring på, at Charlie Hebdo ikke i noget  større  omfang  har bragt tegninger, der håner jødisk religion.

     Men hvorfor har muslimer og andre religioner ikke en lignende beskyttelse? Hvorfor må man gerne tale nedsættende om muslimer, men ikke om jøder?

Anstændighed

Endelig er der en tredje ting, nemlig den at ytringsfriheden er begrænset af den almindelige  anstændighed.  Det er der nogle, der kalder selvcensur.  Men den selvcensur finder jo sted overalt, hvor folk undlader at sige det ene og det andet for ikke at såre nogen unødigt. 

    Man siger jo ikke til nogen, at vedkommendes tøj er både grimt og smagløst, hvis den pågældende lige har anskaffet det og er glad for det. Vores daglige fortolkning af love, skikke og omgangsformer går i høj grad ud på at tage hensyn til de andre ved ikke at sige det, som man umiddelbart mener. Det er selvfølgelig en form for selvcensur, men det har navnligt noget med anstændighed at gøre. Det er ikke rigtigt, at man i ytringsfrihedens navn i det verdslige demokrati skal være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

     I demokratiets navn har man ikke blot ret, men navnlig også pligt til at protestere mod forhånelse af andre. Grundlovens fædre har ikke formuleret paragraffen om ytringsfrihed med det formål, at flertallet skal have ret og pligt til at håne mindretallet. Tværtimod er paragraffen til for at beskytte mindretallet.

     Som et kristent menneske kunne man sige, at man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Jesus har jo i al fald ikke lovet sine disciple andet her i denne verden, jf. Matthæusevangeliet kap. 5,10-12. Hån, spot og forfølgelse har ofte været kristne menneskers livsvilkår. Det er også nogle steder tilfældet i vore dage. På den anden side skal det også siges, at kristne mennesker til tider selv har været meget dygtige til det med at forfølge og forhåne andre. Det er der desværre også eksempler på i vore dage – selv i Danmark.

Jens Hages underfundige tegning af en mand, som benytter den ytringsfrihed, han allerede har, til at skælde ud på muslimer og kommunister. Den kan så også bruges til at udråbe en larmende plathed.