Klummer 2017 - 18

Klummer  2017 - 2018

Hvem tæller hyrderne?

Juleevangeliet begynder ikke i Betlehem. Det begynder uden for Betlehem ude hos hyrderne på marken.


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


En af det fynske bispeembedes pligter er at være formand for daginstitutionen Dronningens Asyl i Odense. Hvert år, når vi lukkede til jul, genfortalte jeg juleevangeliet for børnene. For variationens skyld fandt jeg et år på at genfortælle historien bagfra. Men så opdagede jeg, at jeg faktisk også bedst selv forstod juleevangeliet på den måde, og det gjaldt også for børnene, tror jeg. Det vil sige: Jeg begyndte ikke med at fortælle om Kejser Augustus og hans befaling om folketællingen, og jeg fortalte til at begynde med heller ikke noget om Josef og Maria og stalden i Betlehem. Jeg begyndte derimod med at fortælle om hyrderne ude på marken uden for Betlehem. Det er dér, det begynder. Det er dér, julen bliver til.

     Det begynder ude i ødemarken, ude i det yderste mørke, dér hvor der ikke er nogen, der kommer frivilligt. Men derude er der altså nogle, som skal være der. Det er hyrderne, som vogter deres får og geder. Man kan forestille sig, hvordan de om aftenen og natten sidder derude omkring bålet, hvor de er plaget af angst og ensomhed. Natten derude er ikke ufarlig. Der er vilde dyr, som går på rov, og de tager det ikke så nøje med, om det er et får, eller det er en hyrde, de stiller sulten med. Hver morgen skal hyrderne tælle deres får og geder for at se, om de er der alle sammen. Men hvem tæller i grunden hyrderne? Hvem holder øje med dem? Det er ikke sikkert, at der er nogen, der gør det. I virkeligheden er der måske slet ingen, der tænker på, at de er derude!

     Jo, der er en, der gør! Gud tænker på dem. Han har ikke glemt, at de er der, for ellers havde han ikke sendt sin engel til dem for at forkynde den store glæde, som skulle være for hele folket. Glæden er, at der er født en frelser, som også vil tælle hyrderne med, og som ikke glemmer dem, selv om alle andre er ligeglade med dem.

     Sådan set er det en gudstjeneste, der finder sted derude på marken, hvor det ellers kun er mørket, der råder. Det begynder med, at der blev lyst omkring dem, fordi en engel fra Gud viste sig for dem. Englen er et sendebud eller en præst, som fortæller dem noget, som de ikke kunne vide i forvejen eller kunne sige sig selv. Og lige straks blev hyrderne bange, men englen siger til dem: "Frygt ikke!" For den kunne jo se, at de var bange. Og så forkyndte englen glæden og fortalte om frelseren, som var blevet født i Betlehem. "Dér skal I gå hen", siger englen, "for dér skal I få et tegn på, at det er sandt det, som jeg har sagt til jer. Tegnet er, at I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!"

     Som sagt er det egentlig en gudstjeneste, der finder sted derude hos hyrderne på marken. Der er en engel, som prædiker, og der er en masse andre engle, der synger en salme, hvis ord lyder sådan:

                               Ære være Gud i det højeste og på jorden!

                               Fred til mennesker med Guds velbehag!

Det er mærkeligt at tænke på, at den salme synger vi også i vore egne kirker, når vi i vore dage holder gudstjeneste. Det er den såkaldte ”gloria-sang”, som i forskellige former kan genfindes i flere af salmebogens salmer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at der fra os i vore dage går en ubrudt linje tilbage til hyrderne på marken uden for Betlehem og til den gudstjeneste, som fandt sted dér. Man kunne også sige det omvendt: Man kunne sige, at den gudstjeneste, som julenat begyndte på hyrdernes mark, ikke er blevet færdig endnu. Det er en lang gudstjeneste, må man nok sige! I alle fald er det sådan, at hver gang vi går i kirke, så deltager vi i den gudstjeneste og i den englesang, der begyndte på hyrdemarken uden for Betlehem. Og den store glæde, der skal være for hele folket, bliver dermed også en glæde for os!

     Vi er hyrder på marken. Og det store budskab til os er, at vi bliver talt med – ikke som skatteborgere i Betlehem og andre steder, men vi bliver talt med blandt de lovsyngende engle.


                                                                        (Kristeligt Dagblad den 20. december 2018)

Det bliver lysere og lysere

November er kold, mørk og dyster. Men vi kan til alt held se frem til advent og jul.


Septembers himmel er så blå, og oktobers skov er så farverig, men november måned er bare mørk. Det er ikke sådan, at jeg bliver deprimeret af det, men det er træls måned at komme igennem. Det bliver mørkere og mørkere. Som det hedder i Thorkild Bjørnvigs sang, som han i 1959 skrev til Båring Højskoles indvielse:

                                   Mørk er november og løvfaldet slut,

                                   vandet begynder at fryse,

                                   lyset fra solen og blomsterne brudt –

                                   da må vort hjerte selv lyse.

Men det er er vanskelig øvelse at gøre sit hjerte selvlysende. Det eneste gode ved november, er at man kan se frem til advent, hvor vi tænder det første lys i advents-kransen, hvilket målt på alle juletraditionerne er en forholdsvis ny skik. Jeg har hørt, at den først blev almindelig i Danmark ved begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor en mørk og dyster tid også begyndte at true i horisonten. Det taler stadig til vores efterårsagtige sindsstemning, at vi på første søndag i advent tænder et lys, som bringer bud om flere – et ensomt lys, som i al sin uanselighed bringer bud om et større lys forude. I en solfattig tid bliver man taknemmelig for bare en lille lysstråle.

     Grundtvig skrev i 1849 to salmer, hvori han byder året velkommen. En salme til det kirkelige nytår, altså advent. Og en salme til det verdslige nytår, det vil sige kalender-året. Salmerne er ved første øjekast ret ens, fordi første, anden og femte linje i alle versene er ens. Alligevel er de to salmer meget forskellige. Af kalenderåret venter vi os frugtbarhed, velstand og fremskridt. Det gør i al fald den til enhver tid siddende regering. Vi skal se fremad, tænke positivt og vente os det bedste.

     Det er anderledes i den kirkelige nytårssalme. I den ser vi ikke fremad, men tilbage over det år, som gik, og de højtider, som gav året indhold. Med den kirkelige nytårssalme er det ligesom med adventskransen: Der bliver tændt flere og flere lys, efterhånden som man kommer igennem salmens fire vers. Det begynder i nattemør-ket ”Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød”. Men allerede i det næste vers bliver det morgenlyst: Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod”. Og så bliver det højlys dag, nemlig ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”. Så endelig i det fjerde og sidste vers bliver alle lysene tændt: ”Herrens år med vor Guds velbehag nu bringer os glæde hver Herrens dag”. Det er søndagen, vi skal tænke på. Søndag er glædens og livets dag.

     Det er muligt, at der er nogle mennesker, der har svært ved at forbinde søndagen med liv og glæde, fordi de mener, at søndag er den mest kedsommelige dag i hele ugen. At søndag er glædens dag, er lige så svært at få øje på, som at lyset julenat blev tændt i mørkets skød, og at livstræet påskemorgen fæstede rod i graven, samt at Guds kraft nedsteg til vor skrøbelighed på pinsedagen. Så er det en del lettere at forbinde noget med den verdslige nytårssalme, hvor det drejer sig om velstand og velfærd. Hvad det er, har vi da i det mindste en idé om. Og sådan skal det også være. Det ville være skidt, hvis vi i vores daglige, verdslige tilværelse ikke havde en forestilling om, hvad liv og lys, vækst og grøde, fred og blomstring, glæde og gavn er for noget.

     Men det ville sandelig også være skidt, hvis hele vores opmærksomhed blev taget til fange af det, der har med velstand og velfærd at gøre, så vi fuldkommen mister sansen for de modsætninger, der præger den kirkelige nytårssalme: Lys – mørke, liv – død, kraft – svaghed. I adventssalmen bliver det lysere og lysere. Det går fra mørke til lys, fra død til liv, fra svaghed til kraft, fordi det alt sammen er båret af guds rige. Og det ved vi endnu ikke helt, hvad er. Men vi har al mulig grund til at håbe og tro, at det er noget godt!


                                                                (Kristeligt Dagblad den 29. november 2018)

Hvorfor ikke ændre Grundloven, når det nu skal være?


Regeringen og dens støttepartier, herunder Socialdemokratiet, har tilsyneladende fået en fuldkommen blind tillid til, at man skal kunne straffe sig ud af alting. Et af de seneste eksempler er forslaget om, at indvandrerbørn fra ét-års alderen skal i daginstitution for at lære dansk sprog og respekt for ”danske værdier”, ellers mister man børnechecken. I DR P1 Debat 30.5. kl. 12.15 kunne man ganske vist høre Pernille Rosenkrantz-Theil forsikre, at der slet ikke er tale om nogen tvang. Derimod er der tale om et tilbud forstået på samme måde, som dette med, at vi i Danmark ikke har skolepligt, men kun undervisningspligt, hvilket vil sige, at hvis man på betryggende vis selv kan varetage undervisningen af sine børn, må man gerne det – også i ghettoerne.

     Ingen kan være uenig i den hensigt, der går ud på, at børn i Danmark så tidligt som muligt skal lære at bruge det danske sprog. Men det er stærkt bekymrende, at man i den anledning får vedtaget en lov, som kun gælder indvandrere, men ikke resten af befolkningen. Når man betænker de stupide, infame og elendigt formulerede udgydelser, man kan stifte bekendtskab med i de elektroniske avisers kommentar-platforme, samt ytringer på Facebook plus Folketingets samling af trusselsbreve mod politikere, tør man vel gætte på, at en hel del af ophavsmændene er fra danske hjem, som groft har misrøgtet børnenes sproglige udvikling samt respekten for de højt besungne danske værdier. Sådanne hjem burde i medfør af den for tiden rådende politiske logik også have frataget børnechecken.

     Danske love med tilhørende kontrolforanstaltninger bør gælde samtlige bosid-dende i Danmark uanset etnisk tilhørsforhold. Det er selvfølgelig ikke alle love, man kommer i berøring med. Der er adskillige danske love, jeg aldrig har haft noget udestående med, ikke desto mindre gælder de i påkommende tilfælde også for mig.

     Det styrker ikke tilliden til retssystemet og de offentlige forvaltninger, at vi her i landet har love, der er rettet mod bestemte grupper af borgere. Det gælder også selv om en sådan lovgivning bliver sminket og maskeret, som det er tilfældet med ”burkaforbuddet”, der er blevet markedsført som et tildækningsforbud. Det var gået mere ærligt til, om man havde forberedt en grundlovsændring, der gør det ulovligt at være praktiserende muslim i Danmark. Eller måske er det virkelig blevet sådan, at det i Folketinget er blevet en særlig dansk værdi at fifle med Grundloven og ligheden for loven?


                        (Indlæg i Fyens Stiftstidende / avisen "Danmark", grundlovsdag den 5. juni 2018)

Brylluppet som event


De seneste dages debat om præsters ret til at sige nej til vielse af fraskilte og homoseksuelle har i virkeligheden stået på i det næsten halve århundrede, jeg har været præst. Og derfor undrer det mig, at praktisk talt ingen har gjort sig den ulejlighed at overveje, om det nu om dage overhovedet giver nogen mening at blive gift. Hvad er meningen med at være det?

     Det gav mening dengang, da det var den almindelige mening, at det monogame, livslange ægteskab var en fornuftig ramme omkring seksualitet og familieliv. Men det er ved at være længe siden, at det var den almindelige mening. Nu om dage udfolder seksualiteten sig på kryds og tværs uafhængigt af ægteskabet som institution, og for nylig er jeg blevet belært om, at familielivet kan leves i ikke mindre end 37 familieformer, hvoraf den klassiske kernefamilie kun er én form, om end den numerisk stadig udgør et flertal.

     Sammen med alle de mange læserbreve om præsternes pligt eller mangel på pligt til at holde bryllup udsendte Fyens Stiftstidende et særligt bryllupstillæg som optakt til en stor bryllupsmesse. Her kan man blive belært om vigtigheden af valg af festens form, kjole, brudebuket, ringe, eventmager og hairstyler samt om det allervigtigste, nemlig gommens tale til sin brud. Men der er ikke ét ord om, hvad der er meningen med hele showet. Hvad går det ud på?

     Jeg gætter mig til, at det vil være et almindeligt svar, at det går ud på at fejre brudeparrets kærlighed. Det er kærligheden, der fejres. Kærligheden som en evne, vi kan være mere eller mindre dygtige til. Hvis man er dygtig nok, har man også krav på at få sin kærlighed velsignet og godkendt af enten præsten eller borgmesteren. Det var i al fald et hovedargument, da bøsser og lesbiske gjorde krav på at kunne blive gift med den begrundelse, at deres kærlighed er lige så god som de heteroseksuelles.

     Den klassiske opfattelse af ægteskabet er ikke til mere. Den gældende ægteskabslovgivning og skilsmisselovgivning har taget livet af den. Og resten har den individualiserende idealdannelse vedrørende kærligheden som en social evne taget sig af. Tilbage er der kun brylluppet som event.

     Men det er ret beset let nok at blive gift. I den almindelige forvirring er det meget sværere at være det, hvilket gælder, uanset om man er homoseksuel eller heteroseksuel. Det kunne jeg godt holde en prædiken om.   


                                                                 (Fyens Stiftstidende onsdag den 17. januar 2018) 


Lad vielserne foregå på rådhuset


Selvfølgelig har Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen ret i, at det er en form for diskrimination, hvis præster i folkekirken bruger deres lovhjemlede ret til ikke at medvirke ved lovhjemlede vielser af homoseksuelle par. Men det er næppe nogen løsning at tvinge præsterne til det.

     For det første vil det udstille folkekirkens status som statskirke på bekostning af folkekirkens status som evangelisk-luthersk trossamfund. For det andet må det logisk set medføre, at i trossamfundene uden for folkekirken - såvel de kristne, de jødiske som de muslimske - hvor præsterne har en vielsesbemyndigelse, må præsterne heller ikke diskriminere, hvis de vil beholde bemyndigelsen. Kort sagt: Hvis homoseksuelle har et retskrav på at kunne blive gift i folkekirken af en hvilken som helst præst, så må det samme retskrav kunne gøres gældende i de såkaldt anerkendte trossamfund. Men det sker næppe.

     Kan det virkelig være blevet en socialdemokratisk holdning, at friheden i folkekirken skal være mindre end friheden i trossamfundene?

     Mogens Jensens forslag forudsætter, at ægteskabet er en samfunds-institution. Sådan er det i Danmark og i de øvrige nordiske lande med en overvejende luthersk tradition, som indebærer, at ægteskabsstiftelsen ikke opfattes som et sakramente, Det er derimod et civilretligt anliggende, som nu om dage burde kunne ordnes pr. e-mail. For så vidt som ægteskabsstiftelsen finder sted i kirkerne, foregår den derfor på en bemyndigelse fra det civile samfund.

     Når man kommer syd for grænsen, ser det anderledes ud. I de fleste europæiske lande foregår den juridiske ægteskabsstiftelse på rådhuset. Hvad der derefter foregår i kirken, er samfundet uvedkommende. De enkelte kirker og trossamfund har frihed til at lægge det i det, som deres religiøse opfattelse giver anledning til. I de fire år, jeg har været dansk præst i Schweiz har jeg ikke registreret, at denne adskillelse mellem rådhus og kirke har givet anledning til særlige problemer. Tværtimod har det været tydeligt, at når man fra rådhuset går over i kirken, så går man derover for at få Guds velsignelse til det umulige projekt, man netop har kastet sig ud i, og dertil synge et par gode salmer. 

     Problemerne for Mogens Jensen og andre opstår, når man sammenblander rådhus og kirke, så der opstår forvirring om, hvad der foregår hvor og hvorfor. I samfundet har ægteskabet ændret sig fra at være en livsvarig til at være en seriel institution, som nu også omfatter homoseksuelle par. Det er også forvirrende. Men så meget mere grund er der til at gøre det hele lidt mere gennemskueligt ved at trække vielsesbemyndigelserne tilbage fra kirker og trossamfund.


                                       (Fyens Stiftstidende, sektion "Danmark", søndag den 2. juli 2017)

Velkommen hjem!


Mens vi boede i Schweiz har vi af og til kaldt landet for et ordens-samfund og moret os lidt over det bureaukrati, som indimellem præger landet. Men det er åbenbart intet imod, hvad man kan opleve i Danmark.

     Torsdag den 6. december 2012 kl. 10.00 var vi på motorkontoret i Genève, hvor bilen skulle til syn med henblik på at få schweiziske plader på. Bilen blev undersøgt med schweizisk grundighed, men bestod den prøven og fik sine plader. Ved samme lejlighed fik vi på motorkontoret ombyttet vore danske kørekort med schweiziske. Der gik mindre end 15 minutter, inden en maskine spyttede de nye kørekort ud.

     Torsdag den 10. november 2016 kl. 11.00 stillede vi på Borgerservice i Odense for at få ombyttet vores schweiziske kørekort til danske. Det viste sig, at det var noget, der skulle ordnes på Administrativ Center Vest i Holstebro. Men vi afleverede vore schweiziske kørekort sammen med en anmodning om at få dem byttet til danske kort, og fik så udleveret midlertidige kørekort. Desuden afleverede vi en lægeerklæring samt en tro-og-love-erklæring om, at vi ikke har været frakendt kørekortet inden for de seneste fem år.

     Fredag den 3. februar 2017 kl. 10.00 var vi igen på Borgerservice for at få en forlængelse af vore midlertidige kørekort. Vi fik tre måneder yderligere samt et løfte om, at vi kunne komme igen, hvis det skulle blive nødvendigt.

     Ca. fire uger efter fik vi hver især et brev fra Administrativ Center Vest, hvori man udbad sig skriftligt samtykke til, at myndigheden kunne indhente oplysninger om os hos de schweiziske myndigheder. Vore schweiziske kørekort havde nemlig været til ægthedsprøvning på Politiets Nationale Kriminaltekniske Center, som var nået frem til den konklusion, at "det ikke er muligt at afgøre, hvorvidt kørekortet er udstedt af officielle myndigheder, eller om der er tale om en kopi/forfalskning". På det grundlag har Administrativ Center Vest derfor tilkendegivet "at man påtænker at give afslag på ombytning af dit udenlandske kørekort". Man går med andre ord ud fra, at vore kørekort er falske.

     Jeg har alle dage haft den opfattelse, at der i Danmark er et godt og tillidsfuldt forhold mellem borgere og myndigheder. Måske har Danmark forandret sig? Men har det virkelig på fire år forandret sig så meget, at vi af myndighederne skal bydes velkommen hjem med en aldeles grundløs formodning om, at vi er svindlere.

     Sidste nyt: Jeg kunne afhente mit kørekort på Borgerservice den 23. marts 2017. Inger Merete modtog den 26. april 2017 efter næsten seks måneders ventetid og uden et ord til forklaring sit danske kørekort.


Link:


http://www.tv2fyn.dk/nyheder/03-03-2017/1930/biskop-naegtet-korekort-havde-maske-et-falsk?autoplay=1#player

                                                                                                                                                                                            Kresten Drejergaard                                     

Et dannelsestab


Alderen har ført med sig, at vi er flyttet fra en tjenestebolig af en anselig størrelse til et mindre parcelhus. I et vist omfang er det derfor blevet nødvendigt at reducere husstandens bogsamling. Nøgternt set må man vel også sige, at der er en del af den, vi ikke mere får brug for i den tid, vi har tilbage. Alligevel er det en smertelig proces at skille sig af med sine bøger. Det er som med en pensio-neret håndværker, der smider sit solide, veltjente værktøj hen i skrotdyngen sammen med svendebrevet.

     En del af vore bøger er havnet i en container på genbrugspladsen. En anden del har jeg uden held forsøgt at afhænde til en antikvarboghandler. "Hvis det ikke drejer sig om romaner, som er udkommet for ganske nylig, kan du lige så godt smide dem væk", forklarede han, "medmindre der skulle være en, som vil have dem gratis", tilføjede han tvivlende. "Hvad så med Grundtvigs Udvalgte Skrifter i 10 bind – dem har jeg nemlig to af", forsøgte jeg. "Den slags er der ingen, der læser mere", sagde han, og tilføjede: "Desuden er der alt for meget af det på markedet".

     Hovsa! Hvad var det, han sagde? – Der er ikke mere nogen, der læser den slags litteratur. Og: Der er alt for meget af det på antikvarbogmarkedet.

     Det sidste er sikkert rigtig nok. Der har været utallige skolelærerhjem og højskolehjem, hvor Holger Begtrups Grundtvig-udgave har haft en selvfølgelig plads i reolen, hvorfra den har leveret historisk, kirkelig og kulturel inspiration i den pædagogiske virksomhed. Men nu er det meste af den slags havnet på antikvariaternes hylder, hvor det står som en dokumentation for, at der ikke mere er nogen, der læser Grundtvig. Og det netop i en tid, hvor der i den offentlige debat og på de sociale medier råbes højt om de "danske værdier"! Er der nogen i dette land, som har formuleret, hvad de danske værdier går ud på, er det Grundtvig! Ikke blot har han formuleret dem, han har også i kraft af folkeskolen, højskolen og hele den brede, kulturelle folkelighed udbredt dem som et tykt lag af almen dannelse.  Men dette dannelseslag er nu ved at være tyndslidt, hvad ikke mindst Bertel Haarders "værdi-kanon" er et kedsommeligt udtryk for.

     Så jeg fortsætter med at kassere bøger. Der er ikke brug for dem mere. Men først skal jeg lige have tjekket min Facebook.


Kresten Drejergaard, pensionist   


                                                         (Set fra mit vindue, Fyens Stiftstidende den 22. januar 2017)