Klummer 2020
Måske er Paradis fyldt med juletræer?
Af biskop emer. Kresten Drejergaard
Jeg har alle dage forbundet julen med juletræ og salmesang. Det ene har bogstaveligt talt fortolket det andet. Når døren til juletræet med papirengle og tændte lys gik op, var det som om, der blev åbnet en dør til selve Paradis. Sådan har Ingemann også tænkt: "Den have, Guds engle flyve i, vil Jesus for os oplukke". Når jeg som barn sang sal-men, blev det i min enfoldige fantasi til noget med, at Paradis er beplantet med pyntede juletræer. Der flyver englene rundt. Og derfra kommer de med "Paradis-grønt".
Jeg er overbevist om, at det er Paradis-motivet i julesalmerne, der år efter år træk-ker folk til gudstjeneste juleaften. Man skal ikke overse betydningen af det eskatologiske perspektiv i salmerne, altså det perspektiv, der vender blikket fremad mod Paradis samt "kødets opstandelse og det evige liv". Dette evighedsperspektiv har været med i stort set al salmedigtning lige siden oldkirkens dage. I Danmark møder vi det hos Kingo og Brorson, hvor navnlig den sidste i forventningen kan svinge sig op til næsten ekstatiske højder. Det mærker man måske ikke så meget i salmebogen, hvor diverse kommissioner har sorteret de mest svulstige salmer fra.
Det eskatologiske perspektiv i salmerne er i høj grad også med i Grundtvigs salmer, hvoraf en betragtelig del bogstaveligt talt ender i Himlen:
Glæd dig, min sjæl, til for evigt at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans.
Man kunne forestille sig, at forventningen og håbet i salmerne ville blive formuleret i et sprog, som henter sine forestillinger i den bibelske billedverden. Det er selvfølgelig også tilfældet, men ikke i så høj grad, som man kunne vente. Specielt Grundtvig forholder sig meget frit til de sproglige billeder, som han skal bruge til at formulere håbet. Nogle af sine billeder har han taget med fra sin bibellæsning, men mindst en lige stå stor del har han hentet i den nordiske mytologi, og endelig har han dannet sig sine egne sproglige billeder. Han har kort sagt ladet fantasien råde.
Det gælder for eksempel hans gendigtning af en middelalderlig nordisk dagvise, som er blevet til salmen "Den signede dag", hvor han frit kombinerer de forskellige billeddannelser, der er for hånden, for eksempel i det sidste vers:
Så rejse vil til vort fædreland
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.
Også hos salmedigtere som K.L. Aastrup og Johannes Johansen er det eskatologiske perspektivet med - omend i mere afdæmpet form. Det gælder for eksempel Aastrups salme "Hvad mener I om Kristus", hvor det i vers 7 hedder:
Vi venter, han skal komme
en dag igen
og være, som han var det,
fortabtes ven.
Eller Johannes Johansen i sommersalmen "Det dufter lysegrønt", som klinger ud med ordene:
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart,
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Men derefter tynder det ud i forventningen i salmerne. I de såkaldt moderne salmer er den næsten borte, hvilket man kan konstatere ved at læse salmebogstillægget "100 salmer". Jeg ved ikke, om det skyldes blufærdighed, eller om det er en virkning af det forrige århundredes afmytologiseringsteologi. Konstateringen får mig til at tænke på Paulus' ræsonnement i 1. Korintherbrev 15: "Hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder". Jesu opstandelse er begyndelsen på de dødes opstandelse. Gud er med begge steder – både i begyndelsen og i afslutningen. Han er Alfa og Omega. De moderne salmer er mest optaget af Alfa, det vil sige af det, der har med skabelsen og naturforståelsen at gøre kombineret med en stærk appel til, at vi skal passe på den skabte verden. Denne fornuftige morale skal der selvfølgelig være plads til. Men den bør ikke stjæle pladsen fra det håb og den forventning, som evangeliet også giver anledning til.
Måske er jeg ved at gå i barndom. I al fald glæder jeg mig til, at jeg i julen skal synge om Paradis og alle de engle, der flyver rundt dér.
(Kristeligt Dagblad den 10. december 2020)
Lyset falder mere barmhjertigt om efteråret
af Kresten Drejergaard, Odense.
De, der kender mig fra min ungdom, ville blive noget forundret, hvis de vidste, at jeg på mine gamle dage skulle blive kolonihaveentusiast. Jeg er vokset op med præstegårds-haver på mere end 10.000 m2, og de var med tanke på vedligeholdelsen en konstant kilde til dårlig samvittighed. Som det siges blandt unge præster, der søger stilling på landet: "Kun en tåbe frygter ikke haven!" Men netop den omstændighed kan være årsag til, at jeg på mine ældre dage har ladet mig charmere af en overkommelig kolonihave, som ovenikøbet har den fordel, at den bringer os i tæt kontakt med naturen omkring Odense Fjord.
Der er et særligt lys dér omkring fjorden. Jeg har en eller anden ide om, at lyset er anderledes om efteråret end om foråret. Forårsjævndøgn er anderledes end efterårs-jævndøgn. Forårsjævndøgnet ankommer til akkompagnement af fuglesang og spirende blade på træer og buske, og det varsler om lyse nætter. Når sommertiden begynder, stiller vi havemøblerne og urene frem, og livslysten vågner igen. Når sommertiden slutter, stiller vi møbler og ure tilbage, hvilket er mere vemodigt. Efterårsjævndøgnet er mere stilfærdigt, fuglesangen er forstummet, bladene på træer og buske får pludselig mange farver, inden de falder af. Gid man i sit livs efterår kunne blive lige så farverig som naturen, inden man falder fra! Det aftagende dagslys varsler om et vintermørke, som er på vej. Logisk set er lysmængden den samme forår og efterår, men det fornem-mes forskelligt. Lige nu er vi stærkt på vej ind i den mørke tid, men om seks uger begynder livet og lyset igen at vende tilbage, og så går det stærkt. Foråret er en voldsom oplevelse, når solen kommer højere på himlen, og alting vælter op af jorden. Om efteråret går det nærmest langsomt. Der er tid til at nyde frugterne af ens arbejde og glæde sig over efterårets mange farver i staudebedet. Der er også tid til at sidde lidt på bænken i eftermiddagssolen med en kop kaffe eller et glas øl og spise et friskplukket æble, mens man funderer over livet og døden og det, der er midtimellem.
I år havde vi ingen høstgudstjeneste i kolonihaven. Det skyldes coronaen. Jeg savner denne gudstjeneste i havekoloniens blomstersmykkede foreningstelt. Desuden er de fleste af os kolonihavefolk er oppe i årene og kan her i vort livs efterår godt bruge et livsbekræftende og tilgivende ord.
Men selv uden høstgudstjeneste er efteråret en dejlig tid. Der er også en vis charme ved at blive gammel. Ingen har sagt det bedre end digteren og landsbypræsten Chri-stian Richard i sangen "En stille høstlig brusen" fra 1878:
Du skønne livets orden,
at der på forår følger høst,
at der er mer end vorden,
og mer end ungdomslyst.
Tiden er anderledes om efteråret. Tiden bliver kortere. Målt på ens levetid bliver der mindre og mindre af den. Men tiden bliver på sin vis også længere. Når jeg en sjælden gang ser må mine gamle kalendere, var de indimellem helt overfyldte, fordi alle mulige andre mennesker også brugte min tid. Hvorfor brugte de dog ikke deres egen tid? Hvorfor skulle de absolut bruge af min tid, så der ofte ikke blev noget tilbage til mig selv?
Det er der nu. De fleste dage er i min kalender tomme, hvilket vil sige, at jeg kan bruge min tid til det, jeg vil. Der er tid til eftertanke over det, jeg undervejs har lavet, og det, jeg har forsømt. Der er også tid til en refleksion over det, jeg endnu gerne vil nå.
Lyset er også anderledes. Om foråret er lyset skarpt og ubarmhjertigt, fordi det afslører alt det skidt og skrald, der ligger og gemmer sig mellem træer og buske. Om efteråret forsvinder det meste af det igen i halvmørket under de visne blade. Den ungdommelige "me too"-bevægelse har på det seneste kastet sit ubarmhjertige forårslys ind over vores livsførelse. Her er der ingen tilgivelse! De fleste mænd – og velsagtens også et par kvinder - må føle sig stærkt mistænkeliggjorte på grund af deres "ungdomslyst". Hvad andet har vi at håbe på, end at efterårets og glemslens mørke vil lægge sit barmhjertige slør over vore synder. At tilgive er at glemme. Sagt med Thomas Kingo:
Men, o min Gud tilgiv, hvad jeg mod dig har brudt,
agt ej de spirer, som af syndens rod er skudt,
løs min samvittighed af sine synders bånd
kast dem ned i evighed
i havet med din hånd!
(Kristeligt Dagblad den 12. november 2020)
Bordbønnen og det daglige brød
af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Jeg vil ikke påstå, at jeg i de mange år, jeg har været præst, har været vanvittig god til at undervise konfirmander. Til gengæld har jeg af og til selv lært noget af det.
I en time med konfirmanderne diskuterede vi, hvad en bøn er. Det kunne børnene sige en hel del om, for de vidste af egen erfaring, at de dagligt beder deres forældre om både det ene og det andet. Noget af det får de "ja" til, og andet får de "nej" til, og det er godt nok sådan. Derimod var de knap så erfarne med hensyn til at bede til Gud - så skulle man i alle fald være slemt i klemme. Den tanke, at en bøn slet ikke behøver at være en bøn om noget, men at bønnen derimod kan være en tak, som man gerne vil have luft for, var også noget fremmed for dem. I det hele taget var de måske slet ikke så vante til at sige tak.
I sin forklaring til den fjerde bøn i Fadervor "Giv os i dag vort daglige brød", siger Luther, at vi vel også får det daglige brød, uden at vi beder om det, men når vi beder bønnen, beder vi om, at Gud "vil lade os erkende det, så vi med taksigelse modtager vort daglige brød".
I taksigelsen sker der to ting: Før det første bliver man opmærksom på, at man har fået noget givet, noget som man slet ikke har krav på. Og dermed bliver man for det andet opmærksom på, at der er en, der giver det, man får, det vil sige at der er et andet menneske, som man har et forhold til, fordi vedkommende har bidraget med et eller andet til ens eget liv. Livet ville slet ingenting være uden alle disse bidrag fra omgivelserne. Livet er en gave! Det kan ganske vist i et løftet øjeblik siges som en noget banal konstatering. Men det kan også siges som en dyb erkendelse af, at livet består af alle de gaver, som dagligt tilflyder os i skikkelse af mad, drikke, hus, hjem, familie, venner, sundhed og alt, hvad godt er. I bønnen om det daglige brød ser vi på os selv i forhold til Gud som skaberen af alt det, der dagligt bærer vort liv.
Men der er også en anfægtelse forbundet med den bøn. Det er en anfægtelse, når man på TV kan konstatere, at en betragtelig del af menneskeheden her i verden lever under vilkår, som bogstaveligt talt må gøre det vanskeligt at takke for det daglige brød, fordi det daglige brød i helt elementær forstand slet ikke er til stede. Men nu beder vi heller ikke bønnen på deres vegne. Vi beder den på vore egne vegne - og netop som en taksigelse. Bønnen kan ikke bedes på anden måde end som en taksigelse. Vi beder ikke om at få det daglige brød på andres bekostning. Men fordi bønnen er en taksigelse, åbner den samtidig vort blik for, at der er andre mennesker, på hvis bekostning vi lever. Som det er sagt af Mahatma Gandhi: "Jorden har nok til at opfylde enhvers behov, men den har ikke nok til at opfylde enhvers begær!"
Man kunne så indvende, at Gandhi sagde dette på et tidspunkt, hvor jordens befolkning kun var en tredjedel af det, der er tilfældet i vore dage, hvor befolkningstallet opgøres til 7,8 milliarder. Det er mange mennesker. Men hvis man leger lidt med tallet, så er det ikke større, end at hele verdens befolkning ville kunne stå på Sjælland og endda hver især have lidt under en kvadratmeter til rådighed. Med sine 7,03 milliarder kvadratmeter fylder Sjælland trods alt ikke ret meget på et verdenskort. Der er derfor også dem, der mener, at kloden sagtens vil være i stand til at brødføde 15 milliarder mennesker, men vel at mærke forudsat at goderne er fordelt noget mere ligeligt, hvilket kræver, at der i den rige del af verden er vilje til en ændret fordeling.
Gandhi kan stadig have ret: Kloden har nok til enhvers behov, men ikke nok til enhvers begær. Problemet er begæret. I bønnen om det daglige brød ligger der derfor også en bøn om at måtte blive befriet fra sit eget begær.
I timen med konfirmanderne kom samtalen også til at dreje sig om bordbøn. De kendte godt begrebet, men der var vist ingen, der kendte til bordbøn fra deres hjem. Jo, der var en enkelt, som kunne berette om en bordbøn, som han derfor refererede: "Når mor om aftenen har lavet mad, kalder hun på far, som sætter sig til bords og siger: 'Hvad Fanden i Helvede er det her for noget hundeæde!'"
Drengen ville vist nok have sagt noget morsomt. Men så kom han til at græde!
(Kristeligt Dagblad den 15. oktober 2020)
Vi præges af den natur, vi lever i
Alle kender historier om forskellene mellem sjællændere, fynboer og jyder. Og der er noget om dem, for de omgivelser, vi lever i, sætter også sit præg på sindet
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Et sted i min dialekt gemmer der sig en vendelbo, selv om jeg faktisk er kommet til verden i det østlige Midtjylland. Men min familiemæssige tilknytning er af vendsysselsk oprindelse. Mit efternavn stammer fra en gård, der lå lidt øst for Brønderslev. Den brændte i 1909, og den blev aldrig bygget op igen.
Jeg har levet størstedelen af mit liv på Fyn og har trods min nordjyske dialekt tilegnet mig en del af det fynske sindelag. For nogle år siden gav daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech udtryk for, at jeg var et eksempel på en nogenlunde vellykket integration. Selv er jeg af den overbevisning, at sindelaget bliver præget af den natur, der omgiver os. Det er forklaringen på, at der er forskel på vendelboer og fynboer. Jeg har i mine unge år boet tæt på Vesterhavet i en ufrugtbar egn, hvor der skulle nogle tønder land til, for at en familie kunne leve af det. Det kræver meget arbejde, og vendelboerne er derfor ikke så snakkesalige. Det er der hverken tid eller lejlighed til. Der er langt mellem gårdene. Det er ikke som på Fyn, hvor jorden er frugtbar, og gårdene ligger tættere. Derfor har fynboerne tid til at snakke. De snakker så meget, at de også fylder pauserne ud – ja, de gør så.
Vendelboerne er mere fåmælte og måske også lidt mere skeptiske end de mere optimistiske fynboer. I Vendsyssel var der i vores sogn en gårdmand, som et år faktisk havde fået en rigtig god høst på sine sandede marker. Det skulle man tro kunne muntre ham lidt op. Men nej! Han måtte ganske vist indrømme, at det havde været en god høst, men som han tilføjede: "Det værste ved det er, at jorden bliver så skrækkelig udpint!"
Det var noget andre toner, der lød fra en gårdmand i et af mine fynske sogne. Han havde et anderledes lyst og optimistisk syn på tilværelsen. Det skal så også siges, at han havde en af de bedste gårde i sognet, hvad angår jordens bonitet og ydeevne. Han var ikke fri for at prale lidt af det. Der var et år, hvor han fortalte, at han havde høstet helt usædvanligt godt. Når han skulle sætte kornnegene sammen i hæs, var han nødt til at låne naboens mark for at få plads til det hele. Han kunne også fortælle, at hans roer voksede så hurtigt, at harerne kom i klemme.
Der er for mig ingen tvivl om, at fynboernes lysere sindelag hænger sammen med den frodige natur, der omgiver den. Man kan også fornemme det i den fynske kunst som for eksempel Carl Nielsens musik og Johannes Larsens maleri.
I Carl Nielsens musik er der en lethed og en flygtighed, som gør, at jeg selv har svært ved at huske musikken og holde den fast. Jeg har mange gange hørt hans store orkester- og korværk "Fynsk Forår", men når jeg har villet genkalde mig musikken og nynne med på den, kan jeg ikke huske den. Den er flygtig.
Det samme gælder den fynske maler Johannes Larsen, som var en stor naturelsker og en ivrig jæger. En gang imellem skød han fugle – ikke for at spise dem, men derimod for at tegne dem. På en eller anden måde var han fascineret af de døde fugle, som – tænker jeg - blev til billeder på tilværelsens flygtighed og endelighed.
Når man graver et spadestik dybere i det fynske sindelag, møder man også flyg-tigheden og foreløbigheden som en melankoli eller endda depression. I forårets frodighed synger fynboerne om "alle de små blomster, der dog er til i år", men de ved også, at om efteråret er der kun "sorten muld". De kender til undergangen, og den viden sætter sig i sindet som en melankoli, der kan bryde igennem på de mest uventede tidspunkter.
Jeg husker en familiefest i forsamlingshuset, hvor vi havde spist godt. Bordene var ryddet til side for at give plads til et dansegulv. Jeg sad og drak kaffe sammen med tømreren. Overfor sad en fynbo, som pludselig blev grebet af et anfald af melankoli. Det hele gik i skred for ham. Hele den store eskatologiske afgrund åbnede sig under ham, da han i sin fortvivlende råbte: "Skal vi aldrig sige skål mere?" Men så løftede tømreren sit glas, nikkede til ham og sagde: "Så pyt da!"
Dermed var krisen overstået - på ægte fynsk manér.
(Kristeligt Dagblad, torsdag den 17. september 2020)
Da jeg blev beskyldt for at være tyv, mistede jeg en illusion om det at være dansk
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Normalt opfatter jeg os danskere som et venligsindet folkefærd, som sædvanligvis opfatter alting i den bedste mening. For nogle år siden gav den tidligere engelske ambassadør James Mellon udtryk for, at danskerne er en stamme. Det synspunkt bragte jeg videre til en fransk gæst, vi havde besøg af. Vi var i bil på vej til Jelling for at se Kong Haralds mindesten over sig selv og danmarkshistoriens begyndelse. Vi var kørt ad småveje og undervejs havde jeg været nødt til at spørge om vej. "Var det nogen, du er i familie med?" spurgte vores gæst bagefter. Det svarede jeg nej til, hvorefter gæsten bemærkede: "Nå, jeg syntes bare, at det lød lige sådan!"
Det skal nok passe, at vi i Danmark har en familiær og imødekommende omgangstone. Vi er jo heller ikke flere, end at vi godt kunne være i familie uden selv at vide af det.
Denne opfattelse af os selv som danskere fik for et par uger siden et grundskud. Årsagen var, at jeg under en lignende køretur havde gjort holdt ved en landevejsbod tydeligt markeret med adskillige dannebrogsflag (jeg går ud fra, at ejeren må være medlem af Dansk Folkeparti – mindst!). Her indkøbte jeg tre bakker moreller og to poser ærter à 25 kr. pr. bakke/pose eller fem for 100 kr.. Jeg drog af med fem bakker og betalte derfor 100 kr. via Mobile Pay.
Af frygt for repressalier undlader jeg at anføre den præcise lokation. Men tre dage senere ville jeg samme sted gøre et tilsvarende indkøb og betalte derfor igen 100 kr. via Mobile Pay. To timer senere fik jeg en SMS fra vejbodsejeren, som truede mig med bål og brand plus en politianmeldelse, hvis jeg ikke omgående indbetalte de 100 kr., som jeg skyldte for de varer, som han på sin videoovervågning havde set mig bortføre. Jeg gjorde gældende, at jeg havde betalt, men med tanke på politianmeldelsen sendte jeg alligevel yderligere 100 kr. i forventning om, at jeg nok fik pengene tilbage, når vej-bodsejeren havde opdaget sin fejltagelse. Men dér blev jeg skuffet. Han sendte mig et foto af prismærkningen på varerne. Jeg mente jo, at jeg kendte prisen: 25 kr. pr. bakke, 5 bakker for 100 kr., og jeg havde derfor ikke været opmærksom på, at skiltningen var ændret, så meget mere som belysningen i den garage, der gjorde tjeneste som vejbod, ikke var for god. Men jeg burde selvfølgelig have været mere opmærksom! Ved granskning af fotoet viste det sig nemlig, at samtlige priser på tre dage var steget med 100%, det vil sige 50 kr. pr. bakke, 5 for 200.
Så vejbodsejeren havde ret. Jeg havde betalt 100 kr. for lidt, hvilket var min egen fejl. Jeg havde ikke set ordentligt efter. Desuden havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig en prisstigning på 100 % over tre dage.
Vejbodsejeren har foruden efterbetalingen på 100 kr. også fået en undskyldning af mig, da det jo var mig, der havde taget fejl. Til gengæld føler jeg mig noget stødt over, at min fejltagelse uden videre fører med sig, at jeg skal betragtes som en simpel tyv, der skal meldes til politiet. Det samme gjaldt en mig ubekendt kvinde, som også opholdt sig i garage-frugtboden. Hun havde også betalt for lidt, hvilket jeg fik at vide, fordi vejbodsejeren, som havde studeret sin videoovervågning, fejlagtigt havde antaget, at hun måtte være min kone, og at jeg derfor også skulle hæfte for hendes forseelse.
Jeg føler mig stødt, fordi jeg har den opfattelse, at det hører med til vort danske sinde-lag, at vi i udgangspunktet opfatter alt i den bedste mening og ikke i den værste mening. Et sådant sindelag kunne man måske også have håbet på i vejboden, som var markeret med indtil flere dannebrogsflag. Men nej! Vejbodsejeren lod mig vide, at jeg kunne beholde de sidst fremsendte 100 kr. og så i øvrigt afvente en henvendelse fra politiet. Det gør jeg så – altså afventer. Imens kan jeg bruge ventetiden på at fundere over, hvad der gør mest ondt: At blive beskyldt for at være en tyv? Eller at miste en næsten livslang illusion om, hvad det er at være dansker? Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg lever i et land, hvor man ikke som straf hugger hænderne af tyveknægte. Men jeg er alligevel skuffet og bekymret. For hvad mon straffen så bliver? Måske kan jeg som hidtil ustraffet nøjes med at få en betinget dom eller måske endda – i betragtning af min høje alder – et tiltalefrafald? Vi får se!
(Kristeligt Dagblad torsdag den 27. august 2020)
Hvis ingen har tid til at lytte, forsumper man mentalt
af Kresten Drejergaard, Odense
Da jeg i 1974 blev sognepræst, fik jeg samtidig min jævnlige gang på kommunens to plejehjem, hvor jeg holdt gudstjeneste og besøgte beboerne, som jeg dengang havde gode samtaler med, fordi de kunne underrette mig om livet i sognene før min tid. Det ændrede sig med årene i takt med at beboerne blev mere og mere plejekrævende.
Jeg har haft mange gode oplevelser under mine besøg på plejehjemmene. En af dem fandt sted efter en høstgudstjeneste. Jeg havde lovet at bidrage med en form for underholdning og havde derfor taget min kontrabas med plus en visesanger, som også spillede guitar. Efter gudstjenesten underholdt vi med "Lundeborg-visen" og "Mormors kolonihavehus" samt andre sange fra det repertoire. På første række sad Rasmine, som på det tidspunkt var et pænt stykke over 100 år (hun blev faktisk 108 år gammel). Da vi var færdige, erklærede Rasmine højlydt: "Nu har jeg dog aldrig moret mig så godt i de sidste 100 år!" – Større ros kan man vel ikke få som entertainer.
Men omkring 1990 skete der det, at kommunen opsagde kontrakten med det ene plejehjem, som var privatejet, og som i øvrigt var det mest velfungerende plejehjem, hvor personalet sad med ved kaffebordet, hvilket befordrede snakken en hel del. Personalet var også med ved den efterfølgende gudstjeneste, hvilket hjalp på salme-sangen. På det kommunalt ejede plejehjem indtog personalet kaffen i køkkenet og overlod både kaffebord og gudstjeneste til mig alene.
Det var det kommunalt ejede plejehjem, der overlevede den såkaldte omstruktu-rering, som angiveligt skulle medføre flere forbedringer. For det første blev det lanceret som en stor forbedring, at de ældre medborgere nu skulle være "længst muligt i eget hjem" som følge af, at man havde nedlagt cirka halvdelen af de hidtidige plejehjems-pladser. Desuden blev det også udråbt som en stor forbedring, at man etablerede døgnpleje, hvilket betød, at der skulle være en mobil hjemmesygeplejerske til rådighed i døgnets 24 timer. Samtidig reducerede man antallet af personaletimer, hvilket var en "budgetforbedring" (læs: besparelse). For min kone, som var hjemmesygeplejerske, betød det, at hun kunne have op til 32 hjemmebesøg på et 8-timers arbejdsdag, hvilket giver 15 minutter til hvert besøg minus den tid, som det tager at komme fra det ene hus til det andet.
Kort sagt: De mange "forbedringer" betød en maltraktering af hele ældreplejen. Det gælder ikke blot i min daværende kommune, men det gælder i rigtig mange kommuner, at politikerne godt hjulpet på vej af nogle konsulentfirmaer, blev forledt til nogle om-struktureringer, som blev lanceret som forbedringer, men reelt var besparelser og forringelser.
Jeg mærkede det som sognepræst, fordi jeg i mine to landsogne tilsyneladende var den eneste offentligt ansatte, som havde tid til at drikke en kop kaffe og høre nyt, når jeg kom på besøg i de huse, hvor man var blevet dømt til at være længst muligt i eget hjem. En gang i mellem blev jeg offer for det, jeg kaldte "kaffe-tricket". Det blev udført, når besøget havde varet en halv times tid, og jeg var blevet underrettet om helbred samt om børnebørnenes rejser med rygsæk i udlandet, og jeg havde set billeder, som var blevet sendt hjem til familien. Når jeg så sagde: "Nå, Maren jeg må også se at komme videre", kom "kaffe-tricket", som bestod i, at Maren sagde: "Nej, nej, for vi skal da også have kaffe!", hvorefter hun forsvandt ud i køkkenet velvidende, at hun nu havde fordoblet besøgstiden.
I denne sommer har der været en del diskussion om dokumenterede omsorgssvigt på nogle plejehjem. Det er trist! Og det er synd for dem, det går ud over! Men det er også synd for de mange plejehjem, hvor tingene faktisk fungerer godt, fordi der er et godt personale og en god ledelse, som har kunnet hamle op med de vilkår, man bliver budt med hensyn til økonomi og dårlig personalenormering. Omsorgssvigt hedder det, når man forsømmer den fysiske pleje. Og sådan noget må selvfølgelig ikke finde sted. Men det er også omsorgssvigt, når der ikke er tid til en kop kaffe og tid til at høre en fortælling om børnebørnenes og oldebørnenes rejser og uddannelser. Der er også en mental omsorg, der består i at lytte til den, der gerne vil fortælle. Hvis man svigter den mentale omsorg, er der helt sikkert også nogle, der forsumper og synker hen i demens og senilitet.
(Kristeligt Dagblad torsdag den 6. august 2020)
Vi står stadig på skuldrene af vækkelsestiden
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
I 1870 skrev den de fynske digter Mads Hansen sangen "Fo' alje de små blomster", hvis første to vers handler om foråret og den fynske frodighed. Men så kommer et tredje vers, der handler om den folkelige frodighed: Folkets liv er heller ikke, som det plejer at være. Det blomstrer i mangen en simpel hytte, og hvis man bare venter lidt, vil man se, at bonden bliver landets bedste støtte.
Der skete faktisk noget i folkelivet dengang. Inspirationen fra Grundtvig havde allerede været på færde i mere end et halvt århundrede. De gudelige vækkelser, som havde overvintret fra pietismens tid, havde sat sig sine spor blandt andet i stiftelsen af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark i 1861.
Hvor der er gang i åndslivet, kan der også komme gang i det politiske liv, hvilket viste sig i 1870, hvor partierne Det forenede Venstre og Socialdemokratiet blev stiftet. De har siden sloges om regeringsmagten i Danmark.
Når jeg ser tilbage over mit eget liv, har det været præget af det hele. Det gælder både kirkeligt og politisk. Jeg er vokset op i et grundtvigsk miljø med rødder i en gammelluthersk fromhed. I en kort periode var jeg i min grønne ungdom på en indremissionsk kostskole, uden dog at tage livsvarigt skade af det. I min familie har vi med forskellige svinkeærinder været tættest på Socialdemokratiet, som jeg også selv er medlem af. Og i mange år var jeg sognepræst i et par landsogne, hvor flertallet var venstrefolk, som jeg – med nogle få undtagelser – kom godt ud af det med. Jeg har suget til mig både kirkeligt og politisk. Det samme vil rigtig mange mennesker i Danmark kunne sige om sig selv.
I adskillige henseender står vi på skuldrene af 1800-tallets folkelige bevægelser. Men naturligvis har en del ændret sig i løbet af de 150 år, der er gået. De grundtvigske er blevet splittet op i flere forskellige retninger, som ikke har alt for megen forståelse for hinanden. En del af de missionske er med årene blevet lidt blidere i det, så man nu i et eller andet omfang tolererer papirløse ægteskaber og måske endda homoseksuelt samliv. På den politiske scene har partiet Venstre skiftet side, så man nu hører til i højre side af folketingssalen. Og Socialdemokratiet har i årenes løb adopteret så mange borgerlige synspunkter, at det er svært at finde tilbage til noget, der ligner en revolutionær holdning.
Noget har fortonet sig undervejs. Da jeg var biskop i Fyens Stift havde jeg i hundredvis af samtaler med ansøgere til de fynske præsteembeder. Jeg spurgte ind til deres uddannelsesforløb for at finde ud af, hvor deres teologiske og kirkelige interesser lå. Undervejs spurgte jeg også om deres kirkelige tilhørsforhold, men det gav ikke megen mening. Ni ud af ti ansøgere erklærede sig som "bredt folkekirkelige", hvilket dækkede over alt muligt fra almindelig ukirkelighed til det, som nu om dage kaldes kultur-kristendom. Resten havde baggrund i Indre Mission, Luthersk Mission eller Tidehverv. Selv om jeg ikke hører til dér, må jeg indrømme, at de sidst-nævnte havde en anden og mere helstøbt integritet, som gjorde, at de vidste, hvad de senere skulle bruge en prædikestol til.
Ikke blot de kirkelige, men også de politiske retninger har mistet nogle af deres oprindelige konturer. Men det betyder ikke, at indholdet er forsvundet. Det har ændret sig fra at være partiejendom til at være folkeeje i form af for eksempel pædagogik, foreningsvirksomhed, politisk engagement samt den højt besungne danske model, som regulerer arbejdsmarkedets forhold.
Hvad det kirkelige angår, har der lydt mange klager. Det påstås, at folk ikke mere går i kirke. Det er ikke rigtigt. Faktisk har jeg kun én gang under en snestorm været ude for, at jeg var den eneste kirkegænger. Og jeg kan ikke se, at gudstjenestedeltagelsen er ringere nu om dage, end da jeg var barn i 1950'erne. Til gengæld er antallet af gudstjenester i de enkelte sogne faldet betragteligt i løbet af de sidste halvtreds år, så samlet set er antallet af kirkegængere nok lavere nu.
Hvorfor er der ingen kirkesociologer, der har undersøgt omfanget af den lavere gudstjenestefrekvens i de enkelte sogne samt grunden til den? Hvis man synes, at folk går for lidt i kirke, kunne det være, at man skulle holde nogle flere gudstjenester.
(Kristeligt Dagblad den 16. juli 2020)
Den farlige drøm om det historieløse samfund
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
I 1945 skrev min mor med tanke på min opvækst, at hun håbede, at jeg ville lære at skønne på ordene: "Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn!"
Det var efter min mors mening ikke det pletfrie Danmark, der skulle være mit land, men Danmark sådan som det nu engang er. Det var heller ikke noget pletfrit Danmark, der kom ud af besættelsestiden, hvilket har givet nogle af nutidens politikere anledning til at sige undskyld for fortidens synder. En af mine bekendte gik endog så vidt, at han også sagde undskyld for kongemordet i Finderup Lade.
I hælene af den amerikanske "Black lives matter"-bevægelse er det blevet til et krav, at man nu skal sige undskyld for slavehandelen. Ja, ikke blot det! Man skal også fjerne monumenter og gadenavne, som kan vækker mindelser om den tid. Det er et farligt eksperiment. Efter min opfattelse er det de kommuni-stiske lande og andre diktatoriske regimer, som har søgt at redigere fortiden ved at skrive de ting, man ikke kunne lide, ud af historiebøgerne. I demokratiske lande må vi derimod leve med dem. Af samme grund har jeg vænnet mig til at sige "vores regering" i stedet for det distancerede "denne her regering". I et folkestyre er det "vores regering", skønt den måske hverken har fået min stemme eller har min sympati.
Faren ved at ville redigere fortiden er den, at vi ender med at blive historieløse. På tysk har man to ord for det, som vi på dansk sam-menfatter under begrebet "historie". Dels har man ordet "historisch", som betegner den fortalte historie, som man kan nedskrive, og som man derfor også kan redigere ved at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, hvilket man bliver nødt til, hvis man for eksempel vil skrive sin selvbiografi. Og så har man et andet ord, som hedder "geschichtlich", og dermed betegner man den levede historie, det vil sige den historie, som man ikke har lagt bag sig, men – hvad der er nok så vigtigt - også har med sig. Ikke tilfældigt har det tyske ord "Geschichte" beslægtet ordet "Geschick", som betyder skæbne.
Man kan gøre sig det tankeeksperiment, at man giver sig til at redigere sin egen fortid, så man piller alt det ud af den, som man ikke bryder sig om at tænke på. Det kunne såmænd nok blive til en hel del, hvis man tænker ordentligt efter. Jeg skal for mit eget vedkom-mende undlade at komme med eksempler. Men de er der! Nogle af dem har været med til at forme mit levede liv og burde derfor med i min fortalte historie. Men det undlader jeg. Så der er nok ingen, der kommer til at se min selvbiografi. Dette har ikke noget med historie-forfalskning at gøre. Det vil det først blive, hvis jeg faktisk skrev min selvbiografi, men bortredigerede de mere pinlige detaljer. Men selv om de ikke kommer med i min fortalte historie, er de der alligevel. De er stadig en del af min "Geschichte", mit levede liv, som jeg tager med mig som erfaringer, jeg en gang imellem trækker på, når det er nødvendigt.
Hvis jeg nu fuldkommen havde amputeret mine ufortalte eksem-pler fra mit levede liv, så jeg ikke længere kunne huske dem, fordi jeg havde fået medicin, hypnose eller været udsat for en ulykke, som havde udraderet dele af min erindring om mit levede liv, så ville jeg jo faktisk ikke mere være den, som jeg mener, at jeg er. Så ville jeg i et eller andet omfang være blevet til en historieløs zombie, som kun i begrænset omfang har nogle erfaringer at trække på.
Man kunne gøre sig et tilsvarende tankeeksperiment, hvad angår samfundet som helhed. Skønt det jo ikke mere er noget tænkt eksperiment, for det er åbenbart det, man er gået i gang med i hælene af "Black lives matter", nemlig at redigere i verdenssam-fundets levede historie ved at nedrive statuer og ændre gadenavne, som minder om noget, man ikke bryder sig om at tænke på, så det ikke får plads i den fælles erindring. Men hvordan skulle man så kunne advare mod gentagelser?
Man kunne også forestille sig et andet eksperiment i en modbevægelse ved navn "Certain lives doesn't matter". Men det eksperiment har ulykkeligvis allerede været gjort i Tyskland for 75-80 år siden, det vil sige på det tidspunkt, da jeg kom til verden og min mor nedskrev sit ønske for mig. Dette eksperiment havde frygtelige konsekvensers! Det er farligt at manipulere med historien!
(Kristeligt Dagblad torsdag den 25. juni 2020)
Selvfølgelig går Danmark ikke til Ejderen – men danmarkshistorien gør
Af Kresten Drejergaard, Odense.
For en del år siden var jeg i forbindelse med det danske årsmøde i Sydslesvig inviteret til at holde en gudstjeneste i kirken på Gottorp Slot. Det var en begivenhed, som jeg så frem til med glæde, for jeg har lært, at vi som bor nord for grænsen, skal have en særlig opmærksomhed på det danske mindretal syd for grænsen.
Undervejs i gudstjenesten kom jeg til at sige, at jeg er opdraget med, at Danmark går til Ejderen. Den bemærkning fik jeg til min overraskelse ikke megen ros for. Men så gik det op for mig, at man havde opfattet mit synspunkt som et udtryk for en dansk nationalromantik med en tilhørende ambition om, at den dansk-tyske grænse bør flyttes ned til Ejderen. Det var imidlertid ikke det, jeg havde ment med min bemærkning. Hvis de tyske og de danske befolkningsdele nord og syd for grænsen er godt tilfredse med den nuværende grænse, har jeg heller ingen problemer med den. Tværtimod kan jeg glæde mig over, at afstemningsgrænsen fra 1920 er den bedst fungerende grænsedragning i nyere europæisk historie.
Hvad jeg derimod mente var, at "min" danmarkshistorie går helt ned til Ejderen, og derfor synes jeg ikke, at jeg er kommet rigtig til udlandet, før jeg er kommet ned på den anden side af Kielerkanalen ved Rendsborg, hvilket jeg har været dristig nok til også at underholde mine børn og børnebørn med, når vi har været på de kanter.
I skolen blev jeg undervist af et lærerpar, som kom fra Øster Højst ved Tønder. Det kunne man også høre på deres dialekt, som lød noget eksotisk i de nordjyske omgivelser. I historietimerne fik vi fortalt om den tyske tid i Sønderjylland, og om alle de mange sønderjyder, som havde været tvunget til krigstjeneste for tyskerne. Vi hørte om glæden over genforeningen i 1920, hvor man havde stemt Sønderjylland hjem til Danmark, desuden hørte vi om sorgen over at skulle efterlade et større dansk mindretal syd for den nyetablerede grænse. Og så lærte vi at synge Johan Ottosens sang "Det haver så nyligen regnet", som også gav en vis mening i årene lige efter den tyske besættelse af Danmark.
Den sidste omstændighed spillede en lidt større rolle i mit hjem, som var præget af en del skepsis over for tyskerne. Til gengæld havde vi et mere imødekommende forhold til englænderne. Vores hund, som af race var en tysk hønsehund, måtte som bod for sin racemæssige oprindelse adlyde det engelske navn Tommy. Og da vi i 1952 fik varedirektoratets tilladelse til indkøb af en bil, måtte det under ingen omstændigheder være en tysk folkevogn. Det blev en engelsk Morris Minor. I den kørte vi så udflugter og ferieture i Danmark under stadig repetition af landets historie, herunder også sagnhistorien med fortællinger om kong Skjold, og kong Vermund den Gamle med sønnen Uffe hin Spage, som på en ø i Ejderen med sin fars sværd "Skræp" nedkæmpede den saksiske kongesøn, så Danmark ikke faldt i saksernes hænder. Det hele blev akkompagneret af sange fra højskolesangbogen som for eksempel "Kong Vermund den gamle af alderdom blind".
Selvfølgelig bliver man præget af sin opdragelse, selv om man også bliver nødt til at distancere sig fra de dele af den, som er alt for tidsbundne. Selv har jeg et noget mere forsonligt forhold til tyskerne, end mine forældre havde. Der er en del tyskere, som jeg respekterer højt. Det gælder for eksempel dem, som jeg senere i min voksne alder har mødt i Tysk-Nordisk Kirkekonvent, som jeg selv i nogle år var præsident for. Blandt især østtyske præster og kirkefolk har jeg mødt en åndelig rankhed og robusthed, som var beundringsværdig.
Selvfølgelig går Danmark ikke til Ejderen – i hvert fald ikke den danske nation. Men der er en del af den danske historie, som gør det. Det begynder allerede med historien om Hedeby og munken Ansgar, som i 826 bragte kristendommen til Hedeby. Og det fortsætter med Gorm den Gamle som i Jelling rejste en runesten til minde om dronning Thyra med tilnavnet Danebod, fordi hun tilskrives initiativet til at bygge i al fald noget af forsvarsværket Dannevirke mod syd.
Både Hedeby, Dannevirke og Ejderen ligger i Tyskland, men de er stadig en del af "min" danmarkshistorie, som jeg i øvrigt ikke har noget imod at dele med tyskerne. Det er vor fælles historie, som vi burde kunne glæde os over i fællesskab her 100 år efter genforeningen.
(Kristeligt Dagblad, torsdag den 28. maj 2020)
En hilsen i coronatiden til årets konfirmander
fra biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er
De sidste fire år af min gejstlige løbebane tilbragte jeg med at være præst i Den Dan-ske Kirke i Schweiz. Forinden havde jeg været sognepræst og biskop i sammenlagt 38 år, men som en slags bonus fik jeg fire år ekstra som dansk præst i Schweiz. Dem vil jeg ikke have undværet. Det skulle vise sig, at jeg specielt blev meget glad for at have konfirmander. Mange af dem havde aldrig boet i Danmark, men de havde danske forældre og skulle derfor konfirmeres på dansk facon.
Der var en pige, som aldrig var blevet døbt, men hun ville konfirmeres, og derfor blev hun døbt nogle søndage inden konfirmationen. Det havde vi en længere samtale om – hun og jeg alene. Hun forklarede mig, at hun ville konfirmeres i den danske kirke, fordi hun ville begraves i Danmark. I betragtning af hendes unge alder var det et stærkt synspunkt, som jeg siden har tænkt meget over. Det var ikke blot et synspunkt. Det var et klart valg. Hun ville være kristen på den forudsætning, at hun var dansker. Det er selvfølgelig ikke i sig selv nogen salighedssag, at man er dansker, hvilket hun også udmærket var klar over. I hendes situation kunne hun også have valgt at være schweizer, og i så fald ville hun være kommet til at leve sit kristne liv på en anden forudsætning og dermed på en anden måde. Men det er en salighedssag at være kristen, og det ville hun være på den forudsæt-ning, at hun var dansker, og derfor ville hun døbes og konfirmeres i den danske kirke.
Da jeg selv var ung, var der i 1960'erne gang i en vældig diskussion om arv og miljø som forudsætninger i personlighedsdannelsen. Arven var biologisk betinget, sagde man, den ligger så at sige i generne. Miljøet var derimod sociologisk betinget, for det ligger i de samfundsmæssige omstændigheder. Ingen af delene kan vi sådan set ændre på. Men så dukkede der en svensk børnepsykiater op. Det var Gustav Jonsson, som i en doktordisputats opfandt begrebet social arv forstået som de sociale vilkår, vi vokser op med og tager med os ud i livet. Det, som børnepsykiateren fik gjort tydeligt, er, at arv er miljø. Hvis man vil bryde med sin sociale arv og blive mønsterbryder, er det nødvendigt, at man bliver plantet om i et andet miljø, så man simpelthen får en anden arv med sig ud i livet. Vores sociale arv bliver til vores personlige historie i skikkelse af det liv, vi lever. Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er.
Når jeg har holdt konfirmation, har jeg brugt en formel, der lyder sådan her: "Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i den hellige dåb har antaget dig til sit barn og gjort dig til arving til det evige liv, han fastholde dig i din dåbs nåde, han give dig bestandighed i troen, din sjæl til salighed".
Som døbte mennesker, det vil sige som kristne mennesker, er vi sat over i en anden sammenhæng. Det, som før var vort liv, er ikke længere vort liv, for nu er det Kristus, der er vort liv. Vi er bogstaveligt talt blevet befriede fra vor egen historie og har fået en anden historie at leve med, nemlig Jesu historie. Sådan som han levede, sådan skal vi være. Derfor har vi ikke andet at bede om, end at den almægtige Gud vil fastholde os i vor dåbs nåde og give os bestandighed i troen, så vi i enhver situation kan bruge vores frihed til at skønne om, hvad dette nye liv går ud på, og hvad der er det rigtige at gøre.
På store bededag og i dag den 4. søndag efter påske, ville Dannebrog normalt have vajet ved et stort antal kirker og huse, fordi der ville have været konfirmation i rigtig mange familier med gudstjeneste, gaver, taler og sange. Det har coronavirus indtil videre sat en stopper for. Men det bliver godt igen! Og så skal der være fest!
(Avisen "Danmark", søndag den 10. maj 2020)
Se, jeres hus skal blive forladt, øde og tomt
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Det værste er lige nu, at der ikke mere er gudstjeneste i kirkerne – ikke engang i den netop forgangne påske. Der er sikkert nogle, der er uenige i det synspunkt. Og jeg skal bestemt heller ikke klandre hverken regeringen eller Folketinget, fordi man i den nuværende situation også har lukket kirkerne ned. Folkekirken er – som navnet også siger – en folkelig institution, der her i denne verden må dele vilkår med alle andre folkelige institutioner. Men derfor synes jeg alligevel, at det er slemt, at man ikke kan komme til gudstjeneste. Det gælder utvivlsomt mange andre end mig – også blandt folk, som ikke vanemæssigt går i kirke.
Da jeg var sognepræst, lagde jeg mærke til, at folk var ualmindelig godt underrettet om, hvad jeg foretog mig om søndagen, når jeg for eksempel skulle vikariere i nabo-pastoratet på grund af ferie eller sygdom. Enhver uregelmæssighed i gudstjeneste-tiderne blev registreret også af folk, som normalt ikke gik meget i kirke. Hvorfor nu det? Jeg kan ikke finde på anden forklaring end den, at det er mest trygt, at gudstjenesten er der, uanset at man selv glimrer ved sit fravær.
På nogle af de gamle middelalderkirker kan man over kirkens kor se et lille spir. Det er et messespir, som rummede den klokke, som med en lille ringning tilkendegav for folk i sognet, at præsten havde læst indstiftelsesordene, hvilket betød, at Kristus "med al sin kærligheds rigdom" nu var til stede i sognet også for den, som ikke lige var i kirke den søndag. Nadveren i kirken er ikke en eksklusiv begivenhed, der gør fællesskabet synligt ved at udpege dem, er hører med, og dem, der ikke hører med. Nadveren er en inklusiv begivenhed, som gør fællesskabet usynligt, fordi alle i princippet hører med, uanset om de er i kirke eller ej. Derfor er det utrygt, hvis gudstjenesten forsvinder.
Med forfærdelse kan man tænkte på advarslen i Matthæusevangeliet 24,38: "Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt" eller truslen i menighedsbrevet til Efesus, Johannes' Åbenbaring 2,5: "Omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads". At lysestagen er flyttet fra dens plads, vil sige, at gudstjenesten er død.
Hos os er det forhåbentlig kun en midlertidig tilstand, selv om det formodentlig er sådan, at folk hurtigt kan vænne sig selv af med at gå i kirke. Når en kirke er lukket på grund af istandsættelse, holder man derfor som regel gudstjeneste et andet sted, i konfirmandstuen eller i sognegården. Men det kan vi under de nuværende omstændigheder ikke engang gøre, fordi man ikke må forsamle sig i et antal større end ti.
Jeg er helt opmærksom på, at mange præster har fundet på alternative gudstjenesteformer som streamede gudstjenester på internettet med præsten i ornat foran alteret, en organist ved orglet samt en kirketjener, som betjener kameraet. En anden præst har fra kirketårnet holdt prædiken for folk på kirkegården, og en tredje har kørt rundt i en golfvogn og via en højtaler prædiket på gader og stræder. Opfindsomheden er stor og det er prisværdigt. Men det er alt sammen kun nødløsninger.
I min egen husstand, som kun består af min kone og mig selv, har vi fundet på at genoplive det, man andre steder, hvor det ikke er muligt at gå i kirke, vil kalde husgudstjenester. Om søndagen holder vi i gudstjenestetiden gudstjeneste for os selv. Den består i, at vi synger to-tre salmer, som passer til søndagen. Jeg læser evangelieteksten og holder en kort prædiken over den. Derefter slutter vi med Fadervor og velsignelsen. Skærtorsdag holdt vi også altergang, hvilket jeg under normale omstændigheder ville betragte som en skismatisk handling, hvis begrundelsen er den, at man ikke vil være sammen med de andre. Men nu er begrundelsen tværtimod den modsatte, nemlig at vi gerne ville have været sammen med de andre. Og så tænker vi dem med. Jeg kan ikke forestille mig, at hverken vor Herre eller biskoppen vil kunne have noget imod det.
Andre kan også holde husgudstjeneste. Vi er jo en evangelisk-luthersk kirke. Hvis man vil have lidt hjælp til det, har jeg på min hjemmeside krendrej.dk under "Præk&Salmer" lagt nogle korte prædikenovervejelser samt forslag til salmevalg til hver søndag.
(Kristeligt Dagblad, lørdag den 18. april 2020)
Tanker i en coronatid
Foråret og påsken hører sammen
Om Tacitus, røveren på korset og Jesu opstandelse
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Det ville være utænkeligt at holde påske uden at synge "Påskeblomst! hvad vil du her?" Uden at skelne så nøje synger vi den både som påskesalme og som forårsdigt.
Oprindelig indgik teksten i et lille drama, som Grundtvig skrev i sine yngre år på et tidspunkt, hvor han havde sat sig for på digterisk vis at kalde fortiden og historien til live. Dramaet, som digtet hører sammen med, foregår i Jerusalem lige før daggryet påskemorgen ude ved Jesu grav, hvor tre romerske soldater, en befalingsmand og en farisæer holder vagt, sådan som Pilatus havde bestemt det. I løbet af natten opstår en diskussion om, hvad det i grunden var for noget med denne Jesus, som var blevet korsfæstet. Nogle mener ét og andre noget andet præcis på samme måde, som når man nu om dage diskuterer kristendom.
Efter dette lille optrin genoptages digtet om påskeblomsten, som på én gang bebuder forår og påske i en i bogstavelig og åndelig forstand øde og kold tid.
Der er ingen, der kan forklare, hvad der rent faktisk skete påskemorgen. I Matthæusevangeliets beretning forekommer der både et jordskælv og en engel, der ligner et lyn. Det er noget, evangelisten fortæller for at understrege, hvor enestående begivenheden er, og fordi han i øvrigt ikke ved, hvordan han ellers skal få forklaret det under, som Jesu opstandelse er. Det eneste, vi kan være sikre på, er at der skete et eller andet fuldkommen uventet, som gjorde, at alting tog en helt ny begyndelse.
Vi lever i eftervirkningen af denne nye begyndelse. Og hver gang vi holder gudstjeneste, sker denne begyndelse igen.
I Grundtvigs lille drama om opstandelsen er den romerske soldat Tacitus blevet grebet af det, han har hørt om Jesus - hvordan han i Guds navn tilkendte de udstødte og foragtede en plads i livet og i Guds rige. For Tacitus koncentrerer alt dette sig i en lille episode, som han selv oplevede, da Jesus blev korsfæstet. Han hørte nemlig, at Jesus sagde til den røver, som var korsfæstet ved siden af: "I dag skal du være med mig i Paradis!" Tacitus ved, at hvis det var blevet sagt til ham selv, ville han kunne dø i fred.
Da opstandelsen sker, betyder denne begivenhed for Tacitus, at det, der blev sagt til røveren, faktisk også er blevet sagt til ham. Og når vi holder gudstjeneste, kan vi føje os selv til. Det er også sagt til os.
Men i år kan vi beklageligvis ikke kan holde gudstjeneste som sædvanlig, fordi kirkerne er lukkede på grund af coronaepidemien.
Selvfølgelig bliver det forår, selv om man ikke holder påske. Og selvfølgelig kan man holde påske, selv om man ikke går i kirke. Men det unægtelig noget mere besværligt, for i kirkelig forstand bliver man nødt til at tænke gudstjenesten med i sin påskefejring. Gudstjenesten er det sted, hvor det, der blev sagt til røveren ved siden af: "I dag skal du være med mig i Paradis!", også bliver sagt til os andre, som lever og dør lige nu. Den påskebegivenhed, som fandt sted i Jerusalem for små 2000 år siden, har vi ingen adgang til. Den er og bliver fortid. Men gudstjenesten hæver det, begivenheden betyder, ud af fortiden og gør det til nutid, så det, der blev sagt til røveren også gælder os.
Det er selvfølgelig lettest at holde gudstjeneste, hvis man har en kirke til det. Men det kan også lade sig gøre derhjemme ved at læse påskeevangeliet, synge et par salmer og sige Fadervor. Nu om dage kan man endda få hjælp til det via radioen og internettet.
Glædelig påske!
(Avisen "Danmark" påskedag den 12. april 2020)
Tanker i en coronatid
Vi håber jo, for sådan er vi jo!
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Da jeg var ung teologistuderende, færdedes jeg af og til i studentermiljøet omkring prof. K.E. Løgstrup, som talte om noget, han kaldte "suveræne livsytringer". Disse livs-ytringer – sagde han – er til på forhånd, de er til helt uafhængig af vores beslutning og vilje. Det drejer sig for eksempel om et fænomen som tillid. Vi kan ikke beslutte os til at vise tillid. Vi gør det bare. Derimod kan vi beslutte os til at vise mistillid, hvis erfaringen har belært os om, at det er det, der skal til.
Under normale omstændigheder taler vi også sandt, fordi det er det letteste. Man kan selvfølgelig også beslutte sig for at lyve, men det er mere besværligt, for så skal man til at holde regnskab med alle sine løgne. Og i øvrigt er der den ejendommelighed ved det, at man kun kan lyve ved at lade som om, man taler sandt. Sagt med andre ord er der i tilværelsen tilsyneladende en eller anden orden, som gør sig gældende på tværs af alt det, som vi ellers oplever som uorden og meningsløshed.
Sygdom er en uorden. Coronaepidemien er en uorden, som er ved at antage helt uoverskuelige dimensioner. Jeg vil ikke være i stand til at udtænke nogen dybere mening med alt det, der sker omkring os lige nu. For det har ikke nogen mening.
I en diskussion med K.E. Løgstrup var der en kvik student ved navn Viggo, som spurgte ham: "Kan man ikke også sige, at håbet er en suveræn livsytring?" Løgstrup tænkte sig grundigt om og svarede, at det ville han tænke over. Det gjorde han så, og noget senere skrev han i en bog, at håbet er en suveræn livsytring, som underligt nok sætter sig igennem, når det ser allermest håbløst ud.
For mange år siden begravede jeg en pige, som jeg havde konfirmeret tre år forinden. Hun døde af en uhelbredelig hjernetumor. Hendes mor kendte både diagnosen og prognosen. Alligevel sagde hun til mig: "Men vi håber jo, for sådan er vi jo!" Ja, sådan er vi jo.
Man fristes til at tilføje, at det er en Guds lykke, at tilværelsen er sådan indrettet, at vi er sådan, at håbet sætter sig igennem på trods af meningsløsheden og vor egen magtesløshed. Det er der faktisk ikke nogen fornuftig begrundelse for – endsige forklaring på. Men det er tilfældet! I håbet er vi tilsyneladende i kontakt med en magt, som trodser meningsløsheden og magtesløsheden. Tilsyneladende! For det står jo enhver frit for at sige, at det er en illusion. Men bliver man gladere af det?
K.E. Løgstrup talte i den forbindelse om "magten til at være til i det, som er til". Hvis den magt ikke er til, ville ingenting være til. Men så er det næsten nemmere at sige Gud. Nu er jeg jo heller ikke religionsfilosof. Det var Ny Testamente, som var mit fag på det tidspunkt, da jeg af og til færdedes i det religionsfilosofiske miljø. Og i Ny Testa-mente er det sådan, at det er lettere at sige Gud – skrevet med stort. For det er ikke en hvilken som helst gud, men det er den Gud, som kommer til syne i Jesu liv og forkyn-delse. Sådan som han levede og troede, sådan er Gud!
Det er det, påstanden går ud på. Som sagt har enhver lov til at kalde det en illusion. Men så bliver det til gengæld uforståeligt, at vi håber, fordi vi er sådan, som vi er.
Når vi taler om tro, så taler vi som regel om at tro på. I Ny Testamente er der snarere tale om at tro som, det vil sige at tro sådan, som Jesus troede. I mit liv er det den tro, som holder modet og håbet oppe, når det ser håbløst ud. Som Grundtvig siger det i en salme: "Nu Jesu tro er al min trøst".
(Avisen "Danmark", søndag den 29. marts 2020)
Skønsomhedens politiske nødvendighed
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.
Da jeg var ung, lærte jeg, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det er en opfattelse, som jeg siden har forladt, men den er stadig udbredt blandt politikere. For eksempel har Mette Frederiksen og Mathias Tesfaye luftet det synspunkt, at Gud og religionen altid har vigepligt i forhold til demokratiet.
Selvfølgelig skal man kunne kende forskel på politik og kristendom / religion. Man skal kunne skelne uden at adskille. Men hvis man fastholder, at både Gud og religion har vigepligt for demokratiet, har man gjort demo-kratiet til en absolut størrelse, som selv har antaget religiøse dimensioner.
Hvis man ser sig om i Europa, vil man kunne konstatere, at kristen-dommen og de forskellige kirkesamfund har haft en betydelig indflydelse på, hvordan Europa ser ud, fordi de forskellige kirker har sat deres tydelige aftryk i samfundsstruktur og styreformer.
I Østeuropa og Balkan, som er præget af de ortodokse kirker, har man efterhånden fået nogle former for demokrati; men det politiske begreb, som man mest af alt har sans for, er magt. Sådan har det været siden Konstantin den Stores tid. I det katolske Sydeuropa har man også demokratiske samfundsformer, som endnu ikke virker alt for solide. Til gengæld har man sans for embedsmæssig autoritet, fordi man i århundreder har levet under et pavedømme, som endda har erklæret sig ufejlbarligt. I det vestlige Europa har man i lande som Schweiz, Holland, og England mere solide former for demokrati. Siden middelalderens slutning er den åndelige indflydelse til dels kommet fra Jean Calvins reformation, som ifølge sociologen Max Weber har stået fadder til den moderne kapitalisme. Endelig har vi i de skandinaviske lande nogle demokratier, som er blevet præget af den lutherske reformation og et frihedsbegreb, som har bidraget til at udforme idéen om velfærdssamfundet.
Siden 1700-tallet er de europæiske samfundsformer blevet præget af en sekulari-sering, som har sat Gud og religion ud på sidelinjen, hvor de kan få lov at være til som private anliggender, forudsat at de overholder vigepligten. Ikke desto mindre er vores politiske forestillinger om magt, autoritet, økonomi, frihed og velfærd set i et idéhistorisk perspektiv blevet præget af de kirkesamfund, som har spillet dominerende roller i europæisk åndshistorie.
I vort samfund har vi en idé om næstekærlighed, som trods al sekularisering står ret uantastet en uskrevet etisk norm. Denne idé om næstekærlighed forvalter vi i kraft af en skønsomhed, hvis ene side består af vores individuelle temperament og fantasi, en anden side udgøres af vores personlige ansvarsområde, og en tredje side af den aktuelle situation, og som forlanger en fortolkning med henblik på handling. Når man i et fysiklokale sender hvidt lys gennem en glasprisme, brydes lyset i forskellige grader og projekteres på væggen som forskellige farver. På samme måde er det med skønsomheden som en etisk prisme: Når kærlighedsbuddet passerer skønsomheden, udmøntes den på den anden side af denne prisme som forskellige handlingsmulig-heder. Derved bliver skønsomheden til et værn mod fundamentalisme og formynderi.
Hvis demokratiet på absolutistisk vis gøres gældende, så det kræver vigepligt af både Gud og religion, bliver der ikke megen plads til skønsomhed. Demokratiet er bundet op af fikserede love og regler, som de politiske partier kan fortolke i forskellige retninger – ligesom det er tilfældet med Bibelen og Koranen. Men den anarkistiske skønsomhed, der siger: "Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde, men er hele lovens fylde" (Grundtvig i sangen "Kærlighed til fædrelandet") – den skønsomhed bliver der ikke megen plads til. Men det er netop denne skønsomhed, der gør, at vi ikke ender i fundamentalisme og formynderi.
I en verden, hvor demokratiet har frembragt politiske ledere som Trump, Putin og Erdogan, Orbàn og Bolsonaro, bekymrer det mig noget, hvis demokratiet med krav om vigepligt for både Gud og religion selv begynder at udvikle sig eller måske snarere afvikle sig i retning af fundamentalistisk moral og autoritært formynderi.
(Kristeligt Dagblad torsdag den 12. marts 2020)
Hvad er der blevet af anekdoterne?
Engang var anekdoterne en del af den folkelige fortællekunst. Hvad er der blevet af dem, efter at det nære samfund er forsvundet?
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
I de sidste fire-fem årtier er det gået hårdt ud over landsbyerne, som har mistet de fleste af de institutioner, der tidligere holdt landsbylivet oppe. I virkeligheden strækker den moderne landsbys historie sig kun over ca. 100 år, nemlig fra 1870 til 1970, det vil sige fra den tid, da landsbyerne udviklede sig til små servicecentre for det omgivende landbosamfund med andelsmejerier, skoler, biblioteker, håndværksvirksomheder, butikker samt her og der også jernbanestationer. Det meste af det er væk nu. Fra 1970 tog afviklingen af landsbyerne fart, selv om skiftende regeringer har sagt, at man vil bevare "det nære samfund".
Noget af det, der udgjorde sammenhængskraften i "det nære samfund", var de anekdoter, som blev fortalt. Hver landsby havde sine anekdoter. Her kommer en, som jeg hellere må fortælle, mens der endnu er nogle, der kan huske, hvordan en gammel-dags henkogningskedel så ud – altså sådan en stor gryde, der kunne rumme nogle henkogningsglas. Midt i låget stod der et termometer, som med billeder af forskellige frugter angav den temperatur, der egnede sig til henkogning af den frugt, der var i kedlen.
I sognet var der en kogekone, Nina, som ikke blot kunne lave mad til konfirmationer og bryllupper, hun kunne også hjælpe til med henkogning i bær- og frugtsæsonen. Hun var gift med Andres, som en dag følte sig sløj og derfor ringede til lægen, som havde den opfattelse, at folk ikke var syge, hvis de ikke havde feber. Lægen spurgte derfor: "Har du feber, Andres?" Det vidste Andres ikke, men han lovede at finde ud af det og så ringe tilbage senere. Som sagt så gjort. Og lægen spurgte igen: "Har du feber, Andres?" hvortil Andres på sit fynske tungemål svarede: "Jah, jæ ve' såmæi ette reiti'. Jæ ku' ette finde an't end som et af Ninas henkogningstermometre. Men dei er heilt op' på blommer!"
Hvad lægen fik ud af den melding, fortæller historien ikke noget om. Men Andres levede sammen med Ninna i adskillige år efter. Nu er de ikke til mere. Men historien er indgået i sognets samling af anekdoter, så på den måde har de fået et langt efterliv.
Der er utallige anekdoter med tilknytning til de lokale småsamfund. Anekdoterne har den funktion, at de bidrager til at skabe en historisk kontinuitet i sognet og dermed en sammenhæng, som går på tværs af alle de skel af social, politisk og kirkelig art, der lokalt kan være mellem folk. Anekdoterne er fælles gods, og dermed er de med til at skabe en lokal samhørighed, som er til på trods af alt det, der ellers deler sognet op i kliker og grupperinger. Desuden rummer anekdoterne som regel også en godmodig overbærenhed, som kan udjævne nogle af de skel, der er. Derfor er anekdoterne vigtige. Det er vigtigt, at de bliver fortalt. De er et kulturelt fænomen, som er formidlet af den folkelig fortællekunst.
De fleste af de anekdoter, jeg kender, har jeg hørt i købmændenes bagbutikker, hvor der sidst på eftermiddagen altid sad en lille flok, som efter arbejdstid slappede af over en øl, mens de udvekslede nyheder og historier. Jeg ved godt, at det er ulovligt at drikke øl i købmandens bagbutik, men landbetjenten gjorde det også, og desuden gik det altid sømmeligt til.
Men nu er der ikke flere købmænd tilbage og derfor heller ingen bagbutikker. Her og der er der en SuperBrugs eller en døgnkiosk i tilknytning til en tankstation. Men det er ikke mit indtryk, at de udfylder nogen større kulturel eller social funktion. Så hvor bliver anekdoterne fortalt? På Facebook måske? Det tror jeg ikke. Det er jo heller ikke på de globale medier, at anekdoterne har levet deres liv. Derimod var de til lokalt og verbalt. Måske fortælles anekdoterne slet ikke mere. Måske er de kun til som optegnelser i det lokalhistoriske arkiv. Det er også godt nok. Men det var bedre, da de var en del af sam-menhængskraften i et levende samfund.
For nylig var jeg på besøg på et plejehjem, hvor jeg i den lokale plejehjemsavis læste en opfordring til at nedskrive de anekdoter, man selv har fået fortalt. Det er en god idé. Det kan eventuelt ske med afsæt i fælles "fortælle-eftermiddag", så der også er et socialt element i den.
(Kristeligt Dagblad torsdag den 13. februar 2020)
Hvor dum kan man være?
I 2005 lykkedes det Jyllands-Posten med en serie karikaturtegninger af profeten Muhammed at fornærme rundt regnet halvandet milliard muslimer. Begrundelsen var, at vi i Danmark har ytringsfrihed og dermed frihed til at fornærme, hvem vi vil. Og nu har Jyllands-Posten så gjort det igen. Denne gang har man fornærmet rundt regnet halvanden milliard kinesere ved i Kinas nationalflag at erstatte stjernerne med tegninger af coronavirus. Et nationalflag er om noget en identitetsmarkør. Det burde ikke kunne overraske nogen, at der næppe er nogen kineser, der bryder sig om at se sin nationale identitet knyttet sammen med den dødelige coronavirus.
Men det overrasker tilsyneladende Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe, som til TV udtaler, at han ikke har forstand på, hvordan kinesere tænker, for han skriver nemlig avis til danskere. Jo, men det burde vel ikke afskære ham fra at overveje, at kineserne måske kunne have det samme forhold til deres nationalflag, som vi har til vort eget.
Danmarkssamfundet har udgivet en folder, der handler om, hvordan man bruger Dannebrog. I den fremgår det klart, at "Dannebrog som splitflag eller som stutflag må ikke forsynes med tekst, logo, mærker eller lignende". Man må kort sagt ikke ændre på flagets udseende. Det kunne jo være, at de i Kina har en tilsvarende opfattelse af deres nationalflag. Den ansvarshavende chefredaktør kunne i det mindste have overvejet det.
Det bliver i øvrigt ikke bedre af, at statsminister Mette Frederiksen i det samme TV-indslag står frem og næsten ordret gentager, hvad Anders Fogh Rasmussen indtil trivialitet fik sagt om ytringsfriheden allerede i 2005.
(Avisen "Danmark", torsdag den 27. januar 2020)
Googleri er en herlig ting
It-teknologien har stor nytteværdi, og man kan hive mange data ud. Men hvad blev der af alle de rationaliseringsgevinster, vi blev lovet?
Når jeg tænder min computer, sker det en gang imellem, at jeg bliver mødt med et skilt, der fortæller, at jeg skal væbne mig med lidt tålmodighed, for computeren skal først lige opdatere og genstarte. Computeren lever åbenbart sit eget liv, idet den tilsyneladende modtager sine opdateringer om natten, når den er slukket. De bliver så installeret næste dag, når man tænder for den.
Forleden dag var der fra Windows ankommet en opdatering, der var så stor, at jeg både nåede at spise frokost og lave kaffe, inden jeg så resultatet, som viste sig at være nogle funktioner, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg aldrig vil få brug for. Til gen-gæld virkede min printer ikke mere, hvilket var lidt ubelejligt, da jeg skulle have printet et foredrag ud, som jeg skulle holde senere på dagen.
Jeg skal lige indskyde, at jeg fik min første computer for cirka 30 år siden, da styresystemet hed DOS 3.0. Ved hjælp af dette styresystem kunne man med nogle få og enkle kommandoer sikre sig herredømmet over maskinen. Det er anderledes nu om dage, hvor maskinen tilsyneladende bliver kontrolleret fra et fjernt sted ude i cyber-space.
Men Jeg følte mig udfordret og gav mig i kast med at løse printerproblemet selv. Til at begynde med var jeg ikke klar over, om det var printeren eller computeren, der var noget galt med. Først tænkte jeg, at det måtte være printeren, og anstillede derfor nogle forsøg med at printe ud fra husets iPad. Det kunne sagtens lade sig gøre. Jeg skønnede derfor, at det måtte være computeren, så jeg afinstallerede så computerens printerprogram, som jeg erstattede med en lidt nyere version.
Det hjalp ingenting. Så gav jeg mig til at google og fandt efter en del googleri ud af, at der kunne være opstået en konflikt mellem printerprogrammet og den opdatering, som netop var blevet installeret. Det viste sig at være rigtigt. Den trådløse printer-forbindelse var efter alt at dømme blevet blokeret af den senest ankomne Windows-opdatering, som jeg alligevel ikke skulle bruge til noget. Den afinstallerede jeg derfor og genstartede computeren. Og så virkede printeren igen.
Det tog noget tid, inden jeg fik magt over maskinerne, men takket være Google fik jeg løst problemet, så jeg kunne holde mit foredrag til tiden.
Men nu er jeg begyndt at spørge mig selv om, hvor mange af alle de opdateringer og innovationer, der sker inden for it-området, vi egentlig har brug for. Jeg var biskop i de år, da Kirkeministeriets forbrug af it-teknologi eksploderede. Som medlem af styre-gruppen for Den ny Kirkebog (DNK) var jeg selv med til at søsætte projektet, som skulle betyde en vældig rationalisering inden for personregistreringen.
Det skal retfærdigvis siges, at det er et af de få it-projekter inden for den offentlige forvaltning, der faktisk fungerer godt. Tænk på, hvad for eksempel Skat har måttet opleve med sine it-projekter. Og hvad har det ikke kostet? Det kan gøres op i en del sygehuse, plejehjem og vuggestuer, som vi ikke har fået.
Der er kommet mange andre systemer til både i Kirkeministeriet og i andre for-valtninger. Leverandørerne lever højt på det hele, for systemerne skal jo opdateres og fornyes. Og der er ingen, der spørger, om vi har brug for dem. Argumentet er derimod, at teknologien er opfundet, og at den er til rådighed, og derfor skal den implementeres, uanset om der er behov eller ej.
Hvad er der blevet af de postulerede rationaliseringsgevinster, som man sagde ville komme? Siden digitaliseringens tidsalder satte ind, er Kirkeministeriets personale-forbrug steget med rundt regnet 50 procent, hvoraf den største part er it-medarbejdere, som bestyrer digitale systemer til journalisering, økonomistyring, kapitalforvaltning og personaleledelse. Da Den Ny Kirkebog blev konstrueret, fik vi at vide, at rationaliseringsgevinsten ville blive på 40 procent målt i tidsforbrug. Hvor blev den gevinst af?
Selvfølgelig er der da en nytteværdi i de mange it-systemer, hvorfra der kan trækkes mange oplysninger og megen statistisk viden. Men der kan også bruges megen tid på at vente på opdateringer og på at google rundt i det hele, uden at der kommer noget produktivt ud af det.
(Kristeligt Dagblad den 16. januar 2020)