Honorar efter aftale + transportomkostninger. Honoraret går ubeskåret til Mushemba Foundation, som driver Trinity Skolen i Bukoba, Tanzania. Det er en skole, som hjælper vanskeligt stillede børn til at få en elementær skoleuddannelse. Fonden er stiftet af min nu afdøde kollega biskop dr. Samson Mushemba, som i en årrække har været en fremtrædende skikkelse i Det lutherske Verdensforbund.
I Danmark er vores kontaktpersoner til fonden Lea og Josephat Mushemba, Mågen 18, 6270 Tønder, Danmark.
Tlf. +4521663799
E-mail: mail@mushembafoundation.org
Se hjemmesiden www.mushembafoundation.org
Hulekirker i Tyrkiet
Midt inde i Tyrkiet i Anatoliens højland ligger provinsen
Kappadokien. Landskabet har fået et ejendommeligt
udseende, fordi det igennem årtusinder er blevet formet
af vulkansk aktivitet. I dette bjerglandskab ligger der i
tusindvis af huler, hvoraf nogle hundreder i middelalderen
har været i brug som kirker. Nu er de forladte. Men i en
del af dem er der velbevarede kalkmalerier, som afspejler
den fromhed, der endnu er karakteristisk for den ortodokse
kirke.
I de senere år har der været en stigende interesse for den ortodokse kirkes billedverden. Netop i Danmark burde vi have en særlig sans for den billedverden, som præger den ortodokse kirkes fromhed og gudstjeneste, for hos os har vi en tilsvarende rig billedverden i vore salme.
Herunder kan man se en videofilm, som vi har lavet i Tyrkiet i 2010:
Kristendommens vugge
Det fynske sindelag oplevet af en vendelbo
Alle ved, at der er forskelle på Sjælland, Fyn og Jylland. De er
landsdele, som har hver deres dialekter og temperamenter. I
dette foredrag prøver jeg som tilflytter fra Jylland at lodde
dybderne i det fynske sindelag, sådan som jeg har oplevet det i
løbet af de snart 50 år, vi har levet i et par vestfynske land-
sogne samt i Fyens Stift som helhed. Foredraget er derfor
krydret med en del selvoplevede anekdoter fra det almindelige
liv på Fyn.
Folk og kirke i Armenien
På baggrund af en rejse rundt i Armenien i foråret 2017
sammen med vores gode ven fra Genève, Janik Skytte
Kristensen, som har armensk bagrund, fortæller vi i ord
og billeder om sammenhængen mellem folk og kirke i
dette særlige land, som til alle sider er omgivet af mus-
limske samfund.
Læs to avisartikler om Armenien og den armenske kirke
skrevet af vores guide Maria Guelbekjan - KLIK HER!
Mig og Grundtvig
Mit forhold til præsten, salmedigteren, historikeren og højskolemennesket Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev grundlagt allerede i barndommen, hvor jeg
lærte hans salmer og bibelhistoriske sange at kende. Desuden var jeg lejligheds-
vis med min far på turne til grundtvigske sommermøder.
Min far var grundtvigianer af den historisk-poetiske type. Senere opdagede
jeg, at der findes grundtvigskhed af andre typer, for eksempel repræsenteret af
min forgænger i Asperup og Roerslev sogne Kaj Thaning,
som i 1963 blev dr. theol. på en tommetyk bog om Grundtvig "Menneske først
– Grundtvigs opgør med sig selv". I tyve år har jeg haft en nær venskabelig
forbindelse med Kaj Thaning og hans kone Laura, hvilket naturligvis også har
præget min opfattelse af det grundtvigske.
Foredraget er derfor kommet til at handle om mine overvejelser i spændings-
feltet mellem den kirkelige og den folkelige grundtvigianisme.
Kan man gøre gudstjenesten mere attraktiv ved at gøre den grimmere?
Med afsæt i min bog fra 2008 ”Den himmelske gudstjeneste” vil jeg
formulere at grundsynspunkt på gudstjenesten som en begivenhed.
Gudstjenesten er noget, der sker. Men hvad er det, der sker? I de sen-
ere år er der gået skred i gudstjenesteformerne set i forhold til den au-
toriserede gudstjenesteordning. Det er for så vidt en positiv udvikling,
hvis man på forhånd har gjort sig klart, hvad gudstjenesten er for en
begivenhed.
I juni 2018 udsendte en arbejdsgruppe nedsat af biskopperne en rapport
med titlen ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”. Rapporten er
udsendt til menighedsråd og præster med det formål at sætte en kvalificeret
debat om gudstjenesteordningen i gang. Foredraget er et bidrag til denne
debat.
Martin Luther som samfundsrevser og chefrådgiver
I årene efter 1521, hvor bruddet med den romersk-katolske kirke blev en realitet,
skrev Martin Luther en række skrifter, hvori han tog stilling til nogle politiske, so-
ciale og etiske forhold. Disse social-etiske skrifter, som de kaldes, var provokerede
på grund af den omstændighed, at de fyrster, som havde sluttet sig til reformatio-
nen, dermed havde sat både kejsermagt og kirkemagt over styr som kilder til etisk
vejledning. I den situation spurgte de Luther til råds, og han måtte derfor tage
stilling til en lang række problemer i forbindelse med handel, rentetagning, militær-
væsen, skolevæsen, ægteskab og andre forhold, som før blev reguleret af de ydre autoriteter.
I sin rådgivning af fyrsterne tog Luther praktisk stilling til problemerne, og hans synspunkter på disse områder har stadig relevans, når vi nu om dage overvejer, hvor normerne kommer fra i det sekulariserede og autoritetsløse samfund.
Laos fra syd til nord - et lysbilledforedrag
Foredraget er sammensat af billeder fra Laos, som er det land
i Sydøstasien, som turistmæssigt har tiltrukket mindst opmærk-
somhed, hvilket måske skyldes, at landet ikke rummer de store
monumentale seværdigheder som for eksempel Ankhor Wat i
Cambodia.
Men der er meget at opleve alligevel, når man i et passende
langsomt tempo rejser de mange hundrede kilometer igennem
landet på langs.
Laos har for eksempel ikke noget befolkningsflertal. Alle
befolkningsdele er mindretal fordelt på et utal af stammefolk,
som har hver deres kultur og sprog. De fleste steder kan man
leje cykel, og i den nordlige del af landet kan man sagtens på én
dag nå at cykle på besøg hos tre-fire forskellige stammefolk.
Men der er også seværdigheder som for eksempel byen Luang Prabang, som er med på UNESCO's verdensarvsliste. Med sine mere end 40 buddhistiske templer er denne by en oplevelse, man aldrig glem-mer.
Sprogets misforståelighed
Alle og enhver ved, at ord og tale kan misforstås, fordi orde- ne, som vi bruger, kan have flere betydninger. Mange af dem kan endda bruges i overførte betydninger, hvilket gør det hele
endnu mere forvirrende. Det kan synes at være en mangel ved
sproget, som vi i kommunikationen vil have til at fungere entydigt.
Men det er ikke rigtigt. Samtale er noget mere end kommunikation.
Det er derfor en rigdom ved sproget, at ord og udsagn er flerty-dige, for den omstændighed tvinger os til ikke blot at forholde os til det sagte, men også til det menneske, som siger det. Flertydigheden i sprog og tale er derfor en nødvendigforudsætning for en medmenneskelig samtale.
Præstepar i Schweiz
Efter nogle travle år i Odense og i Fyens Stift, hvor vi havde hver sit arbejde at passe, fandt vi i 2012 som pensionister ud af at være præstepar i Den danske Kirke i Schweiz, hvor præstestillingen er nødt til at være et fælles projekt. Det var præstestillingen også for et par generationer siden i Danmark. I Schweiz har det imidlertid været nødvendigt, at vi var to om det, ellers ville det rent praktisk ikke kunne lade sig gøre.
I foredraget fortæller vi om vores oplevelse af Schweiz, og om
hvorfor og hvordan der er en dansk kirke i landet. Den danske kirke
i Schweiz ligner naturligvis den danske kirke i Danmark, men med
den forskel, at vi i Schweiz er en mindretalskirke, der selv må sørge
for vores økonomi, hvilket præger kirkens aktiviteter. Desuden er
der kun én præst, så præsteparret må i fællesskab overkomme så
meget af landet som muligt og holde gudstjenester i Genève, Bern,
Basel, Zürich og Montreux.
Hvad er det, vi siger, at vi er, når vi siger, at vi er danskere?
Der tales for tiden en hel del om "de danske værdier", som tilflyttere fra
udlandet skal tilegne sig, når de flytter til Danmark. Men hvad mener vi i
grunden med det? Er der stadig tale om en dansk enhedskultur, som er
fælles for alle os, der af fødsel er danskere? Og hvad er det i så fald, der
er fælles for os?
Alle disse spørgsmål er værd at overveje i en tid, hvor der uafladeligt refereres til det danske, og hvor samtlige politiske partier ubekymret argumenterer med, hvad danskerne tror, tænker og mener om både det ene og det andet.
Kærlighedens eller retfærdighedens religion
Kærlighed og retfærdighed betegner som begreber begge noget godt.
Kærligheden er en bærende relation mellem mennesker, og retfærdig-
heden er et bærende princip i samfundet. Men de er også hinandens
modsætninger. Kærligheden tilgiver, retfærdigheden gengælder.
Som fortolkningsnøgler præger de vores tro og tænkemåde og dermed
det liv, som vi lever. Det kommer der forskellige samfundsformer ud
af, hvilket en sammenligning mellem kristendom og islam dokumenterer. Dette foredrag er til dels inspireret af en samtale, som kan ses på det følgende videoklip:
Min ulykkelige kærlighed til jazzmusik
Da jeg var barn, skulle jeg lære at spille klaver. Det foregik hos den
stedlige organist, som var et elskeligt menneske, men der var ikke
meget jazz i hende. Jeg skulle lære at spille efter en klaverskole med
en masse kedelige etuder. Det var midt i 1950'erne, hvor Tommy
Steele var blevet aktuel, hvilket fængede meget bedre i min teenage-
hjerne. Hvis nu min flinke musiklærer ikke blot havde lært mig at
læse noder, men også havde lært mig noget om becifringer og harmo-
nier tilsat noget rytme, så havde min musikalske karriere måske formet
sig anderledes.
I foredraget fortæller jeg om mit forhold til den rytmiske musik og
især jazzmusikken.
NB! Foredraget er krydret med fotos og videoer med lyd. Det er derfor nødvendigt, at der er en videoprojektor til rådighed, der kan bruges sammen med et lydanlæg, som kan koples til min computer.
When You're Smiling: