Malaysia
Vi ankom til Kuala Lumpur den 2. januar, og som det ses på billedet til højre, var der stadig fuldt blus på juleudsmykningen. Det må vel være den kommercielle jul, man fejrede. Godt nok må oprindelsen til fejringen være den kristne jul, som både i Malaysia og i Danmark er blevet reduceret til at være en begivenhed i sig selv uden nogen dybere mening eller anledning.
I de første tre måneder af 2008 havde jeg af Kirkeministeriet fået bevilget en studieorlov, som skulle bruges til at skrive en bog om gudstjenesten. Det meste af manuskriptet lå allerede færdigt, da orloven begyndte. Så vi bestemte at bruge den første halvdel af orloven til en rejse til Sydøstasien. Jeg medbragte et par liturgiske bøger, samt en kladdebog til at skrive i, og jeg fik da også gjort noget ved bogen undervejs. Den sidste halvdel af orloven brugte jeg i Odense til at gøre bogen færdig, så den kunne udkomme omkring midten af maj.
Vi rejste først til Kuala Lumpur i Malaysia, og brugte der nogle dage til at se på byen og fornemme landet, som kulturelt og religiøst adskiller sig fra de fleste andre lande i Sydøstasien ved at være muslimsk, hvilket man også tydeligt bemærker i gadebilledet. Cirka 2/3 af befolkningen er muslimer, knap 20% er buddhister, og ca. 9% er kristne. Resten er fordelt på forskellige former for stammereligiøsitet.
Kolonitiden har også sat sit præg på landet. Både indisk og kinesisk indflydelse har gjort sig gældende. Malaysia er som nation en forholdsvis ung stat, der først fik sin endelige udstrækning i 1965. Befolkningen er meget sammensat og består af både hjemmehørende folkeslag og indvandrere, især fra Kina og Indien. Kulturen præges af befolkningens etniske og religiøse sammensætning. Den malaysiske grundlov giver indbyggerne religionsfrihed, men islam er statsreligion og præger de officielle højtider, mens de etniske mindretal fejrer egne højtider.
Vort egentlige rejsemål i Malaysia var Borneo, så vi blev kun i Kuala Lumpur et par dage, men vi fik dog et indtryk af byen med de to 451 meter høje tvillingetårne, Petronas Towers, som vi imidlertid ikke kom op i. Man kan også kun komme op til 42. etage. Det kan man til gengæld i Menara Kuala Lumpur, som er 421 meter højt. På en observationsplatform kommer man næsten i "øjenhøjde" med tvillinge-tårnene, og man får en fortræffelig udsigt ud over byen, hvor man imellem de forskellige højhuse kan se bebyggelsen fra kolonitiden.
Vi nåede også et besøg i den såkaldte Chinatown med det livlige marked, Jalan Petaling. Desuden besøgte vi Jamek-moskéen, som er et elegant og vist nok indisk inspireret bygningsværk. Moskéen ligger ikke så langt fra den gamle banegård, som også er et rigtig interessant stykke arkitektur fra 1917.
Klik på et foto for at forstørre det!
1. Inger Merete nyder aftenen på vores hotel - 2.-3. Petrona-tårnene - 4.-6. Menara Kuala Lumpur med udsigt - 7.-8. Vi kom nemt og hurtigt rundt i byen med en monorail.
1.-2. Jamek-moskéen (Inger Merete forklædt som muslim) - 3.-4. Den gamle banegård - 5.-8. Chinatown / Jalan Petaling.
Fra Kuala Lumpur fløj vi til Kota Kinabalu i den malaysiske Sabah-provins på Bornaeo. Byen, som har navn efter det bagvedliggende 4.093 meter høje bjerg, Kinabalu, er i sig selv ikke særlig interessant. Den blev i 1945 bombet sønder og sammen af japanerne, men efter krigen hastigt genopbygget som en moderne by. Det første, vi undersøgte, var byens Central Market, som vidnede om, at der måtte være et frodigt opland uden for byen. Det viste sig også at være rigtigt. Vi tog på en udflugt op mod nord, hvor vi kom til en række landsbyer, hvor der lever en oprindelig befolkning kaldet Rungus-folk, som nu om dage til glæde for turisterne lever af kunsthåndværk. Vi besøgte et af deres karakteristiske langhuse, hvor man kan bese de lokale produkter og i øvrigt mod betaling også kan få lov til at overnatte.
1. Vores hotel i Kota Kinabalu - 2.-5. Fiskemarkedet i Kota Kinabalu (bemærk nr. 5) - 6.-8. Besøg i en Rungus-landsby med langhuse.
Når man er i Sabah-provinsen, bør man også bestige Mount Kinabalu, hvilket vores søn og svigerdatter, Lars og Charlotte, har gjort. Det gjorde vi ikke. Men vi tog op til en form for "base camp", hvor vi overnattede, for den følgende dag at vandre igennem junglen op til en hytte, hvor vi vendte om. Men turen var spændende nok. Det var som at vandre i et tropisk væksthus med en ualmindelig fugtig varme. Og der var nok at se på af interessante planter, hvoraf flere var kødædende.
Da vi kom tilbage til vores "base camp", gik vi igen en tur i junglen, men denne gang højt oppe i træerne, hvor man havde udspændt "canopy walkways", så vi kunne se dyrelivet i øjnene. Efter spadsereturen i træerne kom vi til Poring, hvor der er varme kilder, hvor vi kunne opbløde vore stive benmuskler. Det var rigtig lækkert!
1.-3. Vores "base camp" på vej op ad Mount Kinabalu. - 4. Vores guide. - 5. Opstigning. - 6. Her vendte vi om - 7. Inger Merete på en canopy - 8. "Nu mangler vi bare noget vand!"
Fra Kota Kinabalu fløj vi til Sandakan på østkysten, hvorfra vi efter en overnatning besøgte Sepilok Orangutan Rehabilitation Center, hvor man tager sig af tilfangetagne orangutanger med det formål at sætte dem i stand til at leve i skoven, som de er taget fra. Det var ganske underholdende at betragte disse vore nærmeste slægtninge i dyreriget og konstatere, at de faktisk så ud til at befinde sig godt i skoven, som de så kom ud af, når der blev kaldt sammen til spisetid. De blev dog under måltidet generet af en flok frække makakaber, som ikke var inviteret.
1.-3 Så kaldes der til spisning - 4.-6. Der kommer også et par makak-aber, som ikke er inviterede - 7.-8. Og så er der siesta.
Sandakan ligger ved en stor bugt, som vi sejlede over, hvorved vi kom til Kinabatangan-floden, som sammen med sine nærmeste omgivelser er blevet til et reservat. Her kan man møde elefanter, som er lidt mindre end de asiatiske, i floden er der krokodiller, og i træerne vrimler det med makak-aber og proboscis-aber (de tykvommede næseaber). Et enkelt sted mødte vi også en orangutang.
Et godt stykke oppe ad floden blev vi indlogeret i en lodge, hvorfra vi kunne tage på udflugt i omegnen. Sidst på eftermiddagen blev vi i en mindre båd sejlet ind ad en biflod, hvor der var et vældigt leben. Aberne skulle til at falde til ro, men der var slagsmål om de bedste sovepladser, og det gik ikke stille for sig. En gang imellem blev skrigeriet afbrudt af en af de store peroboscis-hanner med et højlydt “Oingh!!!”, hvilket vel må betyde “Hold så kæft!”. Så blev der ro et øjeblik, men kort efter var slagsmålet i gang igen.
En anden dag var vi på vandring i urskoven – heldigvis med en guide, ellers havde vi aldrig fundet hjem. Trods den fugtige varme var vi pakket ind i tætsiddende vindjakker og var desuden udstyret med ekstra lange sokker for at beskytte os mod igler. Alligevel fandt vi om aftenen en, som havde gnavet sig fast i Inger Merete. Faktisk var det noget skræmmende at trave rundt i junglen, fordi man fuldkommen mister orienteringen. Vi så ingen elefanter, kun nogle store lorte, så de havde været der.
1. Et par næseaber - 2. Krokodille i floden - 3. Floden og skoven - 4. Skovtur - 5. En hornbill-fugl - 6. Vores lodge - 7.-8. Endnu et par aber
Den sidste udflugt fra Sandakan gik med båd til øen Selingan, hvor vi fik en dejlig hytte at overnatte i. Formålet var, at vi om aftenen med lidt held ville kunne opleve at se havskildpadder gå i land på stranden for at lægge deres æg. Vi havde heldet med os. Om aftenen ved nitiden lød råbet: “Turtle”, så vi stormede ned på stranden, hvor en kæmpe skildpadde var i gang med at grave et hul i sandet, hvori den lagde sine æg. Da den efter nogen tid var færdig med det, dækkede den hullet til. Vi måtte ikke forvirre den med vores lommelygter, for den fulgte lyset fra månen og forsvandt ud i havet. Men den ville sikkert komme tilbage, når den igen skulle lægge æg. Havskildpadderne lægger deres æg på den strand, hvor de selv er kommet til verden. Hvordan de finder ud af der, er der ingen, der ved.
Da skildpadden var stukket til havs, kom der en ranger og gravede æggene op igen for derefter at begrave dem i et indelukke, hvor leguanerne ikke kunne komme ind og mæske sig med dem. Dagen efter denne aftenoplevelse var der faktisk en redefuld, som blev udklækket. De små skildpaddeunger kom simpelthen kravlende op igennem sandet, hvorefter en ranger samlede dem op i en spand, og vi fik lov til at bære dem ned til stranden, hvor vi så kunne søsætte dem i vandkanten og ønske dem held og lykke.
1.-2. Vores logi på skildpaddeøen Seligan Island - 3.-5. En ranger opmåler skildpadden og tager sig af æggene - 6.-7. Ynglen sættes ud i vandkanten - 8. Udsigten over Sandakan fra vores hotel.
Det var et oplevelsesrigt besøg i Sandakan og omegn. Vi fløj tilbage til Kota Kinabalu. Fra luften kunne vi se, at det går hårdt ud over urskoven. Der er kæmpestore åbninger, hvor der er plantet oliepalmer eller bananpalmer eller noget andet. Det er indlysende, at der ikke bliver megen plads til overs til dyrelivet, hvis der ikke bliver sat en stopper for træfældningen.
Fra Kota Kinabalu fløj vi den næste dag til Kuala Lumpur og derfra videre til Saigon i Vietnam.