10. Fastetiden 2

Præk& Salmer

Fastetiden, 2. tekstrække

Fastelavns søndag – Luk. 18,31-43: Lidelsesforudsigelse og helbredelse af en blind tigger.

 

Kærlighedens vej her i verden

 

Fastelavn og fastetiden handler om, hvordan Guds kærlighed kommer til verden og trænger ind i verden og bogstaveligt talt når helt til bunds i verden. Evangeliet handler derimod ikke vores kærlighed, som om kærligheden er en evne hos mennesket, det vil sige noget, som man kan være mere eller mindre dygtig til.

     Efter at evangelium og kristendom i løbet af de seneste par århundreder har været på stroppetur igennem sekularisering, afmytologisering og politisering, er det, som om der ikke er blevet andet tilbage at prædike om end kærligheden som en idé eller et ideal. Det har været den uudtalte forudsætning i de seneste årtiers tilbagevendende debat om ægteskab og registreret partnerskab: Det er kærligheden, som skal velsignes. For kærligheden er nemlig det fine ved os, og derfor har vi intet mindre end et krav på, at Gud velsigner vores kærlighed. Som almindelig kirkegænger kan man få fornemmelsen af, at det er kærligheden, der er blevet gud.

     Fastetiden vil belære os om, at det i kristelig forstand forholder sig omvendt: Det er Gud, der er kærlighed. Evangelieteksten til Fastelavns søndag forklarer, hvad kærlig-heden i kristelig forstand går ud på. Den går ud på at sætte livet til og dø for nogle, som ikke er det værd. Jesus er på vej til Jerusalem, hvor han skal blive hånet og mishandlet og spyttet på for til sidst at blive pisket og slået ihjel. End ikke hans egne disciple forstod noget som helst af det, der skulle ske. De forstod ikke, at hans ærinde her i verden var at forkynde evangeliet om Guds rige, så dette budskab nåede helt ud på Golgata til de røvere, som blev korsfæstet dér.

     Heller ikke da Jesus standsede op for at tage sig af en blind tigger ved vejkanten, forstod disciplene noget af det. Der en underlig ironi i, at det er den blinde tigger ved vejkanten, der ser hvad alle de andre, som går på vejen, ikke kan se. De seende kan ganske vist fortælle den blinde, at det er Jesus fra Nazaret, der går forbi. Men det er den blinde, der ser det, som de seende ikke har øje for, nemlig at Jesus fra Nazaret er den, der her i verden kommer med Guds kærlighed. Det røber sig i tiggerens bøn, som også er en bekendelse: "Davids søn, forbarm dig over mig!" På det grundlag får tig-geren sit syn igen.

     Den kærlighed, som får Jesus til at standse op ved den blinde tigger, er den samme som den kærlighed, der får ham til at gå vejen ud til Golgata. Det er en ubegribelig kærlighed, som får ham til at gå helt ind i elendigheden og lidelsen og døden, for at han kan være hos dem, der er dér, og sige til dem, at selv om ingen andre vil vide af dem, så skal de ikke være glemte af Gud.

 

Forslag til salmevalg:

 

På denne søndag er der flere salmer, der giver sig selv – ligesom det er tilfældet langfredag. De to helligdage er jo også beslægtede som begyndelsen og afslutningen på fastetiden.

     Den første salme kan være nr. 192 "Hil dig, Frelser og Forsoner!", som også skal være med igen langfredag. Det er en middelaldersalme, og jeg forestiller mig, at den i en slags kirkespil har været lagt i munden på den bodfærdige røver på korset ved siden af den korsfæstede Jesus.

     Det samme kunne man sige om Ps. 31,2-6, som er den gammeltestamentlige læs-ning. Denne formulering kunne også tillægges den korsfæstede røver, som har brug for en "tilflugts klippe". I "dendanskesalmebogonline.dk" har jeg brugt ordet "klippe" som stikord og er derved nået til nr. 651 "Vor klippe vi slippe umulig". Den passer rimelig godt til teksten, men jeg kender hverken tekst eller melodi, så jeg vælger i stedet nr. 25 "Hvert et lys i livets nat".

     Epistelteksten er "Kærlighedens højsang" (1. Kor. 13). Den gør det nærliggende at vælge nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde". Men den er der mulighed for at bruge mange andre søndage, så derfor vælger jeg K.L. Aastrups nr. 173 "Ét vidste han om vejen frem: den endte i Jerusalem", som er skrevet med afsæt i evangelieteksten, så den skal vi have før prædikenen. Den kunne selvfølgelig også være brugt efter prædikenen, men dér synes jeg, at vi skal have nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender" eller nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil" på grund af tanken om, at Guds forsyn ser til bunds i kærlighed (v. 1).

     Derefter vil nr. 784 "Altid frejdig, når du går veje, Guds tør kende" være god at have med som udgangssalme.

 

Mit salmevalg: 192 – 25 – 173 / 33 – 784.

 

 

Første søndag i fasten – Luk. 22,24-32: Striden om at være den største.

 

Vejen fra nadverbordet

 

Det er svært at formulere og holde sig selv fast på, hvordan vi kristeligt set skal være og ikke skal være her i denne verden. For vi lever i en forvirret verden, hvor det i det politiske liv aldrig er til at være helt sikker på, om ordene betyder det, som de siger - ja, om ordene overhovedet betyder noget som helst dér, hvor magtkampen raser. Måske betyder de det modsatte af det, som de siger! Når politikere taler om budgetforbed-ringer, mener de besparelser, hvilket som regel betyder forringelser. Og når de med store bogstaver taler om ytringsfrihed, så kan det være, at de i virkeligheden taler om retten til at være flabet og fornærme andre. I det politiske liv kan man aldrig være sikker på, om ordene betyder det, som de siger.

     Det kan man derimod i kirken. En vigtig grund til, at vi i kirken kan være sikker på, at ordene betyder det, som de siger, er den, at der midt i gudstjenesten står et bord, som uløseligt er knyttet til det måltid, som Jesus skærtorsdag aften spiste sammen med sine disciple, og hvor han gjorde det synligt og tydeligt, at han var iblandt dem som den, der tjente, nemlig da han tog brødet og vinen og sagde: Dette er mit legeme, dette er mit blod. Den følgende dag skulle vise, at det ikke var tom snak.

     Det kan godt være, at vejen fra den politiske hverdag ude i verden til nadverbordet inde i kirken kan føles lang og uoverkommelig. Men så går det lettere den modsatte vej. Der er ikke langt fra nadverbordet til det almindelige liv, som vi til daglig skal leve i fællesskab med hinanden. For når vi kommer fra kirken og går ud i den brogede verden, hvor det politisk går ud på at få den anden ned med nakken, og hvor det økonomisk går ud på at tjene mest, da kommer vi fra et sted, hvor det tydeligt er blevet sagt til os, at sådan skal vi ikke være. Når vi går fra kirke, er det meningen med os, at vi skal bruge det, vi har hørt og har fået givet, til fælles bedste, fordi vi som kristne mennesker er opkaldt efter ham, der i Guds navn gjorde sig selv til alles tjener.

     På den baggrund kan der faktisk godt siges noget om, hvordan vi skal være, og hvordan vi ikke skal være. Kristeligt set er meningen med os, at vi her i verden skal gøre kærligheden gældende blandt mennesker uden at tænke på, hvor kærlige vi dermed selv er!

 

Forslag til salmevalg


I modsætning til denne verdens riger, hvor de, som udøver magt, lader sig kalde velgørere, har Jesus indstiftet et åndeligt lige, hvor det går anderledes til. Det kan vi godt markere ved gudstjenestens begyndelse ved at synge nr. 318 "Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige".

     Det er ikke så tit, man finder salmer, som direkte er knyttet til den gammeltestament-lige læsning i gudstjenesten, men Holger Lissner har faktisk skrevet en salme om Kain og Abel med den overraskende pointe, at det i sidste vers viser sig at være den kors-fæstede, som er Kains bror. Det er i salmebogen nr. 698 "Kain, hvor er din bror?". Melodien er også skrevet af Holger Lissner. Jeg tror ikke, at hverken tekst eller melodi vil gå over i historien som klenodier, men jeg mener bestemt, at de skal med på denne søndag.

     En af de salmer, der hører til i fastetiden, er nr. 380 "Op dog, Zion! ser du ej sejrens palmestø'de vej". Det må ifølge episteltesten være den vej, man går, når man holder ud i prøvelse og til sidst får livets sejrskrans. Så derfor skal vi have nr. 380 før prædikenen.

     I den gamle salmebog havde vi salmen "Det skal ej ske ved kraft og magt". Det er ikke en salme, jeg ligefrem har overrendt, men den meldte sig dog som association, da jeg læste evangelieteksten. Men den findes ikke i den nye salmebog, og så må vi undvære den. Det går også nok. Teksten handler om "det i os, som siger 'jeg'" og hvis ære ikke forliges med den dybe knælen ved nadvermåltidet, som disciplene lige har deltaget i. Det er nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder", som så passende kan synges efter prædikenen.

     Som udgangssalme er der nr. 624 "Gud er Gud, før jorden skabtes", som til sidst citerer de sidste linjer af evangelieteksten om Kristus, der beder for Simon Peter, at hans tro ikke skal svigte. I gudstjenestens slutning kommer den bøn til at gælde os alle sammen.

 

Mit salmevalg: 318 – 698 – 380 / 307 – 624.

 

 

Anden søndag i fasten – Mark. 9,14-29: Helbredelsen af den besatte dreng.

 

Vi håber jo!

 

Situationen er den, at Jesus har været oppe på et højt bjerg sammen med tre disciple, Peter, Jakob og Johannes. Deroppe på bjerget har han vist sig for dem i al sin himmelske herlighed. "Forklarelsen på bjerget" kalder man derfor denne fortælling. De havde været højt oppe, men nu er de – om man så må sige – kommet ned på jorden igen.

     Situationen kan minde om det, vi kan opleve, når vi går hjem fra kirke. I gudstjene-sten har vi sunget nogle smukke salmer, og præsten har talt så dejligt om livet, om næstekærligheden, om hvordan vi skal være gode ved hinanden, om tilliden, barmhjer-tigheden og fællesskabet. Dér i kirken sad man og følte sig helt opløftet, fordi man ligesom så alting i et forklaret skær.

     Men så kom man hjem fra kirke og så, at alting er ved det gamle. For verden er, som den plejer at være. Der er stadig sygdom og sorg, angst og elendighed. Og der er mis-tillid og ubarmhjertighed og mangel på fællesskab. Det kan være en noget skuffende oplevelse at komme hjem fra kirke og konstatere, at det, vi lige var kommet til at tro på, ikke virker.

     I fortællingen om den epileptiske dreng kommer Jesu disciple med deres nyerhver-vede tro og vil bruge den til at lave et mirakel - og så virker troen ikke. "De kunne ikke", som den skuffede far sagde til Jesus, da han indfandt sig. "De kunne ikke! Men hvis du kan gøre noget, så …….!" "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror", siger Jesus. Og da er det, at den syge drengs far svarer med den på én gang afmægtige, men også stærke trosbekendelse: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

     For der er jo en eller anden slags tro i manden, som ikke har andet at vise frem end sin vantro. Den er der i skikkelse af et håb, som han ikke kan undvære. Selv vil jeg aldrig glemme en mor, hvis datter jeg havde konfirmeret. Tre år efter konfirmationen døde datteren af kræft. Det var en hjernetumor. Men inden det kom så vidt, sagde moderen til mig: "….., men vi håber jo! for sådan er vi jo!"

     I evangeliet tegnes der i billedet af Jesus et billede af en virkelighed, som er helt forskellig fra den virkelig, vi kalder vores. I den virkelighed møder Jesus os som et menneske, der har mod til at færdes blandt os som den, der tror, og for hvem alt derfor også er muligt. Når han mødte lidelse og elendighed, slog han sig derfor ikke til tåls med, at sådan er det nu engang, men han kom vort håb i møde og satte sin egen tro ind på, at det skulle være anderledes, og så gjorde han noget ved det.

     Det giver mod at høre det, og derfor kan vi synge: "Nu Jesu tro er al min trøst" (DDS 493,4).

 

Forslag til salmevalg

 

Som første salme vil jeg med tanke på den gammeltestamentlige læsning fra skabel-sesberetningen forslå, at man synger nr. 15 "Op, al den ting, som Gud har gjort", og efter læsningen ville det være fristende at finde højskolesangbogen frem og synge Grundtvigs sang om Gudsbilledligheden "Menneskelivet er underligt". Eller man kunne synge Ingemanns nr. 750 "Nu titte til hinanden" eller måske fra "100 salmer" nr. 865 "Se ud og se Guds under".

     Efter epistelteksten fra Hebræerbrevet kunne man så synge nr. 485 "O, Jesus præst i evighed". Salmen er vist ikke brugt særlig meget, og den er vel egentlig skrevet med henblik på ordination, men med tanke på det almindelige præstedømme, kan man godt synge den til en almindelig gudstjeneste, og melodien er forholdsvis velkendt.

     Salmen efter prædikenen skal være nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned", som er blevet betegnet som den mest menneskelige af Grundtvigs salmer. Den er da også skrevet året efter den store krise i 1844, som gav anledning til "Sov sødt, barnlille". Det er især vers 4 med ordene: "Nu Jesu tro er al min trøst", der melder sig som association dér, hvor den fortvivlede far ikke har anden tro at vise frem end sin vantro.   

     Som udgangssalme vil jeg foreslå en enkel og ligefrem lovsang til Skaberen, som gav os til frelser sin enbårne søn – altså nr. 1 "Guds menighed, syng for vor skaber i løn".

 

Mit salmevalg: 15 – Menneskelivet er underligt – 485 / 493 – 1.

 

 

 

Tredje søndag i fasten – Joh 8,42-51: Jesus og Abraham.

 

Vore gerninger vidner mod os

 

I en noget arrig ordveksling har Jesus om jøderne sagt, at de har Djævelen til far. Det vidner deres gerninger nemlig om. Jødernes modangreb går ud på, at Jesus er en samaritaner, og at han er besat, hvilket givetvis er det, man i samtiden har sagt om Jesus, plus det at han var en fråser og vindranker, der omgikkes de forkerte, nemlig toldere og syndere.

     Vi kender alle sammen lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Denne lignelse er næppe i sin oprindelige form en moraliserende eksempelfortælling, men derimod en lignelse, der handler om Jesus selv ved at referere til det, man sagde om ham. I lignelsen er samaritaneren den forkerte, som gør det rigtige. Han er en Kristus-skik-kelse, der tager sig af den fortabte. I billedet af samaritaneren er Kristus den, der samler os op, og gør kirken til et herberg, hvor han selv betaler, hvad det koster at bo dér.       

     Modstandernes angreb på Jesus går ud på, at han er besat. Ved en lignende lejlighed påstod de, at Jesus var i ledtog med Beelzebul, altså Djævelen selv. Og det skulle så være forklaringen på, at Jesus kunne gøre de gode gerninger, han gjorde. Han gjorde noget godt ved at stå i ledtog med den onde, hvilket er en noget selvmodsigende påstand.

     Men måske kunne man godt give Jesu modstandere lidt ret. Man kunne godt sige, at Jesus var besat. Han var nemlig besat af forskellen på liv og død, på lys og mørke, og på sandhed og løgn. Han var besat på den måde, at han levede sit liv i tro, han færdedes i lys, og han talte ud af sandheden. Hans levede liv vidnede om det, som han var blandt mennesker.

     Det liv, som vi lever, vidner om det, som vi er. Hvad er det for eksempel, det vidner om, når man vil bygge en mur, som er vendt mod de fattige i Mexico? Eller når man lader mennesker drukne i hobetal i Middelhavet i stedet for at give dem en billet til færgen, når de kommer for at bede om hjælp. Hvad er det så, vore gerninger vidner om? Det kan godt være, at disse forhold skyldes det, man kalder "den politiske nødvendighed". Men denne nødvendighed er ikke en dyd. Man skal ikke gøre en dyd ud af sin egen uformåenhed og mangel på vilje. Det er at stikke sig selv blår i øjnene. Særlig kristeligt er det i al fald ikke. Derfor skal vi være glade for, at Gud stadig finder det umagen værd at gøre livet og sandheden gældende for sådan nogle som os i evangeliet om vor Herre Jesus Kristus.

 

Forslag til salmevalg

 

Med Martin A. Hansens roman "Løgneren" i tankerne, er det på denne søndag, at vi skal forsage Djævelen og alle hans gerninger. Derfor skal vi begynde gudstjenesten med at synge Luthers salme nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg".

     Den gammeltestamentlige læsning handler om afguderi, og dertil har Brorson en passende salme i skikkelse af nr. 621 "Så skal da mammon vige". Den er jævn og ligetil og på den måde stadig aktuel. Så den kan vi godt synge. Men der er selvfølgelig også i "100 salmer" nr. 882 "Der går gennem verden en hinkende dans", som Holger Lissner har skrevet over teksten. Men jeg tror alligevel, at jeg vælger den først nævnte.

     Det er en frygtelig trussel, epistelteksten udsteder: Hvis vi ikke omvender os, bliver lysestagen flyttet fra sin plads, det vil sige, så holder kulten op, og gudstjenesten for-svinder. Nordahl Bruhns salme fra 1786 passer egentlig meget godt til temaet. Det er nr. 354 "Lov og pris og evig ære", men jeg synes, at den er lidt omstændelig. Så det er måske bedre med K.L. Aastrups nr. 362 "Gør dig nu rede, kristenhed", den er lidt mere festlig og opmuntrende, uden at formaningen dermed forsvinder.

     Som salme efter prædikenen er jeg endt ved nr. 481 "Løgnens fader vi forsage". Den passer godt til Johannesteksten. Hvis man har valgt en anden salme efter præ-dikenen, kunne man alligevel fint bruge de to sidste vers om Helligånden som ud-gangssalme, men på den plads vil jeg også gerne have Luthers nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord". Med de to Luther-salmer først og sidst er der bundet en fin sløjfe omkring gudstjenesten på denne søndag.

 

Mit salmevalg: 336 – 621 – 362 / 481 – 337.

 

 

Midfaste søndag – Johs. 6,24-35: Livets brød.

 

Bag foreløbigheden er Gud

 

Johannesevangelisten har den underlige tilgang til historien, at han mere hæfter sig ved betydningen af det, der skete, end ved det, der rent faktisk fandt sted. Det gælder for eksempel nadvermåltidet, som sammen med dåben lige fra første færd har holdt sammen på kirke og kristendom. Men evangelisten fortæller ikke noget om det første nadvermåltid skærtorsdag aften. Derimod fortæller han, hvad begivenheden betød, og det gør han ved at fortælle om noget andet, som fandt sted ved samme lejlighed, nemlig fodvaskningen, hvor Jesus gjorde sig selv til tjener for sine disciple. Men selve måltidet hører vi ikke noget om.

     Derimod hører vi tidligere i evangeliet om et andet måltid, nemlig den mirakuløse bespisning af de fem tusinde mennesker. Men igen hæfter evangelisten sig mere ved det, begivenheden betyder, end ved selve begivenheden. Det, som begivenheden betyder, er at Kristus giver sig selv til de mange, sådan som det også er tilfældet i nadvermåltidet. Men han er ikke et forgængeligt næringsmiddel. Han er derimod det sande brød, som kommer fra Himlen. Han er livets brød.

     Selvfølgelig kender evangelisten nadvermåltidet fra gudstjenesten i den menighed, hvor han selv går i kirke. Og derudfra forstår han så betydningen af det, der fortælles om Jesus. Han kender alle de mange fortællinger om Jesus. Men hvad de mange fortællinger betyder, bliver først klart for ham, når han ser dem i det lys, der kommer fra gudstjenesten.

     I sig selv har bespisningsunderet den politiske virkning, at folk ville gøre Jesus til konge. Det er der ikke noget nyt i. Det er de politikere, der lover skattelettelser med vækst, velfærd og øget forbrug, vi helst vil lægge øre til. For de lover det, der for os er det vigtigste. Men der er noget, som er mere vigtigt end det at spise og drikke og være mæt. Jesus siger fuldkommen ubeskedent, at det vigtigste i livet er at kende ham og gennem ham kende Gud som den himmelske far. Intet i verden kan være mere vigtigt end dette. Intet kan være mere vigtigt end at kende Gud, sådan som han kommer til os i vor Herres jordiske skikkelse. Sådan som vor Herre Jesus Kristus er, sådan er Gud. Og det er det evige liv at tro det.

     Her i denne verden lever vi i foreløbigheden og ikke i fuldendelsen. Og her i forelø-bigheden har vi i nadveren fået et beskedent måltid at holde os til. Og dog er det et måltid, hvis indhold er intet mindre end Kristus selv, som på den måde er til stede midt iblandt os med al sin kærligheds rigdom, for at vi i ham skal kende Gud.

     Nadveren er mere end noget andet det element i kristendommen, som holder os fast på, at bag ved alt det foreløbige, dér er ikke den store intethed og tomhed. Men dér er Gud og hans rige!

 

Forslag til salmevalg:


Når man vælger salmer til Midfaste søndag skal man lige have Skærtorsdag med i tankerne, så man ikke spænder ben for sig selv i salmevalget. Der er kun godt et par uger imellem de to helligdage, som begge handler om nadveren.

     På Midfaste søndag vil jeg begynde med en gudstjenestesalme som for eksempel nr. 403 "Denne er dagen, som Herren har gjort".

     Der er to gammeltestamentlige tekster at vælge imellem. Jeg vil nok selv vælge fortællingen om mannaunderet i ørkenen som en forberedelse til at høre evangelieteksten om det store bespisningsunder. I begge tilfælde vil det give god mening bagefter at synge nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud".

     Som salme før prædikenen vælger jeg på grund af vers 3 nr. 298 "Helligånden trindt på jord". Efter prædikenen er der tre salmer, der melder sig, nemlig nr. 321 "O kristelighed", nr. 458 "Zion, pris din saliggører" og nr. 662 "Hvad kan os komme til for nød". Ja, der er selvfølgelig også andre salmer, der kan komme på tale, men disse tre var dem, der umiddelbart faldt mig ind. "O kristelighed" synes jeg skal gemmes til skærtorsdag. "Hvad kan os komme til for nød" kan vi altid bruge en anden gang, så det bliver nadversalmen "Zion, pris din saliggører" efter prædikenen.

     Som udgangssalme kunne man vælge en af de korte nadversalmer som for eksem-pel nr. 476 "Kornet, som dør i jorden" eller nr. 477 "Som korn fra mange marker". Det er ikke så længe siden, vi havde den førstnævnte, så det må blive "Som korn fra mange marker".


Mit salmevalg: 403 – 31 – 298 / 458 – 477.

 

 

Mariæ bebudelses dag – Luk. 1,46-55: Marias lovsang.

 

Virkeligheden er altings prøve

 

Dogmet om jomfrufødslen er tilsyneladende en vældig anstødssten i mange menneskers forhold til kristendommen. Det kan også godt være, at Jesus i biologisk forstand ikke er Guds søn. Det er i sagens natur ikke muligt at foretage en DNA-analyse. Men det afgørende er jo også, at Jesus i al fald levede som Guds søn. Det kan godt være, at han var et ganske almindeligt menneske ligesom alle os andre. Men i så fald var han et meget usædvanligt ganske almindeligt menneske, og derfor bliver man aldrig færdig med historien om ham, når man først er blevet indfanget af den.

Virkeligheden er altings prøve, siger man. Og sådan er det også her. I virkeligheden, det vil sige i sit levede liv, levede Jesus sådan, at han næppe kunne gøre andet end at kalde Gud for sin far. Og derfor er det ikke så mærkeligt, at de mennesker, som blev grebet af det liv, han levede, fandt på at kalde ham Guds søn. For hvad skulle de ellers kalde ham?

     Man kan selvfølgelig sige, at Jesus var Josefs og Marias søn, så længe han hos dem levede det liv, som de gav ham at leve. Men en dag brød han op fra sit hjem for at leve et andet liv, nemlig det liv, som Gud gav ham at leve. I det liv er han Guds søn, fordi han aldrig tvivlede på, at livet er rigtigt på den måde. Det var det liv, der blev hans virkelige liv.

     Sådan tænker også evangelisten Lukas, når han i sin bog om Jesus fortæller om dengang, da Maria tog på besøg hos sin slægtning Elisabeth for at fortælle om det barn, der var på vej. Fortællingen om Jesu liv bliver naturligvis farvet af den virkelighed, som Lukas selv er blevet en del af. Det kommer også frem i hans gengivelse af Marias lovsang til Gud. I lovsangen foregriber Maria den virkelighed, som Lukas har erfaret – en virkelighed, hvor alting er på rette plads, fordi der ikke er vendt op og ned på alt det, som vi har vendt på hovedet i vore egne tanker om, hvordan livet bør være. Derfor lovpriser Maria Gud som den, der gør vældige gerninger ved at splitte dem, der er hovmodige i deres hjerter. Han har styrtet de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe. Han har mættet sultende med gode gaver og sendt rige tomhændede bort. For sådan er Gud virkelig i det liv, som Jesus levede blandt de mennesker, han kaldte brødre og søstre.

     Og sådan bliver Gud også virkelig blandt os, når vi i Jesu navn holder gudstjeneste og dermed bliver inddraget i den virkelighed, hvor han kalder os brødre og søstre. Og så er det i virkeligheden det liv, vi skal leve.

 

Forslag til salmevalg

 

På Mariæ Bebudelsesdag skal der synges en lovsang i pagt med Marias lovsang. Så det vil være godt at begynde gudstjenesten med at synge nr. 12 "Min sjæl du Herren love". Der skal også være en salme, som lovpriser den omstændighed, at Gud er blevet menneske, og her kender jeg ingen bedre end nr. 108 "Lovet være du, Jesus Krist". Men der er jo også bebudelsessalmen over alle bebudelsessalmer, nemlig nr. 71 "Nu kom der bud fra englekor", som har den herlige tanke med, at vi selv i åndelig forstand skal undfange Kristus (vers 5). Endelig er de i "100 salmer" Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 803 "Maria snart er det forår", som jeg også godt kan lide. Eller måske endnu bedre som udgangssalme Lisbeth Smedegaard Andersens marts- og bebudelsessang "Endnu lidt is på søens sorte spejl" med melodi af Birgitte Buur fra bogen "Til årets tider".

     Indimellem har jeg også være fristet til at tage nogle af Grundtvigs bibelhistoriske sange med ind i gudstjenesten, dels fordi det ikke skader at gøre noget til støtte for den klassiske bibelhistorie, dels fordi der faktisk er mange gode teologiske pointer i de bibelhistoriske sange. I al fald på denne søndag mener jeg, at der bør være biskoppelig tilgivelse for af højskolesangbogen at synge "Abraham sad i Mamrelund".

     Hvis man vil blive inden for salmebogen, kunne det også være en mulighed efter den gammeltestamentlige læsning at synge nr. 302 "Gud Helligånd! o kom" og efter epistellæsningen nr. 598 "O Gud, du ved og kender".

 

Mit salmevalg: 12 – Abraham sad i Mamrelund – 108 / 71 – Endnu lidt is på søens sorte spejl.

 

 

Palmesøndag – Mark. 14.3-9: Salvningen i Betania.

 

Hun gjorde det eneste rigtige


Der er vist nok ikke noget, der er så let og så omkostningsfrit som det at blive forarget på andres vegne, medmindre man selv har vilje til at gøre noget ved det, som forargel-sen går på. Det er denne hule forargelse, Jesus spidder med sin bemærkning om, at de fattige altid er der, og – hvis man vil – kan man gøre godt med dem, når det skal være. Hvis man altså vil. "Mig har I derimod ikke altid", siger Jesus derefter til de forargede.

     Men selvfølgelig er en sum på 300 denarer et betydeligt beløb. I datidens penge svarer det til det meste af en gennemsnitlig årsløn.

     Der må være en eller anden forhistorie til denne fortælling om kvinden, der salver Jesu fødder med nardussalve. "Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende". Og så får vi ikke engang at vide, hvad hun hedder! Man bliver nødt til at forestille sig, at hendes ødsle kærlighedsgerning mod Jesus har sin oprindelse i den ødsle tilgivelse, der var blevet hende til del i mødet med Jesus. Det kunne for eksempel have været hende, som farisæerne og de skrift-kloge havde taget på fersk gerning i hor, og som de derfor ville stene ihjel. Hendes navn kender vi heller ikke. Men det kan også være lige meget. Det afgørende er ikke, hvad hun hed, men det afgørende er den tilgivelse, som blev hende til del. Det afgørende er heller ikke, hvad kvinden i Simon den Spedalskes hus hed, men det afgørende er det, hun gjorde, fordi hendes gerning kommer til at understrege, hvem Jesus er, nemlig at han er den helt enestående, som de ikke skal have hos sig altid. For han lod Guds tilgivelse råde, og satte endda sit eget liv ind på, at det skulle være sådan. "Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden".

     Den anonyme kvinde, som vi hører om i fortællingen til palmesøndag, gjorde det for hende eneste rigtige. Og hvem har så ret til at blive forarget over det? Måske dem, der mente at have ret til at kaste sten på hende, som de havde grebet i hor. Men hvem er det? Da det kom til stykket, blev det ikke til noget, fordi Jesus sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, kan jo kaste den første sten." Men så luskede de af en efter en, de ældste først. Og det forstår man sådan set godt - jo ældre man bliver.

 

Forslag til salmevalg

 

I alterbogen er de to første læsninger fælles for begge tekstrækker. Til gengæld kan man vælge mellem Markusevangeliet og Johannesevangeliet som prædiketekst. Begge tekster har salvingen i Betania, men Johannes har også fortællingen om indtoget i Jerusalem med. Jeg holder mig til Betania og foretrækker Markusevangeliet, hvilket betyder, at man ikke behøver at gøre så meget ud af selve indtoget.

     Jeg vil gerne begynde gudstjenesten med at synge nr. 380 "Op dog, Zion! ser du ej". Den passer både til dagen og den kommende påskeuge. Efter Zakarias-teksten, som er en indtogstekst, kunne man synge nr. 84 "Gør døren øj, gør porten vid", men med tanke på de to efterfølgende læsninger, filipperbrevshymnen og salvningen i Betania, vil jeg hellere synge nr. 52 "Du, Herre Krist".

     Både nr. 56 "Jesus er navnet mageløst" og nr. 57. "Herre, fordi du ikke lod guddomskraft" er gendigtninger af hymnen i Filipperbrevet 2,5-11. Det er nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted" sådan set også. Inspirationen er i al fald tydelig, så den mener jeg skal med som salme efter epistellæsningen og som forberedelse til en prædiken om den ødsle kvinde i Simon den Spedalskes hus i Betania. Efter prædi-kenen skal vi synge nr. 151 "Med sin alabater-krukke". Det er en dejlig salme, og der er kun mulighed for at synge den på denne søndag og så igen elfte søndag efter trinitatis. Hvis den ikke skal med, vil jeg foreslå nr. 694 "Jesus, at du blev min broder". Den vil give mening som en salme, der er lagt i munden på den ødsle kvinde.

     Nr. 151 er en salme fra middelalderen. Sådan en kan vi også runde gudstjenesten af med, og det bliver nr. 201 "Det hellige kors, vor Herre selv bar".

 

Mit salmevalg: 380 – 52 – 260 / 151 – 201.

 

 

Skærtorsdag – Johs. 13,1-15: Fodvaskningen.

 

Et forbillede

 

I mange af de gamle kirkerum kan man i hvælvingen over koret se nogle tilmurede klokkerebshuller. De stammer fra den katolske tid, hvor der var opstillet flere altre i kirkerne. Klokkerebene blev brugt under altergangen, når præsten foran alteret havde læst indstiftelsesordene. Dengang havde klokkerebene forbindelse med en lille klokke i det spir, der sædvanligvis var anbragt over koret. På Fyn kan man f.eks. se sådanne spir på Ullerslev Kirke og Vissenbjerg Kirke. Når klokken i spiret ringede, fortalte den folk i sognet, at nu fandt den hellige nadver sted, hvilket vil sige, at nu var Kristus i skikkelse af nadverens brød og vin legemligt til stede i sin menighed. Det er en opfattelse, som vi i den lutherske kirke har en lidt anden fortolkning af, og derfor ringer vi heller ikke mere med messeklokken under altergangen. Men der var det rigtige i den gamle skik, at den var et udtryk for, at menighedens fællesskab ikke har sine grænser ved kirkemuren. Fællesskabet rækker længere ud. Det rækker ud til folk i sognet, som måske ikke lige den dag er til stede ved gudstjenesten. Men de hører med alligevel. Og det, der foregår i kirken, gælder også dem, selv om de ikke er der.

     Menneskelige og folkelige fællesskaber har det med at gøre sig selv synlige ved at sætte grænser, så de bliver eksklusive. Det betyder, at der er nogle, der er lukket ude og derfor ikke er med. Fællesskabet om vor Herres ord gør derimod sig selv usynligt derved, at det er inklusivt. Det er åbent for alle uden forskel. Der er ingen, der på forhånd ikke hører med.

     Evangelisten Johannes husker skærtorsdag på en lidt anden måde end de tre øvrige evangelister. I alle fald hæftede han sig ved noget andet, nemlig dette at Jesus påtog sig husslavens arbejde ved inden måltidet at vaske fødder på dem, der satte sig til bords. Ved denne ene lejlighed brugte Jesus ordet "forbillede" om det, han gjorde: "Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer!"

     Et forbillede er et billede, som man tager for sig, for at man kan danne sig selv i lighed med det, som billedet viser. Menneskeligt set bør vi være forbilleder for hinan-den, hvad vi desværre ikke altid er opmærksomme på.        

     I al enfoldighed forstår jeg fodvaskningen og det efterfølgende måltid som en synliggørelse af vor Herres gerning blandt mennesker. I sig selv er fællesskabet usynligt, men det, som fællesskabet går ud på, gentager vi i gudstjenesten synligt med nadvermåltidet som ritual søndag efter søndag. Det gør vi, for at vi i vores vaklende tro kan have dette måltid som et fast holdepunkt og som et billede, der holder os fast på, hvad vor Herre har gjort for os, så vi hver for sig og i fællesskab kan danne vort daglige liv efter dette forbillede.

 

Forslag til salmevalg

 

En skærtorsdagsgudstjeneste bør begynde med at knytte en tråd tilbage til traditionen, altså det jødiske påskemåltid til minde om med udvandringen fra Ægypten. Det kan man gøre ved, at man fra Kingos passionsdigtning synger nr. 180 "Hører til, I høje Himle", der i vers 3 minder os om "Israels halleluja" (Ps. 113-118), der bliver sunget i forbindelse med det jødiske påskemåltid. Den bør så synges som første salme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning af Ps. 116, som man jo sådan set godt kunne forestille sig, at Jesus havde sunget i forbindelse med påskemåltidet, kunne vi andre så i skærtorsdagsgudstjenesten synge nr. 456 "Vor Herre Jesus i den nat".

     Imellem espistellæsningen med Paulus' version af indstiftelsen og evangelielæs-ningen om fodvaskningen vil jeg foreslå enten nr. 458 "Zion, pris din saliggører" eller nr. 459 "Herre! hvor skal vi gå hen?" Jeg vil gerne have dem begge to. Men vi havde nr. 458 på Midfaste søndag, så det bliver nr. 459.

     Der er ingen tvivl om, hvad vi fejrer skærtorsdag. Men evangelieteksten handler ikke om indstiftelsen, men derimod om fodvaskningen, så derfor skal vi efter prædikenen ikke synge en egentlig nadversalme, men derimod en gudstjenestesalme, og det skal være nr. 321 "O, kristelighed", som i vers 6-7 har en klar henvisning til nadvermål-tidet, selv om salmen i sig selv handler om troen og håbet og kærligheden, som verden ikke ved af, men som ikke desto mindre lever.

     Som udgangssalme kunne man vælge nr. 473 "Dit minde skal, o Jesus stå" eller 474 "Jesus Krist, du gav mig livet". En af dem har måske været anvendt i nadverliturgien. Man kunne også tage nr. 476 "Kornet, som dør i jorden", som måske er lidt mere samtidig med os selv i både tekst og tone. 

      

Mit salmevalg: 180 – 456 – 459 / 321 – 476.

 

 

Langfredag – Johs. 19,17-37: Jesu død.

 

Det er fuldbragt!

 

Langfredag er en dramatisk dag, og man spørger sig selv, om det kunne være gået anderledes. Ja, det kunne det vel. Jesus kunne have kaldt alt det tilbage, som han havde sagt og gjort. Da han stod foran ypperstepræsternes og Pilatus' domstol, kunne han have erklæret, at det hele var én stor misforståelse. Han kunne have sagt, at han ikke havde ment det sådan, og at han i øvrigt "var kommet på bedre tanker". Han kunne have sagt, at det selvfølgelig var forkert at sidde til bords med toldere og syn-dere. Han kunne have sagt, at det naturligvis havde været det rigtigste at stene den kvinde, der på fersk gerning var grebet i hor, sådan som også loven siger. Og det, han i den forbindelse havde sagt om, at den der var skyldfri kunne kaste den første sten, var selvfølgelig ikke ment bogstaveligt.

     Men han kaldte ikke noget tilbage af det, som han havde sagt og gjort. Tværtimod gik han vejen til ende i en fuldkommen grundløs kærlighed til de mennesker, for hvem hans tro var blevet deres eneste trøst. Hvis han havde dementeret sin egen livsvej, så havde han dermed også dementeret de fattiges eneste trøst. Og hvad havde de så haft at holde sig til? Så var den hjerteglød, der havde lyst op og varmet i deres tilværelse, slukket og gjort til løgn. Så havde døden alligevel sejret over kærligheden – hvis han altså af frygt for selv at dø havde kaldt sit ord tilbage.

     Men han gik vejen til ende, og derfor kan vi frimodigt gå ad den samme vej i frejdig tillid til, at vi – trods alt det tilfældige og uoverskuelige – dog går på veje, som også Gud tør kende. Vejen er banet. I det øjeblik, da Jesus dør på korset, kommer det til orde i det sidste, han sagde: "Det er fuldbragt!". Han var gået vejen til ende tro mod dem, som i deres fattigdom og elendighed havde ladet sig trøste ved hans tro.

 

Forslag til salmevalg

 

Med hensyn til liturgi og salmevalg til langfredag, henviser jeg til de overvejelser, jeg har gjort mig under første tekstrække, hvilket vil sige, at jeg her begrænser mig til at forslå salmer til et ganske ordinært gudstjenesteforløb efter alterbogen.

     Den første salme skal enten nr. 192 "Hil dig, Frelser og Forsoner" eller nr. 193 "O hoved, højt forhånet". Begge salmer kunne placeres i gudstjenestens begyndelse eller som salme efter prædikenen. Fastelavns søndag havde jeg anbragt nr. 192 som første salme, hvilket kunne tale for, at den denne gang skal placeres efter prædikenen.

     Den gammeltestamentlige læsning er Ps. 22. som Jesus ifølge Markus- og Matthæusevangeliet (1. tekstrække) med et udråb citerede på korset. Hans Anker Jørgen har skrevet en salme over dette citat. Det er nr. 197 "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Den vil passe godt efter læsningen af Ps. 22.

     På epistellæsningens plads læses Esajas-teksten fra første tekstrække. Efter denne læsning vil jeg foreslå, at man fra Kingos passionsdigtning synger nr. 187 "Rettens spir det alt er brækket".

     I min prædikenovervejelse til langfredag har jeg valgt Johannesteksten med det sidste korsord: "Det er fuldbragt!" Derefter giver det mening at synge "Hil dig, Frelser og Forsoner", hvis pointe er, at Jesu vej er gået til ende dér, hvor han får sagt til den korsfæstede røver: "Endnu i dag skal du være med mig i Paradis!". Dermed er det fuldbragt.

     Der bør ikke være altergang langfredag. Så derfor kan man slutte gudstjenesten med at synge nr. 439 "O du Guds lam" eller nr. 203 "O du Guds lam uskyldig". Eller med tanke på, at vejen for Jesu vedkommende er gået til ende, kunne man synge nr. 784 "Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende". Man kunne også slutte med at synge Johannes Ewalds nr. 536 "Udrust dig, helt fra Golgata", som har en dejlig melodi af Niels W. Gade.

 

Mit salmevalg: 193 – 197 – 187 / 192 – 536.