De første rejser
Bortset fra sommeren 1962, hvor jeg havde en hyre som kammerdreng på DFDS's M/S Bellona, der sejlede landbrugsvarer til nordengelske byer, har jeg vist nok ikke været i udlandet, før jeg i 1967 blev gift med Inger Merete. Men derefter gik det stærkt.
Biltur til Østtyskland
Allerede året efter tog vi en biltur til Lübeck og Rostock, og derfra videre til Warnemünde, hvorfra vi med færge tog tilbage til Danmark. Natten forinden havde vi tilbragt på et gæstgiveri tæt på den daværende zonegrænse mellem Vesttyskland og Østtyskland. Det var i dagene efter den 20. august 1968, hvor sovjetiske troper var gået ind i Tjekkoslovakiet for at slå et begyndende oprør ned. Fra gæstgiveriets terrasse kunne vi om aftenen tydeligt fornemme grænsen med hundeglam og projektørlys, og vore værter var tydeligt opskræmte ved tanken om, at russerne også kunne gå indover zonegrænsen og erobre Lübeck. Næste dag fandt vi så et sted, hvorfra vi kunne se selve grænsen med vagttårne, pigtrådshegn, et harvet stykke land, som efter sigende var mineret, og dertil endnu et hegn. Det var med nogen undren, vi iagttog denne grænse, som tilsyneladende vendte "indad", det vil sige mod landets egne borgere. Overgangen over zonegrænsen var også godt bevogtet, men den helst store undersøgelse af bilen fandt først sted, da vi forlod landet og kørte ombord på færgen. Vi havde kun transitvisum, så vi nåede kun på vej til til færgen at få et glimt af de gamle hansestæder Wismar og Rostock, som på det tidspunkt var vældigt udsmykkede med politiske slogans som for eksempel "In Gemeinschaft mit der Sowjetunion bilden wir unsere Zukunft" (vi skaber vores fremtid i fællesskab med Sovjetunionen).
Dette éndagsbesøg i DDR gav os et forstemmende indtryk af landet. Men det pirrede også vores nysgerrighed. Året efter tog Inger Merete og jeg til Berlin, hvor vi lejede cykler, som vi mest brugte i Østberlin, hvor trafikken ikke var så voldsom som i Vestberlin. I ro og mag kunne vi cykle rundt og iagttage byen og de sovjetisk prægede monumenter Treptower Park og på Unter den Linden Neue Wache, som i DDR-tiden var et monument over nazismens og militarismens ofre. Jeg har selv senere været i Østtyskland flere gange som medlem af det nu hedengangne Nordisk-Tysk Kirkekonvent, som senere efter murens fald kom til at hedde Kirchenkonvent für Nord-, Mittel- und Osteuropa. Konventet opstod i 1949 med det formål at bevare kontakten mellem den lutherske kirke i Østtyskland og de tilsvarende kirker i Vesteuropa. Det var på mange måder et inspirerende forum at være medlem af ikke mindst på grund af de østtyske præster, som vidste noget om, hvad det vil sige at være mindretalskirke i en politisk situation, som ikke havde noget venligt forhold til kirke og kristendom. Når jeg hører danske præster jamre over, at man i visse situationer kan blive pålagt at holde tre gudstjenester på en almindelig søndag, så mindes jeg en østtysk præst, som jævnligt havde syv gudstjenester på en søndag, og som i øvrigt mellem kirkerne måtte lade sig transportere på en totakters Jawa-motorcykel. Hos de østtyske præster mødte man en sjælelig rankhed, som man af og til savner hos de mere duknakkede danske præster.
Ovenfor ses to billeder fra torvet i Rostock, som var dekoreret med opmuntrende opråb fra regeringen.
De to næste billeder er fra Berlin: Grænseovergangen "Checkpoint Charly" samt udsigten over muren til Potzdammer Platz.
Charterrejse til Jugoslavien
Inger Merete havde tidligere været på en charterrejse til Tenerife, men vores første fælles charterrejse gik i 1968 til Jugoslavien i en DC6B fra Sterling Airways. Vi fløj til Split på den dalmatiske kyst, som vi derefter i bus fulgte sydpå til Podgora, som på det tidspunkt endnu ikke bar præg af den store turisme. Det var en hyggelig landsby ved kysten, og oppe i bjergene bagved lå der i et par kilometers afstand endnu en næsten forladt landsby, som var værd at gå på opdagelse i. Den havde været ramt af jordskælv. Men de få tilbageværende beboere var meget gæstfrie, og de gav gerne et glas af de lokale vin, når man kom forbi og hilste med et "dobar dan".
Fra Podgora var der gode muligheder for udflugter til nabobyen Makarska samt længere nordpå til Split med de velbevarede ruiner af et romersk palads tilhørende kejser Diocletian, som i 305 trak sig tilbage til sit palads. Derefter erobrede Konstantin den Store magten og flyttede romerrigets tyngdepunkt til Byzans, som senere kom til at hedde Konstantinopel. I resterne af Diocletians palads så jeg for første gang i mit liv en tigger og tænkte, at det var godt, at vi ikke havde sådan nogle i Danmark. Det har siden ændret sig.
Cirka 150 km. syd for Podgora ligger Dubrovnik, som er en middelalder- og renæssanceby, som er næsten lige så charmerende som Venedig på den anden side af Adriaterhavet. På en lille hyggelig restaurant spiste jeg for første gang i mit liv østers, hvilket jeg siden har været lidt forsigtig med, eftersom jeg kort efter under en rundtur på bymuren blev ramt af et voldsomt angreb af mavekneb og diarré. Kun den omstændighed, at der et sted på bymuren voksede et lille krat, reddede mig fra at blive årsag til en skandale i det offentlige rum.
Når man forlader Adriaterhavskysten og dermed det overvejende katolske Kroatien, kommer man snart ind i Bosnien, som er præget af tyrkernes indflydelse i 1500-tallet. Den muslimske befolkningsdel udgør et flertal på godt og vel halvdelen. Byen er især kendt for den meget smukke bro over Neretvafloden, som på et sted danner grænse mellem den vestlige kroatisk dominerede bydel og den østlige muslimske bydel. Broen, som stammer fra tyrkertiden, blev sprængt i stykker under borgerkrigen i 1991, men genopbygget i 1999. Fra toppen af broen og ned til vandoverfladen er der tyve meter. Da vi var der, var der nogle drenge, som sprang ud fra broen, hvilket indbragte et eller andet beløb fra tilskuerne. Det var ikke en finansiering, vi deltog i, da et sådant udspring faktisk var forbundet med en vis risiko. I øvrigt tiltrak den muslimske bydel en del turister, hvor man formedelst et lille beløb kunne få adgang til traditionelle tyrkiske huse, og i basaren havde man mulighed for at erhverve sig tyrkiske tæpper og andet, som tydeligvis var lagt an på turismen.
Som turistland betragtet var Jugoslavien på det tidspunkt et billigt land at besøge. Så et par år efter tog vi derned igen – denne gang i Sterling Airways nye Caravellefly, som klarede transporten på den halve tid. Desuden havde vi medbragt vores dengang treårige datter Lene, som beklagede sig noget over varmen, men hun syntes dog, at oplevelserne havde været turen værd. Indtrykkene fra den første rejse havde været så store, at vi var nødt til at tage derned igen for at se, om et var rigtigt. Det var det selvfølgelig. Men alligevel! Det var den samme rejse, og vi havde base på vores tidligere hotel i Podgora, men meget var forandret. Turismen var tydeligvis vokset. Der var kommet flere hoteller til. Befolkningen var stadig venlig, men den var også blevet lidt mere blasert, eller man skulle måske sige lidt mere professionel i henseende til at håndtere turister. Den umiddelbare gæstfrihed og charme, som havde mødt os første gang, var mere eller mindre forsvundet. Men landet var for os som nybagte turister et eksotisk land, som det var spændende at gå på opdagelse i. Det gav os smag på mere.
1. Inger Merete og Lene får en forfriskning - 2. En tigger på kirketrappen i Split - 3.-4. Podgora set fra søsiden 3. Den jordskælvsramte kirke i Podgora - 6. Den middelalderlige bro i Mostar.