Israel

Inger Merete havde en faster Magda, som på sine ældre dage rejste en del af opsparingen op. I 1971 havde hun været en tur i Israel og kom hjem i den overbevisning, at enhver præst burde have været i Israel. Da jeg på det tidspunkt var blevet ordineret, gav jeg hende ret med en bemærkning om, at det havde jeg ikke råd til. Det problem mente hun, at hun kunne løse, så jeg fik et beløb, der rigeligt dækkede flybilletten og en lejebil i en uge. Da Inger Merete ikke ville eller kunne komme med, allierede jeg mig med Claus Oldenburg, som senere blev præst i Nr. Søby og derefter i Garnisons Kirke i København. Jeg har aldrig brudt mig om at rejse alene. I øvrigt blev denne rejse anledning til adskillige efterfølgende rejser til Mellemøsten og Tyrkiet.

     I begyndelsen af 1973 tog vi af sted og landede sent på eftermiddagen i Lod lufthavnen ved Tel Aviv, hvor vi hurtigt fandt vores lejebil. I den nærliggende by Petah Tiqwa fandt vi snart efter og uden større besvær et hotelværelse. Næste dag fortsatte vi til den antikke romerske by,  Cæsarea, hvor udgravninger stadig var i gang. Ved havnen lå der en del granit søjler, som tilsyneladende lå klar til at blive udskibet. Jeg fik senere af en amerikansk arkæolog at vide, at disse søjler stammede fra Aswan i Ægypten. Derfra var de så ad Nilen blev fragtet til Cæsarea, Da byen i middelalderen mistede sin betydning, blev søjlerne fragtet til Europa, hvor de blev genanvendt for eksempel i Roskilde Domkirke.

     Fra Cæsarea kørte vi til Haifa, hvor vi besøgte Karmels Bjerg med profeten Elias´ hule og Bahai-templet. Fra Haifa kørte vi videre til kunstnerbyen, Safad, i højt oppe i bjergene i det nordlige Israel. Det er en by, som har været centrum for den jødiske mystikerretning, som kaldes kabbalisme. Af samme grund er der i byen adskillige synagoger med hver sit særpræg.

     Afstandene i Israel er ikke store, så efter en noget kølig overnatning i Safad, nåede vi den næste dag også Nazaret med Bebudelseskirken samt Kapernaum med ruinerne af en synagoge fra romersk tid. Derefter satte vi kursen sydpå, idet vi havde planlagt at overnatte i Jeriko, hvilket betød, at vi skulle køre gennem Vestbredden, som siden krigen i 1967 havde været besat af Israel. I byen Jenin, som vi kørte igennem, kunne vi for første gang konstatere modsætningen mellem Israel og Palæstina. Vores udlejningsbil havde israelske nummerplader, og derfor blev vi udsat for et sandt bombardement af appelsiner, da vi kørte gennem byen.

     Sidst på eftermiddagen kørte vi fra Ramallah ad en smal bjergvej ned til Jeriko, som er en oase, der ligger omkring 250 meter under Middelhavets niveau. Temperaturen steg mærkbart, især når man sammenligner med det kølige Safad, som vi kom fra, og aftenluften var fuld af krydrede dufte. Vi indlogerede os på Hisham Palace Hotel, som trods sit prangende navn var ualmindelig beskidt. Så allerede næste dag flyttede vi til det nærliggende Park Hotel, som var mere rimeligt både med hensyn til standard og pris. Lige overfor lå “House of Singing Bamboo”, som var en slags restaurant, hvor flere notabiliteter fra byen samledes om aftenen, for eksempel Naim Edrise, som var skoleinspektør, og Nuhedin Soukairy, som var engelsklærer.

     Vi blev boende i Jeriko resten af den tid, vi havde til rådighed. Priserne var rimelige, og de steder, vi ville se, lå i en overkommelig afstand. Det antikke Jeriko ligger begravet i en ruinhøj, en såkaldt “tel”, det vil sige en ruinhøj, der rummer adskillige arkæologiske lag, hvilket man kunne se i en grøft, som var gravet igennem højen. Byen siges at være 8-9000 år gammel og kaldes derfor også verdens ældste by. Ganske tæt på ruinhøjen ligger endnu en ruin kaldet Hishams Palads. Det blev bygget i 724, men ødelagt af en jordskælv allerede i 747. Der er bevaret nogle meget fine gulvmosaikker. 

     Nord for ruinhøjen lå en anden by, som også var øde og forladt. Det havde været en palæstinensisk flygtningelejr, som indtil Seksdageskrigen i 1967 havde rummet tusinder af mennesker, som i forbindelse med krigen var flygtet endnu engang til Jordan. Syd for Jeriko lå der en tilsvarende forladt flygtningelejr.

     Nogle få kilometer længere mod syd ligger der ved Dødehavets nordvestlige bred endnu en ruin. Det er resterne af et kloster fra Jesu tid. Stedet kaldes Khirbet Qumran. Stedet har været befolket af en jødisk sektmenighed i godt et par hundrede år. Da de romerske feltherre Titus i år 68 drog ned igennem Jordan-dalen og undervejs afbrændte Jeriko ødelagde han også Qumram. Klosterets beboere må have set røgen fra Jeriko, for de har tilsyneladende i al hast skjult deres hellige skriftruller i nogle lerkrukker, som derefter blev anbragt i nærliggende bjerghuler. Siden har ruinen været sandet til, og stedet har været glemt, indtil en beduindreng i 1947 ved et tilfælde i en af hulerne fandt nogle af de efterladte håndskrifter. Siden er der fundet håndskrifter i ti huler. De er blevet tydet og oversat og har med givet os et betydeligt større indtryk af datidens religiøsitet.

     Endnu længere mod syd ligger klippefæstningen Masada, som under den jødiske opstand mod romerne i årene 66-73 blev et tilflugtssted for 967 jøder, som til sidst ikke kunne holde stand mod den romerske belejring og derfor begik kollektivt selvmord.

     Efter at have besøgt disse antikke ruiner vendte Claus og jeg tilbage til Jeriko hvor vi tilbragte aftenen på "House of Singing Bamboo", hvis vært drev etablissementet efter dette slogan: "Et hus fuld af mennesker er bedre end et hus fuld af penge". Der var faktisk en del mennesker i huset, de fleste af den lokale, men også nogle få "travellers" som os selv. Der var også megen "singing" både på arabisk og på engelsk. I den forbindelse kom jeg noget utilsigtet til at gøre Grundtvig populær i Jeriko. Selskabet ytrede nemlig ønske om også at høre en dansk sang. Træt efter dagens udflugt kunne jeg ikke komme på andre sange end Grundtvigs "Kong Farao var en ugudelig krop", som jeg fik sunget det første vers af, som jeg derefter oversatte til: "King Pharoe was a mighty man". Jeg fik også oversat de følgende linjer om Farao, der forgæves søgte et slide hebræerne op, "smid ud deres nyfødte drenge! Ja, smid dem i Nilen trods kællingesnak! Så får vi dog endelig hans på det rak". Længere kom jeg ikke i oversættelse, for så brød jubelen løs. Tænk at vi havde så glimrede og forstående en digter i Danmark!

Derefter gav selskabet nogle højrøstede palæstinensiske slagsange til bedste, indtil der midt i et hele dukkede et par svært bevæbnede israelske politisoldater op. De så sig grundigt om i lokalet og hilste lidt forundret på os turister for derefter at gå igen, fulgt til dørs af vore venner håndklap og sang: "Filistria, Filistria!" (Palæstina, Palæstina).

     Fra Jeriko tog vi om formiddagen til en oase, Ein Feshka, ved Dødehavet. Oasen får fra Judæas bjerge tilført ferskvand, som danner nogle ferskvandssøer med fisk tæt på Dødehavet, hvor ingenting kan leve. Men det var fint at ligge og flyde i saltsøen for derefter at få saltet skyllet af med en dukkert i ferskvandet. Derefter og vi ca. 30 kilometer op i bjergene tril det lidt køligere Jerusalem for at se på alt det, er nu er at se på dér. Eller vi tog til Betlehem med den fine middelalderlige fødselskirke, eller til Hebron med patriarkgravene.

     I Hebron mødte vi Hasan. Han havde hørt, at vi var danskere og ville derfor tale med os. Det viste sig, at Hasan var blevet gift med en dansk pige, som havde været på et kibbutzophold i Israel. Det var den helt store kærlighed ved første øjekast. Enden på det var så den, at de blev gift efter arabisk skik og brug. Hanne – som pigen hed – havde samtykket i alle betingelser, herunder den, at Hasan i forvejen var gift med en kvinde, som havde skænket ham fire børn. Hanne skulle altså være hans anden hustru, den hustru, som han ville elske, som han forklarede os. Det kunne vi – set fra et arabisk synspunkt - sådan set godt forstå. På det tidspunkt kendte vi jo også skoleinspektøren i Jeriko, Naim Edrisi, som også havde to koner (ganske vist med den begrundelse, at han ikke havde kunnet få børn med den første).

     I Hebron var Hanne forsvundet. Hun var efter en måneds forløb rejst tilbage til Danmark, og hun kom ikke mere tilbage til Hasan, som derfor var blevet til grin i hele byen. En araber, hvis kone stikker af, er ikke længere at betragte som en mand, men som en nar. Inden vi skiltes fra Hasan, kom han med en gave. Det var en lille keramikting, han have fået lavet. Det var et hjerte med en rose. Men der sad en ond fugl og hakkede i rosen, som var et symbol på lykken. I selve hjertet var der en dolk, og på den anden side to bogstaver H og H, Hanne og Hasan. Om vi dog ikke ville tage dette hjertepant med til Danmark og give det til Hanne som et udtryk for, at han stadig elskede hende. Da vi kom tilbage til Danmark, skrev jeg et brev til Hanne og forklarede hende, hvor dumt hun havde opført sig. Hun besvarede mit brev, men jeg fik aldrig afleveret hjertepantet, som hun ikke viste nogen interesse for. Så det har jeg stadig.

     Jeg har senere været i Israel nogle gange, blandt andet på nogle ture som rejseleder, hvilket gav anledning til endnu et brev fra Hanne, som så mindeligt bad mig om ikke at fortælle holdet om hendes Hebron-eventyr, for en af deltagerne var nemlig hendes onkel. Det gjorde jeg heller ikke. Men i Hebron arrangerede jeg et møde med Hasan, som derved også kom til at hilse på onklen – i øvrigt uden at nogen af dem vidste, at de sådan set var i familie.

     Sidste gang jeg var i Israel – muligvis allersidste gang – var i marts 2004, hvor jeg som biskop var frontfigur under en delegationsrejse for Folkekirkens Nødhjælp, det vil sige, at jeg holdt nogle taler undervejs, som med en enkelt undtagelse alle sammen var meget venlige. Den egentlige chef og tilrettelægger af rejsen og opholdet var Uffe Gjerding, som var programkoordinator for Mellemøsten i Folkekirkens Nødhjælp. Vi havde i løbet af en uge kontakt med mange mennesker fra begge sider – israelere og palæstinensere - hovedsagelig personer og organisationer, som var indstillede på dialog og en fredelig løsning af konflikten. Vi boede i Jerusalem, men havde derfra ture til Betlehem og Gazastriben. Desuden fik vi på vores hotel besøg af forskellige palæstinensere fra Ramallah samt med en række kirkeledere med tilknytning til Jerusalem og omegn.

     Uhyggelig meget var forandret, siden jeg besøgte landet første gang i 1973. Dengang kunne vi færdes forholdsvis frit og uantastet (bortset fra bombardementet med appelsinerne i Jenin) både i selve Israel og på Vestbredden. I 2004 var alting helt anderledes. Alene en tur på otte kilometer fra Jerusalem til Betlehem var forbundet med vanskeligheder med kontroller i flere checkpoints. Og så var vi endda privilegerede, fordi vi blev betragtet som turister. De lokale kunne få lov at vente i flere timer på at komme igennem et checkpoint.

     En dag besøgte vi Gazastriben og havde møder med en menneskerettighedsorganisation, et “dispensery” støttet af Nødhjælpen, samt et par skoler. Desuden havde vi et møde med dr. Haidar Abdel Shafi, som har været chefforhandler ved nogle af de fredsforhandlinger, der har fundet sted. Han var et overordentlig interessant, men også besindigt menneske at lytte til. Han døde i 2007. Vores indtryk af Gazastriben var rystende. Dengang boede der omkring 1,4 millioner, og nu siges der at være omkring to millioner mennesker i den lille plet land, som ikke er meget større end Langeland. Det er forfærdeligt at tænke på, at så mange mennesker er spærret inde i sådan et fængsel!

     Mødet med menneskerettighedsorgsanisationen fandt sted på en restaurant tæt på Middelhavet, og midt under frokosten lød der et enormt brag.

     Det er et overlydsbrag! forklarede min borddame bederoligende – og føjede så til efter en lille pause: Så kommer bomben om et kvarter! - Det gjorde den også. Det var en raket, som blev affyret et sted ude i Middelhavet, og som sprængte et hus i luftet en kilometer fra vores restaurant. Overlydsbraget var en advarsel.

     Sidst på eftermiddagen skulle vi tilbage til Israel gennem et kompliceret checkpoint. Undervejs mødte vi nogen, der kom med en palleløfter, hvorpå der sad en mand på en stol. Da de nåede Gaza-siden af checkpointet, blev han simpelthen vippet af palleløfteren og lå så og flød på cementen. Han kunne ikke gå og måtte derfor hjælpes, hvad nogle tililende også gjorde. Er par fra vores gruppe tog nogle billeder af situationen. Kort efter var vi alle sammen spærret inde i noget, der lignede en befæstet kreaturfold. Der tilbragte vi så et par timer, mens vi ventede på at høre fra den danske ambassade i Tel Aviv, som vi havde ringet til. Det gjorde vi så ikke. Men pludselig blev vi lukket ud igen uden et ord til forklaring.

     Dagen efter var vi til et møde i det israelske udenrigsministerium. Hvad det aftalte møde skulle gå ud på, fandt jeg aldrig ud af. I ministeriet var man åbenbart vældig orienteret om, hvor vi havde været i de foregående dage. Vi fik en ordentlig opsang. Vi fik simpelthen skældt ud, fordi vi havde plejet omgang med palæstinensere. Det var et forræderi, vi som danske ikke kunne være bekendt.

     På et tidspunkt brød jeg ind og forklare, at jeg i hele min barndom har fået at vide, at jeg, som er født den 14. maj 1944, er født på Israels fødselsdag, til trods for, at Israel som nation betragtet først er kommer til verden fire år efter mig. Desuden er jeg blevet opdraget til at mene, at vi som kristne mennesker skal have en særlig opmærksomhed på det jødiske folk. Jeg har hele min barndom fået fortalt bibelhistorie og færdes derfor lige så hjemmevant i jødernes historie, som jeg færdes i mit eget folks historie. Desuden har jeg fået at vide, at jeg som dansker godt må være lidt stolt af at tilhøre et folk, som reddede en hel de jøder til Sverige under den tyske besættelse. Så af de grunde ville jeg ikke finde mig i at blive skældt ud som en skoledreng, der mistænkes for forræderi. Så nu går jeg!

     Den ministerielle embedsmand, som ledede mødet, skyndte sig at erklære det for slut. Derefter gik vi, uden at nogen fulgte os til dørs.