14. Trinitatistiden 2,19 - sidste

Præk&salmer

Trinitatistiden 2, tekstrække, 19 - sidste

Nittende søndag efter trinitatis - Johs. 1,35-51: De første disciple kaldes.

 

At se himlen åben

 

I den gammeltestamentlige læsning til denne søndag fortælles der om patriarken Isaks søn, Jakob, på en rejse lagde sig til hvile på et helligt sted. Mens han sov, så han i drømme, at himlen åbnede sig. Han så en stige, der rakte fra jorden til himlen, og på denne stige vandrede Guds engle op og ned. I denne drøm hørte Jakob Guds løfte om, at han ville være med ham alle dage. Da Jakob vågnede, udbrød han: "Her er Guds hus og himlens port!" Og han kaldte stedet for Betel, som netop betyder "Guds hus". Vi bliver mindet om denne fortælling, hver gang vi synger salmen ”Velkommen igen, Guds engle små”, hvor det hedder:

   Da vandre Guds engle op og ned

                                             på salmens tonestige,

    da byder vor Herre selv Guds fred

                                             til dem, den efterhige.

     I denne salme er Jakobs-stigen blevet til nodelinjer, hvorpå tonerne som engle stiger op og ned under gudstjenestens salmesang. I og med vi synger salmen, er der en bøn, som er lige ved at gå i opfyldelse:

                                             Da åbner sig himlens borgeled,

                                             da kommer ret Guds rige.

                                             O, måtte vi kun den glæde se,

                                             før vore øjne lukkes!

     Kirken er vort Guds rige her på jorden. Den er et hjem! Den er et hus, hvor man kan være, sådan som man nu engang er. I et hjem behøver man ikke at forstille sig og udgive sig for en anden end den, man er. I så fald vil man nok hurtigt blive gennem-skuet. Det er også bedre at være gennemskuet end at være overset. I et hjem er man ikke overset, for man hører til dér. Man kan regne med, at døren står åben for en, medmindre der er noget, der er gået helt galt. Hvis døren til mit hjem er lukket, er jeg hjemløs. Hvis jeg fik at vide, at himlen var lukket, ville jeg også være hjemløs. Jeg ville være hjemløs i hele verden. Det ville være utrygt at være til i verden. Men nu er det ikke sådan. Jeg behøver ikke at gøre mig anstrengelser for at finde et sted, hvor jeg kan være, og hvor jeg kan høre til. For om ikke andet kan jeg gå i kirke. Kirken er som Himmerige. Den er Guds hus og himlens port. Den er det sted, hvor jeg fornemmer, at himlen også er åben for mig.

 

Forslag til salmevalg

 

Brorsons herlige lovsang nr. 5 "O, havde jeg dog tusind tunger", som i vers 7 åbner udsigten til Himlen, hvor vi skal indlemmes i det himmelske sangkor, vil være god at begynde gudstjenesten med.

     Efter den gammeltestamentlige læsning om Jakobs drøm burde man måske synge nr. 26 "Nærmere. Gud til dig", fordi den er inspireret af teksten. Men jeg har aldrig brudt mig om den, hvilket måske skyldes den sentimentale melodi. Jeg vil hellere have en anden salme, der handler om velsignelse for eksempel nr. 425 "Velsignelse, al jordens tarv".

     Epistelteksten har også sin egen salme, nemlig nr. 335 "Flammerne er mange, lyset er ét", som jeg heller ikke er så vild med. Jeg vælger i stedet nr. 318 "Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige", fordi den forudsætter en mere dybsindig forestilling om kirkens enhed.

     Efter prædikenen kunne man være fristet til at synge nr. 99 "Velkommen igen, Guds engle små". Hvis man vælger den, skal salmevalget nok have et par ord med på vejen i prædikenen. Man kunne også på grund af vers 3 overveje nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil". Ellers skulle det være nr. 592 "I dag er nådens tid".

     Som udgangssalme mener jeg, at nr. 333 "Almindelig er Kristi kirke" vil udgøre en passende afslutning på gudstjenesten.      

 

Mit salmevalg: 5 – 425 – 318 / 592 – 333.

 

 

Tyvende søndag efter trinitatis – Matt. 21,28-44: Lignelsen om de to sønner i vingården.


Runestenen, dåbsattesten og kirkehuset


For mere end tusind år siden udtalte kong Harald Blåtand på hele det danske folks vegne et tydeligt ”ja” til evangeliet, og siden har vi som folk kunnet betragte os selv som et kristent folk. Det er i al fald, hvad jeg sagde til mine konfirmander, når vi tog til Jelling for at betragte den sten, som kong Harald satte som et minde over sine forældre – ”den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Det er en mær-kelig sten at stå og se på. Ved sin blotte tilstedeværelse minder den os om, hvad vi egentlig er, selv om det i vort levede liv ikke altid er til at få øje på. Man har kaldt Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. Så derfor mindede jeg konfirmanderne om, at de også selv har en dåbsattest, hvoraf det fremgår, hvem og hvad de er.

     Man kan spørge sig selv om, hvordan det siden er gået med dette ”ja”. Granitstenen ved Jelling Kirke og dåbsattesten på papiret gør, at vi ikke uden videre kan lægge dette spørgsmål bag os. Hvordan forholder det sig med det sagte og det levede? 

                                                    I ordet overvintrer

                                                    den sandhed, vi forlod,

                                                    og ingen magt kan hindre

                                                    den i at fæste rod

                                                    selv i en fattig jord,

                                                    hvor frøet som et under

                                                    og skjult for alle gror. 

     Sådan skrev Ole Wivel i en sang, som han digtede til Båring Højskoles indvielse i 1959. Når vi svigter, må vi trøste os med, at sandheden overvintrer i ordet, som jeg her vover at forstå som Guds ord. Trods var egen troløshed overvintrer sandheden i Ordet. Runestenen og dåbsattesten samt vort eget stedlige kirkehus, minder os om den sand-hed, vi har forladt, men som ikke desto mindre overvintrer i Ordet. Stenen, dåbsattesten og kirkehuset giver os anledning til at håbe på, at Gud vil tage imod os i sit rige og dag for dag vil forny vor færden derved, at sandheden på ny fæster rod i vores – åndeligt talt – fattige jord.

     Hvad andet har vi at håbe på, når vi for alvor er blevet opmærksomme på den af-stand, der er mellem det, vi siger, og det, vi gør?

 

Forslag til salmevalg

 

Lars Busk Sørensens nr. 731 "Nu står der skum fra bølgetop" vil være en passende salme at begynde med på denne årstid, hvor vi befinder os et sted mellem "modenhed og død" (v. 4).

     Esajas' vingårdslignelse må på en eller anden måde også være forudsætning for evangelietekstens vingårdslignelse. Begge steder er vingården et billede på Israel henholdsvis den kristne menighed. I sin salme nr. 347 "Ak, Fader lad dit ord og ånd" tænker Brorson på begge dele. Hans salme skal synges efter den gammeltestament-lige læsning.

     Som salme mellem epistellæsning og evangelielæsning foreslår jeg nr. 679 "Et trofast hjerte, Herre min". Den passer godt til begge tekster.

     Efter prædiken kunne man så synge Ole Wivel sang "Der truer os i tiden" (Kirkesangbogen nr. 802). Ellers vil jeg synes, at nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang" kunne være et godt valg, idet man med ordet "folk" kan tænke på vin-gården.

     Udgangssalmen kunne så være en bøn om at blive fastholdt i Guds ord, for eksempel nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord" eller nr. 401 "Guds ord det er vort arvegods". Nr. 633 "Har hånd du lagt på Herrens plov" kunne også bruges.   

 

Mit salmevalg: 731 – 347 – 679 / 376 – 633.

 

 

Enogtyvende søndag efter trinitatis – Luk. 13,1-9: Lignelsen om det ufrugtbare figentræ.

 

Omvend jer og tro!

 

Undervejs på vandringen fra Galilæa til Jerusalem må Jesus og disciplene have hørt rygter om noget forfærdeligt, der var sket. I al fald havde nogen hørt, at Pilatus havde foranstaltet et blodbad på nogle galilæere, hvis blod han havde blandet med offer-dyrenes blod. Hvordan omstændighederne i øvrigt var, kan vi ikke vide noget om, bortset fra at folk antagelig var blevet oprørte. Derfor kommer de og fortæller Jesus om det.

     Og hvad skal han sige til det? Der er jo ikke andet at sige, end at sådan noget er både grusomt og meningsløst.

     I øvrigt kan Jesus fortælle dem om en anden begivenhed, som han har hørt om. Det var en ulykke, der skete i Siloa ved Jerusalem, hvor et tårn var styrtet sammen og havde dræbt atten mennesker. Det er lige så urimeligt og meningsløst.

     Vi kan såmænd selv fortsætte rækken af den slags begivenheder. Hvad med alle de mennesker, der er kommet af dage ved trafikulykker, terrorhandlinger og andre tilfældige og meningsløse hændelser?

     Jesus har ikke noget svar eller nogen forklaring på det tilfældige og meningsløse. Det er jo sådan som det er – altså netop uden nogen mening. Derimod fortæller han en lignelse om et figentræ, som ikke giver nogen frugt, så derfor vil ejeren have det hugget om. Men gartneren gik i forbøn for træet og sagde: ”Nu vil jeg pleje og passe det noget bedre og give det gødning, og så kan det være, at det giver frugt.”

     I Lignelsen er gartneren et billede på Jesus, som også går i forbøn for dem, der kan se deres egen undergang i møde. Det er ikke nogen forklaring på undergangen. Vi får ikke nogen forklaring på det meningsløse. Derimod får vi at høre, at Gud i kraft af vor Herres forbøn er hos os alligevel.

     I troen på det, skal vi lære at takke for livet. Vi skal lære at takke ikke blot for det, som vi forstår – hvilket vel i grunden ikke så svært – men vi skal også lære at takke for det, som vi ikke forstår, og have tillid til, at Gud er med også dér. Omvend jer! siger Jesus til alle de forskræmte. Omvend jer! Det betyder ikke, at de skal stå på hovedet eller i forloren fromhed krænge vrangen ud på sig selv. Nej, de skal vende sig om og høre evangeliet i vor Herres mund – og tro det, som de hører.

 

Forslag til salmevalg

 

Jakob Knudsens morgensalme nr. 754 "Se, nu stiger solen af havets skød" er en stærk sang, der endog byder tilværelsens meningsløshed trods: "at mig dagen fryder trods synd og død" (v. 2). Den vil være en god indgangssalme til denne søndag, hvor vi skal høre om Pilatus' blodbad på nogle sagesløse galilæere samt om sammenstyrtningsulykken i Siloa.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Ezekiels Bog kap. 18 er profetens opgør med forestillingen om den nedarvede syndighed, hvilket vil sige, at enhver må bære ansva-ret for sine egne gerninger. Efter denne læsning kunne man synge nr. 365 "Guds kærlighed ej grænse ved".

     Dagens anden læsning er menighedsbrevet til Filadelfia fra Johannes' Åbenbarings-bog. Der er to salmer, som melder sig med hentydninger til teksten. Den ene er nr. 308 "Helligånd, vor sorg du slukke", hvor Davids-nøglen (jf. Esajas 22,22) er med. Den anden er nr. 332 "På Jerusalem det ny". Jeg tror, jeg foretrækker den sidste. Til gengæld kan nr. 308 bruges som udgangssalme.

Efter prædikenen mener jeg, at nr. 655 "Er du modfalden kære ven" vil gøre god fyldest. Det er en salme, som ikke lyver sig bort fra det uforståelige og det meningsløse, men som alligevel kan tænke Gud sammen med det hele. 

 

Mit salmevalg: 754 - 365 – 332 / 655 – 308.

 

 

Alle helgens søndag – Matt. 5,13-16: Jordens salt og verdens lys.


At skjule sit lys er bedrageri


"I er jordens salt! I er verdens lys!" Det er sagt som en konstatering. Jesus siger ikke til sine tilhørere, at de skal gøre sig umage for at være jordens salt og verdens lys, men han siger til dem, at de er det allerede nu alene derved, at de hører hans ord og tror, hvad ordene siger.

     De mennesker, som Jesus havde foran sig, da han holdt sin prædiken til dem på en bjergskråning i Galilæa, var jo sådan set ikke noget særligt. I samfundet blev de formo-dentlig ikke regnet for noget. Men sådan som de står foran Jesus, så bliver de til noget særligt, idet han kalder dem "jordens salt" og "verdens lys".

     Salt er ikke bare det, der får maden til at smage af noget. Saltet bevarer for for-rådnelse. Og lyset er der ikke blot for hyggens skyld, men lyset er der for at lyse op sprede og mørket. Derfor sætter man lyset på en lysestage, så alle kan se det. Man gemmer det ikke under en spand, hvilket i øvrigt også vil få lyset til at gå ud.

     Når Jesus nu kalder de mennesker, som hører hans ord og tror det for "jordens salt" og "verdens lys", så må meningen vel være den enkle og ligefrem­me, at det lige præcis er disse mennesker, der skal bevare jorden fra at gå til i råddenskab. Det er dem, der skal lyse op i en formørket verden. "Lad jeres lys skinne!" siger Jesus. Vi skal ikke sætte vores lys under en skæppe, men tværtimod lade det skinne. Det kan ikke være anderledes. Lige så lidt som man kan skjule en by, der ligger på et bjerg, lige så lidt kan evangeliet og troen på vor Herres ord skjules og forties og gemmes væk som noget, der er ligegyldigt. Det skal kunne høres i hele verden, at det er Guds vilje, at de sør-gende skal trøstes, at de hungrige og tørstige skal mættes med retfærdighed, og at de, der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Det er lige akkurat det, de skal! Og det skal der ikke lægges skjul på! Hvor som helst vi på vor vej møder mennesker, der sørger og græder og er grebet af håbløshed, skal vi lade evangeliets lys skinne for dem. Det er ikke blot falsk beskedenhed at gemme det bort under en skæppe. Det er bedrageri! Og det er mangel på tro på, at Gud ikke blot vil, men også kan gøre alting nyt. Så derfor skal vi lade vores lys skinne - det, som vi har fået af vor Herre ved at høre hans ord.

                                          Det kendes på os, som lysets børn,

                                          at natten hun er nu omme!

 

Forslag til salmevalg

 

I 1978 udkom salmebogstillægget "46 salmer". Her stiftede jeg for første gang bekendtskab med Grundtvigs efterårsdigt, som nu findes i salmebogen som nr. 653 "I falmende blade, du kølige vind!" Siden har den hos mig været fast inventar på allehelgensdag, hvilket Thomas Laubs forførende melodi formodentlig også har bidraget til.

     Efter læsningen af Esajas 49,8-11 kunne man synge nr. 418 "Herre Jesus, kom at røre", som er Kingos gendigtning af de umiddelbart foregående vers.  Men da det er allehelgensdag, hvor der kommer en del kirke, foretrækker jeg nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud", som sikkert er mere kendt og i øvrigt hører hjemme i den folkelige tradition.

     På allehelgensdag skal vi også have nr. 571 "Den store hvide flok vi se", ellers synes jeg ikke, at allehelgensdag har været markeret ordentligt. Noget lignende kan siges om nr. 573 "Helgen her og helgen hisset", som kunne synges efter prædikenen. På den plads vil jeg imidlertid gerne have nr. 402 "Den signede dag med fryd vi ser", dels på grund af første vers, hvor vi kaldes "lysets børn", som ifølge evangelieteksten ikke må sætte deres lys under en skæppe, dels på grund af vers 7, hvor det i pagt med allehelgensdag hedder, at vi til sin tid skal tale med venner i lys. Den tanke kan jeg godt lide.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på".

 

Mit salmevalg: 653 – 31 – 571 / 402 – 560.    

 

 

Toogtyvende søndag efter trinitatis – Matt. 18,1-14: Den største i Himmeriget.

 

Troens liv på Guds ansvar

 

Det er næppe på grund af deres tiltalende egenskaber, at Jesus fremhæver børnene som eksempel. Så naiv kunne han ikke være. Han havde jo selv fire brødre og et ukendt antal søstre.

     Men hvad er det så, der gør, at Jesus haler et barn frem og bruger det som eksem-pel på et menneske, der har adgang til Himmeriget? Jeg mener, at der i denne episode er en efterklang af historien om Adam og Eva, som i Paradisets have levede på Guds ansvar. De levede af hvert ord, som udgår af Guds mund uden at tænke over, om det nu også kunne være rigtigt at leve sådan. Frugterne på livets træ er Guds ord til men-nesker, det ord, som de skulle leve af. Men Gud havde også et andet ord, som han ville beholde for sig selv. Det er det ord, der sætter skel mellem godt og ondt. Det er frugten på kundskabens træ. Den, der spiser af det, får derfor evnen til at skelne mellem godt og ondt, og den, der kan skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, må derfor leve helt på sit eget ansvar. Da Adam og Eva havde spist af kundskabens træ, kunne de ikke længere leve som børn på Guds ansvar, men måtte leve på deres eget ansvar og stå til regnskab for det liv, som de levede.

     Det er den historie, der klinger med, når Jesus tager et barn frem som eksempel på et menneske, der har adgang til Himmeriget. For intet menneske kan i kraft af sin egen fortræffelighed gøre sig fortjent til hverken livet eller Himmeriget. Både det ene og det andet kan man kun få givet på samme måde, som et barn får givet sit liv i kraft af sin fars og mors kærlighed. Derfor må barnet som barn leve sit liv på forældrenes ansvar, uden at det behøver at spekulere over, om det nu er rigtigt eller forkert på den måde.

     Det betyder selvfølgelig ikke, at barnet lever helt uden ansvar, indtil det bliver myndigt. Sådan bør det i al fald ikke være. For i kærlighed til barnet pålægger foræl-drene barnet det ansvar, som det kan bære, ved at give det opgaver, som kan fylde dagen og vejen ud. For så vidt fik Adam i Paradiset jo også et ansvar derved, at han fik til opgave at give dyrene navne.

     Som barnets forhold er til sine forældre, således skal vort forhold også være til Gud. På den måde handler det om tro. Eller sagt på en anden måde: Sådan som Jesus selv troede på Gud, sådan skal vi også gøre og leve vort liv i tillid til, at Gud står inde for det.

     Derfor er der i teksten også en advarsel mod at forarge og bringe til fald, hvilket vil sige at tage troen fra nogen. For et menneske er der ikke noget, der er mere vigtigt end det i tro at modtage sit liv som et Guds barn. Så derfor: Ve den, der tager troen fra nogen!

 

Forslag til salmevalg

 

En gang imellem får jeg lyst til at synge en stribe ukomplicerede salmer, selv om de selvfølgelig også gerne må passe ind i gudstjenestens helhed. Jeg begynder med Ingemanns nr. 750 "Nu titte til hinanden", som leder tanken hen på børnenes forhold til Guds rige.

Dernæst skal der være en salme, der handler om Guds omsorg, og som forvisser mig om, at Gud ikke har glemt mig, så lidt som en mor kan glemme sit diende barn. Det bliver nr. 49 "Ingen er så tryg i fare".

     Epistelteksten får mig til at tænke på salmelinjen: "Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer" fra nr. 695 "Nåden hun er af kongeblod". Men jeg vælger alligevel den næste i salmebogen nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde".

     Efter prædikenen kunne jeg så forestille mig, at vi skal synge nr. 454 "Barnelivets fagre dage", som får mig til at mindes min egen barndom, hvor jeg også lærte at synge den salme, som jeg synes skal være udgangssalme, nemlig nr. 441 "Alle mine kilder skal være hos dig".

 

Mit salmevalg: 750 – 49 – 696 / 454 – 441.

 

 

Treogtyvende søndag efter trinitatis – Mark. 12,38-44: Den fattige enkes gave.


Vi er tiggere


Der var mange, der færdedes på tempelpladsen den dag, da Jesus og hans disciple sad og så på det, der foregik. Der var mange, der lagde vægt på at kunne vise deres fromhed frem, og der var derfor også mange, som lagde et ganske pænt beløb i tempelblokken. Men det var den fattige enke med småmønterne, som Jesus lagde mærke til. Det var hende, han lod sit blik hvile på, idet han dermed så at sige velsig-nede hendes gave. Ud af sin fattigdom havde hun givet, alt hvad hun ejede, alt det hun havde at leve af.

     Når vi andre går i kirke – det hus, som for os er et tempel – har vi heller ikke meget andet at komme med end vores fattigdom. Det kan godt være, at de fleste af os er i stand til at lægge et pænt beløb i kirkebøssen, hvis vi vil. Men i kirken som sådan er det ikke pengene, der tæller. I kirken er vi i Guds rige, og her er det Guds ord, der tæller. Han er husets herre. Og her får vi lov til at lægge vort liv frem, så vi selv får det at se, sådan som det tager sig ud i evangeliets lys. Set i det lys tager vort liv sig noget ander-ledes ud, end når vi ser på det i lyset fra det politiske liv, som rører sig uden for kirke-huset. For derude er det pengene, der tæller, og derude forventes det, at vi selv er herre over det liv, som vi lever.

     Da Martin Luther var død den 17. februar 1546 fandt man på hans skrivebord en seddel med nogle latinske notater til kommende prædikener. Notaterne slutter med disse ord på tysk og latin: "Wie sind Bettler, hoc est verum" (vi er tiggere, det er sandt). Da Luther skrev sine notater, var han klar over, at hans liv ikke ville blive meget længere, selv om han vel må have tænkt, at det kunne række til et par prædikener endnu. Men når Luther på det tidspunkt så tilbage på sit eget levede liv, så han det i lyset fra det evangelium, han selv havde prædiket. Set i et lys måtte han gøre sit liv op med disse ord: "Vi er tiggere".

     Det, vi kan glæde os over på denne søndag, er at Jesus midt i mængden af alle de mange tempelgængere lod sit velsignende blik hvile på den fattige enke, som gav den smule, hun havde at leve af, som gave til templet. Det gode i denne historie er ikke, at hun var fattig – nej, et gode i historien er, at Jesus ved at lade sit blik hvile på netop hende gav hende en plads i Guds rige. Det kan vi også glæde os over. Ja, en dag får vi – som de tiggere vi er - måske brug for at glæde os over det helt på egne vegne!

 

Forslag til salmevalg

 

Med tanke på det himmelske borgerskab i epistelteksten, vil jeg foreslå, at vi skal be-gynde gudstjenesten med at synge nr. 745 "Vågn op og slå på dine strenge", hvor borgerskabet i Guds rige er forudsætning for opfordringen i vers 4 til at begive sig ud i sit jordiske kald.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Jeremias' Bog kap. 7,1-11 er en voldsom advarsel mod hykleriet og den hykleriske brug af templet, som til sidst fører til, at folk og tempel må skilles. Det kunne nok give anledning til en dundertale om forholdet mellem folk og kirke hos os selv. I stedet vil jeg gribe i egen barm og syng med på Kingos salme nr. 684 "O Jesus, du al nådens væld".

     I epistelteksten har Paulus fået øje på nogle, som er fjender af Kristi kors, hvilket får ham til at tænke på Kristi genkomst og endegyldige sejr. Derved kommer jeg selv til at tænke på en salme som nr. 268 "Zions vægter hæver røsten" og nr. 276 "Dommer over levende og døde". Jeg vælger den første, da jeg synes, at den passer bedst til epistelteksten.

     Evangelieteksten, som munder ud i fortællingen om den fattige enkes gave, langer også ud efter det religiøse hykleri. Men det er den fattige enke, der stjæler billedet. På baggrund af det almindelige hykleri, er det hendes gave, vi skal lægge mærke til. På en måde minder teksten om fortællingen om tolderen og farisæeren i templet. Både for tolderen og for den fattige enke bliver templet til en kirke, hvor man kan gå i skjul for verden, men blive set af Gud. Det kunne lede frem til, at vi efter prædikenen skal synge enten nr. 411 "hyggelig, rolig" eller nr. 350 "Foragter ej de ringe dage".

     Derefter kan gudstjenesten sluttes af med, at vi synger nr. 424 "I Herren hus er godt at bo".  

 

Mit salmevalg:  745 – 684 – 268 / 411 – 424.

 

 

Fireogtyvende søndag efter trinitatis – Johs. 5,17-29: Sønnens fuldmagt fra Faderen.


Fra døden til livet


Når vi en gang imellem i forvirring spørger om, hvor Gud er henne, og hvem Gud er, så får vi at vide, at alt hvad vi behøver at vide om Gud, kan vi allerede se i den gerning, som vor Herre Jesus Kristus gør her i denne verden. Hans gerning er Guds gerning, for han kan slet intet gøre af sig selv. Han kan kun gøre, hvad Gud gør. Ligesom morgen-røden varsler solopgangen, således er Jesu gerning et varsel om, at Guds rige er nært. Af genskæret på himlen slutter vi os til, at solen er der. Af evangeliet slutter vi os til, at Gud er sådan, som vi hører og ser det i Jesu ord og gerning. Som han selv siger det: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet!"

     Fra døden til livet! Fra mørket til lyset! Fra løgnen til sandheden! Det er den vej, det går!

     Set i det perspektiv er dommedag ikke en dag vi skal frygte, for det er Kristus selv, der sidder på dommersædet. Derfor er dommedag en lys dag og en dejlig dag. Det er en dag fyldt med glæde. Det betyder ikke, at dommen ikke er alvor, eller at den ikke står ved magt. For det gør den! Men der er ikke desto mindre en afgørende forskel på de domme, som vi selv fælder, og så den dom, vor Herre fælder. For når vi fælder en dom, sådan som det f.eks. foregår i retssalen, så ligger der det i det, at dommen inde-bærer en straf. Den, der har forbrudt sig mod samfundets love, straffes ved at skulle aflevere en større eller mindre del af sit liv.

     Men dér, hvor vor Herres dom lyder, følger der af dommen ikke en straf, men en tilgivelse. Det er jo netop den omstændighed, der gør hans ord til evangelium, dvs. et godt budskab. En straf har sin rod i vrede. Tilgivelsen har derimod sin rod i kærlighed. Og derfor dømmer kærligheden anderledes end vreden gør. For hvor vreden dømmer fra livet, dømmer kærligheden til livet. Kærligheden fordømmer ikke, men den dømmer derved, at den tager den skyldige til nåde og giver livet tilbage til den, der har sat det over styr.

     Det, som vi behøver at vide om Gud, møder vi i vor Herres ord, og det lyder til os som kærlighedens dom vort liv: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet".

 

Forslag til salmevalg

 

Nu må det være på tide, at vi får sunget nr. 732 "Dybt hælder året i sin gang", som foruden at være en efterårssang også har et klart eskatologisk perspektiv, som svarer til det præg, som denne søndag i et hele taget har.

     Teksten fra Daniels Bog er forlæg for den nytestamentlige forestilling om Menneske-sønnen, som er den titulatur, Jesus bruger om sig selv, jf. dagens evangelietekst. Titlen har ikke sat sig noget større spor i salmelitteraturen, hvor det er andre messianske titler, der dominerer. Til gengæld kunne danielsteksten give anledning til en hyldest til "den gamle af dage", så derfor foreslår jeg som anden salme nr. 356 "Almagts Gud, velsignet vær!"

     Som tredje salme vil jeg forslå nr. 276 "Dommer over levende og døde", hvor Johannes Johansen får gjort det lysende klart, hvilken lykke det er, at det er Kristi domstol, vi skal træde frem for, og ikke en eller anden menneskelig domstol.

     Dette udfoldes endnu mere i teksten fra Johannesevangeliet kap. 5, som taler om forholdet mellem Faderen, Sønnen og dommen. Et nærliggende forslag til salmen efter prædikenen vil være nr. 274 "Rejs op dit hoved, al kristenhed", men den vil jeg hellere gemme til 2. søndag i advent. Derefter tænkte jeg på nr. 555 "Jeg ved et evigt Himme-rig", men så endte jeg ved nr. 321 "O, kristelighed" med den begrundelse, at den er mere johannæisk i det.

     Som udgangssalme synes jeg, at vi skal synge Luthers nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord", fordi den i sidste vers refererer til den johannæiske tanke om at gå "fra døden til livet".

 

Mit salmevalg: 732 – 356 – 276 / 321 – 337.   

 

 

Femogtyvende søndag efter trinitatis – Luk. 17,20-33: Guds rige og Menneskesønnens dag.


Riget er midt iblandt jer


”Hvornår kommer så det Guds rige, som du taler så meget om”, spurgte farisæerne Jesus. ”Nu har vi efterhånden hørt meget om det. Profeterne har talt om det, Johannes Døberen har talt om det, og du har talt om det.  Du siger endda, at det er nært. Men hvornår kommer det så?”

     Jesus besvarer deres utålmodige spørgsmål ved at sige to ting:

     For det første siger han, at Guds rige ikke kommer med ydre tegn og fagter, sådan at man kan forberede sig på det. Guds gerning sker altid overraskende og uventet. Så-dan var det i Noas dage og i Sodomas dage. Og sådan er det også nu.

     For det andet siger han, at Guds rige allerede er. ”Guds rige er midt iblandt jer.” Den græske tekst åbner med ordet ”entos” for to betydninger, ”midt iblandt” eller ”inden i”. På dansk bliver vi nødt til at vælge. I ældre bibeloversættelser fra den tid, da man hav-de et mere optimistisk syn på menneskets etiske formåen, havde man denne formule-ring ”Guds rige er inden i jer”, underforstået: Så er det op til jer selv at virkeliggøre det.   Men jeg er overbevist om, at den første formulering er den rigtige ”Guds rige er midt iblandt jer.” Det, Jesus siger, er at Guds rige allerede er nu. ”Det er midt iblandt jer, fordi jeg er midt iblandt jer. For jer er jeg Guds rige. Det er Guds rige, som jeg bringer med mig i mine ord og i mine gerninger.”

     ”Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt” hedder det i Saint-Exupéry’s eventyr ”Denne lille prins”. Sådan er det også her. Det, som det drejer sig om med hensyn til Guds rige, er at vi foreløbig ikke kan se det med øjet, det kom-mer ikke med ydre tegn og fagter. Vi kan foreløbigt kun forholde os til det i tro, det vil sige ved, at vi tager vor Herres ord til hjerte og stoler på det, som vi hører.

     Det vilkår gælder også for os, som lever i det foreløbige. Ingen kan gøre sig til til-skuer, når det drejer sig om Vor Herres tilstedeværelse og Guds rige. Enten er vi med, eller også er vi udenfor. Enten er man tilskuer og som sådan udenforstående, eller også er man med i flokken, som beder i nadverbønnen: ”Opstandne Herre og Frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærlighed rigdom!” Som i alle andre forhold, hvor det væsentlige er usynligt for øjet, gælder det også i vort forhold til Gud, at det er bestemt af en tro, som er skjult for alle nysgerrige tilskuerblikke. Som Grundtvig siger det i en salme, som er skrevet over denne søndags tekst:

                                                        Og når vi med tro modtage

                                                        ord og Ånd i Jesu navn,

                                                        rigets frugt vi forud smage

                                                        i det søde frelsernavn.

 

Forslag til salmevalg

 

Denne søndag handler om Guds rige, og derfor skal den begynde med Brorsons nr. 389 "Guds riges evangelium", hvor Guds rige sammenlignes med en honningkage. Det er måske lidt overraskende, men billedet fungerer sådan set meget godt. Honningkager er vel en sønderjysk specialitet, og Brorson var jo sønderjyde.

     I den gammeltestamentlige læsning er Job virkelig blevet grebet af håbløshed. For et træ er der håb, for det kan skyde fra roden igen. Men for Job er der ikke noget håb. Når et menneskeliv er lagt øde, spirer det ikke igen. Efter denne læsning og som overgang til epistellæsningen fra 2. Petersbrev foreslår jeg nr. 713 "For dig, o Herre, som dage kun".

     Af en eller andet grund har man i alterbogen fra 1992 forkortet epistellæsningen fra 2. Petersbrev. Måske har man ment, at teksten er lovlig apokalyptisk. Til gengæld har man tilføjet en alternativ epistellæsning fra 1. Korintherbrev kap. 15,50-57, som lægger ud med, at kød og blod ikke kan arve Guds rige. Hvis man hellere vil læse den sidstnævnte tekst, kunne nr. 242 "Hører, I som græde" være et godt valg. Jeg tror, at jeg bliver ved 2. Petersbrev. Derefter kunne jeg tænke mig at synge nr. 554 "Om Himmeriges rige vi tales ved" eller nr. 566 "Er livet alt lifligt herneden".

     Nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige" hører bestemt til på denne søndag – enten som første salme eller som salme efter prædikenen. Jeg foretrækker det sidste.

     Udgangssalmen synes jeg skal være nr. 7 "Herre Gud, dit dyre navn og ære", som lader gudstjeneste klinge ud med ordene "Guds rige".

 

Mit salmevalg: 389 – 713 – 566 / 320 – 7.  

 

 

Sidste søndag i kirkeåret – Matt. 11,25-30: Jesu Fryderåb.

 

Valget mellem retfærdighedens og kærlighedens religion

 

For mange år siden besøgte jeg en gammel kone på sygehuset. Hun havde tilbragt nogen tid i en respirator, hvilket havde gjort hende noget konfus. Da hun blev koblet af respiratoren, genvandt hun efter nogle dage sine åndsevner, og da jeg besøgte hende, erklærede hun, at hun havde mødt Jesus.  Hun kunne ganske nøje beskrive mødet, og jeg kunne forstå, at det sådan set var Thorvaldsens Kristus hun havde mødt i sin vision. Hun havde aldrig været i København, men måske har hun set en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur. Det er ret ligegyldigt. Det afgørende er, at mødet med Jesus havde været og stadig var til overordentlig stor trøst for hende.

     Thorvaldsens figur i Københavns Domkirke er et billede af den opstandne Kristus. Ret beset er det også ham, der kommer til orde her i Matthæusevangeliets ”johan-næiske” lovprisning af Gud, som har skjult for ”dette” de vise og forstandige, men åbenbaret det for de umyndige? Her på kirkeårets sidste søndag vil jeg vove den påstand, at hele kirkeåret med dets højtider og søndage er sammenfattet i ordet ”dette”. Alt det, vi i årets løb har hørt, alt det, vi har sunget om, alt det, vi undervejs har ladet os trøste ved, er sammenfattet i ordet ”dette”.

     De vise og forstandige må bære deres egne byrder og slide sig trætte i deres klog-skab, for klogskaben gør stærk, mener vi, og derfor må de vise og de forstandige leve ved deres egen styrke. De umyndige, det vil sige dem, der ikke kan magte tilværelsen selv, må derimod leve ved vor Herres styrke. Igennem hele det forgangne kirkeår har han henvendt sig til de umyndige, til dem der ikke kan klare livet selv, til toldere og syndere og andre udstødte, og sagt til dem, at de ikke skulle være uden Gud.

     Men her på kirkeårets sidste søndag skal der som en sidste strofe også være en henvendelse til de myndige, som mener, at de hverken har brug for Gud eller Jesus. Til dem – de vise og forstandige – siger Jesus til allersidst: ”Kom til mig alle I, som slider og slæber, og jeg vil give jer hvile!” Det er ikke noget, han siger til de umyndige, for de hviler allerede i Gud, men det er noget, han siger til alle dem, der er trætte og tyngede af selv at skulle tilkæmpe sig livet, og som på den måde virkelig er under åget. Til dem siger han: ”Kom til mig og tag mit åg på jer og lær af mig……” Vor Herres åg består i selv at være umyndiggjort under Guds vilje, fordi han kender den himmelske Far, lige-som den himmelske Far kender ham. Vi står med andre ord i valget mellem lovens åg og evangeliets åg. Vi står i valget mellem retfærdighedens og kærlighedens religion.

 

Forslag til salmevalg

 

Vi er nået frem til den sidste søndag i kirkeåret og dermed også sidste søndag i trinita-tistiden. Derfor skal søndagen begynde med en hyldest til den treenige Gud, som har bragt stor fryd og fred til jorden, hvor vi mennesker kan glæde os ved Guds yndest og gode vilje. Det er nr. 435 "Aleneste Gud i Himmerig".

     Læsningen fra profeten Mikas Bog handler om de sidste tider, hvor hedningene skal strømme til Jerusalem til tempelbjerget, hvor der skal stiftes fred mellem folkeslagene, så sværd smedes om til plovjern. Efter denne herlige profeti kunne man synge nr. 130 "Fredløs er freden" eller måske endnu bedre nr. 29 "Spænd over os dit himmelsejl".

     Epistelteksten er sådan set også en endetidsprofeti, der handler om, at Herrens dag skal bryde frem med ild, og så skal det vise sig, hvad enhver har udrettet og bygget på den grundvold, som er Kristus. Sidst i teksten bliver det til, at vi selv er en bygning, et tempel, som huser Guds ånd. Man kunne hæfte sig ved den første del af teksten og synge nr. 672 "Jeg ved, på hvem jeg bygger". Man kunne også hæfte sig ved den sidste del af teksten og synge en af de helligåndssalmer, som rummer tempelbilledet, nemlig nr. 303 "Kom, Gud Faders Ånd fuldgod", nr. 308 "Helligånd, vor sorg du slukke" eller nr. 315 "Helligånd, de frommes glæde".

     Efter prædikenen vil det være nærliggende med nr. 638 "O, kommer hid dog til Guds søn", som er skrevet over evangelieteksten. Imidlertid tror jeg, at jeg med hele kirkeåret i tankerne foretrækker nr. 652 "Vor Herre! til dig må jeg ty".

     Udgangssalmen skal være nr. 431 "Herre Kristus, dig til ære slutter vi vort kirkeår".

 

Mit salmevalg: 435 – 29 – 303 / 652 – 431.