Toscana 2024

     I januar fejrede jeg lidt før tid min 80-års fødselsdag på en rejse til Laos sammen med vores børn og svigerbørn. Nu har vi fundet på, at vi vil fejre den egentlige fødselsdag med en rejse til Toscana, hvor vi aldrig har været. Vi har været på flere gode cykelture i Norditalien, det vil sige til Umbrien, Emilia Romagna, Veneto og egnen omkring Triest. Og nu er turen så kommet til Toscana - men denne gang uden cykler.

1. dag:

     Vi er kommet godt til Toscana, hvor vi landede i Bologna med Norwegian, som fløj rettidigt. Vi var fremme omkring kl. 15.30, og derefter var der det meste af fire timers bustur til Chianticiano Terme, hvor vi blev indlogeret på Albergo Rossana, som er et udmærket hotel uden at være pralende. Vi fik vores værelser og straks efter skulle vi spise til aften - tre retter med et fint og velsmagende stykke kalvekød som hovedret. Dertil en god flaske Chianti. Nu skal vi til at sove, så vi kan komme på udflugt til Pienza og en vingård i Montalcino. Jeg regner med, at der kan komme billeder på i morgen. Godnat! 

2.dag:

     I dag fik vi lov til at sove forholdsvis længe, idet vi først skulle køre kl. 09.00. Vi kom efter en god halv times kørsel til Pienza, som viste sig at være en lille hyggelig by beliggende - som alle Toscanas byer - på en bakketop, hvorfra der var en pragtfuld udsigt udover Val d'Orcia. Vores hjælpsomme guide gav os de fornødne retningslinier, så vi selv kunne traske rundt i byen og bese de forskellige seværdigheder som domkirken, rådhuset samt et palads til bygherren pave Pius den Anden (valgt i 1458).

     Derefter kørte vil til vingården Sasso di Luna, som har en større produktion af vin på San Giovese-druen deriblandt de markante Brunello vine. Efter en rundvisning fik vi frokost på vingården, bestående af tørret skinke, salami og den lokale ost. Efter frokosten kørte vi til Montalcino, som også var en lille hyggelig by på en bakketop. De fleste af forretningerne handlede med vin. Selv fandt vi frem til en hyggelig lille bar, hvor vi drak en Aperol Spritz. På vej tilbage til hotellet blev 32 fra holdet sat af ved et supermarked - uvist af hvilken grund. Vi var fire tilbage i bussen, som ikke havde noget ærinde dér, så den flinke chauffør kørte os hjem, hvilket vi belønnede ham for.

Klik på et foto for at forstørre det!

1.-2. Pienza. - 3.-4. Vingården "Sasso di Luna". - 5.-6. Montalcino. 

  3. dag: 

     Efter morgenmaden kørte vi i dag kl. 08.00 til Firenze. Det var en tur på to timer. Vi parkerede bussen ved Arno-floden, hvor vi seks timer senere skulle finde den igen. Vi gik i flok og rad til Santa Croce-pladsen med franciskanerordenens største kirke i Italien. Pladsen foran kirken er berømt for nogle vældige fodboldkampe hvert år den 24. juni. Kirken kom vi ikke ind i. Der er ellers Galileo Galileis grav samt Michelangelos grav, som man godt kunne have dvælet lidt ved. Uden for kirken er der til gengæld en fin statue af Dante.

     Fra San Croce-pladsen gik vi igennem nogle snævre gyder til domkirken, Santa Maria del Fiori, som er et fantastisk bygningsværk fra 1400-tallet. Klokketårne, som er 85 meter højt, blev færdigt i 1359. Vi kom desværre ikke ind i kirken, da den var omringet af en flere hundrede meter lang kø, som gjorde det håbløst bare at tænke på at komme ind. Så vi satte os på en café med en kop cappuccino og glæde os over bygningsværket ude fra. Heller ikke det ottekantede dåbskapel kom vi ind i på grund af den lange kø.

     Vandreturen fortsatte til Mercata Nuovo (det ny marked), som selvfølgelig var nyt, da det blev bygget omkring 1550. Nu er det en livlig markedsplads med især lædervarer. Pladsen er berømt for en bronzeskulptur, som forestiller et vildsvin, som H.C. Andersen besøgte i 1840, hvilket inspirerede ham til eventyret "Metalsvinet". Nu om dage er figuren også meget besøgt, fordi det siges, at hvis man gnider svinet på trynen, kommer man tilbage til Firenze. Så trynen er fuldkommen blankslidt og skinner som guld.

     Fra metalsvinet var der ikke langt ned til Arnofloden, hvor vi skulle se Ponte Vecchio (den gamle bro), som blev skånet under bombardementerne i de sidste dage af 2. verdenskrig. Broen var oprindelig fyldt med slagterboder, men affaldet, som blev kastet i floden, stank så forfærdeligt, at man i stedet oprettede de  guldsmedeforretninger. Rigdom stinker på en anden måde. Også her på broen var trængslen enorm, og langs Arnofloden stod folk i tusindvis og fotograferede selfier med broen i baggrunden. Det lykkedes os at finde en baggård tæt på broen med en lille pizzarestaurant, hvor vi i al fredsommelighed kunne indtage vores frokost, inden vi igen kastede os ud i menneskemylderet på broen.

     Hen på eftermiddagen gik vi en smuk og varm (30 gr.) tur langs med Arno-flodens nordlige bred og nåede derved frem til bussens holdeplads. Derfra kørte vi op til et udsigtspunkt, hvorfra vi havde det flotteste overblik over Firenze. Man kan sige, at det er noget sjuskeri kun at have seks timer til rådighed i en by, som rummer så meget. Men det er dog bedre end slet ingenting. Måske skulle vi alligevel have gnedet metalsvinet på trynen?!

4. og 5. dag:

     Fjerde dag, som var en søndag, var meget passende en fridag. Der var ingen udflugter, så vi kunne bruge tiden på at gå rundt i vores by, hvilket var en forstemmende oplevelse. Mindst hvert andet hotel er lukket, og endnu flere butikker har også drejet nøglen om. Når vi spørger om årsagen, får vi at vi vide, at det skyldes corona-epidemien, som slog hårdt til i Norditalien efter udbruddet i byen Bergama. En anden forklaring går ud på, at det er blevet umoderne at tage på kurophold i de termer, der er i byen. Flere af dem er også lukkede. Det er ikke til at vide, hvad der er rigtigt. Men trist ser det ud - ikke mindst når man tænker på det mylder af mennesker, vi var udsat for i Firenze.

     Femte dag kørte vi til Siena, hvor vi så rådhuspladsen med det rådhus, som har været model for både rådhuset i København og rådhuset i Odense. Selve rådhuspladsen var et interessant sted med mange restauranter og et frodigt folkeliv. Derefter gik vi til domkirken, som er en smuk gotisk bygning med en masse udsmykning. Indeni var den knap så interessant bortset fra nogle interessante marmorrelieffer i gulvet, som forestiller forskellige bibelske og mytiske motiver. Siena var en spændende by at gå rundt i. I 1848 blev den hårdt ramt af pesten "den sorte død", som udryddede en tredjedel af befolkningen. Byen kom sig aldrig over det. Men det betød til gengæld, at en stor del af det middelalderlige er blevet bevaret indtil den dag idag.

     Fra Siena kørte vi til byen San Gimignano, som også er en interessant middelalderby uden at have særlige seværdigheder at byde på. Byen er berømt for sine tårne, som fungerede som statussymboler for byens velhavende familier. 

6. Dag:

     Denne dag skulle egentlig have været ligesom de andre. Men det var min 80 års fødselsdag, som vi egentlig havde tænkt at fejre i al diskretion. Guiden, Birgit, havde imidlertid læst om min fødselsdag på Politikens netavis, og en anden, som har en bror, der er provst i Fyens Stift, blev også underrettet. Så vi startede dagen med fødselsdagssang og det hele, hvorefter vi kørte til Pisa. Det var en lang tur på 2½ time, men vi nåede frem til det skæve tårn, som vi ikke havde energi til at bestige. Til gengæld var vi inde i domkirken, som i 1595 har været raseret af en brand, men apsis-mosaikken er bevaret. Det er et deisis-billede, det vil sige et byzantinsk inspireret billede, som viser Jomfru Maria og Johannes Døber, som hos den himmeltronende Kristus går i forbøn for os. Også prædikestolen var værd at lægge mærke til. Fra domkirken gik vi til det nærliggende baptisterium (dåbskapel), som ikke var særlig interessant. Til gengæld var det spændende at gå på opdagelse i begravelsespladsen ved domkirken, som var udsmykket med mange freskoer, som man var i færd med at restaurere.

     Vi var tretten, som var med på udflugten til Pisa. Resten, det vil sige 26, var blevet i Chianticiano Terme,

hvilket gav anledning til, at min fødselsdag blev genoptaget ved aftensmaden med sang, taler og gaver, samt en dessert med lys i. Det var meget fint! Og Inger Merete kvitterede ved at betale for dessertvinen.

1. Domkirken og det skæve tårn set gennembyporten. - 2.-3. Domkirken og tårnet. - 4. Deisis-billedet i domkirkens apsis. - 5. Dåbska-pellet. - 6. Dommedagsbillede fra begravelsespladsen.

1. Udsigt fra Frans af Assisis kirke. - 2.-3. Gadebillededer. - 4. Skt. Klaras Kirke. - 5. Frokost. - 6. Frans af Assisis kirke.

8.dag:

     Den ottende dag var afrejsedag, så vi fik pakket alle vore kufferter i bussen og kørte af sted mod Bologna, som vi nåede efter 3½ time. Chaufføren satte os af på en holdeplads et sted i midten af byen, hvorefter vi til fods gennem lange arkader begav os til Piazza Maggiore med Sankt Petronious-kirken, som er en af Italiens største kirker. Indvendig fremtræder den som en gotisk kirke. Til venstre i kirkerummet ligge Bolognini-kapellerne, hvoraf af et rummer et rædselsvækkende dommedagsbillede, Himmel og Helvede, som ligner det, som vi to dage tidligere havde set på begravelsespladsen ved domkirken i Pisa. Det har altid undret mig, hvorfor de vestlige, katolske dommedagsbilleder fra middelalderen svælger i disse skrækindjagende billeder, mens de østlige, byzantinske dommedagsbilleder rummer meget mere trøst. Måske skyldes det, at paven har haft mest brug for at skræmme sine undersåtter til lydighed?

     Efter besøget i Petronius-kirken spiste vi en frokost med skinke, salami og ost på et lille fortovs-restaurant i en af sidegaderne. Derefter gik vi i et adstadigt tempo tilbage til bussen, som kørte os til lufthavnen.

     Det var sådan set slut på turen. Vi kom af sted fra Bologna Lufthavn med en times forsinkelse på grund af en overskredet "slottid". Til gengæld kunne vi gå lige fra flyet og ind i et lyntog fra Københavns Lufthavn til Odense, så vi var hjemme kl. 21.30.

     Det var en dejlig tur sammen med 34 andre rejsende. De var allesammen flinke og rare mennesker, som vi havde det hyggeligt sammen med. Som nævnt improviserede de en fin lille fødselsdagsfest for mig. Vores Best Travel-guide, Birgit Heinslou, var et sødt og hjælpsomt menneske, som gjorde sit yderste for, at vi fik alle oplevelser med.

     Hjemme på Sprogøvej blev vi modtaget af vore gode naboer, Berit og Ole, som havde taget sig af diverse buketter og fødselsdagsgaver, som var blevet afleveret til vores forladte hus. Og nu skal jeg så til at skrive takkekort og slå græs.