09. Helligtrekongertiden 2

Præk&Salmer

Helligtrekongertiden, 2. tekstrække

Helligtrekongers søndag – Joh 8,12-20: Verdens lys.

 

Vi skal lade vort lys skinne

 

Jeg så engang en graffiti, som stillede følgende tankevækkende spørgsmål: ”Hvem kan føre solen bag lyset?” Svaret er naturligvis, at det er der ingen, der kan. I vores del af universet er solen ophav til det lys, som er. Også månen låner sit lys fra solen. Og når det bliver lyst om morgenen, siger vi, at solen er stået på. For solen behøver ikke at bevise sin eksistens. Den er sit eget bevis. Den bevidner så at sige sig selv.

     Påstanden om, at Jesus er verdens lys, er en påstand, hvis sandhed mennesker har erfaret sig til. For det har vist sig at være sådan, at de ikke har kunnet finde rundt i livet uden dette lys. Ligesom vi i naturen orienterer os i kraft af sollyset, som oplyser vores legemlige tilstedeværelse i verden, sådan er Kristus og det budskab, han har bragt med sig ind i verden, blevet til det lys, som åndeligt alt oplyser vort liv, så det alligevel giver mening, også selv om livet til alle sider er omgivet af meningsløshed og mørke.

     Efter at kristendommen er kommet ind i verden, er den ikke til at tænke væk igen. Man kan selvfølgelig være ligeglad med den. Det kan man altid være. Det kunne endda se ud, som om det gælder rigtig mange mennesker, hvilket der også er nogle, der er meget bekymrede over. Man er bekymret over, at kirkegangen er for ringe. Det er den vel også. På den anden side har jeg kun en eneste gang har jeg oplevet at være den eneste kirkegænger.

     For de anfægtede må det være en trøst at tænke på, at kristendommen ikke sådan kan forsvinde. Der vil altid være et eller anden sted, hvor nogen forkynder evangeliet, fordi de slet ikke kan lade være. Der vil altid være nogle mennesker, som kommer til at se sig selv i lyset af det, som vor Herre lod komme til orde her verden. Resultatet af den erfaring kan falde forskellig ud. Det kan blive til både bekendelse og fornægtelse. Men at skulle se sig selv og den verden, vi lever i, i lyset fra vor Herre og hans ord, betyder at der ikke er noget neutralt rum. Det er et gennemgående tema i Johannesevangeliet: Der er ikke noget sted eller nogen tid, hvor vi skal kunne være i fred for dette budskab og for den dom, der ligger i det. For der er også en dom. Som det hedder et andet sted i evangeliet: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden”. Det er dommen, men det er også befrielsen, forløsningen fra det håbløse projekt at skulle være sit eget lys. For vi er ikke selvlysende. Vi har det ligesom månen, at vi må nøjes med at lyse op med det lys, som vi låner fra ham, som i sig selv er verdens lys. Derfor skal vi ikke sætte vort lånte lys under en skæppe, men vi skal lade vort lys skinne.

Guds give os at skinne så,

som himmellys, skønt af de små!

Da randt for os guldterning.

 

Forslag til salmevalg


Helligtrekongertiden er i kirkeåret epifanitiden, hvor det skal åbenbares, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Det afspejles i prædiketeksten fra Johannesevangeliet, hvor Jesus åbenbarer sig som verdens lys. Dette epifanitema bør også afspejles i salmevalget, hvorfor jeg forslår, at man efter prædikenen synger nr. 66 "Lyslevende fra Himmerig" på Balles festlige melodi fra 1855.

     Men Helligtrekongers dag skal også have sit. Det kan den få ved, at man rammer gudstjenesten ind med gedigne helligtrekonger-salmer som nr. 136 "Dejlig er den himmel blå", der kan stå som indgangssalme, og så kan man tage nr. 138 "De hellig tre konger så hjertens glad" som udgangssalme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Jobs Bog kap. 18, der handler om visdommens uudgrundelighed, kunne man synge Brorsons nr. 606 "Kommer, hvo vil visdom lære". Den passer godt til teksten. Men der er jo også Kingos nr. 598 "O Gud, du ved og kender", som er præget af lidt mere selvkritisk eftertænksomhed. Men jeg vælger alligevel Brorson.

     Epistelteksten er ligesom prædiketeksten en Johannes-tekst. I begge tekster er "lyset" et ledende tema, hvilket gør det nærliggende at synge nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde", som er en salme, der i sig selv er meget johannæisk. Men der er også nr. 297 "I kristne, som bekende den Guds enbårne Søn". Den salme bliver ikke brugt så meget som nr. 696, men den passer såmænd også mget godt til episteltek-sten, så den tager vi. Nr. 696 kan vi altid bruge senere.

 

Mit salmevalg: 136 – 606 – 297 / 66 – 138.

 

 

Første søndag efter Hellig tre Konger – Mark. 10,13-16: Jesus og de små børn

 

Kristen dåb er barnedåb

 

I de fire år, jeg var præst i Den danske Kirke i Schweiz, generede det mig hver gang, jeg skulle have dåb, at jeg skulle opkræve 200 CHF eller 400 CHF afhængigt af, om den pågældende dåb skulle finde sted i en ordinær gudstjeneste eller i en særligt arrangeret dåbsgudstjeneste. Men det var ikke noget at gøre ved. Vi skulle jo have det til at løbe rundt økonomisk. Desuden generede det næppe dem, der var vante til Schweiz, hvor ingenting er gratis. Der er brugerbetaling over det hele. Men efter min inderligste overbevisning burde dåben være gratis.

            Hvis noget er gratis, må det vel enten være, fordi det ikke er noget værd, eller også må det være, fordi det slet ikke kan betales med penge. I det sidste tilfælde får ordet "gratis" sin egentlige betydning, for det betyder "af nåde". Men det betyder samtidig, at det, man modtager gratis og af nåde, er noget man kun kan modtage på den betingelse, at det med lige så stor rimelighed kunne gives til alle andre, fordi man i modta­gelsen af det er på lige fod med alle andre. Der er ikke nogen fortrinsstilling at gøre gældende.  Derfor gælder det også, at hvis vi ikke bli­ver som børn, kommer vi slet ikke ind i Guds rige.

     Som børn! Det vil sige at blive som børne­ne, der endnu ikke er kommet på den tanke, at de skal gøre sig fortjent til det liv, de har fået. Her er det så på sin plads at minde om den opfattelse, som går ud på, at enhver kristen dåb er en barnedåb - også, selv om det er et voksent menneske, der bliver døbt. Enhver dåb er en barnedåb!

     Det er vist nok Grundtvig, der har formulere den opfattelse. Han vidste det vel også af egen erfaring, hvilket man kan lytte sig til i salmen "Sov sødt, barnlille", som han selv kaldte "Gudsbarnets vuggesang". Han skrev salmen på et tidspunkt, da han var omkring 60 år gammel. Han var da blevet grebet af et dybt mismod over sig selv. Men så kom han i tanke om, at han var døbt. I bevidstheden om det kan han lægge hænderne sammen og sige sit Fadervor i tillid til, at det er en bøn, der bliver hørt. I barnlig enfold forestiller han sig, hvordan bønnen stiger til him­mels, hvor alle englene omfavner den og bærer den hen til Gud, for den bøn, som ret beset kommer fra Guds egen søn, kan Gud nemlig ikke sige nej til. Det er en stor trøst at vide det!

 

Forslag til salmevalg

 

Vi skal begynde gudstjenesten med at synge en lovsang, som giver udtryk for forundringen over skaberværket, for eksempel nr. 3 "Lovsynger Herren, min mund og mit indre" eller nr. 15 "Op, al den ting, som Gud har gjort". Det kunne også være nr. 856 fra "100 salmer". Det skal i hvert fald være en salme, som forbereder os på Ps 8, som vi skal høre som første læsning. Jeg har ikke kunnet finde nogen salme, som er en sangbar gendigtning af Ps 8, hvilket jeg synes er mærkeligt. Men efter den gammel-testamentlige læsning kunne man synge nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære" eller nr. 370 "Menneske, din egen magt". Jeg vælger den sidstnævnte og gemmer nr. 392 til en anden gang. Man kunne selvfølgelig også gribe til Højskolesangbogen og synge "Menneskelivet er underligt" for dermed også at få repeteret den grundtvigske forestilling om menneskets gudsbilledlighed. Det ville i så fald være som kontrast til epistelteksten med den paulinske forestilling, at det kun er Kristus som er Guds billede.

     Som salme før prædikenen kunne jeg godt tænke mig en salme, der fører over fra skabelsestanken til tanken om dåben som en ny skabelse. Umiddelbart er der to salmer, som falder mig ind, dels nr. 481 "Løgnens fader vi forsage", dels nr. 388 "Herrens røst var over vandet". Begge salmer refererer til forestillingen om menne-skets gudsbilledlighed. Begge salmer er af Grundtvig, men den sidstnævnte er efter min opfattelse mest "grundtvigsk", så den vælger jeg.

     Prædiketeksten Mark. 10,13-16 kender alle, som har været med til en barnedåb, uden at der i øvrigt står et eneste ord om dåb i teksten. Men efter prædikenen vil jeg vælge en dåbssalme, og det skal ikke være en af de nyere, som har det med at sentimentalisere enten barnet eller dåben eller endda begge dele. Det gælder både Svein Ellingsens nr. 448 "Fyldt af glæde over livets under" og Jørgen Gustava Brandts nr. 449 "Vor Herre tar de små i favn", så mit valg bliver Grundtvigs nr. 674 "Sov sødt, barnlille", som er den mest nøgterne dåbssalme, jeg kender, selv om den i salme-bogen står under "Trøst og fred".

     Til slut vil jeg gerne synge nr. 484 "Du, som vejen er og livet". Jeg bryder mig ganske vist ikke om den formulering, at vi har givet vor Herre håndslag, som om det var en studehandel. Til gengæld kan jeg vældig godt lide de tre sidste linjer, som siger, at vort hjerte skal brændemærkes med Jesus-navnet, "så ved dig vi her må kendes, at du hist må kende os". Det er lidt knudret formuleret, men det er en god pointe. 

 

Mit salmevalg: 15 – 370 – 388 / 674 – 484.

 


Anden søndag efter Hellig tre konger – Johs. 4,5-26: Den samaritanske kvinde.

 

Tilbedelse i ånd og Sandhed

 

Den samaritanske kvinde har det lige som de fleste af os andre. Selv om hun på den hjemlige front måske havde noget besvær med at holde orden på forholdene, så ville hun i alle fald have, at der skulle være orden i det grundlæggende, det vil sige i det, der har med religionen at gøre. Så da hun opdager, at hun står over for en profet, vil hun gerne have orden på det med helligstederne. Jøderne siger jo, at det rette sted, hvor man skal tilbede Gud, er templet på Zion-bjerget i Jerusalem, hvorimod samaritanerne har den opfattelse, at Garizim-bjerget i Samaria er det hellige bjerg, hvor Gud skal tilbedes. Så nu hvor hun står over for en kyndig mand i teologien må det være rimeligt at få rede på dette afgørende spørgsmål. Begge steder kan vel ikke være rigtige, når det nu er den samme Gud, man tilbeder!

     Problemstillingen kan minde noget om den, som vi møder nu om dage som en diskussion om, hvorvidt kristne og muslimer har den samme Gud. Rent logisk betragtet er det er noget af en skindiskussion. Hvis vi er enige om, at der kun er én gud, så må det logisk set være den samme gud, vi taler om. Uenigheden består i, at vi taler på forskellig måde om Gud. Der er teologien og gudsdyrkelsen til forskel. Hvad det angår, er forskellen mellem kristne og muslimer til at få øje på. Forskellen er så tydelig som forskellen mellem en søndagsgudstjeneste i kirken og en fredagsbøn i moskeen. Sådan var det også i forholdet mellem jøder og samaritanere.

     Det er denne forskel, der fuldkommen viskes ud og bliver til ingenting, da Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde nævner ordene: Ånd og sandhed. Overfor jødernes tempel i Jerusalem og samaritanernes helligdom på Garizim stiller Jesus åndens og sandhedens kirke, som hverken er bundet til nogen bestemt tid eller til noget bestemt sted eller for den sags skyld bundet til nogen bestemt institution. Ånd og sandhed er ikke en institution, men snarere en situation. Vi kan ikke komme og sige, at folkekirken som evangelisk-luthersk kirke er hjemsted for ånd og sandhed, men vi kan håbe på, at ånd og sandhed vil blive til virkelighed for os dér. Det afgørende er ikke institutionen, men derimod situationen, hvor Gud ved sit ord tager skikkelse for os og bliver virkelig i det liv, som vi lever her og nu. Hvor det sker, opstår den sande tilbedelse af sig selv som et svar på det, som vi hører.

 

Forslag til salmevalg

 

Alterbogen giver mulighed for at vælge mellem en lang læsning fra 1. Kongebog kap. 8 om indvielsen af Salomos tempel og en kortere læsning fra Jeremias' Bog kap. 17 om folket, der svigter Herrens helligdom og kilden med det levende vand. Med evangelie-teksten i tankerne er det ikke svært at se begrundelsen for begge de gammeltesta-mentlige læsninger. Jeg tror, at jeg vil vælge den lange læsning, fordi den lægger op til, at der i prædikenen kan siges noget om forholdet mellem templet og kirken, hvilket i øvrigt gør det nærliggende at synge nr. 348 "Tør end nogen ihukomme" enten som første salme eller som salme efter prædikenen. Efter den gammeltestamentlige læsning kunne man så synge nr. 324 "Dig rummer ej himle".

     Efter epistelteksten har jeg først tænkt på nr. 441 "Alle min kilder skal være hos dig" som optakt til evangelielæsningen. Man kunne også lade nøgleordene "ånd og sandhed" fra evangelielæsningen levere inspiration til at vælge en helligåndssalme som nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd", som også står godt efter epistellæsningen.

     Hvis nr. 348 er brugt som første salme, så vil man efter prædikenen kunne synge nr. 350 "Foragter ej de ringe dage", som kan være til trøst for dem, der er anfægtede af folkekirkens elendighed. Et måske mere opmuntrende alternativ kunne være nr. 411 "Hyggelig, rolig", fordi den er en glimrende formulering af, hvad kirken er som helligdom og tempel betragtet. Men der kan komme andre søndage, hvor den også vil være et godt valg, så jeg holder mig til nr. 350.

     Som udgangssalme vil jeg så vælge endnu en helligåndssalme, nemlig nr. 298 "Helligånden trindt på jord", der på en vis måde samler alle de temaer op, som er blevet berørt i løbet af gudstjenesten. Det betyder ganske vist, at Grundtvig har fået alle fem salmer. Det er der ikke noget at gøre ved. Han er jo også den salmedigter, der bedst har formuleret forskellen mellem templet i Jerusalem og den stedlige kirke, hvor der tilbedes i ånd og sandhed.  

 

Mit salmevalg: 348 – 324 – 292 / 350 – 298.

 

 

Tredje søndag efter helligtrekonger – Luk. 17,5-10: Om troens kraft og tjenernes vilkår.

 

Det handler ikke om præstens tro, men om Jesu tro

 

Søndagens tekster drejer sig om begrebet tro: Abrahams tro på Guds forjættelse, Hebræerbrevets tale om tro som tillid til det, der håbes på, og sennepsfrøets tro på, at det kan blive til et stort træ (Mark. 4,31f.).

     Begrebet "tro" er noget, mange mennesker nu om dage tilsyneladende har en hel del besvær med, hvilket hænger sammen med, at vi har fået den opfattelse, at vi kun kan have med det at gøre, som vi kan måle, veje, og analysere. Men troen er ikke til at have med at gøre. Den unddrager sig alt, hvad der kan måles og vejes og analyseres. Den kan ikke engang bevises.

     Pointen i Lukas’ lignelse med herren og trællen er den, at troen ikke er noget, man har, men derimod noget man er. Man er tro, når man har gjort det, man skulle. Når trællen har gjort det, han skulle, har han gjort sig selv overflødig. Han er blevet til en unyttig tjener, som det siges i evangelieteksten. Det græske sprog har to forskellige ord, som vi på dansk begge oversætter ved ordet "unyttig". Det ene ord betyder, at man er blevet unyttig i den forstand, at man har opfyldt sit embede. En ”unyttig” tjener er altså en, der har gjort sin pligt og dermed gjort sig selv overflødig. Det andet ord betyder, at man er unyttig, fordi man ikke kan bruges til noget som helst.

     Det er det første ord, der giver meningen i denne sammenhæng. Vi skal betragte os selv som unyttige tjenere, når vi har gjort det, vi skulle. Dermed siger den lille lignelse noget om, hvad tro er. Tro er at være tro! Og derfor er troen et liv, der leves, og det gælder uanset, om man er herre eller træl.

     Jesus fortalte denne lignelse til nogle apostle, som havde bedt om mere tro. Jeg tænker mig derfor, at lignelsen har haft en særlig brod. Den er fortalt til nogle forkyn-dere, som mente, at de skulle sendes ud i verden for at gøre en forskel, som det hedder nu om dage. Men det er jo ikke præstens private tro, der er interessant. Derimod skal præsten i sin prædiken forkynde Jesu tro. Det er hans tro, det handler om i evangeliet. Præsten skal sige til folk: "Sådan som Jesus troede, sådan skal I leve!" Det er det budskab, der skal gøre en forskel derude i verden! Det, som det kommer an på, er at vi skal lade os trøste ved at tro det, som Jesus troede – og leve derefter.

 

Forslag til salmevalg:

 

Lige akkurat denne søndag er en af de søndage, hvor ingen kirkegænger skal have lov at være i tvivl om, hvad søndagen går ud på, så jeg vil gå på jagt efter nogle salmer, der handler tro. Så vi kan tematisk begynde gudstjenesten med nr. 577 "Vor tro er den forvisning på, at vi Guds nåde have".

     Efter den gammeltestamentlige læsning om forjættelsen til Abraham kunne man på grund af vers 5 meget passende synge nr. 302 "Gud Helligånd! o kom!" Og så kan Brorson igen komme til efter epistellæsningen med nr. 578 "Den tro, som Jesus favner".

     Nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned" er en af de salmer, som jeg med årene oftere er vendt tilbage til, hvilket ikke mindst skyldes formuleringen i vers 4: "Nu Jesu tro er al min trøst". Disse syv ord får sagt rigtig meget. Også det efterfølgende vers 5 er en af de strofer, jeg jævnligt memorerer. Så den salme skal vi have efter prædikenen.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 329 "Give da Gud, at hvor vi bo, …….. folket forsamles i Jesu tro". Hvis der er aftensgudstjeneste, kunne man også fastholde temaet "Jesu tro" og synge nr. 770 "Jeg er træt og går til ro" og dermed gå hjem med denne bøn på læben: "Giv os alle fred og ro i vor Herres Jesu tro".  

 

Mit salmevalg: 577 - 302 – 578 / 493 – 329 eller 770.

 

 

Sidste søndag efter Hellig tre Konger – Johs. 12,23-33: Hvedekornet.

 

Kærlighedens paradoks

 

Lignelsen om hvedekornet, der lægges i jorden for at dø, er måske den smukkeste af alle lignelser i Det ny Testamente. Den er et billede, et sindbillede, på det, som jeg vil kalde "kærlighedens paradoks". I bogstavelig forstand må hvedekornet lægges i jorden for at dø, for at det efterfølgende kan bære frugt. Så længe hvedekornet bliver liggende i laden, bliver det ikke til andet end det, som det allerede er. Som frø betragtet rummer det en masse muligheder, som ikke kan blive til virkelighed, medmindre frøet lægges i jorden. Ganske vist siger vi, at det frø, som er lagt i jorden, spirer og gror. Og det gør det sådan set også. Men hvis vi tager planten op for at se, hvad der er blevet af frøet, så er det væk. Det er dødt og rådnet bort. Men alle de muligheder, der lå i det, er blevet til virkelighed i den nye plante, fordi frøet gav afkald på sig selv.

     I billedlig forstand fortæller lignelsen, at kærlighedens væsen er at give afkald. "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv", hedder det i teksten. Således viser Gud sig som Gud, derved at hans søn i kærlighed sætter livet til og dør, for at mange kan leve. Deri ligger der en dom. Der ligger en dom over denne verden. Evangeliet forkyndes både til dom og til frelse. Et andet sted i Johannesevangeliet hedder det: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden." Dommen er ikke, at der bliver mørkt. Dommen består i, at der bliver lyst. Derfor er vi stillet i valget mellem enten at blive i lyset eller at gå ind i mørket. At lyset er kommet til verden, er en skelsættende begivenhed. Det er en begivenhed, der sætter skel mellem dem, der vil være i lyset, og dem, der vil være i mørket. Det er en begiven-hed, der sætter skel mellem dem, der vil leve i tro, og dem, der vil leve i vantro. I mødet med vor Herres ord bliver vi stillet i valget mellem lys og mørke, mellem liv og død, mellem sandhed og løgn.

     Billedet med hvedekornet er et sindbillede på det, som nu skal til at ske, fordi timen er kommet. Jesus skal her i verden herliggøre Gud derved, at han sætter sit liv til og dør. Som den, der gennem tegnene i ord og gerninger har gjort Guds kærlighed gæl-dende blandt mennesker, må Jesus selv dø for at virkeliggøre kærligheden fuldt ud. Netop derved gør han kærligheden levende iblandt os.

 

Forslag til salmevalg

 

Årstiderne er en del af kirkeårets farverigdom. De salmer, der hører årstiderne til, skal efter min mening synges som indgangssalmer, men der er ikke mange vintersalmer at tage af. I salmebogen kan jeg kun komme i tanke om Brorsons nr. 557 "Her vil ties, her vil bies" samt Ole Sarvigs nr. 720 "Som året går". Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 717 "I går var hveden moden" hører vel også med i den sammenhæng. Hun har i øvrigt også skrevet to af de tre vintersalmer i tillægget "100 salmer". Der er ingen af de fem sidstnævnte, der tåler sammenligning med Brorsons salme, som bør synges omkring kyndelmisse. Men Lisbeth Smedegaard Andersens salmer er også rigtig gode.

Jeg vælger dog at begynde gudstjenesten med Brorsons vintersalme, der blev hans sidste salme, som indirekte også kan yde sit bidrag til at fortolke evangelieteksten fra Johannesevangeliets kap. 12.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kap. 2 kunne lægge op til en allegorisk tolkning af templet, sådan som det sker i flere helligåndssalmer, hvor vi beder om, at Herren vil bygge sit tempel i vort bryst – for eksempel nr. 303 og 308. Jeg vælger nr. 303 "Kom Gud Faders Ånd fuldgod".

     I epistelteksten kan man hente "herlighedens håb" og bruge det som stikord i salmevalget og synge nr. 430 "Lov og tak og evig ære", som også på andre måder kan bidrage til en fortolkning af den hemmelighed, der er på tale i kolossenserbrevet kap. 1.

     De sidste par linjer af evangelieteksten har givet anledning til nr. 255 "Drag Jesus, mig, dog efter dig". Det er en meget from salme, som i øvrigt ikke siger mig ret meget. Så vil jeg hellere foreslå nr. 143 "Med den enbårnes herlighed", som ved hjælp af tegnene i Johannesevangeliet fortolker evangeliets særlige forståelse af inkarnationens herlighed.

     Til slut vil jeg vende tilbage til årstiden og vinteren, så jeg synes, at vi skal synge Lisbeth Smedegaard Andersens salme fra tillægget nr. 801 "En morgenstund med sne i byens gader".   

 

Mit salmevalg: 557 - 380 – 430 / 143 - 801.

 

 

Septuagesima søndag – Matth 25,14-30: Lignelsen om de betroede talenter.

 

Vi skal ødsle livet væk

 

Lignelsen om de betroede talenter er og bliver en dommedagshistorie, der handler om, at vi skal stå til regnskab for vores liv. Det kan man godt tænke på med nogen nervøsitet.

     Men set fra en anden synsvinkel, så er det vel godt nok, at vi skal stå til regnskab. Den tanke kan der trods alt være noget opløftende i. For den tanke betyder, at livet ikke er ligegyldigt. Det spiller en rolle, hvordan vi lever vores liv. Vi skal gøre en forskel, som det nu om dage hedder med en fortærsket floskel. Vi skal forvalte vort liv og i den forstand sørge for at få noget ud af det. Det er ikke det samme som at rage til sig, som nogle mennesker tror. Men jeg skal have noget ud af livet i den forstand, at jeg bruger det til gavn og glæde – ikke blot for mig selv, men navnlig for de mennesker, jeg lever sammen med. De skal kunne synes, at jeg ikke har levet forgæves i den forstand, at det set fra deres synsvinkel kunne være lige meget, om jeg har været til eller ej. Jeg skal kunne forvalte mit liv sådan, at de andre vil kunne sige, at de blev lidt rigere i kraft af min tilstedeværelse.

     I kristendommen er der en dobbelthed, som går ud på, at vi på den ene side kommer til at se på os selv som nogle syndere, der skylder for det liv, vi har fået betroet; men på den anden side har vi også har lov til at se på os selv som nogle skabninger, der lever under Guds tilgivelse og derfor har frihed til at gå ud i livet for at tage vare på det, som dér bliver betroet til os.

     I lignelsen om de betroede talenter er der isoleret set ikke noget opløftende at høre. Hvis lignelsen er et billede på Guds rige eller Himmeriget, som det hedder i Matthæus-evangeliet, så er Guds rige jo ikke meget anderledes end det samfund, som vi selv lever i til daglig. For det er jo et samfund, hvor dem, der har, skal have endnu mere og blive endnu rigere, og dem, der ingenting har, skal blive endnu fattigere, så de til sidst slet ikke har noget. Det er der ikke noget godt budskab i.

     Men set i evangeliets store sammenhæng holder lignelsen om de betroede talenter os fast på, at livet ikke kan være lige meget. For vi skal tage ordentligt vare på det, der bliver betroet til os. Vi skal ikke ødsle det væk. Eller rettere: Det er måske netop det vi skal. Vi skal i al fald ikke grave det ned i et hul i jorden, men vi skal ødsle vort liv væk på alle de andre, som også er til, og når vi har gjort det, skal vi gå ind til vor Herres glæde.

 

Forslag til salmevalg


Jeg vil gerne begynde søndagen med en morgensalme, som forvisser mig på, at der er brug for mig, så det bliver en af Kingos salmer, som har kaldstanken med – for eksempel nr. 743 "Nu rinder solen op af østerlide" eller en anden lignende salme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Jobs Bog kunne man vælge en salme, der understreger det vældige gudsbegreb, som Job er oppe imod. Det kunne være nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære" eller nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære". Men så er der også Hans Anker Jørgensens i "100 salmer" nr. 873 "Usynlige, som ingen kan beskrive". Den passer godt som salme efter læsningen fra Jobs Bog. Men den passer faktisk også godt efter Paulus' tale på Areopagos (Ap.G. 17,22-34), Og så har den en ganske munter melodi. Måske skulle vi alligevel beholde nr. 7 som anden salme og nr. 873 som salme efter Paulus' tale på Areopagos.

     Man skal ikke belaste en gudstjeneste med mere end én ny salme, så derfor skal vi have et par gamle kendinge til slut. Efter prædikenen kan vi vælge mellem to salmer, som har klare henvisninger til det betroede pund, nemlig nr. 714 "Kom, hjerte tag dit regnebræt", der vist nok mest er tænkt som en nytårssalme, og nr. 728 "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", der i almindelighed regnes for en høstsalme. Men den kan vel også bruges ved andre lejligheder. I øvrigt kan vers 4 stå for sig selv og bruges som udgangssalme. Det gør jeg, og bruger så nr. 714 efter prædikenen.

 

Mit salmevalg: 743 – 7 - 873 / 714 – 728 vers 4.

 

 

Søndag sexagesima – Mark. 4,26-32: Lignelsen om det voksende korn og om sennepsfrøet.

 

Vi lever i vækstens tid

 

Guds rige ligner en mand, der har sået korn i sin mark, og så går han hjem for at sove. Om morgenen står han op og laver noget andet, og om aftenen går han i seng igen for at sove. Og sådan bliver det ved et godt stykke tid. Og imens spirer kornet, og det vokser op og modnes, indtil det skal høstes. Bondemanden ved ikke selv, hvordan det går til. Af sig selv giver kornet frugt. Af sig selv! Det hedder på græsk "autómatos". Det betyder egentlig "selvvirkende". Når kornet vokser og gror, er det noget, det gør af egen drift. Det sker automatisk. Naturen er automatisk. Den kan selv. Den skal ikke have nogen til at lære sig, hvad den skal gøre. Nu om dage forbinder vi ordet "automatisk" med teknik. Vi taler om automatiske vaskemaskiner og automatisk gearskifte i biler. Men den automatik har maskinerne jo ikke lært sig selv. Det er noget, vi andre har lært dem ved at programmere dem til det. Men naturen har lært sig selv det, den kan, og den gør det af sig selv. Sådan er det med Guds rige: Det kommer af sig selv, uden at vi kan gøre noget som helst til det.

     Da de nu var ved at tale om kornet, som lægges i jorden, og som spirer af sig selv, fortalte Jesus dem også en anden lignelse om Guds rige. Han sagde, at Guds rige ligner et sennepsfrø, som er det mindste frøkorn, der findes. Alligevel vokser det op og bliver til et helt træ, som fuglene kan bygge rede i. Det er mærkeligt, hvordan det kan ske. Alt det, som frøet skal blive til, når det spirer og vokser op, ligger på en eller anden måde gemt inde i det lille bitte frø. Og det kommer alt sammen helt automatisk, når tiden er til det, uden at vi ved hvordan. Selvfølgelig er der godt nok nogle, som nu om dage vil sige, at de ved hvordan, fordi de kender til de gener, som ligger gemt i frøet, og vi kan endda manipulere med dem og lave om på de muligheder, som ligger gemt i frøet. Jeg har ikke så meget forstand på det. Men selve livet - det at det bliver til - det kan vi ikke forklare. Det sker af sig selv. Og vi kan ikke bekymre os til det.

Guds rige ligner altså et sennepsfrø, som i sig selv ikke ser ud af ret meget. Alligevel kan det blive til et helt træ. Men endnu er vi kun ved begyndelsen. Vi lever i vækstens tid – ikke i fuldendelsen. Vi lever i en tid, hvor vi bliver nødt til at forstå lidt efter lidt og ganske langsomt. Og det er vi nu om dage ikke så gode til!

 

Forslag til salmevalg

 

Hvis man skal blive glad for at gå i kirke, bliver man nødt til at øve sig i det. Det vil sige, at man skal væbne sig med den tålmodighed, der skal til for at kunne gå på opdagelse i gudstjenestens sproglige og billedlige univers. Langmodighed og udholdenhed. Det er også, hvad Paulus indskærper i sin nænsomme opsang til Timotheus i søndagens episteltekst. Det er mig uforståeligt hvorfor redaktørerne af alterbogen fra 1992 forslår, at man i stedet kan læse 1. tekstrækkes episteltekst fra 1. Korintherbrev kap. 1. Er er fordi Timotheusbrevene anses for at være "uægte" Paulusbreve? Det kan godt være. Men derfor kan det jo være rigtigt nok det, der står i dem.

     Hvorom alting er, så vil jeg prøve at finde nogle salmer, der korresponderer med den tanke, at gudsriget kommer af sig selv, samtidig med, at vi med tålmodighed og udhol-denhed skal leve os ind i det. Ud fra den opfattelse kunne man for en gangs skyld begynde gudstjenesten med en helligåndssalme som nr. 313 "Kom, regn af det høje!" Det er en dejlig salme, som er forsynet med flere melodier. Selv foretrækker jeg Hartmanns fra 1873.

     Egentlig var det min tanke, at nr. 313 skulle synges efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kap. 45, men her kan man lige så godt bruge nr. 727 "Gud, du fra dine de herlige højeloftssale", som er en udmærket lille salme, der vist ikke bliver meget brugt.

     Jeg vil så foreslå, at man før prædikenen synger nr. 156 "Guds rige lignes ved et frø". Den er blevet til under inspiration fra evangelieteksten, men der er ikke så meget gods i den, at den kan bære at stå efter prædikenen. Det er der derimod i nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige", som er skrevet over Luk 17,21, som først bliver prædiketekst på 25. søndag efter trinitatis. Men salmen kan også synges på denne søndag, fordi den rummer tanken om, at det endnu skjulte Guds rige er noget, vi vokser ind i indtil den dag, hvor det synligt åbenbares.

     Som udgangssalme forslår jeg nr. 598 "O Gud, du ved og kender", som også er en salme, der rummer tanken om en vækst, der først når sit mål på den yderste dag.