Efterfølgende kommer en række udvalgte klummer under den fælles overskrift "Set fra mit vindue". De er skrevet til Fyens Stiftstidende under vores ophold som præstepar for den Danske Kirke i Schweiz i årene 2012 til 2016.
Livet i sognet
af Inger Merete og Kresten Drejergaard
Lørdag den 6. oktober 2012 kørte vi i bilen ind til Odense centrum, hvor vi smed nøglen til stiftskontoret i brevsprækken. Derefter fortsatte vi til Schweiz for at afslutte vores fælles karriere præcis, som den var begyndt – nemlig i en præstegård, hvor vi efter evne fordelte opgaverne mellem os. Den eneste forskel bestod i, at i Schweiz ligger præstegården på 3. sal, samt at ”sognet” omfattede en hel nation, hvilket gav en del rejseri. Men ellers var det næsten det samme. I fællesskab holdt vi gudstjenester og havde konfirmander. I fællesskab besøgte vi gamle og syge, og i fællesskab deltog vi i det folkelige liv i sognet. I øvrigt var folk i sognet ikke meget anderledes end det, vi kendte fra de fynske sogne. Det var en blanding af kliker, venskaber og intriger. Det var i al fald tilfældet i det, som vores menighedsrådsformand Vibeke Nyborg kaldte ”Genèvestrup”.
I de godt fire år, vi fik i sognet, nød vi meget at være en del af det hele. Vi var meget glade for som tilflyttere at gå på opdagelse i Genèvestrup og de omliggende byer i sognet, hvor vi havde tid til at sidde på torvet med et glas rødvin og småpludre med omgivelserne på fransk eller tysk, hvilket faktisk godt kan lade sig gøre, selv om de indfødte schweizere kan være lidt forbeholdne. Men frem for alt havde vi jo også danskerne at tale med, hvilket blev til mange gode og lærerige samtaler.
Det største udbytte af vort ophold i Schweiz høstede vi, da vi flyttede tilbage til Odense, hvor det viste sig, at vi i mellemtiden havde fået familien på tæt hold og folk i almindelighed på lidt mere afstand. Vi nyder begge dele. Nu kan vi efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet slappe af, indtil vi skal stedes til hvile på Asperup Kirkegård i det sogn, hvor vi har levet vort egentlige liv.
Den danske Kirke i Schweiz, kirkebladet august 2022
Når stjernerne kommer hjem
Set fra mit vindue kan jeg se flyene starte og lande i Genèves lufthavn. For enden af startbanen ligger forstaden Meyrin med forskningscentret CERN, hvor man i et kæmpemæssigt underjordisk anlæg blandt andet eksperimenterer med at gendanne universets begyndelse lige efter "The Big Bang", det vil sige den formodede eksplosion, der for 13,7 milliarder år udgjorde begyndelsen på alting.
Hvis man tænker sig selv med i den sammenhæng, hvad er man så andet end et ubetydeligt og meningsløst fnug, som ikke spiller nogen rolle?
At det hele er blevet til ved en eksplosion, skønner man deraf, at stjernerne tilsyneladende er på vej væk fra hinanden. Og det er vi også som mennesker. På CERN har man i 1989 opfundet internettet som et effektivt kommunikationsmiddel mellem forskere i hele verden. Selv bruger jeg det til at holde kontakt med familien. Ikke desto mindre kommer vi på grund af internettet længere og længere fra hinanden. Vi er på vej mod det ansigtsløse samfund.
Lige nu forbereder den danske regering en ny lov om "obligatorisk digital selvbetjening for borgere" hvilket vil sige, at relationen mellem borger og samfund skal foregå pr. e-mail, sådan som det allerede er tilfældet med bankernes kundeservice. Det er det ansigtsøse samfund, hvor vi kommer længere og længere væk fra hinanden.
Snart er gudstjenesten i kirken det eneste sted, hvor man kan møde rigtige mennesker, og hvor man frem for alt kan blive præsenteret for en livsforståelse, der handler om opmærksomhed. Den handler om nogle hyrder på marken, en korrupt tolder i Jeriko, en korsfæstet røver samt adskillige andre, som godt nok blev grundigt gennemskuet, men de blev ikke overset. Ud fra den livsforståelse skylder vi hinanden at vise ansigt og være opmærksomme, så vores fælles verden kan være et hjemligt sted at leve i.
Set fra CERN synes jeg, at verden bliver mere og mere fremmed og uhjemlig. Men når jeg sammen med Inger Merete sidder ved køkkenbordet og spiser aftensmad, kan jeg se den ene stjerne efter den anden blive tændt over bjergene bag Meyrin. En efter en kommer de ind over CERN. Jeg ved godt, at det er flyenes landingslys. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Nu kommer alle stjernerne hjem!
Fyens Stiftstidende i begyndelsen af januar 2013.
Til kamp mod de tomme værdier
Værdidebat, værdipolitik, værdibaseret ledelse, danske værdier, borgerlige værdier, kristne værdier, humanistiske værdier og så videre. Vi har alle sammen vores værdier, som vi skal vogte og værne om. Der er ikke noget firma eller for den sag skyld nogen regering, som ikke i offentligheden præsenterer sig selv med en række signalord som for eksempel "loyalitet", "fleksibilitet", "troværdighed", "kreativitet", "ansvarlighed" "innovation", "synlighed", "transparens" og så videre. Det er alt sammen plus-ord. Man spørger sig selv, hvem i alverden der kunne finde på at gå ind for det modsatte. Sagt med andre ord, så er de nævnte værdier temmelig intetsigende. En virksomhedsleder forklarede mig engang, at alle ordene heller ikke betyder noget. Det eneste, der betyder noget, er bundlinjen. Det er den, aktionærerne interesserer sig for.
Men hvad skal så al den værdisnak til for? Medmindre man går et spadestik dybere og spørger om, hvad det egentlig er, samfundet går ud på.
Sociologen Max Weber argumenterede for mere end 100 år siden overbevisende for, at den kapitalistiske samfundsform er et produkt af den calvinistiske reformation. Set her fra det calvinistiske Schweiz, hvor man har gjort en dyd ud af, at bankerne og skattevæsenet ikke taler med hinanden, vil jeg mene, at den nordiske velfærdsmodel er et produkt af den lutherske reformation, hvis ideal er formuleret af Grundtvig i forestillingen om et land, "hvor få har for meget og færre for lidt". Finanskrisen har gjort det klart, at det ikke lige er dér, vi er nu. Vi er snarere havnet i en situation, hvor en hel del har for meget og endnu flere for lidt. Det er jo absurd, at en bankdirektør, som har kørt firmaet i sænk, skal overdænges med millioner i fratrædelsesgodtgørelse, mens nogle naive pensionsopsparere skal betale gildet. Det er den kapitalistiske samfundsmodel drevet ud i sin karikatur.
Hvorfor er regeringen nu hoppet med på den vogn? Der skal økonomisk vækst til, siger man. Vi skal have hjulene i gang! Hvor lang tid forestiller man sig i grunden, at væksten kan blive ved? Man må håbe på, at der på et eller andet tidspunkt vil være nogle talentfulde mennesker, som udtænker et samfundsform, der ikke er baseret på vækst, men på ligevægt. Så kan vi bagefter gøre vores erfaringer og tage stilling til, hvilke reelle værdier, der er i det.
Fyens Stiftstidende i marts 2013
Høflighed koster ingenting
For nogle år siden havde jeg besøg af en god ven fra Frankrig, som jeg tog med rundt i det fynske. På et tidspunkt var jeg nødt til at spørge om vej og standsede derfor op ved at par lokale mennesker, som stod og snakkede i vejkanten. Mit problem blev klaret med nogle få bemærkninger, hvorefter vi kørte videre.
- Var I i familie? spurgte min franske ven.
- Nej, hvorfor det? svarede jeg.
- Det lød bare lige sådan! konstaterede franskmanden.
Den danske omgangstone ikke blot er uformel, men også ret familiær. Faktisk kunne det også vise sig, at vi er i familie. Danskere, som ikke kender hinanden på forhånd, skal ikke være sammen i mange minutter, før det viser sig, at de har fælles bekendte og måske fælles familiemedlemmer. Så kan man jo lige så godt tale pænt til hinanden fra begyndelsen. Men der er den fare ved den uformelle omgangstone, at den hurtigt kan blive til udtryk for ligegyldighed og udvikle sig til uhøflighed.
Den fare er ikke stor i den fransktalende del af Schweiz, hvor jeg nu tilbringer det meste af min tid. De mennesker, jeg møder, er måske lidt reserverede, men til gengæld altid meget høflige. Når vi møder hinanden i boligblokken, hilser vi pænt og ønsker hinanden en god dag. I den sociale omgangsform er man meget opmærksom og hjælpsom, og jeg bliver jævnligt mindet om min alder, når unge mennesker rejser sig i bussen, så jeg kan få en siddeplads.
Vores lokale kioskmand roser af og til udviklingen i mine franske sprogkundskaber, hvilket selvfølgelig glæder mig. En dag, hvor jeg stod og ventede på at blive ekspederet, lagde jeg mærke til, at han også havde gode bemærkninger til overs for andre:
- De ser vel nok glad ud, fru Mathieu. Har De haft en god dag?
Jeg syntes ikke, at hun så specielt glad ud, da hun kom, men hun gjorde det, da hun gik.
Kioskmanden forklarede mig senere, at man lige så godt kan sige noget pænt og opmuntrende til folk. Det koster ingenting, sagde han, og det giver dem energi! Det er ligesom at køre på gummihjul, føjede han filosofisk til: Det gør rejsen mere behagelig!
Fyens Stiftstidende i maj 2013.
I anledning af Valdemarsdag
For et par uger siden var jeg i Annecy i Frankrig, hvor jeg blev overrasket over at se det danske flag foran rådhuset. Hjertet svulmede og blodet bruste i stolthed over, at mit land gjorde sig så stærkt gældende i udlandet, indtil en velmenende servitrice gjorde mig opmærksom på, at det ikke var det danske flag, jeg så på, men derimod Savoyens flag, som til forveksling ligner Dannebrog, dog med den forskel, at det hvide kors i Savoyens flag er anbragt midt i rektangelet.
Jeg er nu kommet mig over skuffelsen. Til gengæld er jeg begyndt at tænke over, hvor stærkt et greb nationale symboler har i os. Dannebrog er symbolet over alle danske symboler, hvilket vi markerer på Valdemarsdag med flagfest og uddeling af faner.
Nogle kunne godt omgås dette symbol med mere omtanke. Jeg tænker ikke blot på de dannebrogssvingende fans i Parken og andre sportslige arenaer, hvor man kan se folk, som også har malet flaget i ansigtet. Det er ren og skær begejstring og livsglæde, som jeg kan bære over med. Så er det værre med alle de mange frugtboder langs landevejene, som gør opmærksom på sig selv med en overflod af rød-hvide papirflag. Det er at reducere flaget til rent og skært blikfang.
Endnu værre bliver det, når Dansk Folkeparti holder landsmøde i en hal, som er overplastret med dannebrogsflag, og hvor man i partipolitisk begejstring har taget patent på at synge vore smukkeste fædrelandssange. For en ordens skyld vil jeg tilføje, at det ville pynte på et par partier til venstre i folketingssalen, hvis de på deres landsmøder og kongresser kunne overvinde sig til at synge af højskolesangbogen i stedet for den anakronistiske røde sangbog fra klassekampens tid. Hvad med at synge "Jeg elsker den brogede verden"? Trods dens alder (1877) er der en del mere aktuelt bid i den end i "Danmark for folket". Melodien er også bedre.
Dannebrog er fælles for os alle sammen, ligesom fædrelandssangene er det. Ingen kan tage patent på det eller blive "ekstra-danske" af det. Når vi her i Schweiz holder dansk gudstjeneste, anbringer vi derfor et dansk flag uden for kirken. Engang i mellem bliver det hugget. Det er nok nogle savoyardere, som heller ikke kan kende forskel.
Fyens Stiftstidende den 17. juni 2013.
En flygtning krydser mit spor
Set fra mit vindue har jeg en gang om måneden udsigt til en losseplads. Det sker den dag, hvor vi har lov til at sætte storskrald ud på en særlig plads, som dagen efter bliver tømt af en vognmand. I løbet af dagen bliver pladsen fyldt op med gamle møbler, kasserede TV-apparater, hårde hvidevarer og meget andet skrammel.
Hen under aften dukker der nogle andre op, som gennemroder bunken og drager af med det, de kan bruge. I løbet af aftenen kommer der flere hold af disse klunsere, og bunken skrumper efterhånden noget ind. Næste dag kun er det absolut ubrugelige, der bliver kørt bort.
En dag så jeg en mor med en datter på syv-otte år. De var gået i gang med at skille et køleskab ad. Jeg blev nysgerrig og tænkte, at jeg måtte have at vide, hvorfor der er mennesker, som i dette velhavende land ernærer sig ved klunservirksomhed. Jeg forsynede mig derfor med en badevægt, som længe har irriteret mig, fordi den vejer for meget, og gik ned for at donere den til lossepladsen i håb om, at jeg kunne komme i snak med kvinden.
Det lykkedes over al forventning godt. Hun havde lige fået lempet motoren ud af køleskabet. Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge den til. Det vidste hun ikke, men den kunne vel altid bruges til et eller andet. Det måtte manden og drengene finde ud af. Hun havde seks børn, hvoraf de fire var drenge. Pigen, som var med, var den yngste i flokken. Den øvrige del af familien var på jagt andre steder i byen.
Hun og manden var kommet hertil som bosniske flygtninge og havde fået en opholdstilladelse, som hun viste mig. Jeg viste hende også min opholdstilladelse og forklarede, at jeg på et tidspunkt skulle tilbage til mit eget land. Skulle hun ikke også tilbage til sit land? Nej, det kunne der ikke blive tale om. De var jo flygtninge og havde det godt nok i Schweiz. I Bosnien ville de også være flygtninge og derfor ikke velkomne blandt dem, der under krigen var blevet i landet. Så er det bedre at være klunser i Schweiz, forsikrede hun.
Hun ville i øvrigt ikke have min badevægt, fordi den vejer for meget.
Fyens Stiftstidende 6. oktober 2013
Ingen jul uden asier
I Odense var jeg igennem flere år sammen med borgmesteren og politimesteren inviteret med til "Iftar-middag" i Tyrkisk-Islamisk Forening. Som biskop og dermed som religiøst overhoved blev der vist mig den ære, at jeg skulle være med til at bede bordbønnen. I den forbindelse lærte jeg dem at synge salmelinjerne "Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed". Og det gjorde ikke noget, at tyrkerne sang "Allah's gode gaver". For os danske var det en eksotisk oplevelse stifte bekendtskab med tyrkisk madlavning og andre skikke, og det var en fornøjelse at være sammen med mennesker, som mener noget med deres liv.
I disse dage kan man med omvendt fortegn opleve noget tilsvarende i Schweiz, hvor de danske foreninger og den danske kirke holder julestuer. Som den kirkens mand jeg er, har jeg via et dansk engrosfirma indkøbt ca. 1 ton julevarer, som har opholdt sig i min garage, indtil de er blevet fordelt mellem byerne. Der er dybfrosne flæskestege med svær, gode danske hotdogpølser, æbleskiver, rødkål, rødbeder, syltede asier og fremfor alt tre slags marinerede sild plus meget andet godt, som man ikke finder på hylderne i de schweiziske supermarkeder. Det kræver en del logistik at få det hele til at fungere, og for mig ville det have været nyttigt med en supplerende uddannelse som speditør.
Meningen med det hele er den, at det skal være muligt for danskere med bopæl i Schweiz at fejre jul på den danske måde. Mange af dem er velintegrerede mennesker, som har boet her i mere end en menneskealder. Når vi holder julestuer, fejrer vi på en vis måde os selv. Vi fejrer selvfølgelig også julen og Jesu fødsel og holder gudstjenste og synger danske julesalmer. Men vi fejrer også os selv, fordi det er nødvendigt, at man først er nogen, før man kan fejre noget. Dette "noget", som vi fejrer, kan kun blive virkeligt og nærværende på en kulturel baggrund, som er tæt knyttet til blandt andet modersmålet. Derfor er det vigtigt med de danske julevarer.
Sidste år var der en, der højlydt beklagede sig over, at hendes jul var blevet ødelagt, fordi kirken havde indkøbt for få syltede asier. Og det går selvfølgelig slet ikke!
Fyens Stiftstidende den 15. december 2013.
Kampen om danskerne
Det kan vel ikke undgås, at man af og til er enig i et eller andet, som Dansk Folkeparti siger, eftersom partiet siger alt muligt. Men det er ærgerligt, at man kan blive taget til indtægt for alt muligt, fordi man er dansker. Jeg vil ikke kunne være medlem af et parti - dansk eller kristeligt - som har taget patent på at være det, som vi alle sammen er. På den politiske slagmark var det Dansk Folkeparti, der begyndte med argumenter som "danskerne mener" og "danskerne vil ikke finde sig i". Et sådant argument lukker af for enhver videre samtale.
Det er jo den rene og skære gidseltagning. For mig betyder dette at være dansker, at jeg hører til i et folkeligt fællesskab, som går på tværs af meningsdannelserne. At være dansker vil sige at høre til i et kulturelt rum, hvor der findes mennesker, som har en anden mening end min, hvilket forpligter mig til at lytte efter, hvad de andre rent faktisk mener. Det kunne jo være, at de med deres meninger forholder sig til et eller andet, som jeg har overset, og så må vi prøve at tale om det, så vi i fællesskab kan blive klogere. Efter min opfattelse er Danmark et samtalende land – eller Danmark har været det.
For det værste er, at nu er politikere fra alle partier begyndt at argumentere med, hvad danskerne mener. Der er opstået et veritabelt slagsmål om at tage danskerne til indtægt. Det er helt galt! Dansker er noget, som jeg er i særdeleshed, og dette begreb dækker noget, der er langt mere omfattende end politiske holdninger, fordi det går på tværs af meningsdannelsen. Hvad er der i vejen med det gode gamle ord "folk", som betegner det, som vi er i vores almindelighed? Når man henviser til, hvad folk mener, henviser man til, hvad almindelige mennesker mener, og det har jeg ingen problemer med. Men jeg har det svært med, at mit nationale tilhørsforhold som dansker skal legitimere et hvilket som helst politisk synspunkt, blot fordi nogle politikere ikke har evne og forstand til selv at argumentere for deres sag.
Så fri mig for at være politisk gidsel og for at stå i den situation, at jeg skal undskylde, at jeg er dansker!
Fyens Stiftstidende den 3. juni 2014.
Hvornår er man gammel nok til at være åndsfrisk?
Vores kommune Grand Saconnex tæller lidt over 12.000 indbyggere, hvor af 43,6 % er af ikke-schweizisk oprindelse. Det er en hel del mere end i Odense, hvor indvandringen har givet anledning til en ophidset debat. En del af forklaringen på de mange ikke-schweizere er de store internationale organisationer, som præger vores bydel. Men der er også mange indvandrere og flygtninge. Der tales mange sprog, og man er ikke ildeset, fordi ens franskkundskaber er lidt mangelfulde.
Det bemærkede vi på kommunens årlige pensionistudflugt, som vi deltog i for første gang i år. Vi – dvs. 250 deltagere - blev med bus kørt ned til Genève-søen, hvor vi gik ombord i det gode skib "Lausanne". Her fik vi formiddagskaffe og kom hurtigt i snak med nogle andre. Mange af deltagerne kendte hinanden på forhånd, selv om de ikke var af samme nationalitet. Vi kom i snak med et irsk ægtepar, og det viste sig hurtigt, at vi havde fælles bekendte blandt de herboende danskere.
Senere, da vi havde fået en udmærket 3-retters menu til frokost, fik vi ved vores bord en længere samtale med en kvinde af libanesisk oprindelse. Da hun opdagede, at jeg er præst, havde vi pludselig meget at tale om, fordi hun var kristen med baggrund i den maronitiske kirke og tilhørte dermed den libanesiske overklasse. For 40 år siden var hun flygtet under borgerkrigen og havde nu fået schweizisk pas. Hun var mere schweizer end libaneser, men kom dog af og til på besøg i Libanon for at se til den tilbageværende del af familien. Hun var bestemt ikke nogen ven af præsident Assad i Syrien, som havde gjort hendes trosfæller meget ondt. For hendes skyld kunne han godt have været fjernet. Men som borgerkrigen i Syrien havde udviklet sig, tog alternativet med fundamentalistiske muslimer i front sig endnu værre ud. Så hvad skulle man ønske?
Det blev en meget lærerig sejltur på Genève-søen. Der var godt nok mange gamle mennesker om bord. Vi syntes selv, at vi så lidt for unge ud og overvejede derfor under eftermiddagskaffen, om vi skulle være blevet hjemme. Men der var på den anden side rigtig mange åndsfriske mennesker at snakke med.
Hvor gammel skal man i grunden være, før nogen vil kalde en for åndsfrisk – hvis man altså er det? Selv har jeg for eksempel endnu aldrig mødt en åndsfrisk konfirmand.
Fyens Stiftstidende i august 2014
At være en fremmed
Når vi er i Schweiz taler vi om, at vi skal hjem til Danmark. Når vi så har været i Odense et stykke tid, begynder vi at tale om, at det bliver rart at komme hjem til Genève. "Hjemme" – det er åbenbart dér, hvor man ikke er.
Hjemme i Danmark har jeg et par gange haft et ærinde på min gamle arbejdsplads, hvor jeg blev hjerteligt modtaget. Alligevel var det indlysende, at jeg var blevet en fremmed. Personalet har en hverdag, som jeg ikke mere hører til i. De beskæftiger sig med ting, som jeg ikke mere har nogen aktuel indsigt i. Tiden er gået.
Sådan set betragter jeg Odense som "min" by og plejer at føle mig godt hjemme i den. Men i den nu forgangne sommer var det anderledes. Thomas B. Thriges gade er blevet lukket, og de gamle rutiner med at komme rundt i byen virker ikke mere. De gader, som før var ensrettede i én retning, er nu blevet ensrettede i modsat retning. Der er kommet en bro over kanalen, hvilket betyder, at Stigefærgen måske forsvinder. Jeg siger ikke, at Odense skal være, som den altid har været. Men byen har forandret sig, og jeg er blevet en fremmed.
Tilbage i Genève er det også galt. Jeg har hele tiden vidst, at jeg er en fremmed i byen. Sproget er anderledes, og byen har en anden puls end Odense. Jeg bliver nødt til at fornemme den igen og sætter mig derfor ind på en café og bestiller en fadøl og opdager derved, at jeg først er nødt til at finde gloserne frem, før jeg kan sige noget. Jeg kan heller ikke følge med i den livlige samtale ved baren. Den virker meget indforstået og har nogle pointer, som jeg slet ikke når at opfatte.
Hvis "hjemme" er der, hvor man ikke er, kan man så omvendt sige, at man er en fremmed dér, hvor man er? Det er i virkeligheden et eksistensfilosofisk spørgsmål. Måske er fremmedheden et grundvilkår i vores tilværelse, hvor hjemligheden til gengæld er en undtagelse. Men deri er der for mig også en pointe, for meningen med min virksomhed som præst i udlandet er at skabe den slags undtagelser. Faktisk er det nok det samme hjemme i Danmark. Her er det blot tydeligere!
Fyens Stiftstidende den 5. oktober 2014.
Politikere er til ulejlighed
Traditionelt set er Schweiz et land, der er præget af den calvinistiske reformation, som satte sig igennem med en høj grad af kirketugt – især i Genève, som reformatoren Jean Calvin selv betragtede som den virkeliggjorte gudsstat. Danmark er derimod et luthersk land, og den lutherske reformation satte sig igennem i samfundsformer, som indimellem nærmede sig det anarkistiske. Som reformatoren selv har udtrykt det: "Enhver, som er krøbet ud af dåben, kan betragte sig selv som indviet til både pave, biskop og præst".
Jeg har spurgt mig selv og andre, om denne kirkelige forskel kan være noget af forklaringen på forskellen i den politiske debat.
Lige nu er der kommunalvalg i Schweiz. Set fra mit vindue har jeg udsigt til fire valgplakater, som hænger på væggen ovre ved købmanden. De repræsenterer hver sin liste, som hver kan være sammensat af flere partier eller grupper. På en af dem er der endda en upolitisk gruppe. Men valget går forbløffende stille af sig, når man tænker på den forbitrede, nærmest perfide tone, der præger den allerede igangværende valgkamp i Danmark. Hvorfor er der denne bemærkelsesværdige forskel mellem Schweiz og Danmark med hensyn til at føre valgkamp?
Ja, for det første er schweizerne som sagt opdraget med en høj grad af kirketugt og er derfor i den sekulariserede verden blevet til høflige mennesker, der nødigt generer naboen.
For det andet kan man her i landet ikke gå og hidse sig op over noget så dagligdags som en politisk afstemning. I forvejen har schweizerne folkeafstemninger om alt muligt, som vedrører samfundslivet - alt sammen noget, som i Danmark bliver afgjort i de politisk valgte forsamlinger. Det betyder, at de valgte politikere her spiller en mindre rolle. Som en ironisk schweizer forklarede mig: "Politikere er sådan set mest til ulejlighed!"
For det tredje hænger det sammen med, det ikke er de politiske ideologier, der spiller den store rolle her i landet, hvilket er forståeligt, når man betænker, at en fjerdedel af verdens formuer efter sigende befinder sig i Schweiz. Det, der regulerer samfundet, er de økonomiske interesser.
Selv om vi i Danmark ikke har så stor en andel i verdens formuer, kan det være, at det samme gør sig gældende hos os. Det er økonomien, der bestemmer. Men politikerne har bare ikke opdaget det endnu og fører derfor valgkamp, som om det er dem, der bestemmer.
Fyens Stiftstidende, 17. maj 2015.
Når det er overstået – hva' så?
I reflekterende stund er "mit vindue" identisk med bilens frontrude. Vi er på vej til Genève for at genoptage den åndelige omsorg for de derboende danskere. Vi har undervejs gjort en afstikker til byen Goslar med de mange smukke bindingsværkshuse. Næste stop gjorde vi i Schauffhausen, hvis smukt dekorerede huse stammer fra 16-1700-tallet. Ikke langt derfra ligger St. Gallen. Det er gamle byer, som ligefrem emmer af europæisk historie, kultur og religion. I St. Gallen har de et bibliotek, som rummer mere end tusind år gamle håndskrifter. Der er blandt andet noder til den middelalderlige, gregorianske kirkemusik.
Mens vi er på vej sydpå, er der andre, der er på vej nordpå. Det er flygtninge, som efter en tur over Middelhavet nu er på vej op igennem Italien og Balkan. Vi har ganske vist ikke mødt nogle af dem, men de siges at være dér. På årsbasis udgør strømmen af flygtninge 1 – 2 promille af Europas befolkning. Alligevel tales der om en europæisk katastrofe.
For mange år siden havde jeg en tegning, som jeg drøftede med
mine konfirmander. Den forestillede et højt, befæstet tårn,
overbelæsset med kanoner, køleskabe, fjernsyn, biler og andre
velfærdsgoder.
Beboerne deroppe på toppen kastede fra den ene side af
tårnet brødkrummer ned til en noget større og tilsyneladende
fattig folkemængde, som fra den anden side af tårnet blev
beskudt med rifler. Symbolikken i tegningen var ikke vanskelig at
forstå. Alligevel syntes konfirmanderne, at den var uvirkelig, fordi
fattigdommen i de varme lande dengang for 30-40 år siden endnu
var på lang afstand. Det er den ikke mere!
Naivistisk maleri af Snekke Kristensen, Hjørring USA har derfor befæstet grænsen mod Latinamerika. I farvandene nord for Australien overbeviser flådens fartøjer sydøst-asiatiske bådflygtninge om, at de hellere må vende om, "for du får ikke noget hjem her", lyder budskabet til dem. I Europa er der forvirring. Hvad skal vi i denne situation gøre for at bevare vores kultur, vores religion - og navnlig vores overflod?
Jeg tvivler ikke på, at vi i vores velhavende del af verden har de nødvendige politiske, økonomiske og militære redskaber til at bremse strømmen af flygtninge. Men spørgsmålet er, om vi som mennesker – endda kristne mennesker - kan se os selv i øjnene, når operationen er overstået.
Fyens Stiftstidende den 6. september 2015
Ytringsfrihedens fest
Det var egentlig min opfattelse, at schweizerne er et folkefærd uden sans for ironi. Det er en opfattelse, jeg lige har revideret. Vi har i to døgn været i Basel til fastelavnsfest – Basler Fasnacht. Natten til mandag kl. 03.30 begav vi os ind i de smalle stræder i den gamle by, hvor der var forsamlet i tusindvis af mennesker, en stor del med masker og fantasifuldt udklædt. På slaget 04.00 hørtes kommandoen: "Morgenstreich – vorwärts march!" Derefter satte snesevis af korteger sig i gang anført af flere hundrede piccolofløjter og trommer. En pibe- og trommekoncert uden lige.
Festen, som varer 72 timer, fortsatte til langt ud på aftenen og blev genoptaget tirsdag formiddag. Kortegerne, som har baggrund i forskellige såkaldte "kliker" i byen, havde hver deres tema at agitere for. Undervejs fik man stukket sedler i hånden, som i rimede formuleringer - ofte med et betydeligt stænk af ironi - uddybede emnet. Der blev hensynsløst gjort grin med alt og alle lige fra kommunal-bestyrelsen, sundhedsvæsenet, den korruptionsramte FIFA-organisation, den forestående olympiade, til Islamisk Stat. Ingen gik ram forbi. Vi, som ikke havde anlagt nogen udklædning, blev overdænget med konfetti, blomster og appelsiner.
"De tre smukkeste dage" kalder baselerne selv festen, som sammen-
lignet med en byfest i Danmark er præget af en høj grad af ædrue-
lighed, selv om der i byens restauranter bliver spist og drukket godt.
Det er virkelig en smuk blanding af modsætninger. Kortegernes
budskaber rummer de groveste former for samfundskritik og person-
kritik parret med en god portion selvironi, alt sammen serveret til
muntert akkompagnement af pibekoncert og "Gugge-Musik" (horn-
Blattner, FIFAS daværende præsident musik). De formelle omgangsformer er suspenderede. Alle snakker med alle i gaderne og på restauranterne. Og alle er dus, hvad man i Schweiz ikke er til hverdag.
Efter tre døgn er euforien slut. Fejemaskinerne rydder gaderne for konfetti og appelsinskræller. Basel vender tilbage til det, den egentlig er: En pæn og ordentlig by med rene gader og smukt dekorede huse. En by med høflige og hjælpsomme mennesker, som har den opfattelse, at det nu engang gør tilværelsen mere fremkommelig at leve sådan. Der er til daglig personlige og politiske hensyn, som vi bliver nødt til at tage, hvis vi skal finde ud af det i fællesskab.
Men i tre dage har ytringsfriheden været total. Vi kender den - og vi ved derfor også, hvad vi gør, når vi ind imellem afholder os fra at bruge den. Her kommer et videoeksempel på en af de mange korteger: Fyens Stiftstidende i februar 2016
Ordenssamfund eller anarki
Schweiz er et ordensland. Det flyder ikke med skidt i gaderne, og man har stadig en lukkelov, så man kan kende forskel på hverdag og søndag. Det er ikke velset, at man vasker bil om søndagen eller slår græs. Togene kører til tiden, og de når frem til tiden. Man er høflig og hilser på hinanden, når man får øjenkontakt. I sporvognen overlader man pladsen til en ældre herre som mig. Det skyldes alt sammen, at landet kulturelt set har fået sin opdragelse af reformatoren Jean Calvin, som var nogenlunde samtidig med den frihedselskende og på nogle punkter mere anarkistiske Martin Luther. Calvin var bestemt ikke udøvende humorist. Indtil sin død i 1564 udøvede han derimod som reformator i Genève en benhård moralistisk kirketugt, hvormed han lagde grunden til det ordenssamfund, som trods al sekularisering præger Schweiz den dag i dag.
Vi har boet i Schweiz i næsten fire år og har lært at sætte pris på den ordentlighed, der karakteriserer landet. Den kan somme tider virke noget formalistisk, men det fungerer, og det formidler tryghed til borgerne. Nu er vi snart på vej tilbage til Danmark, hvor vi bliver skrevet i mandtal på borgerservice og får et sygesikringskort, så man ikke skal have pungen op af lommen, hver gang man skal have målt sit blodsukker.
Som pensionister har vi hele tiden betalt skat i Danmark og kun et symbolsk skattebeløb til Schweiz. Ikke desto mindre måtte vi i Genève tre gange på skattekontoret, inden vi kunne forlade landet. For den administrative ordens skyld måtte vi udfylde en selvangivelse for første halvår af 2016. På den baggrund viste det sig, at vi havde 15 centimer til gode (ca. 1 kr.), som vi kunne hæve på kassererkontoret. Dér viste det sig imidlertid, at beløbet var for lille til, at det kunne udbetales.
I ironiske vendinger fortalte jeg en schweizisk bekendt om denne hændelse. Dertil svarede vedkommende, at hun foretrak et ordenssamfund, der bestræbte sig på ikke at snyde en borger for 15 centimer, frem for et anarkistisk land, der skødesløst udbetaler 9 milliarder kroner (21.8. blev det til 12,2 milliarder) af borgernes penge i refusioner uden at sikre sig, om nogen overhovedet har et retmæssigt krav på pengene. Måske er det i virkeligheden slet ikke så dårligt, at der er nogle velbetalte offentligt ansatte, der bekymrer sig for, om det i samfundet går rimeligt til?
Fyens Stiftstidende søndag den 7. august 2016
Og så lige et par klummer på fransk for at vise, at det sprog fik vi også lært lidt af under opholdet i Schweiz.
La pauvreté moderne
par Kresten Drejergaard, pasteur dans l'Eglise Danoise en Suisse
Étant résident temporaire en Suisse on vient facilement à comparer nos pays, le Danemark et la Suisse. Ils sont à peu près de la même taille, mais la Suisse a environ deux millions d'habitants en plus que le Danemark. Et puis, la Suisse a conservé une grande partie de l'infrastructure à mailles serrées, que nous avons connue au Danemark, il y a peut-être 50 ans.
La Suisse est composée de 26 cantons et 2.773 communes. Dans "notre" petite commune, du Grand Saconnex, nous avons trois écoles publiques, quatre épiceries, trois pharmacies, deux-trois médecins, plus d'une douzaine de cafés et restaurants. La plupart de nos besoins peuvent être couverts à distance de marche. C'est une sorte de bien-être!
Au Danemark nous n'avons que 5 régions et 98 communes. Depuis la première crise pétrolière dans les années 1970 nous avons subi un combat politique pour réduire les budgets publics avec quelques reformes sous les devises "le citoyen au centre". Mais c'était vraiment l'économie qui a était au centre. L'économie était le seul paramètre de bien-être avec le résultat que nous avons obtenu des salaires qui sont élevées hystériquement pour les gens cadrés supérieurs. D'un autre point de vue nous sommes devenus pauvres dans tout le reste. Nous avons moins de maisons de retraite, moins d'écoles pour les enfants, et dans les hôpitaux les infirmières sont stressées sans avoir assez de temps pour bavarder un peu avec des patients.
Les ambitions des politiciens sont évidemment de pouvoir réduire les budgets publics en espérant réussir avec des réductions d'impôt, dit-on.
Pour moi on peut laisser les réductions d'impôt, si je pouvais regagner un peu de "la communauté de proximité", que j'ai connue pendant mon enfance et ma jeunesse. Je ne dis pas qu'il faut faire arrêter le temps ou le remettre dans une idylle nostalgique. Bien sûr, nous devrions recueillir la plupart des gains d'efficacité, que nous avons gagnés par exemple par la technologie informatique. Mais je me sens autorisé à poser une question pour savoir pourquoi ces gains ne sont pas investis dans l'humanité pour améliorer les conditions et l'espace pour une conversation humaine au lieu de la spéculation d'une croissance de l'économie.
En Suisse, l'économie est également dans le centre. Mais quand même on a évidemment gardé la plus part de l'infrastructure à mailles serrées, que nous avons perdue au Danemark, mais dont je me rappelle de ma jeunesse. Il était un temps où on pouvait se permettre de prendre une pause pour passer à l'épicerie - pas pour faire du shopping, mais pour bavarder avec quelqu'un. Il était une vie de bien-être fondamentale.
Aujourd'hui nous n'avons au Danemark ni l'épicerie ni le temps pour bavarder.
Butiksdøden hærger også i Schweiz
Le conte des formes
par Kresten Drejergaard, pasteur dans l'Eglise Danoise en Suisse
De la fenêtre de mon bureau, je peux à l'autre côté d'un parc voir des grandes halles. C'est Palexpo qui est un fameux endroit pour des expositions. Pendant les derniers jours, nous avons eu une exposition de voitures nommée "Salon de l'auto". Un gardien m'a dit que dans les dix jours d'exposition on attendait environ700.000 visiteurs. Etant voisins aux halles, nous avons senti que nous devions montrer un peu d'intérêt. Alors nous sommes allés et nous avons acheté des billets réduits pour des retraités.
Il y avait des centaines de voitures. Il y avait des Rolls Royces,
diverses voitures anciennes et des voitures expérimentales. Il y
avait aux voitures exposées de jolies hôtesses avec des brochures
gratuites. Les hôtesses m'ont rappelé des vestales de la Rome
antique. C'étaient des femmes innocentes qui avaient un devoir
sacré dans le temple de Vesta. Peut-être régnait au "Salon de
l'auto" la même règle comme dans le temple des vestales à Rome
– une règle qui dit: Regardez assez, mais ne touchez pas! Cette
image du culte sacré était la même, quand, soudain, je me suis
trouvé devant un podium avec un modèle nommé "Sans titre",
semblable à l'Athènes classique où on sur un autel trouvait cette
inscription "Au Dieu inconnu". Ici – a l'exposition - c'était un véhicule
futuriste, qu'on ne pouvait pas toucher non plus. Le conte des formes
Cette atmosphère de culte n'était pas facile de s'en débarrasser. Partout, nous avons entendu un certain genre de musique, mais je ne peux pas me rappeler de la musique qui avait un effet hypnotique, qui avait fait arrêter mes pensées. C'était impossible à verbaliser les expériences. Seules les sensations immédiates ont parlé. C'était les contes des formes, que l'on regardait les vestales ou les voitures. Nous n'avons pas entendu beaucoup de conversation, seulement quelques commentaires en sourdine ici et là. Il n'y avait pas beaucoup de sourires à voir. Et si quelqu'un avait émis un rire haut, je suis sûr que tous les "adorateurs" auraient se retourné et auraient envoyé les regards désapprobateurs. Que pouvait un psychologue de la religion avait sorti d'un tel spectacle?
C'était une libération de sortir d l'exposition. Sur le chemin du retour, nous sommes passés devant notre fidèle Renault, elle ne souffre pas de la peur du contact, et elle a également reçu quelques petites bosses. À son âge elle n'est peut-être plus brillante. Mais je crois que les vestales avec le temps vont subir un destin pareil.
Velkommen hjem!
Mens vi boede i Schweiz har vi af og til kaldt landet for et ordenssamfund og moret os lidt over det bureaukrati, som indimellem præger landet. Men det er åbenbart intet imod, hvad man kan opleve i Danmark.
Torsdag den 6. december 2012 kl. 10.00 var vi på motorkontoret i Genève, hvor bilen skulle til syn med henblik på at få schweiziske plader på. Bilen blev undersøgt med schweizisk grundighed, men bestod den prøven og fik sine plader. Ved samme lejlighed fik vi på motorkontoret ombyttet vore danske kørekort med schweiziske. Der gik mindre end 15 minutter, inden en maskine spyttede de nye kørekort ud.
Torsdag den 10. november 2016 kl. 11.00 stillede vi på Borgerservice i Odense for at få ombyttet vores schweiziske kørekort til danske. Det viste sig, at det var noget, der skulle ordnes på Administrativ Center Vest i Holstebro. Men vi afleverede vore schweiziske kørekort sammen med en anmodning om at få dem byttet til danske kort, og fik så udleveret midlertidige kørekort. Desuden afleverede vi en lægeerklæring samt en tro-og-love-erklæring om, at vi ikke har været frakendt kørekortet inden for de seneste fem år.
Fredag den 3. februar 2017 kl. 10.00 var vi igen på Borgerservice for at få en forlængelse af vore midlertidige kørekort. Vi fik tre måneder yderligere samt et løfte om, at vi kunne komme igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Ca. fire uger efter fik vi hver især et brev fra Administrativ Center Vest, hvori man udbad sig skriftligt samtykke til, at myndigheden kunne indhente oplysninger om os hos de schweiziske myndigheder. Vore schweiziske kørekort havde nemlig været til ægthedsprøvning på Politiets Nationale Kriminaltekniske Center, som var nået frem til den konklusion, at "det ikke er muligt at afgøre, hvorvidt kørekortet er udstedt af officielle myndigheder, eller om der er tale om en kopi/forfalskning". På det grundlag har Administrativ Center Vest derfor tilkendegivet "at man påtænker at give afslag på ombytning af dit udenlandske kørekort". Man går med andre ord ud fra, at vore kørekort er falske.
Jeg har alle dage haft den opfattelse, at der i Danmark er et godt og tillidsfuldt forhold mellem borgere og myndigheder. Måske har Danmark forandret sig? Men har det virkelig på fire år forandret sig så meget, at vi af myndighederne skal bydes velkommen hjem med en aldeles grundløs formodning om, at vi er svindlere.
Sidste nyt:Jeg kunne afhente mit kørekort på Borgerservice den 23. marts 2017. Inger Merete modtog den 26. april 2017 efter næsten seks måneders ventetid og uden et ord til forklaring sit danske kørekort.
https://www.tv2fyn.dk/fyn/biskop-naegtet-korekort-dine-papirer-kan-vaere-falske
Kresten Drejergaard
De efterfølgende klummer er i forskellige anledning skrevet til Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad. De er blevet til under vores pensionisttilværelse i Odense i årene 2017-2025
Er det sjovt at være ateist?
For nogen tid siden var jeg i selskab med en erklæret ateist, som benyttede lejligheden til at indvi mig i sine indsigter vedrørende kristendommens og kirkens tåbelighed. På et tidspunkt i samtalen spurgte jeg ham: "Er det sjovt at være ateist?" Det spørgsmål gjorde ham meget fornærmet, fordi han ikke mente, at jeg tog ham alvorligt. Men det var jo netop det, jeg gjorde med mit spørgsmål. Jeg ville gerne vide, om han følte sig beriget af at være ateist.
Hvis han nu omvendt havde spurgt mig, om jeg synes, at det er sjovt at være kristen, så havde jeg prompte svaret ja og glædet mig til at berette om alle de fornøjelser, jeg har ved at være kristen. For eksempel kan jeg godt lide at gå i kirke, fordi der er så meget at opleve. Hvor vil man finde tekster, der er mættet med så indholdsfyldt poesi, som salmerne i Den danske Salmebog? Og hvor vil man finde et instrument, der har så mange variationer af klangmuligheder, som et kirkeorgel har. Hvor kan man høre fortællinger, der taler så væsentligt om livet og døden, som i de bibeltekster, der læses under gudstjenesten? Og hvor kan man lytte til så velforberedte taler om had og kærlighed, vrede og tilgivelse, løgn og sandhed, dom og frelse, mørke og lys, som i de prædikener, man hører fra kirkens prædikestol? I hvilket andet hus vil man kunne møde noget lignende?
Og så er det hele endda i kraft af kirkeåret indfældet i den tid, vi selv lever i. Kirkeåret er kirkens kalender, ligesom kalenderåret er arbejdslivets kalender. Kirkeåret begynder med 1. søndag i advent, som er forberedelsestiden til jul, og det kulminerer med trinitatistiden, som varer fra pinse og til næste advent.
Det er efter min opfattelse sjovere at gå på opdagelse i kirkeåret end at fortabe sig som kalenderslave i kalenderåret med dets kedsommelige række af nummerede uger. Især kan jeg godt lide adventstiden, som er en forventningstid. Adventstiden er i sig selv en mørk og dyster tid, men den er også en tid, som får et skær af den kommende jul, på samme måde som himlen om morgenen lyses op, endnu inden solen rigtig er stået op.
Men det har alt sammen noget med fantasi at gøre. Det er muligvis forklaringen på, at det ikke er sjovt at være ateist.
Fyens Stiftstidende 27. november 2026.
Hvem tæller hyrderne?
Juleevangeliet begynder ikke i Betlehem. Det begynder uden for Betlehem ude hos hyrderne på marken.
En af det fynske bispeembedes pligter er at være formand for daginstitutionen Dronningens Asyl i Odense. Hvert år, når vi lukkede til jul, genfortalte jeg juleevangeliet for børnene. For variationens skyld fandt jeg et år på at genfortælle historien bagfra. Men så opdagede jeg, at jeg faktisk også bedst selv forstod juleevangeliet på den måde, og det gjaldt også for børnene, tror jeg. Det vil sige: Jeg begyndte ikke med at fortælle om Kejser Augustus og hans befaling om folketællingen, og jeg fortalte til at begynde med heller ikke noget om Josef og Maria og stalden i Betlehem. Jeg begyndte derimod med at fortælle om hyrderne ude på marken uden for Betlehem. Det er dér, det begynder. Det er dér, julen bliver til.
Det begynder ude i ødemarken, ude i det yderste mørke, dér hvor der ikke er nogen, der kommer frivilligt. Men derude er der altså nogle, som skal være der. Det er hyrderne, som vogter deres får og geder. Man kan forestille sig, hvordan de om aftenen og natten sidder derude omkring bålet, hvor de er plaget af angst og ensomhed. Natten derude er ikke ufarlig. Der er vilde dyr, som går på rov, og de tager det ikke så nøje med, om det er et får, eller det er en hyrde, de stiller sulten med. Hver morgen skal hyrderne tælle deres får og geder for at se, om de er der alle sammen. Men hvem tæller i grunden hyrderne? Hvem holder øje med dem? Det er ikke sikkert, at der er nogen, der gør det. I virkeligheden er der måske slet ingen, der tænker på, at de er derude!
Jo, der er en, der gør! Gud tænker på dem. Han har ikke glemt, at de er der, for ellers havde han ikke sendt sin engel til dem for at forkynde den store glæde, som skulle være for hele folket. Glæden er, at der er født en frelser, som også vil tælle hyrderne med, og som ikke glemmer dem, selv om alle andre er ligeglade med dem.
Sådan set er det en gudstjeneste, der finder sted derude på marken, hvor det ellers kun er mørket, der råder. Det begynder med, at der blev lyst omkring dem, fordi en engel fra Gud viste sig for dem. Englen er et sendebud eller en præst, som fortæller dem noget, som de ikke kunne vide i forvejen eller kunne sige sig selv. Og lige straks blev hyrderne bange, men englen siger til dem: "Frygt ikke!" For den kunne jo se, at de var bange. Og så forkyndte englen glæden og fortalte om frelseren, som var blevet født i Betlehem. "Dér skal I gå hen", siger englen, "for dér skal I få et tegn på, at det er sandt det, som jeg har sagt til jer. Tegnet er, at I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!"
Som sagt er det egentlig en gudstjeneste, der finder sted derude hos hyrderne på marken. Der er en engel, som prædiker, og der er en masse andre engle, der synger en salme, hvis ord lyder sådan:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Det er mærkeligt at tænke på, at den salme synger vi også i vore egne kirker, når vi i vore dage holder gudstjeneste. Det er den såkaldte ”gloria-sang”, som i forskellige former kan genfindes i flere af salmebogens salmer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at der fra os i vore dage går en ubrudt linje tilbage til hyrderne på marken uden for Betlehem og til den gudstjeneste, som fandt sted dér. Man kunne også sige det omvendt: Man kunne sige, at den gudstjeneste, som julenat begyndte på hyrdernes mark, ikke er blevet færdig endnu. Det er en lang gudstjeneste, må man nok sige! I alle fald er det sådan, at hver gang vi går i kirke, så deltager vi i den gudstjeneste og i den englesang, der begyndte på hyrdemarken uden for Betlehem. Og den store glæde, der skal være for hele folket, bliver dermed også en glæde for os!
Vi er hyrder på marken. Og det store budskab til os er, at vi bliver talt med – ikke som skatteborgere i Betlehem og andre steder, men vi bliver talt med blandt de lovsyngende engle.
Kristeligt Dagblad 22. december 2018.
Et dannelsestab
Alderen har ført med sig, at vi er flyttet fra en tjenestebolig af en anselig størrelse til et mindre parcelhus. I et vist omfang er det derfor blevet nødvendigt at reducere husstandens bogsamling. Nøgternt set må man vel også sige, at der er en del af den, vi ikke mere får brug for i den tid, vi har tilbage. Alligevel er det en smertelig proces at skille sig af med sine bøger. Det er som med en pensioneret håndværker, der smider sit solide, veltjente værktøj hen i skrotdyngen sammen med svendebrevet.
En del af vore bøger er havnet i en container på genbrugspladsen. En anden del har jeg uden held forsøgt at afhænde til en antikvarboghandler. "Hvis det ikke drejer sig om romaner, som er udkommet for ganske nylig, kan du lige så godt smide dem væk", forklarede han, "medmindre der skulle være en, som vil have dem gratis", tilføjede han tvivlende. "Hvad så med Grundtvigs Udvalgte Skrifter i 10 bind – dem har jeg nemlig to af", forsøgte jeg. "Den slags er der ingen, der læser mere", sagde han, og tilføjede: "Desuden er der alt for meget af det på markedet".
Hovsa! Hvad var det, han sagde? – Der er ikke mere nogen, der læser den slags litteratur. Og: Der er alt for meget af det på antikvarbogmarkedet.
Det sidste er sikkert rigtig nok. Der har været utallige skolelærerhjem- og højskolehjem, hvor Holger Begtrups Grundtvig-udgave har haft en selvfølgelig plads i reolen, hvorfra den har leveret historisk, kirkelig og kulturel inspiration i den pædagogiske virksomhed. Men nu er det meste af den slags havnet på antikvariaternes hylder, hvor det står som en dokumentation for, at der ikke mere er nogen, der læser Grundtvig.
Og det netop i en tid, hvor der i den offentlige debat og på de sociale medier råbes højt om de "danske værdier"! Er der nogen i dette land, som har formuleret, hvad de danske værdier går ud på, er det Grundtvig! Ikke blot har han formuleret dem, han har også i kraft af folkeskolen, højskolen og hele den brede, kulturelle folkelighed udbredt dem som et tykt lag af almen dannelse. Men dette dannelseslag er nu ved at være tyndslidt, hvad ikke mindst Bertel Haarders "værdi-kanon" er et kedsommeligt udtryk for.
Så jeg fortsætter med at kassere bøger. Der er ikke brug for dem mere. Men først skal jeg lige have tjekket min Facebook.
Danmark som samtalestation
Da jeg var barn i årene efter den tyske besættelse, så man ofte ved landevejene et skilt, hvor der stod ”samtalestation”. Det var før telefonboksenes og mobiltelefonernes tid. Skiltet med ”samtalestation” betød, at man passerede en husstand, som mod betaling kunne stille en telefon til rådighed, hvis man havde behov for det. Som voksen mødte jeg senere en noget ældre tysker, som under krigen var kommet til Danmark som flygtning. Han kom fra et land, hvor den frie samtale var suspenderet og erstattet af konsekvent mistænkeliggørelse og angiveri. Det første, han havde bemærket ved ankomsten til Danmark, var disse skilte med ordet ”samtalestation”. Han kom derfor til den opfattelse, at Danmark som sådan er en samtalestation, fordi vi i Danmark efter hans opfattelse er et samtalende folk.
Jeg har siden syntes, at det er en meget smuk forestilling om, hvad Danmark går ud på. Det kan godt være, at vi af og til misforstår hinanden. De ord og vendinger, vi bruger, når vi taler med hinanden, er ofte flertydige. Det ligger i selve sprogligheden, hvor ordene kan forstås i både bogstavelige og i overførte betydninger. Det, som ordene betyder, afhænger i høj grad af, hvilken situation de er sagt i, så derfor indgår der i enhver naturlig samtale også en fælles bestræbelse på at finde ud af, hvad den konkrete situation går ud på. Samtalen er i sig selv livsoplysning. Det vil sige, den kaster lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi bedre kan orientere os og finde rundt i det. Samtalen forudsætter en grundlæggende tillid, som gør det muligt at opfatte det, man hører, i den bedste mening. I samtalen forholder vi os ikke blot til det sagte, men også til det menneske, der taler. Det er derfor en pinagtig oplevelse, når tilliden bryder sammen.
Men man kan selvfølgelig også vælge at opfatte alt i den værste mening, så man mistænkeliggør ikke blot det, man hører, men også den, man taler med. Det kaldes at gå efter manden og ikke efter bolden. Sagen selv bliver ligegyldig. Det, som det handler om, er at få den anden ned med nakken. Det er det, der alt for let sker i den politiske debat, som derfor kan blive til en pinagtig oplevelse, fordi den tegner et billede af et Danmark, som jeg ikke bryder mig om at kende.
Fyens Stiftstidende 25. januar 2015.
Glemslens nådegave
Det kan godt være, at man med alderen bliver mere glemsom, men der også nogle fordele ved det.
Jeg købte min kontrabas, da jeg var 17 år gammel, og vi har fulgtes ad siden. Undervejs har bassen fået nogle skrammer. Og det har jeg også selv. Men vi har begge to klaret os. I 25 år har vi været en del af ”Skovshøjrup og Omegns Swingband”, hvor vi var med til at lægge en robust baggrund for blæsergruppens melodiske udfoldelser. Men nu er både bassen og jeg gået på pension. Jeg har fået slidgigt i hænderne, hvilket har sat en stopper for karrieren. Men vi har haft et sjovt sammen, hvilket godt har kunnet forenes med min stilling som sognepræst og senere biskop, selv om jeg har måttet sætte nogle begrænsninger, hvad angår lørdag aften. Det har dog også kunnet kombineres med nogle turnéer for eksempel i det sydfynske øhav, hvor vi på øerne har spillet til dans i forsamlingshuset lørdag aften, hvorefter jeg næste formiddag har holdt gudstjeneste i den lokale kirke. Hvis der på øen ikke har være nogen organist til rådighed, har orkestrets pianist måttet træde til efter en nødtørftig liturgisk uddannelse hos mig.
For mit vedkommende er det alt sammen slut nu. Slidgigten har sat en stopper for det. I stedet har jeg anskaffet mig en trækbasun, som mine hænder godt kan holde på. Til gengæld kan jeg ikke spille på den. Men jeg øver mig. Jeg har fundet ud af, hvor tonerne sådan cirka ligger på basunens træk, hvilket sætter mig i stand til at spille nogle enkle melodier efter noder. Jeg bruger salmebogens nodebog. Jeg kender jo de fleste af melodierne på forhånd, hvilket støtter nodelæsningen. Jeg øver mig mest om formiddagen, hvor naboerne alligevel ikke er hjemme, og så spiller jeg, så godt jeg kan, nogle salmemelodier. Min kone skal så gætte, hvilke salmer jeg spiller. Det lykkes for hende en gang imellem, og så henter jeg som belønning rundstykker til formiddagskaffen hos bageren.
Selvfølgelig irriterer det mig, at jeg ikke lærer så godt og så hurtigt, som da jeg var yngre. Det er vist en almindelig erfaring, at det med alderen bliver sværere at lære noget nyt. Og det gælder nok også det med at spille trækbasun. Det er et underligt ulogisk instrument. Når man skubber trækket helt ud, får man en dyb tone, og når man gør trækket kortere, får man tilsvarende en høj tone. Men da man også skal forme tonen med læberne, kommer man ofte ud for, at man laver en højere tone ved at skubbe trækket ud og dermed gøre det længere.
Vanskeligheden ved at lære noget nyt, når man bliver ældre, svarer sikkert ganske nøje til, at man også bliver mere glemsom med alderen, hvilket på flere måder er godt nok. Ydmygelser, dumheder og hændelser, som jeg gerne havde været foruden, har jeg på det nærmeste glemt. På nogle områder består tilgivelsen ganske enkelt i at glemme. Men jeg kan ikke rigtig glemme, at jeg har det besvær med at lære at spille trækbasun. Det irriterer mig. Forleden dag sagde jeg til en bekendt, at det nok også er noget pjat, at jeg i min alder vil lære at spille trækbasun. Det syntes han ikke. Han mente, at alderen også har sine fordele. ”Du skal tænke på”, sagde han, ”at det, du er glad for at have lært i dag, det bliver du lige så glad for at lære igen i morgen!"
Det kan være, at han er ret. Så jeg vil forsøge at leve højt på denne glemslens nådegave.
Kristeligt Dagblad den 10. januar 2019.
Vort modersmål er dejligt – eller er det?
Vort sprog har ændret sig og er i de senere år blevet grovere og mere simpelt. Jeg er ved at være godt træt af ordet ”fedt”, som efterhånden er det eneste tillægsord, der er i brug, når man vil sige noget positivt. Man kan endda høre ordet i forskellige gradbøjninger som ”skidefedt”, ”superfedt” og ”megafedt”. Men hvad nu, hvis jeg bliver inviteret ud til en fed middag? Så må jeg vel sige nej tak, efter at min læge har anbefalet mig at spise fedtfattigt. Hvad er der i øvrigt i vejen med at sige, at noget er godt eller fint? Eventuelt kan man tilføje ordet ”meget”. Hvis det skal udtrykkes stærkere, er der jo også sådanne ord som ”udmærket”, ”glimrende”, måske endda ”strålende” eller ”ypperligt” samt flere andre ord, som bidrager til variationsmulighederne i sproget, men som desværre er ved at gå af brug. Dertil kommer, at der er opstået en uhæmmet brug af superlativer i form af forstærkende tillægsord. Vort modersmål er ikke blot dejligt – det er ”rigtig dejligt”, eller endog ”rigtig rigtig dejligt”. Det er selvfølgelig også fedt nok at kunne tale engelsk – måske endda ”super fedt” eller ”mega fedt”. Det er blevet smart at udtrykke sig superlativisk. Men alle disse forstærkende ord har det med at udhule sig selv, så de ikke formår at sige det, de skal, når man virkelig har brug for at lægge et eftertryk på. Der er gået inflation og forurening i sproget. Det er både blevet mere simpelt og mere groft.
Det er ikke blot det, at sproget i sig selv forsimples. Det er også måden, vi bruger det på, som er blevet grovere. I det offentlige rum er det tilsyneladende blevet acceptabelt, at vi verbalt overfalder hinanden, så folk i samfundets servicefag må finde sig i at blive kaldt ”fattesvage” og ”halvhjerner” eller det, der er endnu værre.
Efterhånden er det blevet en almindelig opfattelse hos et flertal af befolkningen, at det ikke går an, at vi i naturen smider om os med øldåser og plastikaffald. Man kunne håbe på, at den opfattelse også kunne brede sig fra naturen til sproget, så modersmålet ikke forurenes og forsimples mere, at det allerede er. Vi skal ikke blot bestræbe os på at tale ordentligt til hinanden, men vi skal også passe på modersmålet, så det bevarer den dejlighed og milde klang, det havde, da Edvard Lembcke i 1859 skrev sin hyldest til modersmålet.
Jeg er selvfølgelig klar over, at sproget hele tiden ændrer sig, og at ord skifter betydning. Da jeg som sognepræst på landet også var kirkebogsfører, gik jeg af og til på opdagelse i kirkebogen. Omkring 1880 havde den daværende præst indført et barn, som tilsyneladende ikke havde nogen far. Til forklaring havde præsten om moderen anført ”dum og fjollet pigebarn”. Det, syntes jeg, var en underlig bemærkning, indtil det gik op for mig, at den fra præstens side sikkert var ment som en nøgtern oplysning om, at pigen var det, som vi nu om dage vil kalde evnesvag.
Sproget ændrer sig hele tiden, hvilket er godt nok. Det er med til at holde sproget i live. Men når det er sagt, er det også min opfattelse, at det danske sprog i de seneste årtier har ændret sig i retning af det grimmere. Det er en opfattelse, som måske har noget med min alder at gøre. Men det er altså også en opfattelse, som kan dokumenteres. Hvis man sammenligner lydoptagelser, som er 50 år gamle, med lyden fra radio eller TV nu om dage, så er der sket et tab i tydelighed. Vi taler simpelthen mere sjusket. Vi er blevet til en generation af speed-snakkere, hvilket sikkert skyldes TV-mediet, hvor det går stærkt. Med den korte tid, der er til rådighed, skal der siges mest muligt, inden andre tager ordet fra en. Derfor er der endelser, der bliver snuppet af, og flere vokaler bliver udtalt næsten ens. Denne rablende måde at tale på smitter desværre af på os alle sammen. Der er sikkert nogle, som synes, at det lyder smart. Der er gået smartness i sproget, og når det er rigtig smart, lyder det, som om man er dum. Det kan selvfølgelig også være tilfældet, men der er ingen grund til at bestræbe sig på, at det skal lyde sådan.
Kristeligt Dagblad, marts 2019.
Forår i parallelsamfundet
I havekolonien genfinder man noget af den landsbykultur, som er gået tabt i løbet af det seneste halve århundrede.
Nu er det forår. Vi har passeret jævndøgnet, og vi er begyndt at vågne op til livet i kolonihaven. Allerede i februar var vi derude for af se, om erantis og vintergækker var kommet frem. Lidt senere kom også krokus og hyacinter, påskeliljer og tulipaner, hvis vi ellers kan have de sidstnævnte i fred for rådyrene. Hvert år undrer vi os over, at det alt sammen på en eller anden måde er gemt dernede i jorden, indtil forårssolen kalder det frem i tur og orden.
Efterhånden som foråret skrider frem, kommer der også flere mennesker derude. De, der har været der hele vinteren, kommer frem af deres huse. Og vi andre, som har vores officielle bopæl inde i byen, kommer ud for at se, om jorden snart er til, at der kan lægges kartofler. Desuden er der forskellige småreparationer, som blev udskudt sidste år, da der var for varmt til at lave noget.
I kolonihaven er der små havehuse, der er flikket sammen af både det ene og det andet, og der er andre huse, som ligner mindre feriehuse. Oprindelig var det meningen, at de, der boede i lejligheder inde i byen skulle have en mulighed for at få frisk luft og friske grøntsager. De fleste af os har stadig grøntsagsbede i haverne, selv om de nu mere er til fritidsbrug og rekreation.
Havekolonien er i udpræget grad et parallelsamfund, hvor momsen ikke er slået igennem. Kulturen i vores koloni har fra starten af været en håndværkerkultur, hvor man bytter ydelser. Hvis jeg nu hjælper dig med at bygge et nyt drivhus, så hjælper du mig med at udskifte mine vandrør! Med min egen faglige baggrund har jeg ikke så meget at bytte med, bortset fra at jeg står for den årlige høst- og efterårs-gudstjeneste i foreningsteltet.
Dog var der en dag, hvor jeg ville lave et stykke urtehave om til græsplæne. Jeg spurgte derfor Frank, om han ville fræse det med sin kraftige havefræser. Jo, det ville han gerne. Og hvad skal du så have for det? spurgte jeg. Kan vi ikke bytte? lød svaret. Med hvad? spurgte jeg undrende. Kan sådan en som dig ikke holde bryllupper? spurgte han så. Det kunne jeg sådan set godt, selv om jeg er pensionist. En havefræsning for et bryllup! Jo, det går vel sådan cirka lige op. Så det var en aftale.
Min forkærlighed for kolonihavelivet blev grundlagt, længe før vi selv fik anskaffet en have. Det var i 1980'erne, hvor jeg på forskellige kunstudstillinger var blevet opmærksom på naivistiske kunstnere som Walther Schaldemose, Tom M. Jensen og Helen Nagel, som alle har hentet en del af deres inspiration i kolonihaverne. Man har sagt om den naivistiske kunst, at den afbilder en drøm om en verden, som ikke er til mere. Det er sikkert rigtig. Men det er på den anden side også rigtigt, at den naivistiske kunst hager sig fast i en opfattelse af tilværelsen, som gør, at man kan have et forsonligt og humoristisk forhold til det ganske almindelige hverdagsliv, så man endda synes, at det er umagen værd.
I kolonihavens parallelsamfund genfinder man nogle af de dyder, som engang hørte til i landsbykulturens hverdagsliv som for eksempel det, at man har tid til hinanden, og at der plads til almindelig medmenne-skelig hjælpsomhed, så man stiller sin håndværksmæssige viden og kunnen til rådighed for den, der lige nu har brug for den.
For nogle år siden havde jeg udskiftet en vandhane i havehusets køkken, hvorved en pakning var blevet utæt, så vores lille ølkælder var løbet fuld af vand. Jeg måtte derfor ud i havekolonien for at se, om jeg kunne låne en pumpe. Straks stillede der en elektriker plus et par VVS-folk, hvoraf den ene var gas- og vandmester. Der blev lagt et par dykpumper ned i kælderen og sluttet strøm til. Desuden var der en, der påtog sig at reparere den dårlige pakning. Da vi var færdige, var der hverken vand eller øl i kælderen. Men vi havde haft det hyggeligt og ordnet verdenssituationen, mens skaden blev udbedret.
Kristeligt Dagblad torsdag den 11. april 2019.
Gulddage
Da børnene var små, skulle vi tit noget andet. Nu gælder det om at indhente det forsømte med børnebør-nene.
Når man kommer op i årene, er det formentlig uundgåeligt, at man kommer til at tænke over, hvad man har brugt tiden på. Man opdager, at tiden er irreversibel. Den vender ikke tilbage. Og den tid, der er brugt forkert eller er gået til spilde, får man aldrig igen.
For mange år siden tog jeg vores datter med på en køretur, som ikke havde noget særligt formål. Vi boede dengang i nærheden af Silkeborgsøerne, hvor vi undervejs stod ud af bilen for at tage landskabet nærmere i øjesyn. Ved en sø slog vi smut på vandet med nogle sten, vi havde fundet. Vi havde også en kikkert med, så vi kunne studere dyrelivet. Vi tog os god tid. Ved et ishus holdt vi en pæn stor pause, mens vi på en bænk med udsigt til Himmelbjerget fortærede vores indkøb. Da vi efter nogle timer kom hjem, erklærede min datter, at det havde været en rigtig ”gulddag”.
Den bemærkning har siden fået mig til at tænke over, hvor mange dage, der ikke er blevet til ”gulddage”, fordi jeg hele tiden har skullet noget andet.
For det er jo det, der er tilfældet: Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg næsten altid har skullet noget andet. Og det skulle jeg selvfølgelig også, fordi vi har skullet have noget at leve af, nemlig min kones og min løn - husstandsindkomsten, som den kaldes. I alle familier er man afhængig af husstandsindkomsten. Nu om dage vil det sige to indtægter. Da jeg var barn, var det anderledes. Da kunne man i familien klare sig med én lønindtægt, hvilket i langt de fleste tilfælde betød, at mor gik derhjemme og var husmor. Min egen mor, som var uddannet lærer, tog undtagelsesvis et vikariat, for eksempel når vi skulle spare sammen til en bil, som blev indkøbt på en indkøbstilladelse fra det daværende varedirektorat. I efterkrigsårene var pengene i mit hjem ikke store. Alligevel kunne vi det meste af tiden klare os med min fars lønindtægt. Man tør næsten ikke sige det nu om dage, men efter min bedste erindring kom der en hel del ”gulddage” ud af det.
I min egen aktive erhvervsperiode, som har strakt sig over cirka 45 år, har vi det meste af tiden haft to indkomster i husstanden. Vi har også dårligt kunnet klare os for mindre, hvis der skulle være råd til husleje, bil, båd og ferierejser plus de daglige fornødenheder med rødvin til maden. Men vi har alligevel haft det godt nok med det. Børnene har været med i det meste af det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor mange gulddage, der ikke er blevet til noget, fordi jeg skulle noget andet. ”Det andet” har ikke blot været det daglige lønarbejde, men det har også været alle de mange dage, jeg har tilbragt i ret ligegyldige bestyrelses- og udvalgsmøder, samt de dage, jeg har siddet ved skrivemaskinen for at fabrikere en artikel eller noget til en bog, som jeg mest har lavet for min egen fornøjelses eller for karrierens skyld. Hvor mange ”gulddage” har det kostet?
Nu er karrieren så slut. På den konto kan man måske endnu nå at indhente et par ”gulddage” sammen med børnebørnene. Hvad det angår, er der nu muligheder i, at vi har haft to lønindkomster i husstanden og dermed nu to pensioner. For nu har vi både råd og tid til at tage dem med på en rejse. Det er blevet til flere gode rejser, hvor ambitionen har været, at det skulle være en slags dannelsesrejser, hvor vi er gået på opdagelse i Danmarks og Europas historie. Vi skal ud og finde ud af, hvor stor ”umage, de gjorde sig i gamle dage”. Det sidste er et citat.
Jeg havde for en del år vores dengang 8-årige barnebarn med på en tur til København. Han var på det tidspunkt blevet optaget af Christian den Fjerde, så derfor gik turen ud på, at vi ville se Christian den Fjerdes bygningsværker. Vi besøgte derfor Rosenborg, Regensen, Rundetårn og havnede på et tidspunkt ved Holmens Kirke, hvor jeg forklarede, at den fantasiforladte klods, som lå bag os, er Nationalbanken, hvor rigets finanser ordnes nu om dage. Foran os havde vi Børsen, hvor Christian den Fjerde ordnede sine pengesager. Mathias så nogle gange frem og tilbage på begge bygningsværker og endte så med at konstatere: ”Bedstefar, de gjorde sig alligevel umage i gamle dage!” Den bemærkning gjorde for mit vedkommende dagen til en gulddag!
Kristeligt Dagblad 14. november 2019.
Jo, googleri er en herlig ting
Når jeg tænder min computer, sker det en gang imellem, at jeg bliver mødt med et skilt, der fortæller, at jeg skal væbne mig med lidt tålmodig, for computeren skal først lige opdatere og genstarte. Computeren lever åbenbart sit eget liv, idet den tilsyneladende modtager sine opdateringer om natten, når den er slukket. De bliver så installeret næste dag, når man tænder for den. Forleden dag var der fra Windows ankommet en opdatering, der var så stor, at jeg både nåede både at spise frokost og lave kaffe, inden jeg så resultatet, som viste sig at være nogle funktioner, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg aldrig vil få brug for. Til gengæld virkede min printer ikke mere, hvilket var lidt ubelejligt, da jeg skulle have printet foredrag ud, som jeg skulle holde senere på dagen.
Jeg skal lige indskyde, at jeg fik min første computer for ca. 35 år siden, da styresystemet hed Dos 3,0. Ved hjælp af dette styresystem kunne man med nogle få og enkle kommandoer sikre sig herredømmet over maskinen. Det er anderledes nu om dage, hvor maskinen tilsyneladende bliver kontrolleret fra et fjernt sted ude i Cyberspace.
Men Jeg følte mig udfordret og gav mig i kast med at løse printerproblemet selv. Til at begynde med, var jeg ikke klar over, om det var printeren eller computeren, der var noget galt med. Først tænkte jeg, at det måtte være printeren og anstillede derfor nogle forsøg med at printe ud fra husets iPad. Det kunne sagtens lade sig gøre. Jeg skønnede derfor, at det måtte være computeren, så jeg afinstallerede så computerens printerprogram, som jeg erstattede med en lidt nyere version. Det hjalp ingenting. Så gav jeg mig til at google og fandt efter en del googleri ud af, at der kunne være opstået en konflikt mellem printerprogrammet og den opdatering, som netop var blevet installeret. Det viste sig at være rigtigt. Den trådløse printerforbindelse var efter alt at dømme blevet blokeret af den senest ankomne windowsopdatering, som jeg alligevel ikke skulle bruge til noget. Den afinstallerede jeg derfor og genstartede computeren. Og så virkede printeren igen.
Det tog noget tid, inden jeg fik magt over maskinerne, men takket være Google fik jeg løst problemet, så jeg kunne holde mit foredrag til tiden.
Men nu er jeg begyndt at spørge mig selv om, hvor mange af alle de opdateringer og innovationer, der sker inden for IT-området, vi egentlig har brug for. Jeg var biskop i de år, da kirkeministeriets forbrug af IT-teknologi eksploderede. Som medlem af styregruppen for "Den ny Kirkebog" (DNK) var jeg selv med til at søsætte projektet, som skulle betyde en vældig rationalisering inden for personregistreringen. Det skal retfærdigvis siges, at det er et af de få IT-projekter inden for den offentlige forvaltning, der faktisk fungerer godt. Tænk på, hvad for eksempel SKAT har måttet opleve med sine IT-projekter! Og hvad har det ikke kostet? Det kan gøres op i en del sygehuse, plejehjem og vuggestuer, som vi ikke har fået. Der er kommet mange andre systemer til både i kirkeministeriet og i andre forvaltninger. Leverandørerne lever højt på det hele, for systemerne skal jo opdateres og fornyes. Og der er ingen, der spørger om, vi har brug for dem. Argumentet er derimod, at teknologien er opfundet, og at den er til rådighed, og derfor skal den implemen-teres, uanset om der er brug for den eller ej.
Hvad er der blevet af de postulerede rationaliseringsgevinster, som man sagde ville komme? Siden digitaliseringens tidsalder satte ind, er Kirkeministeriet personaleforbrug steget med rundt regnet 50%, hvoraf den største part er IT-medarbejdere, som bestyrer digitale systemer til journalisering, økonomistyring, kapitalforvaltning og personaleledelse. Da Den ny Kirkebog blev konstrueret, fik vi at vide, at rationaliseringsgevinsten ville blive på 40% målt i tidsforbrug. Hvor blev den gevinst af? Er der blevet færre kordegne af den grund?
Selvfølgelig er der da en nytteværdi i de mange IT-systemer, hvorfra der kan trækkes mange oplysningen og megen statistisk viden. Men der kan også bruges megen tid på at vente på opdateringer og på at google rundt i det hele, uden at der kommer noget produktivt ud af det.
Kristeligt Dagblad 16.januar 2020.
Det næsten ubemandede Danmark
Det er altid hyggeligt at have børnebørn til at overnatte. En morgen sad den på det tidspunkt tre-årige Freja og jeg og spiste morgenmad, mens hun filosoferede over livets gang: "Først så skal man sove, så skal man vågne, så skal man stå op, så skal man tisse, så skal man have tøj på, så skal man have morgenmad – og så skal man ud og møde nogle mennesker!" Meningen med det hele er, at man skal ud og møde nogle mennesker. Men hvor gør man det? Der er næsten ikke nogen mennesker at møde nogen steder.
Højdepunktet og afslutningen på min karriere fandt sted i Schweiz, hvor jeg i fire år var præst for de danskere, som bor dér. Noget af det, der undrede mig, var den fintmaskede infrastruktur, der prægede landet. Vi boede i Genève, som er en by, der rummer adskillige kommuner. I hele Schweiz er der 2.672 kommuner, hvoraf en del i sagens natur var ganske små. I de mindste kommuner holder man efter sigende stadig folkeafstemninger ved håndsoprækning. I vores kommune med ca. 1.200 indbyggere var der tre skoler, fem-seks dagligvarebutikker, to-tre lægekonsultationer samt et posthus, der var bemandet og havde åbent fra kl. otte morgen til seks aften, og vi fik udbragt post hver dag. Når jeg spurgte schweizerne, hvordan de kunne opretholde denne fintmaskede infrastruktur, var svaret: "Det er, fordi vi har råd til det!"
Det har vi åbenbart ikke i Danmark. Da vi efter fire år flyttede tilbage til fædrelandet, opdagede vi til vores overraskelse, at postvæsenet var nedlagt. Der var ingen posthuse. To gange om ugen kan man være heldig at få bragt post til sin postkasse. Det er ikke længere givet, at man kan blive indskrevet som patient hos en praktiserende læge, fordi der er for få af dem. Og hvis man bliver indlagt på et sygehus, bliver man udskrevet igen, længe før man er rask, og overladt til en fortravlet hjemmesygeplejerske, som ikke har tid til at snakke.
Det begyndte for mere end tre årtier siden, da jeg var sognepræst på landet, hvor jeg opdagede, at jeg tilsyneladende var den eneste offentlige person, som havde tid til at lytte til og snakke med folk. Hjemme-sygeplejersken (som jeg var gift med) havde ikke tid, hjemmehjælperen heller ikke. Og postbuddet, som førhen kom på en cykel og havde tid til en kop kaffe, blev motoriseret og fik endnu mindre tid til overs, fordi han nu skulle nå noget mere. I mange landsbyer blev skolen lukket og børnene fragtet til den nærmeste stationsby. Sammen med skolen lukkede også en hel del butikker. Dér, hvor jeg var præst, var der ni dagligvarebutikker, da jeg i 1974 flyttede til, plus et par bagere og en slagter samt et håndkøbsudsalg. Hos de lokale handlende mødte vi hinanden og udvekslede nyt. Nu er der kun en Dagli' Brugs og en tankstation med kiosk.
Der er heller ingen bemanding i de offentlige forvaltninger, som man i mange tilfælde kun kan komme i forbindelse med digitalt, det vil sige, at man skal finde forvaltningens hjemmeside, indtaste sit personnum-mer og derefter rykke 1,2,3 4, eller 5, hvorefter der dukker et felt op, hvori man kan skrive sit ærinde. Med lidt held og tålmodighed vil man derefter få svar på en e-mail.
Der er nogle, der vil kalde denne udvikling for fremskridt. Jeg vil kalde den for fattigdom. Det er en fattigdom, at det bliver sværere og sværere at møde et menneske, når det nu er et menneske, man har brug for at snakke med. Fortidens fintmaskede infrastruktur var et udtryk for velfærd. Tilsvarende er demonteringen af infrastrukturen og den medfølgende mangel på bemanding i de offentlige institutioner og funktioner et udtryk for mangel på velfærd. Trods min helhjertede sympati for den nuværende regering, er jeg bange for, at den ikke kan udbedre dette velfærdstab. Dertil er fattigdommen blevet for udbredt.
Og så blev der alligevel tændt et lille håb. Kort efter at jeg var blevet 75 år, fik jeg besøg af kommunens forebyggelseskonsulent, som blev og snakkede en lille times tid. Det var fint! Jeg var glad for besøget. Og da hun gik, lovede hun at komme igen om fem år, når jeg bliver 80. Det gjorde hun så ikke. Men jeg fik dog en e-mail.
Kristeligt Dagblad den 11. juli 2019
Hvad er der blevet af anekdoterne?
Engang var anekdoterne en del af den folkelige fortællekunst. Hvad er der blevet af dem, efter at det nære samfund er forsvundet?
I de sidste fire-fem årtier er det gået hårdt ud over landsbyerne, som har mistet de fleste af de institutioner, der tidligere holdt landsbylivet oppe. I virkeligheden strækker den moderne landsbys historie sig kun over ca. 100 år, nemlig fra 1870 til 1970, det vil sige fra den tid, da landsbyerne udviklede sig til små servicecentre for det omgivende landbosamfund med andelsmejerier, skoler, biblioteker, håndværks-virksomheder, butikker samt her og der også jernbanestationer. Det meste af det er væk nu. Fra 1970 tog afviklingen af landsbyerne fart, selv om skiftende regeringer har sagt, at man vil bevare "det nære samfund".
Noget af det, der udgjorde sammenhængskraften i "det nære samfund", var de anekdoter, som blev fortalt. Hver landsby havde sine anekdoter. Her kommer en, som jeg hellere må fortælle, mens der endnu er nogle, der kan huske, hvordan en gammeldags henkogningskedel så ud – altså sådan en stor gryde, der kunne rumme nogle henkogningsglas. Midt i låget stod der et termometer, som med billeder af forskellige frugter angav den temperatur, der egnede sig til henkogning af den frugt, der var i kedlen.
I sognet var der en kogekone, Nina, som ikke blot kunne lave mad til konfirmationer og bryllupper, hun kunne også hjælpe til med henkogning i bær- og frugtsæsonen. Hun var gift med Andres, som en dag følte sig sløj og derfor ringede til lægen, som havde den opfattelse, at folk ikke var syge, hvis de ikke havde feber. Lægen spurgte derfor: "Har du feber, Andres?" Det vidste Andres ikke, men han lovede at finde ud af det og så ringe tilbage senere. Som sagt så gjort. Og lægen spurgte igen: "Har du feber, Andres?" hvortil Andres på sit fynske tungemål svarede: "Jah, jæ ve' såmæi ette reiti'. Jæ ku' ette finde an't end som et af Ninas henkogningstermometre. Men dei er heilt op' på blommer!"
Hvad lægen fik ud af den melding, fortæller historien ikke noget om. Men Andres levede sammen med Ninna i adskillige år efter. Nu er de ikke til mere. Men historien er indgået i sognets samling af anekdoter, så på den måde har de fået et langt efterliv.
Der er utallige anekdoter med tilknytning til de lokale småsamfund. Anekdoterne har den funktion, at de bidrager til at skabe en historisk kontinuitet i sognet og dermed en sammenhæng, som går på tværs af alle de skel af social, politisk og kirkelig art, der lokalt kan være mellem folk. Anekdoterne er fælles gods, og dermed er de med til at skabe en lokal samhørighed, som er til på trods af alt det, der ellers deler sognet op i kliker og grupperinger. Desuden rummer anekdoterne som regel også en godmodig overbæ-renhed, som kan udjævne nogle af de skel, der er. Derfor er anekdoterne vigtige. Det er vigtigt, at de bliver fortalt. De er et kulturelt fænomen, som er formidlet af den folkelig fortællekunst.
De fleste af de anekdoter, jeg kender, har jeg hørt i købmændenes bagbutikker, hvor der sidst på eftermiddagen altid sad en lille flok, som efter arbejdstid slappede af over en øl, mens de udvekslede nyheder og historier. Jeg ved godt, at det er ulovligt at drikke øl i købmandens bagbutik, men landbe-tjenten gjorde det også, og desuden gik det altid sømmeligt til.
Men nu er der ikke flere købmænd tilbage og derfor heller ingen bagbutikker. Her og der er der en SuperBrugs eller en døgnkiosk i tilknytning til en tankstation. Men det er ikke mit indtryk, at de udfylder nogen større kulturel eller social funktion. Så hvor bliver anekdoterne fortalt? På Facebook måske? Det tror jeg ikke. Det er jo heller ikke på de globale medier, at anekdoterne har levet deres liv. Derimod var de til lokalt og verbalt. Måske fortælles anekdoterne slet ikke mere. Måske er de kun til som optegnelser i det lokalhistoriske arkiv. Det er også godt nok. Men det var bedre, da de var en del af sammenhængskraften i et levende samfund.
For nylig var jeg på besøg på et plejehjem, hvor jeg i den lokale plejehjemsavis læste en opfordring til at nedskrive de anekdoter, man selv har fået fortalt. Det er en god idé. Det kan eventuelt ske med afsæt i fælles "fortælle-eftermiddag", så der også er et socialt element i det.
Kristeligt Dagblad den 13. februar 2020
Mindst muligt i eget hjem
I Odense er der som seniorborger mange muligheder at gå på opdagelse i, inden man bliver dømt til at være længst muligt i eget hjem.
Efter at vi begge to er blevet phd’ere (pensionister hele dagen), har min kone og jeg bosat os i Skibhuskvarteret. Det er en bydel, som historisk set er præget af Thomas B. Thriges fabrikker samt Odense Stålskibsværft. I nabolaget har vi Marienlyst Hovedgaard, hvor A.P. Møller residerede, når han besøgte sit skibsværft. Nu hedder stedet "Skibhuscentret" og er blevet til et aktivitetscenter for bydelens pensionister. Her kan man gå til foredrag og syng-sammen-arrangementer og fællesspisning samt forskel-lige former for gymnastik og motion. For nylig har vi fået en labyrint, hvor man kan gå og fordybe sig i sine egne tanker, samt en samling motionsredskaber, hvor man kan røre sine lemmer i fællesskab med andre. Skibhuscentret er en vældig rar nabo at have.
På tre kilometers afstand har vi desuden Seniorhus Odense, som er indrettet i nogle nedlagte fabriks-haller. Det er et forbløffende hus. Hvis man vil gå på opdagelse i alt det, som huset har at tilbyde, kan man lige så godt afsætte en dag eller to til det. Når man træder ind ad døren, bliver man modtaget i en reception med en TV-monitor, som i bedste kursuscenterstil fortæller, hvad der den dag foregår i husets forskellige lokaler.
Der er fjorten forskellige foreninger plus et brugerråd repræsenteret i Seniorhuset, deriblandt et par pensionistrelevante foreninger som Alzheimerforeningen og Osteoporoseforeningen, men de fleste foreninger handler om klubber og værksteder, der tilbyder foredrag, korsang, håndarbejde og forskellige former for spil, fitness og motion. I værkstederne er der mulighed for at arbejde i træ og metal. Der er kyndige frivillige til stede, som kan yde hjælp til selvhjælp, når man vil foretage mindre reparationer af et eller andet. Især multimedieværkstedet har fanget min interesse. I vores alder har vi næsten alle sam-men en bunke dias og smalfilm, som vi ikke ser mere, fordi de forudsætter en teknologi, som ikke mere er til rådighed. Nu om dage skal der digitale fremvisere til. På multimedieværkstedet kan man lave sine gamle smalfilm, videobånd og lysbilleder om til digitale medier, som kan afspilles på et TV-apparat eller en computer. Hvis man har vrøvl med computeren, kan man også få hjælp til det.
Der er andre værksteder, hvor man kan udfolde sig kunstnerisk med akvarelmaling, tegning og fortæl-lekunst samt forskellige former for musik og dans. Blandt andet er der et bigband på 14-15 medlemmer, som øver en gang om ugen, men det kan naturligvis også stille op ved festlige lejligheder og levere musik til dansen.
Blandt de mange foreninger er der foreningen Krepo – "kreative pensionister", som udbyder under-visning i engelsk, tysk og fransk. Dertil er der kurser i håndarbejde i form af knipling, vævning, patchwork samt en strikkecafé. De forskellige OK-klubber, som afvikler deres arrangementer ude i byen, har også et kontor i Seniorhuset, der fungerer som en slags sekretariat for de lokale klubber.
Endelig arrangerer Seniorhuset en sommerhøjskole i august måned. Den strækker sig over det meste af en uge med en lang række aktuelle foredrag. Man skulle være en underlig snegl, hvis man ikke kan finde et eller andet at få tiden til at gå med i Seniorhus Odense.
I de sidste årtier af det forrige århundrede blev der rundt om i kommunerne nedlagt mange alder-domshjem og plejehjem. Det foregik under mottoet: "Længst muligt i eget hjem". Denne ældrepolitik, som reelt var en spareøvelse, kom der rigtig mange ensomme enker og enkemænd ud af. Jeg ved det, for som præst var jeg vist nok den eneste offentlige person i sognet, der tog sig tid til at tale med dem, der var dømt til at være længst muligt i eget hjem. Hjemmesygeplejersken og hjemmehjælperen havde i al fald ikke tid til det.
Jeg vil i givet fald foretrække et motto, der lyder: "Mindst muligt i eget hjem". Så tusind tak til Odense Kommune, som under en budgetforhandling tog seniorhuset ud af sparekataloget!
Fyens Stiftstidende den 9. juli 2019
Vi står stadig på skuldrene af vækkelsestiden
I 1870 skrev den de fynske digter Mads Hansen sangen "Fo' alje de små blomster", hvis første to vers handler om foråret og den fynske frodighed. Men så kommer et tredje vers, der handler om den folkelige frodighed: Folkets liv er heller ikke, som det plejer at være. Det blomstrer i mangen en simpel hytte, og hvis man bare venter lidt, vil man se, at bonden bliver landets bedste støtte.
Der skete faktisk noget i folkelivet dengang. Inspirationen fra Grundtvig havde allerede været på færde i mere end et halvt århundrede. De gudelige vækkelser, som havde overvintret fra pietismens tid, havde sat sig sine spor blandt andet i stiftelsen af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark i 1861.
Hvor der er gang i åndslivet, kan der også komme gang i det politiske liv, hvilket viste sig i 1870, hvor partierne Det forenede Venstre og Socialdemokratiet blev stiftet. De har siden sloges om regeringsmagten i Danmark.
Når jeg ser tilbage over mit eget liv, har det været præget af det hele. Det gælder både kirkeligt og politisk. Jeg er vokset op i et grundtvigsk miljø med rødder i en gammelluthersk fromhed. I en kort periode var jeg i min grønne ungdom på en indremissionsk kostskole, uden dog at tage livsvarigt skade af det. I min familie har vi med forskellige svinkeærinder været tættest på Socialdemokratiet som jeg også selv er medlem af. Og i mange år var jeg sognepræst i et par landsogne, hvor flertallet var venstrefolk, som jeg – med nogle få undtagelser – kom godt ud af det med. Jeg har suget til mig både kirkeligt og politisk. Det samme vil rigtig mange mennesker i Danmark kunne sige om sig selv.
I adskillige henseender står vi på skuldrene af 1800-tallets folkelige bevægelser. Men naturligvis har en del ændret sig i løbet af de 150 år, der er gået. De grundtvigske er blevet splittet op i flere forskellige retninger, som ikke har alt for megen forståelse for hinanden. En del af de missionske er med årene blevet lidt blidere i det, så man nu i et eller andet omfang tolererer papirløse ægteskaber og måske endda homo-seksuelt samliv. På den politiske scene har partiet Venstre skiftet side, så man nu hører til i højre side af folketingssalen. Og Socialdemokratiet har i årenes løb adopteret så mange borgerlige synspunkter, at det er svært at finde tilbage til noget, der ligner en revolutionær holdning.
Noget har fortonet sig undervejs. Da jeg var biskop i Fyens Stift havde jeg i hundredvis af samtaler med ansøgere til de fynske præsteembeder. Jeg spurgte ind til deres uddannelsesforløb for at finde ud af, hvor deres teologiske og kirkelige interesser lå. Undervejs spurgte jeg også om deres kirkelige tilhørsforhold, men det gav ikke megen mening. Ni ud af ti ansøgere erklærede sig som "bredt folkekirkelige", hvilket dækkede over alt muligt fra almindelig ukirkelighed til det, som nu om dage kaldes kulturkristendom. Resten havde baggrund i Indre Mission, Luthersk Mission eller Tidehverv. Selv om jeg ikke hører til dér, må jeg indrømme, at de sidstnævnte havde en anden og mere helstøbt integritet, som gjorde, at de vidste, hvad de senere skulle bruge en prædikestol til.
Ikke blot de kirkelige, men også de politiske retninger har mistet nogle af deres oprindelige konturer. Men det betyder ikke, at indholdet er forsvundet. Det har ændret sig fra at være partiejendom til at være folkeeje i form af for eksempel pædagogik, foreningsvirksomhed, politisk engagement samt den højt besungne danske model, som regulerer arbejdsmarkedets forhold.
Hvad det kirkelige angår, har der lydt mange klager. Det påstås, at folk ikke mere går i kirke. Det er ikke rigtigt. Faktisk har jeg kun én gang under en snestorm været ude for, at jeg var den eneste kirkegænger. Og jeg kan ikke se, at gudstjenestedeltagelsen er ringere nu om dage, end da jeg var barn i 1950'erne. Til gengæld er antallet af gudstjenester i de enkelte sogne faldet betragteligt i løbet af de sidste halvtreds år, så samlet set er antallet af kirkegængere en del lavere nu.
Hvorfor er der ingen kirkesociologer, der har undersøgt omfanget af den lavere gudstjenestefrekvens i de enkelte sogne samt grunden til den? Hvis man synes, at folk går for lidt i kirke, kunne det være, at man skulle holde nogle flere gudstjenester.
Se også dette link link om gudstjenestefrekvens! - KLIK!
Kristeligt Dagblad 16. juli 2020.