Klummer 2020

Klummer 2020

Tanker i en coronatid


Vi håber jo, for sådan er vi jo!


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

 

Da jeg var ung teologistuderende, færdedes jeg af og til i studentermiljøet omkring prof. K.E. Løgstrup, som talte om noget, han kaldte "suveræne livsytringer". Disse livs-ytringer – sagde han – er til på forhånd, de er til helt uafhængig af vores beslutning og vilje. Det drejer sig for eksempel om et fænomen som tillid. Vi kan ikke beslutte os til at vise tillid. Vi gør det bare. Derimod kan vi beslutte os til at vise mistillid, hvis erfaringen har belært os om, at det er det, der skal til.

     Under normale omstændigheder taler vi også sandt, fordi det er det letteste. Man kan selvfølgelig også beslutte sig for at lyve, men det er mere besværligt, for så skal man til at holde regnskab med alle sine løgne. Og i øvrigt er der den ejendommelighed ved det, at man kun kan lyve ved at lade som om, man taler sandt. Sagt med andre ord er der i tilværelsen tilsyneladende en eller anden orden, som gør sig gældende på tværs af alt det, som vi ellers oplever som uorden og meningsløshed.

     Sygdom er en uorden. Coronaepidemien er en uorden, som er ved at antage helt uoverskuelige dimensioner. Jeg vil ikke være i stand til at udtænke nogen dybere mening med alt det, der sker omkring os lige nu. For det har ikke nogen mening.

     I en diskussion med K.E. Løgstrup var der en kvik student ved navn Viggo, som spurgte ham: "Kan man ikke også sige, at håbet er en suveræn livsytring?" Løgstrup tænkte sig grundigt om og svarede, at det ville han tænke over. Det gjorde han så, og noget senere skrev han i en bog, at håbet er en suveræn livsytring, som underligt nok sætter sig igennem, når det ser allermest håbløst ud.

     For mange år siden begravede jeg en pige, som jeg havde konfirmeret tre år forinden. Hun døde af en uhelbredelig hjernetumor. Hendes mor kendte både diagnosen og prognosen. Alligevel sagde hun til mig: "Men vi håber jo, for sådan er vi jo!" Ja, sådan er vi jo.

     Man fristes til at tilføje, at det er en Guds lykke, at tilværelsen er sådan indrettet, at vi er sådan, at håbet sætter sig igennem på trods af meningsløsheden og vor egen magtesløshed. Det er der faktisk ikke nogen fornuftig begrundelse for – endsige forklaring på. Men det er tilfældet! I håbet er vi tilsyneladende i kontakt med en magt, som trodser meningsløsheden og magtesløsheden. Tilsyneladende! For det står jo enhver frit for at sige, at det er en illusion. Men bliver man gladere af det?

     K.E. Løgstrup talte i den forbindelse om "magten til at være til i det, som er til". Hvis den magt ikke er til, ville ingenting være til. Men så er det næsten nemmere at sige Gud. Nu er jeg jo heller ikke religionsfilosof. Det var Ny Testamente, som var mit fag på det tidspunkt, da jeg af og til færdedes i det religionsfilosofiske miljø. Og i Ny Testa-mente er det sådan, at det er lettere at sige Gud – skrevet med stort. For det er ikke en hvilken som helst gud, men det er den Gud, som kommer til syne i Jesu liv og forkyn-delse. Sådan som han levede og troede, sådan er Gud!

     Det er det, påstanden går ud på. Som sagt har enhver lov til at kalde det en illusion. Men så bliver det til gengæld uforståeligt, at vi håber, fordi vi er sådan, som vi er.

     Når vi taler om tro, så taler vi som regel om at tro på. I Ny Testamente er der snarere tale om at tro som, det vil sige at tro sådan, som Jesus troede. I mit liv er det den tro, som holder modet og håbet oppe, når det ser håbløst ud. Som Grundtvig siger det i en salme: "Nu Jesu tro er al min trøst".  


(Avisen "Danmark", søndag den 29. marts 2020)

Skønsomhedens politiske nødvendighed

 

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.

 

Da jeg var ung, lærte jeg, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det er en opfattelse, som jeg siden har forladt, men den er stadig udbredt blandt politikere. For eksempel har Mette Frederiksen og Mathias Tesfaye luftet det synspunkt, at Gud og religionen altid har vigepligt i forhold til demokratiet.

     Selvfølgelig skal man kunne kende forskel på politik og kristendom/religion. Man skal kunne skelne uden at adskille. Men hvis man fastholder, at både Gud og religion har vigepligt for demokratiet, har man gjort demokratiet til en absolut størrelse, som selv har antaget religiøse dimensioner.

     Hvis man ser sig om i Europa, vil man kunne konstatere, at kristendommen og de forskellige kirkesamfund har haft en betydelig indflydelse på, hvordan Europa ser ud, fordi de forskellige kirker har sat deres tydelige aftryk i samfundsstruktur og styreformer.

     I Østeuropa og Balkan, som er præget af de ortodokse kirker, har man efterhånden fået nogle former for demokrati; men det politiske begreb, som man mest af alt har sans for, er magt. Sådan har det været siden Konstantin den Stores tid. I det katolske Sydeuropa har man også demokratiske samfundsformer, som endnu ikke virker alt for solide. Til gengæld har man sans for embedsmæssig autoritet, fordi man i århundreder har levet under et pavedømme, som endda har erklæret sig ufejlbarligt. I det vestlige Europa har man i lande som Schweiz, Holland, og England mere solide former for demokrati. Siden middelalderens slutning er den åndelige indflydelse til dels kommet fra Jean Calvins reformation, som ifølge sociologen Max Weber har stået fadder til den moderne kapitalisme. Endelig har vi i de skandinaviske lande nogle demokratier, som er blevet præget af den lutherske reformation og et frihedsbegreb, som har bidraget til at udforme idéen om velfærdssamfundet.

     Siden 1700-tallet er de europæiske samfundsformer blevet præget af en sekulari-sering, som har sat Gud og religion ud på sidelinjen, hvor de kan få lov at være til som private anliggender, forudsat at de overholder vigepligten. Ikke desto mindre er vores politiske forestillinger om magt, autoritet, økonomi, frihed og velfærd set i et idéhistorisk perspektiv blevet præget af de kirkesamfund, som har spillet dominerende roller i europæisk åndshistorie.

     I vort samfund har vi en idé om næstekærlighed, som trods al sekularisering står ret uantastet en uskrevet etisk norm. Denne idé om næstekærlighed forvalter vi i kraft af en skønsomhed, hvis ene side består af vores individuelle temperament og fantasi, en anden side udgøres af vores personlige ansvarsområde, og en tredje side af den aktuelle situation, og som forlanger en fortolkning med henblik på handling. Når man i et fysiklokale sender hvidt lys gennem en glasprisme, brydes lyset i forskellige grader og projekteres på væggen som forskellige farver. På samme måde er det med skønsomheden som en etisk prisme: Når kærlighedsbuddet passerer skønsomheden, udmøntes den på den anden side af denne prisme som forskellige handlingsmulig-heder. Derved bliver skønsomheden til et værn mod fundamentalisme og formynderi.

     Hvis demokratiet på absolutistisk vis gøres gældende, så det kræver vigepligt af både Gud og religion, bliver der ikke megen plads til skønsomhed. Demokratiet er bundet op af fikserede love og regler, som de politiske partier kan fortolke i forskellige retninger – ligesom det er tilfældet med Bibelen og Koranen. Men den anarkistiske skønsomhed, der siger: "Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde, men er hele lovens fylde" (Grundtvig i sangen "Kærlighed til fædrelandet") – den skønsomhed bliver der ikke megen plads til. Men det er netop denne skønsomhed, der gør, at vi ikke ender i fundamentalisme og formynderi.

     I en verden, hvor demokratiet har frembragt politiske ledere som Trump, Putin og Erdogan, Orbàn og Bolsonaro, bekymrer det mig noget, hvis demokratiet med krav om vigepligt for både Gud og religion selv begynder at udvikle sig eller måske snarere afvikle sig i retning af fundamentalistisk moral og autoritært formynderi.


(Kristeligt Dagblad torsdag den 12. marts 2020)

Hvad er der blevet af anekdoterne?


Engang var anekdoterne en del af den folkelige fortællekunst. Hvad er der blevet af dem, efter at det nære samfund er forsvundet?


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


I de sidste fire-fem årtier er det gået hårdt ud over landsbyerne, som har mistet de fleste af de institutioner, der tidligere holdt landsbylivet oppe. I virkeligheden strækker den moderne landsbys historie sig kun over ca. 100 år, nemlig fra 1870 til 1970, det vil sige fra den tid, da landsbyerne udviklede sig til små servicecentre for det omgivende landbosamfund med andelsmejerier, skoler, biblioteker, håndværksvirksomheder, butikker samt her og der også jernbanestationer. Det meste af det er væk nu. Fra 1970 tog afviklingen af landsbyerne fart, selv om skiftende regeringer har sagt, at man vil bevare "det nære samfund".

     Noget af det, der udgjorde sammenhængskraften i "det nære samfund", var de anekdoter, som blev fortalt. Hver landsby havde sine anekdoter. Her kommer en, som jeg hellere må fortælle, mens der endnu er nogle, der kan huske, hvordan en gammel-dags henkogningskedel så ud – altså sådan en stor gryde, der kunne rumme nogle henkogningsglas. Midt i låget stod der et termometer, som med billeder af forskellige frugter angav den temperatur, der egnede sig til henkogning af den frugt, der var i kedlen.

     I sognet var der en kogekone, Nina, som ikke blot kunne lave mad til konfirmationer og bryllupper, hun kunne også hjælpe til med henkogning i bær- og frugtsæsonen. Hun var gift med Andres, som en dag følte sig sløj og derfor ringede til lægen, som havde den opfattelse, at folk ikke var syge, hvis de ikke havde feber. Lægen spurgte derfor: "Har du feber, Andres?" Det vidste Andres ikke, men han lovede at finde ud af det og så ringe tilbage senere. Som sagt så gjort. Og lægen spurgte igen: "Har du feber, Andres?" hvortil Andres på sit fynske tungemål svarede: "Jah, jæ ve' såmæi ette reiti'. Jæ ku' ette finde an't end som et af Ninas henkogningstermometre. Men dei er heilt op' på blommer!"

     Hvad lægen fik ud af den melding, fortæller historien ikke noget om. Men Andres levede sammen med Ninna i adskillige år efter. Nu er de ikke til mere. Men historien er indgået i sognets samling af anekdoter, så på den måde har de fået et langt efterliv.

     Der er utallige anekdoter med tilknytning til de lokale småsamfund. Anekdoterne har den funktion, at de bidrager til at skabe en historisk kontinuitet i sognet og dermed en sammenhæng, som går på tværs af alle de skel af social, politisk og kirkelig art, der lokalt kan være mellem folk. Anekdoterne er fælles gods, og dermed er de med til at skabe en lokal samhørighed, som er til på trods af alt det, der ellers deler sognet op i kliker og grupperinger. Desuden rummer anekdoterne som regel også en godmodig overbærenhed, som kan udjævne nogle af de skel, der er. Derfor er anekdoterne vigtige. Det er vigtigt, at de bliver fortalt. De er et kulturelt fænomen, som er formidlet af den folkelig fortællekunst.

     De fleste af de anekdoter, jeg kender, har jeg hørt i købmændenes bagbutikker, hvor der sidst på eftermiddagen altid sad en lille flok, som efter arbejdstid slappede af over en øl, mens de udvekslede nyheder og historier. Jeg ved godt, at det er ulovligt at drikke øl i købmandens bagbutik, men landbetjenten gjorde det også, og desuden gik det altid sømmeligt til.

     Men nu er der ikke flere købmænd tilbage og derfor heller ingen bagbutikker. Her og der er der en SuperBrugs eller en døgnkiosk i tilknytning til en tankstation. Men det er ikke mit indtryk, at de udfylder nogen større kulturel eller social funktion. Så hvor bliver anekdoterne fortalt? På Facebook måske? Det tror jeg ikke. Det er jo heller ikke på de globale medier, at anekdoterne har levet deres liv. Derimod var de til lokalt og verbalt. Måske fortælles anekdoterne slet ikke mere. Måske er de kun til som optegnelser i det lokalhistoriske arkiv. Det er også godt nok. Men det var bedre, da de var en del af sam-menhængskraften i et levende samfund.

     For nylig var jeg på besøg på et plejehjem, hvor jeg i den lokale plejehjemsavis læste en opfordring til at nedskrive de anekdoter, man selv har fået fortalt. Det er en god idé. Det kan eventuelt ske med afsæt i fælles "fortælle-eftermiddag", så der også er et socialt element i det.

(Kristeligt Dagblad torsdag den 13. februar 2020)

Hvor dum kan man være?

 

I 2005 lykkedes det Jyllands-Posten med en serie karikaturtegninger af profeten Muhammed at fornærme rundt regnet halvandet milliard muslimer. Begrundelsen var, at vi i Danmark har ytringsfrihed og dermed frihed til at fornærme, hvem vi vil. Og nu har Jyllands-Posten så gjort det igen. Denne gang har man fornærmet rundt regnet halvanden milliard kinesere ved i Kinas nationalflag at erstatte stjernerne med tegninger af coronavirus. Et nationalflag er om noget en identitetsmarkør. Det burde ikke kunne overraske nogen, at der næppe er nogen kineser, der bryder sig om at se sin nationale identitet knyttet sammen med den dødelige coronavirus.

     Men det overrasker tilsyneladende Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe, som til TV udtaler, at han ikke har forstand på, hvordan kinesere tænker, for han skriver nemlig avis til danskere. Jo, men det burde vel ikke afskære ham fra at overveje, at kineserne måske kunne have det samme forhold til deres nationalflag, som vi har til vort eget.

     Danmarkssamfundet har udgivet en folder, der handler om, hvordan man bruger Dannebrog. I den fremgår det klart, at "Dannebrog som splitflag eller som stutflag må ikke forsynes med tekst, logo, mærker eller lignende". Man må kort sagt ikke ændre på flagets udseende. Det kunne jo være, at de i Kina har en tilsvarende opfattelse af deres nationalflag. Den ansvarshavende chefredaktør kunne i det mindste have overvejet det.

     Det bliver i øvrigt ikke bedre af, at statsminister Mette Frederiksen i det samme TV-indslag står frem og næsten ordret gentager, hvad Anders Fogh Rasmussen indtil trivialitet fik sagt om ytringsfriheden allerede i 2005.


(Avisen "Danmark", torsdag den 27. januar 2020)

Googleri er en herlig ting

 

It-teknologien har stor nytteværdi, og man kan hive mange data ud. Men hvad blev der af alle de rationaliseringsgevinster, vi blev lovet?


af Kresten Drejergaard


Når jeg tænder min computer, sker det en gang imellem, at jeg bliver mødt med et skilt, der fortæller, at jeg skal væbne mig med lidt tålmodighed, for computeren skal først lige opdatere og genstarte. Computeren lever åbenbart sit eget liv, idet den tilsyneladende modtager sine opdateringer om natten, når den er slukket. De bliver så installeret næste dag, når man tænder for den.

     Forleden dag var der fra Windows ankommet en opdatering, der var så stor, at jeg både nåede at spise frokost og lave kaffe, inden jeg så resultatet, som viste sig at være nogle funktioner, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg aldrig vil få brug for. Til gen-gæld virkede min printer ikke mere, hvilket var lidt ubelejligt, da jeg skulle have printet et foredrag ud, som jeg skulle holde senere på dagen.

     Jeg skal lige indskyde, at jeg fik min første computer for cirka 30 år siden, da styresystemet hed DOS 3.0. Ved hjælp af dette styresystem kunne man med nogle få og enkle kommandoer sikre sig herredømmet over maskinen. Det er anderledes nu om dage, hvor maskinen tilsyneladende bliver kontrolleret fra et fjernt sted ude i cyber-space.

     Men Jeg følte mig udfordret og gav mig i kast med at løse printerproblemet selv. Til at begynde med var jeg ikke klar over, om det var printeren eller computeren, der var noget galt med. Først tænkte jeg, at det måtte være printeren, og anstillede derfor nogle forsøg med at printe ud fra husets iPad. Det kunne sagtens lade sig gøre. Jeg skønnede derfor, at det måtte være computeren, så jeg afinstallerede så computerens printerprogram, som jeg erstattede med en lidt nyere version.

     Det hjalp ingenting. Så gav jeg mig til at google og fandt efter en del googleri ud af, at der kunne være opstået en konflikt mellem printerprogrammet og den opdatering, som netop var blevet installeret. Det viste sig at være rigtigt. Den trådløse printer-forbindelse var efter alt at dømme blevet blokeret af den senest ankomne Windows-opdatering, som jeg alligevel ikke skulle bruge til noget. Den afinstallerede jeg derfor og genstartede computeren. Og så virkede printeren igen.

     Det tog noget tid, inden jeg fik magt over maskinerne, men takket være Google fik jeg løst problemet, så jeg kunne holde mit foredrag til tiden.

     Men nu er jeg begyndt at spørge mig selv om, hvor mange af alle de opdateringer og innovationer, der sker inden for it-området, vi egentlig har brug for. Jeg var biskop i de år, da Kirkeministeriets forbrug af it-teknologi eksploderede. Som medlem af styre-gruppen for Den ny Kirkebog (DNK) var jeg selv med til at søsætte projektet, som skulle betyde en vældig rationalisering inden for personregistreringen.

     Det skal retfærdigvis siges, at det er et af de få it-projekter inden for den offentlige forvaltning, der faktisk fungerer godt. Tænk på, hvad for eksempel Skat har måttet opleve med sine it-projekter. Og hvad har det ikke kostet? Det kan gøres op i en del sygehuse, plejehjem og vuggestuer, som vi ikke har fået.

     Der er kommet mange andre systemer til både i Kirkeministeriet og i andre for-valtninger. Leverandørerne lever højt på det hele, for systemerne skal jo opdateres og fornyes. Og der er ingen, der spørger, om vi har brug for dem. Argumentet er derimod, at teknologien er opfundet, og at den er til rådighed, og derfor skal den implementeres, uanset om der er behov eller ej.

     Hvad er der blevet af de postulerede rationaliseringsgevinster, som man sagde ville komme? Siden digitaliseringens tidsalder satte ind, er Kirkeministeriets personale-forbrug steget med rundt regnet 50 procent, hvoraf den største part er it-medarbejdere, som bestyrer digitale systemer til journalisering, økonomistyring, kapitalforvaltning og personaleledelse. Da Den Ny Kirkebog blev konstrueret, fik vi at vide, at rationaliseringsgevinsten ville blive på 40 procent målt i tidsforbrug. Hvor blev den gevinst af?

     Selvfølgelig er der da en nytteværdi i de mange it-systemer, hvorfra der kan trækkes mange oplysninger og megen statistisk viden. Men der kan også bruges megen tid på at vente på opdateringer og på at google rundt i det hele, uden at der kommer noget produktivt ud af det.


(Kristeligt Dagblad den 16. januar 2020)