Kronik: Sankt Hans og den kollektive fortrængning

Sankt Hans og den kollektive fortrængning


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Når vi passerer vintersolhverv og jul, fejrer vi i både bogstavelig og kristelig forstand, at lyset er kommet til verden. Derfra bliver det lysere og lysere. Sankt Hans er det modsatte. Når vi passerer sommersolhverv og Sankt Hans, er vi på vej ind i mørket. Det bliver mørkere og mørkere. Enhver ved, at det er sværere at finde vej i mørket end i lyset. Det er også mere skræmmende. Derfor prøver vi både i bogstavelig og i overført betydning at holde mørket på afstand. En psykoanalytiker ville sikkert med begreber som fortrængning og projektion kunne forklare en hel del om de mekanismer, der er på spil. Ved Sankt Hans holder vi mørket på afstand ved at tænde bål, og i Holger Drachmanns midsommervise forsikrer vi os selv om, at enhver fjende vil finde os beredte med sværdet i hånd. Hekse og trolde jager vi ud af byen og sognet med bål og brand. Vi vil fred her til lands. For sådan er vi. Det er de andre, der vil have ufred.

     Men så entydigt er billedet ikke. Danmark har faktisk i store dele af sin historie været en krigsførende nation. Det gælder også i nyere tid, hvor vi har deltaget i flere krige på Balkan og i Mellemøsten. Og selv om vi ikke er direkte ansvarlige, er vi alligevel begyndt at sige undskyld for vore pinligheder. Anders Fog Rasmussen har som statsminister undskyldt nogle pinlige hændelser fra besættelsestiden. Vores nuværende statsminister Mette Frederiksen har sagt undskyld for nogle seksuelle misbrug på et børnehjem. Der er i tidens løb faldet mange pletter på Danmarks navn, som burde undskyldes. En af mine venner gik endog så vidt, at han mente, at der også skulle siges undskyld for kongemordet i Finderup Lade. Men det giver kun mening at sige undskyld, hvis man samtidig har mulighed for og vilje til at gøre skaden god igen. Ellers er det en gratis omgang.

     Man kan selvfølgelig også gå den modsatte vej, så man prøver at gøre det gjorte ugjort ved simpelthen at udradere det fra historien.

     I hælene af den amerikanske "Black lives matter"-bevægelse er man her og der begyndt på at fjerne monumenter og gadenavne, som kan vække mindelser om slavehandelen. Det er et farligt eksperiment. Efter min opfattelse er det de kommunistiske lande og andre diktatoriske regimer, som har søgt at redigere fortiden ved at skrive de ting, man ikke kunne lide, ud af historiebøgerne. I demokratiske lande må vi derimod leve med dem.

     Faren ved at ville redigere fortiden er den, at vi ender med at blive historieløse – eller i hvert fald delvist historieløse, afhængigt af hvor meget eller hvor lidt man redigerer bort. Hvis man begynder at udradere fortiden, mister man noget af sin historie, og så bliver det ikke blot usikkert, hvor man kommer fra, men man kan også komme i tvivl om, hvor man er, og hvor man er på vej hen.

     På det personlige plan kan man gøre sig det tankeeksperiment, at man giver sig til at redigere sin egen fortid, så man piller alt det ud af den, som man ikke bryder sig om at tænke på. Det kunne såmænd nok blive til en hel del, hvis man tænker ordentligt efter. Der er ting, som man holder for sig selv, selv om det hører til i det liv, som man faktisk har levet og derfor er med som forudsætning for det liv, som man lever nu. Der er ufortalte detaljer, som man holder for mig selv, selv om de stadig er med som erfaringer, man en gang imellem kan trække på og blive klogere af.

Hvis man med brug af medicin, hypnose eller noget andet, har udraderet dele af sin erindring om sit levede liv, så ville det både i forhold til en selv og alle andre blive noget usikkert, hvem man faktisk er. Så ville man i et eller andet omfang være blevet til en historieløs zombie, som kun i begrænset omfang har erfaringer at trække på.

Man kunne gøre sig et tilsvarende tankeeksperiment, hvad angår samfundet som helhed. Skønt noget tænkt eksperiment er det ikke. Totalitære regimer har allerede forsøgt sig i den retning. Og tilsyneladende er det noget lignende, man er gået i gang med i hælene af "Black lives matter"-bevægelsen, nemlig at redigere i verdenssam-fundets levede historie ved at nedrive statuer og ændre gadenavne, som minder om noget, man ikke bryder sig om at tænke på. Det går ikke!

     Selv i vores middelbare fortid er der på verdensplan rigeligt med eksempler på forhold, som det kunne være fristende at fortrænge og rydde ud af historien. Men hvem og hvad skulle så advare os mod en gentagelse af dem? Tænk på folkedrabene i Armenien, Tyskland, Cambodia, Rwanda og mange andre lande!


(Avisen "Danmark", mandag den 22. juni 2020)