Konfirmationstale til en 60-årig

Konfirmationstale pinsedag i Genève 2016

Konfirmationsvers:


Thi når vor sjæl er i Guds hånd,

Guds-ordet i vort hjerte,

da brister for os alle bånd,

som pine kan og smerte,

da åbner sig som aldrig før,

Guds-riget port, Guds-husets dør

og livets kilder alle.

     Så vidt genfortællingen af hensyn til kirkegængerne.

     Historien om Jakobs kamp er, så vidt jeg har forstået, den historie, du hæfter dig ved – velsagtens fordi den på en eller anden måde også er din historie. Som dansk født schweizer betragter du dig som eksildansker, har du sagt. Ligesom Jakob fra sit eksil vendte tilbage til sit land og undervejs måtte tage et slagsmål med Gud, sådan har du også besluttet dig for at være dansker, og det er du jo også efter min opfattelse, men det har måske nok kostet dig et slagsmål om, hvem du egentlig er.

     Det er også det, der er tilfældet for Jakobs vedkommende. Hvem er han egentlig denne svindler, som måtte gå i eksil, men ikke kunne flygte fra Gud?

     Meningen med denne natlige kamp med Gud er, at Jakob – netop dér i vadestedet - skal lære, at Gud er den, han er, men at han naturligvis kun kan være Gud for Jakob, hvis han bliver til "Jakobs Gud", hvorved Jakob bliver til den, han er. Det, mener jeg, er pointen i historien. Det er mærkeligt nok Jakob, der går sejrrig ud af kampen, selv om han undervejs har pådraget sig en hofteskade. Men han tilkæmper sig faktisk Guds velsignelse, og

han kommer ud af kampen som et nyt menneske med et nyt


navn, nemlig Israel, det vil sige "den, der har kæmpet mod Gud".

     Det navn kommer senere til at spille en rolle, for da Jakob når frem til Sikem i Kana'ans land bygger han et alter, som han indvier til "Gud, Israels Gud" (1.Mos. 33,20). Det er nyt! Tidligere har Jakob omtalt Gud som "Abrahams Gud og Isaks rædsel" (1. Mos. 31,42), men efter oplevelsen ved Penuel – Guds ansigt - er Gud blevet Israels Gud, altså Jakobs Gud.

Der er en anden detalje, som jeg har tænkt noget over siden Kristi Himmelfart-dag, hvor vi havde den sidste konfirmandtime. Du gjorde i samtalen gældende, at Jakobs drøm med himmelstigen og den åbne himmel i en kristen sammenhæng kan siges, at være et sindbillede på dåben, hvor vi hører Guds løfte om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Jakobs kamp kan til gengæld siges at være et sindbillede på konfirmationen, hvor Gud for os bekræfter det tilsagn, han har givet i dåben. Ligesom "Abrahams Gud og Isaks rædsel" efter den natlige kamp ved vadestedet over Jabbok-floden bliver til "Israels Gud", altså Jakobs Gud, således bliver dåbens Gud - det vil sige ham, der har "al magt i himlen og på jor-den" - efter konfirmationsforberedelsens Jakobs-kamp i konfirmationen til din Gud.

     Jeg tror ikke, at Jakobskampen nødvendigvis skal forstås som et voldeligt slagsmål, selv om det måske nok kan gå voldsomt til. Jeg tror, at vi hver især har vore Jakobs-kampe, som kan være mere eller mindre dramatiske. For mit eget vedkommende har det mere været, hvad jeg vel efterhånden kan kalde en livslang samtale med Gud om, hvad livet går ud på. Vi har ikke altid været enige. Men samtalen har været holdt i gang af den omstændighed, at jeg i det meste af mit liv har gået i kirke. For mig er gudstjenesten på én gang blevet til "Guds hus og himlens port" og til Jakobs kamp, hvor det viser sig, at den fjerne Gud bliver den nære Gud derved, at han i kampens hede også bliver min Gud.

     Lad os bekende troen på det! 


Jakobs kamp

Kære Anne!


Under vores konfirmationsforberedelse er vi flere gange stødt på Jakobs-historien i Det gamle Testamente. Af hensyn til de kirkegængere, som har deres konfirmation på lidt længere afstand skal jeg lige minde om handlingen.

     Jakob er en af de tre patriarker i Det gamle Testamente. Abraham, Isak og Jakob hedder de - bedstefar, far og søn. Jakob var en svindler og bedrager. Han lignede sin morbror, som hed Laban. To gange snød Jakob sin bror Esau. Først for første-fødselsretten og derefter for sin fars velsignelse. Så Jakob måtte tage flugten for sin brors helt berettige vrede og søge tilflugt hos sin morbror Laban. I den forbin-delse er der to særlige historier at fortælle.

     Undervejs har Jakob en drøm, hvor han ser himlen åben, og han ser en stige, der når fra jorden og op til himlen, og Guds engle stiger op og ned ad stigen. I denne drøm hører Jakob Guds løfte om, at han vil være med ham alle dage. Da Jakob vågner udbyder han: "Her er Guds hus og himlens port!" Og han kaldte stedet for Betel som netop betyder "Guds hus". Det er den historie, som jeg bedst kan lide, fordi den handler om en svindler, som må tage flugten, men ikke kan flygte fra Gud.

Jakob når så frem til Laban og forelsker sig i hans yngste datter, Rakel, som han må arbejde syv år for at få. Og så bliver han endda snydt. For Laban, som svarer til sit navn, giver ham i stedet den ældste datter Lea. Og så må Jakob aftjene syv år mere, inden han kan drage af med sine to koner og to trælkvinder, og de mange børn, han har fået med dem, samt en masse får og kameler.

      På vej tilbage gør han holdt ved vadestedet over floden Jabbok, hvor der også opstår en historie i forbindelse med en natlig begivenhed. Jakob kommer nemlig i slagsmål med en mand. Kampen varede hele natten, og Jakob fik et slag på hoften, så den gik af led. Da det var ved at blive lyst, siger manden til Jakob: "Slip mig!" og Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" – det er nøgleordene i fortællingen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig". Manden gav Jakob et nyt navn. Han kaldte ham Israel, som betyder "den, der har kæmpet med Gud". Og Jakob kaldte stedet Penuel som betyder "Guds ansigt". For det var Gud, han havde kæmpet med.