Kom som du er og bliv som en af os

- hjælper det noget at øge straffene?

af biskop Kresten Drejergaard, Odense

     Som en del af den igangværende "ikke-valgkamp" forlyder det, at man nu igen vil skærpe strafferammen for nogle former for kriminalitet. Utrygheden er stigende, siger statsministeren, som selv ikke tør vove sig ud i visse bydele i København, til trods for at hun døgnet rundt er omgivet af sikkerhedsfolk. Jeg savner en kvalificeret dokumentation for, at det hjælper noget at øge straffene. Og jeg tvivler på, at voldsparate kriminelle indkalkulerer den mulige straf i deres projekt, inden de skrider til værket.

      Det er især indvandremiljøerne det er galt med, hvad angår sådan noget som bande-kriminalitet. Al den megen tale om integration har tilsyneladende ikke hjulpet en pind. Snarere tværtimod! Det betyder ikke, at alle de mange integrationsprojekter ikke har haft nogen effekt. For det er jeg overbevist om, at de har. De er sat i værk under devisen: Kom som du er, og bliv som en af os! Og det er tilsyneladende lykkedes over al forventning.

      Danmark er i løbet af de seneste to-tre generationer blevet til et sekulariseret, politiseret og dermed stærkt fragmenteret land. Eller sagt med mere danske ord: Det, man kunne kalde en samlende livsforståelse, er blevet erstattet af partipolitiske slagsmål, som mere er i slægt med religionskrige end med det, man førhen forstod ved en saglig debat. Det medfører, at landet er blevet splittet op i forskellige kulturer. Denne kulturelle splittelse kan vi som danskere takke os selv for, selv om det er lettere at give indvandringen skylden. Det danske samfund er splittet op i forskellige kulturer, som hver i en eller andet udstrækning har deres eget sprog. Der er forskellige ungdomskulturer og rockerkulturer, som betjener sig af sprog, som jeg faktisk ikke forstår meget af, når jeg af og til møder det på TV. Der er pensionistkulturer, erhvervskulturer, virksomhedskulturer, bydelskulturer, sportskulturer, politiske kulturer, samt kulturer, der udfolder sig i et økonomisk og finansielt regi, som jeg heller ikke forstår ret meget af. Men sammenhængskraften mellem disse kulturelle former er ikke let at få øje på, selv om mange politikere prøver at fremmane en sammenhængskraft i det danske samfund.

     Sammenhængskraft ser ud til at være noget, man først taler om, når den er truet.

At truslen mod sammenhængskraften er reel nok, bliver tydeligt, hvis man læser Grundlovens § 4 og § 6, hvor der står, at Danmark er et evangelisk-luthersk land. Men denne historiske kendsgerning er trængt helt ud i periferien af den offentlige bevidsthed. Ved konfirmations-forberedelsens start må mange præster konstatere, at børnene dårligt nok ved, om Jesus blev skudt eller korsfæstet. Dette videns- og traditionstab har konsekvenser. For når det er blevet den almindelige mening, at det med Gud kan være fuldkommen ligegyldigt, bliver også den samfundsmæssige samvittighed hjemløs. For hvad skal man i grunden skamme sig over? Og hvem skal man skamme sig for? De børn, som vokser op i et religiøst og moralsk tomrum, hvor der ikke er noget at tro på og derfor heller ikke nogen at skamme sig for – de børn vokser op til en normløshed, hvor alting dybest set kan være lige meget.

      Set fra den synsvinkel er integrationen i høj grad lykkedes. "Kom som du er, og bliv som en af os". En hel del af de unge mennesker, som er i Danmark med en muslimsk baggrund, har taget den danske normløshed til sig og oplevet den som en frihed fra de rigide normer, de kom fra. Det er med til at skabe en kriminalitet, som jeg ikke tror, at man kan straffe sig ud af. Hvis grundsynspunktet for integrationen er, at indvandrere – som en politiker har udtrykt det – "skal have de danske værdier (de facto: mangel på værdier) ind under huden" og dermed afsværge de værdier, der måtte være tilbage i deres egen tradition, så ligger der vel uudtalt i det syns-punkt, at en god muslim er en dårlig muslim, det vil sige en, der har lagt afstand til sin egen tradition.

      "Det er godt at have noget at tro på, ellers kan man ikke være et ordentligt menneske!" Denne bemærkning skyldes en muslim, som jeg faktisk betragter som et ordentligt menneske i lighed med mange andre muslimer, som jeg har truffet herhjemme og i udlandet. "Det er godt at have noget at tro på", fordi det hjælper én til at navigere imellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Det man tror på, er ligesom en instans udenfor en selv. Det bidrager til at skabe en orientering i tilværelsen, så den ikke fortaber sig i den meningsløshed, hvor behovet for psykiatrisk hjælp til børn og unge er alarmerende stort.

      Det er fint nok, at muslimer og andre indvandrere bliver integrerede i samfundslivet, men jeg synes ikke, at de behøver at blive ligesom gennemsnittet af os andre, som har gjort manglen på tro til et samfundsmæssigt ideal.

(Avisen "Danmark", lørdag den 3. september 2022)