Livet i sognet
af Inger Merete og Kresten Drejergaard
Lørdag den 6. oktober 2012 kørte vi i bilen ind til Odense centrum, hvor vi smed nøglen til stiftskontoret i brevsprækken. Derefter fortsatte vi til Schweiz for at afslutte vores fælles karriere præcis, som den var begyndt – nemlig i en præstegård, hvor vi efter evne fordelte opgaverne mellem os. Den eneste forskel bestod i, at i Schweiz ligger præstegården på 3. sal, samt at ”sognet” omfattede en hel nation, hvilket gav en del rejseri. Men ellers var det næsten det samme. I fællesskab holdt vi gudstjenester og havde konfirmander. I fællesskab besøgte vi gamle og syge, og i fællesskab deltog vi i det folkelige liv i sognet. I øvrigt var folk i sognet ikke meget anderledes end det, vi kendte fra de fynske sogne. Det var en blanding af kliker, venskaber og intriger. Det var i al fald tilfældet i det, som vores menighedsrådsformand Vibeke Nyborg kaldte ”Genèvestrup”.
I de godt fire år, vi fik i sognet, nød vi meget at være en del af det hele. Vi var meget glade for som tilflyttere at gå på opdagelse i Genèvestrup og de omliggende byer i sognet, hvor vi havde tid til at sidde på torvet med et glas rødvin og småpludre med omgivelserne på fransk eller tysk, hvilket faktisk godt kan lade sig gøre, selv om de indfødte schweizere kan være lidt forbeholdne. Men frem for alt havde vi jo også danskerne at tale med, hvilket blev til mange gode og lærerige samtaler.
Det største udbytte af vort ophold i Schweiz høstede vi, da vi flyttede tilbage til Odense, hvor det viste sig, at vi i mellemtiden havde fået familien på tæt hold og folk i almindelighed på lidt mere afstand. Vi nyder begge dele. Nu kan vi efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet slappe af, indtil vi skal stedes til hvile på Asperup Kirkegård i det sogn, hvor vi har levet vort egentlige liv.
(Den danske Kirke i Schweiz, kirkebladet august 2022)
Jo mere man bruger dem, jo længere holder de
af biskop emer. Kresten Drejergaard
En af mit livs helt store oplevelser var, da jeg i september 1978 første gang var på rejse i Tyrkiet. Midt inde i landet er der en egn, som hedder Kappadokien. Igennem årtusinder har landskabet her antaget nogle ejendommelige former, hvilket skyldes vulkaner, som har efterladt et tykt lag af aske, som i årenes løb er blevet til den bløde bjergart, tuf, som forholdsvist let lader sig udhule. Derfor er der opstået tusindvis af huler, som er blevet brugt til beboelse, frugtlagre, dueslag og andre nyttige formål.
Omkring 300 huler er blevet udformet som kirkerum med
søjler, hvælvinger og apsis, alt sammen udsmykket med
freskomalerier. I middelalderen – det vil sige fra ca. år 300
til 1400 – var Kappadokien centrum for et blomstrende
kirkeliv. Derefter overtog muslimerne Lilleasien, og nu er
der ingen kristne tilbage. Kirkerne ligger øde hen, og
freskoudsmykningerne er delvist ødelagte. Men de vidner
stadig om en kristendom, som engang var.
Med forfærdelse kommer man til at tænke på det sted i
Matthæusevangeliet, hvor Jesus udtaler en dom over Jeru-
salem: "Se, jeres hus skal blive overladt til jer selv, øde
og tomt" (23,38), dvs. i templet skal der ikke mere være gudstjeneste, for Gud har forladt sit hus. Der skal hverken høres salmesang eller prædikener, for kulten er død.
Så galt er det ikke i Veflinge. Men kirken er lukket. I stedet må vi holde gudstjeneste i konfirmandstuen, indtil kirken om et halvt års tid kan åbnes igen, når de forskellige reparationer er gennemført.
Det er ikke nogen selvfølge, at kristendommen er til. Det kan være, at den flytter et andet sted hen - til Afrika for eksempel. Jeg har væ-
ret i Tanzania et par gange, senest i 2010 for
at fejre kristendommens 100-års jubilæum.
Dernede har de faktisk ikke været kristne i
mere end godt 100 år, men de forstår at gå i
kirke. Til de gudstjenester, vi var med til, var
der bogstaveligt talt sort af mennesker. Og de
sang, så det var umuligt ikke at blive revet
med. Kan man tænke sig en situation i Dan-
mark, hvor kristendommen er sygnet hen, og
kirkehusene ligger hen tomme og øde, fordi
der ikke længere er gudstjeneste i dem? Ja,
det kan man godt. Jeg har jo selv set, hvordan
det er gået i Lilleasien, hvor kirkerne ikke mere er i brug. I Kappadokien er hulekirkerne forladte. I Landsbyer andre steder har jeg set, at kirkehusene er lavet om til moskeer eller autoværksteder. Også i Danmark er der kirker, som er taget ud af brug. På Læsø er der en kirke, som er blevet til en badeanstalt.
Derfor gælder det om at bruge kirkerne til det formål, de er bygget til – det vil sige til gudstjeneste. Selvfølgelig skal de holdes vedlige med mørtel og kalk. Men der er det mærkelige med kirkerne, at de holder længere, jo mere man bruger dem.
(Veflinge Sogns Kirkeblad, nr. 1, 2023)
En konduite, der betød noget
Af biskop emer. Kresten Drejergaard
I 1960 – da jeg var seksten år gammel – blev jeg kort før påske bortvist fra Rønde Kursus dog således, at jeg som privatist kunne få lov til at afslutte min præliminæreksamen, som det dengang hed. Men jeg kunne ikke få lov til at fortsætte på skolens studenterkursus. Skolen var stærkt præget af Indre Mission, som dengang så sig selv i modsætning til jazzklubber og øldrikning. Det var på dette felt, jeg havde forsyndet mig.
Årsagen til, at jeg var havnet på denne trangbrystede institution, var min fars død og min mors langvarige sygdom. Velmenende mennesker mente derfor, at jeg burde være et sted, hvor jeg i videst muligt omfang var skånet for de mange fristelser, der kan bringe én ubefæstet sjæl ud af kurs. På mig virkede det nærmest modsat, og jeg blev som sagt bortvist og mistede dermed udsigten til en studentereksamen.
Min mor forelagde problemet for rektor Brodersen på Hjørring Gymnasium, som udviste en helt enestående konduite, idet han på stedet arrangerede en optagelsesprøve, som bestod i, at han sammenkaldte lektor Flemming Hansen og lektor Brock, som efter skoletid afprøvede mine kundskaber i engelsk og tysk, hvilket åbenbart må være faldet tilfreds-stillende ud. Under alle omstændigheder fik jeg at vide, at jeg var optaget på den nysproglige linje, forudsat at jeg efter sommerferien kunne bestå den lille latinprøve. Min mor gjorde under en ferietur til Norge et mislykket forsøg på at lære mig latin. Derefter tog min fars gode ven og præste-kollega Jens Yde over. Jeg blev installeret i hans og hans kone Grethes hjem i en sommermåned, hvor jeg hver morgen og aften havde lektioner i latin, og da sommerferien sluttede, aflagde jeg igen med et heldigt resultat en prøve på Hjørring Gymnasium. Denne gang hos fru Louw.
Jeg kan ikke mindst takke rektor Brodersens konduite og de improviserede optagelses-prøver for, at jeg i dag lever en ubekymret tilværelse med en ganske pæn tjenestemands-pension. Jeg er også dybt taknemmelig for overbærenhed i de tre år, jeg gik på Hjørring Gymnasium. Det var ikke skolens skyld, at jeg fik en middelmådig studentereksamen. Det var min egen skyld samt den omstændighed, at jeg på skolen medbragte en belastende bagage fra Rønde Kursus, som gjorde, at jeg på rekordtid havde mistet enhver form for tillid til skolevæsenet. Gad vide om mine lærere i gymnasiet havde en intuitiv forståelse for, hvor ramponeret man kan være, når man kommer fra en skole, hvor jeg på intet tidspunkt havde følt mig velkommen, men tværtimod på ethvert tidspunkt havde følt mig mistænkeliggjort, fordi jeg ikke var kommet fra det indremissionske miljø, men fra et frisindet grundtvigsk miljø.
Jeg kan den dag i dag ærgre mig over, at jeg ikke fik kvitteret ordentligt for tilliden, da rektor Brodersen sikkert helt uden for gældende regler improviserede en optagelsesprøve for mig. Men jeg fik min studenter-eksamen, som den gang umiddelbart gav adgang til universitetet, hvor jeg syv år senere tog en kandidateksamen, som var en hel del bedre end min studentereksamen. Gymnasietiden var bestemt ikke forgæves. Men der skulle en hel universitets-uddannelse til, før det for alvor gik op for mig, hvor meget rektor Brodersens og lektorernes konduite havde betydet.
(Hjørring Gymnasiums festskrift "Dannelsens stemme" i anleding af skolens 150-års jubilæum)