Nadveren - et mærkeligt måltid
af Kresten Drejergaard, præst i Den danske Kirke i Schweiz.
I den tid, jeg har boet i Schweiz, har jeg rundt regnet haft gudstjeneste hver anden søndag. Det har givet mig mulighed for at studere gudstjenesteskikke i andre kirkesamfund, hvor jeg navnlig har lagt mærke til nadverritualerne. De er forskellige. Alligevel er det min opfattelse, at nadvermåltidet igennem mange århundreder har holdt sammen på den kristne kirke, selv om ritualet omkring måltidet unægtelig rummer nogle besynderligheder.
I den katolske kirke mener man, at nadverelementerne, det vil sige brød og vin, i deres væsen forvandles til Jesu legeme og blod, selv om de ikke forandres med hensyn til det, som de ser ud til at være. I nadveren er det Kristus selv, som er til stede i kirken, når forvandlingsunderet har fundet sted. Det er kun den indviede præst, som kan foretage forvandlingen, nemlig når han læser indstiftelsesordene fra skærtorsdag. Det er en evne, som præsten i kraft af sin indvielse bliver udstyret med. Den evne kan han aldrig miste.
I reformationstiden gjorde reformatorerne Martin Luther, Ulrich Zwingli og Jean Calvin op med den katolske kirkes syn på præsteembedet, hvorved de også måtte ændre deres opfattelse af nadvermåltidet. Luther fastholdt dog energisk ordet "er" i tydeordene: "Dette er mit legeme / blod". Det gjorde han i en samtale med Zwingli, som blev Zürichs reformator. Zwingli havde den opfattelse, at brødet og vinen kun er symboler, der betegner Jesu legeme og blod, hvilket reducerer nadvermåltidet til et mindemåltid. Under samtalen blev Luther så ophidset, at han på bordet skrev "est, est, est", det vil sige "det er, det er, det er". Luther havde måske mere fantasi end Zwingli. I hvert fald lader han ordet "er" have fuld vægt på samme måde, som hvis man siger: "Min elskede er en rose". Det giver ingen mening at sige: "Min elskede betegner en rose – eller symboliserer en rose". Det er kun ordet "er", der kan bruges i den sammenhæng.
I den reformerte kirke i Schweiz var det Zwinglis synspunkt, der sejrede. Det gælder også i den del af reformationen, som har navn efter Calvin, der blev Genèves reformator.
I vore dage er forskellene mellem de lutherske kirker og de reformerte kirker ikke store. I 1973 udarbejdede de reformerte og de lutherske kirker et dokument, som siden er blevet kaldt "Leuenberg-konkordien". Det er et dokument, som fastslår, at – uanset forskelle – kan Europas protestantiske kirker dele alter og prædikestol. Som dansk præst i Schweiz har jeg et par gange haft brug for at påberåbe mig dokumentet, når jeg har bedt om at låne en reformert kirke til brug for et bryllup eller en barnedåb. Reformerte og lutherske præster kan bruge hinandens kirker. Men ingen af os kan bruge de katolske kirker, fordi vi – set fra et katolsk synspunkt – ikke er rigtige præster.
Der er stadig forskel på de lutherske og de reformerte kirker, selv om vi kan gå i kirke hos hinanden og deltage i nadveren. I de lutherske kirker er nadveren en fast bestanddel af den normale søndagsgudstjeneste. I de reformerte kirker er nadvermåltidet snarere en undtagelse, som kun forekommer en gang imellem, og nadverelementerne uddeles ofte uden tydeordene "dette er Jesu Kristi legeme / blod", for det er de efter reformert opfattelse ikke.
Og så er der det mærkelige ord "ihukommelse" – Gør dette til min ihukommelse! Eller: Til ihukommelse af mig! som det også kan siges. Jeg foretrækker den første form, fordi den muliggør, at det både kan være mig og Kristus, som er subjekt (grundled) for ihukom-melsen. Selve ordet er måske nok lidt gammeldags, men dog forståeligt. Vi kan stadig sige "det huer mig ikke". At komme noget i hu, vil sige at lægge sig noget på sinde. Ihukom-melse er noget mere end det at erindre sig. Gudstjeneste er indlevelse. En gudstjeneste uden altergang inviterer til, at kirkegængerne opfatter prædikenen som det vigtigste. Hvis prædikenen ikke er værd at høre på, er gudstjenesten ikke værd at komme til. I løbet af de 45 år, jeg har været præst, har jeg skrevet og holdt måske 2.500 prædikener, og de har bestemt ikke alle sammen været værd at høre på. En del af mine prædikener har sikkert skuffet nogle, men jeg har trøstet mig selv med, at der jo også er andet i gudstjenesten end prædikenen. Der er tekstlæsningerne, der er salmerne, og der er altergangen, som koncentreret siger, hvad det hele går ud på, nemlig at vi i kirken er til stede sammen med Kristus, som i sit ord "selv er til stede blandt os med al sin kærligheds rigdom", som det hedder i nadverritualet.
Uden altergangen vil gudstjenesten være reduceret til en religiøs foredragsforening. Den reduktion ville jeg som præst og prædikant ikke kunne holde til. Det ville være at lægge alt for meget på mine smalle skuldre.
Kronik i Fyens Stiftstidende i påskeugen 2016