Trinitatistiden, 2. tekstrække, 0-9

Trinitatis søndag – Matt. 28,16-20: Missionsbefalingen.

Hvis vi selv tager vort liv, dør vi

Sådan set tilhører al magt Gud. Også livet tilhører Gud. Men i teksten til trinitatis søndag hører vi, at Gud har givet al magt i himlen og på jorden til ham, som vi kalder vor Herre. Al magt er ikke givet til os, men den er givet til ham, som har talt til sine disciple på den måde, som han gjorde, da de vandrede sammen med ham. Og han taler til os på samme måde i gudstjenesten, som er Galilæa her på vort eget sted. Sådan taler vor Herre Jesus Kristus, hedder det ved dåben. Og netop fordi han taler sådan, som han gør, har Gud givet ham al magt i himlen og på jorden.

     På den baggrund får vi så givet livet, sådan som det billedligt bliver givet til os i dåben. Sådan som det dér er sagt til os, sådan skal vi leve. Men hvis vi selv tager vort liv, så dør vi.

     På samme baggrund bliver det dernæst sagt til os, at vi skal gå ud i hele verden og gøre alle folkeslag til disciple. Døb dem og lær dem, at holde alt det, som jeg har befalet jer! I vor Herres ord ligger der altid en befaling, der går ud på, at i alt det, som vi siger og gør, dér skal vi have tro og tillid til, at livet går an på den måde, som han siger.

     Stadig på samme baggrund føjer han endnu noget til. Det kommer til udtryk som et vældigt løfte med ordene: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" Jamen, hvad er der så at være bange for? Så kan tilværelsen være lige så uoverskuelig og rodet, som den være vil, for magten er jo alligevel hans ikke blot i himlen, men også på jorden. Og så må vi have tillid til det ved at tro på det, som vi hører.

     Derfor døber vi børnene. På den måde lægger vi dem billedligt talt i Guds hånd. For vi ved jo godt, at der er grænser for vor egen magt - også når vi bruger al vor magt til at holde hånden både under og over vore børn. Vor egen magt rækker ikke så langt. Derfor overgiver vi dem til ham, som har magten i himlen og på jorden i tillid til, at han vil være med både os og vore børn alle dage indtil verdens ende.

     At det er sådan, skal stå fast på trods af al vor tvivl - af hvad art den end måtte være!

     På denne søndag vil jeg gerne synge salmen "Sov sødt, barnlille". Det er tankevækkende, at denne salme er skrevet af en 60-årig mand, som i sit liv havde udrettet rigtig meget, men som alligevel var kommet dybt i tvivl om sig selv og sin Gud. Det, der i den situation kommer til at bære ham, er erindringen om, at han er døbt, og at det, som dér i dåben er sagt til ham, ikke kan gøres usagt. I virkeligheden er det det eneste, som står fast!

Forslag til salmevalg:

Jeg vil gerne begynde gudstjenesten med at synge nr. 723 "Naturen holder pinsefest". Det er en festlig forsommer- og pinsesalme på en herlig melodi af A.P. Berggreen. Den kunne have været med i pinsedagene, men det blev det så ikke til, så derfor skal den med på trinitatis søndag.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 49,1-6 handler om Herrens tjener – hvem det så end er? Religionshistorisk set er der flere forskellige tolkninger af denne skikkelse. I nytestamentlig sammenhæng er der derimod ingen tvivl om, at Herrens tjener er Kristus. Grundtvig har skrevet en vældig god salme med afsæt i Esajas 49,1-6. Det er "Herre taler: Øer hører!", men den er desværre ikke med i den nuværende salmebog. Thoms Kingo har også skrevet en salme med inspiration fra teksten. Det er nr. 418 "Herre Jesus kom at røre mig ved din den gode Ånd". Den kan vi godt bruge som anden salme.

     Efter den lidt flimrede epistellæsning fra Efeserbrevet 1,3-14 kan det være rart at få lidt samling på det hele med nr. 435 "Aleneste Gud i Himmerig", som i øvrigt også falder godt ind i sammenhæng med denne søndags fejring af treenigheden.

     Evangelieteksten, som er slutningen på Mattæusevangeliet med beretningen om tilsynekomsten efter påske på bjerget i Galilæa, forbinder vi umiddelbart med dåb i kirken, hvor teksten indgår i ritualet. Derfor synes jeg, at der skal synges en dåbssalme, og det skal være nr. 674 "Sov sødt, barnlille!". Som dåbssalme har den i de senere år måttet vi pladsen for nyere salmer af Svein Ellingsen og Jørgen Gustava Brandt. Men det er så en grund mere til, at man en gang imellem bruger Grundtvigs "Gudsbarnets vuggesang" som ordinær salme i gudstjenesten.

     Udgangssalmen på trinitatis søndag skal være enten nr. 6 "Dig være, mildeste Gud Fader" eller nr. 11 "Nu takker alle Gud". Det er vist mest almindeligt med den sidstnævnte.

Mit salmevalg: 723 – 418 – 435 / 674 – 11.

Første søndag efter trinitatis – Luk. 12,13-21: Lignelsen om den rige bonde.

Det kritiske punkt

Der findes ikke noget så trivielt og tåbeligt som arvesager, der er gået i hårdknude, fordi hele familien i skifteretten skilles i den mest forrygende uenighed om, hvem der skal have hvad. Det er åbenbart i en sådan situation, at Jesus fortæller lignelsen om den rige bonde, der vil bygge sine lader større for at få plads til sin store høst og rigdom. Lignelsen handler om det punkt, hvor det går galt. Det kritiske punkt er, når vi gnider os i hænderne og konstaterer, at det slet ikke er så ringe endda. I virkeligheden går det rigtig godt. Det kritiske punkt indtræder, når det går så godt, at vi ikke behøver at tænke andre med ind i vort liv.

     Vi er vante til at mene, at situationen er kritisk, når det går rigtig skidt, og så kalder vi det en krise. I vore dage går vi fra den ene krise til den anden, og de fleste kriser er økonomiske kriser. Men i lignelsen ligger det kritiske punkt ikke i mangelsituationen, men derimod i overflodssituationen. Det er den, der er sandhedens øjeblik. For det er i den situation, at vi skal afgøre, hvad vi vil bruge alle vore muligheder til. Grundlæggende er det altid et valg mellem at gøre det rigtige eller det forkerte.

     Hvad skal jeg bruge mit udbytte, mine penge og min magt til? tænker den rige bonde. Jo, jeg vil investere det hele i noget, som er nyttigt for mig selv, siger han. Spis, drik og vær glad! Men så fik han en blodprop og døde.

     Som udenforstående kan vi let se tåbeligheden. Vi kan sagtens se, at livet er vigtigere end både høstudbytte og rigdom. Men hvad så, når vi selv står i en tilsvarende situation? Hvad er så det vigtigste? Hvad skal jeg bruge mine muligheder, min rigdom og min magt til? Den rige bondes tåbelighed består i, at han ikke tænker på andet eller andre end sig selv. Han taler om "det, jeg vil", og om "det, der er mit". Han har alle mulighederne, men taler kun om sig selv og sit eget.

     "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig!" Det er en hård dom. Men hvor der afsiges en dom, er der også en lov. Det, loven siger, er at selv om vi gør livet til vort eget, kræves det af os igen. Det er en livslov, som minder os om, at livet aldrig er noget, vi har af os selv og for os selv. Vi har det kun ved at få det givet. Livet består ikke i at eje, men i at få det givet og selv give det ud. Det er en lov, som lukker op for livet i stedet for at spærre det inde i kornsiloer og bankbokse. Livet går ikke ud på, at det skal kunne betale sig at leve. Meningen er snarere, at det ikke skal kunne betale sig.

     Derfor er det en stor nåde, at Gud stadig finder det umagen værd at kræve livet af os. Gid vi må skønne på det, inden det er for sent!

Forslag til salmevalg

Denne gudstjeneste, der handler om livet på foreløbighedens vilkår, skal begynde med en lovsang, der fastholder tanken om Guds godhed på trods af livets endelighed. Det er nr. 4 "Giv mig, Gud, en salmetunge".

     Derefter skal vi fra Prædikerens bog høre nogle opbyggelige betragtninger om, at livet godt kan gå an, selv om det dybest set er meningsløst. Bagefter kan vi synge Svein Ellingsens og Holger Lissners nr. 575 "Din fred skal aldrig vige".

     Efter læsningen fra 1. Timotheusbrev, som både kender til tilværelsens tomhed og rigdommens blændværk, og alligevel lader betragtningen munde ud i en opfordring til at stride troens gode strid, tænker jeg, at det vil være godt at synge nr. 633 "Har hånd du lagt på Herrens plov".

     Nr. 41 "Lille Guds barn, hvad skader dig?" er en salme, som jeg ofte har brugt til høstgudstjeneste, hvilket ikke skyldes, at jeg har noget imod bønder. Og jeg synes slet ikke, at de skal dø af sult, som der står noget om i vers 4:

                                               dog hvor bønder af hunger dø,

                                               finder den lille fugl et frø.

Med disse ord her Grundtvig villet sige noget om Guds ubegribelige godhed, som er sådan, at den lille fugl kan finde et frø at leve af selv dér, hvor bønderne dør af sult, hvad de jo faktisk gør andre steder i verden. Det vil være godt at have denne salme med efter en prædiken om den rige bonde, som ikke har begrebet noget som helst af Guds godhed.

     Gudstjenesten kan så slutte med, at vi synger de to sidste vers af Kingos nr. 745 "Vågn op og slå på dine strenge", hvor vi også bliver holdt fast på, at livet i tidens foreløbighed trods alt er umagen værd.

Mit salmevalg: 4 – 575 – 633 / 41 – 745 v. 4-5.

Anden søndag efter trinitatis – Luk. 14,25-35: Prisen for efterfølgelse.

Abrahams offer

Kan det virkelig være meningen, at man skal hade sin far og sin mor, sin kone og sine børn? Svaret selvfølgelig nej. Hvis prisen for at være et kristent menneske er den, at man skal give afkald på alle dem, man elsker, er det simpelthen ikke prisen værd.

     Men der står jo heller ikke noget om, at man skal. Derimod står der noget om, at man kan. Fejlen er den, at vi hører det, som et krav. Men det er det ikke. Det er der-imod en konstatering, som er en følge af, at vi allerede er Jesu disciple, vi er døbte mennesker og derfor kristne mennesker. Og om kristne mennesker gælder der dette, at vi har noget, som ingen andre har. Vi har nemlig Guds løfte om, at vi hører til i hans rige.

     Den bedste kommentar til teksten er Søren Kierkegaards bog "Frygt og bæven", hvor han gør sig nogle overvejelser over fortællingen om "Abrahams offer". Umiddelbart tænker man, at det er Abraham, der ofrer Isak, men Søren Kierkegaard pointe er en anden. Han siger nemlig, at det er Abraham, der ofrer sig selv. Han ofrer sig selv som Isaks far, for at Isak kan bevares i troen på Gud som sin himmelske far. I det afgørende øjeblik, da det med rædsel går op for Isak, hvad der er ved at ske, sender han denne bøn til Gud i Himlen: "Har jeg ingen far på jorden, så vær du min far!" Denne afmægtige bøn kommenterer Abraham med ordene: "Det er dog bedre, at Isak tror, at jeg er et umenneske, end at han mister troen på Gud!" Og det er så det, der er Søren Kierkegaards pointe: Der kan ikke ske et menneske noget værre end det, at det mister troen på Gud! Alt andet kan det miste. Man kan miste sin far og sin mor, men hvis man også mister troen på Gud, er der intet tilbage. Så er der kun håbløsheden og fortvivlelsen.

     I kalkmaleriernes typologi ser man ofte billedet af "Abrahams offer" over for billedet af Golgata: Ligesom Abraham ofrede sin søn på Moria-bjerget, sådan ofrer Gud sin søn på Golgata-bjerget. Begge to giver afkald: På Moria giver Abraham afkald på at være far, for at Isak kan bevares i troen på Gud. Og på Golgata giver Gud afkald på at være Gud i Himlen, for at han med sit ord kan være et medmenneske blandt mennesker og sige til dem, at de ikke skal undværes i Guds rige. Begge to har de beregnet omkost-ningerne ved det. Det er, hvad de to må lignelser om tårnbyggeren og feltherren for-tæller.

     Sagt med andre ord: Vi skal ikke høre teksten som et lovkrav, men som et evange-lium.

Forslag til salmevalg

Den første salme, der falder mig ind til denne søndag, er Luthers nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg", hvilket skyldes de sidste linjer i salmen:

                                               og tage de vort liv,

                                               gods, ære, barn og viv,

                                               lad fare i Guds navn!

                                               Dem bringer det ej gavn,

                                               Guds rige vi beholder.

     Lad blot alle de djævle, der myldrer frem, og mørkets drot, som er Guds modstan-der, der vil livet til livs – lad dem blot tage det hele, for de kan nemlig ikke tage Guds rige fra os. Det er da ganske opbyggeligt at høre i betragtning af, at evangelieteksten tilsyneladende siger, at vi ikke kan have noget med Jesus at gøre, hvis vi ikke hader "far og mor, hustru og børn ….., ja, sit eget liv". Det er en dramatisk salme, som skal med enten ved gudstjenestens begyndelse eller efter prædikenen.

     Som begyndelse på gudstjenesten kunne jeg imidlertid tænke mig at synge nr. 754 "Se, nu stiger solen" på grund af ordene i vers 4:

                                               alle gode navne som bedst jeg ved:

                                               Moder, søster, elskte: min kærlighed!

Så er man da lidt vaccineret mod at opfatte evangelietekstens ord om at hade som et lovkrav om, at vi skal opgive alle naturlige livforhold som betaling for at være en Jesu discipel.

     Jeremiasteksten er ikke umiddelbart forståelig. I den første halvdel af teksten brokker profeten sig over vilkårene i jobbet. Iden anden halvdel lover Herren ham, at det nok skal gå, forudsat at han omvender sig. Jeg ville være fristet til kun at læse den sidste halvdel af teksten. Bagefter kunne man synge en anden Luthersalme, nemlig nr. 338 "Var Gud ej med os i denne stund".

     Efter læsningen af menighedsbrevet til Laodikea fra Johannes' Åbenbaring kap. 3,14-22, hvor vi hører om en menighed, der hverken er kold eller varm, giver det næsten sig selv, at vi skal synge nr. 305 "Kom, Gud Helligånd, kom brat!", med bønnen om, at vor kolde kundskab må blive varm.

     I denne gudstjeneste har Luther allerede fået sit med to salmer, så selv om det kunne være fristende, skal vi ikke synge nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord!", men derimod Grundtvigs nr. 401 "Guds ord det er vort arvegods".     

Mit salmevalg: 754 – 338 – 305 / 336 – 401.

Tredje søndag efter trinitatis – Luk. 15,11-32: Lignelsen om den fortabte søn.

Han gik i sig selv

Trods lignelsens titel i Det ny Testamente er det en historie, der først og fremmest handler om Gud. Man kunne også sige, at lignelsen handler om Jesus, for så vidt som den måde, faderen i lignelsen forholder sig til sine to sønner på, ganske svarer til den måde, Jesus forholder sig til mennesker på. Sådan som Jesus er blandt mennesker, sådan er Gud for mennesker. Meningen med at fortælle lignelsen er den, at få sagt netop det om Gud, så ethvert barn kan forstå det.

     I lignelsens sammenhæng elsker faderen begge sine sønner på samme måde, som vi under normale forhold vil sige, at vi elsker alle vore børn lige højt. De er ganske vist forskellige, men vi elsker dem uden at gøre forskel mellem dem.

     I lignelsen her er der to sønner, som er vidt forskellige. Den yngste vil have sin frihed til at leve sit eget liv og kræver derfor at få sin del af arven udbetalt. Pengene sætter han hurtigt over styr og ender med at være det, der i al fald i en jødisk sammenhæng må være det ringeste af alt: Han ender med at være svinepasser.

     Den anden søn, som levede pænt og ordentligt, gik det også skidt for. Han blev vred og sur og ville ikke være med, da der endelig var noget at glæde sig over. Han så på sin egen fortræffelighed og ulastelighed og holdt derfor på, at det skulle gå retfærdigt til, og dermed var han sat udenfor.

     Sådan set er der to fortabte sønner i lignelsen, og de har begge to behov for at "gå i sig selv". At "gå i sig selv" er vel sådan set det modsatte af at "være ude af sig selv", det vil sige at have mistet orienteringen, så man flakker forvildet rundt uden at have noget at holde sig til. I lignelsen har begge sønner på hvert sit tidspunkt mistet orien-teringen, for så vidt som de på hver deres måde satte det over styr, som bandt dem til deres hjem.

     I lignelsen gik den yngste søn i sig selv, mens den ældste søn blev ude af sig selv. Det kan også ske for os andre. Vi kan kræve den totale frihed og begå alle de dumhe-der, det skal være. Vi kan også påstå, at vi vil leve af vor egen fortræffelighed og på et grundlag kræve vor ret. I begge tilfælde sætter vi barmhjertigheden og tilgivelsen som grundlæggende livsvilkår over styr, medmindre vi går i os selv. Det gælder i almindelige medmenneskelige forhold, og det gælder også i vort forhold til Gud.

     I grunden er vi hver for sig både den ene og den anden søn. En gang imellem kræ-ver vi friheden, og engang i mellem kræver vi retfærdigheden, og en gang imellem bliver vi nødt til at opgive begge krav for i stedet at gå i os selv og leve af tilgivelsen – både menneskers og Guds.

Forslag til salmevalg

Ordet "nåde" er ligesom et nøgleord på denne søndag, hvor det handler om den for-tabte søn, så derfor skal vi begynde gudstjenesten med at synge nr. 10 "Alt, hvad som fuglevinger fik". Den er en lovsang til Guds nåde.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 65,1-2 er en del af en straffetale mod afgudsdyrkerne. Som svar på den tale kunne man så passende synge nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned" vers 5-7. Man kunne også synge nr. 498 "Gud, efter dig jeg længes", men den kunne på den anden side også bruges som tredje salme efter epistellæsningen. Nr. 308 "Helligånd, vor sorg du slukke", kunne også være brugt på begge placeringer, men jeg foreslog den også i pinsen.

     Som salme efter prædikenen var min første indskydelse at vælge nr. 3 på grund af ordene i vers 5 "faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud!" Der er også nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand", men den vil også være brugbar på mange andre søndage. Derefter opdagede jeg, at Grundtvig faktisk har skrevet en salme over teksten, nemlig nr. 167 "Hører I, vor Herre kalder". Den faldt jeg for.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 518 "På Guds nåde i al våde", som jeg helst vil synge på melodien fra Herrnhut omkring 1740.

     Det blev til fire salmer af Grundtvig og en af H.C. Sthen. Hvis man synes, at Grundtvig skal rationeres lidt, ville jeg tage nr. 487 efter prædikenen.

Mit salmevalg: 10 – 493 v. 5-7 – 498 / 167 – 518.

Fjerde søndag efter trinitatis – Matt. 5,43-48: Om fjendekærlighed.

Som den himmelske Fars børn

Selv om vi i samfundslivet siger, at vi går ind for retfærdighed og lighed for loven, så ser vi alligevel jævnligt gennem fingre med, at retten bliver bøjet, og loven bliver tilsidesat. Vi skal have tingene til at fungere og bliver derfor nødt til at justere kravene i retning af det rimelige, så livet bliver overkommeligt. Dermed ender vi i det halvhjertede, hvor vi gør en dyd ud af at elske vore nærmeste og være ligeglad med resten.

     I evangeliet lyder det anderledes. Dér er det ikke blot gjort med, at vi elsker vore nærmeste og hader vore fjender. Vi skal sandelig også elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Mindre kan ikke gøre det! Som kristne mennesker er vi i kraft af det, som vi har hørt, forpligtede på i et hvilket som helst andet menneske at se en bror eller en søster, uanset hvor dum og utiltalende han eller hun er. Også det andet men-neske er et menneske, for hvis skyld Kristus satte sit liv til. I sin færden blandt menne-sker gjorde Jesus sig selv til en bror for dem, som han var iblandt. Dem, som måske ellers ingen ville vide af, gjorde han til sine egne søskende. Han brugte bogstaveligt talt sit eget liv og sin egen død for at være til for dem, som ingen ellers ville vide af. Det gjorde han, fordi han havde tro til det, dvs. fordi han selv levede i den tro, at Gud var med i det.

     Det er på den baggrund, at det bliver sagt til os: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn!" Det lyder fuldkommen umuligt, men det er i virkeligheden det gladeste budskab, vi over hovedet kan høre. Vi er den himmelske fars børn og skal leve som dem, der er det. Hvis vi kun elsker vore nærmeste og kun vil kendes ved dem, der vil kendes ved os, og hvis vi kun vil hilse på vore brødre og søstre i logen eller i partiet, hvad særligt gør vi så? Det gør hedningerne jo også. Men at være fuldkommen og helhjertet, det er at være sådan som den himmel-ske far er. Og hvad han er, det kan vi lære ved at se på det liv, som Jesus levede blandt mennesker. Sådan som han levede, sådan er Gud! Sådan skal vi derfor selv leve i det rige, hvor det er Gud, der har magten.

Forslag til salmevalg

I vor tids prædikener og salmeskrivning handler det i høj grad om kærlighed. Det hand-ler om kærlighed som en fordring til os. Kærligheden er ikke blot en fordring. Den er en udfordring, som vort liv skal måles på. Derfor kan det være godt at blive mindet om, at det ikke begynder med vores kærlighed – det vil sige, hvor dygtige vi er til det med kærlighed, men det begynder med Guds kærlighed til os. Derfor vil det være en god begyndelse på gudstjenesten, hvis vi synger nr. 385 "Op, alle folk på denne jord, Guds kærlighed at kende".

     C.J. Boyes salme "Hvor blev guds jord et dejligt sted at bygge på, når broderfred var overalt at finde" er ikke med i den nuværende salmebog. Den ville ellers passe ganske godt sammen med den gammeltestamentlige læsning. Men så er der nr. 685 "Vor Gud er idel kærlighed" eller nr. 688 "Skal kærlighed sin prøve stå". Nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort" ville heller ikke være dårlig som anden salme.

     Nr. 688 "Skal kærlighed sin prøve stå" kan så bruges som tredje salme efter epistellæsningen og før evangelielæsningen. Salmen er faktisk skrevet som en kommentar til søndagens evangelietekst, så den kunne også bruges efter prædikenen. Men på den plads har jeg allerede udset mig nr. 365 "Guds kærlighed ej grænse ved", som ganske vist ikke er skrevet til teksten, men den passer godt.

     Som udgangssalme vil jeg tage det sidste vers af nr. 689 "Hvor ser det ud i verdens ørk". Salmen kunne selvfølgelig også have været sunget i sin helhed i løbet af gudstjenesten, men jeg synes, at det sidste vers kan være godt at gå hjem på.

Mit salmevalg: 385 - 683 – 688 / 365 – 689 v. 5.

Femte søndag efter trinitatis - Matt. 16,13-26: Peters bekendelse.

Kirkeklippen

Simon Peter indtager unægtelig en særstilling blandt Jesu disciple. Han var den første til at følge Jesus. Han var den første til åbent og højlydt et udtale bekendelsen: "Du er Kristus, den levende Guds søn". Og da de nåede frem til Jerusalem, var han i ypperstepræstens gård den første til at sige, at han overhovedet ikke havde noget kendskab til denne Jesus. Navnet Peter betyder "klippe". Det er denne betydning, Jesus underfundigt spiller på, da han siger: "På denne klippe vil jeg bygge min kirke". Man må sige, at der skal mod til at bygge kirke på dette vaklende grundlag. Men nu er det ret beset heller ikke Peter som person, kirken bliver bygget på. Det er ikke personen, der er kirkegrundlag. Det er bekendelsen, der er det.  

     Bekendelsen er en reaktion på en henvendelse eller en meddelelse. Hvis et menneske siger: "Jeg elsker dig", så ligger der i dette udsagn en meddelelse, hvori man udleverer sig selv til det andet menneske. Hvis det ender lykkeligt, må den bekendelse, der svarer til meddelelsen, lyde: "Jeg elsker også dig". Bekendelsen beror ikke på et valg, men derimod på en overrumpling. Peter var bogstaveligt talt blevet overrumplet af Gud. Han var blevet overrumplet i en sådan grad, at end ikke den sene-re fornægtelse i ypperstepræstens gård lykkedes for ham. For det fortælles nemlig, at da Peter for tredje gang nægtede at kende noget til Jesus, da vendte Jesus sig om og så på ham. Og Peter brast i gråd. I en af sine passionssalmer har Thomas Kingo fået endnu en pointe ud af denne detalje: Ligesom Moses i ørkenen slog vand af klippen, således slog Jesus i ypperstepræstens gård vand af Peter, som så at sige blev ramt bagfra af den bekendelse, han tidligere havde aflagt. Endnu engang måtte han i gråden gå til bekendelse.

     Bekendelsen er hjertets svar på det, som troen hører. Det er en vekselvirkning. I gudstjenesten svarer det til, at evangeliet bliver forkyndt, og folk i kirken svarer ved at synge trosbekendelsen eller en salme. Hele gudstjenestens væsen er grundlagt på denne vekselvirkning mellem forkyndelse og bekendelse: Når vi hører evangeliet forkyndt og tror det, som vi hører, så svarer vi med vores bekendelse, for vi kan ikke gøre andet, når vi tror det, som vi hører.

     På det grundlag opstår kirken. Ret beset er det Gud selv, der bygger kirke. I grunden var Peters bekendelse heller ikke hans egen bekendelse, selv om den lød af hans mund. Derimod var det Gud selv, som gav sig til kende i Peters mund. Og derfor sagde Jesus til ham: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far i himlen". Det er på denne bekendelse, at kirken bliver bygget, den kirke, som døden ikke skal få magt over.

Forslag til salmevalg

Den første halvdel af evangelieteksten til i dag handler om Peters bekendelse. Det er den tekst, som man i den katolske kirke ofte henviser til som den bibelske begrundelse for pavens embede og nøglemagt. I grunden er der ikke så meget, der adskiller den katolske kirke fra vores kirke – vel at mærke, når man ser bort fra embedssynet. Hos os er præsteembedet ikke afledt af pavens embede, men derimod af de døbtes almindelige præstedømme. Den forskel er til gengæld også afgørende. Det vil jeg forsøge at holde mig for øje i salmevalget.

     Den første salme, som falder mig ind er nr. 325 "Jeg ved et lille Himmerig". Den handler om kirken som vort himmerig, hvor ifølge vers 5 "Herren ved sin tjeners røst lyslevende afmales". Men måske er det bedre med nr. 318 "Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige", fordi sendelsesmotivet træder tydeligere frem i salmens to sidste vers. På den baggrund er man også bedre forberedt til at høre om Jeremias' sendelse i den gammeltestamentlige læsning. Efter denne læsning vil jeg foreslå nr. 390 "Gud, lad dit ord i nåde lykkes" eller den efterfølgende nr. 391 "Dit ord, o Gud, som duggen kvæger".

     Hvis man kan bruge evangelieteksten som begrundelse for pavens embede, vil man med endnu større ret kunne bruge epistelteksten som skriftbegrundelse for det almin-delige præstedømme. Til støtte for det synspunkt kunne man så synge nr. 265 "Om salighed og glæde", hvis sidste vers direkte refererer til epistelteksten. Den kunne selvfølgelig også bruges som udgangssalme, og så kunne man tage nr. 672 "Jeg ved på hvem jeg bygger" som salme før prædikenen.

     Efter prædikenen kunne man synge K.L. Aastrups nr. 54 "Hvad mener I om Kristus", hvis første linje refererer til evangelieteksten, men den kan nu også synges på en anden søndag. Jeg foretrækker i stedet Grundtvigs nr. 348 "Tør end nogen ihukom-me". Den er noget mere dybsindig, og det kræver måske nok lidt bibelkundskab at afkode salmeteksten, men det kan prædikenen måske være hjælpe til med. Man kunne også nøjes med at synge de tre sidste vers, hvor man får at vide, at kirken selv er en eskatologisk størrelse, "et gæstekammer til en himmelsk altergang". Men jeg synes nu, at man skal synge alle otte vers.

     Hvis ikke nr. 265 bliver udgangssalme, vil jeg foreslå nr. 356 "Almagts Gud, velsig-net vær", hvilket alene i kraft af melodien vil give en pompøs afslutning på gudstjene-sten.

Mit salmevalg: 318 – 390 – 265 / 348 – 356. 

Sjette søndag efter trinitatis – Matt. 19,16-26: Den rige unge mand.

En af Guds muligheder

Martin Luther tilbragte en del af sin ungdom i et kloster, hvor han på et tidspunkt mente, at hans meget store synd bestod i, at han ikke kunne gøre sig selv til et retfærdigt og ulasteligt menneske i Guds øjne. Han kunne ikke, hvor meget han end anstrengte sig. Senere hen da han for alvor blev ramt af vor Herres ord i evangeliet, opdagede han, at hans meget store synd bestod i, at han ville gøre sig selv til et retfærdigt og fuldkom-ment menneske i Guds øjne. For det at ville realisere sig selv over for Gud er dybest set det samme som at ville gøre sig selv uafhængig af Gud. Det er at ville leve af sit eget og ikke af det, der er Guds.

     Historien om den rige unge mand, der gik bedrøvet bort, fordi han var meget vel-havende, er uhyggelig aktuel. Også Jesu disciple blev forfærdede, da episoden i hele dens rækkevidde gik op for dem. "Hvis det forholder sig sådan, at en kamel lettere går gennem et nåleøje, end at en rig kommer ind i Guds rige, hvem kan så blive frelst?" spurgte de. Svaret er, at det er der ingen, der kan. Det er lige så umuligt som det, at et menneske skulle kunne løfte sig selv op ved håret. Men den konstatering er til gengæld baggrund for det evangeliske budskab, at for Gud er alting muligt.

     Det kan godt være, at vi i vores samfund er blevet temmelig ligeglade med Gud, fordi vi har den opfattelse, at vi kan det hele og derfor også selv skal iscenesætte vores liv. Vores rigdom har gjort, at vi er blevet sådan. Men evangeliet til os på denne søndag er, at vi stadig er mulige. Hver især er vi en af Guds muligheder. Vi er ikke kommet så langt væk, at vi er uden for hans rækkevidde. Gud kan stadig bruge os. Det er ganske vist sådan med Gud, at han skabte alt af intet, og derfor er det muligvis også sådan, at når Gud skal bruge noget, så man han først gøre det til intet. Og så må det være så-dan. Men hinsides al tilintetgørelse er vi stadige mulige for Gud. Det gælder både her og hisset. Og for os er det det evige liv at tro det! Det er det, som det egentlig kommer an på! Dette at tro, at Gud er. Og det er ikke blot det at tro, at Gud er til, men nok så meget at tro, at Gud er til for mig og derfor er opmærksom på mig – også når jeg selv synes, at jeg er umulig. For Gud er jeg en mulighed!

Forslag til salmevalg

Denne søndag handler om, hvad der er muligt for Gud, så kunne passende begynde med nr. 15 "Op, al den ting, som Gud har gjort".

     Den gammeltestamentlige læsning er forkyndelsen af de ti bud. I gudstjenesten nødvendiggør det en evangelisk kommentar, hvilket Brorson kan tage sig af med nr. 691 "Loven er et helligt bud".

     Som salme mellem epistelteksten og prædiketeksten havde jeg først tænkt, at vi skulle synge nr. 496" Af dybsens nød, o Gud, til dig". Men så gik det op for mig, at den unge mand i evangelieteksten, egentlig ikke var en nødstedt, da han kom til Jesus. Det var først da han gik bort, at han virkelig kom i klemme i nåleøjet, fordi han var meget velhavende. Man kunne så med tanke på epistelteksten synge nr. 518 "På Guds nåde i al våde", men den havde jeg som udgangssalme på 3. søndag efter trinitatis. Så er det måske bedre med helligåndssalmen nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder", som i vers 4 taler om "den snævre port for sjælen".

     Jeg opgiver Luther-salmen "Af dybsens nød" før prædikenen. Til gengæld kan han få lov at få salmen efter prædikenen, nemlig nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand". Det kan godt være, at den unge mand ikke frydede sig, da han gik bort fra Jesus, men vi andre kan gøre det, fordi vi har fået at vide, at vi stadig er mulige for Gud.

     Udgangssalmen kan så være nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort", men en havde vi for et par søndage siden. Så er det bedre med nr. 522 "Nåden er din dagligdag" eller nr. 523 "Min nåde er dig nok". Jeg vælger nr. 522 på Martin Elmquists melodi.

Mit salmevalg: 15 – 691 – 307 / 487 – 522.

Syvende søndag efter trinitatis – Matt. 10,24-31: Sælges ikke to spurve for en skilling.

Ikke uden Gud

I sin roman "Kridtstregen" fortæller Erik Aalbæk Jensen om en mand, der lige efter den tyske besættelse sidder fængslet og venter på at få dødsdommen over sig eksekveret. Han havde været stikker, hvilket der i situationen lige efter besættelsen ikke var nogen tilgivelse for. Hvad var det, der gjorde, at han var blevet stikker? Et sammenfald af tilfældigheder var det vel egentlig! Og hvem skal så stå til regnskab for det?

     Inden han skal skydes, beder han om at tale med præsten. Men hvad skal præsten sige til ham? Skal han sige til ham, at sådan har Gud villet det? Skal han sige til ham, at Gud er sådan en slags puslespiller, der tager alle brikkerne i en pose og ryster den for derefter at sprede brikkerne ud over bordet i en tilfældig orden? Nej det kan han ikke få sig til at sige. Hvad Gud har villet og ikke villet, ved præsten lige så lidt om som alle andre. Men så kommer han i tanke om, at Jesus har sagt til sine disciple: "Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med den!" Betyder der nu, at det er Guds vilje, at en spurv falder til jorden og dør? spørger præsten nærmest henvendt til sig selv. Nej, det gør det ikke. Det kan vi i alle fald ikke vide noget om. Men det vi får at vide er, at Gud er der, når det sker. Gud er ikke et fjernt væsen, som fra et hjørne af universet i ophøjet majestæt udeltagende iagttager, hvad der foregår her, hvor vi er. Men i vor Herres skikkelse opsøger Gud os på tilværelsens yderste kanter for at sige til os, at uanset hvad der sker, så skal vi ikke være uden Gud. Derfor gik Jesus til de spedalske i stenbruddene, til de foragtede toldere og til andre syndere for at sige til dem, at de ikke skulle være uden Gud. Ja, han måtte helt ud på Golgata for at sige til en dødsdømt røver, at heller ikke han skulle undværes hos Gud.

     Vi kan ikke gøre os kloge på, hvad der er Guds vilje, og hvad der ikke er, selv om vi på den anden side heller ikke kan lade være med at tænke over det. Hvad det angår, er det rigtigt, hvad den gammeltestamentlige prædikant siger om Gud, at "han har lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør". Tilværelsens tilsyneladende meningsløshed gør det ikke menings-løst at bruge ordet "Gud". I evangeliets forstand vil Gud være gud for dem, der ingen gud har. Gud for de gudløse! Eller som det siges et andet sted: Det er ikke de raske, der har brug for en læge, men derimod de syge. På samme måde er Jesus ikke kom-met for at kalde retfærdige, men derimod syndere. Han er ikke kommet for at gøre Gud gældende for dem, for hvem tilværelsen giver en ganske glimrende mening, og som på den baggrund er i stand til at være deres egen gud og ikke har brug for andet end det. Nej, han er kommet for at være Gud for dem, der ikke har andet at holde sig til end netop Gud.

Forslag til salmevalg

"Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender, tilmed er lykkens gang i dine hænder". Med disse opmuntrende ord vil jeg gerne begynde denne søndag, hvor evangelietek-sten er en del af Jesu udsendelsestale til disciplene, som bliver stillet i udsigt, at det ikke skal gå dem bedre end deres herre. Det er nr. 743 "Nu rinder solen op af øster-lide".

     Den gammeltestamentlige læsning er fra Prædikerens Bog kap. 3, som er det ofte citerede kapitel om tiden, der kan være til både det ene og det andet, uden at det er til at finde hverken hoved eller hale i det. Af Brorsons trøstesalme "Nu, Gud ske lov, at stunden" på tolv vers er der i salmebogen kun et enkelt vers nr. 661 "Gud ene tiden deler", men det passer vist meget godt her.

     Som tredje salme er der flere muligheder at vælge imellem. Der er igen Brorson med nr. 512 "Hvo vil mig anklage", som læner sig lidt op ad epistelteksten. Så er der nr. 355 "Gud har fra evighed givet sin søn os til Herre". Den står egentlig meget godt mellem episteltekst og evangelietekst. Desuden er der nr. 655 "Er du modfalden, kære ven", som også godt kunne bruges efter prædikenen. Ellers er der efter prædikenen nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil", som også rummer en hel del opmuntring.  

     Den sidste salme kan følge op på dette med at være en Jesu discipel og blive sendt ud i verden, hvilket får mig til at tænke på nr. 372 "Dit værk er stort, men jeg er svag" og nr. 373 "Herre, jeg vil gerne tjene".

Mit salmevalg: 743 – 661 – 355 / 33 – 373.

Ottende søndag efter trinitatis – Matt. 7,22-29: Lignelsen om huset på klippen og huset på sand.

Huset, som Gud har bygt

På denne søndag vil det være passende at synge en bryllupssalme, nemlig nr. 701, som hedder ”Huset, som Gud har bygt”. Den kan ovenikøbet synges på en jule-melodi, hvilket måske kan køle lidt her i sommervarmen. Det er en dejlig lille salme, som Grundtvig skrev til sin datter Metas bryllup i Vartov Kirke i 1846. Men inspirationen til den er hentet fra lignelsen om de to husbyggere.

     I salmen gøres der ikke noget ud af den husbygger, der byggede sit hus på sand-grunden. Han er for så vidt også uinteressant. Det gik skidt med ham og hans hus, og det kan måske nok kalde på vores skadefryd, som også er en slags suveræn livsytring. Der er noget tragikomisk ved ham, som må se huset rasle sammen om ørene på sig selv, fordi han ikke havde bygget på et ordentligt grundlag. Men netop derfor er han altså også uinteressant. Det er ikke ham, der skal have vores opmærksomhed. Han var bare dum, og det var mest ærgerligt for ham selv.

     Men så er der den anden husbygger, altså ham der byggede sit hus på klippegrun-den. Han var en klog mand, og ham kan vi derfor godt skænke noget mere opmærk-somhed. Lignelsen lægger da også op til, at vi skal ligne den kloge husbygger. Men dermed er der også lagt op til den fristelse, der går ud på, at vi giver os til at ransage os selv og vore omgivelser for nu at se, hvem der bygger på klippen, og hvem der bygger på sand. Skadefryden ved at afsløre de sidste vil vi alligevel gerne have med.

     Den fristelse undgår Grundtvig i sin bryllupssalme, idet han nemlig ser sådan på det, at der i grunden kun er en, som har været klog nok til at bygge på klippen, og det er Gud selv. Huset, som Gud har bygget, er kirken, og den står fast og godt på sit eget fundament, som hverken kan rokkes af storme eller bølger. Dens fundament er Jesu tro, og derfor rummer dette hus al Himmel-herligheden - men vel at mærke hernede, hvor vi selv er. Gudshuset er himlen, som er sænket ned på jorden, og derfor kan vi hernede på jorden leve under himmelske vilkår. Det er nemlig ikke vores egen tro, det kommer an på, men derimod Jesu tro. På det grundlag skal lovsangen til Guds ære lyde fra jord til himmel.

Forslag til salmevalg

Som ovenfor antydet mener jeg, at man på denne søndag efter prædikenen skal synge Grundtvigs bryllupssalme til datteren Meta nr. 701 "Huset, som Gud har bygt". Ellers skulle det være nr. 672 "Jeg ved, på hvem jeg bygger", men jeg synes, at nr. 701 er bedre.

     Som første salme kunne jeg tænke mig en morgensalme som for eksempel nr. 737 "Jeg vil din pris udsjunge", hvis femte vers kan tjene som en slags forberedelse til evangelieteksten.

     Meningen med at læse profeten Mika 3,5-7 må være den at have en gammeltesta-mentlig tekst, der matcher episteltestens tale om de falske profeter samt evangelietek-stens ord om alle dem, der har profeteret i Jesu navn, men alligevel bliver vist bort. Hvad skal man dog synge til det? Jeg vælger nr. 341 "Det lakker nu ad aften brat", hvilket nok så meget skyldes, at jeg synes, det er en dejlig salme. Man kunne så blive i det spor og efter epistellæsningen synge nr. 390 "Gud, lad dit ord i nåde lykkes". Men den havde vi for tre søndage siden. I stedet vælger jeg nr. 672 "Jeg ved på hjem jeg bygger".

     Udgangsalmen kan så være nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord" eller de to sid-ste vers af nr. 577 "Vor tro er den forvisning på".

Mit salmevalg: 737 – 341 – 672 / 701 – 577 v. 7-8.

Niende søndag efter trinitatis – Luk. 18,1-8: Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer.

Plag dig til Guds rige!

Man kan udmærket forestille sig, at hændelsesforløbet i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer har fundet sted i virkeligheden. Det kunne have været en skan-dalehistorie i avisen. Man kan sagtens forestille sig en dommer, der er ligeglad med både Gud og mennesker, og som giver en påtrængende enke ret alene af den grund, at hun plager sig til det. Hvad skal man som avislæser mene om en sådan dommer, der tager parti for den, der plager ham om en bestemt afgørelse. Hvad kan vi lære af det? Ja, vi kan uddrage den enkle lære, at påtrængenhed betaler sig. Det er vist endda en meget almindelig sandhed, at det forholder sig sådan.

     Men evangeliet er ikke blot en almindelig sandhed, der svarer til erfaringen. Som kristne mennesker lever vi derimod i håbet om det Guds rige, som kommer, og som også er allerede nu. Grundtvig giver udtryk for det i mange af sine salmer, for eksempel i salmen "Midt iblandt os er Guds rige". I håbet om det kommende gudsrige, som vi allerede nu får del i under gudstjenesten, skal vi være udholdende i bønnen. Vi skal være som den påtrængende enke i forhold til den uretfærdige dommer. At være udhol-dende i bønnen er ikke at være en virtuos i den religiøse disciplin, der i nogle kredse kaldes "fri bøn". At være udholdende i bønnen er ét og det samme som at gå i kirke.     Jeg blev engang af en journalist præsenteret for det synspunkt, at man godt kan være en god kristen uden at gå i kirke. Dertil bemærkede jeg, at det muligvis nok kunne være tilfældet, men at jeg syntes, at det måtte være helvedes besværligt. Det mente jeg ganske bogstaveligt på samme måde, som når Grundtvig i digtet "Nyaarsmorgen" siger: "Lys uden varme er helvedes kval". Jeg fik efterfølgende i flere breve mange skældud for min bemærkning.

     At være udholdende i bønnen er for mig at gå i kirke til gudstjeneste, fordi gudstje-nesten her i foreløbigheden er det eneste, jeg kender som Guds rige. En dag skal det åbenbares i al sin herlighed. Men foreløbig må vi nøjes med den herlighed, der åben-bares i gudstjenesten, og det er heller ikke så lidt. Hvor finder man et sted, der rummer en tilsvarende mangfoldighed og skønhed?

     I evangelietekstens slutning stiller Jesus sine tilhørere spørgsmålet: "Når Menneske-sønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" – Ja, det er jo ikke godt at vide! Så derfor skal vi være udholdende i bønnen og gå i kirke – det vil sige gå derhen, hvor Guds rige midt i foreløbigheden findes allerede nu, fordi kirken er et sted, hvor Gud lader sin tilgivelse råde!

Forslag til salmevalg

Valget af den første salme i gudstjenesten beror for mit vedkommende ofte på fornemmelser. Hvad er det, søndagen går ud på? Hvilken årstid er vi i? Hvilke salmer skal vi ellers have i gudstjenesten? Og hvordan passer de sammen med hensyn til melodi og tekst?

     På denne søndag vælger jeg at begynde med nr. 726 "Gak ud min sjæl, betragt med flid". Det er stadig sommer, og vi har endnu ikke sunget den. Så den skal med nu.

Den anden salme i gudstjenesten skal efter min opfattelse ikke være for lang, og så gør det ikke noget, hvis den også passer til den gammeltestamentlige læsning, som i dag er fra Esajas 10,1-3, hvor vores opmærksomhed ledes hen på de svage, de hjælpeløse og de faderløse. På en baggrund har jeg i "100 salmer" fundet frem til nr. 887 "Gud i livets dybder".

     Den tredje salme skal på en eller anden måde balancere mellem epistellæsning og evangelielæsning. Jeg er ofte tilbøjelig til at vælge en helligåndssalme med en bøn om, at prædikenen må lykkes. På denne søndag bliver det nr. 292 "Kærligheds og sand-heds ånd", som passer godt i forlængelse af epistelteksten.

     Som prædiketekst har man på denne søndag to muligheder, dels Luk. 12,32-48, dels Luk. 18,1-8. Den sidste kom ind i alterbogen fra 1992, og den vælger jeg med den begrundelse, at jeg ikke så ofte har haft lejlighed til at prædike over den. Bagefter vil jeg gerne synge nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige".

     Den sidste salme skal heller ikke være for lang. Hvis den dertil kan resumere lidt af det, som gudstjenesten gik ud på, er det også fint. Med denne bagtanke vælger jeg som udgangssalme nr. 585 "Hvor der er tro på Gud".

Mit salmevalg: 726 – 887 – 292 / 320 - 585. 

Anden pinsedag – Johs. 6,44-51: Livets brød.

Vort Jerusalem og vort Golgata

Johannesevangeliet gør sig stor umage med at forkynde Gud som den nærværende Gud, dvs. som den Gud, der kommer til verden, hvor han blev kød og tog bolig iblandt os, som det siges allerede i evangeliets fortale. Som et menneske, der lever og færdes iblandt mennesker, er Gud til i verden. Derfor bliver evangelisten heller aldrig træt af at under-strege, hvor godt Gud og Jesus kender hinanden: "Ingen kender Faderen og har set Faderen undtagen Sønnen, som er udsendt fra Faderen. Faderen er i Sønnen, og Sønnen er i Faderen. Jeg og Faderen vi er ét. Derfor: Den, som har set mig, har set Faderen. Kender I mig, kender i derfor også min Fader". Eller som det hedder i evangeliet til i dag: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham". Derfor er det også Sønnen, der ved sit ord i dag - på denne vort livs hidtil yderste dag - skal oprejse det fortabte menneske, som ikke har andet tilbage at håbe på end Guds tilgivelse.

     Ved juletid synger vi i en salme, at kirken er vort Betlehem. For os er den det sted, hvor Gud kommer til verden og bliver kød og tager bolig iblandt os. Sognekirken på vort eget sted er Betlehem. Vi kan fortsætte denne billedlige tankegang og sige, at det landskab, som kirken ligger i, er vort Galilæa. Det er her, vi lever vores daglige tilværelse, men hvor vi på vor vej mindst én gang om ugen kan møde Gud og høre hans ord til os. Og ved alteret, som er vort Jerusalem og vort Golgata, kan vi legemligt tage imod ham som det levende brød, der kommer ned fra himlen.

     Vi skal ikke som pilgrimme forlade vor egen tid og vort eget sted og begive os ud på meningsløse vandringer i et forsøg på at skrue tiden tilbage til Jerusalem for to tusinde år siden. Det kan vi simpelthen ikke. Vi må redeligt blive her, hvor vi er, og bede til, at Gud på denne vort livs hidtil yderste dag vil gøre sig selv så virkelig, som han ved Helligånden gjorde sig selv virkelig for både sine disciple og for mange andre på den første pinsedag i Jerusalem.

Pinsedag - Johs. 14,15-21: Løftet om en anden talsmand.

Pinsen er hjemlighed

I eksistentialismens og marxismens dage (jeg er gammel nok til at kunne huske begge dele) var "fremmedgørelse" et begreb, som man kunne håndtere filosofisk, fordi man havde en formodning om, at der på den anden side af fremmedgørelsen måtte være en egentlighed, som kunne virkeliggøres, enten ved at man overtog sig selv eller overtog produktionsmidlerne, alt afhængigt af hvilken "isme", man hyldede. I vore dage lever vi i en "post-modernistisk" tid, der af de politiske partier markedsføres som en positivistisk værdikamp, hvis den da ikke opleves som kulturel værdinihilisme. 

     Pinsen er det modsatte af alt dette. Pinsen er hjemlighed. Hvis man tænker tilbage på de marginaliserede eksistenser, som Jesus kalder sine disciple, så var de mennesker, som han havde kaldt ud af tilfældigheden ved at give dem et sted at være, nemlig hos ham. Han var blevet deres liv. Uden at de på nogen måde havde villet det, var de blevet en del af hans historie. De forstod ikke, at han en dag skulle tages fra dem, og at de samme dag ville blive alene i verden og fremmede for det, som var blevet deres liv. Men Jesus havde givet dem et løfte, som de heller ikke forstod: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Der skal komme en dag, da I skal erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer".

     Pinsen er den dag, hvor dette løfte går i opfyldelse. Pinsen er, at Gud ved vor Herres ord og Helligåndens gerning kommer til os igen og igen og forsikrer os om, at vi ikke er alene i verden, prisgivet enten til den kulturelle værdinihilisme, hvor vi ingenting tror på, eller til den politiske værdipositivisme, hvor vi tror på alt muligt. For uanset hvor i verden vi er, er vi på et sted, som Gud kender. Vi går på veje, som Gud også tør kende. Vi tumler ikke planløst rundt i universet. Vi er ikke faderløse eksistenser, som har mistet enhver sammenhæng med historien, for vi er blevet en del af Guds historie, sådan som vi kender den i fortællingen om Jesus Kristus. Ingen nok så nøjeregnende historiker kan gøre det usket, for det sker også nu. Den omstæn-dighed, at vi holder pinsegudstjeneste, er et udtryk for, at det sker. Ingen kan benægte, at det sker. Vi kan selvfølgelig lukke Gud ude af vores tilværelse og blive ateister. Men vi kan ikke blive så fremmede for os selv, at vi også er fremmede for Gud. Det forhindrer pinsen. For pinsen er hjemlighed midt i en tilfældig og meningsløs verden. Pinsen er at høre hjemme hos Gud, uanset om vi vil vide af det eller ej!