Kirkegang og gudstjenester

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

     I alle de år, hvorfra jeg er i stand til at huske noget som helst – og det er i alt fald 75 år – har man klaget over en svigtende kirkegang. Min far, som var præst i tre landsogne på kanten af Lille Vildmose, mente at der kirkeligt set ikke var sket noget som helst i sognene, siden kristendommen blev indført. ”Og så er det endda et spørgsmål, om der skete noget dengang?”, føjede han eftertænksomt til.

     I min egenskab af biskop har jeg i næsten 18 år gået i kirke i et eller andet sogn på Fyn eller øerne. Jeg har i disse år som præst selv stået for en gudstjeneste mellem en tredjedel og en fjerdedel af alle gudstjenestedage, hvilket ikke har hindret mig i samme dag at være kirkegænger i et andet sogn, hvis det var muligt. Når jeg har været til stede som en almindelig søndagskirkegænger, har der af og til været få i kirke. Én eneste gang ville der have været messefald, hvis jeg ikke selv var kommet. Det var en anden påskedag med snevejr og glat føre. Men alt i alt jeg har ikke kunnet konstatere, at kirkegangen er blevet ringere siden min barndom.

     Til gengæld er antallet af gudstjenester blevet meget ringere, hvilket selvfølgelig samlet set påvirker antallet af kirkegængere. I de cirka 50 år, jeg har været i Fyens Stift, er antallet af gudstjenester faldet med ca. en tredjedel – 33% færre gudstjenester. Dette tal er jeg nået frem til ved at sammenligne Fyens Stiftstidendes gudstjenestelister fra 1973 og 2023.

     Jeg må med beklagelse tilstå, at en del af dette tab af gudstjenester er sket under min vagt som biskop. Der er hovedsagelig to grunde til det;

     I bykirker, hvor der er ansat flere præster ved den samme kirke, har det været skik, at der på gudstjenestedage skulle være to gudstjenester ved hver sin præst, fordi de af sognets folk, som af kirkepolitiske grunde eller af personlige årsager føler sig mest knyttet til en af præsterne, skal have mulighed for at gå i kirke til den foretrukne præst. Godt støttet af menighedsrådene, som måske har fået øje på en besparelsesmulighed, hvad angår kirkebetjeningen, har man i de fleste bykirker nu kun én gudstjeneste.

     I landsognene er det ofte sådan, at en præst på hver gudstjenestedag skal betjene flere kirker. Nu er det sådan, at en præst har krav på seks ugers ferie plus seks friweekends, i alt næsten en femtedel af samtlige gudstjenestedage. I de situationer må nabopræsten træde til, hvilket medførte, at en præst i et flersognspastorat kunne have tre eller i sjældne tilfælde fire gudstjenester på en gudstjenestedag. Sådan er det ikke mere. Nu er det sådan, at en præst i afløsningssituationer kun har to gudstjenester, hvilket øger antallet af gudstjenesteaflysninger. Dertil kommer, at menigheds-råd, provster og biskopper tilsyneladende accepterer, at en præst i et flersognsembede jævnligt nøjes med kun at have en enkelt søndagsgudstjeneste i sit eget pastoratet.

     Som sagt: Jeg tager ansvaret for min del af miseren, og jeg ved ikke engang, hvad man kan gøre ved det!