Grækenland

I foråret 1978 tog Inger Merete og jeg til Grækenland med Tjæreborg Rejser. Vi kom til at bo på et charmerende lille hotel i Plaka-kvarteret, hvor vi faktisk også tilbragte en del af den tid, vi var i Athen, fordi vi lod os charmere af bydelen. Vi var dog også på en éndagstur til Delfi samt en todagstur til Mykene og Korinth, hvor vi boede i en bed-and-breakfast tæt på de arkæologiske udgravninger af det antikke Korinth. Selv om det nu er 45 år siden, husker jeg det som en rigtig dejlig tur kærestetur.

     Vi har været i Grækenland en del gange siden. Tre-fire gange har jeg været af sted med et af børnene for sig selv. Andre gange har jeg været af sted som rejseleder, men så har der som regel også været et af børnene med, hvis Inger Merete ikke selv er taget med.

     Når det har været en rejseledertur, har det som regel været en rundtur med afsæt i Athen og derfra til Korinth, Mykene og Epidaurus med en overnatning i Tolo. Derfra videre næste dag til Sparta / Mistra og videre over Taygetos-bjergene til Olympia med endnu en overnatning, inden vi den næste dag gik på opdagelse i antikken. Fra Olympia tog vi op til den Patras og den saroniske bugt, som vi kom over med en færge (senere er der kommet en bro). Derfra kørte vi så videre til Delfi med en overnatning samt naturligvis et besøg i det arkæologiske område plus en spadseretur i byen.

Klik på et billede forat forstørre!

1. Vores datter Lene foran Parthenon.  2. Hendes søn Mathias sammen med Inger Merete og mig på Akropolis.  3. Mathias foran Erechteion. 4. Udsigt fra Akropolis. 5. Areopagos-højen. 6. Vores søn Niels på Areopasos med Akropolis i baggrunden.  7. Theseion.  8. Mathias og Inger Merete på museum.

1. Korintherkanalen.  2. Inger Merete ved Peirene-brønden i Korinth.  3. Antik statue.  4. Mykene - Løveporten. 5. Agamemnons borg i Mykene.         6. Teatret i Epidaurus. 

1. Niels i Mistra. 2. Lars og mig i Mistra.  3. Mistra set fra bunden af byen. 4. En af de mange kirker i Mistra. 5. og 6. Det indre af kirken. 7. Kejser Konstantin og hans mor Helena. 8. Et kik op til et byzantinsk palads på bjergtoppen bag Mistra.

1. og 2. Olympia: Indgangen til det olympiske stadion.  3. Hera-templet, hvor den olympiske ild tændes. 4. Niels og jeg er lige kommet til at vælte Zeus-templet. 5. Praxiteles' statue af Hermes med Dionysosbarnet (Museet). 6 Dern nye bro over den saroniske golf. 7. og 8. Havnen i Nafpaktos og aftensmad i Delfi.

En dag var jeg gået ind den lokale kirke i Delfi, hvor jeg stod og kikkede på ikonostasen, det vil sige den billedvæg, der adskiller kirkerummet fra alterrummet. På den væg er der en ikon, der fortæller, hvem eller hvad kirken er indviet til. Det viste sig, at kirken i Delfi var indviet til Skt. Konstantin. Mens jeg stod dér, kom præsten forbi og spurgte mig:

-  Hvad kikker du på? 

- Jeg kikker på Konstantin, svarede jeg.

- Nej, sagde han. Det er Konstantin, der kikker på dig!

Det havde han ret i. I de ortodokse kirker er perspektivet vendt om, så man ikke selv er centrum, men man er genstand for det, som ikonen udtrykker. Når man træder ind i kirken, er man heller ikke centrum i rummet, men man træder ind i et billedligt univers, som er behersket af Kristus, som troner i kirkens kuppel. 

     Afhængigt af hvor mange dage vi havde til rådighed på en sådan tur (8, 10 eller 14 dage), kunne vi så køre videre til Kalambaka med de ejendommelige Meteora-klostre.

     I Kalambaka blev vi engang involveret i en fest for deres lokalhelgen, Vissarion, hvis hovedskal de fra kirken højtideligt havde båret ud på torvet, hvor han blev hyldet med musik og taler. Blandt andre var der en biskop til stede, som holdt en stor tale om Vissarion, som i henseende til lydighed var et enestående eksempel til efterfølgelse. Til min undren forstod jeg faktisk noget af talen, hvilket guiden, Rena, senere gav mig en forklaring på. Biskoppen havde nemlig talt byzantinsk (kirkegræsk), som er beslægtet med koinæ-græsk (nytestamentligt græsk). Denne kirkegræske dialekt ville kirkevante nutidsgrækere også kunne forstå, selv om de taler ny-græsk. Til gengæld kunne moderne grækere ikke forstå det græske sprog (kathareuousa = det rensede sprog), som blev talt i retssalene, da den græske militærjunta regerede i årene 1967-1974, for det var et sprog, der var konstrueret med baggrund i attisk græsk (Homers græske sprog) med det formål, at menigmand ikke skulle kunne kontrollere rettergangen, selv om den var offentlig og formelt set foregik på græsk.

1. Mathias og Inger Merete med athenæernes skatkammer i baggrunden (Delfi). 2. og 3. Apollontemplet. 4. Teatret. 5. Tholos. 6. Det arkæologiske område set fra det nedre plateau. 7. St. Konstantins Kirke. 8. Kirkens indre med ikonostas.

1. Kalambaka med Meteora-klipperne i baggrunden. 2.-6. Klippeklostrene. på billed nr. 5. ses det hejseverk, som tidligere var klosterets forsyningslinje fra omverdenen. 7.-8. En af de få munke, som er tilbage. 8. Inger Merete nyder udsigten.

Hvis vi havde tid nok, kørte vi fra Kalambaka til Saloniki (Thessalonika), hvorfra vi kunne tage en færge til øen Thassos, eller også kunne vi tage videre til den antikke by Filippi og gå på opdagelse dér, inden vi brugte en hel dag på at køre tilbage til Athen.

Jeg havde altid gode, kyndige guider i Grækenland. En af dem var Rena. Det kaldte hun sig, selv om hun faktisk hed Irene. Hun var dygtig til at guide os rundt i ruinerne fra det klassiske Grækenland og tog sig god tid til at forklare og svare på spørgsmål. Men det glimtede på en helt særlig måde i hende, når vi talte om kirken og det kirkelige liv i nutidens Grækenland.

- Hvordan har danskerne med deres kirke? spurgte hun mig en dag.

- Jo, svarede jeg. Danskerne er for flertallets vedkommende medlemmer af kirken, selv om de måske ikke er så flittige til at gå i kirke. De har som regel det synspunkt, at de vil have noget ud af det, eller at de vil have noget med sig hjem fra kirke.

     Det blev Rena voldsomt fortørnet over at høre. Hvilket kirkeligt barbari! Nej, hvis Rena skulle have noget med sig hjem, så gik hun hen i supermarkedet og købte det, hun havde brug for. Og så gik hun hjem med det.

- Men, når Rena går i kirke, sagde hun (hun havde det med at omtale sig selv i 3. person). Når Rena går i kirke, så går hun hen i kirken med alle sine glæder og sorger, og lægger dem frem for Gud. Og så synger hun alt, hvad hun kan for Gud!

     Det er et noget andet synspunkt på gudstjeneste, end det vi er vant til at have i Danmark, hvor vi har en slags forbrugeragtig holdning til kirkegang. Men på den anden side havde Rena ret, hvilket ikke burde overraske os, hvis vi ellers kender vores salmebog. Når man læser de første mange salmer, handler de jo netop om at synge for Gud: “Guds menighed, syng for vor skaber i løn!” (nr. 1, “Lover den Herre” (nr. 2), “Lovsynger Herren, min mund og mit indre!” (nr. 3), “Giv mig, Gud, en salmetunge” (nr. 4), “O, havde jeg dog tusind tunger” (nr. 5) og så videre, og så videre.

     For at rette op på det noget uheldige indtryk af danskerne fortalte jeg hende en dag, at vi i Danmark også synger græske salmer, selv om det er på dansk. Det ville hun gerne høre et eksempel på. Jeg nævnte så nr. 435 “Aleneste Gud i Himmerig”, hvor der under salmen står, at den er blevet til på græsk det 2. århundrede. Det kunne hun godt se, men hun ville gerne have at jeg oversatte den, hvilket jeg gjorde så godt, jeg kunne.

- Den kender jeg godt, sagde hun. Den synger vi også henne i min kirke!

1. Vores rejsehold i teatret i Filippi i Makadonien.  2. Guiden Rena og Niels.  3. Chaufføren George og Niels.  4.-8. Hagia Sofia-kirken i Saloniki, hvor der var bryllup. 

Renas synspunkt på gudstjenesten samt mine egne iagttagelser i de græske kirkerum inspirerede mig til at studere de østlige, ortodokse kirkers billedrige gudstjenesteformer lidt nøjere, hvorved jeg opdagede, at vi i Danmark har en lignende billedrigdom i vores salmebog, som også er værd at udforske.

     Men der er også en anden side af de østlige, ortodokse kirker, som er knap så charmerende. De er allesammen nationale kirker, og nogle af dem med et tydeligt statskirkeligt præg. Det kunne man selvfølgelig også sige om den danske folkekirke, men forskellen er den, at i folkekirken delegeres magten på demokratisk vis fra bunden, mens de østlige kirker er topstyrede, hvad enten man betragter en kirkelig synode eller en verdslig regering som toppen. Men det skal indrømmes, at vi i Danmark indimellem kan have svært ved at holde balancen, hvad angår folkekirken. Det viste sig for eksempel her i foråret 2023, hvor flertalsregeringen på byzantinsk vis uden videre afskaffede Store Bededag.

     I foråret 1987 var jeg på egen hånd i Athen for at undersøge forholdet mellem stat og kirke. Af det danske undervisningsministerium var jeg blevet udstyret med et europæisk kulturpas, som gav adgang til alle museer i Europa. Desuden åbnede det også nogle døre i forskellige ministerier og forvaltninger. Desuden havde Inger Merete foræret mig med en lille båndoptager, som jeg kunne bruge til interviews.  Anledningen til alt dette var den, at premierminister Andreas Papandreou havde lagt sig ud med den græske kirke, fordi han ville ekspropriere en hel del kirkejord. Baggrunden var den, at nogle store jordbesiddere under den osmanniske okkupation (1359-1821) havde tilskødet deres jordbesiddelser til kirken med det formål at undgå en tyrkisk brandbeskatning af deres jorde – dog således at man selv bevarede brugsretten til dem. Regeringen mente nu, at det måtte være tiden at tilbageføre jordene – men ikke til de oprindelige familier, men derimod til staten. Det synspunkt gav selvfølgelig ballade med kirken – stor ballade! Mit kulturpas gav mig adgang til at tale med ret højtstående embedsmænd i både regeringen og i kirken. Begge steder var stemningen ret bitter. Jeg husker ikke mere, hvad der kom ud af det. Det endte formentlig med et kompromis af en eller anden art. Det plejer sådan noget at gøre. Men jeg var i Athen den 1. maj, hvor Papandreou holdt en tale, som jeg ikke forstod meget af.  Men stemningen var noget ophidset. Jeg havde hverken en skrivemaskine eller en PC til min rådighed, så jeg skrev i hånden en lille reportage til Kristeligt Dagblad. Jeg fik den sendt pr. Fax fra hotellet. Men da den var skrevet i hånden, lagde redaktionen ikke mærke til den før længe efter. Og da var den ikke mere aktuel. Men redaktionen sendte en beklagelse til mig.

     I kirkelig henseende fik jeg noget senere god nytte af mit kulturpas. Min søn, Niels, og jeg havde været i Istanbul for at forberede en rundtur i Tyrkiet for et hold turister. Niels og jeg fik nogle dage til overs og tog derfor nattoget til Saloniki i Grækenland, og derfra ville vi videre til munkerepublikken Athos. Det skal man ellers søge om i god tid i forvejen, men det gav kulturpasset uden videre adgang til. Så vi overnattede i Ouranopolis og sejlede derfra til Athos, hvor vi gik fra “hovedstaden" Kariyes til klosteret Stauronikita og derfra igen videre til Iviron-klostret, hvor vi overnattede. Den næste dag gik vi tilbage til Kariyes, hvorfra vi kunne køre med bus til færgen, som sejlede til Ouranopolis. Vi kunne godt have fået et par overnatninger mere på Athos, men vi havde knap tid til det, fordi vi skulle tilbage til Istanbul, som i Grækenland stadig hedder Konstantinopolis. Der skulle Inger Merete ankomme med det rejsehold fran Agri Rejser, som skulle på rundrejse.

     Men jeg vil gerne besøge Athos igen – og gerne sammen med Inger Merete, men det lader sig jo nok ikke gøre.

1. Et af Athosklostrene set fra færgen.  2. En gade i "hovedstaden" Kariyes.  3. Stauronikita-klosteret dukkeer op imellem træerne. 4. Klosterets benhus. 5. Niels samen med en munk, som gerne ville give en ouzo. 6.-7. Iviron-klosteret. 8. Min glade rejsekammerat Niels i flyet hjem.