07. Trinitatistiden 1, 19 - sidste

Præk&Salmer

Trinitatistiden, 1. tekstrække, 19 - Sidste

Nittende søndag efter trinitatis – Mark. 2,1-12: Helbredelsen af den lamme i Kapernaum.

 

Vi er, hvad vi er i Guds øjne

 

De kommer bærende med en mand, som er lam. Med noget besvær får de ham bragt hen til Jesus, som siger til ham: "Dine syn­der forlades dig!" Det var måske ikke lige det man­den havde ventet. Han var formodentlig mere optaget af sin sygdom og havde håbet på helbre­delse. Men tilgivelse er vigtigere end helbre­del­se, al den stund at tilgivelsen er udtryk for, at der er nogen, der vil vide af én. Og da det er vor Herre, som kommer med tilgivelsen, er den i dette tilfælde udtryk for, at Gud vil vide af det lamme menneske.

     De, der var vidner til episoden, blev forargede. Han er jo selv skyld i det, den syge. For man var nemlig overbevist om, at al sygdom er en straf. Den, der er syg, har derfor også fortjent det. Det kan godt være, at man ikke ved hvorfor. Men det ved Gud, for det er Gud, der har sendt straffen. At tilgive er derfor at sætte sig i Guds sted, og det er gudsbespottelse.

     Sådan tænker vi selvfølgelig ikke. Og dog! Man skal ikke lytte længe til den alminde-lige snak nu om dage, før man hører, at de arbejds­løse, flygtningene, de enlige mødre, narkomaner­ne og de fordrukne selv er ude om det. Det er lige før, at de gamle også selv er ude om det. Det er en kynisk tankegang.

     Jeg kan ikke høre andet, end at det er den samme kynisme, der er på spil i Kaper-naum. Sådan sagde man også om den lamme mand: "Han er selv ude om det!" Og derfor skal ingen vove at sætte sig i Guds sted ved at tilgive ham.

     Men det er lige præcis, hvad Jesus gør. Med en tilgivelse rammer han en pæl igennem den organiserede og vedtagne hjerteløshed, idet han dermed meddeler den lamme mand, at han er noget i Guds øjne, og at Gud derfor vil være til stede for ham. Og for at de skriftkloge og farisæerne og alle vi andre småttroende mennesker skal se, at det faktisk er sådan, får manden også sit gode helbred igen og kan gå hjem med sin seng på nakken. Men det sidste er ikke det afgørende - det sker i fortællingen skødes-løst og i forbi­farten. Det afgørende er, at vi her - på trods af alle vore forudfattede meninger - får at se, at et menneske er, hvad det er i Guds øjne. Hverken mere eller mindre! Men det er sådan set også nok, om vi turde lade det gælde både for os selv og for alle andre, at vi er det, vi er i Guds øjne. Vi er dem, hvem det er overgået at blive tilgivet. Hvad mere har vi i grunden brug for?

 

Forslag til salmevalg

 

Blandt de nyere salmer kan jeg især godt lide Lars Busk Sørensens efterårssalme nr. 731 "Nu står der skum fra bølgetop", fordi den tænker naturens, årets og vor egen endelighed sammen. Men jeg synes ikke, at den skal belastes af blive sunget på melodien fra "Lær mig, o skov, at visne glad" (nr. 537), så det er godt, at de har fået sin egen melodi af Henning Wellejus. Den skal være indgangssalmen.

     Den gammeltestamentlige læsning er fra den del af Esajasbogen, der stammer fra eksiltiden i Babylon. Forløsningen, hjemkomsten nærmer sig. Tillidsfuldt lægger folket sin skæbne i Guds hænder. Han vil befolke Jerusalem og genopbygge Judas byer. Eksilet i Babylon kan bruges som en allegori, et sindbillede på kirkens vilkår her i verden under foreløbighedens vilkår. I salmevalget er der flere gode muligheder i den del af salmebogen, der handler om "Modgang og håb" og det efterfølgende afsnit om "Trøst og fred". derfra jeg vælger nr. 675 "Gud, vi er i gode hænder" på Willy Egmo-ses melodi fra 1986.

     Efter epistellæsningen synes jeg at vi skal synge nr. 481 "Løgnens fader vi forsage". Den giver god mening efter Efeserbrevets tale om at aflægge både det gamle menneske og løgnen. Efter de to første salmer, som havde et moderne tonesprog, kunne måske være fristende at synge nr. 481 på Lasse Lunderskovs melodi, men den forekommer mig at være en smule fortænkt, så jeg vil hellere synge salmen på Henrik Rungs melodi, som godt kan gå an efter de melodierne til de to første salmer.

     I prædikenen kunne man diskutere forholdet mellem helbredelse og tilgivelse. Måske skal man se efter salmer, der handler om både det ene og det andet, det vil sige, at så skal vi nok lede efter salmer, der handler om Guds forsyn. I fortællingen om den lamme i Kapernaum går Guds forsyn ud på, at manden har mere brug for sine synders forladelse end for sin førlighed og helbred. Men han kom hjem med begge dele. Som kaj Munk siger det i en prædiken: Det var en mand i dybe tanker, der kom hjem til sin kone med sengen på nakken. "Thi når vor sjæl er i Guds hånd, Guds ord i mund og hjerte, da brister for os alle bånd, som pine kan og smerte", Det er vers 3 i nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil". Det er den, vi skal have efter prædikenen.

Til sidst skal vi have nr. 787 "Du, som har tændt millioner af stjerner", som udgangssalme. Den passer selvfølgelig bedst i en aftensgudstjeneste, men den kan også gå an som afslutning på en ordinær søndagsgudstjeneste, fordi den – uden at det siges direkte - tænker spørgsmålet om legemlig og sjælelig frelse sammen i en helhed.          

 

Mit salmevalg:  731 – 674 – 481 / 33 – 787.

 

Tyvende søndag efter trinitatis – Matt. 22,1-14: Lignelsen om kongesønnens bryllup.

 

Vil du?

 

Da Jesus gik omkring og kaldte folk sammen til Guds rige, da gav han dermed folk del i den tro, som var hans. Sådan som han troede, sådan fik de også lov til at tro – både i liv og i død. Derfor ligger der altid i vor Herres tale et spørgsmål: "Vil du leve det liv, som giver sig af den tro?" Hvis ikke, kan du heller ikke have noget med Guds rige at gøre!

     Det er det spørgsmål, der afspejles i lignelsen, hvor kongen sender sine tjenere ud for at byde til bryllupsfest: "Vil du være med her? Vil du leve med i denne fest?" Det er der så nogle, der ikke vil. Nogle har for travlt. Andre gider ikke. Undskyldninger er der som bekendt nok af. Men hvis vi nu bliver i lignelsen, så hører vi, at bryllupssalen bliver fyldt med gæster alligevel. Det var hedninger og landstrygere, både gode og onde, som kom med til fest. Og midt i det hele sidder der så en gæst, som ikke havde fundet sit pæne tøj frem. Han tav, får vi at vide. Han sagde hverken ja eller nej, og sådan er der også nogle, der er. Men det går jo ikke. Når der til brylluppet spørges: "Vil du elske og ære?" så kan det ikke hjælpe noget, at man tier. Der må høres et tydeligt ja, hvis det ægteskab skal blive til noget. Og når der ved dåben spørges: "Vil du døbes på denne tro?" så skal der også høres et klart ja fra den, der bliver døbt, eller fra den, der vil stå inde for det barn, der skal døbes, ellers bliver det ikke til noget med den dåb og det liv, som hører sammen med dåben.

     Når vor Herre Jesus Kristus i evangeliet kommer til os med Guds rige og giver os lov til både at leve og dø i den tro, som hører dette rige til, så må der også høres et klart og tydeligt ja, og så må vi tage festklædningen på for at leve det liv, der kommer af at ville høre til dér. Mindre kan ikke gøre det!

 

Forslag til salmevalg

 

Lignelsen om kongesønnens bryllup er så karakteristisk, at det kan undre, at der i salmebogen kun findes en salme, som er digtet over teksten. Det er nr. 175 "Jesus, livets rige kilde". Den er oprindelig tysk, og både Brorson og Wexels har arbejdet med at fordanske den. Imidlertid har Brorson begået en anden salme, som jeg synes passer bedre til lejligheden som salme efter prædikenen. Der er nr. 385 "Op alle folk på denne jord", som i øvrigt også har en mere festlig melodi.

     Gudstjenesten kunne så passende begynde med, at vi synger nr. 30 "Op, alle, som på jorden bor". Og nå vi nu er i den ende af salmebogen, følte jeg mig fristet af nr. 25 "Hvert et lys i livets nat", som en slags fortolkning af pottemagerbilledet fra Jeremias' Bog kap. 18, men den salme foreslog jeg også for et par søndage siden. I stedet foreslår jeg nr. 170 "Fra verdens morgenstund udgår", men kun vers 4-5.

    Som salme efter epistelteksten vil jeg lede efter en helligåndssalme, og min første indskydelse er nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd". Også nr. 288 "Drag ind ad disse porte" kunne være en mulighed. Eller nr. 303 "Kom, Gud Faders Ånd fuldgod", som med vers 6 også vil være en god forberedelse til kongesønnens bryllup.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 424 "I Herrens hus er godt at bo", fordi den i al stilfærdighed opsummerer, hvad der kommer ud af det, når vi følger vor Herres ind-bydelse.  

 

Mit salmevalg: 30 – 25 – 303 / 385 – 424.

 

 

Enogtyvende søndag efter trinitatis – Joh. 4,46-53: Den kongelige embedsmand i Kapernaum.


På vandring i foreløbigheden

 

Troens vilkår her i verden billedligt aftegnet i embedsmandens vandring hjem til sit hus i troen på det, som Jesus havde sagt til ham. Han havde ingen som helst sikkerhed for, at det var sandt, det som han troede. Men han havde ikke nogen anden mulighed end foreløbig at tro det, der var blevet sagt til ham. Foreløbig! Hans vandring er en vandring i foreløbigheden. Når han når frem, skal det vise sig, om han er blevet holdt for nar, eller om det er sandt det, som han troede på.

     Som kirkegængere er vi også på vandring i foreløbigheden. Det er vi under alle om-stændigheder alene ved at være til. Livet er ikke endeløst. Det har sin tid, og så er det forbi. Man kan selvfølgelig holde sig selv for nar og tænke den tanke, at livet aldrig er forbi. Selv om der måske nok er noget, der hedder døden, så begynder livet igen i en anden skikkelse, men det er stadig mig, der lever. Den menneskelige selvoptagethed har svært ved at udholde den tanke, at jeg'et skulle kunne gå i opløsning.

     Vilkårene er naturligvis i den henseende ikke anderledes for kirkegængere end for andre mennesker. Også kirkegængere skal dø. Men her i kirken har foreløbigheden alligevel et andet præg, fordi vandringen finder sted i troen på det, som vi her hører. Nok er vi nogle små og skrøbelige mennesker, som undervejs ofte kommer i tvivl om vort liv, men i alle forhold er vi nogle små mennesker, som Gud vil kendes ved. Det bliver sagt til dåbsbarnet, og det bliver undervejs sagt til os alle sammen. Til sidst bliver det sagt, når vi lægges i graven. I troen på det, der er sagt til os, skal vi gå hjem – ligesom den kongelige embedsmand med den syge søn. Han ville aldrig kunne bevise for noget menneske, som han mødte på vejen, at det, som han troede, også var sandt. Men på vandringen fra Jesus og til hjemmet gjorde det trods al uvished for embeds-manden en altafgørende forskel, at han troede det, han havde hørt. Uden denne tro ville hans gang på jorden ikke havde været så let.

     Som kirkegængere er vi endnu på vej, og vi vandrer på foreløbighedens vilkår, men vor vandring sker under troens fortegn. Og det gør hele forskellen! Den forskel er så stor som forskellen mellem mørke og lys, mellem sorg og glæde, mellem håbløshed og håb, mellem død og liv, og mellem ragnarok og Guds rige.

     På den yderste og sidste dag skal vise sig, om vi er blevet holdt for nar, eller om det er sandt, det som vi tror. Men endnu er vi på vej, og jeg vælger at holde mig til det sidste alene af den grund, at det giver den bedste mening.

 

Forslag til salmevalg


Hvis nr. 732 "Dybt hælder året i sin gang" ikke skal bruges på Alle helgens dag, vil jeg bruge den på denne søndag. Ellers vil jeg foreslå en morgensalme som for eksempel nr. 749 "I østen stiger solen op". Det er en dejlig livsbekræftende salme her i den mørke tid.

     Syreren Na'aman møder man et par gange i rækken af tekster, dels i fortællingen om Jesus, der prædiker i synagogen i Nazaret (Luk. 4,16-30), dels i den gammelte-stamentlige læsning til denne søndag. Han har også fået en birolle i en grundtvigsalme, der handler om tro. Det er nr. 580 "Jesus, dødens overvinder", hvor vi i vers 4 bliver advaret mod at tænke som Na'aman, der mente, at enhver flod kan være lige god at bade sig i for at slippe af med spedalskheden. Grundtvigs pointe er, at det er troen på dåben, der renser. Den pointe er god at få med i forlængelse af fortællingen om Na'aman.

     Som salme efter epistellæsningen og inden evangelielæsningen om den kongelige embedsmand i Kapernaum og hans syge søn vil jeg foreslå nr. 652 "Vor Herre! til dig må jeg ty". Den passer godt til begge tekster.

     Evangeliet handler om tro. Den kongelige embedsmand troede Jesus på hans ord og gik hjem i tillid til det, han hørte. Han gik troens vej, kunne man sige. Det kunne lægge op til at synge nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender". Eller det kunne være en anden trossalme som for eksempel nr. 577 "Vor tro er de forvisning på". Man kunne også hæfte sig ved embedsmandens elendighed og bekymring for sin dødssyge søn og så lade sig trøste af nr. 655 "Er du modfalden, kære ven" på Carl Nielsens melodi. Jeg er mest tilbøjelig til at vælge den sidste – også fordi den sammen med nr. 652 danner en fin ramme omkring evangelielæsning og prædiken.

     Da det er Luthers fødselsdag den 10. november, vil det være passende at runde gudstjenesten af med hans fine lille salme nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord", hvis oprindelige polemik imod både paven og tyrkerne er blevet dæmpet noget ned i Grundtvigs og H.S. Prahls gendigtninger fra henholdsvis 1837 og 1888.

  

Mit salmevalg: 749 – 580 – 652 / 655 – 337.

 

 

Alle Helgens søndag – Matt. 5,1-12: Saligprisningerne.

 

Vi skal leve

 

I "Den ny aftale", der er en oversættelse af Det Ny Testamente til nudansk, og som udkom i 2007, har saligprisningerne i begyndelsen af bjergprædikenen fået denne oversættelse: "I er heldige hvis I er fattige og har fået Helligånden. Guds rige tilhører jer. I er heldige hvis I sørger, for I vil blive trøstet. I er heldige hvis I er små og ubetydelige, for I vil ……." og så videre. Det er ikke nogen heldig oversættelse. Heldig det er noget, man er ved et tilfælde. Man er heldig, hvis man vinder i lotteriet. I kristelig forstand må man mindst være "skideheldig", hvis man vil bruge et nudansk ord, som kan matche ordet "salig".

     Desuden dækker oversættelsen ikke det, der er sagen. Læs lige teksten i den autoriserede bibeloversættelse og læg mærke til, at indholdet i den første og den ottende saligprisning er formuleret med et "er": "Himmeriget er deres". Himmeriget er nu og her, hvor Guds ord lyder, og det tilsiges de fattige i ånden og dem, der er forfulgte for retfærdigheds skyld. Indholdet i de øvrige saligprisninger er som konsekvens formuleret i fremtid med et "skal". Det drejer sig om noget, som er forbundet med Himmeriget, men det er endnu ikke blevet virkeligt. "De skal trøstes, de skal arve jorden, de skal mættes" og så videre. Det er noget besværgende i dette "skal", på samme måde som det er en besværgelse, når vi til en familiefest synger "han skal leve".  Som oversættelse af fremtidsformen er ordet "vil" i al fald for lidt. I jordpåkastel-sesritualet vil man heller ikke kunne sige: "Af jorden vil du igen opstå", som om der er en logik i det. Nej i ritualet skal det hedde: "Af jorden skal du igen opstå". Det er der ingen logik i. Men som besværgelse giver det ikke desto mindre mening i troen på evangeliet.

     På Allehelgensdag er der tradition for, at vi mindes vore døde, de hellige, som var før os. Ikke de heldige, men de hellige, som er helliget af det ord, der har omfattet dem i liv og død. Det er begrundelsen for, at vi på Allehelgensdag skal høre saligprisningerne, som altså ikke er "heldigprisninger", men som er evangeliet til dem, der allerede nu er omfattet af Himmeriget, og som i troen på det derfor også skal høre løftet om det, der skal komme.

     I sine salmer bruger Grundtvig ordet "Himmerige" om gudstjenesten, og så giver det hele en endnu tydeligere mening: Salige er de, der går i kirke for at høre. Dem, der blot er kommet for at overvære en gudstjeneste (være tilskuer til den), er derimod ikke salige, hvilket naturligvis ikke er så heldigt.

 

Forslag til salmevalg

 

Da jeg var barn i 1950’erne, var der på vores kirkegård et enkelt gravsted, hvor der var tændt et levende lys på Allehelgensdag. Det syntes vi alle sammen var meget mærkeligt og mente, at det nok var noget katolsk. Nu er skikken vidt udbredt i hele landet og bliver også brugt på andre tidspunkter end Alle Helgen. Det er også i rigtig mange kirker blevet skik at læse navnene på dem, der er døde i årets løb. I det hele taget står Allehelgensdag meget stærkere i den folkekirkelige bevidsthed, end det var tilfældet for et halvt århundrede siden.

     Til Alle helgen er der en del salmer, der melder sig af sig selv. For det første er der et par efterårssalmer, som jeg gerne vil synge. Det er nr. 732 “Dybt hælder året i sin gang”, dernæst nr. 653 “I falmende blade, du kølige vind”. Men først og fremmest er der nr. 571 “Den store, hvide flok vi se”, som efter min opfattelse er et “must”. Også nr. 573 “Helgen her og helgen hisset” bør overvejes. Man kunne også synge nr. 250 “Kommer, sjæle, dyrekøbte”, som vel egentlig hører hjemme på Kristi himmelfarts dag, men jeg synes også, at det giver god mening at synge den til Allehelgen. Endelig er der nr. 560 “Det livets ord vi bygger på” og den efterfølgende nr. 561 “Jeg kender et land”. Nr. 538 "At sige verden ret farvel" kunne også være en mulighed. I “100 salmer “ er der også et par salmer, som jeg vil overveje. Det er nr. 857 “Som solskin over mark og hav” af Jens Rosendal, samt nr. 837 “Dagen bliver så kort ved Allehelgen” af Holger Lissner (melodien er enkel og let at lære) samt Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 838 “Ser ud over landet mod skoven”.

     Der er ikke plads til dem alle sammen og jeg tænker mig, at salmevalget vil afhænge noget af, hvordan man har tænkt sig, at prædikenen skal være. Skal vægten ligge på helligdagen og mindelsen om de afdøde, eller skal den ligge på saligprisningerne, som jo nok mere er en påmindelse til de endnu levende? Man kan jo også lige have i tan-kerne, at der på Allehelgensdag er tradition for at markere den lutherske reformation, hvorfor det vil give mening at synge nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg". Netop på Allehelgensdag kan der være grund til at blive mindet om, at vi kan lade vort liv, gods, ære, barn og viv fare i Guds navn, så længe vi beholder Guds rige.

     Måske skal nr. 560 gemmes til efter Ezekiel-teksten på 24. søndag efter trinitatis. Men så kan nr. 309 "Bøj, o Helligånd os alle" bruges som udgangssalme, måske også nr. 310 "Gud Helligånd i tro os lær" eller nr. 316 "Helligånd, hør, hvad vi bede".   

 

Mit salmevalg:  653 – 837 - 571 / 336 – 309.

 

 

Toogtyvende søndag efter trinitatis – Matt. 18,21-35: Lignelsen om den gældbundne tjener.

 

Betal, hvad du skylder

 

Det skal selvfølgelig gå rimeligt og retfærdigt til. Det er også Simon Peters holdning, da han kommer hen til Jesus og spørger: "Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok?" Jesus svarer: "Du skal tilgive syvoghalvfjerds gange". Eller sagt med andre ord: Du skal ikke holde tal på dine tilgi-velser! Men det egentlige svar til Simon Peter kommer i lignelsen om den gældbundne tjener, som da også begynder med et pointeret "derfor".

     Når det drejer sig om tilgivelse, ligner Himmeriget derfor en konge, som eftergav sin tjener en kolossal stor gæld, da tjeneren bad om det. Kongen ville i første omgang ikke afskrive sin tjener og afskrev derfor i stedet gælden. I vores verden kan man vanskeligt forstille sig en bank, som afskriver gælden for at beholde kunden. Men sådan er det altså i Himmeriget. Dér går nåde for ret, som man siger, og det gælder lige til det punkt, hvor man selv i forhold til sin næste pukker på sin ret og lader hånt om nåden. Det var det, der skete, da den gældbundne tjener som en fri mand forlod sin konges palads og i porten mødte en kollega, som skyldte ham en klatgæld i sammenligning med den, han lige selv havde fået eftergivet. Så skulle det pludseligt gå retfærdigt til, og den pågæl-dende skulle betale sin gæld. På baggrund af det der skete hos kongen, er hændelsen mellem de to tjenere i porten oprørende. Det kan godt være, at hændelsen bunder i en forestilling om retfærdighed, for selvfølgelig skal man betale, hvad man skylder. Allige-vel er hændelsen fuldkommen urimelig, hvilket kongen åbenbart også synes, da den kommer ham for øre. Så han trækker sin tilgivelse tilbage og sender sin tjener i gælds-fængsel.

     Selvfølgelig skal det gå retfærdigt til. Sådan må det i hvert fald være i samfundslivet. Men dér, hvor vi som kristne mennesker tænker Gud med ind i det, er retfærdigheden suspenderet, og det skal være tilgivelsen, der råder. Som Gud forlader os vor skyld, skal vi også forlade vore skyldnere.

     Det er ikke en ny kristelig samfundsmodel. Hvis samfundslivet skulle bygge på den forudsætning, at nåde skal gå for ret, så man kan gøre nåden til et krav, ville samfundet gå i opløsning. Vi ville alle sammen opføre os som den gældbundne tjener, der tager nåden til indtægt for derefter at gå ud for at kræve sin ret. Men når jeg tænker Gud med ind i det liv, jeg lever i samfundet, er det en model for et nyt forhold til min næste, som selv lever i det samfund, hvor det er retfærdigheden, der råder. Men sådan skal forhol-det mellem mig og min næste ikke være. For i det forhold er det tilgivelsen, der skal råde. Når Gud er tænkt med, er det netop det, jeg skylder min næste.

 

Forslag til salmevalg

 

Søndagen handler om at blive taget til nåde, eller den handler om at lade nåde gå for ret. Det gælder fortællingen om Josef og hans brødre. De sidste havde en berettiget frygt for, at Josef var vred, men det var han ikke. Tværtimod sørgede han for brødrene og deres familier. I epistelteksten handler det om menigheden i Filippi, som er fælles med Paulus om nåden, og derfor beder Paulus om, at de i menigheden med nåden som baggrund må blive rige på indsigt, dømmekraft og skønsomhed. Evangelieteksten er lignelsen om den gældbundne tjener, som på baggrund af sin egen erfaring med at bliver eftergivet også burde have ladet nåde gå for ret.

     Der er nogle salmelinjer, der melder sig i den sammenhæng. For det første "Fade-ren tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du". Det er vers 5 i nr. 3 "Lov-synger Herren", som så kan være den første salme. En anden salmelinje er "Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer". Det er vers 6 i nr. 695 "Nåden hun er af kongeblod", som er en fremragende og let tilgængelig salme, så den skal synges efter prædikenen.

     Det er i øvrigt en almindelig indvending, at de klassiske salmer ikke er tilgængelige, så derfor skal vi have nogle nye og moderne salmer, som er til at forstå. Af den grund har jeg følt mig forpligtet på at læse de 100 nye salmer, som er i salmebogstillægget, og jeg må sige, at der faktisk er ret mange af dem, som jeg har svært ved at forstå på grund af deres knudrede og noget søgte sprogbrug. Det gælder for eksempel en del af Simon Grotrians salmer. Men de skal selvfølgelig prøves i gudstjenesten. Det er gennem brugen, at de skal vise deres værd. Så derfor vil jeg efter fortællingen om Josef og hans brødre forsøge med nr. 895 "Han glemmer mig aldrig". Med "han" skal vi vel tænke på Gud, men det kan også gå an at synge salmen som en allegori, så vi tænker på Josef og hans modtagelse af brødrene. At Josef kunne være i Guds sted, var en tanke, der i fortællingen også strejfede ham selv.

     I forlængelse af epistellæsningen kunne man synge en salme, der handler om Guds gerning i og med os. Da jeg lidt tilfældigt bladede i salmebogen, passerede jeg nr. 384 "Til klart Guds ansigt vi skal se", hvor vi i vers 2 kan læse: "Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne", hvorfor salmen lægger os på sinde, hvad tro, håb og kærlighed er i det levede liv.

     Thomas Kingo kan så få ordet til sidst med en manende bemærkning om, at "min tro ej skal svigte". For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem den tro, der forkyndes i kirken, og den tro, vi i vore omgivelser lever på til daglig. Det er nr. 624 "Gud er Gud, før jorden skabtes". Den kan vi lægge os på sinde, når vi går hjem fra kirke.     

 

Mit salmevalg: 3 – 895 – 384 / 695 – 624.

 

 

Treogtyvende søndag efter trinitatis -  Matt. 22,15-22: Spørgsmålet om skat til kejseren.

 

I Guds billede

 

Det er ret indlysende, at politik og kristendom må have noget med hinanden at gøre, eftersom kristendommen har noget med menneskelivet at gøre. Hvis ikke kristendom-men havde noget med menneskelivet at gøre, ville evangeliet være det mest ligegyl-dige af alt ligegyldigt. Men sådan er det ikke! Faktisk er der ikke nogen afkrog af tilvæ-relsen, hvor vor Herres ord ikke har noget at skulle have sagt. Der er ikke noget hjørne af livet, som er Gud uvedkommende. Det betyder ikke, at kirken skal regere verden, men det betyder, at verden bestandigt skal konfronteres med det lys, der strømmer ud fra kirken, og verden skal tvinges til at se sig selv i det lys.

     For nu er der nemlig også et andet herredømme end det politiske herredømme, der gør sig gældende. Dette andet herredømme er Guds herredømme, som er kommet til verden i vor Herres ord og gerning. Det kan godt være, at det endnu ikke tager sig ud af særlig meget. Ikke desto mindre er det i færd med at udstrække sin magt ud over hele den vide jord, så langt som der findes skabninger, der er skabt i Guds billede og lighed. Det er ikke til at tage fejl af: Der er i Jesu ord og gerning noget på færde, som prompte kalder på modstand fra denne verdens magthavere. Det gælder såvel de politiske som de religiøse magthavere, for de fornemmer, at her er både kejserens og deres egen magt truet. Det er derfor de rotter sig sammen. Det er derfor man ser dette unaturlige listeforbund mellem farisæernes og herodianernes partier i spørgsmålet om, hvorvidt man skal betale skat til kejseren eller ej.

     Efter at Guds herredømme med vor Herres ord er kommet til verden, vil det altid være sådan, at der er sat en parentes om al menneskelig magt, hvad enten den er politisk, religiøs eller økonomisk eller noget andet. For den er foreløbig! Al menneskelig magt – uanset hvordan den er – vil fra nu af altid kun være det næst vigtigste. Og hvis det sker, at mennesker gør deres egen magt og herredømme til det vigtigste, så er det et forræderi mod evangeliet, og det er et åbent oprør mod Gud. For det er ikke det politiske, der er en salighedssag. Det er derimod vor Herres ord, som er er en salig-hedssag. Det er netop derfor, vi kalder ham vor Herre.

     Ganske vist lever vi her i denne verden, og derfor skal vi også tage del i det, der sker her i verden med al den energi, vi har, og sådan som vores samvittighed byder os at gøre det. Vi lever i tiden og på tidens foreløbige vilkår, men vi lever også i troen på, at vor Herre er med os alle dage indtil verdens ende.

     I troen på vor Herres ord lever vi i håbet om, at Gud vil kendes ved det, som han har skabt i sit eget billede og lighed, ligesom kejseren her på jorden vil kendes ved den mønt, der bærer hans billede og indskrift. Lad os blot give kejseren, hvad der er hans, i tillid til at vi selv hører til hos Gud. Det er det sidste, der er afgørende. Det er det, der er en salighedssag.

 

Forslag til salmevalg

 

Det er blevet noget af et grunddogme i Danmark, at politik og kristendom skal holdes skarpt adskilte. Til støtte for den opfattelse påberåber man sig dels Luthers lære om de to regimenter, det verdslige og det åndelige, dels Paulus syn på forholdet til myndighe-derne, sådan som det fremgår af epistelteksten, samt evangelieteksten om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Selvfølgelig skal man kunne kende forskel på politik og kristendom, men der skal ikke være vandtætte skotter imellem. Både det verdslige og det åndelige område tilhører i sidste ende Gud, selv om fyrsten henholdsvis folkestyret er vikar i det verdslige.

     Jeg vil prøve om den opfattelse kan finde støtte i salmevalget.

     Jeg forestiller mig, at gudstjenesten skal begynde med en salme af Kingo. Det kunne være nr. 745 "Vågn op og slå på dine strenge", som på én gang rummer, at vort borgerskab er i Guds rige (vers 2), og at vi dagligt skal begive os ud i vort kald for at fange vor gerning an (vers. 4). Og så har salmen en herlig energisk melodi, som gør, at man kommer godt i gang.

     Efter den korte gammeltestamentlige læsning fra profeten Amos, som indskærper, at vi hverken må snyde eller bedrage og på den måde knuse den fattige, vil det være godt at synge den korte salme nr. 373 "Herre, jeg vil gerne tjene".

     Efter epistellæsningen og med danskernes forhold til skattebetalingen i baghovedet kan man godt sidde og fundere noget over det med "den snævre port for sjælen for det i os, som siger 'jeg'" (vers 4). Det er nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder". Den handler om vor livsvej som kristne mennesker, det vil sige "den smalle sti på mosetuer" (vers 4).

     Efter prædikenen kunne man så fortsætte i det spor og synge nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender". Den holder jeg meget af at synge på Barnekows melodi. Men der er en anden salme, som er noget barskere, og som derfor egner sig bedre til denne søndag. Det er Brorsons nr. 621 "Så skal da mammon vige". Den er ganske vist skrevet med bjergprædikenen i baghovedet, men den kan også gå an her, hvor der er tale om skattebetaling.

     Og så har jeg en svaghed for nogle af de gamle fædrelandssalmer, som tiden på nogle punkter er løbet fra, fordi samfundet har ændret sig. Men jeg kan godt lide dem, fordi de tør tænke Gud med ind i fædrelandets verdslige anliggender som for eksempel i Kingos nr. 708 "Gud lade rolighed og fred i kongens rige blive". Så den salme synes jeg skal slutte gudstjenesten.    

 

Mit salmevalg: 745 – 373 – 307 / 621 – 708.

 

 

Fireogtyvende søndag efter trinitatis – Matt. 9,18-36: Helbredelsen af synagogeforstanderens datter og af kvinden med blødninger.

 

Guds ansigt

 

Et ansigt kan med årene forandre sig så meget, at man kan have svært ved at genken-de personen. Alligevel er der noget ved ansigtet, som er uforanderligt, "Ansigtet ved ansigtet", som Benny Andersen har kaldt det i et digt. Det er det uforanderlige ved ansigtet, er gør et menneske til en bestemt person.

     Det siges, at det moderne menneske ikke mere tror på en personlig Gud, hvilket man imidlertid ikke bliver ateist af. Bekendelsen går så ud på, at Gud ikke er nogen, men derimod noget som for eksempel det guddommelige i naturen, skæbnen, menne-skets evne til at elske, eller som det filosofisk er udtrykt: Magten til at være til i det, som er til. Men det er alt sammen Gud uden ansigt.

     I Det ny Testamente er det temmelig afgørende, at Gud har et ansigt.  Da Jesus helbredte synagogeforstanderens datter og den blødende kvinde, var den guddomme-lige tilstedeværelse hos dem ikke et noget, men derimod nogen. Hele fortællingens indhold afhænger af den omstændighed, at der her var nogle mennesker, der mødte Gud – ikke som et mere eller mindre ubestemmeligt noget, men derimod som nogen, det vil sige som en person, som et menneske med et ganske bestemt og uforanderligt ansigt, der ikke ser bort fra en stakkels kone, der i sin enfoldige tro blot vil røre ved kvasten på hans kappe i håb om at blive helbredt. Da Jesus vendte sig og så på hende, blev hans ansigt til Guds åsyn, da han sagde: "Vær frimodig, din tro har frelst dig!" Et åsyn er et ansigt, der ser på en.

     Det kan godt være, at verden i almindelighed foretrækker guden uden ansigt, men for synagogeforstanderen med den døde datter og for den blødende kone afhang alting af, at Gud har et menneskeligt ansigt – ikke et ansigt som et menneskes – men et menneskeligt ansigt, der i kærlighed vil se helt til bunds for dér at lægge mund til det ord, der alene tilhører Gud, fordi det formår at skabe alt af intet.

 

Forslag til salmevalg

 

Når jeg vælger salmer, sker det ofte, at jeg begynder med at vælge salmen efter prædikenen. Det er den salme, som bliver til aksen i gudstjenesten, og som derfor også sørger for, at prædikenen ikke ender med en eller anden tilfældig betragtning, men derimod med en evangelisk pointe. Denne søndag bliver det nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil", der som prædiken betragtet er en af Grundtvigs allerstærkeste salmer.

     Til denne søndag har jeg også overvejet nr. 538 "At sige verden ret farvel", som går for at være en begravelsessalme, men jeg synes også, at den kan bruges til guds-tjeneste. Den kunne både bruges som indgangssalme eller som salme efter prædike-nen. Jeg er vant til at synge den på Christian Bulls melodi fra 1851. Men der er faktisk også Henning Wellejus' melodi til nr. 731 "Nu står der skum fra bølgetop", som har et lidt lysere præg.

     Som indgangssalme har jeg også tænkt på nr. 479 "Han, som på jorden bejler". Det er nok dette med, at Jesus kaldte synagogeforstanderens datter til live ved at tage hende ved hånden, som har vakt associationen – "Halleluja for hånden, som Herren os har rakt" (vers 5).

     Efter Ezekielteksten er jeg slet ikke i tvivl om, at vi skal synge nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på". Til gengæld vakler jeg lidt mellem nr. 384 "Til klart Guds ansigt vi skal se" og nr. 387 "Jesus, se til os i nåde" som salme efter epistellæsningen og som oplæg til prædikenen. Jeg vælger nr. 387,

     Som udgangssalme vil jeg gerne have nr. 217 "Min Jesus, lad mit hjerte få", hvor hjertet, som har fået smag på Jesus, smiler ad sin død (vers 3) i modsætning til den hånlatter som lød i Synagogeforstanderens hus.    

 

Mit salmevalg: 479 – 560 – 387 / 33 – 217.

 

 

Femogtyvende søndag efter trinitatis – Matt. 24,15-28: De sidste tiders tegn og Jesu genkomst.

 

Når luren gjalder for sidste gang

 

Jeg synes, at jeg har levet med frygten for dommedag i hele mit efterhånden lange liv. Først var der frygten for atombomben og kernekraft. Senere kom bekymringen for miljøet og frygten for forureningskatastrofen med huller i ozonlaget og ødelæggende klimaforandringer. Jeg har vænnet mig til at leve med frygten, selv jeg egentlig ikke er i tvivl om, at der er nok at frygte for. Jeg har hørt, at det med ozonhullet er blevet bedre, men så er det til gengæld galt med temperaturstigningen, som globalt forårsager både tørke og oversvømmelse. Det meste af det er resultat af den teknologiske udvikling og en uhæmmet brug af den. Problemerne skal også løses teknologisk, og med omtanke, hvilket forhåbentlig også godt kan lade sig gøre – endnu da.

     Vi har det fælles med jødedommen på Jesu tid, at vi frygter for dommedag, og vi synes, at Gud er blevet borte. Hvis Gud ikke er helt død, så er Gud i al fald reduceret til at være den fjerne Gud, som ikke tager sig af, hvad der foregår her på jorden.

     I Det ny Testamente er det anderledes. Her er Gud den nære Gud, og dommedag er ikke noget man frygter for, men snarere noget, man glæder sig til. Ganske vist forestiller man sig ligesom nutiden, at der i forbindelse med dommedag skal ske frygtelige ting, men det, som kommer ud af det, er ikke kaos og undergang, men derimod Kristi genkomst og Gudsriges endelige gennembrud.

     I Thessalonika kan de næsten ikke vente, og de er blevet bekymrede, fordi der er nogle, der er døde og derfor går glip af alt det, der skal ske. Og så må Paulus i sit første brev til menigheden trøste dem med, at når Kristus kommer igen, så skal de døde også være med. "For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himle, og de, der er døde i Kristus skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort er skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren" (1. Thes. 4,15-17).

     Der er to muligheder: Enten ender det med kaos og undergang, eller også ender det med Kristi genkomst og Guds rige. Eller som Kim Larsen synger i sagen "Pianomand":

Er der koldt og mørkt i den sorte grav?

Eller stråler himlen som det klareste rav?

Er der sang og musik i de dødes land?

Og swinger det – pianomand?

 

Forslag til salmevalg

 

Til denne dommedagssøndag vil jeg gerne vælge nogle trøsterige dommedagssalmer. Det kunne for eksempel være nr. 352 "Herrens kirke er på jord", som vil passe godt som indgangssalme.

     Efter læsningen fra Esajasbogen kunne man så synge nr. 7 "Herre Gud, dit dyre navn og ære" eller måske nr. 713 "For dig, o Herre, som dage kun" eller nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på", hvis den ikke blev brugt sidste søndag.

     Nr. 563 "Sørger ej for dem, der sove" er skrevet over epistelteksten, og så kan vi lige så godt tage den. Ellers ville jeg have valgt nr. 633 "Har hånd du lagt på Herrens plov".

     Om to uger begynder adventstiden, som skal læses efter anden tekstrække, der ikke rummer Lukas' version af dommedagsteksten til denne søndag, hvilket vil sige, at så kan vi i dag godt synge nr. 274 "Rejs op dit hoved, al kristenhed". Der er selvfølgelig også nr. 276 "Dommer over levende og døde", men den skal på grund af salmens sidste linje gemmes til, vi har hørt Zakarias' lovsang på 3. søndag i advent.

Som udgangssalme passer nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd" godt. Nr. 279 "Venner lad kun skyer gråne" kunne også bruges, men den kan også gemmes til næste søndag.

 

Mit salmevalg:  352 – 713 - 563 / 274 – 375.   

 

 

Sidste søndag i kirkeåret – Matt. 25,31-46: Verdensdommen.

 

Historiens slutning

 

I det meste af 2017 har vi markeret 500-året for den lutherske reformation, og det må vel efterhånden stå klart for de fleste, at vort forhold til Gud i luthersk forstand ikke afgøres af, hvad vi gør, men derimod af, hvad vi tror. Vi frelses ikke ved vore gode gerninger, men vi frelses derved, at Gud forbarmer sig. Det betyder selvfølgelig ikke, at vore gerninger så er ligegyldige, for de er afgørende i forholdet til vort medmenneske, men i forholdet til Gud spiller de ingen rolle.

     Teksten til den sidste søndag i kirkeåret synes nærmest at sige det modsatte, hvad angår forholdet til Gud. Teksten er et dommedagsbillede. Men måske er teksten først og fremmest et billede, der viser os Kristus, det vil sige, hvordan han er. Han var selv en, der gav de sultne noget at spise. Han var selv en, der tog sig af de fremmede og udstødte. Han var selv en, der lod sin barmhjertighed råde i forhold til dem, som tilværelsen havde mishandlet. Han var selv et menneske, som uden nogen bagtanke om at gøre det politisk eller kristeligt korrekte delte alle små menneskers vilkår. Han gjorde kort sagt det rigtige. Derimod kan man ikke sige, at han gjorde, hvad der var politisk korrekt, for i så fald var han ikke blevet korsfæstet.

     På kirkeårets sidste søndag er vi på en vis måde nået frem til historiens slutning – også vor egen histories slutning. For "når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folke-slagene skal samles om ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene". Da skal alt det blive åbenbart, som før var til i det skjulte og tvetydige. Da skal vi klart kunne skelne det rigtige fra det korrekte. For da skal vi ikke længere blot se det i nådens lys, men vi skal se det i herlighedens lys. Og da skal alt det stå ved magt, som Jesus her på jorden tilsagde alle små mennesker, da han priste dem salige i Gud.

     Derfor er dommedag ikke en dag, vi skal frygte for. For ham, der sidder på dommer-sædet, er jo ingen anden end ham, der priste de fattige salige i Gud og bragte trøst til dem, der sørgede og græd. Det gælder også for os! Også for os har han i sin kirke oprettet nådens rige med syndernes forladelse. Og når vi holder os til det, er der intet at frygte for, hvad angår dommedag. Men vi kan glade gå fra kirke og uden nogen bag-tanke gå ud og gøre det, som vi med os selv ved er rigtigt!

 

Forslag til salmevalg

 

Så er vi kommet til ende med kirkeåret efter første tekstrække. Det skal slutte med, at vi synger nr. 431 "Herre Kristus dig til ære". Det kunne også have været den foregå-ende nr. 430 af Grundtvig, men jeg synes, at C.J. Boye for en gangs skyld er bedre end Grundtvig.

     Gudstjenesten kan så begynde med en af de "100 salmer" nr. 811 "Det mørkner om menneskebyer". Den er skrevet af Lars Busk Sørensen og har melodi af Willy Egmose. Det er en efterårssang, også en næsten-adventssang. Da melodien nok ikke er så kendt, kan organisten spille den igennem et par gange som præludium.

     Som anden salme efter den gammeltestamentlige læsning kunne jeg tænke mig at synge nr. 235 "Verdens igenfødelse". I salmebogen er den anbragt sammen med påskesalmerne, men den kan også sagtens gå an efter læsningen fra Esajasbogen om en ny himmel og en ny jord. Jeg er ikke helt vild med de to melodier, der anføres i salmebogen, men den kan også synges på "Blomstre som en rosengård", hvilket giver en forsmag på adventstiden.

     Epistelteksten er en lille trøstetale, som er skrevet til menigheden i Thessalonika på baggrund af forventningen om den kommende dommedag, hvilket har skabt forvirring i menigheden. Denne trøst må også gerne afspejles i salmevalget. Som salme før prædikenen vil jeg prøve at finde en i det afsnit i salmebogen, der handler om Kristi komme. Det er numrene 268 til 279. Der er flere gode at vælge imellem. Den flotteste er nr. 274 "Rejs op dit hoved, al kristenhed". Den vil også være nærliggende at vælge på 2. søndag i advent, men jeg kunne godt være fristet til at bruge den her. Men der er også nr. 276 "Dommer over levende og døde", men den passer også på 3. søndag i advent. Endelig er der det fine lille enkeltvers nr. 279 "Venner lad kun skyer gråne".

     Evangelieteksten forkynder den dobbelte udgang af dommen for fuld udblæsning – vist nok til stor fornøjelse for en del vækkelsesfolk. Selvfølgelig er der en dobbelt ud-gang. Der er der også i Johannesevangeliet kap. 3,19: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset". Dette med den dobbelte udgang skal tænkes sammen med Luthers skelnen mellem lov og evange-lium. Der er tale om en samtidighed. Det forkyndte ord er lov og evangelium. Det på én gang både dømmer og frikender afhængigt af, om det høres i vantro eller tro. Men på dommedag er det afgørende, at det er Kristus, der sidder på dommersædet.

     I mit hoved ender det med, at vi skal synge nr. 279 før prædikenen og eventuelt nr. 274 efter prædikenen. Men det er også den mulighed efter prædikenen at synge nr. 728 "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", på grund af slutordene: "Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet". Det tror jeg, at vi gør. Så salmevalget bliver som det nedenstående.

 

Mit salmevalg: 811 – 235 – 279 / 728 – 431.