02. Helligtrekongertiden 1

Præk&Salmer

Helligtrekongertiden, 1. tekstrække

Helligtrekongers søndag – Matt. 2,1-12: De vise mænd.

 

Du soles sol fra Betlehem

 

Mattæus' fortælling om stjernen over Betlehem har fascineret alle mennesker lige siden, man først hørte om den. Astronomer har beregnet, at der måske kunne være tale om en meget sjælden konstellation eller en såkaldt "super nova". Men det afgørende er ikke, om man kan finde en videnskabelig forklaring på fænomenet. Det afgørende er, hvad det betyder. Her skal vi ikke tænke på horoskoper og numerologi, men vi skal i al enfoldighed tænke på, at ligesom solen om morgenen står op og lyser med en sådan styrke, at alle stjerner på himlen blegner og forsvinder, sådan skinner Kristus-stjernen over alle de andre stjerner, så de blegner og mister deres magt. Det gælder både kejser Augustus' stjerne i Rom og kong Herodes' stjerne i Jerusalem og alle de andre stjerner, som har haft magt over menneskers liv og færden. De blegner og forsvinder.

     Godt et århundrede efter, at Jesus var blevet født, var der en biskop i Antiokia i Syrien, der ligesom Israel var underlagt den romerske kejsers magt. Kejseren kunne ikke lide biskoppen, fordi biskoppen kun ville tro på Jesus og ikke på nogen anden, så derfor blev biskoppen hentet til Rom og kastet for løverne. Undervejs til Rom funderer biskoppen i et brev over forholdet mellem Guds magt og kejserens magt. I den forbindelse kommer han til at tænke på stjernen over Betlehem. Det skriver han om således:

     En stjerne skinnede på himlen mere end alle andre stjerner, og dens lys var uudsigeligt, og den vakte undren, fordi den var ny. Alle de andre stjerner blev sammen med sol og måne et kor om stjernen, og den overstrålede med sit lys dem alle, og de var bestyrtede over, hvorfra dette nye kom, der var så forskelligt fra dem selv. Da blev al trolddom bragt til ophør, alle ondskabens lænker sønderbrudt, vankundigheden udryddet, det gamle rige tilintetgjort, da Gud åbenbarede sig som menneske for at bringe dette nye, det evige liv. Da tog det, som var beredt hos Gud, sin begyndelse. Ud fra det blev alt sat i bevægelse, thi dermed begyndte døden at gå til grunde.

                                                      (Biskop Ignatius af Antiokia i brevet til Efesus 19,2-3)

     Det er ikke Betlehems-stjernen som et astronomisk fænomen, den gamle biskop tænker på. For ham er stjernen et billede på Kristus og hans ord. Derfor er den gamle biskop ikke bange for livet. Han er heller ikke bange for døden, selv om han nu på kejserens befaling er på vej til Rom for at blive kastet for løverne i Colosseum. Han går vejen til ende med ro i sindet, fordi han ved, at Guds magt kom til verden i det skjulte i nattemørket i Betlehem.

     I dette mørke er der nu tændt et lys, som vokser sig større og større og bliver til en morgenrøde og en solopgang, der jager alle dødens skygger på flugt ved at sprede det mørke, der er omkring os, og det mørke, der er inden i os. Ved det lys skal vi orientere os her i verden, så vi uden frygt selv kan gå vejen til ende.

 

Forslag til salmevalg

 

På denne søndag skal vi synge nr. 136 ”Dejlig er den himmel blå”, som Grundtvig selv kaldte en ”barnesang”. Han skrev den i 1810, hvor den havde nitten vers. I 1853 forkortede han den selv til de syv vers, vi nu har i salmebogen. Men man kan også lave en udmærket børnesalme ud af det ved at sammensætte nogle af de udeladte vers.

     Som anden salme kunne man vælge Astrups nr. 362 ”Gør dig nu rede kristen-hed”. Den foreslog jeg ganske vist også for en måned siden til 2. søndag i advent. Mon ikke den kan gå igen? Desuden er den skrevet over GT-læsningen fra Esajasbogen kap. 60,1-6.

     I forlængelse af epistelteksten, der handler om dåb, genfødelse og fornyelse, vil det være velvalgt at syng en dåbssalme som for eksempel nr. 444 ”Guds-husets dør er i vor dåb”. Det kunne også være en helligåndssalme som nr. 307 ”Gud Helligånd, vor igenføder”.

     Som salme efter prædikenen vil jeg vælge nr. 749 ”I østen stiger solen op”. Man kunne selvfølgelig også have anbragt den som indgangssalme og så tage ”Dejlig er den himmel blå efter prædikenen”. Men somme tider kan en overraskende placering af en salme åbne blikket for, hvad der faktisk står i den. At Ingemann har ment den som en morgensalme, er der ingen tvivl om, så meget mere som den optræder i en samling på syv morgensalmer, som Ingemann skrev til ugens syv dage. ”I østen stiger” er skrevet til onsdag, Men den passer også godt til helligtrekonger. Fra og med vers 4 refererer den til ”Østerland” med ”stjernen over Betlehem” indtil det i vers 7 kulminerer med lovprisningen til Kristus som ”soles sol fra Betlehem”, hvilket giver associationer til Ignatius’ brev til menigheden i Efesus.

     Julen varer om ikke til påske så i hvert fald til og med helligtrekonger, hvor vi bærer juletræet ud. Så derfor ville jeg egentlig gerne slutte med en af de julesalmer, vi ikke fik brugt i juledagene. Det kunne være H.C. Andersens ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Men det går bare ikke, for så går vi glip af den dejlige nr. 138 ”De hellig tre konger så hjertens glad”, så den skal vi have.

 

Mit salmevalg: 136 -- 362 – 307 / 749 – 138.


 

Første søndag efter helligtrekonger – Luk. 2,42-52: Jesus som 12-årig i templet.

 

Det store "bør"

 

"Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?" spørger Jesus sin jordiske far og mor, som bekymret har ledt efter ham.  Ordet "bør" forbinder vi sædvanligvis med løftede pege-fingre og håndhævelse af almindelig moral som et udtryk for, at hvis vi svigter dette "bør", så kan vi ikke være det bekendt.

     Men der er også et andet og større "bør", som er nok så betydningsfuldt, fordi det grundlæggende bestemmer ens liv. Man kan ikke på forhånd sige, hvad det går ud på. Dertil er der for mange tilfældigheder på spil i ens tilværelse. Nogle af dem er lykkelige, andre er ligegyldige, og nogle er tragiske. Det kan man ikke vide på forhånd. Men når man ser tilbage over det levede liv, tegner der sig alligevel et mønster, selv om det blev formet helt tilfældigt. Når man ser tilbage, viser det sig, at det alligevel var en vej, man gik – medmindre man på et eller flere afgørende steder forlod den vej, som man burde være gået. På en eller anden måde fornemmer man, at der i livet er et stort og afgø-rende "bør", som man ikke kan svigte, uden at livet bliver meningsløst. Der er mange løftede pegefingre, som man kan være ligeglad med – ja, som man måske endda bør være ligeglad med. Men det helt overordnede "bør" – det "bør", som grundlæggende bestemmer, hvad livet går ud på – tilsidesætter man ikke ustraffet.

     Det særlige ved fortællingen om den 12-årige Jesus i templet er, at dette "bør", som bestemte hans liv, her kommer til orde for første gang, og han svigtede det aldrig senere. Han bør tage ind i tolderen Zakæus' hus med frelse til ham og alle andre syndere og fortabte. Han bør tage til Jerusalem, hvor han bør overgives til menneskers magt og vold. Han bør lide og dø, og han bør ophøjes til den himmelske fars højre hånd. Han bør blive i det, der tilhører den himmelske far. Adskillige gange i fortællingen om Jesus dukker dette store "bør" op, og han svigtede det ikke en eneste gang.

     Når Lukas fortæller historien om den 12-årige Jesus i templet, så er meningen den, at vi skal vide, at Jesus er dér, hvor han bør være. Og fordi han er dér, får vi andre også lov til at være dér i den forstand, at vi bogstaveligt talt får lov til at hvile i Gud. Vi skal ikke i alt det tilfældige styrte rundt i en rastløs søgen efter en mening med vort liv, for når vi hviler i Gud, er vi dér, hvor vi bør være.  

 

Forslag til salmevalg

 

Søndagen handler om Jesus som 12-årig i templet. Det gør det nærliggende at synge noget om, hvad vores tempel – kirken - går ud på. Hvad er meningen med kirken, altså kirkehuset, som vi kalker og holder vedlige med gudstjenester? Kirken er ikke noget uden gudstjenesten. Den smukkeste salme, jeg kender til forklaring på gudstjenesten er nr. 411 ”Hyggelig rolig”. Salmen er henvendt til Gud, og den handler om hans bolig hos os. Versemålet er lidt abrupt, og derfor skal salmen læses med omhu. Nøglen til salmen finder jeg i vers 2: ”Som ved dit alter den kvidrende fugl, und i dit tempel din tjener et skjul”. Vi er alle sammen tjenere. Når vi har gjort det, vi skulle, er vi unyttige tjenere (jf. Luk. 17,10). Men hvornår når man dertil? Derfor har vi brug for at gå i kirke. At gå i kirke er i en vis forstand at gå i skjul. Vi skal ikke gå i kirke for at blive set hverken af andre eller af os selv. I kirken er vi også i skjul for vort eget selvransagende blik. Så jeg vil begynde gudstjenesten med at synge ”Hyggelig, rolig” så meget mere som salmen er blevet til som en gendigtning af Salme 84, der på denne søndag er den gammeltestamentlige læsning.

     Epistelteksten Rom. 12,1-5 forbereder os på, at vi skal ud af kirken igen, ud af skjulestedet, ud til alle pligterne, hvilket nr. 413 ”Vi kommer, Herre til dig ind” kan være en god forberedelse til som anden salme: Vi skal ud i verden og rydde vokse-steder (v. 5). Vi skal legemligt stille os til rådighed i tjenesten for vor næste. Jeg forstår ikke, at man ikke har valgt den fuldkommen ordrette oversættelse af den sidste sætning i episteltekstens vers 1: ”det skal være jeres logiske gudstjeneste” og ikke: åndelige gudstjeneste. Efter den liturgisk prægede lovprisning i kap. 11,32-36 formaner Paulus menigheden til at stille deres legemer til rådighed som ”et levende og helligt offer”. I forlængelse af den liturgiske gudstjeneste er der ude i hverdagslivet en logisk guds-tjeneste, som ikke må forsømmes. Efter epistellæsningen kunne man synge nr. 752 ”Morgenstund har guld i mund”, som passer godt til første del af epistellæsningen: Vi skal stille vore legemer til rådighed i hverdagens gudstjeneste, det vil sige, vi skal lade vort lys skinne. Efter epistellæsningen kunne man også synge nr. 598 ”O Gud, du ved og kender”, som passer godt til anden halvdel af teksten.

     Efter prædikenen skal vi have en salme, der handler om Jesu barndom. I salme-bogen er der nr. 139 ”Hvor stor er dog den glæde” og nr. 140 ”I Nazaret, i trange kår”. Den første er af Kingo, den anden af Grundtvig. En enkelt gang har jeg brugt ”Mellem disse grønne høje” (på Oluf Rings melodi), som nu desværre er forsvundet fra højskolesangbogen. Nr. 140 er egentlig en vise, som rummer nogle pudsige, naivistiske vers (se Sangværket!), som Grundtvig senere fjernede, hvilket der så kom en salme ud af. For mit vedkommende vil salmevalget afhænge af den prædiken, jeg har tænkt at holde.

            Som udgangssalme er nr. 424 ”I Herrens hus er godt at bo” oplagt. Men hvis nu Kingo bliver snydt for både tredje og fjerde salme, så skal han have lov at have det sidste ord med nr. 598 ”O Gud, du ved og kender”.


Mit salmevalg: 411 – 752 – 413 / 140 – 598.


Anden søndag efter helligtrekonger – Joh. 2,1-11: Vinunderet i Kana.

 

Det som tegnet er tegn på

 

I Johannesevangeliet kaldes vinunderet i Kana et tegn. Det er det første tegn i en række tegn, som Jesus gjorde. Det vil sige, at i evangeliet peger tegnet ud over sig selv og hen på noget andet som et tegn på det, der i en helt anden forstand var Jesu gerning her på jorden.

     Vi har i vort sprog en talemåde, der siger noget om at gemme det bedste til sidst. Gad vide om denne talemåde har sin oprindelse i fortællingen om vinunderet i Kana, som i øvrigt kan siges at være et billede på hele den evangeliske historie, der jo også gemmer det bedste til sidst? Endnu er den guddommelige herlighed kun til i skikkelse af den jordiske Jesus, og vi får kun del i den ved at holde os til de tegn, der er knyttet til hans skikkelse. Tegnene er som alle andre tegn tvetydige, hvad vi jo også kan se af fortællingen: Tjenerne havde nok set, at vandet, som de havde øst op i karrene, var blevet til vin, men at det skulle være et tegn på Guds herlighed, havde de ikke set. Skafferen, som smagte på den gode vin, så det som et tegn på dårlig planlægning af festen. Først til allersidst får vi at vide, at disciplene ved dette tegn så, at der var gjort en begyndelse til noget nyt. Og de troede på ham.

     Men endnu er vi kun ved begyndelsen. Flere andre tegn skal senere komme til, mens vi følger Jesus på hans vandring ad den vej, der afstikkes af en kærlighed, der elsker så meget, at den sætter livet til. Men endnu er vi kun ved begyndelsen, og vi har derfor endnu det bedste til gode. Men vi er undervejs, og – som Paulus et sted siger – vi går fra herlighed til herlighed, efterhånden som tegnene åbenbarer det, vi har brug for at vide om Gud. Som det siges i et anonymt rim, jeg har fundet i en prædikensamling:

Tålmod og udholdenhed

er gamle kristne dyder,

der troligt holder fast ved det,

som tegnene betyder.

Vor Herres tegn de tyder på,

at vi det bedste sidst vil få,

når vejen er til ende. 

 

Forslag til salmevalg


Denne søndag står i brylluppets tegn – brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde ”begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed”. Det sidste ord bliver et stikord i salmevalget, så derfor synes jeg, at nr. 143 ”Med den enbårnes herlighed” skal med som første salme eller som salmen efter prædikenen. Vers 3 handler om det første tegn og dermed om brylluppet i Kana. Men der er selvfølgelig også nr. 144 ”Hvor saligt var det ægtepar”, som er en Kingo-salme, der i sin helhed handler om brylluppet i Kana. Man kunne efter prædikenen også vælge at synge en decideret bryllupssalme som nr. 703 ”Det er så yndigt at følges ad” eller nr. 706 ”I blev skabt som mand og kvinde” (skønt den sidste vel dumper af mangel på politisk korrekthed i forhold til LGBTI-personer).

     Det kan være svært at finde salmer, der matcher de gammeltestamentlige læs-ninger. Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en god salme over teksten fra 2. Mos. 33,18-23. Det er nr. 22 ”Gådefuld er du, vor Gud!”, så den skal efter min opfattelse med.

     Jeg vil vælge at nøjes med at læse den sidste halvdel af epistelteksten og derefter synge nr. 696 ”Kærlighed er lysets kilde”, som også kan gå an som forberedelse til bryllupstemaet i evangelieteksten. I øvrigt skal man lige bemærke, at salmen ikke handler om vores menneskelige kærlighed, men derimod om Guds kærlighed, sådan som den åbenbares i Kristus. Når Grundtvig i sine salmer skriver ”kærlighed”, så er det som regel en henvisning til Kristus.

     Hvis man efter prædikenen vælger at synge nr. 703, kan man måske lave et link fra den herlighed, der åbenbares i Johs. 3,11 til den tillidens herlighed, der er tale om i salmens vers 3.

En god udgangssalme er nr. 25 ”Hver et lys i livets nat”. Den kan i øvrigt også synges på melodien til ”Rind nu op i Jesu navn”, hvilket gør den lidt mere festlig.   

 

Mit salmevalg: 143 – 22 – 696 / 703 – 25.

 


Tredje søndag efter helligtrekonger – Matt. 8,1-13: To helbredelser.

 

Da Jesus gik ned fra bjerget

 

For ca. 2500 år siden forlod inderen Siddhartha Gautama sin fars pragtfulde plads og begav sig ud i verden, hvor han blev dybt forfærdet over det, han så. Det første, han mødte, var en syg gammel mand og dernæst en lig, som var gået halvt i opløsning. Af skræk for denne verdens elendighed trak Gautama sig tilbage på et højt bjerg langt væk fra alt det hæslige. Gennem sin meditation på bjerget opnåede han den indsigt, at denne verden er én stor hæslig illusion, som det gælder om at slippe ud af. Denne indsigt gjorde Gautama til Buddha, hvilket betyder "en, der er oplyst" og har forstået, at det er ligegyldigt med verden og det andet menneske. Det handler kun om at slippe væk fra det.

     Fem hundrede år senere gik Jesus op på et bjerg, hvor han holdt den lange prædiken, som vi kalder Bjergprædikenen. Det drejer sig i denne prædiken om forholdet til Gud og forholdet til medmennesket. Da Jesus havde holdt sin prædiken, gik han ned fra bjerget, ned til det vi kalder virkeligheden. Her mødte han først en spedalsk og dernæst en fortvivlet romersk befalingsmand, som havde en tjener, der var ved at dø. Men Jesus trak sig ikke tilbage på bjerget for at sidde dér og meditere langt borte fra nød og elendighed. Men han gik ned fra bjerget for at være hos de elendige og for at gøre det, han kunne.

     Når vi går fra kirke, går vi i en vis forstand også ned fra bjerget. Kirkerne ligger ofte på en bakketop, fordi bakketoppen er kirkens naturlige sted. Hvor der er kirke, er der højtid. Og den gudstjeneste, der finder sted i kirken, er et sted, der ligger lidt højere end alle de steder, hvor vi færdes til hverdag. Af samme grund er søndagen forskellig fra ugens øvrige seks dage. Gudstjenesten er en begivenhed, der hæver sig over alle andre begivenheder i ugens løb, fordi den er en anderledes begivenhed, og fordi vi fra dette ugentlige højdepunkt bedre kan overskue det, der sker i hverdagene.

     Da Jesus gik ned fra bjerget, mødte han en række problemer, som han tog sig af. Når vi går hjem fra kirke, er livet derude heller ikke blevet anderledes. Det er, som det var, da vi gik hjemmefra. Men gudstjenesten er anderledes. Gudstjenesten er en undtagelse fra hverdagen. Søndagen er en anderledes dag. Men det er ikke gudstjenesten, der er fremmed for hverdagen, det er derimod hverdagen, der er fremmed for gudstjenesten, fordi hverdagen ikke vil vide af den anderledes livsforståelse, som kommer til syne i gudstjenesten. Derfor er det sådan, at når vi går fra kirke, kommer vi ud til en verden, som er blevet mere gennemskuelig, fordi vi nu ser den i det lys, der kommer fra gudstjenesten. I den verden skal vi gøre det, der er nødvendigt. Vi skal gøre det med den inspiration, der kommer af det, vi har hørt i kirken.

 

Forslag til salmevalg


En gudstjeneste gør som begivenhed tiden til en højtid og stedet til et bjerg. Der er i Det ny Testamente sådanne gudstjenestebegivenheder som ”Bjergprædikenen” og ”Forklarelsen på bjerget”. I mange landsbyer hedder vejen op til kirken derfor også Kirkebjergvej, for kirken ligger på bjerget. Nedenfor bjerget ligger hverdagen og det almindelige liv. Teksten til i dag foregår i det almindelige liv, men med bjerget og gudstjenesten som baggrund. Jeg vil derfor gerne begynde med at synge en salme, der knytter gudstjenesten og hverdagen sammen. Det kunne være nr. 402 ”Den signede dag”, men den brugte jeg nytårsdag. Så er der også nr. 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort” eller nr. 435 ”Aleneste Gud i Himmerig”.

     Efter den gammeltestamentlige læsning skal der være en salme, der handler om gud. Og det må være nr. 7 ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”. Det kunne også være Lisbeth Smedegaard Andersens salme nr. 877 ”Du, som er i det høje”. Jeg vælger nr. 7. Den kan konfirmanderne godt lide.

     Som tredje salme kunne man vælge nr. 318 ”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige”, som også bidrager til at fastholde forbindelsen mellem gudstjenesten og hverdagen, for så vidt som den slutter på det jævne, hvor nåden og sandheden mødes. Eller det kunne være en salme, der lægger op til evangelieteksten med fortællinger fra hverdagslivet med al dets besvær og elendighed. Det kunne så være nr. 36 ”Befal du dine veje”.

     Efter de to helbredsfortællinger om den spedalske og officerens tjener skulle man måske synge nr. 643 ”Sorrig og elendighed” eller en lignende salme fra den ende af salmebogen. Der er også en salme som nr. 655 ”Er du modfalden, kære ven” (på Carl Nielsens melodi!), som rummer den tanke, at vi skal kunne lære at forholde os til det, som vi ikke forstår – ja, måske endda lære at takke for det. Som det blev udtrykt af et menneske, der tænkte tilbage på en ulykkelig begivenhed: ”Jeg ville aldrig have kunnet ønske, at det gik, som det gik. Men eftersom det nu gik, som det gik, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle have ønsket anderledes!”. Man kunne også efter prædikenen synge nr. 33 ”Han, som har hjulpet hidindtil”. Den er faktisk lige så god.

     Som udgangssalme synes jeg så, at man kan synge nr. 375 ”Alt står i Guds faderhånd”.

 

Mit salmevalg: 435 – 7 – 36 / 655 – 375.

 

 

Fjerde søndag efter helligtrekonger – Matt. 8,23-27: Stormen på søen.

 

Mangel på tro

 

Fortællingen om Jesus, der stiller stormen på søen, burde mane os til ikke at stole alt for meget på det, vi kalder vores tro. Snarere burde vi være lidt mere opmærksomme på vores mangel på tro, og på hvad denne mangel indebærer. Det er ganske vist en hård dom, Jesus forkynder over sine disciple, da han kalder dem "lidettroende" – smigrende er den i hvert fald ikke – men samtidig fortæller situationen, at han netop ikke overlod disse tvivlere til angst og undergang. For da stormen afslørede deres mangel på tro, da åbenbarede den samtidig hans tro. Ordene "I lidettroende" er nok en dom over deres mangel på tro, men samtidig binder disse ord dem til at leve af hans tro, så de med en salmelinje kan sige: "Nu Jesu tro er al min trøst" (493,4). Når vi tænker efter, er det netop det, der er evangeliet, nemlig at vi får lov til at leve af hans tro. Sådan som han troede, får vi også lov til at tro.

     Man kan spørge, hvilket evangelium, der kan være til dem, som i forvejen har deres på det tørre. Hvilken trøst kan der være til dem, der i forvejen er sikre på deres egen tro? Nej, det er nok sådan, at det især er til dem, der er kommet ud på det dybe vand, at vor Herre har noget at sige, som kan trøste og oprejse. For hans tro er, at han holder ud med dem, som ikke længere kan holde ud, og som specielt ikke kan holde sig selv ud. Vor Herres kors er, at han bliver hos dem og stiller stormen.

     Jeg har engang set et billede af maleren Sven Havsteen-Mikkelsen. I billedet ser man et voldsomt oprørt hav under en vild og truende himmel. Men midt i det hele ser man en skibsmast rage op af bølgerne. Selve skibet kunne man ikke se – kun masten, som var forsynet med et rær, så det havde form som et kors. Sådan er det! Midt i uvejret og stormen og angsten, som får vores tro til at smuldre, bliver vor Herre hos os med sin tro og sit ord, for at vi skal leve ved det. Når alting tårner sig op omkring os, og vi midt i elendigheden ikke har andet end vores mangel på tro at vise frem, da møder vi i dette kaos vor Herres kors, som vi kan klamre os til, fordi det er et tegn på, at Gud ikke har forladt os, selv om vi har forladt ham. 

 

Forslag til salmevalg

 

På en søndag i nærheden af kyndelmisse skal man synge Brorson vidunderlige salme nr. 557 ”Her vil ties, her vil bies”. Det er formentlig Brorsons sidste salme, og den er vel også skrevet med tanke på den forestående død. Den kan synges som en årstids-salme. Men den er også en eskatologisk salme, der passer godt som en stilfærdig kommentar til fortællingen om stormen på søen. Så den skal være den første salme på denne søndag.

     Den gammeltestamentlige læsning er fra Jobs Bog på det sted, hvor Gud Herren giver Job en gevaldig opsang, idet han påminder Job om skaberværkets storhed og hans egen lidenhed. I "100 salmer er der en salme, som er en delvis gendigtning af Job-teksten, samtidig med at den er skrevet under inspiration fra dagens evangelie-tekst. Det er Inge Hertz Aarestrups salme nr. 802 "Når vinterstorme hærger". Det er en rigtig god salme, som også har en fin melodi af Erik Sommer. Så det er nok den, man skal vælge. Men jeg kunne nu også godt være fristet af strofe 9 i Grundtvigs digt ”Nat i østen er ej så lang”. Melodien er jo velkendt fra nr. 105 ”Venner sagde Guds engel blid”. Strofen lyder:

Hvor var du eller jeg dengang,

da lys blev født i mørke?

Kan vi stjernernes morgensang,

og har mod Gud vi styrke?

Kan dårskabs ord som en tågesky

fordunkle ordet ”Bliv lys påny”?

 

     Epistelteksten er en kærlighedstekst. Da jeg for et par søndage siden allerede har brugt nr. 696 skal den ikke med igen. Men så er der nr. 494 ”Kærlighed fra Gud”, som i den gamle salmebog var indrangeret under ”bryllupssalmer”. Og det er den ikke. Så det er godt, at den har fået en anden placering. I den nye salmebog er der også nr. 710 ”Kærlighed til fædrelandet”. Den hører egentlig til i Højskolesangbogen, og man kan være bange for, at det er en sang, som Dansk Folkeparti vil tage patent på. Men sådan bør det ikke være. Den er en sang til hele det Danmark som frygter for, ”hvad verden (politikerne?) kalder sin nødvendighed af stål” (v. 7). Hvis man vil profilere sangen lidt og dermed også forkorte den, kan man begynde med vers 3.

     Så er der evangelieteksten om Jesus, der stiller stormen på søen. Hvis jeg ikke allerede Nytårsdag havde brugt nr. 709 ”Alfader, du hvis navn i nord”, ville jeg måske have brugt den her. Gustav Biering har i 1989 skrevet en salme over teksten. Det er nr. 150 "Mit hjerte er så bange". Men der er jo også Kingo, som har skrevet nr. 149 ”Hvad er det for en snekke og liden flydebåd”. Her er det ikke som hos Grundtvig hele Danmark, men derimod kirken, Kingo tænker på. Men kirken kan også have brug for et trøstende ord. Trods den lidt arkaiske sprogbrug, kan jeg bedst lide Kingos salme.

     I den gamle salmebog havde vi ”Din kirke, gode Gud, hvor ordet lyder”. Den er som nævnt til Nytårsdag bortvist fra den nye salmebog. Men så har vi nr. 711: ”Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider”. Den kan vi så bruge som udgangssalme.

 

Mit salmevalg: 557 – 802 – 710 / 149 – 711.

 

 

Femte søndag efter helligtrekonger – Matt. 13,24-30: Lignelsen om ukrudtet i hveden.

 

Vækstens tid

 

Med Himmeriget er det ligesom med en mand, der havde sået sin mark til med hvede – god og ren hvede. Men så kom der det ondt menneske og såede ukrudt i hvedemarken. Der findes faktisk onde mennesker, som kunne finde på sådan noget blot for at gøre ondt. Det siges udtrykkeligt, at det er en lignelse om Himmeriget.      Lignelsen er ikke en lignelse om, hvordan det almindeligvis er her i denne verden. Det er heller ikke en lignelse om, hvordan det skal gå til på dommedag. Lignelsens pointe ligger i bondens besindighed, da der er nogle, der vil gøre kort proces ved at luge ukrudtet bort. "Lad os nu vente og så, hvad det bliver til", siger bonden. "Endnu er vi ikke i høstens tid, vi er i vækstens tid. Vi skal ikke trampe det spirende korn ned, før vi kan se, hvad det alt sammen er for noget. Vi lever ikke i fuldendelsen, men derimod i vækstens tid. Og derfor skal der ikke fældes nogen dom nu!"

     Lignelsen handler om Himmeriget. Og det eneste, vi kender som Himmeriget er kirken, når der holdes gudstjeneste i den. Det er i al fald Grundtvigs opfattelsen i salmen "Kirken er som Himmerige". For i kirken kan hverken Povel eller Peder påberåbe sig noget som helst, fordi det hele tilhører Vor Herre, men i troen får vi adgang til det, der tilhører ham. Derfor kan vi ikke bruge kirken til at sætte skel eller lave partier eller noget andet, som vi kan bruge til at dømme hinanden med. I kirken kommer det an på tro – troen på det, som vi hører. Og det er der ingen af os, der er færdige med. Der er ingen af os, der kan komme og prale med en veludviklet og fuldmoden tro, som er blottet for enhver form for tvivl og anfægtelse. Vi lever endnu i vækstens tid. Vi er ikke færdige. Vi er på vej. Og så må vi se, hvad der kommer ud af det.

     Så længe det er sådan, må vi lade os trøste med, at Gud nok selv skal holde øje med sin mark. Vi er hans mark, hvor der gror både det ene og det andet. Og det skal vi så lade gro i tillid til, at Gud, som allerede har sået sit ord i os og dermed begyndt sin gode gerning i os, også vil fuldføre den indtil vor Herres Jesu Kristi dag (Fil. 1,6). Vi skal naturligvis kæmpe for det, som vi tror på, og vi skal lade andre kæmpe for det, som de tror på, selv om de tilsyneladende tror på noget andet. For vi lever i vækstens tid, og Gud skal nok selv holde øje med sin mark for – når tiden er inde – at høste frugten af den gode sæd, han med sit ord i evangeliet har sået i vore hjerter.

 

Forslag til salmevalg

 

Til sidste søndag foreslog jeg Brorsons nr. 557 "Her vil ties her vil bies". Så hvis ikke den blev brugt sidste søndag, ville jeg overveje den igen som salme efter prædikenen, fordi den rummer den eskatologiske foreløbighed, som kendetegner lignelsen om ukrudtet i hveden. Men efter prædikenen kunne det også – som antydet ovenfor – være Grundtvigs nr. 327 "Kirken er som Himmerige". Det kunne også være nr. 155 "Godt og ondt i lys og mørke", som Grundtvig har skrevet over evangelieteksten. Men jeg tror, at jeg vælger nr. 327 ud fra den betragtning, at kirken her i foreløbigheden og vækstens tid er vort Himmerig.

            Som første salme vil jeg forslå en af Kingo, som også kender til den eskatologiske foreløbighed for eksempel i salme nr. 745 "Vågn op og slå på dine strenge". Han ved, at vort borgerskab er i Guds rige, men han ved også, at der endnu kræves noget af os her i foreløbigheden, så derfor begiver han sig ud til sin gerning i tillid til, at Gud bliver hos ham med sin bistand.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Prædikerens Bog vil nr. 341 "Det lakker nu ad aften brat" være et godt valg, fordi den arbejder sig igennem den mistrøstighed, som Prædikeren og vi andre ofte er fælles om.  

     Nr. 321 "O, kristelighed" vil jeg i gudstjenesten være tilbøjelig til at anbringe efter prædikenen, men på denne søndag synes jeg, at den vil gøre god fyldest efter epistellæsningen, dels på grund af henvisningen i vers 7 til "kærligheden som det fuldkommenhedens bånd", dels fordi salmen også rummer en tanke om en nødvendig væksttid.

     Der er selvfølgelig også nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde", som godt kunne træde i stedet for "O, kristelighed". Den kunne måske også bruges som udgangssalme, men her synes jeg, at nr. 398 "Dybe stille, stærke milde" passer bedre, så den vælger jeg.

 

Mit salmevalg: 745 – 341 – 321 / 327 – 398.

 

Sidste søndag efter helligtrekonger – Matt. 17,1-9: Forklarelsen på bjerget.


Rejs jer, og frygt ikke!

 

Fortællingen om forklarelsen på bjerget er i mit hoved blevet til en fortælling om kirken og gudstjenesten. Det er en opfattelse, som jeg har fået ved at betragte nogle oldkirkelige og middelalderlige mosaikker og kalkmalerier.

     Der er en mosaik, som jeg er særlig glad for. Det er en apsismosaik i en kirke i landsbyen Classe uden for Ravenna i Italien. Kirken, som er indviet til Sankt Apollinaris, er bygget under kejser Justinian i 500-tallet. Kirken er i sig selv en forklarelse. Den ligger på en eng uden for landsbyen. Mosaikbilledet er grønt, der er træer og buske, og imellem dem går der tre lam. Midt i alt det grønne er der en stor cirkel, som omskriver et kors. Og ser man meget nøje til, kan man lige i midten af korset skimte et billede, som viser Kristi ansigt. Ved siden af cirklen med korset dukker der et par skikkelser frem af noget, som kunne ligne skyer.

     Det er ikke umiddelbart indlysende, hvad billedet forestiller. Der er korset med kristusbilledet i midten. Og der er to skikkelser, som kommer frem af skyerne. Og så er der de tre lam, som går på den grønne eng imellem træer og buske.

     Det kan jo være, at de tre lam hedder Peter og Jakob og Johannes. Hvis det er rigtigt, så er det nok Moses og Elias, som dukker frem af skyerne. Og hvis det er rigtigt, så er hele mosaikken nok et billede af forklarelsen på bjerget. Men der er jo ikke noget bjerg. Tværtimod er det jo en eng, det foregår på.

     Man får forklaringen, når man er kommet ud af kirken og har passeret engen, hvor der på den anden side ligger en lille beværtning, hvor man kan indtage et glas vin, mens man funderer over livet i almindelighed og kirken i særdeleshed. Og så kan man pludselig se, hvad det er! For der ligger kirken jo midt på engen med træer og buske. Og minsandten om der ikke også er tre lam, som går og græsser. Gad vide om de hedder Peter og Jakob og Johannes? Moses og Elias må man tænke sig til, hvad der ikke er så svært, for loven og profeterne er jo altid lige i nærheden. Men kirken ligger der tydeligt nok - næsten som en åbenbaring, som en forklarelse, ikke på bjerget, men på engen.

     Billedet inde i kirken er altså rigtig nok et billede af fortællingen om forklarelsen på bjerget - bortset fra at der ikke er noget bjerg. Det er forklarelsen på engen! Det kunne være en hvilken som helst eng et hvilket som helst sted i verden.

     "Se, nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øje, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere!" Sådan læser vi Johannes' Åbenbaring (21,3-4).

     Det er måske ikke lige det, vi oplever - at der hverken er tåre eller død, eller sorg eller pine. Men Guds bolig er hos os! Og derfor skal det andet ikke være mere. I alle fald er der midt iblandt os et sted, hvor der er godt at være. Det ligger midt i vort almindelige liv på samme måde, som vor Herre i sin tid færdedes midt i alt det almindelige med en magt og myndighed, som kun kan komme fra Gud selv. Og når vi plaget af tårer og død, sorg og pine ikke ved af andet end det at begive os ind under Guds magt og myndighed, så kan vi gå i kirke og finde trøst dér. For den er Guds bolig hos menneskene. Dér vil han bo hos dem.

     "Rejs jer, og frygt ikke!" sagde Jesus på bjerget til sine tre disciple. Det samme siges med velsignelsens ord til os, når vi går fra kirke. Vi skal rejse os og gå ud af kirken, ud på engen, til vores almindelige liv i tillid til, at vor Herre har hånd om os!

 

Forslag til salmevalg


Ud fra den betragtning, at fortællingen om forklarelsen på bjerget er et billede på gudstjenesten vil jeg gerne begynde denne søndag med at synge en gedigen gudstjenestesalme. Det skal være nr. 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort”. Hvis der også er dåb, er det endnu bedre (jf. v.4).

     Den gammeltestamentlige læsning om lovgivningen på Sinaj giver anledning til at bruge ordet ”pagt” som stikord. Og så melder der sig straks et par salmer, for eksempel nr. 309 ”Bøj, o Helligånd, os alle”, hvor vi beder om styrke til at blive i pagten. Det er naturligvis den nye pagt, der er tale om. Det gælder også den anden salme nr. 396 ”Min mund og mit hjerte, de gjorde en pagt”.

     Epistelteksten lægger op til evangelielæsningen. Før prædikenen kunne man synge nr. 292 ”Kærligheds og sandheds ånd”, hvis man vil have en, der virkelig har tyngde. Men den tror jeg, at jeg gemmer til, der kommer en passende Johannestekst i tiden mellem påske og pinse. Men så er der nr. 355 ”Gud har fra evighed givet sin søn os til Herre”. Den passer fint mellem epistellæsningen og evangelielæsningen, så den vælger jeg.

     Som salme efter prædikenen er der to gode muligheder at vælge imellem. Der er K.L. Aastrups nr. 162 "Det var kun en drøm". Det er en udmærket salme med en god og sangbar melodi, som nok er mere kendt fra nr. 249 ”Hvad er det at møde”. Men jeg vil nu alligevel hellere have Grundtvigs nr. 161 ”Med strålekrans om tinde”, fordi den taler jævnt og ligetil om, at selv om vi sidder i det lave og mellem grave, så er vi på et sted, hvor der er godt at være, fordi Herrens ord ved Helligåndens gerning her trøster menigheden i Guds bolig (kirken) , indtil vi selv møder ham i ”Herrens kirkeby” (det ny Jerusalem), hvor der også er godt at være.

     Som udgangssalme skal vi have nr. 424 ”I Herrens hus er godt at bo”. Den sprang jeg over første søndag efter helligtrekonger, så den skal med nu.


Mit salmevalg: 403 – 396 – 355 / 161 – 424.


 

Septuagesima søndag – Matt. 20,1-16: Arbejderne i vingården

 

Hvad får vi for det?

 

Billedet med vingården bruges i adskillige versioner i både Det gamle og Det nye Testamente. Gud er vingårdsejeren, vingården er Guds folk eller kirken, og vingårds-arbejderne er os. Vingården er ikke et billede på verden. Tværtimod er verden alt det, der ligger uden for vingården. Derfor dukker billedet med vingården op i et svar til disciplene, da de kom hen til Jesus for at høre, hvad de skulle have for det. De havde jo bogstaveligt talt forladt alting for at følge ham. Men så måtte der vel også være en belønning for det, synes Peter på sine egne og disciplenes vegne. For når Guds rige gives til toldere og syndere og andre, som ikke har fortjent det, hvad skal vi så have?

     Sådan tænker vi, når vi ikke kommer lige fra kirken, men kommer lige fra verden, hvor det for eksempel drejer sig om fordelingen af vore skattekroner. Udgangspunktet er, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, som det hedder. Men selvfølgelig bliver vi nødt til at have et eller andet system, så samfundet ikke bryder sammen. Der skal være nogle penge til at betale for det, som vi alle sammen har brug for.

     Men så er der dem, der selv er ude om det, som det siges. Flygtninge, de enlige mødre, narkomanerne og alle dem, der ikke har sørget for en ordentlig pensions-ordning. Hvad med dem? Her i verden gør vi tilværelsen op i det, som vi har krav på. Vi har krav på, at det skal gå ret og rimeligt til, og derfor er det nødvendigt, at der er forskel. Det er ikke rimeligt, at det går alle ens, for så går det ikke efter fortjeneste. Lignelsen om arbejderne i vingården kalder på vores forargelse, fordi det ikke går retfærdigt til. I grunden er den en absurd fortælling, som slet ikke kan tænkes at finde sted i virkeligheden. I kirkeåret hører vi ofte lignelsen på det tidspunkt, hvor der skal forhandles overenskomster på arbejdsmarkedet, og de forhandlinger ville hurtigt bryde sammen, hvis man på arbejdsgiversiden gør som vingårdsejeren.

     Da Peter som disciplenes tillidsmand mødte op til forhandling og spurgte: "Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi så?", da var meningen den, at de skulle have en belønning, fordi de for den gode sags skyld havde forladt alt, hvad de ejede og havde. Kort tid senere forlod de også alt. Det skete skærtorsdag og langfredag, da de alle sammen forlod ham og svigtede. Det var et nederlag. Måske skal der et sådant nederlag til, før man rigtig forstår dybden i lignelsen om arbejderne i vingården. På baggrund af nederlaget ved man for alvor, hvad det vil sige, at tilværelsen er en gave, og hvad det betyder, at der er nogen, der vil kendes ved en alligevel.

 

Forslag til salmevalg


Denne søndag og næste søndag befinder sig på overgangen mellem helligtrekonger-tiden og fastetiden.

     I dag handler det om lignelsen om arbejderne i vingården, så derfor vil jeg gerne begynde dagen med at synge en salme om livet i kald og stand. Det bliver Kingos morgensalme nr. 743 ”Nu rinder solen op af østerlide”. Den har et indhold og en tone (med Zincks melodi), så man får lyst til at gå i gang med dagen.

     Nr. 598 ”O Gud du ved og kender” passer godt til den gammeltestamentlige læsning fra Jeremias’ Bog, men den foreslog jeg også til 1. søndag efter helligtre-konger. I stedet vil jeg som anden salme foreslå en fredsommelig helligåndssalme som nr. 309 ”Bøj, o Helligånd, os alle”.

     Som forberedelse til lignelsen om arbejderne i vingården vil jeg gerne synge nr. 365 ”Guds kærlighed ej grænse ved” eller nr. 179 ”Herren god, som uden grænser”. Den sidstnævnte har versemål fælles med nr. 309, så det må blive den førstnævnte. Men den har til gengæld versemål fælles med nr. 170 ”Fra verdens morgenstund udgår”, som er den eneste salme, jeg kender, der er skrevet over lignelsen, og som derfor vil passe godt efter prædikenen. Problemet kunne løses ved at vælge forskellige melodier til det samme versemål. Eller man kunne vende tilbage til nr. 598 på andenpladsen. Det tror jeg, at jeg gør.

     Til slut vil jeg med udgangssalmen vende tilbage til kaldstanken og synge nr. 498 ”Gud, efter dig jeg længes”, men kun vers 5-6, altså de to sidste vers.

 

Mit salmevalg: 743 – 598 – 179 / 170 – 498 vers 5-6.

 

 

Sexagesima søndag – Mark. 4,1-20: Lignelsen om sædemanden.

 

Den hellige ødselhed

 

Jeg ved godt, at man ikke skal bekymre sig på vor Herres vegne. Jeg ved også godt, at vor Herre selv var fuldkommen ubekymret, da han vandrede omkring fra den ene by til den anden og prædikede evangeliet om Guds rige.

     Vist skal vi ikke bekymre os på vor Herres vegne. Men det betyder ikke, at vi så skal gøre en dyd ud af overhovedet ikke at bekymre os om noget som helst. Jeg synes nok, at vi har grund til at være bekymrede på vore egne vegne. Vores samfund har efter-hånden udviklet sig sådan, at vi mennesker bliver mere og mere fremmede for os selv - for slet ikke at tale om, at vi også bliver mere og mere fremmede for Gud. Det er da ikke til at se andet, end at hans mark bliver mere og mere genstridig at have med at gøre. "Den, der har ører at høre med, skal høre!" siger Jesus, da han har fortalt sin lignelse. Det gælder altså om at høre. Men hvad hjælper det, at man vil høre, hvis man ikke kan høre for al den samfundsmæssige larm, der omgiver os til alle sider. Mon vor Herre har tænkt på, at hans ord også kan kvæles af larm?     

     Kirkerne ligger spredt ud over landskabet og vidner om, at Guds sædemand endnu går hen over marken. I gudstjenesten fortsætter den hellige ødselhed uanfægtet. Sådan som Gud lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige - hvilket ret beset også er noget roderi! - således spreder han sit ord også på steder, hvor der ikke ser ud til at kunne gro noget som helst. Men der er ingen, der siger, at marken skal se sådan ud, som den gør. Vi kan godt gøre noget ved den, hvis vi vil. Det er den moralske appel, som lignelsen kan give anledning til.

     Men evangeliet i lignelsen går ud på noget andet. Evangeliet går ud på, at evange-liet bliver forkyndt. Og så må vi håbe på, at høsten nok skal komme til sin tid – trods markens beskaffenhed.

 

Forslag til salmevalg


På denne søndag, hvor der bliver rigelig anledning til at jamre over elendigheden i både det folkelige og det kirkelige liv, synes jeg, at vi skal begynde med en lovsang. Vi kan lige så godt tage nr. 3 ”Lovsynger Herren”, som også lægger godt op til den gammel-testamentlige læsning fra Esajasbogen. Efter læsningen kunne man så synge nr. 21 ”Du følger, Herre, al min færd, du kender mine veje”.

     Epistelteksten handler om korsets dårskab og Guds kraft og visdom. Nr. 672 ”Jeg ved på hvem jeg bygger” ville passe godt efter epistellæsningen. Der er jo også en salme som nr. 380 ”Op dog, Zion! Ser du ej”, men den skal måske gemmes, til vi kommer ind i fastetiden. Endelig kunne man lade epistelteksten tale for sig selv og så vælge salmen før prædikenen med tanke på evangelieteksten. Her er der flere muligheder, og så er der endda en, jeg savner. Det er nr. 135 i den gamle salmebog ”Din kirke-mark, o Gud, hvor ser den dårlig ud”. Når man nu om dage klager over folkekirkens elendighed, skulle man næsten tvinges til at synge denne Kingo-salme, som giver anledning til en formodning om, at det har været lige så galt i 1689.

     Som salme før prædikenen vil jeg så vælge nr. 152 ”O Herre Gud, din lære”, som Kingo også har en andel i, selv om den seneste bearbejdning skyldes Ingemann. Og så er der salmen efter prædikenen, hvor Grundtvigs katekismusagtige salme nr. 153 ”En sædemand gik ud at så” ligger lige for. Den er så rigtig, som den kan blive, men den er også lidt kedelig. Jeg vil hellere synge nr. 154 af Johannes Johansen ”En bonde-mand gik ud at så”. Melodien er fra reformationstiden og ret ukendt. Til gengæld er den let at lære.

Vi begyndte med en lovsang. Vi skal også slutte med en lovsang, og det skal være nr. 6 ”Dig være, mildeste Gud Fader”.


Mit salmevalg: 3 – 21 – 152 / 154 – 6.