Er vi på vej ind i en billedløs kristendom?

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

Det kan sommetider betale sig at gøre sig ærinder i salmebogen for at finde ud af et bestemt sagsforhold. I nærværende sammenhæng har jeg genlæst salmebogen samt desuden tillægget ”100 salmer” for at finde ud af, hvilken rolle det kristne fremtidshåb spiller i salmerne. Det viser sig, at mellem en tredjedel og halvdelen af salmebogens salmer på en eller anden måde rummer en trøsterig pointe, som oftest kommer frem i salmens sidste vers med en henvisning til Paradis, Himmerig, den kommende salighed, det ny Jerusalem, opstandelsen, synet af Guds ansigt, det evige liv samt metaforen ”hjem” som et udtryk for nærværet hos Gud.

     I tillægget ”100 salmer” viser det sig, at forekomsten af de trøsterige pointer er drastisk reduceret. Faktisk findes den kun i cirka en tiendedel af tillæggets salmer, og når de dukker op, er de udtrykt i meget spagfærdige vendinger. Til gengæld er der meget, der handler om pligt og moral. Mange af salmerne handler ikke blot om mine synder, men om vores allesammens synder. De handler om forurening og naturødelæggelse. Set fra en teologisk synsvinkel er det skabelsestanken, der bliver omsat i etik med en klar appel til at gøre noget. Hensigten er at kalde til syndsbevidsthed, så vi gør noget for at redde klodens liv. Men man kan spørge, hvad Gud har med det at gøre. Det er os selv, der har skabt problemet, og derfor er det vel også os selv, der skal løse det. Den selvskabte dommedag er et problem, der må løses i fællesskab uafhængigt af, om Gud er tænkt med eller ej.

     Baggrunden for denne iagttagelse er den omstændighed, at jeg i fire år var præst for Den danske Kirke i Schweiz, hvor jeg kun havde gudstjeneste hver anden søndag, hvilket gav mig mulighed for at gå til gudstjeneste i en reformert kirke eller høre gudstjeneste fra Danmark i radioen. Forskellen var overraskende lille! De reformerte kirker er billedløse. Der er ingen billeder i kirkerummet, heller ikke i prædikenen og i de salmer, der bliver sunget. Det betyder, at gudstjenesten udtrykker sig i en etisk præget begrebslighed, som sikkert hænger sammen med, at reformatoren Johannes Calvin, var jurist og ikke teolog. I gudstjenesten blev der talt en del om begrebet ”pligt”.

     Til sammenligning er den traditionelle lutherske gudstjeneste i Danmark båret af en billedrigdom, som er væsentlig mere udtryksfuld end det, der kan siges i en begrebslig sprogbrug. Det gælder først og fremmest salmerne, men dernæst også prædikenen og hele liturgien. Men det er, som om der i nyere tid er opstået en vis skyhed med hensyn til den billedlige sprogbrug, især når der er tale om at udtrykke det kristne fremtidshåb. De sproglige billeder, der skulle sige noget om Paradis, Himmerig, opstandelse, salighed og evigt liv, er ikke meget i brug, hvilket har konsekvenser for det, der kan siges i en begravelsestale. Når den billedlige sprogbrug nedtones, reduceres de sproglige muligheder til en begrebslighed, som gør begravelsestalen til en nekrolog med genfortælling og karakteristik af den dødes livsforløb. Det kan selvfølgelig være opbyggeligt nok at høre på, hvis man tager afsked med et menneske, som har levet et forbilledligt liv. Men hvad så, når det drejer sig om et menneske, som har misbrugt og forspildt sit liv, eller som er blevet berøvet sine livsmuligheder?

     Og hvad med den ganske almindelige søndagsprædiken? Da jeg var helt ung præst, holdt jeg engang en prædiken med afsæt i fortællingen om den lamme ved Betesdas Dam. Efter sin helbredelse var han at finde i helligdommen, hvor han velsagtens priste Gud for sit genvundne helbred, hvilket i min mund blev til en prædiken om pligten til at være glad og taknemmelig for livet. Efter gudstjenesten blev jeg opsøgt at en kone, som erklærede, at den prædiken kunne hun ikke bruge. Hun havde i forvejen rigeligt med pligter: Om morgenen havde hun pligt til før dag at stå op og malke køerne. Derefter havde hun pligt til at få sendt børnene i skole i rent tøj og udstyret med madpakke. Og så skulle hun ud i marken, hvor hun havde pligt til at hakke roer, indtil hun igen skulle ind i køkkenet for at sætte frokost på bordet. Om eftermiddagen var det hendes pligt at luge i haven, indtil børnene kom hjem fra skole og gjorde krav på saftevand og nybagte boller. Sidst på eftermiddagen skulle hun igen i stalden og malke. Når det var gjort, skulle hun lave aftensmad til både mand og børn. Og når dagen var forbi, og hun skulle i seng, var der af og til også nogle ægteskabelige pligter, som hun heller ikke måtte forsømme. Jo, hun havde rigeligt med pligter. Og derfor kunne jeg ikke være bekendt, at jeg med min prædiken forsynede hende med endnu en tung pligt, nemlig pligten til også at være glad. Hun var kommet i kirke i håb om at høre, at der bag ved alle pligterne også er et andet liv, en anden virkelighed, hvor Gud ville lade sit ansigt lyse over hende og give hende fred for alle pligterne. Det er her, der i prædikenen er brug for modbilleder til billedet af den trælsomme pligtvirkelighed, som udgjorde hendes daglige tilværelse. Men hvad så, hvis præsten i sin religiøse blufærdighed ikke tør bruge de billeder, som især salmetraditionen har forsynet os med?

     Jeg har ingen grund til at tro, at de prædikener, man nu om dage hører i folkekirken, adskiller sig meget fra dem, man hører i de reformerte kirker, når man ser bort fra, at man fra de danske prædikestole hører en del mere om begrebet ”kærlighed” end om begrebet ”pligt”. Men også kærligheden kan hurtigt blive gjort til en pligt og en dyd, som vi kan være mere eller mindre dygtige til. Når ”Kristi kærlighed” ikke forkyndes som et skænket livsvilkår, men derimod forkyndes som et forbillede til efterlevelse, er det ikke så underligt, at mange prædikener munder ud i en moralsk appel til skuffelse for dem, der kom i kirke for at blive trøstet.

     I min bog ”Foreløbighed og fuldendelse” (udgivet 2024) har jeg søgt at beskrive, hvad der sker, når kirkens billedbrug i salmer og prædikener ser ud til at være på retur. For det første sker der – som allerede antydet – det, at prædikenen munder ud i almenfilosofiske livsbetragtninger, som i bedste fald på markedet kommer til at konkurrere med alle mulige andre religiøse og filosofiske betragtninger. Nu om dage er det jo legitimt af kunne ”tage på alle hylder”, som det siges. Dermed nedtones det, at det kristne evangelium ikke blot er ”omtale”, men nok så meget ”tiltale”. Det er et budskab, der stiller krav om at blive besvaret med et ”ja” eller et ”nej”. Ligegyldighed er i den sammenhæng også et ”nej”.

     For det andet sker der det, at kirken bliver uinteressant. Den reformerte kirke i Schweiz og den lutherske kirke i Danmark var i udgangspunktet (reformationstiden) nationale flertalskirker. I Schweiz er medlems-procenten siden da faldet til lidt over 20. I Danmark er medlemsprocenten lidt over 70. I begge lande er den største del af medlemstabet sket inden for det seneste halve århundrede.

     Hvoraf kommer denne eklatante forskel i medlemsprocenten? Selv efter grundig eftertanke kan jeg ikke finde anden forklaring end den, at vi i Danmark i vores gudstjeneste i kraft af salmerne har bevaret en sproglig billedrigdom, som er i stand til at fortolke det fremtidshåb, som er en uløselig del af det kristne budskab – et håb, som gør det muligt at bevare modet midt i alle de sikkerhedspolitiske og miljømæssige trusler, som tårner sig op foran os.

                                                    Kristeligt Dagblad fredag den 21. februar 2025