Grundtvig
Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Jeg var i 21 år sognepræst i Asperup og Roerslev sogne på Vestfyn. Det var i årene 1974-1995. Min forgænger var dr.theol. Kaj Thaning, som havde brugt en del af sin tid på at skrive en lærd doktordisputats om Grundtvig. Thaning havde en god ven, som var professor i Göttingen i Tyskland. Han hed Götz Harbsmeier og havde under krigen opholdt sig skjult i Danmark, hvilket havde gjort ham fortrolig dansk sprog og kultur. Harbsmeier havde den opfattelse, at når man kom fra Tyskland, mødte man Grundtvig allerede ved grænsen. Denne opfattelse uddybede han ved at forklare, at det første man så, når man havde passeret den dansk-tyske grænse, var et skilt med ordet ”Samtalestation”. De af os, der er over 70 kan sikkert huske, at der med mellemrum på vejene stod nogle skilte med ordet ”Samtalestation”, som angav, at her var der et hus, hvor man mod betaling kunne få lov til at bruge en telefon. Harbsmeier havde derfor den opfattelse, at hele Danmark er en ”Samtalestation”, altså et sted, hvor man fører samtaler. Det var Tyskland ikke på det tidspunkt. Tværtimod! Tyskland var under nazismen blevet til et land, hvor man netop ikke førte samtaler, fordi landet var blevet kvalt i gensidig mistænkeliggørelse og angiveri.
Men sådan var Danmark efter Harbsmeiers mening ikke. Danmark var et land, hvor man frit kunne føre samtaler med hinanden. Og det skyldes Grundtvigs indflydelse. Derfor møder man allerede Grundtvig ved grænsen. Det tænker vi selvfølgelig ikke selv over, fordi vi lever midt i det. Men en gæst fra udlandet bemærker det måske. Inger Merete og jeg havde engang en gæst fra Frankrig, som undrede sig over, at vi i Danmark taler med hinanden, som om vi alle sammen er i familie med hinanden. Det er vi jo nok ikke! Men det lyder ligesådan! Og det skal nok passe, at det er Grundtvigs skyld!
Grundtvig var samtalens mand. Ikke fordi han gik rundt på gaden og snakkede med hvem som helst. Faktisk opholdt han sig mest hjemme, hvor han tilbragte tiden med at læse og skrive. Men netop på den facon var han i uafbrudt samtale med sin samtid. Dog var han i årene 1829-1831 på tre rejser til England, hvilket fik stor betydning for hans tænkning og forfatterskab.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig blev født den 8. september 1783 i Udby, en lille landsby i Sydsjælland, hvor han voksede op som den yngste af fem børn i en præstefamilie. Hans far, Johan Grundtvig, var sognepræst, og hans mor, Cathrine Marie Bang, kom fra en velstående og veluddannet familie. Grundtvigs barndom var præget af en grundlæggende forankring i luthersk kristendom, hvilket kom til at spille en central rolle i hans senere virksomhed.
Grundtvig blev som syvårig af sine forældre sendt til Jylland for at gå i skole i Thyregod, hvor han boede hos den lærde præst Laurids Feld. Senere kom han til Aarhus Katedralskole, hvor han viste særlig interesse for historie og litteratur. Mange år senere kaldte han skolen ”den sorte skole”, fordi den var præget af udenadslæren og terperi. I 1800 begyndte Grundtvig sine teologiske studier på Københavns Universitet. Han afsluttede studiet i allerede 1803. Derefter gik hans ambitioner ud på at blive forfatter og litteraturkender. I København blev han en del af det intellektuelle miljø, hvor han mødte andre unge tænkere og digtere. Han blev stærkt påvirket af romantikkens ideer og begyndte på den baggrund at udvikle sine egne filosofiske og teologiske tanker, som senere skulle få stor betydning for hans virke som præst og digter.
Romantikken var en litterær bevægelse, som fra Tyskland var kommet til Danmark. Den inspirerede Grundtvig til grundige studier af de nordiske gudemyter, samtidig med at han fra 1805-1807 opholdt sig på Langeland, hvor har var blevet huslærer på godset Egelykke. Under opholdet på Egelykke bombede englænderne København og ramte i den forbindelse domkirken, hvilket gjorde et stort indtryk på Grundtvig ligesom det efterfølgende søslag ved Sjællands Odde.
Grundtvigs barndom og ungdom var således præget af en kombination af streng religiøs opdragelse, akademiske studier og intellektuel vækkelse i retning af det romantiske, ligesom også de politiske begivenheder med statsbankerotten i1813 og tabet af Norge i 1814 gjorde indtryk på ham. Disse erfaringer lagde fundamentet for hans livslange engagement i at forny både kirken og samfundet gennem uddannelse og samtale.
Hans tanker om folkelighed og samtale blev videreført af mange, og hans påvirkning på dansk åndsliv kan ikke overvurderes. Grundtvigs idéer om frihed, ligeværd og fællesskab gennem samtale og uddannelse har formet det danske samfunds måde at tænke og leve på. De spor, han satte, er stadig tydelige i dag, når vi ser på den danske folkeskole, højskolebevægelsen og det samtalende demokrati i Danmark.
Arven fra Grundtvig lever også videre i de mange sange og salmer, han skrev, som stadig synges ved både kirkelige og folkelige sammenkomster. Hans ord om samhørighed og menneskelig værdighed har skabt en kultur, hvor alle føler sig set og hørt, og hvor samtalen er et væsentligt element i samfundets sammenhæng.
Selv om Grundtvig havde en lidenskabelig og til tider arrig personlighed, blev hans bidrag til dansk kultur og samfundsliv almindeligt anerkendt. Grundtvigs vision for et samfund, hvor ”få har for meget og færre for lidt”, som det hedder i sangen ”Langt højere bjerge”, er en vision der fortsat inspirerer os i dag. I folketinget er det blevet til noget med, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.
Grundtvigs sindssygdom
Grundtvig havde også sine egne tunge byrder at bære på. Han var ikke blot af et bevægeligt sind. Han var psykisk ustabil. Han led formodentlig af det, man nu om dage vil kalde en bi-polar lidelse, hvilket vil sige, at han var maniodepressiv. Han var både det ene og det andet.
I 1810 skrev han, hvad han selv kaldte en børnesalme, nemlig ”Dejlig er den himmel blå”. Det var hans første salme. Ligesom det er tilfældet med mange andre af Grundtvigs salmer, har den mange flere vers end dem, vi finder i salmebogen. Salmen er skrevet i første halvdel af december 1810, hvor Grundtvig var på vej ind i en depression. Han boede da på Valkendorfs Kollegium, hvor han isolerede sig. Et par af hans venner fik ham ud af isolationen og hjalp ham hjem til forældrene i Udby. På vejen overnattede de på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde en forfærdelig nat, idet han efter eget udsagn kæmpede med Djævelen i skikkelse af en slange.
Et halvt år senere var Grundtvig igen på vej til Udby for at tiltræde en stilling som kapellan hos sin gamle syge far. Kort før Udby steg Grundtvig af vognen og begav sig ind i en skov, hvor han ikke mødte Djævelen, men derimod Kristus. Han fortæller selv om oplevelsen i en prædiken over fortællingen om Peters fiskedræt fra 5. søndag eft. trin. i 1833:
…, thi da jeg første Gang skulle tale til Menigheden om Dagens Evangelium, da mødte Herren mig i Skoven, som jeg derfor siden elsker dobbelt, mødte mig ikke i Drømme, men lysvaagen med sit Ord og lagde det i min Mund og i mit Hjerte, det Troens Ord, som jeg skulle prædike, mødte mig naturligviis, som han vandrer herneden, usynlig, men virkelig i Aanden og sagde til mig: hvad spørger du om og hvad leder du efter, og hvi seer du saa betænkelig ud, fordi du i Overmorgen skal tale om min Prædiken og Peders Kald, tør du da virkelig ikke paa mit Ord udkaste Garnet, kan du ikke troe, der fanges Sjæle, vindes Mennesker ved højlys Dag, fordi det glippede om Natten, eller ved du ikke, Man skal arbejde medens det er Dag, om Natten maa Man sove! (Grundtvigs Prædikener, Bind 6, s. 261f.).
Denne begivenhed i skoven må have gjort et voldsomt indtryk på Grundtvig. Selve begivenheden fandt sted i juni 1811. I salmen ”De levendes land” fra foråret 1824 hentyder Grundtvig til oplevelsen md nogle ord, som egentlig er en bøn: ”O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler, at Gud mig kun ser!” Og så dukker oplevelsen igen op i en prædiken fra 1833, hvilket vil sige, at begivenheden havde været levende til stede i Grundtvigs bevidsthed i 22 år. I virkeligheden glemte han den aldrig!
Det har givetvis været adskillige op- og nedture i Grundtvigs sindssygdom. I 1844 blev Grundtvig ramt af en dyb depression, og tog herunder ophold hos nogle præstevenner på Sjælland. Depressionen satte sig spor i nogle salmer som ”Sov sødt, barnlille” og ”At sige verden ret farvel”. Men måske har Grundtvigs liv mere været præget af manier end af depressioner. Det siges, at han i perioder, hvor han arbejdede allermest intenst med at skrive, aldrig gik i seng, men kun satte sig hen i en stol, hvor han sov, indtil han igen satte sig ved skrivebordet for at arbejde med fødderne i en balje koldt vand for ikke at falde i søvn. Man kan i den forbindelse lægge mærke til, at Grundtvig ikke selv har skrevet morgen- og aftensange, for han oplevede ikke morgen og aften på samme måde som de fleste andre mennesker. I det højeste har han broderet på sange, som andre har skrevet, for eksempel Ingemanns morgensang ”Morgenstund har guld i mund”.
I foråret 1867 blev Grundtvig grebet af en mani. Palmesøndag holdt han en noget rablende gudstjeneste i Vartov Kirke, hvor enkedronning Louise også var til stede. Under skriftemålet tilsagde Grundtvig enkedronningen hendes synders nådige forladelse og føjede til: ”Og dermed være alle Danmarks synder forladte”… med den yderligere tilføjelse; ”Se så, lad nu kun preusserkongen komme”.
Den følgende skærtorsdag gik det helt galt, da Grundtvig præsenterede sig selv om englen Gabriel og desuden profeterede, at hans kone skulle føde Elias, og at enkedonning Louise skulle føde Holger Danske, når Grundtvig kysede hende. Derefter fik Grundtvig af stiftsprovsten forbud mod at holde gudstjeneste langfredag (Grundtvigs Erindringer og Erindringer om Grundtvig, s. 245-249).
Grundtvig og kvinderne
Sidste år var der på TV en række udsendelser om Grundtvig, hvilket var rimeligt nok, eftersom vi en gang imellem argumenterer med, at ”vi lever i Grundtvigs fædreland”. Dermed mener vi, at vi i politiske, pædagogiske, kirkelige og folkelige anliggender stadig lever under indflydelse af de påvirkninger, som Grundtvig har haft på vort samfundsliv i bred forstand.
De pågældende TV-udsendelser koncentrerede sig temmelig nyfigent om Grundtvigs forhold til kvinder, hvilket ikke kan undre, når man betænker vor tids forhold til sex og sexisme. Sådan set kunne man få indtryk af, at Grundtvig var en ”gammel gris”. Men Grundtvig nærede stor respekt for kvinder og deres mulige indflydelse i kulturlivet og samfundslivet i det hele taget, hvilket meget vel kan være en opfattelse, han havde med sig hjemmefra.
Hans mor Cathrine Marie havde allerede stor indflydelse på ham, hvilket man kan læse sig til i det digt, han skrev om hende, da hun døde i september 1823. I digtet på 23 vers priser han hende som den, der har lært ham at læse, og som har fortalt ham både bibelhistorie og danmarkshistorie. I hjemmet var der også en gammel tjenestepige, Malene Jensdatter, som Grundtvig senere kaldte ”Saga”, fordi hun havde fortalt ham om de nordiske guder og Nordens sagnverden og ledsaget det hele med mange sange.
Som tidligere nævnt tog Grundtvig i 1805 til Langeland som huslærer på godset Egelykke, hvor han forelskede sig i husets seks år ældre frue Constance Steensen-Leth, hvilket harmonerede med hans optagethed af romantikken, hvor det nærmest var en livsstil for digtere, at man var ulykkeligt forelsket. Det er uvist, hvordan fru Constance forholdt sig til det. Måske opdagede hun det slet ikke? Men under alle omstændigheder gjorde forelskelsen et voldsomt indtryk på Grundtvig. Som det fremgår af hans dagbogsnotater, vakte denne stormfulde forelskelse i ham ”trangen til liv”, hvilket yderligere inspirerede ham til en beskæftigelse poesien og de nordiske myter.
”Trangen til liv” vækker i ham en forestilling om, at menneskelivet her i denne verden ikke er nok i sig selv. Livet må være forankret et sted uden for sig selv, hvilket han i årene på Egelykke skriver om i en afhandling, som udkom i 1807. Det, der spøger i ham, er tanken om ”de levendes land” og ”landet bag hav”. Det er en tanke, som er præget af romantikken. Men tanken om ”de levendes land” er et blivende og et tilbagevendende motiv i Grundtvigs prædikener og salmer, hvor det forstås som det sted, der er mål og bestemmelse for det gudskabte menneskeliv. Derfor er det ikke uden videre det samme som det faktiske levede menneskeliv, men det er dér, vi er på vej til. Det er ”landet bag hav”, som kun poesien kan finde vej til, som det antydes i en afhandling Om Religion og Liturgi fra 1807:
”Vi leve i en Dal, begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Trang, ahne vi dunkelt, at på hin side Havet må være et Land med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige hiem” (Udvalgte Skrifter I, s. 138).
For at nå til ”landet bag hav” har vi to sendebud, siger Grundtvig, nemlig poesien og filosofien. Den første svinger sig ud over havet, den anden når næppe nok at komme et stenkast fra land, før den standses af bølgerne.
I foråret 1808 rejste Grundtvig fra Langeland og Falster, hvor han i Gundslev besøgte provst Blicher, hvor han kom sig over forelskelsen i Constance Leth, fordi han forelskede sig i provstens yngste datter Lise Blicher, som han senere blev forlovet med og efter seks års forlovelse også gift med i 1818. Lise og Grundtvig fik tre børn: Johan, Svend og Meta. Grundtvig havde i begyndelsen af deres ægteskab ikke noget præsteembede, men levede af sit forfatterskab. Han fik så i 1821 et præsteembede i Præstø og kort efter et nyt embede ved vor Frelsers Kirke på Amager (1822-1826). Han søgte selv sin afsked efter en strid med professor H.N. Clausen, som Grundtvig havde kaldt en vranglærer. Striden mundede ud i en injuriesag, hvor Grundtvig blev pålagt en bøde og desuden sat under livsvarig censur. Til fejringen af kristendommens 1000-års jubilæum i 1826 (Ansgars komme til Danmark) havde Grundtvig ellers skrevet ”Den signede dag”, men den salme nedlagde censuren forbud mod, hvilket vi kan undre os over i dag, hvor salmen er en af de mest brugte. I 1837 blev censuren dog ophævet igen.
I årene 1829-31 foretog Grundtvig tre rejser til England med støtte fra kongen Frederik IV og med det formål at studere angelsaksiske digte fra middelalderen. Under rejserne fik Grundtvig også et indtryk af englændernes industrielle foretagsomhed, hvilket har været med til at præge hans syn på menneskeliv og folkeliv. Om aftenen den 24. juni 1830 var han gæst i et hjem, hvor han traf lægefruen Clara Bolton, som han blev stærk charmeret af – og hun også af ham. Af Grundtvigs senere notater kan man skønne, at de har talt om de nordiske og de græske myter, om forholdet mellem historie og natur og forholdet mellem det mandlige og det kvindelige i menneskelivet. Clara Bolten skulle ud på natten havde udtalt, at ”der findes ikke den ting i verden, som vi to ikke kan tale om!”
At fru Bolton har gjort indtryk på Grundtvig han man se af et digt, som han med tanke på samtalen skriver i 1844. Her står der:
Da mig traf et kulsort Øje,
Gjennembored mig mit bryst,
Som et lynglimt fra det Høje
Gennemknitred mig med Lyst,
Tændte brat, trods Sorg og Harm,
Lys i Blik og Ild i Barm.
Nu om dage har vi det med at tolke hvad som helst som sexisme. Grundtvigs sans for kvindelighed kan naturligvis godt have fået et løft den pågældende aften i England, men det har nok især været Clara Boltons intellekt, der under samtalen har charmeret Grundtvig. I al fald siden forelskelsen på Langeland har Grundtvig haft den indstilling, at der i forholdet mellem mand og kvinde er tale om en jævnbyrdighed, en ligeværdighed. I den bibelske skabelsesberetning står der, at Gud på den 6. dag ”skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27). Grundtvig forstår skriftstedet på den måde, at mand og kvinde er hver sin halvdel af en helhed. Mennesket er i sin helhed mand og kvinde. Det er foreningen af dem, der gør dem til menneske. Hver for sig er de kun et halvt menneske.
I 1851 døde Grundtvigs første kone Lise Blicher efter nogen tids sygdom. På det tidspunkt havde Grundtvig allerede i 5-6 år haft forbindelse med Marie Toft, som han blev gift med 10 måneder efter Lises død, hvad der vakte nogen forargelse i København, hvilket der nok ikke helt var grund til. Marie Toft var blevet enke i 1841, og havde siden erhvervet godset Rønnebæksholm, som hun drev med stor kyndighed. Hun var et både fromt og selvstændigt menneske, som havde forbindelse til tidens gudelige vækkelser, som var bevægelser, der var opstået som protest mod samtidens rationalistiske (fornuftsdyrkende) præster. En af de præster, som havde sluttet sig til de gudelige vækkelser og dermed også havde forbindelse med Marie Toft, var Mads Maaløe Melby, som blev sognepræst i Asperup og Roerslev, hvor han grundlagde den grundtvigske tradition i sognene. I øvrigt havde Marie Toft også forbindelse med Matilde Fibiger, som i perioder boede på Rønnebæksholm hos Marie Toft og Grundtvig. Matilde Fibiger var en af de første kvindesagsforkæmpere.
Ægteskabet med Marie Toft var kortvarigt, men intenst. Hun døde i sommeren 1854, efter at have født drengen Frederik. Tabet af Marie Toft var en stor sorg for Grundtvig, som imidlertid blev støttet meget af sine tre børn fra første ægteskab.
Grundtvig, som nu var 75 år gammel, giftede sig for tredje gang i april 1858 med den på det tidspunkt 32-årige Asta Reedz. Hun var også af godsejerfamilie. Trods aldersforskellen var det et godt ægteskab, hvor Asta i enhver henseende støttede Grundtvig. Sammen fik de i februar 1860 datteren Asta Marie.
Grundtvig døde 2. september 1872 i hjemmet i København, hvor han blev begravet fra Vor Frelsers Kirke, hvorefter hans kiste med tog blev ført til Køge. Hans kiste blev ført gennem København fulgt af flere tusinde mennesker. En mand, som så til på afstand, spurgte, hvem det dog kunne være, som blev begravet. Han fik at vide, at det var Nicolai Frederik Severin Grundtvig, hvortil han bemærkede: ”Han må have været en meget afholdt mand!” Grundtvigs kiste blev indsat ved siden af Marie Tofts kiste i en gravhvælving ved Gammel Køgegaard. Asta døde i 1890 og hendes kiste blev også indsat samme sted.
Grundtvigs betydning i sin samtid og senere
Der er mange forskellige tolkninger af Grundtvigs betydning. Man har sagt, at man fortolker Grundtvig på baggrund af de afgørende årstal i hans liv.
Hvis man tolker Grundtvig på baggrund af hans krise i 1810, hvor han skulle til Udby som kapellan hos sin far, kommer man sikkert det resultat, at Grundtvig var en bibeltro fundamentalist. Det var den lutherske bodsfromhed, der kom til at præge ham i tiden indtil 1824/25, hvor der i hans tænkning skete skifte fra fundamentalisme og bibelfromhed til kirkelighed.
I 1825 opstod der – som før nævnt - en strid mellem den teologiske professor H.N. Clausen og Grundtvig. Prof. Clausen havde skrevet en bog om ”Catholicismen og Protestantismens Forfatning, Lære og Ritus”, hvori han havde hævdet, at Bibelen er for vanskelig at forstå til, at man kan overlade bibellæsningen til almindelige mennesker. Forenklet sagt går prof. Clausens opfattelse ud på, at Bibelen er der først. Den teologiske og dogmatiske forståelse, det vil sige bekendelsen til Bibelens budskab kommer bagefter. Forståelsen af Bibelen må man derfor overlade til de universitetsuddannede teologer.
Clausens bog fik Grundtvig til at skrive et meget polemisk modskrift med titlen ”Kirkens Genmæle”. Med denne titel mener han, at det ikke er professorvældet, men derimod den faktisk eksisterende kirke, som holder gudstjeneste, der til enhver tid har myndighed til at fortolke bibelen. Med sin bekendelse til Kristus var menigheden der først, og så kommer Bibelen til bagefter. Historisk set er det kirken, der har produceret Bibelen (Det ny Testamente). Det vil sige, at menighedens bekendelse til Kristus udgør en ubrudt linje fra den ældste menighed til den menighed, som holder gudstjeneste i dag. Eller sagt på en anden måde: Vi tror ikke på Bibelen, men vi tror på det budskab, vi hører, når vi går i kirke. Bibelen er selvfølgelig nødvendig, men i sig selv er den et dødt ord i modsætning til det levende ord, som lyder i kirkens forkyndelse.
Denne iagttagelse, som måske i vore dage synes noget selvfølgelig, var for Grundtvig en gevaldig opdagelse. Han kalder den sin ”mageløse opdagelse”. Eftertiden har betegnet den som Grundtvigs ”kirkelige anskuelse”. Opdagelsen eller anskuelsen betød, at kirke og gudstjeneste bliver tænkt på en anderledes samtidig og nutidig måde. Det vil sige, at det ikke er professionelle teologer og professorer, som afgør, hvad ”kristendommens sandhed” går ud på. Det afgøres af det menneske, som lever sit liv i tro på det, vi hører i kirken. De lærde professorer kan derimod beskæftige sig med, hvad ”den sande kristendom” går ud på. For det er et historisk spørgsmål, som forholder sig til noget objektivt som en viden. ”Kristendommens sandhed” er derimod noget subjektivt, som kun forstås af den, der lever med denne sandhed og forholder sig til den i tro.
Opdagelsen betød, at Grundtvig kastede sig ud i en vældig produktion af salmer til brug for menighedens gudstjeneste.
Nogle år senere gjorde Grundtvig endnu en opdagelse. Ligesom han i 1825 opdagede, at den kristne menighed er til før den kristne bibel, således opdagede han i 1832, at det levede menneskeliv er til før det levede kristenliv. Det må først være et menneske, før der kan blive et kristent menneske. Tidligere i sin ungdom havde Grundtvig tænkt det modsat, sådan at man først bliver til et rigtigt menneske, når man bliver et kristent menneske. Men i 1832 kommer han frem til den opfattelse, at der først må være et naturligt menneske, før der kan blive et kristent menneske. Det er den indsigt, Grundtvig slagordsagtigt udtrykker i et læredigt fra 1837 ”Menneske først – kristen så”. Grundtvig skriver sig til klarhed over denne indsigt, mens han i 1831-1832 arbejder med ”Nordens mytologi” på baggrund af den inspiration, han har taget med hjem fra sine englandsrejser. Ikke mindst samtalen med Clara Bolton har spillet en rolle i den forbindelse. Hendes viden om og sans for den græske mytologi har bidraget til at uddybe og perspektivere Grundtvigs opfattelse af Nordens mytologi, hvilket udmøntes i en ny forståelse af det levede, naturlige menneskeliv.
Af samme grund kan man også tænke over, hvad det naturlige menneskeliv går ud på, uden at man behøvet at tænke kristendommen med i det - eller for den sags skyld andre religioner og ideologier. Det betyder ikke, at de religiøse overbygninger som for eksempel kristendommen for Grundtvig er ligegyldige. Tværtimod! Det er Grundtvigs enorme salmedigtning mere end noget andet udtryk for. Men det er ikke menneskelivet, der er til for kristendommens skyld. Det er derimod kristendommen, der er til for menneskelivets skyld. Kristendommen er til for menneskelivets skyld, fordi mennesket i sit faktisk levede liv lever i en bestandig svigten af det, som livet går ud på.
Men for nu at gøre en lang historie kort, så kan man sige, at Grundtvig i 1825 og i 1832 udkæmpede nogle drabelige kampe med sin samtid og med sig selv, og det mundede ud i en vældig respekt for det skabte menneskeliv og det almindelige menneskeliv, som han derefter går på opdagelse i med sine skoletanker.
Grundtvig og højskolebevægelsen
Grundtvigs skoletanker voksede ud af det menneskesyn, han var nået frem til i årene 1825-1832 plus hans erfaringer med det, han selv efter latinskoletiden i Århus kaldte ”den sorte skole”. Han mente, at skoleuddannelsen skulle være tilgængelig for alle og ikke kun forbeholdt de privilegerede i samfundet. Derfor ønskede han at oprette eksamensfrie skoler, folkehøjskoler, hvor eleverne kunne lære i et frit og inspirerende miljø, og hvor undervisningen lagde mere vægt på ”livsoplysning” end på ren og skær faktuel viden og terperi. Oplysning om det liv, som vi faktisk lever, var for Grundtvig en hovedsag. Undervisningen skulle ikke bestå i udenadslæren og katekismuslærdom. Det skulle være en undervisning, som var baseret på samtale mellem elever og lærere. Som det er blevet formuleret: Elevens nysgerrighed skulle mødes af lærerens engagement. Det vil sige, at undervisningen skulle tage udgangspunkt i elevernes liv og erfaring og udvikle deres evner til at tage vare på deres eget liv og det fælles liv i samfundet. I praksis kom det til at betyde, at fag som historie, litteratur, fællessang og samfundsfag blev prioriteret højt med det formål, at eleverne blev opmuntret til at tænke selvstændigt og kritisk.
Det var ikke Grundtvig selv, som tog initiativ til etablering af højskoler. Han havde ganske vist tænkt nogle tanker om at etablere en form for højskole i Sorø, hvor der siden reformationstiden havde været et akademi med skiftende formål. Men det blev Grundtvigs elever, der byggede højskoler. Den første højskole blev i 1844 bygget af Christian Flor i Rødding. Højskolen lukkede ned i 1848-50 på grund af Treårskrigen, men virkede ellers frem til 1864, hvor Slesvig kom under preussisk herredømme. Lærere fra skolen rykkede derfor nord for Kongeåen og startede dér Askov Højskole. Da Rødding Højskole igen lå på dansk jord efter Genforeningen i 1920, åbnede den igen som en almindelig folkehøjskole i Danmark. Der var stadig en tydelig forskel på tilbuddene til piger og karle. Pigerne skulle uddannes til at blive dygtige husmødre, mens karlene skulle udstyres med forudsætningerne og kundskaberne til at kunne spille en aktiv rolle i samfundet.
De første frø til Grundtvigs Højskole Frederiksborg blev plantet, da Grundtvig tilbage i 1853 fyldte 70 år. I den anledning fik han en større pengegave, som han brugte til at bygge den første Grundtvigs Højskole. Højskolen hed dengang Marielyst, opkaldt efter hans anden kone, Marie Toft. Dengang lå skolen på Nørrebro, men fik senere sin nuværende beliggenhed i Hillerød under navnet Grundtvigs Højskole Frederiksborg. Det skete, da Grundtvigs Højskole i 1937 blev slået sammen med Frederiksborg Højskole, som var blevet grundlagt af grundtvigianeren Holger Begtrup i 1895. Undervejs kom også Vallekilde Højskole til. Den blev i 1865 grundlagt af teologen Ernst Trier.
I 1960’erne og 1970’erne kulminerede antallet af folkehøjskoler i Danmark. Der var cirka 120 højskoler. Dette tal er siden skrumpet noget ind til cirka 70 højskoler nu om dage. Men det er vist nok stadig sådan, at når man taler om Grundtvigs betydning i eftertiden, så er det højskolerne, man nævner først. Grundtvigs fædreland er højskolernes fædreland. Og fra Danmark har højskolebevægelsen da også bredt sig til mange andre lande.
Grundtvigs salmer
Jeg tror imidlertid ikke, at højskolerne er det største aftryk, Grundtvig har sat på Danmark. Og for at gøre den opfattelse forståelig bliver jeg nødt til at gøre et indskud:
I årene 2012-2016 boede min kone og jeg i Schweiz, hvor jeg var dansk præst, og min kone var medhjælpende hustru. I mange henseender ligner Danmark og Schweiz hinanden. Som nationer betragtet er vi næsten lige store, både hvad angår størrelse og befolkningstal. I kirkelig henseende ligner vi også hinanden, fordi begge lande har baggrund i reformations-tiden i 1500-tallet. Vore kirker er nationale kirker, som indtil forrige århundrede har omfattet et befolkningsflertal, hvor mere end 90% af befolkningen har været kirkemedlemmer. Sådan er det ikke mere, hvilket til dels skyldes indvandringen af især muslimer. Men det er trods alt den mindste del af forklaringen. I folkekirken er den aktuelle medlemsprocent lidt over 70. I Schweiz er den tilsvarende medlemsprocent lidt over 20.
Hvordan kan det være? Hvordan er denne forskel i medlemstal opstået?
Jeg er nået frem til et svar, som ingen indtil videre har været i stand til at modsige. Jeg mener, at forskellen skyldes Den Danske Salmebog. Danmark er – mere end noget andet land, jeg kender - et salmesyngende land, hvilket Grundtvig, foruden Kingo og Brorson, har en stor del af æren for. Salmebogen rummer 791 salmer, hvoraf 254 er skrevet af Grundtvig. Men i alt har Grundtvig skrevet 1500-1600 salmer, hvortil kommer flere hundrede sange og viser.
De fleste af salmerne finder man i et 5-binds værk, som kaldes ”Grundtvigs Sang-Værk”. Et sangværk betyder egentlig en klokkespil, der som regel findes højt oppe i et kirketårn, så det kan høres i hele byen. Et sådant sangværk var der i tårnet på Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, som blev bombet af englænderne i 1807. Sangværket (klokkespillet) blev fuldkommen ødelagt og aldrig erstattet af et andet. Denne begivenhed gjorde et voldsomt indtryk på Grundtvig. I 1837, da censuren mod Grundtvig blev ophævet, satte han sig for at give kirken et nyt ”sangværk” i form af en række salmer til erstatning for klokkespillet. Han samlede derfor sine tidligere salmer sammen og kastede sig desuden ud i en ny intensiveret salmeskrivning. Resultatet blev første bind af ”Kirkens Sang-Værk” fra 1837. Sidste bind udkom omkring 1870.
Det er blevet sagt om Grundtvigs salmer, at de er svære at forstå, hvilket ikke mindst skyldes det frodige billedsprog, han anvender i sine salmer. Tænk blot på salmen ”O kristelighed”, som ikke indeholder andet end sproglige billeder. Men vi skal være glade for, at salmerne er svære at forstå, for så er der hele tiden noget nyt at opdage. Det, man kan forstå lige med det samme, bliver man også hurtigt træt af at beskæftige sig med. Men salmerne bliver man ikke sådan lige færdige med. Og det er det gode ved dem!
I Schweiz havde jeg selv kun gudstjeneste sådan cirka hver anden søndag, og jeg havde derfor mulighed for at gå i kirke i de schweiziske kirker af og til. Jeg syntes, at de prædikener, jeg hørte, og de salmer, vi sang, var meget moraliserende. De bestod af almindelige sandheder, som man egentlig kan sige sig selv. Vi fik at vide, at vi skulle passe på naturen og være gode ved hinanden og i det hele taget opføre os ordentligt. Og det skal vi jo også! Men det behøver man strengt taget ikke at gå i kirke for at forstå. Og når man først har tænkt det, kan man jo lige så godt blive væk og måske helt melde sig ud af kirken. Det moraliserende i de schweiziske prædikener hænger måske også sammen med, at schweizernes reformator var Johannes Calvin, som var jurist. Vores reformator var derimod Martin Luther, som var teolog. Og så har vi desuden her i landet Nikolai Frederik Severin Grundtvig, som med sine salmer har gjort en stor forskel. Som tidligere nævnt møder man ham allerede ved grænsen.
Han gør en større forskel, end vi selv er klar over. Og de fleste danskere kender mange flere salmer, end de ved af, for vi har sunget dem i børnehaven og i skolen (selv om morgensangen dér i nogle årtier har været afskaffet, men nu er på vej ind igen). De fleste børn går også til præst og bliver konfirmerede og har derfor også i den forbindelse lært nogle salmer (selv om man som præst kan have svært ved at få børnene til at synge med). Bevar os! Der har været tale om et alvorligt traditionstab i de seneste fem årtier. Men der er dog stadig er en solid tradition for, at man begynder og slutter et folkeligt møde eller et foredrags-arrangement med en sang.
Så vi skal være glade for, at vi har både Kingo, Brorson, Grundtvig og Benny Andersen. Og selv om deres salmer og sange indimellem kan være svære at forstå, så skal vi alligevel være glade for, at vi har dem. For så er der stadig noget at gå på opdagelse i.