03. Jordan og Syrien

Jordan

I 1974 tog Inger Merete og jeg på endnu en rejse til Israel, Men på den måde, at vi fløj til Amman i Jorden, hvor vi kørte rundt i en taxa. Det kostede ikke så meget. Først tog vi til Nebo-bjerget, hvorfra vi kunne se ind i det forjættede land. I hvert fald kunne vi se ud over Dødehavet og et godt stykke ind i Judæas højland. Chaufføren påstod, at man i en klar nat også kunne se lysene i Safad i det nordlige Israel.

Vi havde det vældig hyggeligt med denne chauffør, som for nemheds skyld kaldte sig John. Han havde lavet mad til turen. Det var en ret, som han havde medbragt i en gryde. Mansaf kaldte han den. Den bestod af lammekød, som med nogle urter var kogt i sur mælk og derefter blandet med ris. Efter dette måltid tog vi til en nærliggende landsby ved navn Madaba, hvor der lå en kirke med en forholdsvis velbevaret gulvmosaik fra byzantinsk tid. Mosaikken viste et interessant landkort med Nildeltaet, det nordlige Sinai samt Judæa og lidt af østjordanlandet. Kortet, som er fra det 6. årh. blev først fremdraget af mulden i 1896.

Det viste sig, da vi befandt os i kirken, at der skulle være barnedåb. John sørgede for, at vi blev inviteret med til dåben. Vi var ellers parate til at forlade kirken, så vi ikke forstyrrede familiens andagt. Det var en syrisk-kristen familie. Deres kirke, som i vores del af verden anses for kættersk, har rødder tilbage i de første århundreder af kirkehistorien. Men da de var venlige og gæstfrie mennesker, deltog vi gerne i deres fest i kirken.

Klik på et billede for at forstørre det!

1.-3. De tre første billeder viser kortmosaikken i kirkens gulv - 4.-6. De sidste tre billeder er fra barnedåben i Masada-kirken.

Den følgende dag kørte vi igen med John, som også denne gang havde frokosten med i bilen. Vi ville til Petra, som er en ejendommelig forladt by, som ligger gemt i bjergene øst for dødehavssænkningen - den såkaldte Araba-sænkning, som strækker sig fra Libanon i nord til et godt stykke ned i Kenya i Afrika. Petra har fra det 3. årh. f.Kr. til det 2. årh. e.Kr. været befolket af nabatæerne, som var et driftigt folkefærd, som hovedsagelig ernærede sig ved handel. Men efterhånden rykkede handelen nordpå til Damaskus og Palmyra, og Petra blev glemt, i al fald i den vestlige verden. Først i 1812 blev Petra genopdaget af en schweizisk opdagelsesrejsende, som have lært sig arabisk. Forklædt som beduin fik han adgang til Petra, som han rygtevis havde hørt om, under det påskud, at han ville ofre en ged ved Arons grav, som ligger på en bjergtop øst for byen.

     I vore dage er Petra en stor seværdighed, som trækker i tusindvis af turister til sig. I 1974, da Inger Merete og jeg besøgte byen, havde vi den næsten for os selv. På hesteryg kom vi igennem den to kilometer lange klippespalte, El Siq, som munder ud ved El Khazneh, “Skattekammeret”, som er en ca. 20 meter høj facade, udhugget i klippen. Inde bag facaden er der et fuldkommen nøgent rum, som kan have været en grav eller et toldkammer eller noget andet. Det samme gælder adskillige andre monumenter i Petra. Den overvejende tolkning går ud på, at de har været grave, men ingen kan sige det med sikkerhed. Et sted længere inde i dalen er der en fritstående bygning, som tydeligvis har været et tempel fra romersk tid, selv om det har et arabisk navn “Qasr al Bint Pharaon” (Faraos datters borg).

Man bør mindst have et par dage til sin rådighed i Petra. Det havde vi ikke. Vi skulle tilbage til vores hotel i Amman samme dag. Desuden var der midt i juni brølende varmt, 47-48 gr. Celsius, og ikke ret megen skygge. Da vi kom ud af El Siq, havde John forberedt et glimrende måltid, som vi indtog, inden vi tiltrådte den tre timer lange køretur tilbage til Amman. Undervejs diskuterede vi folk og kultur, fordi vi så beduiner, som kom gående på vejen eller ridende på kameler.

- Beduiner er de rigtige arabere! mente John, som samtidig erklærede, at han var beduin.

- Sikke noget vrøvl, sagde jeg. Beduiner en høje slanke mennesker, som iført lange løsthængende kofter går rundt ude i ørkenen. Du er derimod lille og tyk og kører taxa inde i Amman.

- Jo, han var beduin, påstod han stædigt og tilføjede, at han dermed også var rigtig araber.

- Hvad så med palæstinenserne? spurgte jeg. Er de ikke rigtige arabere?

- Nej, svarede han. Palæstinenserne er ikke rigtige arabere. De er nogle bløde mennesker. De er landbrugere og byfolk. Men de er ikke rigtige arabere!

- Hvad så med syrerne? spurgte jeg. Er de heller ikke rigtige arabere?

Igen svarede han “nej”. 

- Syrerne er handelsfolk. De snyder og bedrager. I virkeligheden er de nogle rigtige jøder!

     Således blev jeg belært om, at alle dem, vi kalder “arabere”, er mange forskellige folk. Det eneste, de har fælles, er sproget, som er et stammesprog, der stammer fra profeten Muhammeds tid. Og den eneste grund til, at de har bevaret det sprog, skyldes den omstændighed, at Koranen ikke må oversættes.

Alle de ovenstående billeder er fra Petra begyndende med udsigten over Wadi Musa. Derefter følger billeder fra El Siq samt ruinerne i selve Petra-dalen.

Et par dage senere tog vi til Syrien, til Damaskus. På vores hotel i Amman havde vi truffet en flink fyr, som kendte noget til Damaskus, og som fortalte os om, hvad vi burde interessere os for. Han havde i øvrigt en fætter i byen, som var apoteker, og som sikkert gerne ville hjælpe os. Vi fik fætterens adresse plus et brev, som vi skulle aflevere til ham, når vi nåede frem til Damaskus.

     Denne gang kørte vi så ikke med John, men derimod med en såkaldt “service taxa”, som kørte, når den var fyldt op, og ved ankomsten betalte vi så hver især vores andel af turen. Undervejs passerede vi Jerash (antikkens Gerasa), som også er et meget fint arkæologisk sted med et romersk teater, et Artemis-tempel samt et Zeus-tempel, resterne af en byzantinsk katedral, det hele placeret i et overskueligt system af brolagte gader og et fint forum omgivet af velbevarede søjler.

1. Ovenfor ses fra venstre: en romersk byport - 2. Et romersk teater ved siden af et Zeustempel - 3.-4. To billeder af et forum omgivet af søjler - 5.-6. Opgangen til det store Artemistempel, som på det sidste billede ses fra syd.

Da vi nåede frem til den syriske grænse, blev jeg lidt betænkelig ved det brev, jeg havde fået med. Jeg kunne jo ikke vide, hvad der stod i det, og grænsekontrollen var ret omhyggelig med kropsvisitering og det hele. Jeg stak det i baglommen, hvor det ikke kunne ses. Da vi nåede frem til Damaskus og fundet fætteren i det apotek, hvor han arbejde, fik han brevet, som han læste med stor begejstring. Derefter fik vi at vide, at den flinke fætter, vi havde mødt på hotellet i Amman, faktisk var en deserteret jetpilot fra Syrien. Så det var måske meget heldigt, at de ikke havde fundet hans brev i grænsekontrollen.

Fætteren i Damaskus var også en flink mand. Han viste os den pragtfulde Umayyade-moské, hvor man i et særligt skrin opbevarer Johannes Døbers hoved. Vi var også igennem byens store og berømte bazar. Og vi fandt frem til den gade, som kaldes “den lige”, hvor Annanias’ hus ligger. Det var dér apostlen Paulus i blind tilstand var blevet ført til efter sin omvendelse på vejen til Damaskus.

     Damaskus viste sig at være en ganske charmerende by med et tydeligt fransk præg, som stammer fra mandattiden (1920-1948), hvor Syrien og Libanon var under fransk overhøjhed, mens Iraq, Jordan og Palæstina kommer under engelsk overhøjhed. Vores nye apoteker-ven havde en Willys Overland-jeep, som han var meget stolt af. Den var i Golan-højden blevet erobret fra israelerne under den såkaldte Yom Kippur-krig i 1973. I den kørte vi op af bjergkæden Antilibanon, hvorfra vi havde en herlig udsigt over Damaskus. I grunden ville vi gerne have fortsat over grænsen til Libanon for at se de monumentale tempelruiner i Baalbek i Bekaadalen. Også den antikke by Palmyra ville vi gerne have besøgt, men det tillod tiden desværre ikke. Fra bjerget, hvor der lå en restaurant, fik vi til gengæld en pragtfuld udsigt ud over Damaskus, hvor gadelysene sidst på eftermiddagen var ved at blive tændt. Det var i sig selv en stor oplevelse!

1. Øverst fra venstre: Hermonbjerget, som er en del af Golanhøjden - 2. Byport i Damaskus ved den gade, som kaldeas "den lige" -          3. Pauluskirken (Annanias' hus) - 4. Fremstilling af polerede mosaikæsker - 5. Inger Merete i et borgerhus (nu et museum) - 6. Facade på Ummayademoskéen 7. Det indre af moskéen - 8. Det lille kapel med Johannes Døbers hoved - 9.-10. Basaren i Damaskus.

Dagen efter måtte vi med service taxa tilbage til Amman, hvorfra vi efter yderligere en dag eller to skulle flyve tilbage til København med Alia – Royal Jordanian Airlines. Det viste dig at blive lidt bøvlet. Den formiddag, vi skulle flyve, kom emiren af Qatar på statsbesøg i Jordan. Af sikkerhedsgrunde var gaderne ud til lufthavnen derfor lukket. Der stod vi så på fortovet med vore rygsække og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre. Vi spurgte så et par betjente i en patruljevogn til råds. De tændte omgående semaforen på bilen, og så kom vi ellers i en gevaldig fart ud i lufthavnen, hvor der viste sig et nyt problem: Den direkte flyvning til København var af en eller anden grund blevet aflyst, så vi kom ombord i et fly, der først landede i Rom, derefter i Paris, og siden i Frankfurt og endelig ud på aftenen i Kastrup. Undervejs blev vi rystet godt sammen med personalet, som sørgede godt for os. Jeg kom til at sidde ved siden af en sikkerhedsofficer, som demonstrerede sin automatiske pistol for mig, hvad der næppe var efter reglerne. Men vi nåede da til Danmark, uden at der blev brug for pistolen. Og vi nåede også det sidste tog til Fyn.