Efter Inger Meretes og min "research-tur" har jeg været i Ægypten et par gange som rejseleder. Den ene gang begyndte vi i Cairo, hvorfra vi efter nogle dage tog et fly til Abu Simpel, hvorfra vi med bus blev kørt til de to store templer, som for mere end 3.000 år siden blev bygget eller snarere udhugget af klippen som nogle enorme facader, også danner indgang til nogle tempelrum inde i klippen. Ingen tænker på, at klippen er kunstig. Et sted er der en lille diskret dør, og når man træder ind gennem den, kommer man ind i et enormt kuppelformet rum, som bæres oppe af en indviklet metalkonstruktion, som er beklædt sådan, at den danner en kunstig klippe, som bærer tempelfacaderne. Det er meget overraskende. For når man kommer ud igen, ser det ud som om det har ligget dér i tusinder af år. Men det har det ikke. Det blev bygget i 1960'erne samtidig med den store Aswan-dæmning. Templerne har ligget 68 meter lavere på et sted, som nu fuld-kommen er dækket af den opdæmmede sø, som har fået navnet Nassersøen  Facaderne er ægte nok. De blev skåret ud i blokke, som blev samlet på et plateau, der ligger de 68 meter højere i den sydlige ende af søen. Det er en imponerende teknisk bedrift. Og så er der alligevel en kikser: I den oprindelige placering var Ramses II's tempel konstrueret sådan, at solen to gange om året - nemlig 22. februar og 22. oktober – kunne skinne ind i templets allerhelligste rum, hvor dens stråler ramte Ramses II samt tre gudebilleder. Nu er templet anbragt sådan, at solstrålerne rammer et døgn forkert.

     Ramses II byggede templet til forherligelse af sig selv. Derfor er de indre rum udsmykkede med billeder af Ramses' bedrifter i sejren over hittitterne i slaget ved Kadesh i 1296 f. Kr.. Ved siden af Ramses-templet ligger det lidt mindre Hathor-tempel, som er bygget til ære for gudinden Hathor samt til ære for Ramses' yndlingshustru Nefertari.

     Fra Abu Simpel fløj vi til Aswan, hvorfra vi sejlede ud til Philæ-templerne, som oprindelig lå på Philæ-øen, som delvist blev sat under vand, da den første Aswan-dæmning blev bygget omkring år 1900. Da man så i 1960'erne byggede den anden Aswan-dæmning, blev det besluttet at flytte øens templer, hvoraf det fornemste er templet for gudinden Isis, hvis mand var Oriris, som behersker underverdenen. Som gudepar var de genstand for en særlig mysteriekult. Templerne blev skåret i stykker og flyttet til en nærliggende og højereliggende ø, som ved sprængninger blev formet efter den oprindelige Philæ-ø. Isistemplet har senere været omdannet til kirke, hvilket kan ses af indridsede kors og inskriptioner.

     Fra Aswan skulle vi med et krydstogtsskib til Luxor med en afstikker til Qena. Skibet lå og ventede på os i Kom Ombo nogle kilometer nord for Aswan. Inden vi gik ombord på skibet, besøgte vi et tempel for krokodilleguden Sobek samt et tempel for Horus. Det var sidst på eftermiddagen, da vi indfandt os på skibet, så det gjorde godt med en øl oppe på soldækket inden aftensmaden. Og så gik vi til køjs.

     På sejlturen til Luxor besøgte vi templer i Edfu og Esna samt nord for Luxor en koptisk kirke i Qena. Med besøg i flere byer undervejs tog sejladsen vel tre dage. Min erindring om det er ikke så god, for efter afgangen fra Kom Ombo blev stort set samtlige 120 passagerer ramt af sygdom med diarré og voldsomme opkastninger. Jeg havde min 12-årige søn Lars med, og han var ikke særlig hårdt ramt. Til gengæld havde han soldækket nogenlunde for sig selv og pådrog sig derved en solskoldning. Der var 12 gæster på mit hold, og de var i varierende grad syge alle sammen. Den ældste - en ellers frisk dame på 80 – måtte på grund af dehydrering have læge i Luxor, og da vi kom til Danmark måtte hun indlægges. Selv var jeg kun syg et døgn, men de næste par måneder var jeg ikke særlig veloplagt. Det viste sig, at vi – antagelig via skibets ferskvandstanke – havde pådraget os en bakterie, der hedder shigella. Den er i familie med salmonella, men vist nok en tand værre.

     Vi overlevede allesammen. Men det var en noget mat forsamling, der ved feriens slutning landede i Kastrup Lufthavn.

*

     En anden tur til Ægypten som rejseleder gik først til Jerusalem derefter med bus til Aqaba i Jordan, hvor vi holdt nogle dages badeferie ved Det røde Hav. Fra Aqaba sejlede vi med en færge til Nuweiba på Sinaihalvøens østkyst, hvorfra vi fortsatte med bus til Skt. Katharina-klostret ved Sinai Bjerg. Med på turen havde jeg vores datter Lene og hendes kæreste Allan samt vores søn Niels. Desuden var der i gruppen et hyggeligt ægtepar fra Viborg, Mary og Børge, som jeg har kendt fra tidligere rejser, og som denne gang havde medbragt deres barnebarn Thomas, som var junior danmarksmester i badminton og derfor havde konditionen i orden.

     Der var lidt kværulanteri i gruppen. Blandt andet var nogle sure over, at jeg i Jerusalem af og til forsøgte at udtrykke mig med mit ret begrænsede ordforråd på arabisk, som de ikke anså for at være et sømmeligt sprog i det hellige land. Andre beklagede sig over værelsernes standard og chaufførens håndtering af bagagen.

     Da vi nåede frem til Skt. Katharinaklostret, blev vi indkvarteret i et beskedent herberg, hvor vi fik nogle få timers søvn, inden vi begyndte at bestige bjerget ved to-tiden om natten, fordi det er for varmt at gøre det om dagen. Sinaibjerget er 2.285 meter højt, og vi skulle fra klosteret klare de sidste 600 meter til fods. Det var en ret anstrengende tur. Lene ophav på halvvejen, andre i gruppen beklagede sig over, at jeg ikke havde forberedt dem ordentligt på anstrengelserne.

     Da vi endelig nåede toppen et kvarters tid før solopgang, var vi kun fire tilbage, nemlig Thomas, Allan, Niels og mig selv. Solopgangen var et betagende syn, og nogle italienske munke, som var nået op lidt før os, sang en smyk hymne til solen. Derefter begyndte vi nedstigningen. På en hylde lidt længere nede ad bjerg-siden mødte vi resten af gruppen. De var også betaget af solopgangen og havde derfor afsunget Kingos morgensalme "Nu rinder solen op af østerlide, forgylder klippens top og bjergets side".

     Om vi havde sunget en sang, spurgte de så. Ja, det havde vi, svarede jeg. Vi havde nemlig sunget "Ole sad på en knold og sang", og de italienske munke havde endda sagt til os, at det lød smukt. Men det var for meget for gruppen. Det var at gøre grin med det hellige sted, mente de. Jeg svarede dem, at Jeppe Aakjær sikkert ville have syntes, at det var et udmærket valg.

     Derefter talte gruppen ikke mere med mig, før vi henad aften nåede til Cairo. Og da vi var tilbage i Danmark, sendte et par af dem endda en klage til Agri Rejser.