Præk&Salmer
Trinitatistiden 1. tekstrække, 10-18
Tiende søndag efter trinitatis - Luk. 19,41-48: Jesus græder over Jerusalem.
Vort eget Jerusalem
Det er nok mere begrebet "Jerusalem" end det blotte bynavn, Jesus havde i tankerne, da han kom til Jerusalem og græd over byen og sagde: "Vidste du blot, hvad der på denne dag tjener til din fred." På denne dag! Det vil sige netop på den dag, da Jesus kom til byen. "Kendte du blot din besøgelsestid."
Jeg været i Jerusalem flere gange, og jeg er hver gang blevet hensat i den største forundring og forvirring. Jeg forstår ikke al den fromhed, som myldrer rundt dér. Ikke sådan at forstå, at jeg føler mig kaldet til at underkende værdien af andres fromhed. Men hver gang har jeg måttet konstatere, at min egen fromhed – hvis den overhovedet findes – hører til et andet sted. Af samme grund har jeg hver gang glædet mig til at komme hjem og gå i kirke i min hjemlige kirke. "Kirke, du er vort Betlehem" hedder det i en julesalme. Man kunne tilføje, at vor hjemlige kirke også er vort Nazaret, vort Jeru-salem og vort Israel. Ja, kirken er vort himmerig, fordi den er det sted, hvor vor Herres ord og evangeliet om Guds rige træder ind i vor egen historie og får skikkelse blandt os, så det, Ordet siger, for os bliver både nærværende og påtrængende.
For at det kan ske, er det tænkeligt, at der er et Jerusalem, der skal ødelægges, så der ikke bliver sten på sten tilbage, nemlig vort eget indre, mentale Jerusalem, som er "det i os, der siger jeg", og det hvis ære ikke kan forenes med den dybe knælen (DDS nr. 307 v. 4).
Til gengæld venter der os et andet Jerusalem forude, men indtil det bliver virkeligt, må vi tage til takke med vort eget hjemlige bedehus i skikkelse af sognekirken. I Johannes' Åbenbaringsbog fortælles er om et nyt Jerusalem, et himmelsk Jerusalem, hvis herlighed og dejlighed skal være uden lige (Johs.Åb. 21,22-23). Profetisk bliver det beskrevet i de smukkeste billeder. Men der skal ikke være noget tempel i det ny Jeru-salem, for – som det siges – "Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, sammen med Kristus. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den. Kristus er dens lys. I det lys skal folkeslagene vandre".
Det er et smukt billede af en fremtid, som endnu ikke er helt virkeliggjort, men dog er nærværende i vort hjemlige bedehus, vores sognekirke, hvor vi derfor skal kende vores besøgelsestid. Endnu er vi selv undervejs, og så længe vi holder os dette storslåede billede for øje, hvor Gud den Almægtige er vort egentlige tempel, og hvor Kristus er vort lys, er vi på rette vej.
Forslag til salmevalg
Jeg synes sommetider, at det kan være svært at vælge gudstjenestens første salme, fordi der kan være flere kriterier på spil. Det kan være en salme, der passer til sønda-gens særpræg, eller det kan være en salme, der passer til årstiden, eller det kan være en morgensalme, eller det kan være en salme, som man bare har fået lyst til at synge, fordi man ikke har sunget den længe. Det sidste er grunden til, at jeg foreslår nr. 10 "Alt, hvad som fuglevinger fik". Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sunget den. Så derfor!
Men det får mig straks til at lede efter en salme, der passer til søndagens særpræg, som er sat af evangelieteksten om Jesus, der græder over Jerusalem, fordi byen ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Min første indskydelser nr. 332 "På Jerusalem det ny", samt den følgende nr. 333 "Almindelig er Kristi kirke". Man kunne også lade "fred" være stikordet og synge nr. 676 "Guds fred er mer end englevagt". Og så er der en salme, som er skrevet til teksten, nemlig Johan Nordahl Bruns nr. 174 "Jerusalem! I dag din konge græder", men jeg synes ikke om vers 2, som man for min skyld gerne kunne have ladt ude af salmebogen. Jeg vender derfor tilbage til min allerførste indskydelse, som var nr. 332 "På Jerusalem det ny", som har solide rødder i den folkelige tradition. Især kan jeg godt lide sidste vers om "Guds fred", som skal have sin rette klang. Så den skal være salmen efter prædikenen.
Det kan også være svært at finde salmer, der kan gå sammen med den gammelte-stamentlige læsning. I mange tilfælde kan nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære" bruges. Den kan godt være en slags fortolkning til det israelitiske Shema fra 5. Mosebog 6,4. Desuden er det længe siden, jeg har brugt den salme.
I forlængelse af epistelteksten skal vi have en helligåndssalme. Det skal være nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder", som står godt mellem epistellæsningen om Åndens gaver og evangelielæsningen om det åndsforladte Jerusalem.
Til sidst skal vi lige have det ny Jerusalem med igen i form af nr. 217 "Min Jesus lad mit hjerte få".
Mit salmevalg: 10 – 7 – 307 / 332 – 217.
Ellevte søndag efter trinitatis – Luk. 18,9-14: Lignelsen om farisæeren og tolderen.
Kirken er et skjulested
Både farisæeren og tolderen gik i kirke, for så vidt som templet i Jerusalem for dem udgjorde det, vi forstår ved en kirke. Men det var også næsten det eneste, de havde fælles. De levede under den samme himmel, og måske stod de i templet under den samme kuppel, alligevel er det indlysende, at de levede i hver sin verden.
Om tolderen siges det, at han stod langt borte, det vil sige, han trådte ikke frem. Snarere må vi sige, at han gik i skjul for sit eget selvfordømmende blik for kun at være til for Gud i håb om, at Gud også ville være til for ham. Sådan kan vi alle sammen have brug for et skjulested. Kirken er et skjulested, men med vide horisonter.
På denne søndag synes jeg, at man skal synge Grundtvigs geniale gudstjeneste-salme "Hyggelig, rolig, Gud er din bolig". Det med hyggeligheden i den guddommelige bolig skal ikke opfattes som et sted med levende lys og god vin på bordet, selv om det jo i en vis forstand også er tilfældet. Men kirken er som Guds hus og bolig et sted, hvor vi kan være til med tryghed og i være i skjul for det, som ellers dømmer os.
Som ved dit alter den kvidrende fugl
und i dit tempel din tjener et skjul!
Jeg tror ikke, at vi skal bruge lignelsen om tolderen og farisæeren til at dele menne-skeheden op toldere og farisæere. Selvfølgelig skal vi ikke stræbe efter at ligne fari-sæeren, men vi skal heller ikke stræbe efter at ligne tolderen. For i samme øjeblik vi gør det, bliver vi alligevel som farisæeren blot med den forskel, at vi så siger: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som denne farisæer! Nej, i virkeligheden er det sådan, at der bor noget af begge skikkelser i os selv. En gang imellem er vi som farisæeren, der træder frem på scenen for at lufte sin fortræffelighed, og en gang imellem er vi som tolderen, der må gå i skjul for kun at være til for Gud i håb om, at Gud vil være til for ham.
Begge skikkelser bor i det ene og det samme menneske, og derfor lever begge skikkelser også under den ene og den samme himmel, ligesom vi alle gør det. Men som vi kan høre af lignelsen, så er det i tolderens verden, at de største og de videste perspektiver åbner sig. For i hans verden er Gud nemlig til. Og det gør en ufattelig forskel!
Forslag til salmevalg
Der er en salme, som prompte melder sig, når vi i kirkeåret når frem til tolderen og farisæeren i templet. Det er nr. 411 “Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig, inderlig skøn”. Det ville formodentlig både tolderen og farisæeren kunne sige om templet i Jerusalem. Alligevel har de slet ikke det samme forhold til stedet. Farisæeren er der for at vise sig frem. Tolderen er der for at gå i skjul. “Som ved dit alter den kvidrende fugl und i dit tempel din tjener et skjul”. Disse ord minder om en anden grundtvigsalme, nemlig nr. 561, vers 8: “O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler, at Gud mig kun ser”.
I sit skjulested i templet bliver tolderen set af Gud og går derfor hjem som en retfærdig mand. Det gør farisæeren ikke. Historien fortæller derfor ikke blot noget om forskellen på de to tempelgængere, men den fortæller navnlig noget om Gud – hvordan Gud er. Derfor skal vi før prædikenen synge nr. 435 “Aleneste Gud i Himmerig”.
Mens vi endnu har de to tempelgængere i frisk erindring, synes jeg, at det vil være passende at synge nr. 598 “O Gud, du ved og kender”. Kingo kendte utvivlsomt både tolderen og farisæeren fra det, der boede i ham selv.
Og så er der kun de to første salmer tilbage at tage stilling til. Når vi slutter med Kingo, kan vi også begynde med Kingo, så jeg forslår nr. 739 “Rind nu op i Jesu navn”. Den passer godt som indgang til denne søndag.
Jeg er lidt i tvivl om, hvad man kan synge som anden salme. Min første indskydelse som forberedelse til epistelteksten er nr. 164 "Øjne, I var lykkelige" eller nr. 313 "Kom, regn af et høje", som kan læne sig lidt op ad den gammeltestamentlige læsning. Men så passerede jeg nr. 324 "Dig rummer ej himle", som er en ret upåagtet grundtvig-salme, fordi melodien måske ikke er så kendt, men den er let at lære, og den passer godt mellem de to læsninger. Så den vælger jeg.
Mit salmevalg: 739 – 324 – 435 / 411 – 598.
Tolvte søndag efter trinitatis – Mark. 7,31-37: Helbredelsen af den døvstumme.
Vi er kommet for at høre
"Mennesket er i Guds billedet skabt med levende ord på sin tunge", hedder det i en sang af Grundtvig. Til forskel fra alle andre levende skabninger er mennesket skabt til at kunne tale med Gud. Ved øret og ved tungen har Gud så at sige bundet os til sig selv, for at vi skal høre hans ord og med vor bekendelse og lovsang svare på det, vi hører. Men vi er bogstaveligt talt faldet ud af billedet. Ikke på grund af ugudelighed, men snarere på grund af ugidelighed, fordi vi synes, at det er lettere at høre på os selv end at høre på Gud.
Men i samme grad vi lukker Gud ude af vores tilværelse, lukker vi os selv inde i den. Tilværelsen lukker sig så at sige om os selv, på samme måde som den døvstumme var lukket inde i sig selv uden forbindelse med det liv, der omgav ham. I dette lukkede rum mister alle vore store ord deres indhold og mening. De dør, fordi den rod er skåret over, som skulle bringe dem næring. Gud er lukket ude, og vi er lukket inde. Hvordan skal vi da kunne vide, hvad kærlighed og barmhjertighed betyder, når disse ord ikke har andet at gro i end vor egen selvtilstrækkelighed og rethaveri.
Ingen kan lære at tale uden først at høre. Ingen kan lovprise Gud uden først at have hørt, hvad han har at sige til os. Det er det, der er meningen med vores gudstjeneste: "Vi er kommet ind i dette dit hus for at høre", hedder det i den klassiske indgangsbøn. Vi er ikke kommet for at diskutere, om det her kommer os ved. Vi er derimod kommet for at høre det, som vi ikke kan sige os selv. Og vi er kommet i håb om, at det som vi hører, vil noget med os.
Hvor det håb går i opfyldelse kommer lovsangen af sig selv. Den kan slet ikke lade være. Det lukkede rum sprænges, og et fællesskab bliver til. Ikke i kraft af vores ind-byrdes enighed, for den er der måske slet ikke. Snarere er det et fællesskab, som bliver til på trods af vores uenighed og på tværs af alle de grænser, som skiller os. I fortæl-lingen om den døvstumme befinder Jesus sig i hedningelandet omkring Dekapolis, men også med disse hedninger opstår der et fællesskab, nemlig da de måtte have luft for deres forundring og derfor udbrød: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."
Forslag til salmevalg
På denne søndag skal vi høre om Jesus, som helbreder en døvstum. Han kan altså hverken høre eller tale. Men gennem et mystisk ritual åbner Jesus hans ører, og han løser det bånd, som bandt hans tunge, så han både kunne høre og tale. Det virker da også fuldkommen logisk, at fortællingen munder ud i en vældig lovprisning af Kristus som har gjort alting vel. Det synes jeg også skal afspejles i gudstjenesten, som skal begynde md en lovsang. Det skal være nr. 4 "Giv mig Gud en salmetunge".
Den gammeltestamentlige læsning er Ps. 115,1-9, som er en lovprisning til Gud i Himlen, som gør hvad han vil, i modsætning til de stumme og magtesløse afguder. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at synge nr. 436 "Gladelig vil vi halleluja kvæde", som er skrevet af den i reformationstiden forkætrede Johann Agricola. Den er skrevet over Ps. 117, men den kan også gå til Ps. 115. Hvis man er til det mere nutidige er der også sådan en som nr. 259 "Din himmelkrone ser vi stråle" af Svein Ellingsen. Men jeg tror, at jeg vælger Agricola.
"Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende" (2. Kor. 3,6). Dette citat fra epistel-teksten kalder på en helligåndssalme som for eksempel nr. 296 "Du, som den store pinsedag", hvor vers 5 hentyder til epistelteksten: "Du skaber ordet i vor mund, som uden dig er bogstav kun, du ene løser dødens bånd, thi evig ét er liv og ånd".
Dermed er vi fremme ved evangelieteksten, der handler om at høre og at tale. Det er en vekselvirkning, som afspejles i gudstjenesten, som er "vort Himmerige", hvor vi hører et budskab forkyndt, og derefter svarer vi i salmesangen med vor bekendelse. Det kunne være fristende at synge nr. 78 "Blomstre som en rosengård" på grund af vers 5. Et overraskende salmevalg kan sommetider have en god effekt i gudstjenesten. Men der er selvfølgelig også andre gode salmer, som melder sig. En af dem er nr. 443 "Op til Guds hus vi gå", som i flere vers spiller på fortællingen om helbredelsen af den døvstumme. Dernæst er der nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang". Det er en dejlig salme og dertil en salme, hvor Laub har været heldig med melodien. Og så er der endelig salmen "Herren taler: Øer hører", som af en eller anden grund ikke er med i den nuværende salmebog. I den gamle salmebog havde den nr. 283. Det var den salme, jeg ville have valgt efter prædikenen. Men da den åbenbart er faldet i unåde, tager jeg i stedet nr. 376.
Og så kunne jeg tænke mig at slutte gudstjenesten med at synge: "Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst". Det er nr. 300 "Kom, sandheds Ånd, og vidne giv".
Mit salmevalg: 4 – 436 – 296 / 376 – 300.
Trettende søndag efter trinitatis – Luk. 10,23-37: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Kristus er vor næste
Hvad vil det sige at elske sin næste? Hvem er min næste? spørger moralisten. Hvem er det, at jeg skal gøre godt mod?
Som svar på dette spørgsmål er det, at Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som er en fortælling om den forkerte, der gør det rigtige. Samaritaneren var efter jødisk opfattelse en perker, som ikke har forstand på moral. Alligevel er det i fortællingen ham, der gør det rigtige.
Det mærkelige er, at lignelsen egentlig ikke svarer på det spørgsmål, som morali-sten har stillet. Han havde spurgt på den forudsætning, at min næste er den, som jeg skal gøre godt imod. Hvad skal jeg gøre som det fortræffelige menneske, jeg er? Men da Jesus havde fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, stillede han spørgsmålet: Hvem var en næste for ham, der blev overfaldet af røverne? Svaret på det spørgsmål er naturligvis, at den, der viste sig som en næste, var ham, der viste barmhjertighed og gjorde godt.
Min næste er med andre ord også den, der gør godt imod mig.
Måske har Lukas, som har skrevet evangelieteksten, i virkeligheden fået gjort en moralsk fortælling ud af en lignelse, som oprindelig handler om Kristus. Lukas hager sig fast i den moralske pointe, som siger: "Gå du hen og gør ligeså!" Og derfor overser han, at der i lignelsen også er en pointe i, at det er den forkerte, der gør det rigtige.
Sådan som vi hører historien om Jesus, er han jo selv den forkerte, der gør det rigtige ved at tage sig af de udstødte og de foragtede. Og ligesom samaritaneren i lignelsen selv betaler omkostningerne på herberget, så den nødstedte kan have et godt sted at være, sådan betalte Kristus selv omkostninger ved at tage sig af de udstødte og de foragtede, og han stiller endda mere i udsigt, når han vender tilbage.
Når de ældste kristne menigheder har hørt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, har de i samaritanerens skikkelse genkendt Kristus. For i gudstjenesten har Kristus ved sit ord taget sig af dem. Han har båret deres synder og med sit eget liv betalt omkostningerne ved, at kirken som et herberg kunne været et sted, som for dem kunne være et godt at være, indtil han kommer igen.
Der er i og for sig ikke noget forkert i Lukas' moralske pointe: Gå du hen og gør ligeså, det vil sige, gør det samaritaneren gjorde! For sådan bør det menneskeligt set være, at vi skal tage os af dem, som på den ene eller den anden måde er faldt blandt røvere, og som derfor har brug for vores hjælp.
Men i kirken er der kristeligt set en større pointe, som fortæller os, at Gud i vor Herres menneskelige skikkelse er kommet til verden og fundet, at vi alle sammen har behov for, at der er en, der vil være en næste for os. Og så gør han sig selv til vor næste og betaler på Golgata, hvad det koster.
Forslag til salmevalg
Jeg tror, at lignelsen oprindelig er blevet fortalt som en lignelse om Kristus. Det passer også godt med, at det i lignelsen er den forkerte - samaritaneren, der gør det rigtige. Af sine modstandere blev Jesus også kaldt en samaritaner (Joh. 8,48). Han blev betragtet som en forkert, men pointen er, at han gjorde det rigtige ved at vise barmhjertighed. Med den opfattelse, som jeg vil bruge lidt tid på i prædikenen, vil jeg foreslå, at man efter prædikenen synger nr. 694 "Jesus, at du blev min broder". Hvis man hellere vil blive ved Lukas' moraliserende udgang på lignelsen – "gå du hen og gør ligeså" – er der i "100 salmer" Iben Krogsdals nr. 889 "Du skal elske din næste som dig selv",
hvor vi på en munter melodi af Willy Egmose får lov til at synge om, at vi er gode nok, som vi er.
I det hele taget har jeg til denne søndag været lidt på opdagelse i salmebogstil-lægget. Som første salme har jeg fundet nr. 815 "Hør morgenens sang", af Lisbeth Smedegaard Andersen. Den kan godt gå an som indledning til en gudstjeneste om det store bud i loven og lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og så er der nr. 887 "Gud i livets dybder" af Hans Anker Jørgensen, som kan bruges både efter den gammeltestamentlige læsning fra 3. Mos. 19 og epistellæsningen fra Galaterbrevet kap. 2. Hvis man bruger nr. 887 som anden salme og i øvrigt fastholder nr. 694 efter prædikenen, ville jeg ikke have noget imod at synge nr. 889 før prædikenen som et udtryk for, hvordan moralisten tænker. Man kunne så slutte gudstjenesten med at synge Benedicte Præstholms nr. 853 "Hvor kærlighed brænder". Den er sikkert ment som en bryllupssalme, men den kan også fint afslutte en gudstjeneste om det dobbelte kærlighedsbud og den barmhjertige samaritaner.
Men det er nok for meget med fire nye og ukendte salmer i den samme gudstjene-ste, så man kunne tynde ud i dem ved at synge nr. 691 "Loven er et helligt bud" som anden salme og nr. 164 "Øjne, I var lykkelige" som optakt til evangelielæsningen. I så fald bliver det til, at vi begynder og slutter gudstjenesten med nye salmer.
Mit salmevalg: 815 – 691 – 164 / 694 – 853.
Fjortende søndag efter trinitatis – Luk. 17,11-19: Helbredelsen af de ti spedalske.
Hvor skulle vi ellers gå hen?
Da Jesus et sted på grænsen mellem Samaria og Galilæa mødte de ti spedalske, mødte han en flok mennesker, der virkelig var i samme båd. De var fælles om deres sygdom, og som spedalske var de også i fællesskab lukket ude fra alle andre fæl-lesskaber. De var lukket ude fra det almindelige liv. Det var åbenbart også deres egen opfattelse, så derfor blev de stående på lang afstand og bad om barmhjertighed. Det fik de. De blev helbredt alle ti. Heller ikke, hvad det angår, gjorde Jesus nogen forskel mellem dem. Han sikrede sig heller ikke på forhånd deres taknemmelighed. Men der var kun én, der vendte tilbage for at give Gud æren. Vi hører ikke noget om, hvad der blev af de ni andre. Formodentlig gik de hver til sit. Den eneste, der i virkeligheden holder fast på fællesskabet, er tiendemanden, som vender tilbage for at give Gud æren. Og han var endda en samaritaner, hvilket efter den almindelige mening ville sige, at hans race var blandet, og hans religion var forkert. Det er underligt, at det er denne forkerte mand, der gør det rigtige.
Også Jesus undrede sig og spurgte: "Hvor er de ni andre?" Det er der ikke noget svar på, og derfor er det kun til den ene, som vendte tilbage, at det blev sagt: "Din tro har frelst dig!" Det var ikke troen, der havde helbredt ham. Men det var troen, der havde frelst ham. Og deraf kan vi så lære, at helbredelse og frelse ikke uden videre er det samme. I denne fortælling består troen i at vende tilbage for med høj røst at prise Gud og give ham æren. Det er den tro, der frelser. For så vidt kan man godt sige, at troen var noget, som han gjorde - ikke fordi han ville have noget ud af det, men fordi han ikke kunne gøre andet end dette at love og prise Gud for det, der var overgået ham.
I det stykke ligner fortællingen det, der er meningen med gudstjenesten, som i den forstand også er noget, vi gør. Når vi går i kirke, er det noget, vi gør, selv om det er noget, som de fleste ikke gør. Det sætter selvfølgelig et skel mellem dem, der går i kirker, og dem, der ikke gør. Det er en temmelig banal konstatering. Men nu er vi altså nogle, som går i kirke, og når vi gør det, så betyder det, at vi ulejliger os derhen, hvor vi kan få luft for både vores sorg og for vores glæde. For hvor skulle vi eller gå hen med det?
Forslag til salmevalg
Hvis man tager afsæt i den gammeltestamentlige læsning Ps. 103 og evangelieteksten om helbredelsen af de ti spedalske, vil man kunne sige, at denne søndag bør bære præg af tak og lovprisning. Det kan signaleres med den første salme, som passende kan være en gendigtning af Ps. 103. Dem er der tre af, nemlig nr. 2, nr. 3 og nr. 12. De to første hører klart hjemme i den folkelige tradition og kan bruges ved flere lejligheder, så derfor vælger jeg nr. 12 “Min sjæl, du Herren love”. Det er en dejlig salme med en flot melodi, så den vil jeg glæde mig til at synge.
Skabelsesteologien har i nyere tid affødt en række salmer. De præger salmebogstil-lægget “100 salmer”, hvorfra de i gudstjenesten som en etisk appel kan gøres gældende i debatten om naturbevarelse og klimaforandringer. En af disse morderne skabelsessalmer er Holger Lissners nr. 13 “Måne og sol”, som jeg forsøgsvis vil prøve at bruge mellem den gammeltestamentlige læsning og epistellæsningen.
Der er åbenbart andre end mig, der har haft problemer med epistelteksten fra Galaterbrevet kap. 5, siden salmebogskommissionen har fundet det formålstjenstligt at foreslå en alternativ læsning fra Romerbrevet kap 7. Den er ganske vist heller ikke opmuntrende, men dog knap så dramatisk som lastekataloget fra Galaterbrevet kap. 5. Hvis man læser lastekataloget, vil jeg forslå nr. 307 “Gud Helligånd, vor igenføder”, som er en salme fuld af trøst, selv om den har et nøgternt syn på menneskelivet. Hvis man læser romerbrevsteksten, er der flere muligheder salmebogens afsnit om “syndernes forladelse” (nr. 487 – 523) for eksempel numrene 496, 498, 502 og 516. De to førstnævnte er helt oplagte, synes jeg. Jeg vælger nr. 498 “Gud, efter dig jeg længes” og gemmer luthersalmen nr. 496 til en anden god gang.
Efter fortællingen om helbredelsen af de ti spedalske er der to salmer af K.L. Aastrup der melder sig, nemlig nr. 363 “Lov, pris og tak, at du har givet” og nr. 549 “Vi takker dig for livet”. Den sidste har en enfoldig tone, som jeg godt kan lide. Men der er jo også en nyere salme som nr. 697 “Herre, jeg vil gerne takke”, som også har et tydeligt etisk perspektiv med. Den vælger jeg.
Og så kan Thomas Kingo slutte gudstjenesten med nr. 599 “Lov og tak og evig ære” som udgangssalme.
Mit salmevalg: 12 – 13 – 498 / 697 – 599.
Femtende søndag efter trinitatis – Matt. 6,24-34: Om bekymringer.
Lær af himlens fugle og markens liljer
Se dog på blomsterne og fuglene! Læg mærke til dem! For på dem kan I se, hvordan det ubekymrede liv ser ud, siger Jesus i bjergprædikenen til sine tilhørere.
Men hvad himlens fugle og markens liljer ejer i kraft af deres natur, må I have givet i tro, føjer han så til. Det vil sige, han gør nu ikke opmærksom på vores tro, men derimod på vores mangel på tro. For når nu Gud tager sig sådan af både blomsterne og fuglene og alt andet levende, som ubekymret er til i naturen, skulle han så ikke meget snarere tage sig af jer, I lidettroende! Og lidettroende er jo netop, hvad vi er, når vi stirrer os blinde på os selv og vort eget. Det er mangel på tro, når vi ikke vil nøjes med at leve af det, vi får givet. Det er mangel på tro, når det sårer vor stolthed, at nogen må tage sig af os og hjælpe os. Og det er intet mindre end vantro, når vi bilder os ind, at vi har krav på en tilværelse, der er blottet for enhver form for problem og bekymring. Hvis vi på den måde vil leve uden bekymring, så må vi jo forestille os en tilværelse uden liv, uden savn, uden håb og uden nogen eller noget, som vi kunne elske og holde af, uden noget eller nogen, der kunne blive genstand for vores bekymring og omsorg.
Når Jesus siger "I må ikke bekymre jer", så mener han ikke, at vi skal stræbe efter en tilværelse, hvor vi hverken kender til at savne og elske og håbe. Det, han siger, er derimod, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, for så bliver bekymringen for dagen i morgen til en flugt fra dagen i dag. Bekymringen bliver til en flugt fra det, som Gud vil mig - og vil med mig - i dag.
Når vi siger Fader Vor, så beder vi: "Komme dit rige, ske din vilje ……, giv os i dag vort daglige brød". Når vi beder om, at Guds rige må komme, så lægger vi med den bøn morgendagen i hans hånd, fordi livet er hans, og dermed ved vi også, at dagen i dag er hans gave til os. Dette livsvilkår skal vi ikke flygte fra ved i bekymring at tage forskud på dagen i morgen. Når vi siger "komme dit rige", så beder vi om at måtte leve af Guds gaver både i dag og i morgen. For hvad skulle vi ellers leve af?
Vi skal selvfølgelig ikke leve som himlens fugle og markens liljer. For det kan vi ikke. Men vi skal betragte det liv, de lever, som et billede på den troens ubekymrethed, der giver os overskud til at tage vare på det, som vi skal bekymre os for.
Forslag til salmevalg
Det er ved at være sæson for høstgudstjenester, hvor salmevalget nogenlunde giver sig selv, hvis man bladrer i salmebogen afsnit om årstidssalmer. Det skal dog ikke hindre, at nogle af den også kan bruges som almindelige gudstjenestesalmer. Det gælder ikke mindst nr. 729 “Nu falmer skoven”, som folk glæder sig til at synge på Nebelongs melodi, som igen har fået en plads i koralbogen. Det er en salme, som på én gang rummer efterårets vemodighed og evangeliets frimodighed: Ligesom bonden i sin lade har det høstede korn, som pant på en ny frugtbarhed “høsten her” - således har vi Guds ord i vore hjerter som pant på den himmelske herlighed - “høsten hist”. Den skal være indgangssalme.
Som 2. salme efter den gammeltestamentlige læsning, vil det være fint med en forholdsvis kort salme. Her vælger jeg nr. 29 “Spænd over os dit himmelsegl”, som er en af de nyere salme, der bliver flittigt brugt. Desuden passer den rigtig godt til fortællingen om regnbuen.
Efter epistellæsningen fra Galaterbrevet kap. 5, vor vi bliver belært om, at vi skal bære hinandens byrder foruden vore egne byrder, mener jeg, at det kan være passende at synge nr. 50 “Under dine vinger skygge”.
Det kunne være velvalgt at holde høstgudstjeneste på den søndag, hvor vi i evange-lieteksten af himlens fugle og markens liljer bliver belært om, hvordan det ubekymrede liv ser ud. Høsten er jo anledning til megen bekymring, men i troen får vi adgang til det ubekymrede liv, som fuglene og blomsterne har af natur, men som vi andre kun kan få givet. Men uanset om der er høstgudstjeneste eller ej, bør man efter prædikenen synge Grundtvigs provokerende salme nr. 41 “Lille Guds barn, hvad skader dig” - provo-kerende på grund af ordene i vers 4: “dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø”. Selvfølgelig skal bønderne ikke dø af sult, men formuleringen holder os fast på, at vi som mennesker ikke er altings centrum. Gud har også omsorg for andet.
Hvis der er høstgudstjeneste, er der tradition for at slutte med nr. 11 “Nu takker alle Gud”. Men nr. 6 “Dig være, mildeste Gud Fader”, vil heller ikke være dårlig at gå hjem på.
Mit salmevalg: 729 – 29 – 50 / 41 – 6.
Sekstende søndag efter trinitatis – Luk. 7,11-17: Opvækkelsen af enkens søn i Nain.
Ud hans hånd mig river af dødens garn
I de næsten halvtreds år, jeg har været præst, har jeg haft i hundredvis af begravelser, og jeg ville oprigtig talt være blevet noget forfærdet, hvis der på vej ud til kirkegården var sket det, at en eller anden havde kaldt den døde til live. Ikke desto mindre har alle disse begravelser givet mening. Jeg husker en enke, som efter sin mands begravelse sagde til mig: "På en eller anden måde var det også en dejlig dag!"
Den sørgelige dag blev også til en dejlig dag, dels fordi vi havde omsorg for hinan-den, dels fordi der blev sagt noget, som ingen af os kunne have sagt sig selv.
Det er det, der sker i Jakob Knudsens morgensalme "Se nu stiger solen". Salmen bliver til ud af noget, som ingen kan sige sig selv. Salmen blev til på et tidspunkt, hvor Jakob Knudsen var ved at blive skilt. Ægteskabet var forlist. Jakob Knudsen var dengang præst i landsbyen Mellerup ved Randers Fjord. Jeg forestiller mig, at Jakob Knudsen havde haft en søvnløs nat på grund af det med skilsmissen. Det er jo som regel om natten, at man har mest besvær med sine egne tanker. Jeg tænker, at han var stået ud af sengen og havde klædt sig på for at gå en tur tidligt om morgenen. Og så kom han op på bakken bag ved landsbyen, netop som solen var ved at stå op. Fra bakken er der en god udsigt ud over Randers Fjord helt ud til Kattegat, hvor "luft og bølge blusser i brand, i glød", som det hedder i den salme, som må være blevet til under hans morgenvandring.
Ude på fjorden får han i morgenlyset øje på en båd med en fisker, som er i gang med at røgte sine garn. Jakob Knudsen ser, hvordan båden bærer fiskeren, og hvordan havet bærer båden, og det får ham til at tænke på, hvordan han selv bogstaveligt talt er båret af Guds vældige hånd. Han kommer med andre ord i tanke om, at han er døbt. Dåben er et helt hav. På det hav foregår hans livs sejlads, hvor det går op og ned, og hvor man af og til kommer i uvejr. Men Gud er der også. For Gud er der med det løfte, som lover os, at han er med os alle dage indtil verdens ende.
Jakob Knudsen kom igennem den krise, som en skilsmisse er. Han kom ud på den anden side. Han kom bogstaveligt talt i land igen. Han kom igennem, fordi oplevelsen af havet, som bærer båden, og båden, som bærer fiskeren, for ham blev til et billede på, hvordan han selv under alle forhold er båret af Guds ord, som hver dag lyder til han i evangeliet. Og derfor kan han slutte sin morgenvandring med at synge:
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
Forslag til salmevalg
På denne søndag skal vi til begravelse i landsbyen Nain. Alle præster vil kende dette scenarium med folk, der er ved at bære en kiste ud på kirkegården. Det var en mors eneste søn, får vi at vide. Sådan en har jeg også begravet. Det er ikke let. Man skal være varsom med, hvad man siger. Men der kan synges nogle gode salmer, som trodser døden. Det behøver slet ikke kun at være det, som folk kalder "begravelses-salmer" som for eksempel "Kirkeklokke", "Lyksalig, lyksalig" og "Altid frejdig". Man kan også synge nr. 754 "Se, nu stiger solen" eller en anden livsbekræftende lovsang. Hvis man giver sig tid til at snakke med de pårørende om det, kender folk faktisk mange flere salmer, end de selv tror. Og når folk har fundet frem til et salmevalg, som passer, kan præsten ofte i salmevalget finde et afsæt for en begravelsestale, som ikke blot er en nekrolog, men også en prædiken.
Til denne søndag kunne man også lade efterårsstemningen spille med. Det er for tidligt at synge nr. 732 "Dybt hælder året i sin gang". Den skal gemmes til senere i efteråret. Men så er der sådan en som nr. 653 "I falmende blade", som kom med i salmebogen fra 2002. Der er noget meditativt i både melodi og tekst, som efter min opfattelse gør den velegnet som indgangssalme på denne søndag.
Alterbogen har to forslag til den gammeltestamentlige læsning. Begge er fra Jobs Bog. Umiddelbart ville jeg foretrækker den første og korteste tekst - også fordi den gør det nærliggende at synge nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på", som imidlertid er en salme, jeg er tilbøjelig til at bruge lidt for ofte. Derfor vil jeg nok alligevel vælge den længere tekst fra Jobs Bog, som også giver flere valgmuligheder med hensyn til salmevalg. Der er for eksempel nr. 508 "Bryd frem, mit hjertes trang at lindre" eller nr. 501 "Herre, jeg har handlet ilde" eller måske H.C. Andersens nr. 502 "Jeg har en angst som aldrig før". Jeg vælger den førstnævnte.
Nu, hvor vi nærmer os begravelsen i Nain, vil jeg vælge en begravelsessalme, nem-lig nr. 538 "At sige verden ret farvel", men jeg synes også, at den indimellem kan bruges som en regulær gudstjenestesalme. I så fald kan man bruge en melodi fra 1993 af Henning Wellejus, jf. nr. 731 i salmebogen. Den er knap så tung som den sædvan-lige fra melodi af Christian Bull fra 1851.
Efter prædikenen er det mest nærliggende at synge nr. 349 "Herren han har besøgt sit folk", hvis første linje er et citat fra evangelieteksten. Jens Rosendals nr. 857 "Som solskin over mark og hav" i "100 salmer" er måske også en mulighed. Men jeg vælger nu den førstnævnte.
Som udgangssalme kunne jeg godt tænke mig at synge nr. 536 "Udrust dig helt fra Golgata", som Johannes Ewald skrev kort før sin død, og den blev sunget til hans begravelse. Men i "100 salmer" har jeg også fundet Iben Krogsdals nr. 856 "Når den jeg har elsket er borte" med en fin lille moll-melodi af Jens Fabricius-Bjerre. Den vil jeg prøve at slutte gudstjenesten af med.
Mit salmevalg: 653 – 508 – 538 / 349 – 856.
Syttende søndag efter trinitatis – Luk. 14,1-11: Er det tilladt at helbrede på en sabbat?
Sabbatten bliver til en søndag
"Er det tilladt at helbrede på sabbatten?" spørger Jesus, da en mand, der lider af vand i kroppen, står foran ham. Vi synes, at spørgsmålet er fuldkommen tåbeligt. Selvfølgelig er det da tilladt at helbrede på en helligdag. Vi er da kristne mennesker og har lært en regel om, at vi skal elske vor næste som os selv. Men hvad der er nok så afgørende er, at ansigt til ansigt med døden er der slet ingen regler at følge, for da er det angsten og sorgen, der tilsiger os, hvad vi skal gøre. Det er det, Jesus minder farisæerne om med spørgsmålet: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på - dvs. det kunne de vel nok, men de turde ikke, skønt de fra deres egen tilværelse vidste, at der kommer øjeblikke, hvor angsten tager alle love og regler fra os for i stedet selv at diktere os, hvad vi skal gøre.
Men hvis de turde indrømme det, så burde de vel også kunne forstå, at der er øjeblikke, hvor alle regler må vige - ikke for dødens skyld, men for livets skyld, nemlig når livet og glæden tilsiger os, hvad vi skal gøre.
Det var det, der skete den dag, da vor Herre var til middagsselskab i farisæerens hus. Han gjorde ganske enkelt det, at han forvandlede sabbatten til en søndag ved at fylde dagen med alt det, der er hans, det vil sige alt det, som han bringer med sig fra Gud til os.
Søndagen er forskellig fra sabbatten, fordi den er en dag, hvor alting igen bliver muligt. På samme måde som angsten i vores daglige tilværelse på et øjeblik kan sætte alle regler og bestemmelser til side, sådan bliver vor Herres ord i gudstjenesten virkeligt og nærværende med den livets glæde, som igen gør alting muligt, fordi vi bliver forvissede på, "at også vi er af Gud Faders små". Og når vi ved, at en jordisk far glemmer alle vedtagne regler og bestemmelser, hvis hans søn er faldet i brønden, hvor meget mere vil da ikke den himmelske Far gøre det, når en af hans små falder i afgrunden? Ja, det er jo det, som han allerede har gjort, da han gav afkald på sin himmelske herlighed for i vor Herres jordiske skikkelse at blive et menneske blandt mennesker, for at være til for de lidende og nødstedte med et løfte om, at de ikke kan falde så dybt, at de falder uden for Guds rækkevidde.
Forslag til salmevalg
Hvert år, når vi er godt på vej ind i det mørke halvår, får jeg lyst til at hilse den nye dag velkommen med nr. 736 "Den mørke nat forgangen er", så det skal være den første salme på denne efterårssøndag.
Den næste salme giver også næsten sig selv. Det skal være nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære", som er en gendigtning af den gammeltestamentlige læsning fra Ps. 19. En søgning i dokumentet med mit salmeforbrug viser, at den også var med på 8. søndag efter trinitatis, men det er jo allerede et par måneder siden. Den samme søgning viser, at jeg den søndag også havde nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd" med, men da den passer godt til epistellæsningen på denne søndag, får den også lov til at komme med igen som salmen før prædikenen.
Det går knap så let med salmen efter prædikenen hvilket hænger sammen med, at prædiketeksten rummer to perikoper, som der ikke er nogen indlysende saglig sam-menhæng imellem. Hvis man kan forudsige, hvordan prædikenen falder ud, kan det være med til at afgøre salmevalget. Hvis man i prædikenen holder sig til første del af teksten, som handler om, hvorvidt det er tilladt at helbrede på sabbatten eller ej, er man måske henne i retning af noget med civil ulydighed. Kan man sætte sig ud over loven, når det drejer sig om eutanasi? om at skjule flygtninge? om at gøre oprør mod en despotisk myndighed? og så videre. Kan man offentligt påberåbe sig retten til civil ulydighed? Eller er det en ret, man bliver nødt til at tage i det skjulte helt og aldeles på eget ansvar, velvidende at man offentligt kan blive nødt til at stå til regnskab? Denne første del af teksten kunne friste til at vælge nr. 710 "Kærlighed til fædrelandet", eventuelt på den måde, at man kapper de to første vers af, så man begynder med at synge: "Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter".
Hvis man vælger at prædike over tekstens andel del om at ophøje eller ydmyge sig selv, kunne man vælge en salme som nr. 609 " Dybt fornedres skal enhver". Men så slår det mig, at der måske alligevel er en sammenhæng mellem tekstens to halvdele: De kan begge to gøres til et spørgsmål om (kristen?) etik. Den første halvdel af teksten handler om casualetik (skønsmoral), den anden halvdel om materialetik (regelmoral). Set fra den synsvinkel er første halvdel af teksten mest spændende at give sig i kast med, så jeg vælger nr. 710, 2-8.
Hvis man hager sig fast i den opfattelse, at det i prædikenen kommer til at handle om etik, så kan det også komme til at afgøre valget af udgangssalmen med for eksempel nr. 752 v. 4-5 "Gå da frit" eller nr. 373 "Herre, jeg vil gerne tjene". Og så er der nr. 370 "Menneske, din egen magt", som Willy Egmose har skrevet en munter melodi til. Den vælger jeg at gå hjem på.
Mit salmevalg: 736 – 392 - 289 / 710 v. 2-8 – 370.
Attende søndag efter trinitatis – Matt. 22,34-46: Det største bud i loven.
Det store budskab
Det, som Jesus egentlig siger til sine intrigante modstandere, der spørger om det største bud i loven, er dette: I er elskede af Gud! Og I skal slet ikke gøre noget til det. I er det bare! Det er en konstatering. Og derfor skal I elske Gud med alt det, der er i jer! Og hvad mere er: I selve dette at være elsket af Gud og lade sit liv være afhængigt af ham ligger der en frihed, nemlig en frihed til selv at være til stede for dem, der er afhængige af jer, det vil sige en frihed til at elske jeres næste!
Det store budskab er, at vi er elskede, og derfor går det store bud ud på, at vi skal vi elske. Andet og mere er der i grunden ikke at sige om det.
Når nogle mennesker alligevel er tilbøjelige til at afvise dette evangelium, hænger det sammen med, at man bliver stødt af ordet "skal". Du skal! Det lyder som en befaling, men i grunden er det et tilsagn om, at vort liv ikke er ligegyldigt. Det er en stor nåde, at det er noget, som vi skal. Tænk, hvis vi ikke skulle noget! Tænk, hvis det var ligegyldigt, om vi var her eller ej! Det ville da være en stor ulykke, om ingen havde brug for os, ligesom det i samfundet er en stor ulykke at være blevet gjort til en overflødig og ligegyldig eksistens.
Men her taler vi om noget mere end samfundet. Vi taler om det at være et menne-ske blandt mennesker. Vi taler om dette at være til stede for hinanden. Det store budskab er, at vi skal være til stede for dem, der har brug for os, ligesom Gud er til stede for os - ikke blot ved at give os livet, men også ved at sige det til os, som vi i livet har brug for at høre.
Hvor ærgerligt, at nogle afviser det med den begrundelse, at det ikke er noget for dem! Jeg tænker på dem, der så godt som aldrig går i kirke, fordi de på forhånd har gjort sig færdige med det, som de har brug for at høre. Det kan godt være, at man har taget den lærdom til sig, at man skal elske sin næste. Det er netop noget, man skal! Som et dogme bliver det gjort til et krav, som vender sig mod de andre, så jeg har krav på at blive elsket. Men hvis man virkelig tager ordene i deres fulde pålydende, så henvender de sig ikke først og fremmest til de andre, men derimod til mig selv: Du skal elske din næste, fordi du allerede er elsket! Du er hverken ligegyldig eller overflødig. Der er brug for dig!
Det er da et stort og godt evangelium at høre det. Det er et evangelium, som man aldrig bliver færdig med, uanset hvor mange gange man har hørt det. Ja, faktisk har man brug for at høre det igen og igen!
Forslag til salmevalg
Søndagsteksten består af to halvdele, som hver begynder med at stille et spørgsmål. For det første er der spørgsmålet: "Hvad er det største bud i loven?" Det kan være, at man allerede har gjort noget ud af det spørgsmål i prædikenen til 13. søndag efter trinitatis, hvor spørgsmålet var optakt til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hvis loven og moralen skal være et tema på denne søndag, kunne man måske synge Iben Krogsdals salme nr. 889 "Du skal elske din næste som dig selv", men den er mig en tand for moralistisk. Så foretrækker jeg Brorsons nr. 691 "Loven er et helligt bud" som et forslag til salmen efter prædikenen.
For det andet er der spørgsmålet: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" Med afsæt i dette spørgsmål har K.L. Aastrup skrevet en fin katekismusagtig salme, som jeg gerne vil have med som salme efter prædikenen på denne søndag, forudsat, at man ikke har begrænset sig til at prædike over det store bud i loven. Det er nr. 54 "Hvad mener I om Kristus?" Salmen udfolder en hel kristologi, som endda har det eskatologiske perspektiv med, hvilket i øvrigt er karakteristisk for Aastrups salmer i modsætning til flertallet af de nyere salmer, som til ofte lader kristologien kredse om en form for imitatio-fromhed.
Salmen før prædikenen må til gengæld gerne forholde sig til det store bud i loven ved at reflektere over gudsbegrebet, trinitarisk forstået. Det lægger op til, at vi skal synge en helligåndssalme, og det må gerne være nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd!". Når man synger salmen, er det værd at have med i baghovedet, at kærlighed og sandhed ikke er almenbegreber. Når Grundtvig i salmen taler om kærlighed mener han Kristus, og når han taler om sandhed mener han Gud – bortset fra vers 6, hvor kærligheden til denne jord er lig med det begær, det skal slukkes, for at vi i stedet kan blusse af den ind, som Ånden tænder for himlen. I vers 7 har jeg i mange år bøvlet med at tænke over, om "freden" er subjekt eller objekt for verbet "forstyrrer". Det samme gælder i sidste linje "enigheden", som kan være både subjekt eller objekt for verbet "gør". Begge dele kan give mening.
Stadig med kristologien og gudsbegrebet i tankerne er det på tide at få sat tonen i gudstjenestens begyndelse. Det skal være med en gedigen gudstjenestesalme, så jeg vælger nr. 403 "Denne er dagen, som Herren har gjort". Med henvisningen til badet og bordet i vers 4 forudsætter salmen, at der både er dåb og altergang i gudstjenesten. Hvis der hverken er det ene eller det andet, kunne man i stedet vælge nr. 405 "Søndag er vor Herres dag".
Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 40, vil det være nærliggende at vælge nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære". Men den kan hurtigt blive en overrendt salme på denne plads, så jeg går derfor ind i "100 salmer" og finder frem til nr. 871 "Du virker i det stille". Både tekst og melodi er fra 2011 og derfor endnu ikke særlig kendt, men jeg synes, at salmen med både tekst og melodi fortjener at blive introduceret i gudstjenesten.
Og så er der udgangssalmen, som også godt må kredse om gudsbegrebet. Nr. 25 "Hvert et lys i livets nat" vil passe godt. Den er heller ikke for lang her ved gudstje-nestens slutning. Men jeg synes, at en skal synges på Jean Baptiste Lully's melodi fra 1661, som vi kender fra "Rind nu op i Jesu navn". Den melodi er menigheden forment-lig mest fortrolig med.
Mit salmevalg: 403 – 871 – 292 / 54 – 25.