Bispeembedets legitimitet
af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
Da det for ca. 27 år år siden trak op til bispevalg i Fyens Stift, var alle vi opstillede kandidater enige om, at bispeembedet i god luthersk forstand måtte defineres som et "præsteembede med særlige beføjelser", som man kan vægte forskelligt. Men et præsteembede er det i al fald og derfor et embede, som er afledt af det almindelige præstedømme. Som præsteembede er bispeembedet en embedsfunktion inden for rammerne af det almindelige præstedømme – men altså med særlige beføjelser med hensyn til at føre tilsyn med kirkens forkyndelse og lære, samt med forvaltning af sakramenterne. I følge Den Augsburgske Bekendelse, artikel 28, har bispeembedet ingen beføjelser i verdslig henseende, medmindre det drejer sig om beføjelser, som er delegeret fra den verdslige myndighed. Men sådanne beføjelser har bispeembedet senere fået i skikkelse af de beføjelser, der er knyttet til stiftsøvrigheden, samt nu om dage også til stiftsrådet.
De administrative pligter
Biskoppen er medlem af stiftsøvrigheden, som foruden biskoppen består af stiftamtmanden. Det er en traditionsrig institution, som har rødder langt tilbage i enevældens tid. I 1672 blev lensmændene i stifternes styrelse afløst af stiftamtmændene, som derefter sammen med biskopperne udgør stifternes øvrigheder. Det er den konstruktion, der er bevaret indtil vore dage, om end med skiftende arbejdsopgaver. I praksis har det vist sig at være en smidig institution, som hurtigt har kunnet tage stilling til forskellige problemer af økonomisk og praktisk karakter. I stiftsøvrigheden er biskoppen kirkens repræsentant og stiftamtmanden er statens repræsentant. Tilsammen udgjorde vi – synes jeg - et smukt billede på forholdet mellem stat og kirke. Vi var jævnbyrdige medlemmer af institutionen: Hvis vi var enige, kunne der gøres noget, men hvis vi var uenige, skete der ingenting, medmindre Kirkeministeriet greb ind.
Stiftsøvrigheden havde i hovedsagen tre opgaver, nemlig
Fra den 1. november 2009 blev der i alle stifter etableret stiftsråd. Dermed er det folkekirkelige demokrati i en eller anden grad gennemført på alle tre niveauer: I sognene har man menighedsråd/pastoratråd. I provstierne er der provstiudvalg, og i stifterne stiftsråd. På alle tre niveauer er de gejstlige repræsentanter medlemmer af rådet/udvalget med fuld stemmeret, bortset fra visse habilitetsbestemte begrænsninger. I stiftsrådet kan de gejstlige medlemmer dog ikke vælges til formand, hvilket de kan på sogne- og provstiniveau. Stiftsrådene har i nogle af stifterne – blandt andet i Fyens Stift - fungeret på forsøgsbasis i en periode, men nu er de obligatoriske, og deres virksomhed er fastlagt ved lovgivning. Også her kan man reducere virksomheden til tre hovedopgaver:
Biskoppens virksomhed i forbindelse med stiftsøvrighed og stiftsråd udgør den politiske side af biskoppens arbejde, det vil sige alt det, der må henregnes under verdslige beføjelser. Det er utvivlsomt den side af biskoppens daglige virksomhed, der er mest synlig. For mit eget vedkommende skal jeg også gerne gøre den indrømmelse, at denne administrative side af embedet havde en tendens til at svulme op og tage tiden fra den gejstlige side af embedet. Det er også forståeligt, at folk i almindelighed opfatter biskoppens kontor som et kirkeministerielt forkontor, men sådan forholder det sig reelt ikke, selv om nogle ministerielle embedsmænd muligvis har en lignende opfattelse. Denne ministerielle misopfattelse forekom mig i al fald at være baggrunden for det forslag om åremålsansættelse af biskopper, som en arbejdsgruppe under Kirkeministeriet fremlagde i december 2008, og som af kirkeministeren skulle være fremsat i Folketinget. Det skete ikke. fordi der i mellemtiden kom et folketingsvalg, så forslaget bortfaldt.
De pastorale pligter
I folkekirken er det de administrative beføjelser, der er knyttet til bispeembedet og provsteembedet, som fylder mest i den offentlige bevidsthed, men det er ikke disse beføjelser, der definerer embedet og giver embedets dets legitimitet. Det er den gejstlige side af embedet. Det gælder både provsteembedet og bispeembedet, som i min optik dybest set er ét kirkeligt tilsynsembede. Helt fra kirkens ældste dage har der været biskopper, som har først tilsyn med menighedernes åndelige liv. Som eksempel kan man blot nævne biskop Ignatius' syv menighedsbreve fra begyndelsen af det 2. århundrede. Selv efter reformationen, som lagde betydelig afstand til den episkopale kirkemagt, har man i de fleste protestantiske kirker bevaret et bispeembede. Der er ganske vist også kirkesamfund, som for eksempel de reformerte kirker, som ikke har et formelt gejstligt bispeembede, men så udøves tilsynsfunktionen på en anden facon. Bispeembedet er ikke nogen kirkelig nødvendighed, men tilsynet ser ud til at være det. Af samme grund er det betænkeligt, at en lang række kirkeministerielle tiltag og forslag i de senere år har været med til at fjerne provsteembedet fra bispeembedet, fordi den administrative side af provstens hverdag nu er svulmet op, så provsten ikke blot skal have en fuldtidssekretær ved sin side, men også helst skal frikøbes for mindst op til 75% af sit arbejde som præst. Hvis denne udvikling forsætter meget længere, vil det betyde, at provstestillinger bør besættes med jurister og ikke med teologer.
Hvad bispeembedet angår, vil jeg således endnu hævde, at det er den gejstlige side af embedet, der er den vigtigste, men må i samme åndedræt også indrømme, at det i dag er den del af bispeembedet, der er mindst synlig. Hvad det angår, deler biskoppen vilkår med alle andre præster i folkekirken, som i den folkelige ironi må finde sig i at høre på, at de kun arbejder søndag formiddag og ikke ret meget mere.
På den gejstlige side af bispeembedet er præsteansættelserne et relativt usynligt område. Til gengæld er det ganske tidskrævende. Det begynder med, at et embede bliver opslået ledigt. Derefter træffer ansøgerne en aftale om en samtale med biskoppen. Normalt afsatte jeg en time til en sådan samtale, så allerede på dette stadium i forløbet kan der hurtigt gå et par arbejdsdage. Senere kommer det orienterende møde hos menighedsrådet, hvor biskoppen gennemgår de indkomne ansøgninger. I Fyns Stift var jeg for det meste også med til det efterfølgende indstillingsmøde, hvilket skyldes min interesse i også at høre noget om de ansøgere, som menighedsrådet ikke vil have. Inden den foretrukne ansøger kommer ud i embedet, skal der måske en ordination til, med forudgående bispeeksamen. Med den nødvendige forberedelse varer bispeeksamen og ordination hver for sig en arbejdsdag. Når man lægger det hele sammen, kan en præsteansættelse godt lægge beslag på det meste af en normal arbejdsuge. Senere kommer der besøg ude i sognet og samtaler med den nye præst. Alt sammen er det noget, som ikke vækker den store opsigt, men som ikke desto mindre er en meget vigtig side af biskoppens arbejde. Det er vigtigt, at sognet får den præst, der passer bedst til embedet. Og det er lige så vigtigt, at den nye præst kan få støtte til at finde sig til rette i sognet. En fejlplaceret præst er en ulykke for alle involverede parter.
Det er kun, hvis der opstår en såkaldt "præstesag", at projektørerne vendes mod biskoppens gejstlige funktion i tilsynsembedet. Her viser det sig, at bispeembedet ikke er udstyret med stærke magtmæssige beføjelser. Ganske vist har biskopperne nu fået bemyndigelse til at anvende tjenestemandslovens lavere sanktionsmuligheder. Men der skal meget til, før en biskop bringer dem i anvendelse, og der skal endnu mere til, før en biskop rejser en tjenestemandssag eller en læresag mod en af stiftets præster. Inden en sådan sag bliver en realitet og dermed udbasuneret i offentligheden, vil biskoppen have brugt en hel del energi og tid på at få løst problemet i al diskretion. I sin bestræbelse på det, har biskoppen ikke megen anden magt end ordets magt. Sådan bør det også være! Det tjener ikke noget formål, at biskoppen fægter vildt omkring sig med "bispestaven". I sin kirkelige tilsynsfunktion opfattes biskoppen snarere som "præsternes præst", og forventningen går på, at biskoppen kan trøste og vise omsorg, inspirere og vejlede. Det er en forventning, der ikke blot går på præstens formelle arbejdsvilkår, hvor biskoppen ofte har rollen som personalechef, men også på den indholdsmæssige side af præstens virksomhed, hvor det drejer sig om forkyndelse, embedsforståelse og elementær social kompetence i relation til menighedsråd, kirkebetjening og folk i sognet.
Men når alle muligheder er brugt op, kan det ikke undgås, at en biskop ikke længere kan være "præstens præst", men ender med at blive "præstens modstander". Den situation indtræffer, når notatblokken dukker op på biskoppens skrivebord, og mødet mellem præst og biskop går over til at være en tjenstlig samtale. Så er det godt og betryggende for alle parter, om biskoppen kender noget til forvaltningsloven eller i det mindste på det område kan bruge af den faglige viden, som stiftets jurister er i besiddelse af.
Et meget klart udtryk for bispeembedets særlige karakter kan læses i fællesudtalelsen i tilknytning til Porvoo-erklæringen. Det hedder her i afsnit IV B, pkt. 43: "Biskoppens særlige ansvar er tilsyn med kirken og det, kirken er til for. Biskoppens embede omfatter tjeneste og formidling inden for de troendes fællesskab og – sammen med hele fællesskabet – tjeneste og formidling i relation til verden. Biskopper forkynder Ordet, forvalter sakramenterne og udøver disciplin på en sådan måde, at de fremtræder som repræsentative pastorale embedsbærere, hvad angår tilsyn, kontinuitet og enhed i kirken. De har pastoralt tilsyn med det område, hvortil de er kaldet" (min oversættelse). Med forbehold for udtalelsens højstemte talemåder er det citerede efter mit skøn en meget dækkende beskrivelse af bispeembedet. Men beskrivelsen forudsætter unægtelig, at der er noget bestemt at føre tilsyn med, og som gør det rimeligt at tale om "kontinuitet og enhed i kirken". I folkekirken vil det med tanke på Grundlovens § 4 være nærliggende at medtænke kirkens konfessionelle identitet som evangelisk-luthersk kirke. Men det har også sine problemer:
Konfessionsforpligtelse på markedsvilkår
I en artikel om "Temaer og tendenser i det aktuelle religiøse møde" (Dansk Kirketidende 1/2009) peger Viggo Mortensen på tre tendenser, som karakteriserer de religiøse og kulturelle vilkår, som kirken må arbejde på nu om dage. Det er for det første markedsgørelsen af religionen, for det andet religionens tilbagekomst, og for det tredje den aggressive ateisme. I nærværende sammenhæng er det markedsgørelsen, der er interessant som en beskrivelse af, hvordan folkekirken, selv om den er en massiv flertalskirke, er henvist til at skulle fungere på det religiøse marked, hvor alle boder står vidt åbne, og hvor enhver kan tage på alle hylder, uden smålig skelen til konfessionelt tilhørsforhold. På markedet er det legitimt at sammensætte sin religion, som man finder det bedst. Men det går jo ikke, når det drejer sig om præsterne, selv om de seneste præstesager i Snedsted og Tårbæk (Bent Feldbæk Nielsen og Thorkild Grosbøll) har vist, hvor svært det er at sætte konfessionelt bestemte grænser for præsternes embedsførelse.
Og hvordan med tilsynsembedet? Hvad er det egentlig, der skal føres tilsyn med? Og hvordan kan det lade sig gøre i en situation, hvor det i den almindelige bevidsthed er markedet, der sætter vilkårene?
For mig var sommeren 2009 lidt speciel, fordi jeg som biskoppen i stiftsøvrigheden – altså netop som biskop – modsatte mig, at den katolske kirke kunne få overladt to af Knud den Helliges knogler som relikvier. Det gjorde jeg blandt andet med den begrundelse, at folkekirken dermed ville komme til at bidrage til en fromhedsudøvelse, som eklatant er i modstrid med folkekirkens konfessionelle grundlag. For denne beslutning har jeg fået lige dele ris og ros. Jeg har fået ris for min folkekirkelige smålighed (leder i Kristeligt Dagblad 16/6), og i Fyens Stiftstidende har Bent A. Koch i en kronik den 26. august skældt mig ud for at være luthersk fundamentalist. Mange andre tilhængere af markedsgørelsen har i breve ytret sig på tilsvarende måde. Til gengæld har jeg fået ros af dem, som Viggo Mortensen i det kirkelige regi rubricerer under begrebet "nykonfessionalisme", og det er måske i virkeligheden også dér, jeg hører til, selv om jeg synes, det er urimeligt at kalde mig fundamentalist. Men jeg vil godt lade mig kalde konfessionsbundet, for så vidt som det er min opfattelse, at folkekirken må være kendelig på noget mere end det, at vi i folkekirken i politisk og kirkelig korrekthed går ind for en bæredygtig miljøpolitik, for ligestilling på alle områder, og at vi derfor også går ind for ægteskab mellem homoseksuelle og det serielle monogami, samt at vi desuden holder et passende antal spagettigudstjenester, meditationsgudstjenester, rollatorgudstjenester og andre målrettede gudstjenester. Det er heller ikke tilstrækkeligt at føje til, at vi også mener, at vi skal vise økumenisk sindelag og være venlige og imødekommende over for katolikker og gode ved muslimer. Alt dette er ikke det, der konstituerer vores kirke. Det er ikke det, vi åndelig talt skal leve af. Jeg har selv på forskellig vis taget del i det meste af det, jeg lige har nævnt, og har derfor også et medansvar for det, der sker på disse områder. Men det er ikke disse holdninger og beskæftigelser, der har legitimeret mit præsteembede og mit bispeembede. Mit embede legitimeres af det, som kirken er til for. Men hvis det på "markedet" er ved at være den almindelige mening, at kirken ikke er til for andet end at fremme den politiske korrekthed på de forskellige felter, hvor den agerer, så mener jeg egentlig ikke, at der længere er behov for noget bispeembede, for så kan "markedet" selv - gennem den offentlige debat - udøve tilsynet med den kirkelige foretagsomhed.
Tilsyn og Ledelse
Et fænomen, som har været langt fremme på markedet siden 1980'erne, er begrebet "ledelse". Jeg stiftede for alvor bekendtskab med begrebet engang først i 80'erne, hvor vi i kommunen fik en ny, men ikke alt for veluddannet kommunaldirektør. Han blev vores genbo, hvilket vi i begyndelsen havde det fint med, eftersom han var en skikkelig og jovial sønderjyde. Men så begyndte han at tage på lederkurser, og han kom hver gang tilbage - ikke som en bedre, men tværtimod som en ringere udgave af sig selv. Hvad han havde lært på de mange lederkurser omsatte han med hård hånd på de lavere niveauer i det kommunale system, hvor blandt andre min kone Inger Merete befandt sig i sin egenskab af kommunal hjemmesygeplejerske. Det kom til at koste venskabet med genboen. De moderne ledelsesprincipper – kaldet "New Public Management" - drænede hende for enhver form for arbejdsglæde, og det blev hendes – og min – redning, at jeg i 1995 blev biskop, hvorfor vi flyttede til Odense, hvor Inger Merete nogle måneder senere fik et arbejde som sygeplejerske på Munkemose Plejecenter.
For mit eget vedkommende betød erfaringerne fra vores gamle kommune, at jeg kastede mig ud i en eftertanke over luthersk etik læst med K.E. Løgstrups briller. Den ser sådan ud:
Det er en situationsbestemt etik, hvor nøglebegrebet er begrebet "skønsomhed" forstået i modsætning til umyndiggørelse. Den situationsbestemte etik indebærer tværtimod en myndiggørelse af det enkelte menneske, og den etik blev derfor også bestemmende for den måde, jeg selv opfattede bispeembedet på. Det kan jeg anskueliggøre med et eksempel:
For en snes år siden skrev fem biskopper en slags hyrdebrev, hvori man harcelerede over det lave og primitive niveau i flygtningedebatten. Uden at spørge mig havde de også sat mit navn på, fordi jeg havde Vollsmose i mit stift. Jeg måtte så sige til dem, at jeg gerne ville have mit navn slettet, hvilket de gjorde ved simpelthen med en enkelt streg at strege mit navn over, inden de sendte skrivelsen ud til pressen. Det gjorde med et slag mit navn til det mest interessante. Jeg blev straks ringet op af radioavisen, som spurgte, om jeg da ikke var enig i det, der stod i erklæringen, hvortil jeg svarede, at jeg sådan set var meget enig i erklæringens indhold, som jeg fandt ikke blot korrekt, men endda politisk korrekt. – Jamen hvorfor jeg så ikke ville skrive under? Dertil svarede jeg, at jeg jo var biskop på Fyn med omliggende øer, og her har jeg den tillid til folk - inklusive præster og menighedsråds-medlemmer – at de i politiske og kulturelle anliggende selv kan finde ud af, hvad de skal mene. Det behøver de ikke at have en biskop til. Men for en sikkerheds skyld føjede jeg til, at jeg da ikke ville udelukke, at det kunne forholde sig anderledes i de andre stifter.
Senere på dagen blev jeg to gange standset på gaden af nogle personer, som helt uafhængigt af hinanden takkede mig for tilliden.
Det betyder ikke, at jeg ikke ville kunne blande mig i debatten både som privatperson og som biskop. Men det ville jeg i så fald gøre, uden at man i andre stifter skal føle sig forpligtet på at lytte til, hvad jeg mener om et ene og det andet. Og jeg er også på det rene med, at der til bispeembedet er knyttet en ledelsesfunktion, hvilket hører sammen med, at bispeembedet er et tilsynsembede, som endda har beføjelse til i forhold til præsterne at bruge de mindre sanktioner i tjenestemandsloven. Denne del af tilsynet hører til i det lukkede rum på biskoppens kontor. Men i det mere åbne rum er der også en ledelsesfunktion, som kun kan udøves i form af rådgivning. Som biskop skal man ikke umyndiggøre præster og menighedsråd, men snarere myndiggøre dem. Jeg har sommetider udtrykt det ved at sige, at en præst skal kunne fortolke sit embede selv. Men dertil kan man undertiden have brug for et godt råd og en skønsom vejledning, som ikke tager ansvaret fra embedsindehaveren. Og her er det så, at biskoppens embede kommer i spil.
Jeg ville gerne selv have haft mere tid til at tage rundt i præstegårdene for at få en uformel snak med præsten for at høre, hvordan det går. Med den ambition kom jeg noget til kort. Til gengæld mener jeg, at jeg havde lidt held af at samle de unge præster i bundter på Brobyværk Kro i tre dage, hvor vi så uformelt kunne snakke om, hvordan det gik i deres embeder.
Biskop på medievilkår
Og nu kommer jeg så til det sidste, jeg vil nævne i min overvejelse over bispeembedets legitimitet, og det har at gøre med den iagttagelse, at biskopperne i de sidste cirka tyve år har været overordentlig flittige aktører i den offentlige debat. Det er lidt svært at afgøre, om det er en rolle, vi har tilranet os, eller om det er en rolle, vi har fået påduttet. Men rollen hænger utvivlsomt sammen med, at vi er blevet aktører og debattører på "markedets" betingelser. Kristeligt Dagblad har ydet sit store bidrag i den sammenhæng. Hver af folkekirkens biskopper bliver hver uge ringet op to-tre gange af bladets journalister, som spørger, hvordan vi har det med både det ene og det andet. Dagen efter kan man så læse, at biskopperne enten er enige eller er splittede eller mangler en holdning. Denne interesse for biskoppernes mening om både det ene og det andet er smittet af på de andre medier i et sådant omfang, at det vil være fuldt forståeligt, hvis de sagesløse mediebrugere er ved at være trætte af os. For det er tilsyneladende ikke det saglige indhold i embedet, men kun den kunstneriske udførelse af det, der giver point. Det kan embedet ikke holde til i længden.
En sådan træthed af biskopperne kunne være baggrunden for det i øvrigt ubegrundede forslag om at ansætte biskopper på åremål. Jeg havde selv plads i den arbejdsgruppe, der i løbet af 2008 skulle udarbejde forslaget. Kommissoriet var tydeligt nok, men det var umuligt at få anden begrundelse for det, end at det stod i regeringsgrundlaget. Onde tunger hævder, at det var kulturmuslimen Naser Khader, der havde fostret idéen på et tidspunkt, hvor Fogh-Rasmussen endnu troede, at han fik brug for "Ny alliances" stemmer under regeringsdannelsen i 2007. Andre mener, at idéen er opkommet i hovederne på Finansministeriets regnedrenge som en led i de almindelige "new public management"-bestræbelser. Det lader sig nok ikke afgøre nu. Men da det gik op for mig, at forslaget om åremålsansættelser af biskopper åbenbart ikke var et krav fra folkekirken, og at det i øvrigt ikke var til at få en forklaring på, hvilket formål forslaget skulle tjene, bad jeg om at få tilføjet en mindretalsudtalelse til arbejdsgruppens rapport. I denne mindretalsudtalelse skrev jeg, at bispeembedet har sin egen legitimitet, som ikke uden videre er forenelig med et fuldkommen arbitrært krav om åremålsansættelse. Jeg gik nemlig ud fra, at bispeembedet som et præsteembede har sin legitimitet fra det almindelige præstedømme og ikke fra tjenestemandslovens forskellige ansættelsesmuligheder inden for staten.
Kirkeministeren har så siden sendt arbejdsgruppens rapport, herunder min mindretalsudtalelse til høring ved det teologiske fakultet i København, med et spørgsmål om, hvorvidt en åremålsansættelse er forenelig med luthersk tradition. Dertil svarer fakultetet, at præster, provster og biskopper i folkekirken af staten ansættes på vilkår, der defineres af dansk lovgivning. På den baggrund kan og skal biskoppers ansættelse "alene fastsættes ud fra, hvad der findes mest hensigtsmæssigt og således tjener embedsudøvelsen bedst". For en ordens skyld tilføjer fakultetet i sit brev til ministeren, at man formedelst cirka 750.000 kr. vil kunne udarbejde et mere omfattende responsum.
Det spørgsmål, jeg har stillet, er imidlertid ikke et ansættelsesretligt spørgsmål, der går på, om åremålsansættelse kan være en legitim ansættelsesform for folkekirkens gejstlige – selvfølgelig kan den det. Mit spørgsmål går derimod på, hvorfra bispeembedet har sin saglige teologiske legitimitet. Min formodning går ud på, at denne legitimitet kommer fra det almindelige præstedømme, og at forslaget om åremålsansættelse således bør komme fra kirken selv, men i al fald ikke fra tjenestemandsloven eller Finansministeriet. Det må være folkekirken selv, der i en høringsprocedure afgør, hvilken ansættelsesform, der er "mest hensigtsmæssig og således tjener embedsudøvelsen bedst". Hvem skulle ellers afgøre det?
Nu blev forslaget om åremålsansættelser af biskopper imidlertid slet ikke fremsat i Folketinget. Det bortfaldt i forbindelse med et regeringsskifte. Og det var godt nok! Men hvis det var blevet vedtaget, ville det have været endnu et udtryk for, at folkekirken set fra en forvaltningsmæssig synsvinkel ikke er noget i sig selv, men at den er og bliver en statskirke – omend under demokratiske former. I så fald ville vi nok også være kommet til at opleve, at vi ville få bispevalg med alt, hvad der hører til, noget tiere, end det er tilfældet nu. Normalt bliver biskopperne i embedet til de fylder 70. Selv er jeg vist nok den første biskop i nyere tid, som er gået på pension tidligere. Men allerede dagen efter, at jeg annoncerede min afgang, kom Niels Henrik Ahrendt med sin afskedsansøgning. Senere var der – så vidt jeg husker - også Karsten Nissen. Til gengæld er der flere biskopper, som for at tækkes menighedsrådene under bispevalget, har givet udtryk for, at de ville sætte sig selv på 10-12 års åremål. De har ikke holdt deres løfte, men er blevet til de nåede den almindelige pensionsalder. Det gælder Lise-Lotte Rebel og Peter Fischer-Møller.
Som det kan høres, er jeg ikke tilhænger af åremålsansættelse – hverken af biskopper eller præster. Til gengæld burde det måske være lettere at afskedige dem, hvis der er tale om faglig inkompetence, eller hvis der i stift og sogn for alvor er tale om "gemytternes uoverensstemmelse".