Det kirkelige Schweiz

og det kirkelige Danmark

af biskop emer. Kresten Drejergaard

I 2012 fik jeg muligheden for at afslutte min gejstlige løbebane med at være præst i Den danske Kirke i Schweiz. Det blev til fire gode og spændende år. Det var lærerigt pludselig at se sig selv som mindretal, hvilket vi var både folkeligt og kirkeligt. Folkeligt var vi et mindretal, idet den danske befolkningsdel udgjorde ca. 4.000 mennesker ud af ca. 8 millioner. Der var mange andre mindretal indeholdt i de 8 millioner. Faktisk er en fjerdedel af befolkningen i Schweiz ikke schweizere, men indvandrere, hvoraf størstedelen kommer fra nabolandene, Tyskland, Frankrig og Italien. Desuden er der en portion indvandrere af ikke vestlig oprindelse ligesom i Danmark. Men den arrige debat om indvandrere, som vi har i Danmark, mærkede man ikke meget til i Schweiz. Der var ganske vist for nogle år siden en afstemning om at stoppe indvandringen. Forslaget blev vedtaget med et snævert flertal, men straks efter blev det gennemhullet af diverse dispensationer, fordi Schweiz har brug for den fremmede arbejdskraft.

     Kirkeligt set var vi som evangelisk-lutherske også et mindretal. Der er ganske vist også lutherske kirker i Schweiz, men de fylder ikke ret meget. Traditionelt er landet reformert, og de reformerte kirker regnes stadig for at være en slags nationalkirker. De er knyttet til de 26 kantoner og har derfor forskellige kirkeordninger med tilhørende økonomier. I Genève lagde man megen vægt på, at kanton (stat) og kirke er adskilte, hvilket indebærer, at præstelønningerne er skandaløst dårlige. I Bern og Zürich er der et meget nært forhold mellem kanton (stat) og kirke, og tilsvarende er præstelønningerne dér forholdsvis rimelige.

     Men de reformerte kirker er ikke i flertal. Faktisk udgør de kun lidt over 20% af landets befolkning. Katolikkerne udgør med knap 40% af befolkningen langt den største kirke. At katolikkerne er blevet så mange, skyldes i høj grad indvandringen. Tilbage er der så ca. 40%, som udgøres af lutheranere, baptister, pinsefolk og muslimer plus dem, som ingenting er. De sidste er nok den største del. Uden at jeg kan dokumentere det, er det mit indtryk, at den almindelige sekularisering i Schweiz er noget mere fremskreden, end det er tilfældet i Danmark.

     Selv om de reformerte nu er kommet i mindretal i Schweiz, er det ikke desto mindre Ulrich Zwinglis og Jean Calvins reformationer, der har præget landet. Den omstændig-hed har i øvrigt skærpet min opmærksomhed på, at den lutherske reformation også har sat sig dybe spor i det danske samfund.

Reformationerne i Schweiz

Reformationerne i Schweiz var på nogle punkter anderledes end reformationerne i Tyskland, hvor reformatorerne var nødt til at alliere sig med landsfyrsterne som for eksempel Frederich de Vise af Sachsen. I Schweiz blev de reformatoriske bevægelser allieret med byrådene, hvilket betød, at bystyre og kirkestyre i mange byer stort set var det samme, og at byerne ofte fik deres egen reformator. I Zürich var det Ulrich Zwingli, i Basel blev det Johannes Oecolampadius og i Genève blev det Jean Calvin. Det er fælles for de schweiziske reformatorer, at de havde baggrund i renæssancens bibelhumanisme, hvis fornemste repræsentant var Erasmus af Rotterdam, som havde slået sig ned i Basel, hvor han også ligger begravet. Desuden var de schweiziske reformatorer inspirerede af Martin Luther. Mange Luthers tyske skrifter blev hurtigt oversat til fransk, og desuden skrev han jo også på fællessproget latin.

     Ulrich Zwingli blev født i 1484 få uger senere end Martin Luther. Han blev først sognepræst på landet, men kom senere til Zürich, hvor han blev grebet af Luthers reformatoriske tanker, som han derefter forsynede med sin egen fortolkning. Han var en ildsjæl og en vældig prædikant, som også havde held til at udbrede reformationen til blandt andet Bern. Mens Martin Luther var noget nølende med hensyn til at udforme en ny evangelisk gudstjenesteordning, gik Zwingli til sagen med fynd og klem, blandt andet derved, at han i Zürich iværksatte en veritabel billedstorm, hvor han forviste krucifikser og billeder fra kirkerummet. Han organiserede en kirkeordning, som betød, at byerne ved en flertalsbeslutning kunne afgøre deres eget religiøse tilhørsforhold, og han indførte synoder, i hvilke man kunne udveksle erfaringer og træffe beslutninger i lokale kirkelige anliggender. I både Zürich og Bern fik man en slags statskirkeordninger.

     I 1529 lagde Zwingli sig ud med Luther under en såkaldt religionssamtale, hvor det egentlig var hensigten, at man ville prøve at slutte sig sammen i en fælles reformatorisk bevægelse. Det gik også godt et stykke vej. Man fik formuleret fjorten punkter, som man var enige om. Men så gik det galt, da man skulle til at formulere en fælles nadveropfattelse. Zwingli hævdede på mødet en ren symbolsk opfattelse af nadverelementerne. Eftersom Kristus selv legemligt er faret til himmels, kan brødet og vinen kun være symboler på Jesu legeme og blod. Brødet og vinen betegner Jesu legeme og blod. Luther protesterede voldsom mod brugen af ordet ”betegner” (significat) og skrev derfor efter sigende med sin finger på bordpladen: EST, EST, EST. Brødet og vinen er Jesu legeme og blod. Hvis man har læst Luther skrift ”Prædiken om Jesu Kristi legems og blods sakramente” fra 1526, kan man godt forstå hans protest. I dette skrift bruger han netop Jesu himmelfart som forudsætning for at forstå nadverens tydeord: At Kristus er faret til himmels er forudsætningen for, at han kan være til stede overalt – og dermed også i nadverens brød og vin.

     I sin "Verdens Krønike" fra 1812[1] forklarer Grundtvig striden mellem Zwingli og Luther med, at Luther åbenbart havde mere poetisk sans end Zwingli. Nu om dage vil man sige, at Luther havde mere sans for brugen af metaforer i sproget. En metafor er meget mere identitetsskabende end et symbol. Hvis man siger: ”Min elskede er en rose”, så betyder det ikke, at hun symboliserer eller ligner en rose, for hun er en rose.

     Dermed skiltes Luthers og Zwinglis veje, hvilket betød, at der kort tid senere også blev afstand til den anden store reformator i Schweiz, nemlig Jean Calvin. Calvin var til at begynde med ret tæt på Luthers nadveropfattelse. Men i 1549 samlede man Zwinglis reformation og Calvins reformation i én reformatorisk bevægelse. Det skete med dokumentet ”Consensus Tigurinus”, og for enighedens skyld tilsluttede Calvin sig i dette dokument Zwinglis spiritualistiske (symbolske) nadverlære.

Calvin og den katolske kirke

Jean Calvin var franskmand. Ligesom Luther skulle han egentlig have været uddannet jurist. Luther kom aldrig i gang med studiet. Det blev forhindret af et tordenvejr ved Stotternheim i 1505, hvorefter han blev munk og begyndte at studere teologi. Calvin kom faktisk i gang med jurastudiet og blev uddannet jurist, hvilket kom til at præge hans reformation, som fik et noget legalistisk præg til trods for, at han også i sin ungdom blev påvirket af Luther.

     I 1534 brød Calvin med den katolske kirke og slog sig derefter ned i Basel, hvor han udgav den første udgave af sin håndbog i kristendom ”Institutio Christianae Religionis”, som i årenes løb kom til at opleve mange genudgivelser og udvidelser, så den til sidst fyldte mere end 1500 sider. Sådan set blev den til en lærebog i stort set alle aspekter af kristen tro og livsførelse. Kort tid efter ville Calvin flytte til Strassbourg, men forskellige omstændigheder tvang ham til i 1536 at lægge vejen om ad Genève, hvor kollegaen Guillaume Farel overtalte ham til at blive med det formål at gennemføre en reformation af byen.

     I Genève havde byrådet opnået uafhængighed af Savoyen og havde i stedet tilslut-tet sig det schweiziske Edsforbund (forbundet af reformerte kantoner). Calvin og Farel gik i gang med en hårdhændet reformation af Genève. Ambitionen var, at den kirke, der kom ud af reformationen, skulle være selvstændig i forhold til bystyret og i stedet have sit eget styre. Byens borgere skulle aflægge en konfessionel troskabsed, og desuden blev der etableret en forordning, som indebar, at man kunne ekskommunikeres, hvis man trådte ved siden af de normer, som var gældende i menigheden.

     Reformationen blev gennemført så hårdhændet, at der rejste sig en folkestemning mod Calvin og Farel med det resultat, at de selv blev ekskommunikeret og bortvist fra byen. Men allerede et par år efter blev Calvin kaldt tilbage, og Farel fulgte med. Det skyldtes dels, at i byen var ved at gå til i moralsk opløsning, dels at katolikkerne benyttede sig af situationen og forsøgte at afskaffe reformationen. Efter Calvins og Farels tilbagekomst til byen, blev reformationen af Genève sat i system. Med forbilleder hentet i Det ny Testamente blev der etableret fire kirkelige embeder, nemlig præsterne, lærerne, de ældste samt diakoner. Desuden blev der etableret et konsistorium bestående af de 12 ældste samt præsterne. Konsistorium skulle overvåge byens livsførelse og gennem kirketugten sætte de nødvendige forholdsregler i værk, det vil sige bortvisning fra nadveren og måske endda ekskommunikation. Ambitionen var nu efter Calvins tilbagevenden til byen, at Genève skulle være en ”gudsstat” (et nyt Jerusalem), hvori dagliglivet var reguleret indtil mindste detalje.

     Calvin var i sin teologiske og administrative tænkning jurist. Hans gudsbegreb er centreret om Gud som dommer. Gud forlanger lydighed, og alt, hvad der sker her på jorden, skal ske til forøgelse af Guds ære (”ad majorem gloriam Dei”). Calvin fastholder ganske vist Luthers lære om menneskets ”retfærdiggørelse af tro”, men han kender tilsyneladende ikke meget til Luthers skelnen mellem lov og evangelium. For Calvin at se til er det hele lov. Evangeliet er den ”ny lov”, som mennesket skal efterleve for at vise sig værdig til den retfærdiggørelse, som godt nok bliver bragt til veje af Kristus, men som dybest set har den sin grund i Guds forudbestemte udvælgelse. Både Luther og Calvin kan tale om Guds forudbestemmelse (prædestination). Men hos Luther er tanken om Guds prædestination knyttet sammen med troens forhold til den på korset åbenbarede Kristus, hvor den i sin majestæt skjulte Gud åbenbarer sig under sin modsætning. Troen forholder sig til den på korset åbenbarede Gud. Hos Calvin forholder troen sig snarere til den skjulte og utilnærmelige Gud, som i sin majestæt forudbestemmer både til frelse og til fortabelse. Calvin er enig med Luther i, at et menneske ikke opnår saligheden i kraft af sine gode gerninger. Det er ikke de gode gerninger, der skaber et godt menneske, men et godt menneske gør gode gerninger på samme måde som et godt frugttræ sætter gode frugter. Ligesom træet kendes mennesket på sine gerninger. Forskellen mellem Luther og Calvin er den, at Luther ikke lader sin teologi munde ud i et moralsystem (materialetik), men derimod i en skønsomhedens etik. Det er anderledes hos Calvin, som i kirketugten sætter de gode gerninger i system i form af en asketisk etik, hvor sparsommelighed, flid og nøjsomhed var kardinaldyder. Hvis man efterlever loven og bøjer sig under kirketugten, kan det derfor tolkes tegn på, at man i kraft af Guds forudbestemmelse er bestemt til frelse. Navnlig i tiden efter Calvin udviklede denne tanke sig til regulær kristen metodik (jf. metodismen).

Weber og sekulariseringen

Det er en tanke, som nogle århundreder senere kom til at spille en rolle for sociologen Max Weber, som er ophavsmand til bogen ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd” (udgivet i 1922, to år efter forfatterens død).

     Ved protestantisme forstår Max Weber først og fremmest den calvinske reformation og de kirkelige retninger, der er afledt af den. Fælles for både Luther og Calvin er en ”kaldsetik”, som siger, at det menneske, som er retfærdiggjort i troen på Kristus, dermed er befriet og kaldet til at gøre det rigtige. For teologen Luther at se til er det rigtige at udleve kærlighedsbuddet i samlivet med sin næste. For juristen Calvin at se til er det rigtige snarere at efterleve loven til større forherligelse af Gud (ad majorem gloriam Dei). Ifølge Max Weber kan det sidste projekt til dels måles på den succes, man måtte have i det verdslige liv. For det calvinistiske menneske er succes og fremgang i det verdslige liv et tegn på, at man religiøst set er på rette vej med hensyn til saligheden, det vil sige, at man hører til i flokken af de udvalgte.

     Det skal her indskydes, at reformerte teologer og tænkere bestemt ikke er enige i Max Webers opfattelse af kaldsetikken og prædestinationstanken i Calvins og den senere calvinismes teologi[2]. Max Weber tager også selv et forbehold, for så vidt som han påpeger, at man ikke kan aflede kapitalismen af reformationen[3]. Kapitalismen som fænomen i moderne tid ville have været der under alle omstændigheder. Men i Europas senere historie er den blevet understøttet og formet af et religiøst tankesæt som har sin oprindelse i den protestantiske (calvinistiske) teologi,

     Så længe man levede i en før-sekulariseret kultursituation, var tilskyndelsen til at arbejde for en forøgelse af Guds ære forankret i en forestilling om dommedag og de sidste tider. Den yderste dag skal gøre klart, hvad vi har udrettet til Guds ære.

     Denne forestilling om dommedag har i det moderne Europa mistet en hel del af sin appel, efterhånden som sekulariseringen fra og med oplysningstiden har bredt sig, og tanken om Gud er blevet marginaliseret i samfundslivet. Når kapitalakkumulationen ikke længere sker for Guds skyld, kommer den til at ske for sin egen skyld. Og den puritanske, asketiske arbejdsmoral, der skabte kapitalen, bliver i en sekulariseret kultursituation i stedet til kapitalistisk samfundsmoral.

     Max Webers opfattelse af calvinismen som et samfundsskabende fænomen er omdiskuteret, og jeg skal ikke kunne afgøre, hvor holdbar den er som samfundsteori. Men når jeg eftertænker de iagttagelser, vi selv gjorde, da vi i oktober 2012 flyttede til Genève og gjorde vores første erfaringer med det schweiziske samfund, er der en hel del, der bliver lettere at forstå, hvis man har Max Weber med i baghovedet.

     Det varede ikke længe, inden vi begyndte at omtale landet som ”Ordens-Schweiz”. Og det er det også. Det er et land, som er præget af ordentlighed. Der er for eksempel ikke nogen særlig høj kriminalitet. Omgangstonen er afmålt og høflig. Denne ordent-lighed præger Genève ned til det trivielle: Det er ikke velset at vaske bil om søndagen eller slå græsplæne eller at gå til affaldscontaineren. Butikkerne er også lukkede om søndagen, og er ikke megen trafik i gaderne, hvilket havde den fordel, at vi kunne kende forskel på hverdag og søndag, hvilket egentlig var rigtig rart.

     På trods af helligdagslovgivningen var det ikke mit indtryk, at schweizerne i den reformerte kirke går mere i kirke, end vi gør i Danmark - snarere mindre, men det kan jeg ikke sætte tal på. Engang imellem gik jeg selv i den lokale reformerte kirke, hvor kirkerummet stadig er præget af reformationen. Der er ingen billeder eller anden udsmykning. Salmerne er noget katekismusagtige og helt uden den billedrigdom, som vi i Danmark kender fra Kingos, Brorsons og Grundtvigs salmer. Som tidligere nævnt udgør den reformerte kirke, som jo egentlig er nationalkirke, kun ca. 20% af befolknin-gen, hvilket vil sige, at den tydeligt er i defensiven i sammenligning med folkekirken i Danmark.

     Man kunne mærke det i prædikenerne, som havde et noget formanende sigte: Kirken skulle vise sig nyttig. Den skulle engagere sig i forureningsproblemer og klimaproblemer. Kirken skulle også markere sig i forhold børn og børns opdragelse samt gøre sig gældende i ægteskabsrådgivning. Det er alt sammen også tendenser i det danske kirkeliv, hvor man også føler sig noget i defensiven. Men det er min opfattelse, at disse tendenser var markant tydeligere i Schweiz.

     Alle Schweiz’ kirker er mindretalskirker – herunder også den danske kirke. Så derfor blev jeg inviteret med til præstekonventer, som omfattede både reformerte præster og lutherske præster. Men som dansk præst repræsenterede jeg jo også en kirke – folkekirken – som i udpræget grad er en flertalskirke. Det havde de andre kirker noget svært ved at forholde sig til. I den kollegiale sammenhæng var det også akavet for mig selv, fordi min baggrund i en flertalskirke signalerede kirkelige forhold, som forekom mine schweiziske kolleger fremmede og i nogen grad misundelsesværdige. Den holdning gjaldt for så vidt også mine norske og svenske kolleger, fordi de kom fra lande, som ikke mere har de statskirkelignende forhold, som vi har det i Danmark.

     Der er andre kantoner, hvor der faktisk er statskirkelignende forhold, for eksempel i kanton Bern og kanton Zürich. I Genève ophørte kirken i 1907 med at få tilskud fra kantonen. Det har medført en forarmelse af kirken i Genève, som stadig af reformerte betragtes som ”det protestantiske Rom”, ligesom byen også tidligere har været et tilflugtssted for forfulgte huguenotter fra især Frankrig. Men nu er der ikke råd til ret meget. Der bliver ansat færre præster og diakoner, hvilket vil sige, at der er flere og flere kirker, hvor der ikke er ugentlige gudstjenester. Kirkerne er heller ikke særligt velholdte, hvilket falder i øjnene i dette ellers ret velhavende land.

Konfessioner og kantoner

De reformerte kirker har ikke nogen fælles konfession, som de lutherske kirker har det i Confessio Augustana. Konfessionerne er knyttet til de enkelte kantoner eller sammenslutninger af kantoner. I de reformerte dele af Europa er der dog bekendelsesskrifter, som i nogen grad er forpligtende for alle reformerte kirker. Det gælder Confessio Gallicana, som på grundlag af et udkast fra Calvin blev formuleret på en fælles synode i Paris i 1559. På den anden side har man i nutiden tilsyneladende udviklet et noget frit forhold til de reformerte konfessioner. Kirken skal kunne rumme mangfoldigheden, siger man. ”Det vil sige, at den ikke skal være bundet af én trosbekendelse eller underlagt religiøse dogmer, som er fastlagt én gang for alle. Det skal være en kirke, hvor hver enkelt troende er frit stillet til at fortolke sin tro ifølge sin egen samvittighed, sin personlige overbevisning og livserfaring”[4] (Carolina Costa, Kirkeblad for Den danske Kirke i Schweiz, nr. 2/2015). Denne ”konfessionsliberalisme” er imidlertid ikke nogen hindring for, at man sammen med alle os andre stærkt beklager den tiltagende individualisering og selvoptagethed i samfundet, hvor ”jeg” er altings centrum med ret til at ”tage på alle hylder”, som det hedder. Kultursituationen har ramt kirkerne med ”en frustration og modløshed i lighed med den, der ramte det hebræiske folk, da det blev tvunget i eksil”[5] (Carolina Costa).

Calvin og kapitalismen, Luther og velfærdssamfundet

Som sagt er reformerte teologer ikke meget begejstret for Max Webers ide om, at der går en linje fra den protestantiske (calvinske) etik til kapitalismens ånd. På den anden side er det svært at se bort fra, at der er et fællestræk, der går fra calvinisme over pietisme, metodisme og baptisme til en samfundsmoral, der bygger på nøjsomhed, flid og sparsommelighed. Det er en samfundsmoral, der karakteriserer Schweiz, Nederlandene og Skotland, som blev reformeret af Calvins discipel John Knox. Dertil kommer de metodistiske dele af England og de baptistiske dele af USA. Derfor synes jeg, at det er svært at benægte, at den calvinske reformation rummer nogle samfundsskabende elementer, som har rødder i Calvins kirketugt og etik.    

     Max Weber var meget vel klar over, at hans opfattelse af den calvinske protestan-tisme ikke uden videre lader sig overføre på den lutherske protestantisme. Men det skal ikke forhindre, at man på det lutherske område prøver at gøre sig et tankeeksperiment, der minder om det, som Max Weber har gjort sig på det calvinistiske område, og som munder ud i det synspunkt, at der er elementer i den calvinistiske teologi og arbejdsmoral, som har haft betydelig indflydelse på udformningen af den moderne kapitalisme.

     Calvin har ikke opfundet kapitalismen, og Luther har ikke opfundet velfærdssam-fundet. Men der er elementer i Luthers opfattelse af menneske og samfundsliv, som i en sekulariseret kultursituation tilsyneladende har fået et "efterliv" i de idealdannelser, der indgår i den moderne velfærdsstat. I det sekulariserede samfund har calvinistisk etik befordret kapitalismen, fordi kapitalophobningen i den religiøse sammenhæng blev set som et udtryk for, at man havde Guds bevågenhed. I den sekulariserede sammenhæng bliver den til et mål i sig selv. 

     I Luthers forståelse har mennesket på forhånd Guds bevågenhed og skal derfor ikke gøre sig fortjent til den. Troen på evangeliet gør mennesket til et godt menneske, som med nødvendighed må gøre gode gerninger. I det lutherske tankesæt går arbejdsmoralen derfor ud på at gøre noget til gavn og glæde for medmennesket.

     Begge tankesæt – det calvinske og det lutherske - lever i den aktuelle kultursituation videre som sekulariserede værdier og politiske idealdannelser. En umiddelbar sammenligning mellem det traditionelt calvinistiske Schweiz og det traditionelt lutherske Danmark peger også i den retning.

     Op til reformationsjubilæet i 2017 blev der skrevet meget om Luther og luthersk teologi. Det meste af det blev skrevet af teologer, hvad der sådan set er ærgerligt, fordi der på den måde blev mindre plads til en Max Webersk overvejelse over den sekulariserede lutherdom.

     Men det har den nu pensionerede professor ved Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen rådet bod på. I 2016 udgav han en meget veloplagt bog med titlen "Fra Luther til konkurrencestaten". Da jeg anmeldte bogen i Fyens Stiftstidende[6], skrev jeg, at der burde have været tale om to bøger, fordi Jørn Henrik Petersen det meste af vejen rider på to heste.

     Dels har han en teologisk-filosofisk interesse i at analysere, hvilke værdidannelser, der på etikkens område kommer ud af den lutherske reformation, dels har han socialhistorisk interesse i at følge, hvordan fattigforsorgen udvikler sig fra den sene middelalder til velfærdssamfundet og konkurrencestaten.

     De to interesser har selvfølgelig en hel del med hinanden at gøre. Den sidstnævnte interesse ligger helt inden for rammerne af Jørn Henrik Petersens normale forsknings-område, som er velfærdssamfundet. Men den førstnævnte interesse sprænger ram-merne, for her vover økonomi-professoren sig respektløst ind på det, der sædvanligvis betragtes som teologernes og religionsfilosoffernes gebet. Det er i den sammenhæng, at bogen bliver rigtig interessant og derfor – hvad Luther-delen angår - havde fortjent en udgivelse for sig selv. Det har den så senere fået – så rigeligt endda. I 2017 udgav Jørn Henrik Petersen først bogen ”Luthers socialetik- og det moderne samfund” og derefter i 2018 bogen ”Den glemte Luther”.

Luthers socialetiske skrifter

Interessen samler sig om Luthers social-etiske skrifter fra årene 1521 til 1525. Det er i de år, bruddet med den katolske kirke bliver en realitet, hvilket betyder, at de tyske fyrstedømmer, som tilsluttede sig reformationen, pludselig befandt sig i en situation uden pavemagt og kejsermagt til at bære det kirkelige og politiske ansvar. I den situation måtte Luther tage stilling til bogstaveligt talt alt muligt. Det gælder forholdet til den verdslige øvrighed, problemerne omkring den spirende kapitalisme, kirkevæsen og skolevæsen, ægteskab og familieforhold, spørgsmålet om legitim krigsførelse og meget andet. Luther tager stilling til det hele på den baggrund, at det af evangeliet frikendte og befriede menneske jo ikke er befriet fra at skulle gøre det rigtige i forhold til medmenneske og samfund. Tværtimod giver troen frihed til i enhver situation at skønne, hvad der er det rigtige. Luther var bestemt ikke nogen betonmoralist. Lige så bramfri han er, når det drejer sig om at udpege ukristeligheder i samfundslivet, lige så forsigtig er han, når det drejer sig om konkret at udpege "kærlighedens gerninger". Hvad det angår, må det enkelte menneske selv stå til ansvar over for Gud ved at bruge sin skønsomhed i afgørelsen af, hvad der er det rigtige at gøre i den konkrete situation.

     Luthers reformatoriske opfattelse af menneske og samfund har sat sit præg i eftertiden, selv om der er nogle forudsætninger, der er skiftet ud – ikke mindst den, at Luther levede i et feudalt samfund, mens vi lever i et demokratisk samfund og på den baggrund vil træffe andre afgørelser, end Luther gjorde i sin egen tid. Men der er stadig påfaldende ligheder mellem Luthers tankegang og de idealdannelser, der har skabt velfærdssamfundet. Sekulariseringen er ganske vist kommet imellem, hvilket vil sige, at der sker et skred fra spontan troshandling til kalkuleret pligthandling. Efter Luthers opfattelse er mennesket i troen på Kristus blevet befriet fra sig selv, så det i sine gerninger kan være til stede for medmennesket.

     Den etik, der kommer ud af det, har jeg kaldt en ”skønsomhedens etik”, fordi den ikke handler ud fra en fastlagt morallære eller lov, men dens handlinger bliver til ud fra det enkelte menneskes skønsomhed på baggrund af det liv, som leves i kald og stand. Men hvis man tænker troen bort, kan de gode gerninger kun blive til, hvis de bliver gjort til pligt og moral. Som Jørn Henrik Petersen udtrykker det: ”I en gudløs argumentation reduceres Gud til næstekærlighedsbuddet som grundlag for en velfærdslære, der gør næstekærligheden synonym med lighed, fællesskab, solidaritet, tryghed, universalisme, barmhjertighed, ja, endog socialisme og skepsis”[7]. Det velfærdssamfund, der kommer ud af denne sekulariserede idealdannelse, er sårbart. Det kan misbruges. Når "skurkagtige skælme" (Luthers udtryk) samvittighedsløst udnytter velfærdssamfundet ved at malke systemet og snyde i skat, så svarer samfundet ifølge Jørn Henrik Petersen igen ved at udvikle sig til en konkurrencestat, der udelukkende interesserer sig for de stærke, der både kan og vil. Resten må sejle deres egen sø. Og det er dér, hvor vi er ved at være i dag. Der er sket et skred fra velfærdssamfund til konkurrencesamfund. Uligheden i samfundet har ikke i moderne tid været større, end den er nu. I sin bog ”De fire isbjerge. Om verdens største udfordringer” (2018) nævner Per stig Møller et eksempel: ”Ifølge en LO-undersøgelse fra 2017 tjente direktørerne i de 20 største selskaber i Danmark i 1983 fem gange så meget som LO-arbejderen. I 2017 tjener de 35 gange så meget!” (s. 144). Denne udvikling fra velfærdssamfund til konkurrencesamfund er ikke i Luthers ånd! Man kunne fristes til at sige, at den kapitalistiske ånd nu også har sejret over den lutherske etik.

Danmarks trøst

I Danmark har vi fået sunget den lutherske etik ind i rygmarven, når vi for eksempel i forsamlingshuset har sunget Grundtvigs konfirmationsdigt til sine to drenge Johan og Svend. Digtet blev senere til en sang med titlen ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, et liv, som i fjerde linje karakteriseres med ordene: ”med lige værdighed i borg og hytte”.

     Det liv har vi i vores samfund fået lagt en hel del afstand til. Der er fire andre linjer i digtet, som man derfor godt kunne have ønsket sig ind i sangen til de to konfirmand-drenge: ”Det glimrende, som verden nu tilbeder, / i ord og tanke, som i kår og færd, / det aldrig, kære børn, jeg ønsker eder, / og aldrig nogen, som jeg havde kær”[8].

     Eller tænk på sangen ”Langt højere bjerge”, som oprindelig bar overskriften ”Danmarks trøst”. I sangen har Grundtvig en formodning om, at de i udlandet har højere bjerge, kønnere egne, klogere folk og finere sprog og så videre. Men i Danmark overgår vi dem på ét punkt. Vi overgår dem i beskedenhed, hvilket navnlig fremgår af de to sidste linjer: ”og da har i rigdom vi drevet det vidt, / når få har for meget og færre for lidt.”    

     Endelig bør man også nævne Grundtvigs fædrelandssang, som nu også har fundet vej ind i salmebogen, ”Kærlighed til fædrelandet”, som han skrev i 1853. Her hedder det i tredje vers: ”Kærlighed alt sit udretter / som nødvendigt, men dog frit, / flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit”. Men kærligheden skal ikke undskyldes, for den er ”lovens fylde”, det vil sige, den er opfyldelsen af loven. Det er en noget dramatisk formulering, som i virkeligheden anfægter den hellige og ukrænkelige ejendomsret. I min forståelse af Grundtvigs formulering er den et udtryk for det, som jeg tidligere kaldte ”skønsomhedens etik”, det vil sige en etik, der ikke finder sit kriterium i lov og moral, men derimod i efterlevelsen af kærlighedsbuddet, sådan som det i kald og stand tolkes af det enkelte menneskes fantasi og temperament.

De samfundsskabende virkninger

Jeg har i det foregående især hæftet mig ved calvinismens og lutherdommens samfundsskabende virkninger, idet jeg er overbevist om, at konfessionerne har haft en betragtelig indflydelse på europæisk politik og kultur. Man kunne også have inddraget de ortodokse kirker og den katolske kirke i en sådan sammenlignende eftertanke over, hvad der har præget vores verdensdel. Hvilken rolle spiller ortodoks kristendom for forståelsen af politisk magt i Østeuropa? Og hvilken rolle spiller den katolske kirke for opfattelsen af politisk autoritet i Sydeuropa? Jeg mener, at disse spørgsmål er værd at arbejde med i en tid, hvor spørgsmålet om europæisk og national identitet er sat på dagsordenen af det sammensatte fænomen, som under ét kaldes globalisering.

     Evangeliet kommer ikke forudsætningsløst til verden. Det kommer til orde på det sprog og i de forestillinger, som nu engang er. Derfor er det nødvendigt, at prædikanten ikke blot udforsker den hellige skrift, men også udforsker sin samtid i en forsøg på at forstå, hvad der rører sig dér.

Noter:

[1] Udvalgte Skrifter, bd.2, side 254

[2] For eksempel Merete Nielsen, Til Guds ære. Calvins liv og virke, 2014, side 96.

[3] Max Weber, side 48.

[4] Carolina Costa, reformert præst I: Kirkeblad for Den danske Kirke i Schweiz nr. 2/2015.

[5] Carolina Costa (samme sted).

[6] Lørdag den 17. september 2016.

[7] Jørn Henrik Petersen, Fra Luther til konkurrencestaten, side 243.

[8] Udvalgte Skrifter, bd. 8, side 188.

                                          (Præsten. Præsteforeningens Blad nr. 18-19, 2020).