Artikel: Med venner i lys

Med venner i lys vi tale

Hvad blev der af den eskatologiske horisont i salmerne?

 

 Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

 

 

Indhold:

Eskatologien i salmerne s. 5

De store salmedigtere s. 6

            Thomas Kingo s. 6

            Hans Adolph Brorson s. 10

            Nikolaj Frederik Severin Grundtvig s. 14

                        Paaske-Liljen s. 15

                        Det livets ord vi bygger på s. 17

                        De levendes land s. 19

                        Den signede dag s. 26

                        Kirken som Himmerig s. 26

                        Rejs op dit hoved, al kristenhed s. 28

                        At sige verden ret farvel s. 31

                        Senere salmer s. 33

             Bernhard Severin Ingemann s. 36

De senere salmedigtere s. 40

            Jakob Knudsen s. 40

                        Tunge, mørke natteskyer s. 40

                        Se, nu stiger solen af havets skød s. 41

             Karl Lauritz Aastrup s. 42

             Johannes Johansen s. 44

De nyeste salmedigtere s. 47

Eskatologiens nødvendighed s. 54 

 

*

 

Hvis man læser i en normal dogmatik eller troslære, dukker eskatologien – læren om "de sidste ting" – som regel op i det sidste afsnit som en slags appendiks til alt det, som troen ellers går ud på. Det gælder også trosbekendelsen, hvor vi først til sidst når frem til "kødets opstandelse og det evige liv". Det hænger sammen med den jødisk-kristne forståelse af tiden, hvor det begynder med skabelsen og slutter med fuldendelsen med den dobbelte mulighed, at fuldendelsen også kan bestå i fortabelse og tilintetgørelse. Denne opfattelse af eskatologien præger også en stor del af den kirkelige salmelitteratur, hvor den eskatologiske horisont først kommer frem i salmens sidste vers, for eksempel: "Så rejse vi til vort fædreland / dér ligger ej dag i dvale" (DSS nr. 402 v. 7).

     Men set fra et andet synspunkt vil man kunne sige, at kristendommen simpelthen er eskatologi, fordi Kristus-begivenheden er en eskatologisk begivenhed. Sagt med Paulus:

     For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået, men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøde af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver riget til Gud Fader (1 Kor 15,20-24).

     Religionshistorisk set hører kristendommen i sin oprindelse til i en senjødisk kontekst med et tilskud af visse elementer fra de hellenistiske mysteriereligioner, hvor man havde et cirkulært tidsbegreb, som er knyttet til året og årets festkalender modsat det jødiske lineære tidsbegreb, som er delt op i æoner, den nuværende tid og den kommende tid.

     I senjødedommen var Gud blevet til "den fjerne Gud", hvilket kommer til udtryk i den apokalyptiske litteratur, hvor forestillinger vedrørende fremtiden og dommedag ofte som visioner bliver lagt i munden på en skikkelse, der selv hører til i en fjern fortid, for eksempel Enok, far til Metusalem. Sagt med andre ord: Forfatterens aktuelle nutid ses som en håbløs tid, en meningsløs og tilfældig tid, som indtil dommedag tilsyneladende ikke har Guds interesse. Gud er den fjerne Gud.

     I evangeliets tid er Gud den nære Gud. Gud er kommet til verden i skikkelse af et menneske, og han er bestemt ikke ligeglad med verden. Begivenheden har kosmologiske konsekvenser, sådan som man for eksempel kan se det i Romerbrevet kap. 8, hvor Paulus skriver:

     Og når hans ånd, han som oprejste Kristus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer (v. 11). Og lidt senere i samme kapitel: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, som har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning (v. 22f.).

     Man kunne nævne mange andre steder i Det ny Testamente, hvor Kristusbegiven-heden ses som den store vending, som sætter skellet mellem den nuværende tid og den kommende tid. Jesu død og opstandelse er den afgørende begivenhed, som sætter endetidens begivenheder i værk. I det eskatologiske perspektiv er Kristus billedligt talt førstegrøden, som borger for, at resten af høsten kommer i hus. "Resten af høsten" er dem, der ved troen tilhører Kristus, og de har også selv en førstegrøde, nemlig Guds ånd, Helligånden, som er et pant på, at de skal være omfattede af den store begivenhed, som Jesu opstandelse er begyndelsen på. Med Jesu opstandelse har det store "eskaton" taget sin begyndelse.

     Når man sammenligner eskatologien i Det ny Testamente med eskatologien i den senjødiske, apokalyptiske litteratur, er der en iøjnefaldende forskel: I senjødedommen er der meget vidtløftige spekulationer og forestillinger om, hvordan det skal gå til i de sidste tider, det vil sige om de dødes opstandelse, om dommedag, om frelse og fortabelse, om et muligt tusindårsrige, om en messiansk tid, og om Guds rige. De fleste af alle disse forestillinger findes også i Det ny Testamente, men i meget mere nedtonet grad. Der er naturligvis de såkaldte apokalypser i Markus 13, Matthæus 24, Lukas 21, Johannes' Åbenbaring samt forskellige ansatser i brevlitteraturen. Men overordnet set er der i Det ny Testamente tale om en mærkbar reduktion af de eskatologiske forestillinger. Det skal man imidlertid ikke tage som et udtryk for, at man har mistet interessen for eskatologien. Det er snarere modsat: Efter at Kristus er kommet til verden, er Gud ikke mere "den fjerne Gud", men derimod den nære Gud, hvilket gør en hel del af den apokalyptisk prægede forestillingsverden uinteressant. For nu er de sidste tider jo begyndt i og med, at Kristus er kommet som en førstegrøde, der borger for, at resten af endetidens begivenheder nok skal komme i tur og orden (jf 1 Thes 4,15-18 og 2 Thes 2,1-12). Med Kristus har den messianske tid taget sin begyndelse, og til sin tid skal han selv sidde på dommersædet og dømme i overensstemmelse med det evangelium, som han under sin vandring her på jorden har forkyndt for mennesker. Dommen består i, at lyset er kommet til verden, og derfor har lysets børn intet at frygte for. Naturligvis kan der tales om en dobbelt udgang af dommen, hvor fortabelsen gælder dem, der elsker mørket frem for lyset (Joh 3,18f.). Men for dem, der tror Kristus og hans ord, giver forestillingen om dommedag derfor snarere anledning til en optimistisk frimodighed. Det er ikke mere frygten, men derimod frimodigheden, der er grundtonen i den nytestamentlige eskatologi.[1] 

 

[1]   Til spørgsmålet om forholdet mellem apokalyptik og eskatologi se min artikel Apokalyptik og eskatologi i paulinsk teologi, Præsteforeningens Blad, 1972/31 samt min artikel Eskatologien i brevene til Thessalonika, Præsteforeningens Blad, 1982/51-52.



Eskatologien i salmerne

 

Den frimodige opfattelse af de forventede eskatologiske begivenheder præger i høj grad også salmelitteraturen. Rigtig mange salmer slutter ganske enkelt i Himlen. Det gælder for eksempel Brorsons "O, havde jeg dog tusind tunger" (DDS nr. 5), hvori digteren med et glimt i øjet beklager, at han slet ikke formår at udtrykke den tak, han skylder Gud, men

 

7. - - i Himlen skal det bedre blive,

når jeg får engletonen fat,

 høje kor jeg synger da

evindelig halleluja.

       

     Det kan sommetider betale sig at gøre sig ærinder i salmebogen for at finde ud af et bestemt sagsforhold.[1] I nærværende sammenhæng har jeg genlæst salmebogen samt desuden tillægget "100 salmer" for at finde ud af, hvilken rolle den kristne eskatologi spiller i salmerne. Det viser sig, at mellem en tredjedel og halvdelen af salmebogens salmer på en eller anden måde rummer en eskatologisk pointe, som oftest kommer frem i salmens sidste vers med en henvisning til Paradis, Himmerig, den kommende salighed, det ny Jerusalem, opstandelsen, synet af Guds ansigt, det evige liv samt metaforen "hjem" som et udtryk for nærværet hos Gud.

     Tillægget "100 salmer" består af forholdsvis nydigtede salmer. Her viser det sig, at forekomsten af den eskatologiske pointe er drastisk reduceret. Faktisk findes den kun i cirka en tiendedel af tillæggets salmer, og når den dukker op, er den udtrykt i meget spagfærdige vendinger.

     Eskatologien præger en del af de førreformatoriske salmer, som vi i salmebogen selvsagt har i en oversættelse. Men når man læser de middelalderlige forlæg, som ofte er på latin, kan man konstatere, at oversætteren i mange tilfælde har tydeliggjort nogle af de eskatologiske pointer. Det gælder ikke mindst Grundtvigs oversættelser, f.eks. DDS nr. 104 "Et barn er født i Betlehem", hvor Grundtvig i begejstring over sin metafor, "Himmel-by", fortsætter den eskatologiske billedrigdom: Vi skal gå til kirke på stjernetæpper og lære at synge som englene, og vi bliver selv til engle, der skal se Guds ansigt, hvorefter salmen munder ud i en lovprisning af Gud. Der er også DDS nr. 107 "Glæden hun er født i dag", som desværre kun rummer fire vers af de oprindelige otte. Salmen bevæger sig i en række kontraster mellem Gud i Himlen og barnet i krybben, og den munder ud i modsætningen mellem Gud, som daler ned til jorden, og vi andre, som sammen med ham farer til himmels, hvor vi skal lære at synge ligesom englene.

     Det samme kan siges om en del af Luthers salmer, som Grundtvig også har pyntet på, for eksempel DDS nr. 220 "I dødens bånd vor Frelser lå", hvor Grundtvig i vers 5 har hentet et ordvalg ind, som måske mere er beslægtet med den nordiske mytologi. Til gengæld ser det ud til, at Luthers kernesalme DDS 336 "Vor Gud han er så fast en borg" er sluppet nogenlunde uskadt igennem eftertidens oversættelser og bearbejdninger (se Mallings salmehistorie!). Luthers salme slutter med den trøst, at vi beholder Guds rige, uanset om vi bliver berøvet alt andet, vi har kært.

     Når vi kommer til de salmer, som har dansk som det oprindelige sprog, er det selvsagt Kingo, Brorson og Grundtvig, der dominerer billedet.

 

[1]  For mange år siden kom jeg på den idé, at jeg ville undersøge, hvad englene i grunden laver i salmebogen. Det vrimler med engle i salmebogen, men hvad laver de? Det kan man læse om i en artikel Fra røverdal til englesal, som kan læses i Prf. Blad 1990, nr. 50-53 eller i min bog Fra røverdal til englesal.


De store salmedigtere

 

Thomas Kingo (1634 – 1703) er mest kendt for sine morgen- og aftensalmer samt salmer til passionstiden. Erfaringen af dagens frydefulde begyndelse vækker også en viden om, at den går til ende – ja, at også livet går mod sin ende, hvilket åbner for den eskatologiske horisont, for eksempel i "Rind nu op i Jesu navn" (DDS nr. 739):


7.  O min Gud, du hjælp mig da,

når mit levneds mål har ende,

og mit hjul ej mer vil rende,

og mit åg skal spændes fra!

Lad mig uden tid og dage

se dit ansigts klare skin!

Synd og sorrig, ve og klage

smuldre med mit jordelin! 

                         

Samt den vældige aftensalme "Den klare sol går ned" (DDS nr. 761):

 

6.  Kom, mægtig englehær, lys Herrens ro og fred

på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!

Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig

vække her,

men siden der

til liv evindelig.

                 

Dagen, som begynder og slutter, bliver til et billede på livet selv, som også har sin begyndelse og slutning. Og ligesom vi efter nattens mørke og helsebringende søvn om morgenen bliver vakt til en ny dag, således skal vi også efter døden i troen vækkes til et nyt liv hos Gud, som det siges i salmen "Til hvile solen går" (DDS nr. 764):

 

7.  Så sover jeg dermed,

Gud skal ej vige

bort fra mit sovested,

men til mig sige:

Sov nu, mit barn, og svøb dig i dit klæde!

Du vågne skal engang

blandt fryd og englesang

i evig glæde.

             

Kingo havde vel strengt taget ikke så meget imod livet her i denne verden, hvilket hans kærlighedsdigte samt hans forskellige lejlighedsdigte vidner om. Men han kendte til livets skrøbelighed og foreløbighed, hvilket DDS nr. 761 især vers 3 er et godt udtryk for. Det betyder, at den eskatologiske horisont er en nødvendig del af hele tankesættet.

     Det præger også hans store digt "Ked af verden, og kær ad Himmelen", som vi i salmebogen har i både en kort og en lang version, nr. 614 og nr. 615 begge med titlen "Far, verden, far vel". Her gengives den lange version med originaltekstens femten vers, som inklusive noter er hentet i Den Danske Salmebog af 2002:

 

1.  Far, verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister1jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed,
forfængelighed.

 

2.  Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog,2skarn og fortræd,
forfængelighed,
forfængelighed.

 

3.  Hvad er mine år,
som smugende3svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.

 

4.  O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med,4
forfængelighed,
forfængelighed.

 

5.  Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed,
forfængelighed!

 

6.  Ak, yndest og gunst,
du hastig opstegne og faldende dunst,
du kunstigt opblæste og hvegende5vind,
som tusind har øjne og dog løber blind,
hvad er du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed,
forfængelighed.

 

7.  Ak, venskab og tro,
som alt efter lykken véd fløjen6at sno!
Du smukke bedrager, du heldige skalk,
som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk,
du er, som og jeg af forfarenhed7ved,
forfængelighed,
forfængelighed.

 

8.  Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læber har kyst,
dit fængende tønder, din flyvende gnist,
har mangen i evige luer henhvist,8
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed,
forfængelighed.

 

9.  Så far da, far vel!
Du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragelig verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav,
jeg længes at bøde9min sorrig og nød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

10. Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny,
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

11. Min rigdom og guld
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

12. Jeg ære skal få
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød,10
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

13. Med yndest jeg skal
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg11død
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

14. Der har jeg en ven,
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham, sådan som han er,
han kærligheds Himmel-blus stedse frembær',
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.

 

15. Min lyst og min fryd
forfriskes ved engle-basuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød!

 

Noter til salmen: 1 slynger. 2 skør is. 3 i smug. 4 mål. 5 vajende, viftende. 6 vindfløj, vejrhane. 7 erfaring. 8 slynget hen. 9 råde bod på. 10 ærgrede. 11 misundelig.

 

    Salmen falder tydeligvis i to dele, angivet ved omkvædene "forfængelighed" (v. 1-8) og "i Abrahams skød" (v. 9-15). Den første del handler om denne verdens tomhed og tåbelighed, som i det mondæne liv tillægges en vældig betydning, men det er alt sammen kun skygger og skrøbeligt glas og glimmer. Rigdom og guld, ære og gunst, venskab og kødelig lyst er alt sammen intet andet end bedrageriske og skuffende ting, som man ikke kan have tillid til, hvilket understreges ved det gentagne "forfængelighed, forfængelighed" i slutningen af hvert vers. I den anden del ændres omkvædet til "i Abrahams skød", hvilket selvsagt refererer til historien om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31). Hvilen i Abrahams skød er modsætningen til den evindelige stræben efter ære og gunst her i denne verden, hvilket Kingo også kendte til. Han havde venner i de højeste kredse blandt andre Griffenfeld, som kom til at opleve den helt store deroute, da han i 1676 faldt unåde hos kongen og blev dømt for landsfor-ræderi. Kingo havde så vist sans for livet i denne verden, men han havde også forstået det bedrageriske og det foreløbige ved det, og derfor ser han i salmens sidste syv vers frem til hvilen i Abrahams skød, hvor der skal være bod for sorg og elendighed, og hvor der er tale om en anden slags rigdom og ære, som kommer fra Jesus, der sidder på tronen i det rige, som er hans, og hvor Jesus tager imod ham med kærligheds glød, i Abrahams skød.       

*

Det forholder sig noget anderledes hos pietismens store salmedigter Hans Adolph Brorson (1694 – 1764), som – trods naturiagttagelsen i "Op, al den ting, som Gud har gjort" (DDS nr. 15) og et par andre salmer – aldrig har kunnet glæde sig over denne verdens herligheder, som de er i sig selv, men kun som det, de betyder som (oversete) henvisninger til Guds storhed, for eksempel i salmen "O Gud! hvor er du mer end skøn" (DDS nr. 16):

 

3. - - Din skabning ser man daglig på,

dog ser man, som man ikke så,

og går i andre tanker.

Ild, vand, luft, sand,

sol og stjerne, hver en kerne,

hver en dråbe

Herrens herlighed udråbe.

                               

     Naturiagttagelsen er en henvisning til Guds store nåde og bundløse kærlighed. Derefter munder salmen ud i en opfordring til sjælen om at løfte sig

 

5.  Op! op, min sjæl! fra denne jod

til Gud, som hist i lyset bor,

hvor alle engle vrimle,…..

                                 

samt en længsel efter selv at være klædt som englene. Derefter slutter salmen i vers 6 med ordene:

 

6. - - Nu brat god nat

hermed siges verdens riges

myretue,

jeg vil op, min Gud at skue.

 

Hans Adolph Brorson har efterladt sig to store salmesamlinger. For det første "Troens Rare Klenodie" udgivet i 1739. Samlingen består af en række salmer, som er skrevet til brug for Brorsons menighed i Tønder i årene 1729-1741. I disse tidlige salmer viser Brorson sig som en renlivet pietist. Da Brorson under en afbrydelse af sine studier i 1716 vendte tilbage til Sønderjylland, var egnens kirkelige liv blevet præget af de pietistiske strømninger, som kom fra Tyskland, først og fremmest den pietisme, som havde sit udspring i Halle. Det er med den inspiration, Brorsons pietistiske vækkelse tager sin begyndelse. I 1721 tog Brorson tilbage til København, hvor han tog sin teologiske eksamen. Straks efter vendte han tilbage til Sønderjylland, hvor han blev præst i Randerup og derefter i 1729 i Tønder, hvor der kom gang i Brorsons salmedigtning i form af nogle julesalmer.

     Under præstetiden i Tønder blev Brorson præget af de tyske pietistiske vækkelsesbevægelser, hvilket med en "ordo salutis-teologi" kommer til at præge salmerne i "Troens rare Klenodie". Med afsæt i Rom. 8,29 kan man opstille en frelsesorden (ordo salutis): Kaldelse, oplysning, omvendelse, retfærdiggørelse, fornyelse, livsfællesskab med Kristus samt opstandelse fra de døde. Denne frelsesorden afspejles i disponeringen af de salmer, som er indeholdt i "Troens Rare Klenodie". Samlingen er delt op i en række dogmatiske afsnit: Troens Frydefest, Troens Grund, Troens Midler, Troens Frugt, Troens Kamp og Sejr, Troens Herlighed og Troens Ende.

     Den nævnte frelsesorden kan også genfindes i den personlige omvendelses-historie, som lejlighedsvis afspejles i Brorsons salmedigtning. Det gælder for eksempel salmen "Guds igenfødte, ny-levende sjæle" fra 1735, som i DDS nr. 492 rummer seks vers, som er bearbejdede af C.J. Brandt i 1885, hvorved salmen har fået et noget mere muntert, grundtvigsk lovsangspræg. Den oprindelige tekst med atten strofer[1] er en anderledes dramatisk skildring af den pietistiske omvendel-sesproces på det personlige plan. Tilbageskuende begynder det med:

 

Strofe 3:

Onde vi vare, og døde som steene,

Haarde i hiertet som marmor og staal

                                                      

Salmen munder ud i en konstatering af, at vi har fået børnekår hos Gud, som derfor lovprises med følgende superlativer:

 

Strofe 15:

O, den uendelig inderlig Gode

Hjerteste, mildeste, sødeste Gud,

Giører ham vitterlig aldrig til mode[2].

 

     I "Troens Rare Klenodie" hører salmen hjemme i afsnittet om "Troens Grund". Den handler om igenfødelsen, og derfor er den eskatologiske horisont ikke særlig tydelig, men den antydes dog i den sidste strofe:

 

Strofe 18:

Hielp os! Vor fader i himmelens rige,

Altid at ære dit herligste navn

Daglig jo mere at vorde dig lige,

Roe i din villies mildeste favn,

Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage,

Ja midt i døden din kierlighed smage.

 

     Når man når hen til afsnittet om Troens ende er den eskatologiske horisont ikke blot tydelig. Den er nærmest anmassende. Afsnittet rummer blot ti salmer, hvoraf kun én har fundet vej til Den Danske Salmebog som nr. 271 "I jomfruer, I kloge". Den er i 1739 skrevet over lignelsen om de ti brudejomfruer Matt 25,1-13. Salmen er en oversættelse. Den oprindelige salme er omkring år 1700 skrevet af Lorenz Lorenzen, som var kantor ved domkirken i Bremen. I begge udgaver har salmen ti vers, hvoraf Den Danske Salmebog kun bringer fem vers, hvorved den eskatologiske horisont er blevet svækket. I Brorsons salme hedder det i strofe 7 [3]:

 

I, som med Jesu lide

I denne græde-dal,

Skal efter sorgens tide

Faae fryd i tusind tal,

Da skal I med regere[4],

Hvo kand vel det forstaae,

Og evig triumphere

Med ærens krone paa.

 

     Tyngdepunktet i Brorsons tidlige salmedigtning samler sig om begreber som omven-delse, tro og bod. For eksempel rummer afsnittet om "Troens Grund" 58 salmer i mod-sætning til afsnittet om Troens ende, som kun rummer ti salmer. Ikke desto mindre danner den eskatologiske horisont bogstaveligt talt et bagtæppe for hele Brorsons salmedigtning.

     Fra 1741 og til sin død i 1764 var Brorson biskop over Ribe Stift, som dengang omfattede en større del af Jylland, hvilket ikke levnede megen tid til salmeskrivning. Desuden var han i sit private liv plaget af sygdom og anden modgang. Men året efter Brorsons død udgav sønnen Broder Brorson samlingen "Svane-Sang", bestående af viser og salmer, som har en noget mere privat karakter end "Troens rare Klenodie", som er en samling salmer til menighedsbrug. I "Svane-Sang" er sangene formentlig mest skrevet til opbyggelse og trøst for digteren selv samt hans nærmeste familie. De er desuden skrevet på nogle kunstfærdige versemål, som ikke alle egner sig til fællessang. Det er tænkeligt, at det er udgiveren, der i et eller andet omfang har disponeret rækkefølgen, som kan minde om den frelsesorden, som dikterede dispositionen i "Troens Rare Klenodie".     

     Der er meget mere pilgrim i Brorson, end der er i Kingo. Brorson er hele tiden på vej væk fra denne verdens jammerdal, og i samlingen "Svane-Sang" er han stærkt på vej mod målet, altså saligheden i samværet med den opstandne Kristus.

     Salmen "Her vil ties, her vil bies" (DDS nr. 557) er inspireret af Højsangen 2,11-14 i Det gamle Testamente, men er af Brorson formuleret som en dialog mellem Jesus og sjælen (duen), som længes bort fra den nuværende trængselstid. Der er ikke som i andre af Brorson dialogiske digte angivet replikker, men hvis man lader vers 1, 3, 5 og 6 være replikker tillagt Jesus, og lader vers 2 og 4 være sjælens replikker, så giver det mening. I vers 1 trøstes den længselsfulde sjæl med, at sommeren (saligheden) nok skal komme, hvis man venter med tålmodighed. Men sjælen klager sig i vers 2: Det er trange tider, og det går langsomt. I vers 3 inviterer Jesus sjælen udenfor, hvor man bag gærdet kan finde en forårsbebuder i form af lidt grønt på kvist. Dette bliver sjælen i vers 4 så begejstret over, at den udbryder: "Eja, søde førstegrøde", så pyt med, at det er koldt, for det er snart forbi. I de to sidste vers tager Jesus igen ordet for at forklare, at der er en mening med trængslen: Når det er koldt, dækker sneen de spirende blomster, så frosten ikke skader dem. Og ligesom det var et varsel om, at syndfloden var ved at være forbi, da duen vendte tilbage til Noahs ark med et olieblad i munden,[5] således er den grønne kvist under sneen er et varsel om, at foråret er på vej. Eller sagt med andre ord: De nuværende trængsler her i denne verden er i sig selv et tegn på, at sommeren i Guds rige nærmer sig.

     Johannes' Åbenbaringsbog kap. 7,9-17 har leveret inspiration til en anden kendt salme af Brorson. Det er "Den store hvide flok vi se" (DDS nr. 571). Her er Brorson ikke mere på vej mod målet. Han er nået frem. I salmen er vi i hvert fald i Himlen hos den store hvidklædte flok, som med palmegrene i hænderne står foran Guds trone og lovpriser Kristus (lammet, som sidder på tronen). Det vil sige, vi er her indlemmet i den himmelske gudstjeneste i form af fejringen af løvhyttefesten, som på Jesu tid blev fejret til minde om Guds omsorg for folket under ørkenvandringen. Den hvide flok har her på jorden været gennem mange trængsler og mødt stor foragt, men nu står den foran tronen med krone på hovedet og iført præstedragt og lovsynger Gud og Kristus sammen med alle englene. Og så slutter salmen med vers 3, hvor digteren henvender sig direkte til den hvide flok og ønsker til lykke med, at den er nået dertil, hvor den er, efter at den har bevist sin tro her på jorden og udstået sine trængsler:

 

Til lykke, kæmpesamling, ja,

o, tusind fold til lykke da,

at du var her

så tro især

og slap så vel herfra!

 

Tilbage for flokken er nu kun "i tusind engles lyst" at høste, hvad den har sået under suk og gråd og så i øvrigt af al kraft og magt at lovprise Gud og Kristus (lammet), hvilket både her og dér er meningen med gudstjenesten.

     Den eskatologiske horisont er med i stort set hele Brorsons salmedigtning enten i skikkelse af referencer og gendigtninger af bibelske tekster eller også i form af billeddannelser, som må tilskrives ham selv. De to sidst omtalte salmer rummer gode eksempler på både det ene og det andet.

 

[1]   Samlede Skrifter I, s. 312-317.

[2]   = imod.

[3]   Samlede Skrifter II, side 335.

[4]   = regere sammen med Kristus.

[5]   1 Mos 8,11.

 

*

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783 – 1872) var også biskop, omend han først blev det honoris causa på sine gamle dage i 1861 i forbindelse med 50-årsjubilæet som præst. Han rager i dansk litteraturhistorie og teologihistorie op som en monolit midt i oplysningstidens rationalistiske teologi med dens tale om Gud, dyd og udødelighed, og til den anden side liberalteologiens optimistiske etik og fremskridtstro. Grundtvigs forudsætning er oplysningstiden og den rationalistiske teologi, som han selv senere i 1825 i striden med professor H.N. Clausen vendte sig stærkt imod. I mellemtiden forskansede han sig i et fundamentalistisk bibelsyn. Det fremgår af hans prædikener fra tiden i Udby (1811-1813) samt til dels også af prædikenerne fra Præstø Kirke (1821-23). Dette bibelsyn forlod han definitivt i 1825 under striden med prof. H.N. Clausen. Denne strid mundede for Grundtvigs vedkommende ud i det, som eftertiden har kaldt "den kirkelige anskuelse".

     Striden havde formentlig noget af sin baggrund i Grundtvigs læsning af den oldkirkelige kirkefader biskop Irenæus af Lyon (ca. 125-202).  I sit opgør med kætterne henviste Irenæus til det, han kaldte "sandhedens regel", som er den Kristus-bekendelse, som er overleveret i kraft af det kirkelige embede. Det var en opfattelse, som Grundtvig i 1825 kunne bruge i sin kirkelige anskuelse, og i 1832 kom Irenæus også til at spille en rolle for Grundtvigs syn på menneskeliv og folkeliv.[1]  

     Anledningen til striden med prof. H.N. Clausen var en bog om "Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus", som professoren ud fra en historie-videnskabelig synsvinkel havde skrevet og udgivet. Denne bog blev for Grundtvig anledning til i al hast at forfatte et modskrift, "Kirkens Gienmæle", hvori han hævdede det synspunkt, at kristendommens sandhed ikke afgøres af den historiske forskning, men derimod af det liv, som i menigheden leves på den kristne bekendelse, sådan som den kommer til udtryk i forbindelse med dåb og nadver. Bekendelsen er ældre end de nytestamentlige skrifter. Eller sagt med andre ord: Det ny Testamente er et produkt af menighedens bekendelse og ikke omvendt. Derfor er bekendelsen kriterium på, hvad sand kristendom er. Grundtvig refererede senere til sin erkendelse som sin "mageløse opdagelse", hvilket han kunne gøre med en vis ret, fordi han aldrig senere forlod det kirkesyn, der kom ud af det.

     Umiddelbart kom der også meget andet ud af striden med H.N. Clausen. "Kirkens Gienmæle" var et kampskrift, som var ret ligefremt både med hensyn til synspunkt og sprogbrug. H.N. Clausen stævnede Grundtvig for injurier, hvilket for Grundtvig medførte en bødestraf på 100 rigsdaler. Dommen indebar også, at Grundtvig fremover skulle være under censur, hvilket forhindrede ham i at bruge sine nydigtede festsalmer i forbindelse med fejringen af kristendommens 1000 års-jubilæum i 1826. Blandt de censurramte salmer var "Den signede dag", hvilket virker noget uforståeligt for os i vore dage, hvor netop denne salme er en af de mest brugte.

     Allerede tidligere havde Grundtvig med sin "Verdenskrønike" af 1812 lagt sig ud med toneangivende kulturpersonligheder som H.C. Ørsted. Grundtvig havde det med at reagere polemisk. Desuden var der i Grundtvigs argumentation ofte en eskatologisk horisont med, som på grund af sine massive billeddannelser kunne virke stødende på den dannede kulturelite, som var præget af oplysningstidens "Gud, dyd, og udødelig-hed". I disse år var Grundtvigs tænkning præget af de katastrofer, der ramte Danmark i forbindelse med krigen mod England, statsbankerotten i 1813 samt tabet af Norge efter Kieler-freden i 1814. Det betød alt sammen, at Grundtvig tænkte landet, folket og kirken – ja for så vidt hele verden - ind i de profetiske fremtidssyner, som indgik i hans eskatologiske overvejelser:[2]

     Jeg sagde det frit, at kun en sand, uskrømtet Omvendelse til Gud og hans Christus kunde frelse Folket timelig og evig, jeg forkyndte, at dersom det ei skete, da skulde hverken Fjeld eller Flod, Belt eller Sund værge mod Guds Vredes Riis og Morderenglens Sværd, men jeg forkyndte og aabenbart mit visse Haab, at hvor stor en Tugtelse der end maatte behøves, hvormange Trængselsdage der end maatte henskride, så skulde dog Nordens Tvilling[3] gienfødes til et helligt liv i Gud, saa skulde hans Kirke igien blomstre i vore Landemærker, saa skulde med Fædrenes Tro dog Fædrenes Kraft og Dyder vende tilbage, saa skulde dog Norden skinne som et Nordlys i Verdens vinternat, i den sidste lange Vinter, som endog Hedenolds Skjalde i Nord saae gange forud for den store Smeltning og den evige Vaar.[4]

     Når Grundtvig udtrykker sig eskatologisk, tager han det ikke så nøje med, om han selv danner sig sine billeder, eller om han henter dem i et bibelsk eller i et nordisk-mytologisk univers. Det kom i hele hans voksne liv til at gælde både for hans prædi-kener og hans salmedigtning. I sin teologi brugte han de billeder, der var for hånden, og hvis de ikke slog til, fandt han på nogle selv.

     Grundtvig opholdt sig i de år, hvor han ikke virkede som præst (1815-21), i det, han selv kaldte "Vintersædet i Studerekammeret". Det blev et meget virksomt vinterhi, hvor Grundtvig havde travlt med at gøre orden på sine egne historiske og teologiske forudsætninger med det formål at bidrage til en åndelig genrejsning af det danske folk og dets kirke efter den lammelse, som rationalismens åndelige vinter havde medført.

 

Paaske-Liljen

 

I 1817 skrev Grundtvig et lille drama, som han kaldte "Paaske-Lilien".[5] Spillet består af 21 vers plus en dialog, som foregår blandt medlemmer af gravvagten ved Jesu grav natten før påskemorgen.

     De 21 vers, som omgiver dialogen, handler om "påskeliljen", bondeblomsten, som er identisk med Grundtvig selv, som i sin samtid var et miskendt geni. Påskeblomsten er en vårbebuder, det vil sige en, som under "vinterstorm og regn" giver løfte om, at der efter vinteren kommer et forår og en sommer, hvilket også kan tolkes i en eskatologisk retning, idet påskeblomsten også forkynder påske og de dødes opstandelse. I første del af digtet taler Grundtvig til "påskeblomsten", som han anser for at være en miskendt skønhed, som hverken har fået "Rosens Duft" eller "Liljens Sølver-Blade". Med "påskeblomsten" diskuterer han påskebudskabets mulighed og relevans. Derefter påkalder han Saga, historiens gudinde, som er "Dronning over Gravens Folk", hvorfor hun kan overvinde den historiske distance til fortiden. Grundtvig inviterer derfor Saga tilbage i tiden til Jerusalem, for at hun kan bevidne Jesu opstandelse påskemorgen.

 

Kan de døde ei opstaa,

Intet har vi at betyde,

Visne maae vi brat i Vraae,

Ingen Have skal vi pryde.

         

     Derefter følger dialogen ved Jesu grav. Til stede er en romersk høvedsmand og nogle soldater plus en farisæer. Snakken drejer sig om den døde Jesus, som inden sin korsfæstelse havde sagt, at han ville opstå fra de døde. Det er der forskellige meninger om. Den rationalistisk indstillede høvedsmand anser det for at være noget overtroisk snak, som ikke har noget på sig. Farisæeren, som havde været vidne til Lazarus' opvækkelse, er mere usikker. Det samme gælder også de soldater, som langfredag havde været til stede på Golgata, og som derfor havde oplevet jordskælvet og den mærkelige solformørkelse, som fandt sted, da Jesus udåndede. Dialogen afsluttes på dramatisk vis med Jesu opstandelse, som finder sted til akkompagnement af et englekor, som i en slags hymne tolker og kommenterer begivenheden. 

     I anden del af digtet udfoldes alliancen mellem "påskeblomsten" og fru Saga. Den medfører, at der nu ved påskeblomsten, som derfor har fortjent sit "Lilje-Navn", er bevidnet et budskab om en vår og en morgenrøde, hvor "Mennesket stod op af døde", hvilket giver Grundtvig et begrundet håb om, at "Verdens Spot skal" også for hans vedkommende skal overvindes, om ikke i dag så i al fald i morgen:

 

Kan vi her ei Dagen naa,

Da det Døde skal opstaa,

Nu, saa gaae vi glade heden

Og staae herlig op i Eden.

 

Men så kan Grundtvig heller ikke holde sig længere. Nu er det ikke mere påskeliljen, der taler, men ham selv:

 

Dog, hvad siger jeg! opnaa?

Har ei jeg den Dag opnaaet!

Er som en Kiærminde blaa,

Ikke Dødt i mig opstaaet!

Kalder Danmark mig ei Skjald,

Lytter til mit Tonefald!

Har ei Saga laant mig Tunge,

Saa jeg som en Fugl kan sjunge!

 

Uanset hvad, så er Grundtvig overbevist om, at han er en tegn på "en Blomster-Tid i Norden". Det kan godt være, at han bliver mødt med mere foragt end beundring. Men pyt!

 

Ligegodt, naar den jeg fryder,

Som har kiær, hvad jeg betyder.

 

     Grundtvig redigerede senere "Paaske-liljen" til brug for Kirkens Sangværk i 1837. Digtet blev forkortet til femten vers, men det har stadig et selvbiografisk præg, hvilket gør teksten problematisk som salme betragtet. Knap 100 år senere har andre bear-bejdet teksten med henblik på at give den plads i salmebogen. Det skete i 1953, hvor teksten blev reduceret til seks vers, således at den fremtræder som en hyldest til påskeblomsten som påskeforkynder. Sådan opfattes den vel også nu om dage af kirkegængerne, som med stor fryd synger salmen påskedag, idet de tænker på de højt forædlede påskeliljer, der ude på kirkegården pynter gravene. Det har dog næppe været Grundtvigs tanke, at det er påskeliljen, som skaber påsken.    

     Grundtvig var ikke i tvivl om sin profetiske opgave, som består i at kalde folket ud af rationalismens vinterdvale ved at kalde historien til live og forny kristendommen. I sit "vintersæde" kastede han sig derfor også ud i et vældigt arbejde med at oversætte den nordiske sagnhistorie, det vil sige en oversættelse af det angelsaksiske Bjowulf-kvad samt Saxo Grammaticus' danmarkshistorie (Gesta Danorum) og Snorre Sturlasons beretning om de norske konger (Heimskringla). Dette arbejde afsluttede Grundtvig først i 1822, efter at han igen var blevet præst, først en kort periode i Præstø og derefter i Vor Frelsers Kirke i København.

 

Det livets ord vi bygger på

 

I de år, hvor Grundtvig opholdt sig i studerekammeret, var han ikke voldsomt produktiv som versemager. Det var historieforskningen, han var optaget af. Kort efter at han kom til Præstø, døde hans mor, som boede lige i nærheden. Dette fik Grundtvig til at skrive mindedigtet "Min moder" på 23 vers, som han kort efter offentliggjorde i København. Digtet er en blanding af private tanker og mere almene kristelige overvejelser. Hvad det private angår, skinner hans hengivenhed for moderen klart igennem. Hun var den, der lærte ham sproget og indførte ham i kristendommen:

 

Strofe 3:

Nu, hun er lagt i Ormegaard,

Nu er den Læbe tavnet,

Som kjærlig i de spæde Aar

Mig lærte Fadernavnet,

Mig lærte på den mørke Jord

At finde Lys i Herrens Ord.

                                  

     I de almene overvejelser har digtet her og der karakter af at blive til en salme, hvilket Grundtvigs præstekollega og ven, Peter Andreas Fenger drog konsekvensen af, da han i 1857 redigerede et tillæg til Evangelisk-Kristelig Psalmebog. Af stroferne 11, 12 og 21 sammensatte Fenger en lille perle af en salme, som først kom med i Den Danske Salmebog i 1953. I den nuværende salmebog har den nr. 560. Disse tre vers oplæste Fenger ved Grundtvigs begravelse den 11. september 1872 fra Vor Frelsers Kirke i København.

 

1.  Det livets ord vi bygger på
trods orme, vind og vove:
Af muld skal dødninger opstå
og Frelseren højlove,
når luren drøner så i sky,
at stjerner falde, bjerge fly.

 

2.  Når Herren under hovedguld
fra Himlen åbenbares
for i sit hele helgenkuld
på jorden at forklares,
alt, hvad med ham var ét i Ånd,
opstår i lysets klædebon.

 

3.  Så pris, min sjæl, den Herres navn,
som endte dødens dage,
som kom fra graven, os til gavn,
med lys og liv tilbage,
som med sit ord, før vi det ved,
opvækker støv til herlighed.

 

     I denne salme holder Grundtvig sig stort set til de eskatologiske forestillin-ger, han kender fra Bibelen: De døde skal opstå af mulden (Matt 27,52), dommedagsbasunen, som hos Grundtvig er blevet til en lur, skal lyde (Matt 24,31; 1 Kor 15,52; 1 Thess 4,16), stjerner skal falde ned, og bjergene rystes (Luk 21,11 og Matt 24,29). Herren skal åbenbares fra Himlen, og de, der endnu lever, skal rykkes bort i skyerne til et møde med Herren (1 Thess 4,17).             Hvordan Paulus forestiller sig opstandelsen på den yderste dag, er ikke til at sige, men han forestiller sig opstandelsen som en legemlig opstandelse, om end vort legeme forvandles (1 Kor 15, 52ff.). Det samme gælder Grundtvig: Vi skal opstå i "lysets klædebon". Det afgørende er "ordet" – Guds ord, som i skabelsen skabte alt af intet. Det ord kalder nu i opstandelsen legemligt mennesket ud af tilintetgørelsen.

     Alle de eskatologiske forestillinger, Grundtvig gør brug af i disse tre vers, er hentet i Bibelen. Men Grundtvig kan også gøre sig sine egne forestillinger undertiden iblandet forestillinger, som er hentet fra den nordiske mytologi. Ofte dukker der referencer op til myten om "ragnarok" og sagnet om kong Hadding, som ledsaget af en kvinde kommer til underverdenen. De kommer over en bro med en brusende elv, men standses af en uoverstigelig mur. Da tager kvinden en hane, vrider hovedet af den og kaster det over muren. Straks lyder der hanegal på den anden side af muren, hvilket for Grundtvig bliver til et billede på opstandelsen og "de levendes land". I "Paaske-Liljen" fra 1817 refereres der diskret til sagnet om kong Hadding (her citeret fra DDS nr. 236):

 

5. - - Hanegal og morgensang

synes mig af den[6] udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

 

[1]  Se hertil Kaj Thanings artikel Grundtvigs møde med Irenæus, Grundtvig-Studier 1953, s. 7-68 samt disputatsen Menneske først og kristen så, 1963, s. 27ff. og 57ff.

[2]  Paul Seidelin har i Festskrift til Jens Nørregaard, 1947, skrevet en artikel om Eskatologien I Grundtvigs salmedigtning. Denne artikel er blevet fulgt op af C.I. Scharling i Grundtvig-Studier, 1950, med en artikel om Kristi Genkomst og Kødets Opstandelse. Det eskatologiske hos Grundtvig. I begge artikler reserveres "det eskatologiske" som begreb til det, der har at gøre med en apokalyptisk forestillingsverden. I den forbindelse lægger Scharling afstand til den opfattelse af eskatologien, som man møder i det 20. århundredes dialektiske teologi, hvor man også kan tale om en præsentisk eskatologi (Karl Barth og Rudolf Bultmann med flere). Derved mister de blikket for, at den præsentiske eskatologi allerede findes hos Grundtvig.

[3]   Dvs. Danmark og Norge.

[4]   Fortalen til Helligtrekongerlyset, Udvalgte Skrifter, bd. 3, side 16.

[5]   Udvalgte Skrifter III, side 438 - 459.

[6]   Dvs. af påskeblomsten.

 

De levendes land

 

I forbindelse med sit arbejde med den nordiske mytologi og historie betegner Grundtvig sig selv som "skjald", hvilket vil sige, at han tillægger sig selv en profetisk betydning, som også rummer et eskatologisk perspektiv. Det fremgår også af hans kendte digt "De levendes land" fra foråret 1824, hvor Grundtvig oplevede en fornyet digterisk inspiration. Det kan have noget at gøre med flytningen fra Præstø til København, hvor Grundtvig håbede at finde større forståelse for sin digteriske virksomhed, selv om han egentlig ikke var voldsomt imponeret af det københavnske åndsliv, som han mente bestod af "Syvsovere og Nattevandrere, Beenrade og Giengangere".[1] Også hans læsning af evangelisten Johannes og kirkefaderen Irenæus kan have spillet en rolle i den fornyede inspiration. Dertil kommer som nævnt hans mangeårige beskæftigelse med den nordiske mytologi og historie.

     Christian Thodberg har i forbindelse med tolkningen af digtet "De levendes land" viet Grundtvigs prædikener en særlig opmærksomhed. Navnlig prædikenerne fra tiden omkring 1824 hjælper til i tolkningen af digtet, for så vidt som man i prædikenerne finder formuleringer og ordbilleder, som går igen i digtet og derfor ofte gør digtets dunkle formuleringer mere gennemskuelige.[2] 

     Selve formuleringen "de levendes land" har Grundtvig fundet i Det gamle Testamente, hvor det forekommer en lille halv snes gange. Som regel bliver det brugt som modsætning til "de dødes rige". Det er især Salme 27, Grundtvig har hæftet sig ved i sine prædikener. I den gammeltestamentlige salme hedder det:

 

Vis mig din vej, Herre,

før mig ad den jævne sti

til værn mod mine fjender.

Overgiv mig ikke i mine fjenders vold,

for falske vidner har rejst sig mod mig,

de udspyr løgn.

Men jeg stoler på,

at jeg skal se Herrens godhed

i de levendes land.

                      (Salme 27,11-13)

 

     "De levendes land" er et tilbagevende motiv i Grundtvigs prædikener, hvor det forstås som det sted, der er mål og bestemmelse for det gudskabte menneskeliv. Derfor er det ikke uden videre det samme som det faktiske levede menneskeliv, men det er dér, vi er på vej til. Det er "landet bag hav", hvortil kun poesien kan finde vej, som det allerede antydes i afhandlingen "Om Religion og Liturgi" fra 1807:

     Vi leve i en Dal, begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Tradi-tionen, og drevne af en uforklarlig Trang ahne vi dunkelt, at på hin side Havet må være et Land med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige hiem.

     For at nå dertil har vi to sendebud, siger Grundtvig: Poesien og filosofien. Den første svinger sig ud over havet, den anden når næppe nok at komme et stenkast fra land, før den standses af bølgerne.[3]

     I sit digt "De levendes land" bruger Grundtvig et versemål, som han har lånt hos Thomas Kingo fra salmen "Far, verden, farvel!" (DDS nr. 615). Kingo har i øvrigt selv genbrugt versemålet, som blev anvendt af hans stedsøn, Jacob Worm, som på dette versemål mod Kingo havde skrevet et overordentlig spydigt smædedigt kaldet "Kalot-visen".[4]

     "Far, verden, far vel!" er båret af den eskatologiske modsætning mellem livet i forfængelighed og livet i Abrahams skød. Grundtvigs salme "De levendes land" [5] er båret af modsætningen mellem menneskets evighedslængsel i form af "den flygtige, den skuffende og den fortryllende drøm", der brister som en boble, og så "de levendes land".[6] Skønt digtet i foråret 1824 udgav Grundtvig først teksten i en bearbejdet form med yderligere to vers i 1832 og igen i 1853, hvorved syv vers blev til salmen "O, kristelighed!" (nu i DDS nr. 321). Grundtvigske kredse foretog efterfølgende yderligere bearbejdninger af de resterende vers, som blev til salmen "O dejlige land", som kom med i salmebogen i 1953. I DDS 2002 nr. 561 medtog man de oprindelige tretten vers med første linje som titel "Jeg kender et land": 

 

1.  Jeg kender et land,
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,1
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.

 

2.  O dejlige land,
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst.

 

3.  Forjættede land! 2
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue din skygge fuldskøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.

 

4.  O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand 3
de levendes land.

 

5.  O skuffende drøm!
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende4 skygger vil skabe igen.
Når skyggen er ligest, da hulker de små,
som stirrer derpå.

 

6.  Fortryllende drøm
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Du gækker5 de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.

 

7. O kærligheds Ånd!
Lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land!

 

8.  O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!

 

9.  O vidunder-tro,
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødningehjem til de levendes land!
Sid lavere hos mig, du højbårne gæst,
det huer dig bedst!

 

10. Letvingede håb!
Gudbroder, genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten, du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!

 

11. O kærlighed selv,
du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd,
dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!

 

12. Vor Fader så huld! 6
Du gerne vil trone i templet af muld,7
som Ånden opbygger i Midlerens8 navn,
med rygende alter 9 i menneskefavn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn10
til dig og din Søn.

 

13. O kristelighed!
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt:
Mit land, siger Livet11, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

 

Noter til salmen:  1 Billeder på alderdommen. 2 Det lovede land. 3 Forsvinder hastigt. 4 Kunstfærdige. 5 Narrer. 6 Hengiven, trofast. 7 Mennesket. 8 Egl. "formidler" = Jesus Kristus. 9 Menneskehjertet. 10 Det skjulte. 11 Livet = Jesus Kristus.

 

     "De levendes land" er et eskatologisk digt, fordi det forholder sig til hinsidigheden og evigheden. Men det sker på en sådan måde, at det hinsidige og det evige allerede nu gør sin indflydelse gældende i nutiden i form af en præsentisk eskatologi.[7] Det kommer til udtryk allerede i vers 1, hvor alle verberne er i præsens – "jeg kender et land, hvor håret ej gråner ……" osv.. Landet er tidløst, og der er ingen aldring som her i det dennesidige. Men Grundtvig kender landet, og han henter til dels sine billeder af det i den gammeltestamentlige profet- og salmelitteratur, for eksempel Sl 121 vers 6, Am 9,13 og Ez 20,6.

     I vers 2 fortsættes beskrivelsen af landet i form af et modbillede til den nuværende verden. I det land, Grundtvig kender, rinder timeglasset ikke "med tårer som sand", og der er ikke er savn. Det eneste, der mangler i landet, er det, som smerter her i den nuværende verden. Længslen efter dette dejlige land er et vilkår for ethvert menneske. Det "søger med længsel i bryst din smilende kyst".

     I vers 3 bliver landet til "det forjættede land", som især barnet har del i. Grundtvig refererer ofte til "Barnelivets favre dage" (DDS 454, jf. DDS 674, v. 1 og 7), som var flygtige som en drøm og ikke kan kaldes tilbage. Og dog gælder det: "Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget" (Matt 18,3). Grundtvig vender ofte tilbage til "børneevangeliet", ligesom han som et billede på det ubekymrede liv henviser til "Himlens fugle og markens liljer" (Matt 6,25-30). Det er også baggrunden for vers 3, hvor barnet skuer det forjættede land, når morgensolen spejles i det "spejlklare vand", og barnet drømmer, at landet findes, hvor skoven er grøn, og hvor barnet kan dele sit liv med himlens fugle og markens liljer.

     Ordet "drøm" bliver stikordet i de næste tre vers (v. 4-6), hvor vi vender tilbage til voksenlivet, og hvor drømmen om de levendes land karakteriseres som "flygtig", "skuffende" og "fortryllende". Det gælder for de fleste, at drømmen om evigheds-øen, templet for glæden og halvgudelivet er flygtig, fordi denne drøm fortoner sig samtidig med, at de levendes land forsvinder i horisonten. Det er en skuffende drøm, på samme måde som en skinnende boble brister i tidernes strøm. Når skjalden (Grundtvig selv?) i et skyggespil vil genskabe drømmen, så hulker de små, som stirrer derpå, selv når skyggen ligner mest.[8] Det er en fortryllende drøm om en evigheds-perle, som narrer dem, der i billede og kunst omsonst søger, hvad hjertet begærer, i tillid til at det er varigt, men som dog med tiden går til grunde.

     Versene 7-8 er som et intermezzo, der leder over til de erkendelser, der ligger i troen, håbet og kærligheden (v. 9-11). Vers 7 er henvendt til Helligånden, kærligheds Ånd, som åbner mulighed for en barne-lighed som den, der er beskrevet i vers 3, og som "bag buldrende strand" lader os ane "det dejlige land". Vers 8 er henvendt til Jesus, det himmelske navn, som åbner sin favn for vores navn, så Ånden igen – som i skabelsen – kan skabe liv af døde (jordens støv). Christian Thodberg har i sin artikel "De levendes land", gjort det sandsynligt, at Grundtvig i versene 7-8 refererer til en oplevelse fra den 31. maj 1811, hvor Grundtvig var på vej til Udby for at tiltræde kapellaniet hos sin far. Grundtvig var hellere blevet i København. Men da han i det fjerne så Udby Kirke, stod han af vognen "under Guds aabne Himmel, i det deilige Land", og gik ind i en skov, hvor han læste 1 Kor 15,55: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?". I en prædiken til 5. søndag efter trinitatis 1833 (Peters fiskedræt) fortæller han selv om begivenheden:

     Thi da jeg første Gang skulle tale til Menigheden om Dagens Evangelium, da mødte Herren mig i Skoven, som jeg derfor siden elsker dobbelt, mødte mig ikke i drømme, men lysvaagen med sit Ord og lagde det i min Mund og i mit Hjerte, det Troens Ord, som jeg skulle prædike, mødte mig naturligviis, som han vandrer herneden, usynlig, men virkelig i Aanden og han sagde til mig: hvad spørger du om og hvad leder du efter, og hvi seer du saa betænkelig ud, fordi du i Overmorgen skal tale om min Prædiken og Peders Kald, tør du da virkelig ikke paa mit Ord udkaste Garnet, kan du ikke troe, der fanges Sjæle, vindes Mennesker ved højlys Dag, fordi det glippede om Natten, eller ved du ikke, Man skal arbejde medens det er Dag, om Natten maa Man sove! [9]

     Det er denne Kristus-vision og oplevelse af Helligånden, som i Grundtvigs erindring i digtet "De levendes land" fra foråret 1824 får Grundtvig til at sammenfatte oplevelsen i bønnen: "O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler, at Gud mig kun ser!"

     Efter dette intermezzo åbner Grundtvig i versene, v. 9-11, igen udsigten til de levendes land, formidlet ved troen, håbet og kærligheden. Troen er den tro, der flytter bjerge, og her er det den tro, der slår en hvælvet bro over dybet og over isgangen i elven "fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land". Igen er det sagnet om kong Hadding, der forsyner Grundtvig med billedsproget.

     I vers 10 gælder det håbet, som kaldes en "gudbroder", det vil sige en, man bliver døbt sammen med. Håbet er genfødt i dåben sammen med troen. Verset er lettest at forstå, når man begynder med den sidste linje: "Når håb er ej mer". Et håb kan være borte og slukket, fordi det ikke er gået i opfyldelse. Men et håb bliver jo også borte, hvis det, man havde håbet på, er gået i opfyldelse. "Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb" (Rom 8,24). Det er det, der er tilfældet her: I Guds rige er håbet gået i opfyldelse i skikkelse af den eskatologiske glæde. Når glæden bliver virkelig, forsvinder det letvingede håb. Men inden det helt forsvinder, skal der lyde en tak for de mange rejser på håbets vinger til "landet bag hav", og for gode tidender, og for trøsten, som kom af håbet. Nu afløses det alt sammen af den "glæde, jeg ser, når håb er ej mer".

     I vers 11 tænker Grundtvig johannæisk: Gud er kærlighed (1 Joh 4,8), og derfor kalder Jesus, "der (i tilgivelsen) løser vort bånd" ham for Fader. Kærligheden, som er "kilde for kræfternes elv", og livskraften i sjælen er en "gnist af din (kærlighedens) Ånd". Derfor er kærlighedens rige dér, hvor man byder dødens trods. Og derfor gælder den anden bøn i Fader Vor kærlighedens rige: Det komme til os!

     Versene 12-13 er både en sammenfatning og en kulmination af digtet. Vers 12 er henvendt til Gud selv – "Vor Fader så huld", som er Gud, der kommer til os. Det er ikke os, der skal springe over muren til "de levendes land", men det er omvendt Gud, der i sin inkarnation i Kristus destruerer muren i sagnet om kong Hadding og kommer til os i dødningehjemmet (jf. v. 9), hvor han tager bolig i "templet af muld" (mennesket). Det er det tempel, som Helligånden opbygger i Jesu navn med et "rygende alter i menneskefavn" (hjertet),[10]og det skal være en himmellys-bolig, opbygget af Helligånden ("gnisten i løn", jf. vers 11) til Gud og hans Søn.

     Og så kulminerer hele digtet med vers 13, som er blevet til første vers i salmebogens "O Kristelighed!" (DDS nr. 321). Det gør en betragtelig forskel om verset står først eller sidst.

     I den salme, som Grundtvig i 1853 konstruerede til gudstjenestebrug er digtets vers 13 blevet til salmens første vers, hvorved det lettest opfattes som en hyldest til kirkeligheden og den herlighed, som det kristelige giver adgang til. I det oprindelige digt fra 1824 (DDS nr. 561) står verset til sidst som en konklusion og en kulmination af barnets drøm om evighedslivet og det voksne menneskes anelse om "det dejlige land", som i kraft af troen, håbet og kærligheden bliver virkeligt dér, hvor Helligånden skaber en bolig i menneskehjertet til Faderen og Sønnen. Kristelighed er forstået på den bag-grund Kristus-lighed, det vil sige en lighed med Kristus, som ved Helligåndens gerning og i Jesu navn har taget bolig i hjertet og dermed giver os del i det, som verden ikke ved af, og som vi kun skimter svagt, men som alligevel lever i os endnu "mens øjet er blåt", det vil sige, mens vi lever her i verden. På den baggrund kan det så konkluderes: Den uoverstigelige mur mellem dødningehjem og de levendes land er overvundet. "Mit land siger Livet, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor". Selv om muren er overvundet, og de levendes land så at sige findes på begge sider af skellet, er det ikke noget grænseløst land. Det er kun virkeligt til stede dér, "hvor kærlighed bor", men dermed også virkeligt her i tiden og her i verden. Set i et videre perspektiv giver det grobund for et nyt syn på kirken, hvilket fremgår af salmen "Tør end nogen ihukomme" (DDS nr. 348), som Grundtvig skrev kort efter udgivelsen af "Kirkens Gienmæle" i 1825.

     I denne salme drager Grundtvig poetisk konsekvensen af sin "mageløse opdagelse". Han begynder i vers 1-4 med at minde om israelitternes fangenskab i Babylon, sådan som det glimtvis beskrives i Sl 137: "Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion". Tilbage i Israel er der på tempelpladsen kun den nøgne klippegrund tilbage – bortset fra hovedhjørnestenen, som i Grundtvigs forståelse er Kristus, jf. Ef 2,20-22.

Ifølge versene 5-7 sker genopbygningen af templet ikke som tidligere med "spir og tårne", men derimod "hyttelavt" i modsætning til "huset med de høje sale", som er Guds kirke (v. 5). Den tømres "kun af skaberhånd", men har dog en aflægger her hos os i Danmark, hvor vi af "bløde bøgestammer, / under nattergalesang / bygge kun et gæstekammer / til en himmelsk altergang." (v. 6), hvor den største i skikkelse af den menneske-fødte Jesus vil bryde brødet med os (v. 7).  Og derfor konkluderer vers 8, med en hentydning til profeten Haggajs Bog kap. 2, at herligheden i det lave kirkehus er større end herligheden i tempelhuset med sølv og guld. Kirkehusets herlighed er intet mindre end "Himmel-glans i muldet". I glansen derfra skal vi se og forstå os selv.

Pointen er, at vores egen stedlige kirke er åbenbaringens sted. Det er her Gud kommer til os. Det er her, "de levendes land" bliver virkeligt.

 

[1]    Udvalgte Skrifter VI, s. 236.

[2]    Christian Thodberg, De levendes land. Grundtvig 1984, Danmarks 

        Biblioteksforenings Forlag APS, 1984.

[3]    Om Religion og Liturgie, Udvalgte Skrifter I, s. 138.

[4]    Se Erik Norman Svendsen, Thomas Kingo Salmer og Samtid, 1990, s. 16f.

[5]    I Den Danske Salmebog nr. 561 anført med digtets første linje "Jeg kender et land".      

[6]    Versene 4, 5 og 6.

[7]    Jf. ovenfor note 9. 

[8]    Ordene "når skyggen er ligest" kan fortolkes på to måder: Ligest = mest lignende / eller =

        mest lodret. Se Christian Thodberg i: De levendes land, Grundtvig 1984, s. 22f.

[9]    Grundtvigs Prædikener, Bind 6, s. 261f.

[10]  Grundtvig tænker med de brændende hjerter vel også på discipelvandringen til    

        Emmaus (Luk 24,13-35, specielt vers 32).

 

Den signede dag

 

Til brug for fejringen af kristendommens 1000-års jubilæum pinsedag den 14. maj 1826 skrev Grundtvig en gendigtning af en nordisk middelalderlig dagvise (morgensang). Det blev til salmen "Den signede dag med fryd vi ser" (DDS nr. 402 jf. nr. 353 og 734), som nu om dage formentlig er den bedst kendte af alle salmebogens salmer. Den er simpelthen blevet den danske kirkes festsalme, som synges til gudstjeneste, konfirmation, bryllup og begravelse. På grund af injuriesagen måtte salmen ikke synges ved fest-gudstjenesten på pinsedag i 1826. Dette forbud blev først meddelt den 6. maj, og den 10. maj indgav Grundtvig derfor sin afskedsbegæring som præst ved Vor Frelsers Kirke.

     Grundtvigs forlæg for salmen findes i de nordiske lande i flere varianter, men det er Hans Thomissøns tekst fra salmebogen af 1559, som Grundtvig har omskrevet og taget med i "Sangværk til den Danske Kirke". Grundtvig har derefter igen bearbejdet salmen. Andre har også arbejdet med den i senere salmehefter og salmebøger, så den har levet en noget omtumlet tilværelse, inden den har fundet sin nuværende form i salmebogen.

Når den skal nævnes her, skyldes det dens karakter af festsalme, samt den omstæn-dighed, at vers 7 er det vers, hvor Grundtvigs bearbejdelse af forlægget tydeligst slår igennem:

 

7. Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

 

     Verset er et godt eksempel på, hvorledes Grundtvig frit kombinerer bibelske billeder med billeder fra den nordiske mytologi. Fædrelandet, hvor dagen ikke ligger i dvale, er opstået som en association til Hebræerbrevet kap. 11,13-16 og Åbenbaringsbogen kap. 22,5. Borgen, der "stander i prud og grand med gammen i gyldne sale" er derimod hentet i den nordiske mytologi. Det er Valhal, hvor de gæve kæmper samledes for at drøfte slagets gang med "venner i lys". Kan man tænke sig til noget smukkere end det at tale med venner i lys? 

             

Kirken som Himmerig

 

Ordet "Himmerig" betegner normalt noget hinsidigt og noget fremtidigt svarende til, at ordet i Matthæusevangeliet bruges synonymt med Guds rige hos Markus og Lukas. Sådan er det også i salmelitteraturen, hvor Himmerig er Guds bolig. Men der er hos Grundtvig et par undtagelser. For hvis ordet "Himmerig" betegner Guds bolig i det hinsidige, så må det også i en afledt betydning kunne betegne Guds hus i det dennesidige, altså kirken.

     I 1837 skrev Grundtvig i forbindelse med udgivelsen "Kirkens Sangværk" en lang række salmer deriblandt "Blomstre som en rosengaard" (DDS nr. 78, her citeret efter Sangværket bd. I, nr. 132). Salmen, der er blevet til med afsæt i den messianske profeti i Esajas kap. 35, havde oprindeligt femten vers, som er disponeret således, at de første vers beskriver profetiens indhold: De øde vange skal blomstre, alderdomstegnene skal forsvinde sammen med frygt og sorg. Herren kommer for at byde fjenden trods og befri sit folk. Til den tid skal den blinde se, og den døve høre. Den lamme skal springe omkring som en hind, og den, der stammer, skal klart løfte sin stemme. Så vidt profetien, som i salmebogen er omgivet af anførselstegn for at tilkendegive, at det drejer sig om et citat.

     Derefter følger en konstatering af, at profetien er gået i opfyldelse med Jesus, Guds og Davids søn, som skaber Paradis, hvor der før var ørken. I den oprindelige udgave følger derefter tre strofer, som beskriver alle de undere, Jesus gjorde.

 

Strofe 9:

Ja, vor Frelser og vor Drot,

Jesus, den Eenbaarne,

Alting gjorde nyt og godt,

Selv hos Uomskaarne

                         

     Men så vender Grundtvig sig i stroferne 10-12 mod samtiden, hvor det ikke ser for godt ud: Nådens tid ser ud til at være udrundet, og Herrens ånd er overvundet af "mandevid". Og dog! Herrens ånd har igen blæst liv i støvet.

 

Strofe 13:

Ære med vor høje Drot!

Med hans Aand tillige!

Begge de gør Alting godt

I vort Himme-Rige,

Døve selv på Gravsens Bredd,

Øren faar at høre med,

Stumme Læber sjunge!

                  

     Når man synger salmen, kan man undre sig over, hvordan Grundtvig kan få sig selv til at påstå, at Esajas' profeti er gået i opfyldelse ikke blot i Jesu tid, men også i vor egen tid. Umiddelbart set er der jo ikke meget, der er ændret, når man betragter samtiden. Men det, der er sket, er at Grundtvig har fået øje på kirken som "vort Himmerige". Selv døve på gravens bred har i kirken og menigheden fået ører at høre med, og den stumme synger. Det kan godt være, at man i bagklogskabens lys bliver nødt til at sige, at det nok ikke skal forstås helt bogstaveligt, men kun i overført betydning. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at man i kirken kan høre det, som bliver tiet ihjel ude i verden. Og i kirken bliver det sunget salmer med et indhold og med en mening, som man ikke vil vide af ude på den anden side af kirkemuren. I den forstand er kirken et himmerige, hvor den messianske profeti er gået i opfyldelse. Salmebogens vers 6 med ordene "vort Himmerige" er set på den måde et nøglevers til forståelse af hele salmen.

     "Kirken er som Himmerige" (DDS nr. 327) er en usædvanlig kort salme på fem vers, som Grundtvig skrev i 1836. Kirken beskrives her i kvindelige termer. Det er om denne salme blevet sagt, at Grundtvig her på én gang beviser sin beundring for kvinden og sin glæde over kirken.[1] Kirken er en barnemoder og Jesu brud. Dens favn er et moderskød, hvori der er hvile. Den, der kaster vrag på kirken, forhåner dermed sin mor. Og kirken har da også et moderhjerte, som favner den fortabte søn. Dermed slutter den oprindelige salme. Men i 1851 blev der føjet tre vers til, hvoraf det sidste lyder:

 

8.  Hele verden ej opvejer

hvad vi tror, og hvad vi ved:

Himmerig på jord vi ejer

i vor frelsers kærlighed.

                         

     Dette vers gør salmen mere helstøbt, men den kan dog ikke stå mål med "Jeg ved et lille Himmerig" (DDS nr. 325), som Grundtvig skrev i 1837. Med sine 23 vers er denne salme opstået som et modstykke til "Jeg ved et evigt Himmerig" (DDS nr. 555), der er kommet ind i salmebogen med otte vers som en bearbejdelse af en anonym efterreformatorisk salme, der er stærkt præget af pilgrimstanken:

 

3.  En pilgrim arm er jeg forsand,

min rejse snart må ende

herfra og til mit fædreland,

hvad bedre kan mig hænde!

                               

     Den holdning kan Grundtvig ikke bruge til noget, så derfor kommer første linje til at lyde: "Jeg ved et lille Himmerig". Det er et hus, hvor tro og dåb aldrig blev helt glemt. Huset er dér, hvor kristne forsamler sig på Herrens dag, dvs. søndag, for at høre Guds eget ord, hvilket lader sig gøre, fordi Gud søn selv er til stede, for så vidt som han lyslevende afmales ved sin tjeners (præstens) røst. Derfor karakteriseres det, der sker i huset også som himmelsk: Det er himmelsk at høre på evangeliet, og det er himmelsk at tænke på, hvad det betyder. Til slut karakteriseres kirkehuset som et "lille Himmerig" hvor vi kan søge trøst, indtil Guds-Åndens billedtale klarer sig i det store Himmerig (v. 8). Dette sidste og afgørende eskatologiske vers er dog først kommet til i 1854 som følge af en bearbejdelse af salmen.

 

Rejs op dit hoved, al kristenhed!

 

Til brug for "Kirkens Sangværk" skrev Grundtvig også salmen "Rejs op dit hoved, al kristenhed!" (DDS nr. 274), som er skrevet over evangelieteksten til 2. søndag i advent, Luk 21,25-36 (specielt vers 28).

 

1.  Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Opløft dit øje, slå ej det ned!
I Himlen du har hjemme,
dér er dit hjerte, dér er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.

 

2.  Rejs op dit hoved, af hjertet sig
til korsets høvding: »O tænk på mig,
nu er du i dit rige!«
Da skæl der falder fra øje dit,
du mægter, som du har ønsket tit,
i Paradis at kige.

 

3.  Der ser i haven du Livets Træ,
og Himlens fugle i lun og læ
du hører lifligt sjunge
om herrefærden i højen sky,
om jord og himmel de splinterny,
om kristne evig unge.

 

4.  Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry,
til Herren dages på rosensky,
når nat er helt udrundet.

 

5.  Og når da under hver himmel-egn
du ser din konges det visse tegn,
ja, tegn i sol og måne,
da funkler frydelig øje dit,
da rejser hoved du kækt og frit,
mens stjerner dø og dåne.

 

6. Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!

 

7.  Du ved, du tjener en Herre mild,
som ikkun nødig med Himlens ild
hjemsøger jordens lyder.
Som »vennen«1dristigt for Sodom bad,
så bed og du for den store stad,
til selv han staven bryder!2

 

8.  Ja, bed for Babel,3til grant du ser,
at bøn og sukke ej både mer
mod undergangens bølge!
Da råber Herren: Jeg kommer snart!
og bruden svarer: Med lynets fart
i sky jeg dig skal følge!

 

9.  Da gjalder luren4 for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!


Noter til salmen:  1 Abraham, Guds ven, 1 Mos 18,23-33; Es 41,8; Jak 2,23. 2 At bryde staven over den dømtes hoved, betyder ar domsforhandlingen er slut, og den dømte er endeligt dømt skyldig. 3 Babel er symbol for den gudløse verden, Åb 14,8. 

4 Gjallerhornet, som i den nordiske mytologi indvarsler Ragnarok, dommedagsbasun.

 

     Når vi taler om dommedag, taler vi om den store kollektive ødelæggelse, som vi kan påføre os selv med atomvåben, forurening, forgiftning af vores omgivelser samt den globale opvarmning. Men det er alt sammen den selvskabte dommedag, der kun har navnet til fælles med den rigtige dommedag, som er Guds dag.

     Der skal ske tegn i sol og måne, og mennesker skal gribes af angst og rådvildhed, og de skal gå til af skræk og frygt for det, der skal komme over verden! Sådan forbereder Jesus sine disciple på den dommedag, der skal komme. Men så føjer han noget til, som er ganske overraskende. Han siger nemlig til dem: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig!" (Luk 21,28). Det vil sige, at han selv ser på dommedagen som en befrielse. Og det skal hans venner derfor også gøre.

     Det, som Jesus siger, er at han selv er et afgørende tidens tegn. Lige så vel som man af træernes blade kan se, når sommeren begynder at nærme sig, lige så vel kan man af den måde, Jesus færdes i verden på, skønne at Guds rige er kommet nær. Det betyder, at det, som alle andre frygter for, netop det skal vor Herres disciple glæde sig til. Det skal vi for det første, fordi vi har hjemme i Himlen (vers 1); for det andet, fordi vi sammen med den bodfærdige røver fra Golgata har fået lov til at kikke ind i Paradis, hvor vi ser livets træ og hører sang om Herrens komme (vers 2 og 3). Vi skal ikke mere frygte for dommedag, for dommeren er også vores forsvarer. Han har ført vor sag og vundet den (vers 4). Vers 5 er næsten et citat af Luk 21,28: Al den synd, der klæber sig til det liv, som vi allerede har levet, går ind under dommen. Men synderen kan løfte sit hoved, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet. Dommedag er derfor ikke en dag, vi skal frygte for, men snarere en dag, vi skal længes efter. Alligevel lader den vente på sig. Herren tøver, og vi skal ikke bede ham komme, før timen er inde. Tværtimod skal vi ligesom Abraham bede for, at Sodoma må blive sparret (1 Mos 18,22-33), indtil Gud selv bryder staven. Vi skal blive ved at gå i forbøn, indtil Herren kommer (vers 6-8). Da lyder dommedagsbasunen (luren) for sidste gang (1 Thes 4,16) og den gamle jord renses og fornyes og genskabes med "livets krone" (Jak 1,12).

     Grundtvig klynger sig til evangeliet. Det glade budskab er, at al den synd, der klæber sig til det liv, som vi har levet, går ind under dommen. Men synderen bliver tilgivet, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet.

     Salmen er formodentlig den mest opmuntrende dommedagstekst, der nogensinde er skrevet. Dommedag bliver til en dejlig dag, fordi det er den dag, hvor Jesus kommer igen for at dømme levende og døde i overensstemmelse med det evangelium, han har forkyndt. Derfor er der ikke noget at frygte for, men derimod noget at glæde sig til. Det apokalyptiske billedsprog, som Grundtvig har taget med sig fra Det ny Testamente, bliver i det sidste vers omsat til et nordisk mytologisk billedsprog, hvorved Ragnarok-forestillingen bliver til et Valhal, hvor livets krone stråler, jf. DDS 402 vers 7.

 

[1]  Uffe Hansen, Grundtvigs salmedigtning. Dens historie og indhold, 1937, bind I, side 235.


At sige verden ret farvel

 

Grundtvig skrev i 1843 salmen "At sige verden ret farvel" (DDS nr. 538), som til en begyndelse havde fire vers, men straks efter føjede han på det samme papir yderligere to vers til, så den havde seks vers. I februar året efter blev Grundtvig ramt af en depression, som medførte, at han tog på flere rekrea-tionsophold hos præstevenner rundt om på Sjælland. Undervejs skrev han til trøst og opmuntring for sig selv salmen "Sov sødt barnlille" (DDS nr. 674). Noget tilsvarende kan gælde "At sige verden ret farvel", som han i efteråret 1844 forsynede med yderligere tre vers, nemlig versene 6, 7 og 8, som også kan siges at have en vis privat karakter. Under arbejdet i Københavns Convents salmekomité modsatte Grundtvig sig ændringer i salmen med den begrun-delse, at han "havde skrevet denne salme for sig selv", jævnfør den omstændighed, at salmen er holdt i jeg-form. På grundlag af et forlovelsesdigt "Til min egen Meta" (Grundtvigs datter) formoder Anders Malling, at salmens vers 6 er skrevet med tanke på, at Meta har besøgt Grundtvig under sinds-sygdommen. Ganske vist hentyder "den sidste nattevagt" til Matt. 14,25 (vandringen på søen), men verset som helhed kan meget vel afspejle Metas besøg hos sin far.[1]

     I salmebogen fremtræder salmen således:

 

1.  At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.

 

2.  Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl,1
skønt du dens hoved knuste.

 

3.  O Jesus, Herre, broder sød!
Du kender bedst den bitre død,
du har den overvundet;
vor skabning grant 2 og kender du,
ved godt, vi alle ser med gru
vort timeglas udrundet.

 

4.  O, kom du, som engang, jeg ved,
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry, var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.

 

5.  Men kommer døden førend du,
kom da i løn' og kom i hu,
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den,
salv øjet 4 på din syge ven,
så jeg kan se Guds-haven!

 

6.  Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide! 5

 

7.  Kom, som du vil! jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten 6
den røst, hvorved trods verdens larm
os hjertet brænde kan i barm 7
og smelte hen i trøsten.

 

8.  O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!

 

9.  Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.

 

Noter til salmen:  1 1 Mos 3,15.  2 grant = klart.  3 i løn      = i det skjulte.  4 Åb 3,18. 5 kvide = sorg, smerte. 6 Joh 10,4.  7 jf. fortællingen om Emmaus-disciplene, Luk 24,32.

 

     Man har diskuteret, om salmen er skrevet som et moddigt til Oehlenschlägers "Lær mig, o skov, at visne glad" (DDS nr. 537). Det er ikke til at sige. Men én ting er sikkert: Grundtvig har ikke tænkt sig at lære noget af skoven om at visne glad. Tværtimod! Hans modsætning var liv og død. Salmen er formuleret som en bøn til Jesus, og derfor begynder den med en konstatering af, at det er svært for ikke at sige umuligt at sige farvel til verden, hvis det ikke var sådan, at vi havde Jesu ord at holde os til. Men selv under den omstændighed er det ikke til at se frem til undergangen og tilintetgørelsen. Grundtvig ved, at Jesus kender døden og har overvundet den. Han ved også, at Jesus kender os og forstår, at vi alle ser med gru på, at timeglasset rinder ud (vers 1-3).

     For Grundtvig er der så tre muligheder: Enten kommer Jesus døden i forkøbet ved at åbenbare sig i sin himmelske herlighed (den himmelske Fars herlighed), og så er alt godt, for så kan man fare til himmels sammen med Jesus (jf. 1 Thess 4,17). Eller også kommer døden Jesus i forkøbet, og så må Jesus komme i det skjulte, idet han selv husker, hvor mørkt der er i graven – han har jo været der! – og så må han lade sit lys stråle i dødsriget, så Grundtvig fra graven kan se til Paradis. Eller også må Jesus i den fjerde og sidste nattevagt komme, som han kom til sine dødsensangste disciple under stormen på Genesaret Sø: Kom "i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side", som Grundtvigs datter Meta formentlig gjorde under Grundtvigs sindssygdom i foråret 1844. 

     Grundtvig vælger den sidste mulighed. I de tre vers, han føjede ind i salmen før slutverset, opgiver han egentlig enhver objektiv forestilling om Jesu genkomst: Kom som du vil! Du har jo selv sagt, at ligesom fårene kender deres hyrde på røsten, sådan vil du også både her og hist kendes på røsten – den røst, som får hjertet til at brænde i os (Luk 24,32).

     "De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv" (Joh 6,63), sagde Jesus til sine disciple. Det er så de ord, Grundtvig beder om, at han må høre i sin sidste stund – de ord, som kan forsikre ham om, at der også er plads til ham i Himlen.

     Det er tilføjelsen af de tre vers (6, 7 og 8), som for alvor får vers 9 til at give mening. For Grundtvig var døden altid en fjende, som han ikke kunne forsone sig med, fordi den med sin "istap-hånd" adskiller støv og ånd - støvet, som gør mennesket legemligt, og ånden, som gør legemet levende. Grundtvig kunne i al fald ikke forsone sig med denne adskillelse! Men hvis de ord, der har ånd og liv, stadig står ved magt i døden som ord, hvori vi genkender Jesu røst, så vil Grundtvig med glæde slumre ind "som barnet ved sin moders bryst".

     Det er erkendelsen fra "den mageløse optagelse" (den kirkelige anskuelse), som hermed slår igennem i Grundtvigs personlige liv. Dermed har Grundtvig bogstaveligt talt gjort Paradis nærværende, inden døden med sin istap-hånd har gjort skel imellem støv og ånd. Paradis er blevet nærværende, fordi Jesus i sit ord er blevet nærværende og virkelig, hvorfor Grundtvig kan slumre ind i hans frelserarme.

 

Senere salmer

 

I 1829 udgav Grundtvig "Krønike-Riim", som var tænkt som en "børneverdenshistorie" på Rim. Samlingens rim afsluttes med digtet "Den Christne Tro", som egentlig er et digt, som er lagt i munden på kirken. Af den grund er digtet skrevet i jeg-form med kirken som det talende subjekt.

     I 1837 er digtet i en lettere bearbejdet form med som nr. 1 i "Kirkens Sangværk", bind 1, og i 1853 bliver digtet endnu engang bearbejdet og forkortet fra 29 vers til 11 vers, så det fremtræder som en salme, der under titlen "Vidunderligst af alt på jord" handler om Jesu Kristi rige. I den skikkelse er den med i den nuværende salmebog som nr. 319.

     Samtidig har salmen fået en tydelig eskatologisk slutning:

 

10. Ja, når han kommer i det blå,
er kristnes kamp til ende,
hvad troende i spejlet så,
skal salige erkende.

 

11. Da riget er med solekår
til syne og til stede
i evighedens gyldenår
med ret og fred og glæde.

 

     Forinden har salmen kredset om begrebet "Jesu Kristi rige", som er usynligt på samme måde, som menneskesjælen og menneskesindet er usynlige, men dog alligevel kendelige på deres ytringer. Hemmeligheden – gåden - ved dette usynlige, men dog virksomme rige, er Guds ord, skaberordet, som skaber, hvad det nævner, og som i kraft af sin skaberevne er ophav til alt, hvad, der er til (vers 1-3).

     Gudsordet skaber indhold i både dåb og nadver, det giver livsmod på trods af døden. I en verden, som i sig selv er øde og mørk, skaber Gudsordet liv og lys, og med frugtbarhed og grøde sætter det sig op imod dødsriget (ormegården) på samme måde, som livet og lyset om foråret sætter sig igennem i naturen (vers 4-8).

     Jesu Kristi herlighed og hans riges herlighed består i, at han døde på korset med det formål, at han efter påske kan møde mennesket og verden (jordklimpen) med en sejrskrans, en rosenkrans bundet af kærlighedens blomster. Kristi genkomst betyder, at de kristnes kamp er til ende. Grundtvig forstår livet som en kamp for ret og fred og glæde. Det er det, vi tror på, og som troende ser i spejlet (jf. 1 Kor 13,12), men når Jesu Kristi rige bryder frem, skal det, som vi nu tror på, ses soleklart i evighedens lys (vers 9-11).

     I salmebogens nr. 320 påstår Grundtvig frimodigt: "Midt iblandt os er Guds rige". Dermed hentydes der til Luk 17,21, hvor farisæerne kommer og spørger Jesus: "Hvornår kommer det, det Guds rige, du taler om?" Dertil svarer Jesus: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det…….. For Guds rige er midt iblandt jer" (oversættelsen af 1992). Eller: "Guds rige er inden i jer" (oversættelsen af 1948). Det er muligt at oversætte den græske tekst på begge måder. Traditionen har siden reformationstiden stort set fastholdt den "indvortes" oversættelse altså: Guds rige er inden i jer. Set på den måde bliver Guds rige til et etisk begreb, som udvikler sig sammen med vores personlighedsdannelse. Men når man medtænker konteksten i Lukasevangeliet, så er det mere nærliggende at forstå Guds rige som et eskatologisk begreb, som skal forstås i sammenhæng med, at Jesus i følge teksten betegner sig selv som "Menneskesønnen": Han sagde til disciplene: "Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den…… Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt" (Luk 17,22-25). En af Menneskesønnens dage er en af de dage, hvor disciplene færdes sammen med Jesus, altså en af de dage, som er lige nu, hvor han taler til dem.[2] Men i sin salme tænker Grundtvig videre end bibelteksten. Det Guds rige, som er midt iblandt os, er ikke blot det Guds rige, som Menneskesønnen bragte med sig, da han i sin tid vandrede med sine disciple. Guds rige er også det rige, som Menneskesønnen nu – det vil sige i den liturgiske nutid – bringer med sig, idet forkyndte ord i vor egen samtid taler til os, når vi går i kirke. Guds rige er det herredømme, der bliver gjort gældende for os, når vi holder gudstjeneste og hører læsningerne fra Bibelen, lytter til præstens prædiken og selv svarer med vores salmesang. Guds rige kommer ikke synligt, men det kommer, så man kan høre det, fordi vi i det forkyndte ord, kan fornemme, at det er Herrens egen stemme, der kalder på os hver især (vers 2-3).

     Når vi tager imod det forkyndte ord og tror det, vi hører, da er det rigets frugter, vi på den måde smager forud (vers 4). Det sidste ord er et nøgleord, som fastholder, at Guds rige hører den eskatologiske fremtid til, men det rækker tilbage til nutiden, hvor vi er, og hvor riget allerede nu er virksomt i sine gerninger, som er kendetegnet ved retfærdighed, fred og glæde (vers 2 og 5).

     Det er Guds komme til verden ("Herrens fødsels-glæde"), som med englerøst forkyndes i evangeliet, og som dermed bliver virkeligt i verden (vers 6). Ved dette budskab skal Guds rige blomstre midt iblandt os (vers 7), ligesom det i Menneskesønnens dage var midt iblandt de tilstedeværende, når Jesus talte. I vers 8 understreges Guds riges virksomhed her på jorden, hvor Guds selv vil rense og frugtbargøre troen, håbet og kærligheden, som er en treklang, der svarer til Guds retfærdighed, fred og glæde i vers 2.

     I vers 9 åbnes så den store eskatologiske horisont med en forkyndelse af, at sådan som vi i her på jorden i troen er blevet genfødt ved Kristi ord, sådan skal vi også sammen med ham forklares og se ansigt til ansigt, når Guds rige åbenbares synligt ved Kristi genkomst.

     Når Grundtvig tænker og digter eskatologisk, tænker han både dennesidigt og hinsidigt. Guds rige / Himmeriget er ikke blot noget, der måske kommer i en fjern fremtid, men det er og virker allerede nu i evangeliet, i det ord, som lyder i kirken ved dåb og nadver, og som bevidnes i de tekster, som læses fra Bibelen, de prædikener, som lyder fra prædikestolen, og de salmer, som synges fra salmebogen. Samtidig er alle de ord og billeder, som vi forholder os til i vores foreløbige dennesidighed, et vink om, hvad der venter i det hinsidige. Hvad der venter, kan vi gøre os allehånde forestillinger om. Det er kun fantasien, der sætter en grænse. I Grundtvigs billedverden, som stammer fra hans bibellæsning og hans studier i den nordiske mytologi er der meget vide grænser. Og han kombinerer frit, så man kan blive i tvivl, om han er i Bibelen eller i mytologien. Men det er ligegyldigt. Det afgørende er, at han vover at gøre sig forestillinger, velvidende at de er både ufuldstændige og foreløbige, men han gør sig sine forestillinger, idet han forholder sig til noget dennesidigt nemlig det, han både kan høre og se i kirkens gudstjeneste, som for ham er et helt lille Himmerige.

     Grundtvigs eskatologiske tankegang fremgår i øvrigt ikke blot af hans salmer, men stedvis også af han prosatekster.

     I årene efter 1855-61 skrev Grundtvig i tidsskriftet "Kirkelig Samler" flere afhandlinger, som han på venners opfordring i 1868 samlede og udgav under den fælles titel "Den Kristelige Børnelærdom". I Kapitel 4 "Den apostelige Trosbekjendelse og den kristelige Daabspagt" skriver Grundtvig om formuleringen "Kjødets Opstandelse" i modsætning til den udbredte brug af formuleringen "legemets opstandelse":

….; thi vel mente man hos os næppe noget ondt dermed, men da vi veed, at Vantroen har søgt og vil fremdeles søge Skjul under det mere ubestemte Ord 'Legeme', som om det ikke var Legemet af 'Kjød og Ben', der taltes om, saa maa der i Tros-Bekjendelsen holdes fast på udtrykket "Kjødets Opstandelse', baade for Herrens Skyld og for Menighedens, der ellers ville besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde.[3]

     For Grundtvig er det hele mennesket, der frelses, og derfor også hele mennesket, legemligt og åndeligt, der skal være delagtig i opstandelsen på den yderste dag. Denne opfattelse var på et tidspunkt anledning til en uoverensstemmelse mellem Grundtvig og B.S. Ingemann, der ellers var venner. Ingemann kunne ikke vedkende sig troen på kødets opstandelse, som han lettere hånligt omtaler som "ligets opstandelse", hvilket på sin side fik Grundtvig til at bemærke: "…. saa længe du protesterer mod 'Kjødet' i Troens Ord, ……… saa længe gaar vi ikke på den samme Livets Vej"[4]

 

[1]   Anders Malling, Dansk Salmehistorie, Bind I, s. 76-79.

[2]   Til oversættelsesproblemet se Bent Noack: Guds rige i os eller iblandt os. Jesusordet i Lukas 17,21. Gads Forlag 1967.

[3]   Udvalgte Skrifter, Bind 9, side 366.

[4]   Grundtvig og Ingemann, side 327; her citeret efter C. I. Scharling, Kristi Genkomst og Kødets Opstandelse i Grundtvig-Studier, 1950, side 52. 

 

*

I modsætning til de tre foregående salmedigtere var Bernhard Severin Ingemann (1789 – 1862) hverken præst eller biskop. Han blev student i 1806 fra latinskolen i Slagelse og kom senere ind på Valkendorfs Kollegium, hvor han kastede sig over litterære studier samt digtekunsten. I 1818-19 var han godt hjulpet af et rejselegat på studierejser til Tyskland, Frankrig og Italien, hvor han mødte en del af tidens fremtrædende litterater og kunstnere.

     I sommeren 1822 blev Ingemann udnævnt til lektor i dansk ved Sorø Akademi og næsten samtidig blev han gift med sin ungdoms kæreste Lucie. Begge dele gav Ingemann ro til at udfolde sig.

     I lighed med Grundtvig havde Ingemann en ide om, at han skulle kalde folkeånden til live og genopvække kristendommen i folket. Han kastede sig derfor ud en omfat-tende forfattervirksomhed og skrev en række historiske digte og romaner om Valdemar den Store, Valdemar Sejr, Erik Menved, Prins Otto, og Dronning Margrethe. Disse værker kulminerede i 1837 med digtcyklussen om "Holger Danske", som bidrog til at holde gang i den danske nationalromantik i årene op til 1848. Hvad det angår, trak Grundtvig og Ingemann på samme hammel. Det gjorde de derimod ikke, hvad angår synet på "de sidste tider". Grundtvig havde en meget bombastisk opfattelse af dog-merne om Jesu Genkomst, kødets opstandelse og det evige liv, hvorimod Ingemann hellere talte om sjælens pilgrimsvandring mod Paradis. På det punkt var Ingemann mere i slægt med pietismens individualiserende opfattelse af troen og oplysningstidens tale om "Gud, dyd og udødelighed" samt tanken om, at menneskelivet er en slags sjælelig pilgrimsvandring bort fra denne verdens tvetydighed og foreløbighed. Ganske vist er jorden dejlig, men Paradis er bedre (jf. DDS nr. 121). I det hele taget er "Paradis" et nøgleord i Ingemanns salmedigtning.

     Det fremgår også af en anden af Ingemanns højt elskede julesalmer, nemlig "Julen har bragt velsignet bud" (DDS nr. 119), som beskriver julen som en dejlig dag: "I dag blev vor kære frelser fød, og Paradis-vejen funden". Julen betyder en genåbning af Paradisets have, som efter syndefaldet blev lukket og spærret af. Men hvor nu kun Guds engle flyver rundt, vil Jesus igen lukke op for os, idet han lover os englevinger. En tilsvarende tanke præger DDS nr. 120 "Glade jul, dejlige jul".

     Der er ingen tvivl om, at det især er Ingemanns julesalmer samt hans morgen- og aftensalmer, som har bidraget til at præge folks forestillinger om kristendommen. I teologiske kredse har man lidt nedladende sagt, at Ingemanns salmer er udtryk for folkereligiøsitet. Man kan så spørge om, hvor slemt det i grunden er. Man kunne også sige, at hans salmer er udtryk for "folkekristendom"[1] For mange år siden kom en mand til mit præstekontor for at aftale sin kones begravelse. Straks i begyndelsen af samtalen erklærede han, at vi i kirken ikke skulle synge "missionske" salmer, for han og konen var nemlig grundtvigianere. Det blev så til, at vi kom til at synge tre salmer af Ingemann, hvilket han næppe selv lagde mærke til. For ham var salmerne grundtvigske.

     Allerede i 1822 – samme år som han tiltrådte sin stilling som lektor – skrev Inge-mann til brug for eleverne i Sorø Akademis skole en række salmer, som han høstede en vis anerkendelse for. Men det var først i 1837, hvor han udsendte syv morgensange til børn, én salme til hver ugedag, at anerkendelsen som salmedigter for alvor strømmede ham i møde. De syv morgensange er: "Nu ringer alle klokker mod sky", som er en søndagssalme. Derefter følger til hver ugedag: "Lysets engel går med glans", "Nu vågne alle Guds fugle små", "I østen stiger solen op", "Gud ske tak og lov", "Morgen-stund har guld i mund" og "Nu titte til hinanden". C.F. Weyse skrev melodier til sangene og opfordrede samtidig Ingemann til også at skrive nogle aftensange. De udkom allerede året efter og blev også forsynet med melodier af C.F. Weyse. Det drejer sig om: "Der står et slot i vesterled", "Dagen går med raske fjed", "Til vor lille gerning ud", "I fjerne kirketårne hist", "Bliv hos os, når dagen hælder", "Den skønne jordens sol gik ned" og "Den store stille nat går frem". Bortset fra fredagssangen "Morgenstund har guld i mund", hvis titellinje Grundtvig huggede i 1853 for at genbruge den i sin egen morgensang, er alle disse morgen- og aftensange med i den nuværende salmebog fra 2002, hvilket i sig selv siger noget om den folkelige gennemslagskraft, Ingemann fik som salmedigter.

     Svarende til, at Grundtvigs modsætning er liv – død, er Ingemanns modsætning lys – mørke. Det præger hans salmedigtning og dermed også den eskatologi, der kommer til udtryk i den. Et eksempel er morgensangen "I østen stiger solen op" (DDS nr. 749), som i vers 1 begynder med en velkendt solopgang i naturen, men faktisk kommer solen fra "den favre kyst, hvor Paradiset lå", og "Den hilser os …… fra Edens morgenrød" og fra "lysets hjem", hvorfra også Betlehems-stjernen er kommet. I sig selv er solen "et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror" (vers 2 – 5). Derfor må alle stjerner bøje sig for østens sol, fordi den minder dem om stjernen over Betlehem, som er alle soles sol, som tilstår os "et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis", som den kommer fra. 

     Aftensangen "Bliv hos os, når dagen hælder" (DDS nr. 773), handler også om Paradis-lyset. Sangens vers 1 og vers 5 (sidste vers) er næsten ens med den forskel, at det i vers 1 drejer sig om "dagen" forstået som de lyse timer:

 

1.  Bliv hos os, når dagen hælder,

du kære Fader og Gud!

Bliv hos os, når mørket vælder

af nattens sluser ud!

 

I vers 5 er "dagen" derimod forstået som livet:

 

5.  Bliv hos os, når dagen hælder,

du kære Fader og Gud!

og Paradis-lyset vælder

af nattens sluser ud.

 

     Når livsdagen er forbi, er det ikke det buldrende nattemørke, der venter os, men derimod Paradislyset, som vælder ud af natten.

     Man kunne umiddelbart få det indtryk, at Ingemann i sine sange og salmer repræsenterer en eskatologi, hvori det kun drejer sig om sjælens frelse og indgang i Paradiset. Men så enkelt er det ikke. Ingemann kender udmærket den bibelske eskatologi med tanker om Jesu genkomst, dødes opstandelse og dommedag, hvilket for eksempel fremgår af DDS nr. 273 "I verden er ej nød så stor", hvor Ingemann skriver under inspiration fra Luk 21,25-36.

     Salmen lægger ud med at forsikre, at uanset hvor stor nøden og elendig-heden er her på jorden, så skal vi være trøstige for Herren lever (vers 1). Derefter kommer der i vers 2 en reference til det apokalyptiske kapitel i Lukasevangeliet, hvor vi hører om, at der skal ske tegn i sol og måne, og både havets og himlens kræfter skal røres, fordi det er alverdens sidste dag:

 

2.  Sker end i sol og måne tegn,
frembruser storm derefter,
har jorden ej mod havet hegn,
oprøres himlens kræfter;
kom i orkaners brag
alverdens sidste dag:
Min sjæl, vær ej forsagt!
Du står med Gud i pagt:
vær trøstig! Herren lever.

 

     Derefter er nøgleordet "pagt", hvormed der vel i al almindelighed kan tænkes på dåbspagten og måske mere præcist på løftet i Luk 21,28: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig". Det begrunder videre tanken om, at den, der forbarmer sig, er den samme som den, der er dommer, nemlig Guds enbårne Søn, som med kraft åbenbarer sig i skyen for at bringe forløsning (vers 3). Derefter slutter salmen med følgende trøsterige vers:

 

4.  Vi venter, Herre, på din dag,

den kommer, når du byder.

O, når i undergangens brag

da domsbasunen lyder,

gid sjælevågne da

vi med halleluja

lovprise kan din magt

og med vor Gud i pagt

udråbe: Herren lever!

 

     Ingemanns salme, som er skrevet i 1825, minder lidt om Grundtvigs salme "Rejs op dit hoved, al kristenhed" (DDS nr. 274), som er skrevet i 1837, selv om den på ingen måde kan måle sig med Grundtvigs storslåede eskatologiske salme.

     Endelig skal nævnes en anden af Ingemanns gudstjenestesalmer, nemlig DDS nr. 664 "Frelseren er mig en hyrde god", som kan være med til at forklare, hvorfor "folkekristendommen" undertiden foretrækker Ingemann fremfor Grundtvig. De to sidste vers i salmen er med udtryk som "ormes land" og "forrådnelsens hjem" udtryk for en dødsrealisme, som står i en barsk modsætning til de idylliserende billeder af den gode hyrde, som er indeholdt i salmens tre første vers. Men pointen er jo også, at Kristus som den gode hyrde og "kærligheds fyrste" (vers 5) er med på vandringen til "ormes land", gennem "dødens skygger" og ud af "forrådnelsens hjem". Kristus er med som den, der til slut rækker "saligheds bæger". Med andre ord: Alt det, Ingemann forbinder med "kødet", kan få lov at gå al kødets gang. Det skal ikke med. Det, som det kommer an på, er sjælens udødelighed og dens fortrøstningsfulde vandring ad pilgrimsvejen til "livets vande" (vers 3). Kødet og kødets opstandelse kan det være lige meget med. Det afgørende er sjælens udødelighed og dens mål og bestemmelse i "lysets hjem".

     Set på den måde er det moderne menneskes religiøse længsel nok mere i pagt med Ingemanns "folkekristendom", end den er i pagt med Grundtvigs opfattelse af mennesket som "et Guddommeligt Exsperiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan gennemtrænge hinanden i en fælles guddommelig Bevidsthed".[2] Dette eksperiment er først afsluttet med "kødets opstandelse". At "døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd" (DDS nr. 538 vers 9) er ikke det sidste, der er at sige om den sag. Det sidste er, at Herren i opstandelsen "med sit ord, før vi det ved, opvækker støv til herlighed" (DDS nr. 560 vers 3).

 

[1]  Således Niels Thomsen i artiklen Ingemann var anderledes, på "salmer.dk".

[2]  Af Grundtvigs indledning til Nordens Mytologi, 1832, Udvalgte Skrifter, bind 5,

      side 408.


De senere salmedigtere

 

Jakob Knudsen (1858 – 1917) blev efter sin teologiske kandidateksamen først lærer på Askov Højskole, hvor han underviste i dansk og engelsk. I 1890 blev han præst for Mellerup Valgmenighed ved Randers Fjord, og det var dér, han skrev sine tre kendte salmer, nemlig aftensangen "Tunge, mørke natteskyer" (DDS nr. 785), morgensangen "Se, nu stiger solen af havets skød" (DDS nr. 754) samt høstsalmen "Vi pløjed og vi så'de (DDS nr. 730), som er en bearbejdelse af et engelsk forlæg. Alle tre er skrevet i 1890 – 91, det vil sige på et tidspunkt, hvor der måske allerede var optræk til, at Jakob Knudsens ægteskab med Frederikke Plockros kunne gå i stykker. I menigheden var de begge to meget afholdte mennesker, men ikke desto mindre karakteriserer en af parrets venner ægteskabet som en misforståelse. Man kunne måske forestille sig, at de stemninger, der karakteriserer både aftensangen og morgensangen, afspejler de stemninger, der prægede deres mislykkede samliv. I marts 1893 blev de skilt til stor sorg for menigheden.

 

Tunge, mørke natteskyer

 

Der er et godt stykke vej fra Ingemanns idylliserende aftensange som for eksempel "Fred hviler over land og by" (DDS nr. 778) til Jakob Knudsens aftensang (DDS nr. 785), der med sine tunge, mørke natteskyer og sorte krager nærmest virker depressiv og truende. Man siger, at timen før daggry er nattens mørkeste time. Det er dér, hvor "natten lider" (v. 1), det vil sige, at natten bevæger sig mod daggry, hvor vi "fries ud mørkets bånd" (v. 2). Men endnu er det mørkt. Jeg har været ude for, at kirkegængere har frabedt sig salmen til aftengudstjeneste, fordi den er for dyster og tungsindig at gå hjem på. Så hellere Ingemann!

     Det er sikkert også rigtigt, at aftensangen er en meget personlig oplevet sang. Det siges, at den er blevet digtet under en natlig køretur langs Randers Fjord fra Tørring til Mellerup i efteråret 1890. Allerede fra vers 1 til 2 sker der et skifte fra "os" til "mig". Nattemørket er fælles for os alle sammen, men sindets mørke er man alene om:

 

2.  Vær mig nær, thi uden dig

ensomhed mig truer;

vær mig nær, thi uden dig

jeg for mørket gruer!

 

     Det er karakteristisk, at hvert vers i første halvdel beskriver de ydre omstændig-heder: "Ensomhed", "livsødelæggelse", "dødens nat" samt "nattens tavshed". I anden halvdel fornemmer man så det, der under omstændighederne trodser og holder oppe: "Guds faderhånd", "det faderlige nærvær", "fuglenes morgensang dér, hvor natten aldrig kommer" samt "lysets Fader, som lindrer sorg og nød og forlader vor synd". I alle fem vers er det tanken om Gud, der bærer igennem de dystre omstændigheder. Det er visheden om, at Gud også er dér.

     Anders Malling fortæller i sin salmehistorie, at salmen kom til at spille en særlig rolle for medlemmerne af "Hvidsten-gruppen", når de holdt aftenandagt i Vestre Fængsel, mens de ventede på deres dom. Det forstår man godt!

 

Se, nu stiger solen af havets skød

 

Umiddelbart skulle man synes, at morgensangen står i modsætning til aftensangen, fordi lyset bogstaveligt talt vælder ud af himlen og skaber jubel – ja, det er en berusende oplevelse af lyset og livet, som igen bliver til en ny dag. For dagen fryder "trods synd og død" (vers 2), trods "mørkhed og sjælevé" (vers 3). Nattens stemninger er ikke glemt.

     Det er som regel om natten, man har mest besvær med sine egne tanker. Man kan vel forestille sig, at Jakob Knudsen en tidlig morgen efter natlige spekulationer er stået op og har besteget en bakketop ved Mellerup, hvor han boede, for at se ud over Randers Fjord og længere ude mod øst Kattegat, hvor solen var ved at stå op. Ude på fjorden havde han set en båd med en fisker, som var ved at røgte sine garn. Han så, hvordan havet bærer båden, og båden bærer fiskeren. For Jakob Knudsen bliver det til et billede på, hvordan han selv bliver båret af dåben. Han vidste, at han var et døbt menneske, han vidste, at det ved dåben var blevet sagt til ham: "Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid!" Din udgang fra kirken, når du på dåbs-dagen bliver båret ud til livet, hvor der kan ske alt muligt, som slet ikke er til at overskue, og din indgang, når du bliver båret tilbage til kirken på begravelsesdagen. Ved begge lejligheder lyder lovprisningen: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." Det er nogle vældige ord, men det er også nogle ord, som bogstaveligt talt indrammer en vældig begivenhed, nemlig det liv, som vi lever imellem vugge og grav.

     Det er noget af en banalitet at sige, at livet kan vi ikke takke os selv for. Vi kan sommetider takke os selv for, at vi lader livet gå til spilde og ødelægger det. Men livet som sådan vi er ikke selv årsag til. Livet kommer altid bag på os som en overraskelse. Så derfor bliver vi næsten nødt til at tænke Gud med ind i det, og det er det, vi gør, når vi taler om Gud som Skaberen. Derfor må vi takke Gud, fordi dagen fryder trods synd og død og trods mørkhed og sjælevé. Hvem skulle vi ellers takke?

     Men så kommer vi i salmen til det, som virker overraskende. For Jakob Knudsen tænker ikke blot Gud med ind i skabelsen og livets begyndelse. Han tænker også Gud med ind i tilintetgørelsen og livets afslutning:

 

6.  Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

Lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

Ud hans hånd mig river af dødens garn.

 

     Ligesom vandet ude i fjorden bærer båden, og båden bærer fiskeren, som står og river fiskene ud af garnet, sådan er vi båret af vores dåb. Vi er båret af Guds faderhånd, som river os ud af dødens garn. I troen på det stiger solen op på ny, men nu på en anden måde end før. Solen stiger op, så alle dødens skygger for evigt må flygte. Det er som en påskedag, hvor vi hører, at livet sejrer over døden. For Gud er også dér. Ligesom vi tænker Gud med i livets begyndelse, sådan har vi som døbte mennesker lov til også at tænke Gud med i livets afslutning. Og derfor kan Jakob Knudsen synge: "Lyset stander stille på livets kyst!"

*

Karl Lauritz Aastrup (1899 – 1980) fik efter kandidateksamen sit første embede i Vestjylland, hvor han også var født og vokset op. Han blev i 1923 sognepræst i Husby og Sønder Nissum, hvor han skulle prøve at navigere mellem missionsfolkene og grundtvigianerne. Tiden som sognepræst er den tid, der fylder mest i hans 543 sider lange erindringsbog sammen med hans flugt til Sverige fra marts 1944 til maj 1945, hvorimod hans tid som sognepræst og domprovst i Odense fra 1949 til 1967 knap nok er nævnt.          

     Aastrup kom sent i gang med at skrive salmer. Han udgav sit første salmehefte i 1939, men derefter gik det noget hurtigere med salmeudgivelser i 1941, 1945 og 1949. Senere kom i 1966 "129 epistelsalmer" og i 1969 "133 evangeliesalmer". I alt er det blevet til omkring 400 salmer, hvoraf kun fem fandt vej ind i salmebogen fra 1953. Til gengæld er der 22 salmer med i salmebogen fra 2002.

     Aastrups salmer er karakteriseret ved en stram læremæssig form og en sproglig puritanisme. Aastrups ideal er, at man i salmen helst skal undgå biord og tillægsord, fordi de som regel er overflødige, samt også billedlig sprogbrug (metaforer), fordi de betyder noget andet end det, som de egentlig siger.[1] På den baggrund er det værd at bemærke, at der i adskillige af hans salmer er en eskatologisk åbenhed, som ikke udfoldes i et frodigt billedsprog som hos Grundtvig, men som ikke desto mindre i salmerne udgør et nødvendigt læremæssigt indhold. Hans bedst kendte salme er formentlig "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" (DDS nr. 728), som ikke er hans egen salme, men en, han har taget med hjem fra sit ophold i Sverige. Det siges, at han ikke selv var særlig begejstret for salmen, men den har den eskatologiske horisont med:

 

4. -- Og giv mig til sidst

et navn, Herre Krist,

som er i din livsbog indskrevet!

 

     En salme, som burde have været med i salmebogen fra 1953, er nr. 27 "Du gav os efter dit behag" i salmebogen fra 2002. Det er en salme, som anslår det tema, som går igen i flere af Aastrups salmer, nemlig at det er Kristus, som er vor næste (jf. Luk 10,36f.)[2]:

 

1. Da gav du efter dit behag,

imod hvad vi fortjente,

en sådan udgang på vor sag,

som ingen kunne vente,

et under over al forstand,

en visdom, vi ej grunde kan:

din Søn, der som vor næste kom

og vendte om

til nådesbud din vredes dom. 

                                        

     Det under, at Kristus kommer til os som en næste for os, giver derefter i vers 6-7 anledning til at håbe på endnu et under, nemlig at vi selv må få øje på det menneske, som vi selv skal være en næste for:

 

6.  Så sandt han som vor næste er
med os i graven gået,
vi ved, hvis vi skal blive dér,
han aldrig var opstået;
han aldrig hjem til Himlen gik,
hvis ikke os han med sig fik.
Han delte vor elendighed;
derfor vi ved:
han deler med os Himlens fred.

 

7.  Så takker vi dig, Skaber Gud,
for håbet i det høje
og beder: skriv os dine bud
i hjerte og for øje;
ja, lad det under med os ske,
vi altid må vor næste se!
Udløs vort liv af dødens bånd
med almagtshånd,

genfød os ved din Helligånd! 

   

     Det var været opfattelsen, at Aastrups salmer skulle være noget tidehvervske i det. Og det er da også rigtigt, at man i salmerne ofte støder på et ordvalg, som i forskellige versioner kan genfindes i prædikener af folk med tilknytning til Tidehverv. Men til forskel fra mange prædikener er der i salmerne, hvad jeg vil kalde en eskatologisk åbenhed. Der er ikke blot tale om en præsentisk eskatologi omsat i en appel til at være jorden tro. Der er i salmerne en bevidsthed om, at vi endnu lever i det foreløbige, og at vi derfor endnu har noget i vente - som det udtrykkes i DDS nr. 54 "Hvad mener I om Kristus?" vers 7-8:

 

7.  Vi venter, han skal komme

en dag igen

og være som han var det,

fortabtes ven.

 

8.  Vi véd, han vil os give,

hvad før han gav,

og hente op til livet

os af vor grav.

 

     Det gode ved Aastrups minimalistiske sprogbrug i salmerne er, at det hele ikke drukner i billedsprog og overførte betydninger. Ordene betyder, hvad de siger. Det gælder for eksempel DDS nr. 548 vers 2–3:

 

2.  Det skal I vide, alle enker
med jeres faderløse små,
når sorgen sig med natten sænker,
og savnet gør jer dagen grå:
Der er et håb for jeres døde,
der er en påske-morgenrøde,
der er en dag med livets lyst,
der er en Himmel fuld af glæder
beredt for alle dem, der græder
og her må sukke uden trøst.

 

3.  Han skal igen fra Himlen komme,
den Herre, som til Himmels fór.
Da bliver alle grave tomme,
da viger havet på hans ord
og giver sine rov tilbage.
Kun Døden selv må ensom klage,
fordi hans magt er ebbet ud.
Da med Guds Søn i Himmerige
i lysets kår vi vorder lige
og priser med ham livets Gud.

 

     Og så er der endelig DS nr. 587 "Guds egen kære søn", som i mit salmevalg til nytårsgudsjenesten i 2. tekstrække har været et "must". Vers 6 er ganske enkelt en perle:

 

6.  Går jeg af verden ud,
han er for mig hos Gud; (jf. Rom 8,34)
han er der som min næste,
han er der til mit bedste.
Han plads for mig bereder,
mit Fadervor han beder.

 

     Man kan gøre sig alle mulige spekulationer om et liv efter døden, om vi kommer i Paradis eller Himlen, om opstandelsen er kødelig, legemlig eller sjælelig, eller hvad man nu kan forestille sig. Men alt dette behøver man ikke at spekulere over, hvis man holder sig til det sidste vers af "Guds egen kære søn". Så har man fået det at vide, som man har brug for at vide.

 

[1]  K.L. Aastrup, Salmer og sprog i: Fyens Stiftsbog 1969, s. 14ff.

[2]  Se desuden i DDS nr. 54 v. 5; nr. 173 v. 5; nr. 363 v. 2 samt nr. 587 v. 6.


Johannes Johansen (1925-2012) har seksten salmer med i Den Danske Salmebog fra 2002, hvoraf to er oversættelser, plus to salmer i tillægget "100 salmer". Den ene af de to oversættelser er den svenske salme "En vänlig grönskas rika drägt", som er blevet til DDS nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs", der nu er Danmarks mest folkekære sommersalme. Den slutter med en lille eskatologisk pointe, som er kommet med fra det svenske forlæg:

 

5. - - Kom, Jesus, snart,

og gør det klart:

den morgenstund, du kommer,

da gryr en evig sommer.

 

     Ellers er der ikke mange eskatologiske pointer i Johannes Johansens salmer. Han er livets og glædens og lovsangens salmedigter. Det er den dennesidige livsfylde, der præger hans salmer. Der gælder også aftensangen DDS 787 "Du, som har tændt millioner af stjerner", hvor vi takker for "den lysende dag, der er gået" (vers 2) og "hver glæde, der fyldte vort hjerte" (vers 3) samt "de mennesker, som blev vor støtte" (vers 4), indtil det i vers 5 siges om Gud, som er vor Far, at han er "lys i det mørke, som kommer fra os". Det ligner næsten et stilbrud: Den lysende dag, glæden der fylder vort hjerte, samt de mennesker, som blev vor støtte. Alt dette kommer til os udefra. Fra os selv, fra vort indre kommer der derimod et mørke. Johannes Johansen kender også den mørke side, som ikke er fra Gud. I julesalmen DDS nr. 98 "Det var ikke en nat som de andre" siges det i vers 5-6 om Jesus, som der ikke var plads til i herberget, da han skulle fødes, og som blev lagt i den fremmedes grav, da han skulle begraves:

 

4. - - I hans hus er der plads til de mange

han er Gud, han er menneskets lys.

 

5. Det er ikke et ord som de andre,

der kan styrte selv dødens tyran,

det er lyset, hvorved vi skal vandre

gennem mørket til morgenens land.

Dette ord blev et lyshav i tiden,

det har lyst gennem slægterne siden,

det er Gud, der er menneskets lys.

 

     Johannes Johansen har ikke overset Johannesevangeliet kap. 3 vers 19: "Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden". Kristus er lyset, der kommer til verden, som uden ham ligger hen i mørket, som det udtrykkes i DDS nr. 276 vers 4 "Dommer over levende og døde":

 

1. Dommer over levende og døde,

mørket er for dig som højlys dag,

tanker, ingen så, for dig må møde,

klares op skal hvert et skjult bedrag;

Herre Kristus, når i lys du kommer,

da forbarm dig, vær en nådig dommer!

 

     De to sidst citerede salmer er skrevet i henholdsvis 1977 og 1975. Cirka tyve år senere, da Johannes Johansen udgav sin salmesamling "Min egen Salmebog" med 292 salmer, er tonen blevet noget anderledes – nærmest mistrøstig og i al fald nøjsom. Det fremgår af salmen "Jeg er så bange for at dø alene", som er skrevet i to omgange, nemlig 1980 og 1995. Den er med i "100 salmer", hvor den har nr. 858. Den eskatologiske horisont er nu reduceret til én tanke: Forbundetheden med Kristus. Forkyndelsen af hans opstandelse er egentlig epicentret for al kristen eskatologisk tænkning. Men i salmen her er dette budskab reduceret til noget, "man siger":

 

2. - - Man siger, at du er af død opstanden,

du lover, at jeg også skal opstå.

--------

4. Hvad hjælper mig min viden og min kunnen

og al forklaring, som de kloge gav?

Men er du klart og fast med mig forbunden,

så lad mig bare smuldre i min grav.

                                                  

     Det sidste afsnit i samlingen "Min egen Salmebog" har fået overskriften "Til sidst". Afsnittet rummer sytten salmer, som alle sammen er skrevet med tanke på den forestående død, som hverken digteren eller vi andre kan forsone os med. Det, som vejer tungest nu, er i nr. 283 fortrydelserne og tanken om ikke at have været god nok:

 

1. Mange har jeg gjort fortræd,

mange flere end jeg tænker.

Jeg er blevet mer end ræd,

ramt af mine egne rænker.

Gud er den, der mig tilgiver,

jeg har så't den onde sæd,

skyldig jeg mod næsten bliver.

-------

4. O velsign os, kære Gud,

når jeg skal min næste møde,

du, som holder begge ud,

du, som kan på alting bøde.

Løs for os den tunge gåde,

dine er vi begge, Gud,

du skal for os begge råde.

                     

     I "Min egen Salmebog" finder man i det sidste afsnit nr. 289 "'Der blive lys', som Ordet lyder". Salmen handler i de første fire vers om skabelseslyset, lyset som gennemtrænger mørket i verden og dermed også mennesket, lyset, som koncentreres i Kristus i forklarelsen på Tabors bjerg. Men i vers 5 sker der en dramatisk ændring. Pludselig kommer han til at se på modsætningen mellem "alverdens lys" og sit eget lys, som ikke syner af ret meget. På den baggrund slutter salme 289  med disse linjer:

 

5. - - og når jeg intet sted kan finde,

pust ud mit lys, lad mig forsvinde!

 

6. Min bøn er født i angst og pine:

Fri mig fra dette pinested,

ak, dine tanker er ej mine,

for dét at opstå er jeg ræd.

Udslet mig helt, om du mig ynder,

lad mig forgå med mine synder!

                                

     Til sidst er der ikke andet end død og udslettelse, hvilket i denne salmes optik er den egentlige befrielse og forløsning.[1]

 

[1]  I en artikel på salmer.dk Johannes Johansen: Min egen salmebog, gennemgår Kirsten Nielsen en stor del af Johannes Johansens salmer. 


De nyeste salmedigtere

 

Først cirka hundrede år efter Grundtvigs død er salmedigtningen igen blevet en mere udbredt beskæftigelse. Inden for de seneste 50 år er der skrevet rigtig mange salmer, hvilket harmonerer dårligt med den udbredte opfattelse, at folkekirken er en hensygnende institution med ringe kirkegang og et stort medlemstab. Det sidste kan til dels forklares med indvandringen plus den almindelige sekularisering af samfundslivet. Selv har jeg omkring 70 års hukommelse som kirkegænger, og jeg har ikke noget indtryk af, at kirkegangen skulle være blevet ringere siden min barndom, hvor den ganske vist heller ikke var for god.

     Den nyeste salmedigtning dokumenterer imidlertid, at der stadig er liv i foretagendet. Websitet salmer.dk rummer i skrivende stund (januar 2021) 2057 salmer, hvoraf ca. 670 stammer fra tiden før 1950. De vil sige, at 1387 er salmer af nyere dato.  Mange af de nye salmer har store litterære kvaliteter, men det er alligevel en del af dem, jeg som præst (salmevælger) ikke ville udsætte kirkegængerne for. Det hænger sammen med, at en hel del af disse salmer efter min opfattelse er digte, der bedst egner sig til læsebrug, fordi man så kan give sig tid til at fundere over, hvad der egentlig er meningen med dem. Det gælder for eksempel de fleste af Simon Grotrians salmer samt også nogle af Iben Krogsdals salmer. De er spændende at gå på opdagelse i, men de egner sig ikke til gudstjenestebrug, medmindre man som kirkegænger på forhånd har læst dem flere gange og meget langsomt. Men der er mange andre af de nye salmer, jeg med glæde har brugt i gudstjenesten. Det gælder salmer af Hans Anker Jørgensen, som med stort held har udskiftet traditionens agrare billedsprog med billeder, der stammer fra storbylivet. Desuden har jeg brugt salmer af Jørgen Gustava Brandt, Holger Lissner, Jens Rosendal, Lars Busk Sørensen, samt ikke mindst salmer af Lisbeth Smedegaard Andersen.         

     I en bog fra 1989 skriver Lisbeth Smedegaard Andersen om vilkårene for en samtidig salmedigtning set i forhold til traditionen:

     Nye salmer skal vi have, for mange ting har forandret sig. Evangeliet er det samme, og menneskers tumlen med de evige spørgsmål er vel grundlæggende også den samme, men vor omverden har forandret sig, og det er ikke gået sporløst hen over vor forståelse af mennesket og dets plads i verden. Videnskaben har medført, at vort verdensbillede har ændret sig, men samtidig er alting blevet mere fremmed og uoverskueligt. Vort samfund er gået fra at være et landbrugssamfund, hvor mennesker levede i tæt samhørighed med naturen og årstidernes veksling, til at være et moderne industrisamfund, hvor de fleste af os bor i byer. Det betyder noget for vor forståelse af helt centrale begreber som fællesskab og afhængighed af hinanden og af de ydre vilkår.  --------

     ----- Alt dette medfører, at selv talen om næstekærlighed, ansvar og forpligtelse har et nyt indhold, og derfor kan vi ikke nøjes med de samme svar på evangeliet, som mennesker gav for 100, 200 og 400 år siden.[1]

     Lisbeth Smedegaard Andersens iagttagelse vedrørende salmeskrivningens vilkår er ikke blevet mindre aktuel i løbet af de mere end 30 år, der er gået siden, hun skrev sin bog. Hvis man kaster blikket tilbage over det 20. århun-dredes teologiske strømninger, vil man støde på sådanne kategorier som liberal teologi, dialektisk teologi, eksistensteologi, økumenisk teologi, politisk teologi, feministisk teologi, narrativ teologi og økologisk teologi. Det var et århundrede, hvor teologien – om man så må sige – blev mere og mere horisontal, hvilket hænger sammen med, at der i samfunds- og kulturlivet er sket en sekularisering, en politisering samt en fragmentering forstået på den måde, at det religiøse er blevet marginaliseret. Til gengæld er alle afgørende spørgsmål blevet til politiske spørgsmål. Endelig er samfundet blevet splittet op i forskellige kulturer, for eksempel ungdomskulturer, pensionistkulturer, sportskulturer, forbrugerkulturer, erhvervskulturer og så videre. Det var derfor også et århundrede, hvor teologien som fag mere og mere fjernede sig fra den oprindelige betydning af ordet teologi, "læren om Gud", for i stedet at beskæftige sig med mennesket og menneskets forhold til sig selv og sin omverden.

     Det siger sig selv, at i en situation, hvor det er de "horisontale" teologier, der fører ordet, bliver der i salmedigtningen mindre interesse for de eskatologiske pointer, der karakteriserer den traditionelle salmelitteratur. Eller anderledes sagt: Samtidig med, at de eskatologiske pointer nedtones, ændrer de også karakter fra at handle om det hinsidige til at handle om det dennesidige. I de nye salmer samler opmærksomheden sig om skabelsestanken og vores ansvar for hinanden, naturen og hele den skabte verden. Opmærksomheden kredser om kærlighed, livsglæde, fællesskab, sjælesorg, skyld og svigt, som alle er begreber, der holder sig inden for en dennesidighed, hvor det ligger i luften, at der appelleres til menneskets ansvarlighed, sådan som det for eksempel kommer til udtryk i Lars Busk Sørensens salme fra 1986, DDS nr. 370 "Menneske, din egen magt", hvor det i den oprindelige udgave hed i vers 2:

 

Livets Gud har ingen hænder,

derfor er det dig, han sender.

 

     Dette problematiske gudsbegreb blev dog inden optagelsen i salmebogen fra 2002 ændret til "livets Gud har dine hænder". Men det har ikke ændret meget på, at salmen er voldsomt moraliserende. En egentlig eskatologisk horisont bliver i de fleste nye salmer kun lige antydet, hvis den overhovedet er til stede. Det gælder for eksempel Lars Busk Sørensens pinsesalme fra 1995 "Nu er Åndens lyse tid" (nr. 806 i "100 Salmer"):

 

5. Ja, livets Gud, vi tror og véd,

at folk, vi kalder fjender,

er skabt af samme kærlighed

som vi og vore venner,

bevæg vort sind

med sommervind

og væk de gode viljer

- som solen græs og liljer.

 

6. Lad kærlighedens lyse Ånd

nu lægge verden åben

og løse blodets gamle bånd

og fjerne blanke våben,

og ånd så Gud

på sind og hud,

til verden vil, den kommer,

din grænseløse sommer.

 

     De sidste par linjer er problematiske, hvis den "grænseløse sommer" skal forstås i lighed med den sidste linje i Johannes Johansens sommersalme (DDS nr. 725). I eskatologisk forstand er den grænseløse sommer er vel ikke afhængig af, hvad verden vil, men af hvad Gud vil.

     Så er det anderledes entydigt i Hans Anker Jørgensens påskesalme (DDS nr. 249), hvor der på spørgsmålet i vers 1: "Hvad er det at møde den opstandne Mester i live igen?" i sidste vers svares:

 

9. Det er som et forhæng, der rives til side

på højeste sted,

og Mesteren står der og gir dig i tide

sin evige fred.

Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,

at se ham som Gud i den syvende himmel.

 

     I salmetillægget "100 salmer" er det skabelsestanken, der dominerer. Rundt regnet en tredjedel af salmerne er årstidssalmer, morgen- og aftensalmer samt salmer, der handler om skaberværk, tak og bøn, det vil sige salmer, som på en eller anden måde tager afsæt i den omgivende natur, for eksempel i Sten Kaaløs salme "Se ud og se Guds under" (nr. 865):

 

1. Se ud - og se Guds under

med fugl og træ og vand,

med kærlighedens stunder,

og mus og løvetand.

Og se den store himmel

i dagens lyse tid,

se nattens stjernevrimmel,

og myrens store flid.

 

     Men naturiagttagelsen er ikke blot lyrik, den giver også anledning til selvransagelse og bodsstemning, fordi naturødelæggelsen bliver mere og mere synlig, og dermed bliver det også synligt, at det er vore egne livsvilkår, vi er i gang med at ødelægge. I salmen "Som et drivhus i en frostnat" (nr. 866) lægger Hans Anker Jørgensen ikke fingrene imellem:

 

4. Der er tegn i gråd og klima

og i sædens kvalitet

på, at vi har levet dumt på

den betroede planet.

Skybrud, skilsmisser og brande

er kun lidt af tidens nød,

Folk på stepper og ved strande

går mod sult og druknedød.

 

     De fleste mennesker er nu om dage blevet opmærksomme på, at der er noget galt med vores industrielle omgang med den ikke-menneskelige natur. Natur, forurening og klimaforandring er temaer, som jævnligt dukker op i nyhedsformidlingen og dermed i samfundsdebatten. Det er derfor ikke overraskende, at disse emner også er kommet til at spille en rolle blandt teologer og salmedigtere, som forsøger at komme i samtale med samtiden. Det drejer sig om mennesker, som i forvejen er vante til at jonglere med begreber som skabelse, ansvar og skyld.

     I de seneste årtier er K.E. Løgstrups skabelsesfilosofi slået igennem ikke blot blandt teologer, men også langt ud i det sekulariserede kulturliv. Løgstrups tænkning tager afsæt i den menneskelige natur i form af fænomenologiske analyser af de såkaldt suveræne livsytringer som tillid, oprigtighed, medfølelse og barmhjertighed. Dermed peger Løgstrup på nogle fænomener, som er til forud for vores kulturelle virksomhed. Det er fænomener, som er givne i den forstand, at vi ikke selv er ophav til dem. De udspringer med andre ord af "den magt til at være til, som vi ikke selv er, men som er os nærmere, end vi er os selv" [2]. I en religiøs kontekst vil man kalde denne magt til at være til "Gud". Eller som Løgstrup foretrækker at udtrykke det: De suveræne livsytringer lægger en religiøs tydning nær. Denne religiøse tydning kan så udmøntes i en livsanskuelse, i religiøs forstand en skabelsestanke, der går ud på, at vi ikke skylder os selv for livet. For livet kommer os altid i forkøbet. Livet som sådan kan vi ikke takke os selv for, men resultaterne af vores kulturelle forvaltning af livet kan vi derimod takke os selv for, navnlig når vores forvaltning udmønter sig i en ødelæggelse af de givne livsvilkår. Når sådanne før-kulturelle fænomener som tillid og oprigtighed bliver til mistillid, og barmhjertigheden bliver til hårdhjertethed, så skyldes det vore egne beslutninger i den kulturelle og politiske foretagsomhed. Denne destruktion af de livsytringer, som er nedlagt i vores menneskelige natur, er formuleret i de tre første vers af Dorte Roager Scharlings salme (nr. 879 i "100 salmer"):

 

1. Vi spreder, hvor du samler.

Vi tramper, hvor du sår.

Hvor dine hænder skaber

vi efterlader skår.

 

2. Vi skabtes i dit billed,

men splintrede dit spejl.

Du tilgav vore synder,

vi tæller andres fejl.

 

3. Du tilbød liv og glæde,

vi valgte magt og trods.

Giv os endnu en chance,

bliv ved at tilgi os.

 

     Der er den menneskelige natur. Og så er der den ikke-menneskelige natur, som omgiver os, og som vi inddrager i vores foretagsomhed. Disse omgivelser er ligesom vort liv givne. Men når vi i vores kulturelle foretagsomhed begynder at bruge dem, opstår også muligheden for misbrug og i sidste ende destruktion. Det er et aspekt af skabelsesteologien, som har præget teologgenerationen efter Løgstrup, for eksempel professorerne i etik og religionsfilosofi Ole Jensen, Viggo Mortensen og Svend Andersen, og sammen med dem mange andre, som deltager i den igangværende debat om økologi, klima og naturødelæg-gelse. Set fra en teologisk synsvinkel er det skabelsestanken, der bliver omsat i etik med en klar appel til at gøre noget ved problemerne. Det for eksempel tilfældet i Marianne Velling Bordinggaards klimasalme, som findes i salmer.dk:

 

1. Gud, du skabte verdens vidder
hver en celle, tid og rum.
Se vor nød, din klode lider
svar os fra dit himmelrum

 

2. Ordet lød ud over jorden
der blev lys den første dag
Kaos veg for skaberorden
kloden fik sit åndedrag

 

3. Vor planet, dit værk er truet
tilgiv det, vi har forsømt
Løft vort mod, for det er kuet
er vi tabt og håbet tømt

 

4. Løven brøler, bien brummer,
uglen tuder nat og dag.
Jorden kalder, de forstummer,
hør de bange hjerteslag

 

5. Gletsjer kælver, havet stiger,
kaosbølger slår mod land

Frels din skabning, verdens riger
vi er på det dybe vand

 

6. Gud vor skaber, giv os chance
for at redde klodens liv,

så naturens ubalance
retter sig som faldne siv

 

7. På dit ord vil mørket svinde
som det første morgengry

Du vil lade håbet vinde -
give tro og kraft på ny.

 

     Det er en salme med rødder i skabelsestanken, men den er lige på kanten af det dommedagsagtige, eftersom klodens ubalance og mulige ødelæggelse ses som et resultat af vore egne forsømmelser. Denne mulighed er for første gang i klodens historie også til stede. Men det er ikke den ægte dommedag, det er den falske dommedag, som vi har påført os selv. Gud er ikke tænkt med i det, bortset fra at han i de sidste par vers optræder som "problemløser" med en sidste chance.

     Den ægte dommedag er Guds dag eller Herrens dag, hvor Kristus skal sidde på dommersædet og dømme levende og døde. Som eskatologisk begivenhed er denne dag i litteraturen og i salmerne afbilledet på mange forskellige måder afhængigt af de billedlige forestillinger, der har været til rådighed. I den kristne eskatologi er der ingen tvivl om, at Gud og Kristus selv er tænkt med i begivenhederne.

     Denne eskatologiske horisont spiller imidlertid ikke nogen større rolle i de salmer, som er med i "100 salmer". Næppe mere en 10-12 salmer har det, man kan kalde en eskatologisk pointe. Her skal i al korthed citeres nogle eksempler:

 

….. så alle morgenstjernernes sang

forenet med menneskers stemme

skal bære os ind i Guds hjerterum

hvor vi med hans søn hører hjemme. (800 vers 5)

 

Jeg rejser dine kære

af dødens mørke grav. (802 vers 4)

 

Bag ……det, der gik i skår

er løftet om

en evighed

i hvert et skridt, vi går. (810 vers 6)

 

….du kalder de døde fra dybet

og gør din velsignelse kendt.

Jeg møder dig ansigt til ansigt

når sollysets tøven er endt. (827 vers 5)

 

….. forkynd, at Jesus er opstanden

og venter os, som han har sagt,

så vi går ud

i tro på Gud

og lever uden frygt i nådens sommer. (835 vers 4)

 

….. men dér, hvor selv bønnen forstummer

der lyder en stemme fra Gud

om ham, der skal sønderslå dødens port

og kalde mennesker ud….. (838 vers 5)

 

De lys, som vi nu tænder,

vil alle brænde ned,

men lyset fra Guds himmel

er tændt i evighed.  (842 vers 3)

 

Her gir han os det svimle mod,

vor genopstandne ven,

at elske verden lys og god,

til vi skal ses igen. (845 vers 5)

 

Vi håber, du finder os rede,

den morgen du kommer igen

med evigheds-ansigt og spørger,

hvor kærligheden førte os hen.

Vi håber, du finder os rede,

den morgen du høster din hvede

og kalder os ind til din fred. (886 vers 5).

 

     I det 20. århundrede er en klassisk eskatologisk horisont endnu klart til stede i K.L. Aastrups salmer trods hans næsten billedløse sprogbrug. Derefter forsvinder eskatologien i takt med, at teologien bliver mere og mere dennesidigt orienteret. Rudolf Bultmanns tale om afmythologisering og eksistensial interpretation har vel gjort sit til det. Ganske vist var det ikke Bultmanns mening, at man skulle fjerne det mytologiske sprog fra Bibelen – i så fald ville der ikke blive ret meget tilbage. Men "man kan ikke bruge elektrisk lys og radioapparat og i sygdomstilfælde gøre krav på moderne medicinske og kliniske hjælpemidler og samtidig tro på Det ny Testamentes ånde- og mirakelverden" [3] (min oversættelse). Bultmanns mening var den, at man skulle fortolke det budskab, som engang kom til orde i et mytologisk sprog, og oversætte det til en nutidig begrebslighed. Den afgørende eskatologiske begivenhed bliver samtidig flyttet fra det hinsidige til det dennesidige, idet den forstås som troens afgørelse i forhold til det i evangeliet forkyndte budskab.

     Den hermeneutiske diskussion om mytologi og fortolkning endte brat i 1968, da ungdoms- og studenteroprøret holdt sit indtog. Den teologiske debat forblev i det dennesidige, men kom til at dreje sig om økumenisk teologi og politisk teologi. Senere kom også økologi og klimaforandringer til at præge debatten, og forestillingen om dommedag blev på den baggrund til en forestilling om verdens undergang, forstået som et menneskeskabt ragnarok. Til gengæld bliver der ikke megen plads tilbage til en teologisk begrundet eskatologi – altså en eskatologi, hvor det er Gud, der sætter begivenhederne i værk. Det er formentlig den her skitserede udvikling, der gør, at eskatologien er kommet til at spille en meget beskeden rolle i den nyere salmedigtning.

     Lisbeth Smedegaard Andersen er den af de moderne salmedigtere, der i dogmatisk henseende spænder videst. For eksempel har hun i salmen "Gådefuld er du, vor Gud" (DDS 22) vovet at give sig i kast med tanken om "den skjulte Gud", og i salmen "Før tid og rum" (salmer.dk) har hun i tre små vers ikke blot fået Kristi præeksistens med, men i sidste vers også en eskatologisk pointe:

 

1. Før tid og rum
før alt blev skabt var Kristus ved Guds side
i ham tog alting form han er Guds ord
usynlig ja, men synlig hvor vi bor
Guds billed' her hos os ved nattetide.

 

2. I tid og rum
han lagde helligånd i mund og hjerte
og satte på min pande korsets tegn
hans stemme lød bag dåbens nåderegn -
Gud giv mig øjne så jeg tror og ser det.

 

3. I tid og rum
hvor liv blir til og blomstrer og forsvinder
er han mit håb mit lys bag dødens dør
hvor jeg skal være har han været før
og han har tidens gang i sine hænder.

 

     Der er meget godt at sige om den nye salmedigtning, hvilket måske ikke helt fremgår af mine hidtidige betragtninger. Det skyldes, at jeg har hæftet mig ved den omstændighed, at eskatologien ikke får megen plads i salmerne. Det bliver ved nogle forsigtige antydninger. Og denne mangel på tydelighed får konsekvenser for det gudsbegreb, der også må være involveret i salmedigtningen.

 

[1]  Lisbeth Smedegaard Andersen, Bristefyldt af sang, 1989, s. 7-8. Se også Holger    

      Lissners artikel fra 2007 Om at skrive salmer i skyggen af de store digtere på salmer.dk.

[2]  K.E. Løgstrup: Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik IV, 1978, s. 90.

[3]  Rudolf Bultmann, Neues Testament und Mythologie, i: Kerygma und Mythos, 1967.


Eskatologiens nødvendighed

 

I de nye salmer er Gud skabelsens Gud, og i skabelsen er der måske nok noget gådefuldt, men der er intet ondt. Alt er godt. Det er godheden i den ikke-menneskelige natur, i foråret, i træer, luft og vand samt også godheden i den menneskelige natur i skikkelse af især kropslighed og kærlighed. Gud er god, og vi kan næsten ikke få nok af ham.

     Men der er også en anden side af Gud, en skjult side, som vi ikke har adgang til, og som vi ikke forstår. Vi kender alle sammen det sofistiske spørgsmål: "Hvis Gud er god og kærlig, hvordan kan det så være, at der er så megen lidelse og ondskab til i verden?" Der er lidelse og ondskab, som man kan finde en slags forklaring på med en henvisning til mennesket som årsag, hvilket dog ikke gør lidelsen og ondskaben meningsfuld, men man har dog i det mindste muligheden for at tænke, at det kunne have været anderledes. Men så der er også den fuldkommen tilfældige og meningsløse lidelse, som der ikke er nogen form for forklaring på eller mening med, sådan som det er tilfældet med naturkatastrofer og tilfældig sygdom.

     I en diskussion med Erasmus af Rotterdam forsøger Martin Luther sig i 1525 i bogen "Om den trælbundne vilje" med en tankegang, hvor han skelner mellem "den skjulte Gud" og "den åbenbarede Gud". Den skjulte Gud er både skabelsens og tilintetgørelsens Gud, som skaber og opretholder alt for igen at lade det gå til grunde. Han er den Gud, der frelser og forhærder. Han er ligesom pottemageren, der af det samme ler kan lave et kar til ære og et andet kar til vanære, sådan som han nu har bestemt det. Det er nok blot at vide, at Gud er, og at der hos Gud er en vilje, som vi hverken kan kende, udforske eller skal bekymre os om. Det eneste vi kan, er at frygte og ære den i sin majestæt skjulte Gud, som er magten til at være til i det, som er til, indtil han lader det gå til grunde.[1] Vi må holde os til det, som Gud vil, at vi skal vide om ham, og som vi får del i ved at holde os til det, som Gud har åbenbaret i Jesus Kristus. Luther skelner mellem "Gud selv" og "Guds ord". Som skabning og som menneske kan man kun forholde sig til det sidste, til Guds ord, som prædikes i evangeliet. Gud selv har vi ingen adgang til. Som Luther udtrykker det: "Hvad der går over vores forstand, vedkommer os ikke". [2]

     Men vi skal vide, at den skjulte Gud er der. Hvis vi vil nøjes med den historiske Jesus fra Nazareth, som forkyndte, at vi skal elske vor næste som os selv, reducerer vi kristendommen til imitatio-fromhed, selvretfærdighed og moralisme. Så bliver der ikke andet tilbage af Jesus end et etisk ideal til håbløs efterfølgelse. I alt hvad Jesus sagde og gjorde blandt mennesker, tænkte han Gud og hans rige med i det. Når Jesus tilsagde et menneske sine synders forladelse, så ligger der i dette tilsagn en forventning om og en tro på, at Gud i sit rige ikke blot vil stå inde for det, som tilsagnet siger, men at Guds også vil give oprejsning til det menneske, som ved de pågældende synder er blevet berøvet velfærd og liv. Hvis ikke det er tilfældet, ville tilgivelsen af det ene menneskes synder ikke være andet end en bagatellisering af det andet menneskes ulykke.[3]

     I Jesu forkyndelse er den eskatologiske horisont uundværlig. Jesu forkyndelse forudsætter troen på Gud som skaber og opretholder. Denne tro er imidlertid også en forudsætning, når der set fra den modsatte synsvinkel er tale om lidelse, død og tilintetgørelse. Hvis ikke Gud er med i afslutningen, er det mere end tvivlsomt, om han er med i begyndelsen, hvor alt lige så godt kan tydes som tilfældighed, meningsløshed og "Big Bang". Guds eksistens kan ikke bevises, selv om det er nærliggende at tænke den, når man bemærker, at der i en kaotisk verden også er en vis orden, der – sagt med Løgstrup – suverænt sætter sig igennem som f.eks. den omstændighed, at tilliden som livsytring overrumpler os, idet den dermed går forud for mistilliden, som vi beslutter os til. Dertil kommer, at Jesu forkyndelse i evangeliet bliver meningsløs og absurd, hvis den ikke er forbundet med en bøn og et håb om, at Gud i sit rige vil lade det stå ved magt, som kom til orde i Jesu forkyndelse og gerning samt i hans død og opstandelse.

     Når vi holder gudstjeneste med bøn, tekstlæsning, trosbekendelse, prædiken, dåb og nadver, er gudstjenesten i sig selv en eskatologisk begivenhed.[4] Det bør derfor også gælde de salmer, som synges i gudstjenesten, at den eskatologiske horisont på en eller anden måde er tænkt med, eller kan tænkes med. Naturligvis er der salmer, som er skrevet over en bestemt tekst eller et bestemt tema, som gør, at koncentrationen ligger dér. Men den eskatologiske horisont bør i al fald ikke være lukket ude fra salmerne. Den eskatologiske pointe behøver ikke at være båret frem af en svulmende billedrigdom, den kan godt nøjes med antydninger, som lader forstå, at vi er på vej fra foreløbigheden til fuldendelsen hos Gud i hans rige. Et godt eksempel på en sådan diskret, men utvetydig eskatologi findes i Helle S. Søtrups salme fra 2015 "Jeg ved en sang, der aldrig ender" (Kirkesangbogen nr. 969). De to sidste vers lyder:

 

4. Det er en sang om påskemorgen

og om at rejse sig igen.

Det er et løfte sendt fra oven

om at gå med, hvor jeg skal hen.

For hvad Maria kom og så

det kan man dø og leve på.

 

5. Giv mig at synge alle dage,

om også med mit sidste vejr.

Der er så kort en stund tilbage

at holde fast om alting her.

Når jeg forlader alt jeg ved,

lad mig gå syngende afsted.

  

[1]   Martin Luther Om den trælbundne vilje  i: Luthers Skrifter i Udvalg,  

       Bind    V, side 167.

[2]   Samme, side 166.

[3]   Se hertil K.E. Løgstrup, Skabelse og tilintetgørelse, Metafysik bd. IV,  

       side 239ff..

[4]   Se hertil min bog Den himmelske gudstjeneste, 2008, side 249 ff.

 

SLUT!