05. Trinitatistiden 1, 0-9

Præk&Salmer

Trinitatistiden, 1. tekstrække, 0 - 9

Trinitatis søndag – Joh. 3,1-15: Jesus og Nikodemus.

 

Først tro, så forståelse

 

I mine unge år læste jeg en hel del af den tyske teolog Rudolf Bultmann, som blandt andet har udgivet en artikelsamling i fire bind med den fælles titel "Glauben und Verstehen", hvilket bedst kan oversættes som "Det et tro og det at forstå" – i den nævnte rækkefølge. Det er det, der er pointen.

     Som regel mener vi, at troen kommer efter forståelsen, og derfor taler vi om, at kristendommen skal formidles og forklares, så folk kan forstå den. Men det er forkert. Det er ikke sådan, at man først skal på til præst eller gå på kursus, indtil man er klog nok til at gå i kirke. Det er omvendt: Først må man gå i kirke, og så kan man bagefter blive klogere på det, man tror, ved at gå til præst eller tage på kursus.

     At det forholder sig sådan, er noget vi bogstaveligt talt burde vide hjemmefra. Et barn begynder jo heller ikke med at forstå sin far og mor, men det begynder med at tro på dem og leve i tillid til, at forældrene kun vil det bedste. Senere når barnet er blevet voksent, kan det være, at det også begynder at forstå sine forældre - det kan man da i det mindste som forældre håbe på. Under alle omstændigheder er sådan, at det i barnets forhold til sine forældre begynder med troen.

     Det er ikke anderledes, når det drejer sig om forholdet til den himmelske far. Troen er aldrig noget, som man har - og da slet ikke noget, som man har herredømme over. Troen er derimod noget, som man lever i og lever af, fordi troen er udgangspunkt for alt det andet. "Har du en tro?" spørger folk somme tider. Men det er et dumt spørgsmål at stille. Troen er ikke noget, som jeg i en eller anden målestok kan have som min ejendom, tværtimod er det omvendt sådan, at det er troen, som har mig.

     Troen er heller ikke en forsikring mod sorg og ulykke og tilværelsens uberegne-lighed. Men fordi troen er udgangspunktet, og fordi vi har lov til at hvile i den, så kan der trods al uberegnelighed i tilværelsen ikke ske os noget, som afgørende rokker ved det fundamentale, der består i, at Gud er til for os, og at vi hører til hos Gud.

     Vi kan ikke have noget med Gud at gøre, fordi vi beslutter os til det eller anstrenger os for at forstå Gud først. Og derfor må det begynde med, at vi hører på, hvad Gud har at sige til os. Gud kan vi kun have med at gøre, fordi han har villet have noget med os at gøre først, det vil sige før vi kunne forstå eller beslutte os til noget som helst. Med en sjælden klarhed har vor Herres disciple fornemmet denne sandhed og derfor fastholdt barnedåben som det synlige tegn på det liv, som vi får givet i troen. For ligesom det er lettest at blive født og komme til verden, så længe man er lille, sådan er det også lettest at blive født af Ånd og komme til livet, inden man er blevet for stor i sine egne tanker.

 

Forslag til salmevalg

 

Søndagen handler om tro og forståelse. Vi er kommet igennem den første halvdel af kirkeåret med de tre store højtider, jul, påske og pinse. Det er en skabelsesproces, hvori kirkeåret og gudstjenestelivet bliver til, og nu kan det hele så folde sig ud i den lange trinitatistid. Troen kan falde til hvile i det gudstjenstlige univers, som nu er etableret. Hellig trefoldigheds søndag er en særlig helligdag. Meningen med den er, at vi nu på denne første søndag efter pinse kan fejre treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden, og lade den være forudsætningen for alle de kommende gudstjenester.

"Jeg tror for at kunne forstå", sagde middelaldertænkeren Anselm af Canterbury. Troen er en forudsætning for at kunne orientere sig i livet. Den tro, der udspringer af det, vil jeg gerne have afspejlet i salmevalget. Derfor synes jeg, at vi skal begynde med at synge en morgensalme af Kingo, en salme, der kan forvisse os på, at livet med Guds hjælp går an. Jeg foreslår, at det bliver nr. 739 "Rind nu op i Jesu navn".

     Som anden salme kunne jeg tænke mig at synge nr. 435 "Aleneste Gud i Him-merig", som i sin oprindelse er en oldkirkelig salme, der vil holde os fast på enheden i det trefoldige gudsbegreb, som ret beset er et paradoks, men som vi heller ikke kan undvære, hvis troen skal gøre os manøvredygtige i livet. Jeg synes også, at salmen passer godt som bindeled mellem den gammeltestamentlige læsning og epistelteksten, som også – hver på deres facon – kredser om gudsbegrebet.

     Fra den oldkirkelige salme er der et ordentligt spring til nr. 22 "Gådefuld er du vor Gud", som er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 1993. Den er formuleret i et nutidigt ordvalg, som tager afsæt i tanken om Gud som skaberen, men i de sidste to vers lukkes perspektivet op til de sider af gudsbegrebet, som er forbundet med påske og pinse.

     Efter prædikenen tror jeg, at vi skal have nr. 321 "O kristelighed", som jeg vist nok sprang over i tiden mellem påske og pinse. Den er en del af det store digt om "De levendes land" fra 1824, som også handler om tro og forståelse. Allerede i Grundtvigs egen tid, nemlig i 1853 blev digtet delt op i to salmer, hvoraf den første "O kristelighed" handler om troen. håbet og kærligheden. Resten af digtet bliver så til salmen nr. 561 "Jeg kender et land", der handler om sted, hvor troen, håbet og kærligheden, bliver til virkelighed. I nr. 321 mener jeg, at vers 4 er et nøglevers, der handler om den tro, der slår bro over den afgrund, der skiller mennesket fra Gud. Der, hvor broen er slået, bliver det muligt at forstå livet og leve det under troens fortegn.

     I Grundtvigs salme er der ikke ét fornuftigt ord. Det er billedsprog det hele, hentet enten fra den bibelske eller den nordiske mytologi. Grundtvig tog det ikke så nøje med, hvor han hentede sine billeder fra. Det afgørende var, at de virkede. Og det må man sige, at de gør. "O kristelighed" er stadig en højst elsket salme i den danske gudstje-neste. Jeg har endda brugt den til børnegudstjeneste, uden at nogen gjorde ophævelse over, at de ikke kunne forstå den.

     På trinitatis søndag skal man slutte gudstjenesten med at synge nr. 11 "Nu takker alle Gud" eller en anden "Te Deum-salme", for eksempel nr.  6 eller nr. 356. Der er flere muligheder.

 

Mit salmevalg:  739 – 435 – 22 / 321 – 11.

 

 

Første søndag efter trinitatis – Luk. 16,19-31: Den rige mand og Lazarus

 

I Abrahams skød – de levendes land

 

At Lazarus ender i Abrahams skød, og den rige mand ender på pinestedet, er rimeligt nok, synes man. Nu er den rige mand dér, hvor Lazarus begyndte. Rollerne er byttet om. Nu er det den rige mand, der tørster efter, at en vil vise sig barmhjertig. Nu er det ham, der bogstaveligt talt er så langt ude, at bønnen ikke længere gælder ham selv, men derimod hans fem brødre: "Fader Abraham, send Lazarus til min fars hus, så de kan høre ham og i tide omvende sig og gøre det rigtige!"

     Det kan godt være, at det er Abrahams erfaring, at det ikke hjælper noget, at en opstår fra de døde. Men vi vanekirkegængere, har en anden erfaring. For pointen er den, at historien først bliver færdig nu og her, hvor vi holder gudstjeneste. Sådan som vi hører historien, bliver den fortalt af Jesus, men med den særlige drejning, at han som den opstandne Kristus så at sige selv træder ind i historien og gør den færdig med os i rollen som den rige mands fem brødre. Vi kender loven og profeterne. I hvert fald kan vi ikke være uvidende om, at tilværelsen forlanger noget af os, blandt andet det at vi ikke glemmer den lazaron, som ligger lige udenfor.

     Her og nu, hvor historien slutter i gudstjenesten, er det Kristus, der kommer til os i Lazarus' skikkelse. Med sit ord kommer vor Herre til os som den, der selv brød op fra Abrahams skød for at sige det til os, som vi har brug for at høre, når vi kommer i tvivl om os selv og vort liv og vor verden. I sit jordiske liv var vor Herre selv en Lazarus-skikkelse. Han gav afkald på sin egen salighed for at bygge en bro mellem himmel og helvede, så han selv kunne gå over kløften for at slukke de fortabtes brændende tørst uden i øvrigt at spørge, om de havde fortjent det eller ej.

     Vi lever i tiden efter påske og pinse. Vi le­ver i en trinitatis tid, hvor døden har mistet sin magt, og derfor kan vi trygt glemme både os selv og forfængeligheden og alt, hvad der i øvrigt måtte skille os fra Gud og fra Lazarus. Ganske vist lever vi endnu i det fore-løbige. Men vi lever i troens tid, hvor vi kan høre vor Herres ord. Og derfor ender historien om den rige mand og Lazarus ikke dér, hvor Lukas lader den ende. Den ender dér, hvor vi holder gudstjeneste, for så vidt som gudstjenesten er troens sted, hvor evangeliet slår bro over den afgrundsdybe kløft, der skiller os fra Gud og fra Lazarus.

Det havde Grundtvig blik for. Knap 150 år efter, at Kingo skrev sin salme om Abrahams skød, "Far, verden, farvel" skrev Grundtvig på det samme versemål:

O vidunder-tro! 

du slår over dybet din gyngende bro,

som isgangen trodser i brusende strand,

fra dødningehjem til de levendes land.

     Vi lever endnu i det foreløbige, hvor troen må råde for os. Men i troen har vi adgang til de levendes land, hvor evangeliet lover os en plads i Abrahams skød.

 

Forslag til salmevalg

 

På denne søndag blev jeg i 1995 i domkirken i Odense indsat som biskop. Det var den 18. juni, som også er min dåbsdag. Salmevalget, som selvfølgelig var præget af begivenheden, stod Københavns biskop for, men jeg fik dog lov til at vælge salmen efter prædikenen. Intet kunne være mere nærliggende end at vælge en salme af stiftets tidligere biskop Thomas Kingo, og da teksten handlede om den rige mand og Lazarus, måtte det blive nr. 614 "Far, verden farvel". Så kunne alle de ordensbehængte hono-ratiores i kirken få den at tænke over. Jeg kan godt se ideen i, at vi nu har fået den lange version (nr. 615) med i salmebogen, men til gudstjenestebrug kan jeg godt nøjes med den korte version.

     Før prædikenen og efter epistellæsningen fra 1. Johannesbrev vil jeg gerne synge nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde", fordi den er et værn mod den udbredte opfattelse, at kærligheden er et produkt, der kommer fra os selv, og at kærligheden derfor også er noget, som vi eventuelt kan gøre krav på. I Epistelteksten handler det om broderkær-ligheden, det vil sige kærligheden til min medkristne, og i evangelieteksten handler det om den udeblevne næstekærlighed i forholdet til den fattige og nødstedte Lazarus. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på vore kristne brødre og søstre, som er os lidt nærmere end alle andre, men vi skal også være opmærksomme på Lazarus, som vi i det daglige har et meget distanceret forhold til. Men inden vi får gjort al for megen moralisme ud af det, skal vi også være opmærksomme på, at kærligheden først og fremmest er noget, der kommer til os udefra, og som vederfares os i troen, fordi Kristus for os er Guds kærlighed, som både er lysets kilde og livets rod, livets krone og lysets glans, lovens fylde og fuldkommenhedens bånd. Man kunne også synge nr. 494 "Kærlighed fra Gud", som er knap så spekulativ, men derfor også fattigere på de dybsindige pointer, der rummes i nr. 696.

     Man kunne måske synge nr. 494 efter den gammeltestamentlige læsning og beholde nr. 696 efter epistellæsningen og på den måde lade de to beslægtede salmer supplere hinanden. Man kunne også efter den gammeltestamentlige læsning synge nr. 691 "Loven er et helligt bud", men melodien til den salme brugte jeg sidste søndag. Ellers er der også nr. 25 "Hvert et lys i livets nat".

     Som første salme foreslår jeg uden nogen nærmere begrundelse nr. 753 "Gud, du som lyset og dagen oplod". Og så kunne det alligevel være lidt af en begrundelse, at den i sit tonefald passer godt til nr. 696.

     Udgangssalmen kunne så være nr. 752 "Morgenstund har guld i mund", hvoraf de sidste to vers vil være gode at gå hjem på. Men jeg vil dog alligevel fortrække at synge hele salmen.

 

Mit salmevalg: 753 – 494 – 696 / 614 – 752.   

 

 

Anden søndag i trinitatis – Luk. 14,16-24: Lignelsen om det store festmåltid.

 

Evangelium for taberne

 

I lignelsen om det store festmåltid var der nogle af de indbudte, som ikke kunne komme. Eller rettere: Det var i første omgang alle de indbudte, der ikke kunne eller ikke ville komme. De forskellige begrundelser og undskyldninger kender vi godt. Det kan være noget med en ny bil, man har fået, eller en kæreste, der lægger beslag på én. Eller det kan være så meget andet. - Desværre, desværre, lige præcis den dag er jeg optaget. Jeg er meget ked af det, men du må have mig undskyldt!

I lignelsen fik værten sin fest alligevel. For da de indbudte ikke kunne eller ville komme, indbød han nogle andre. Og det var oven i købet mennesker, som vi andre muligvis ikke så gerne vil invitere med ved vort eget bord, hvor vi jo selv sætter betingelserne for festen.

     Når jeg tænker efter, så består det opbyggelige i denne lignelse i, at vi her hører, at Gud - og det er jo ham, der sætter betingelserne - ikke ser bort fra dem, som vi selv er tilbøjelige til at se bort fra. Jeg tænker på alle dem, som af den ene eller den anden grund har forspildt deres chancer i den almindelige samfundsmæssige tilværelse - alle dem, som er faldet ud af de gængse moralmønstre, og som er blevet tabere, fordi der blev stillet betingelser for dem, som de ikke kunne leve op til.

     Det egentlige evangelium i lignelsen er, at den, der indbød til fest, også fik sin fest. Det er så i anden omgang også et evangelium for taberne. Men det er muligvis også dem, der har mest brug for at høre evangeliet, for de har måske i livet ikke andet at holde sig til end det. Det kan ske for os alle sammen, at det bliver sådan. Taber kan man blive på så mange måder. Det kan være en sorg, der skal trøstes, en ulykke, der skal heles, en chance, som man håber at få igen. Der kan være så meget!

     Under alle omstændigheder er lignelsen ikke et evangelium for dem, der har nok i sig selv eller nok i noget andet. Men det er et evangelium for dem, der ikke har andet end Gud, men til gengæld har nok i ham.

     Det er grotesk at forestille sig scenen med alle disse fattige og vanføre, blinde og lamme, som helt uventet kommer til fest. Men på den anden side er det også ganske festligt at forestille sig, at det hos Gud i hans rige er sådan.

     Det kunne jo være, at man selv fik brug for at kunne glæde sig over det!

 

Forslag til salmevalg

 

På denne søndag skal vi høre lignelsen om det store festmåltid – den store nadver, som lignelsen tidligere blev kaldt, hvilket gjorde det lettere at associere til gudstje-nesten, som rummer os alle sammen, både de velbjergede og de fattige og vanføre. Denne rummelighed må godt antydes fra gudstjenestens begyndelse, hvor vi som indgangssalme kunne synge Brorsons nr. 385 "Op, alle folk på denne jord".

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-apokalypsen handler om det eskatologiske måltid, det himmelske festmåltid med fede retter og lagret vin. Epistel-læsningen har også et eskatologisk præg, idet den handler om, at vi er gået over fra døden til livet, hvilket broderkærligheden er et tegn på. Som bindeled mellem de to læsninger foreslår jeg nr. 477 "Som korn fra mange marker".

     Broderkærligheden og næstekærligheden skjuler en mangfoldighed af synder (1. Pet. 4,8) – ikke mine egne synder, men næstens synder, hvilket Kingo har blik for i den fine lille salme nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort", så den skal være salmen før prædikenen. Man kunne også overveje Møllehaves nr. 888 "Vi trækker streger og sætter skel" (100 salmer), som på en vis måde foregriber evangelieteksten med talen om dem, der falder uden for stregen. Men jeg bliver alligevel ved Kingo.

     Lignelsen om det store festmåltid kan i forlængelse af Esajas-teksten tolkes eskatologisk. Hvis man associerer til gudstjenesten og nadvermåltidet, vil lignelsen stadig pege hen på en eskatologisk begivenhed, som imidlertid i kraft af gudstjenesten har præsentisk karakter. I sig selv er gudstjenesten en eskatologisk begivenhed, som virkeliggør Guds rige midt i vor egen samtid. Derfor vil jeg gerne efter prædikenen synge nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige".

     Udgangssalmen må også gerne fastholde den eskatologiske forståelse af gudstje-nesten som en himmelsk begivenhed. Det kan nr. 424 "I Herrens hus er godt at bo" så få lov til at gøre.

 

Mit salmevalg: 385 – 477 – 683 / 320 - 424.

 

 

Tredje søndag efter trinitatis – Luk. 15,1-10: Lignelserne om det mistede får og den tabte mønt.

 

Fundet, udvalgt og elsket

 

Evangeliet er ikke sådan en almindelig sandhed, som er tilgængelig for den menne-skelige fornuft. Evangeliet er derimod et overraskende budskab om, at hvert enkelt menneske har en uendelig betydning i Guds øjne. Det gælder også, selv om vi her i verden har mistet enhver form for betydning. Derfor er det sådan, at det, vi kalder menneskelighed og medmenneskelighed, slet ikke ville være til, hvis vi ikke på en eller anden måde havde bevaret en erindring om disse lignelser om det fortabte, der blev fundet igen, fordi der var nogen, der anså det for at være så meget værd, at det også var værd at lede efter.

     I politiske sammenhænge er jeg af og til stødt på det argument, at man ikke skal tænke med hjertet, men derimod med forstanden og fornuften. Det, synes jeg er et ynkeligt argument – i al fald hvis der skal gøres en dyd ud af det. Politik er ganske vist det muliges kunst, siger man, og derfor skal man naturligvis bruge sin forstand og fornuft til at finde ud af, hvad der er muligt. Men hvis det også skal ske i respekt for det enkelte menneske, går det ikke an, at man kobler hjertet ud af det, så det forsvundne får og den mistede mønt skrives på tabskontoen, og den fortabte søn får lov til at sejle sin egen sø ud fra den betragtning, at han selv er ude om det.

     "Livet er det, der sker med os, mens vi selv lægger andre planer", siger man. Og den visdom skal nok være rigtig. Vi bruger vores forstand og fornuft til at lægge planer, men livet selv består i det, der sker med os, det vil sige det, der overgår os helt uaf-hængigt af vor egen politiske og fornuftsbestemte planlægning. Det, som virkelig har betydning i vort liv, er sjældent det, som vi selv har planlagt, valgt og bestemt. Det, der virkelig har betydning, er det, der er overgået os, fordi nogle andre har tillagt os betyd-ning og har fundet os værd at kende på en sådan måde, at vi er blevet valgt.

     Evangeliet til hver enkelt af os er, at vi er blevet valgt af Gud. Det er der hverken fornuft eller rimelighed i. Alligevel siges det til os, at vi hver især er Guds udvalgte, hellige og elskede. Vi er kongebørn, uanset hvor fattige og ringe vi er, og uanset hvor meget eller hvor lidt vi bliver regnet for her i denne verden.

     Men det skal man muligvis være et skarn for at forstå. Og det forstås i øvrigt kun med hjertet!

 

Forslag til salmevalg

 

Vi er nu godt på vej ind i trinitatistiden – og sommertiden. Det er den tid i kirkeåret, hvor jeg får særlig lyst til at synge morgensalmer, så jeg synes, at vi skal begynde med den morgensalme, jeg holder mest af – tror jeg nok, for der er mange gode morgensalmer. Men jeg har altid holdt af at synge nr. 736 "Den mørke nat forgangen er" sammen med konfirmanderne. Melodi og tekst klæder hinanden ualmindelig godt, så den skal vi have.

     En anden salme, som umiddelbart falder mig ind, er nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud", som passer godt til den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 57, så den skal vi have som anden salme.

     Men så bliver jeg lidt mere i tvivl, hvad angår tredje og fjerde salme. I epistelteksten har vi Djævelen, der går omkring som en brølende løve og leder efter nogen, han kan sluge. Og i evangelieteksten har vi billedet af manden, der forlader sine 99 får for at drage ud for at finde det ene får, han har mistet. Teksten handler om glæden ved at genfinde det fortabte. "Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud!". Det er nr. 3 "Lovsynger Herren", som man godt kunne synge efter prædikenen. Men der er også nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand" eller nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned". Den kunne også bruges før prædikenen. Men så skal salmen efter prædikenen ikke være alt for lang og tung i det. Man kunne koncentrere sig lidt om hyrdebilledet og vælge en salme som nr. 593 "En hyrde glemmer fåret ej", som ovenikøbet er skrevet over teksten. Den synes jeg, at vi skal have efter prædikenen.

     Og så må der godt være noget glæde og lovsang i den sidste salme, så jeg foreslår nr. 2 "Lover den Herre".

 

Mit salmevalg: 736 -31 – 493 / 593 – 2.

 

 

Fjerde søndag efter trinitatis – Luk. 6,36-42: Om at dømme andre.

 

Vær mild i din dom!

 

Vi har en ulyksalig trang til ikke blot at ville dømme og bedømme hinanden, men også at være hårde i vores dom, så det måske ender med en fordømmelse, der afskærer al videre samtale og frakender det andet menneske retten til at være til stede.

     Denne trang til at ville dømme og fordømme er åbenbart et udbredt menneskeligt fænomen, og man kan vel heller ikke udelukke, at den i andre religioner ligefrem er sat i system, så man med loven i hånd har ret til at dømme og for den sags skyld også hævne. Men den går ikke set fra evangeliets synspunkt. I kristendommen er hævn ikke noget legitimt begreb, hvilket man blandt andet kan se deraf, at vi ikke begrunder vores straffesystem med hævn. Vi sætter ikke folk i fængsel med den begrundelse, at vi vil hævne os på dem. Det kan godt være, at vi tænker det, men vi siger det ikke højt. Måske begrunder vi straffen som et hensyn til den såkaldte retsfølelse, men vi kalder det ikke hævn. Det skyldes, at vi trods al sekularisering stadig er en slags kristne menneske, som ved, at tilgivelse er mere rigtig end gengældelse.

     ”Fæld ikke dom før tiden, før Herren kommer,” skriver Paulus til menigheden i Korinth (1. Kor 4,5). Hvad vil det sige at fælde dom før tiden? Det vi sige, at man overser den foreløbighed, der klæber sig til enhver dom, som vi fælder, fordi al dom i sidste ende tilhører Gud. Vi er slet ikke berettigede til at fælde dom, men vi gør det alligevel, fordi vi til dagligt lever, som om Gud slet ikke er til.

     Men hvad nu, hvis Gud er til? Og hvad nu, hvis Gud er sådan, som Jesus siger, at han er? Ikke blot siger han det, men han lever det også. Altså: Hvad nu hvis Gud er sådan, som Jesus lever? Hvad så? Ja, så er det indlysende, at det aldrig mere kan være et spørgsmål om vores ret til at dømme et andet menneske. Tværtimod stiller Kristus sig på Guds vegne op foran os med en fordring om, at vi skal være barmhjer-tige, og at vi skal tilgive. Som det siges opfordrende i en salmelinje: ”Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer” (DDS 695,6).

     I kristelig forstand tilhører al dom Gud, men til lykke for os, er det Kristus, der sidder på dommersædet. Han er den barmhjertige dommer. Derfor skal vi også være milde i vores dom.  

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 726 “Gak ud, min sjæl, betragt med flid” havde jeg med som udgangssalme på sjette søndag efter påske, men jeg synes, at det kan gå an at synge den igen – denne gang som indgangssalme, så meget mere som den også anslår nogle temaer, som harmonerer godt med søndagens tekster.

     Den gammeltestamentlige fortælling om David og Batseba har en umiddelbar og vedvarende aktualitet. Den kan opleves i utallige variationer. Da profeten Natan havde fortalt David lignelsen om den rige mand, som af nærighed stjal den fattige mands eneste lam, reagerede David med vrede over denne ugerning. I samme øjeblik lød Natans lammende dom over ham: "Det er dig, der er skurken!", og David bekendte da også sin synd. Hvis man vil finde en salme, der kan udtrykke Davids syndsbekendelse, kunne det være sådan en som nr. 503 "O Herre, udslet min synd så svar" eller måske nr. 516 "Klynge og klage". Nr. 505 "Til dig alene, Herre Krist, står alt mit håb på jorden" passer også godt, så den vælger jeg.

     I epistelteksten er tankegangen den, at menneskets syndefald river hele den skabte verden med sig, Tilsvarende bliver menneskes forløsning til hele verdens forløsning. Sagt med andre ord: Jesu opstandelse har kosmologiske konsekvenser, og derfor vil det være godt med en påskesalme som tredje salme efter epistellæsningen. Det må blive nr. 235 "Verdens igenfødelse".

     Evangelieteksten er et uddrag af Lukasevangeliets version af Jesu bjergprædiken, som tilsyneladende er stykket sammen af forskellige Jesus-ord, som hver for sig kan udgøre et afsæt for en prædiken. Men hvis man nu lader den indledende markante sætning – "Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" - være overskrift for prædikenen, så vil det være nærliggende at synge nr. 695 "Nåden hun er af konge-blod" efter prædikenen.

     I pagt med denne søndags tekstlæsninger og salmer, vil jeg runde gudstjenesten af med at synge nr. 684 "O Jesus, du al nådens væld".

 

Mit salmevalg: 726 – 505 – 235 / 695 – 684.

 

 

Femte søndag efter trinitatis – Luk. 5,1-11: Peters fiskefangst

 

Læg ud på dybet

 

Man kan vist godt sige om disciplen Simon Peter, at han aldrig gjorde noget som helst af egen fri vilje. Jesus sagde engang til ham: "Da du var ung, klædte du dig selv på og gik hvor hen, du ville. Men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord forudsagde Jesus den død, som Peter skulle lide for troens skyld. Der er en senere legende, der fortæller, hvordan det gik til. Peter var kommet til Rom, hvor han var blevet leder af den unge kristne menighed dér. Men så satte kejser Neros forfølgelser af de kristne ind, og Peter fik travlt med at komme ud af byen. Uden for byen mødte han Kristus, som var på vej ind i byen. "Quo vadis?" spurgte Peter. "Hvor skal du hen?" og Kristus svarede ham: "Jeg skal til Rom for at lade mig korsfæste endnu engang!" Peter var ikke dummere, end at han forstod et vink. Han drejede om på hælene og gik tilbage til byen, hvor han blev pågrebet og lagt i lænker og ført derhen, hvor han egentlig ikke ville.

     "Læg ud på dybet!" siger Jesus til Peter, da han blev kaldet til discipel. Det er en befaling, som fik Peter til at gøre det, som han egentlig ikke ville. Sådan lyder evange-liet af og til som en befaling, nemlig når Vor Herre tager os i brug og sætter os i gang. Læg ud på dybet! Enhver kan høre, at der ikke blot tænkes på Genesaret Sø, men snarere på livet i det hele taget. Livet er også et uoverskueligt dyb, som man nok kan blive bange for at kaste sig ud i. Så er det bedre at soppe rundt inde på det lave vand og sikre sig, så godt man kan. Men det er ikke det, der er meningen med os. I troen på vor Herres ord skal vi kaste os ud i livet, hvor uoverskueligt det end er. Og dér skal vi gøre det rigtige ved at tage stilling til det, som livet kræver af os. Vi skal lægge ud på dybet i tillid til, at vor Herre ikke bliver stående inde på den sikre strandbred. Nej, han følger med os helt derud, hvor vi ikke kan bunde. Og han bliver hos os med sit ord, som bærer os på samme måde, som havet bærer båden, og båden bærer fiskeren.

 

Forslag til salmevalg

 

Der er to salmer, som jeg gerne vil have med på denne søndag. Den ene giver sig selv. Det er nr. 147 "Der sad en fisker så tankefuld", som Grundtvig har skrevet netop til denne søndag. Salmen lægger sig da også så tæt op ad evangelieteksten, at det næsten ikke giver mening at synge den på nogen anden søndag. Så den skal med, og den skal synges efter prædikenen. Hvis man synes, at den er for lang, kan man dele den, så de fem første vers synes før prædikenen og de fire sidste efter.

     Den anden salme, som jeg også gerne vil have med, er Jakob Knudsens morgen-salme nr. 754 "Se, nu stiger solen". Den er skrevet i Mellerup i 1891 et par år før han blev skilt. Jeg forestiller mig, at han efter en søvnløs nat med mange spekulationer er stået op og er gået en tur op på bakken bag landsbyen. Derfra kunne han se solen stå op over Kattegat, og ude på Randers Fjord fik han øje på en fisker, som fra sin båd var ved at rygte garn. Og Jakob Knudsen tænker, at sådan som fjorden bærer båden, og båden bærer fiskeren, sådan er han selv båret af Guds hånd, som river ham ud af dødens garn. – Det vil være en god salme at begynde gudstjenesten med.

     Efter den gammeltestamentlige kaldelsesberetning fra Esajasbogen kan man pas-sende synge en af de korte helligåndssalmer som for eksempel nr. 309 "Bøj, o Hellig-ånd os alle".

     Epistelteksten kan ifølge alterbogen læses i både en kort og en lang version. Hvis man nøjes med den korte version, kunne nr. 425 ""Velsignelse al jorden tarv" være et godt salmevalg. Hvis man læser den lange version, kunne man synge nr. 633 "Har hånd du lagt på Herrens plov", som også kan være en god forberedelse til evangeliet om Peters fiskedræt.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 484 "Du, som vejen er og livet". Jeg bryder mig ganske vist ikke om, at vi sådan kan give Jesus et håndslag på, at vi tror på ham. Men det får være! Den kan godt afslutte en søndag, der står i discipelkaldelsens tegn.

 

Mit salmevalg: 754 – 309 – 633 / 147 – 484.

 

Sjette søndag efter trinitatis – Matt. 5,20-26: Om retfærdighed og vrede.

 

Troens ja

 

Der er nogle ting, der bliver meningsløse, hvis de gøres overkommelige derved, at man sætter grænser for det, der kræves. Når man bliver gift, står man og siger ja til at elske og ære et andet menneske, indtil døden skiller. Det er noget uforsigtigt, må man sige! Men det går heller ikke an at sige ja til noget, der er mindre end det, hvis man ellers tager det liv alvorligt, som man i ægteskabet begiver sig ud i ved at sige "ja" til det.

I grunden synes jeg, at det er det samme "ja", der lyder, når den, der bærer barnet til dåben, på barnets vegne svarer ja til spørgsmålet: Vil du døbes på denne tro? Vil du døbes på den kristne tro? Vil du døbes ind i det, som denne tro tror på? Vil du leve dit liv ud fra den forståelse af livet, som denne tro indebærer? Det er med dåben ligesom med ægteskabet: Det er ikke blot en ceremoni og en formalitet, men det er et liv med alle de forpligtelser, som hører dette bestemte liv til. Dåben er ikke et hvilket som helst liv, men det er et bestemt liv. Det er bestemt af, at det har korset som sit fortegn, hvilket betyder, at kærligheden i et sådant liv ikke er et krav, du stiller, men det er et offer, du bringer. Kristeligt set består kærligheden i at dø, hvilket vi kan lære af vor Herres eget eksempel. For således elskede Gud verden! I alle fald er kærlighedens liv et liv, hvori du ikke selv er centrum. Dit livs centrum er derimod det menneske, som du går med på vejen, og hvis du undervejs opdager, at dette menneske har noget imod dig, så se at blive forligt med ham eller hende, så længe I er sammen, for at du ikke skal betale en værre pris senere hen!

     At tage sin kristendom alvorlig er ikke at gøre den til ritual, moral og leveregler og i det hele taget nedskrive den til det, der er overkommeligt: Lidt retfærdighed, lidt godhed, lidt rimelighed, lidt hæderlighed, lidt barmhjertighed, lidt kærlighed og så videre, sådan at der er overkommelige grænser for, hvad der kræves. At tage sin kristendom alvorlig er derimod at holde sig til det liv, vi blev døbt til at leve. At sige ja til det, er en daglig øvelse. Det er hver eneste dag at vende tilbage til sin dåb i tillid til, at livet kun bliver sandt på den måde. Dåben er ikke "noget-hvad-som-helst", men dåben er et ganske bestemt liv, hvis indhold vi hver især må fortolke i lyset fra vor Herres ord i evangeliet, sådan som vi nu har evne og temperament til. Når vi siger ja til det liv, siger vi ja til meget mere, end vi kan holde.

     Men det går på den anden side heller ikke an at sige ja til noget, der er mindre end det.

 

Forslag til salmevalg

 

Jeg kender præster, som har besvær med at prædike over Johannesteksterne mellem påske og pinse. Det synes jeg ikke, at jeg selv har. Til gengæld har jeg besvær med at prædike over tekster fra bjergprædikenen. Jeg har en fornemmelse af, at det alt for let ender i moralisme. Det er måske grunden til, at jeg som regel får lyst til at synge Kingo, når vi nærmer os bjergprædikenen. Kingo kendte sin egen forfængelighed og svaghed. Han var sin syndighed bevist. Derfor kunne han skønne på Guds nåde, hvilket præger hans morgensalmer. Så jeg synes, at vi skal begynde denne søndag med at synge nr. 743 "Nu rinder solen op af østerlide".

     Den gammeltestamentlig læsning har fået en kristologisk fortolkning i Romerbrevet kap. 10,5-10, hvilket Grundtvig har fået en meget fin salme ud af, nemlig nr. 396 "Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt". Så den skal med som anden salme.

     Epistellæsningen fra Romerbrevet kap. 6. handler om at dø sammen med Kristus i dåben for også at leve sammen med ham i kraft af hans opstandelse fra de døde. Efter denne tekst er det passende at synge nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på". Grundt-vig udtrykte sig sjældent i korthed. Den oprindelige tekst, som er et digt skrevet til hans afdøde mor i 1822, er da også på 23 vers. I 1857 blev teksten forkortet til de nuvæ-rende tre vers, som P.A. Fenger citerede ved Grundtvigs begravelse den 11. september 1872. Det er en fin lille salme, som har en dejlig melodi fra 1628.

     Og så er vi fremme ved evangelieteksten fra bjergprædikenen. Teksten handler om den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæerne. Her kommer vi allesam-men til kort. Det vidste de mere om i reformationstiden, end vi gør i dag, så derfor skal vi synge en salme fra den tid. Der er flere muligheder, f.eks. nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand" og nr. 488 "Guds søn kom ned fra Himmerig". Jeg vælger den første, som jeg synes er mest opmuntrende.

     Når man ser bort fra den autoriserede kollekt, er ordet "nåde" ikke nævnt i sønda-gens tekster. Men jeg synes ikke, at søndagen giver mening, hvis ikke nåden hele tiden er tænkt med som baggrund for gudstjenesten. Det gælder selvfølgelig enhver søndag, men især denne søndag synes jeg, at der er brug for nåden. Det ville derfor være fristende at slutte gudstjenesten, som den begyndte, det vil sige med at synge Kingo, men jeg har allerede foreslået nr. 683 og 684 til et par af de foregående søndage, så jeg lader Grundtvig få det sidste ord med nr. 518 "På Guds nåde i al våde"

 

Mit salmevalg: 743 – 396 – 560 / 487 – 518.

 

 

Syvende søndag efter trinitatis – Luk. 19,1-10: Zakæus.

 

Sankt Knuds knogler og Guds opmærksomhed

 

For en halv snes år siden bad den katolske kirke om lov til at få et par knogler af kong Knud den Hellige, som er skrinlagt i Odense Domkirke, som derfor hedder Sankt Knuds Kirke. Baggrunden for dette ønske er, at man i den katolske kirke har et andet forhold til helgener, end vi har i folkekirken, som er en luthersk kirke. For i samme øjeblik disse knogler ville have skiftet hænder, ville de være blevet til relikvier, det vil sige til tilbedel-sesværdige rester af et menneske, som i særlig grad har gjort sig fortjent til Guds opmærksomhed. Man kan have forskellige meninger om dette ønske fra den katolske kirkes side. Man kunne jo sige, at da vi i folkekirken alligevel ikke tillægger helgener og relikvier nogen særlig betydning, så er det kun en lille ting at forære den katolske kirke en sådan gave.

     Min egen holdning som stiftets daværende biskop var den, at Knud den Hellige hverken tilhører den katolske kirke, hvis pave i middelalderen har helgenkåret ham, eller folkekirken, som af historiske grunde har fået ansvaret for at opbevare hans jordiske rester. Knud den Hellige tilhører den danmarkshistorie, som er fælles for os alle sammen, uanset om vi er katolikker eller lutheranere eller noget andet. Derfor bør han i sin helhed blive, hvor han er.

     Men dertil kommer et andet spørgsmål, som faktisk betyder noget, og det er, om vi som en luthersk kirke kan bidrage til en opfattelse af forholdet mellem Gud og menne-ske, som går ud på, at et menneske i kraft af sin fortjeneste kan indtage en særstilling i forhold til Gud. Altså en stik modsat opfattelse! Kan vi bidrage til den? Det mener jeg ikke, at vi kan. For hvis vi gør det, så bidrager vi dermed til noget, som kan bringe et menneske i tvivl om, at det har Guds opmærksomhed, helt uanset hvad det som menneske har gjort sig fortjent til. Hvis vi bidrager til det, er vi i alle fald ikke en kirke, der kan påberåbe sig Luther. Vi vil blive modsagt af selve det evangelium, som siger, at Gud er kommet til verden for at opsøge og frelse det fortabte. Hvis vi af høflighed og som en særlig gestus over for vore katolske medborgere i Danmark undsiger dette evangelium, så vil den logiske konsekvens være, at vi ikke blot bør forære et par af Knuds knogler bort, men at vi også forærer hele sarkofagen med indhold bort, ja, at vi forærer hele Skt. Knuds kirke bort, for så er det ikke længere den evangelisk-lutherske kirke som er folkekirke i Danmark.

     Det er måske nogle dramatiske bemærkninger at slutte af med. Men det kan ikke være anderledes, når søndagens hovedtema er, at Gud er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Det styrker selvfølgelig ikke folkekirkens popularitet, at vi fra begyn-delsen skal høre, at vi er fortabte, at vi er nogle syndere, der gør oprør imod Gud, fordi vi synes, at det er mere spændende at lægge vægt på vore egne fortjenester. Vi skal være aktive! Vi skal bidrage til folkekirkens succes! Vi skal have nogle flere spaghettigudstjenester! Og det er også godt nok.

     Men hvis blot et eneste menneske går fra kirke i tillid til, at han eller hun har sine synders forladelse i troen på, at Gud som vor Herre Jesu Kristi Far, ikke blot er en opmærksom Gud, men også en nådig Gud, så har folkekirken allerede fået så stor en succes, som den kan få!

 

Forslag til salmevalg

 

"Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du", hedder det i nr. 3 "Lovsynger Herren". Overtolder Zakæus " i Jeriko var en trælbåren og fortabt synder, som vor Herre tog til nåde, da han tog ind i hans hus. Han blev frelst, fordi vor Herre ikke overså ham. Han var gennemskuet, men ikke overset: "Støvtråde-værket du kommer i hu!"

     Eller sagt med andre ord: Vi skal begynde Zakæus' søndag med at synge "Lovsyn-ger Herren", hvilket også kan være en passende optakt til Psalme 126, som er den gammeltestamentlige læsning, der handler om gråd og latter i forholdet til Gud. Det kunne også være fristende at synge nr. 46 "Sorrig og glæde", men jeg synes, at den er lidt for lang til at have med som anden salme. Så hellere den norske salme nr. 51 "Jeg er i Herrens hænder". Teksten er jævn og ligetil. Den har sin egen melodi, men den er let at lære.

     Epistelteksten passer såmænd ganske godt som oplæg til historien om Zakæus som på et øjeblik gik fra at være et "dumt svin" til at være en velgører. Igen kommer der en salmelinje som association til budskabet om, at "Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte". Det er nr. 481 "Løgnens Fader vi forsage", der i salmebogen står som konfirmationssalme, men de sidste linjer af første vers passer også godt her: "I sit billed han os skabte, igenløste det fortabte".

     Efter prædikenen skal vi synge en glad salme, der passer til Zakæus' overstrøm-mende glæde over at have fået besøg, fordi han også var en "Abrahams søn". Det skal være nr. 349 "Herren han har besøgt sit folk".

            Evangelieteksten slutter med det pointerede "I dag", som er karakteristisk for Lukasevangeliet, jf. 2,11; 4,21; 23,43. Jeg synes derfor, at det vil være passende at slutte gudstjenesten med Brorsons nr. 592 "I dag er nådens tid". Det kunne også have været Johannes Johansens nr. 523 "Min nåde er dig nok", Men jeg synes, at Brorson er bedre.

     

Mit salmevalg:  3 - 51 - 481 / 349 – 592.

 

 

Ottende søndag efter trinitatis – Matt. 7,15-21: Om falske profeter.

 

Vi skal kendes på frugterne

 

"På deres frugter skal I kende dem", siger Jesus om de falske profeter. Men det er ikke mængden af frugter, der afgør sagen, men derimod kvaliteten. Det er et spørgsmål, om frugten er sund. Den gode frugt kan vi leve af. Den dårlige frugt bliver man syg af - ja, det kan være, at man dør af den. Sådan kendes træerne på de frugter, de bærer. Det er ikke et spørgsmål om vilje og ærlighed, for et træ bærer nu en gang de frugter, som det af naturen er bestemt til. Og som det er med træer, sådan er det også med profeter. Det er nok muligt, at den falske profets tale lyder både rigtig og smuk, og at den derfor kan vinde almindelig tilslutning og bifald. Men hvad hjælper det, hvis den ikke taler sandt, for så er der jo åndeligt talt ingen, der kan leve af den?

     Ligesom træet kendes på frugten, således kendes frugten selv på, om vi er i stand til at leve af den, dvs. om den bringer livet med sig, eller om den tværtimod ødelægger livet. Frugten og Ordet ligner hinanden. Det ord, der bringer livet med sig, er det ord af vor Herres mund, som bringer trøst til den ængstede samvittighed ved at rejse det menneske op, som er kommet i tvivl om sit liv. Det er den himmelske Fars vilje, at det sker! Og dér hvor det sker, dér er der sket et under, for dér er det døde bibelord fra fortiden blevet til nutidig og levende tale, uanset at tiderne er skiftet.

     Hvis vi lytter opmærksomt til de klassiske ind- og udgangsbønner, så siges det gan-ske klart, hvad det drejer sig om: Vi er kommet ind i Guds hus for at høre, hvad Gud vil sige til os. Og når vi går herfra, takker vi, fordi vi af hans ord har lært, hvad vi skal gøre: Vi skal ikke blot sørge over vore synder, men vi skal nok så meget sørge for dem, nemlig ved at gå derhen med dem, hvor der er tilgivelse for dem. Og vi skal bevare Guds ord i et rent hjerte og således styrkes i troen og derved lade os trøste både i liv og i død. Vi skal altså høre det ord, der forkyndes for os, og blive i det, som ordet siger, og lade os trøste ved det. Når vi gør det, gør vi den himmelske Fars vilje! Men det bliver vi til gengæld heller aldrig færdige med. Vi må høre det igen og igen, og vi må hele tiden, dvs. i skiftende tider - både om søndagen og til hverdag - øve os i at blive i den tro, som bringer livet med sig ved at bringe trøst til det anfægtede menneske og den bange samvittighed.

 

Forslag til salmevalg

 

Ligesom solen lægger dagene til livet, lægger evangeliet livet til dagene. "Ordet med solen i skiftende tider udgår som brudgom i morgenrød glans". Ordet er Guds tale til os, sådan som det lyder i evangeliet. Her i verden lyder det på den måde, at det i skiftende tider - igen og igen må blive til og blive levende. Ligesom solen ikke kan skinne én gang for alle, men hver dag må stå op på ny for at kaste sit forklarende lys ind over verden, således kan vor Herres ord heller ikke lyde én gang for alle. Hver eneste dag må ordet fornyes og blive til et levende ord, fordi det bringer livet med sig dér, hvor det bliver hørt. Dette er vilkårene for den profetiske tale. Så derfor skal dagen begynde med, at vi synger nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære".

     Nr. 404 "Lover Herren! han er nær" er sådan en dejlig lille salme, som man kan bruge, når salmen ikke skal være for lang, og når man ikke ved, hvad man ellers skal finde på at synge. Her vil den fint kunne være med som anden salme, fordi den i al sin enkelhed knytter en forbindelse mellem den gammeltestamentlige læsning og epistel-læsningen fra Romerbrevet kap. 8 om Helligånden, der vidner om vores status som Guds børn. For en sikkerhed skyld kunne man så bagefter synge: "Ja, sandheds Ånd! Forvis os på, at også vi er af Gud Faders små" – altså nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd".

     Evangelieteksten fra slutningen af bjergprædikenen kunne friste til, at man som prædikant kaster sig ud i den muntre kætterjagt, der til de fleste tider foregår i både det politiske og det kirkelige liv. Men hvis Jesus havde ment advarslen mod de falske profeter som en opfordring til kætterjagt, havde han nok selv sat en sådan jagt i værk. Men det gjorde han ikke. Nej, når Jesus advarer mod de falske profeter, så er meningen nok meget mere den, at vi skal tage os i agt for os selv, det vil sige det vakkelvorne i os. Det kunne give anledning til flere salmer efter prædikenen for eksempel nr. 390 "Gud, lad dit ord i nåde lykkes", som er skrevet over teksten, eller nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg", eller nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord", men den passer nok bedre som udgangssalme. Det må enten blive nr. 390 eller nr. 341 "Det lakker nu ad aften brat", som der er noget bid i, når man tænker den politiske kætterjagt med. Så kan Luther få det sidste ord med nr. 337 som udgangssalme. 

 

Mit salmevalg: 392 – 404 – 289 / 341 -337.

 

Niende søndag efter trinitatis – Luk. 16,1-9: Den uærlige godsforvalter.

 

Gør plads for nåden

 

Godsforvalteren i lignelsen havde uret. Han havde ikke noget ret at gøre gældende. Efter den pinlige afsløring af hans bedrageri var det åbenlyst for enhver, at han havde uret. Så må samfundet forlange, at det skal gå retfærdigt til. Og selv må godsforval-teren se i øjnene, at hans eneste mulighed for at kunne leve som et frit menneske består i, at nogen vil lade nåde gå for ret. Derfor gør han det kloge, at han fremturer i sit bedrageri med det formål at skabe mulighed for, at nogen vil lade nåde gå for ret. For det er nemlig sådan, at mennesker kun kan leve frit dér, hvor nåden får lov til at råde. Livet fryser til dér, hvor der er nådesløst. Det gælder også, selv om det går retfærdigt til.

     Nåde og tilgivelse er grundvilkår i vores liv – også selv om vi ikke vil vide af det. Den utro godsforvalter var havnet i den situation, at han var nødt til at vide af det, og så skabte han mulighed for nåde ved at bruge løs af en rigdom, som ikke var hans, og som han på ingen måde havde ret til.

     ”Og herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.”  Af evange-lieteksten fremgår det ikke klart, om der med ordet ”herre” menes godsforvalterens herre, eller om der skal tænkes på Herren Jesus. Det kan også være lige meget. Under alle omstændigheder er det meningen, at vi i den herre, der er tale om, skal se et billede af Gud, som har råd til at glæde sig, når mennesker her i livet handler klogt og skaber plads for nåden ved at bruge løs af det, der er Guds. For i en nådesløs verden er der ingen plads til Gud – i al fald ikke den Gud, som vor Herre Jesus påkaldte som sin far, og som fik ham til at se på ethvert menneske som et medmenneske og en bror eller søster, uanset om de var mennesker, som ikke havde nogen ret at gøre gældende.

     Lad det derfor kendes på os som lysets børn, at den nådesløse nat er omme, og at vi derfor her i verden skal leve som dem, der skaber plads for nåden ved frimodigt at øse ud af alt det, der tilhører Gud.

 

Forslag til salmevalg

 

Lignelsen om den uærlige godsforvalter er noget af en sten i skoen. Den irriterer. Det er absurd, at godsforvalteren tilsyneladende bliver rost for sin uærlighed. Det passer ikke ind i det gængse moralmønster, at det er klogt at gøre noget uærligt. Evangelieredak-tøren har da også hæftet ikke mindre end fem forskellige forklaringer på selve lignelse. To af dem er taget med i prædiketeksten. For det første er der den med, at denne verdens børn er klogere end lysets børn. For det andet er der den med, at man skal skaffe sig venner ved hjælp af penge, som man ikke er kommet ærligt til.

     I salmevalget holder jeg mig til den første forklaring, altså den med lysets børn. Som lysets børn kan vi lære noget af denne verdens børn, som på en klog måde bruger det, de har svindlet sig til. Vi skal lære at bruge af det lys, som kom til verden med vor Herre Jesus Kristus. Det er ikke vort eget lys, mens hans lys, men her i verden er det os, der skal lade det skinne.

     Stikordet er "lysets børn". Måske er lignelsen blevet fortalt med en hentydning til menigheden i Qumran, der betegnede sig selv som lyses børn. Men denne verdens børn er klogere. Som kristne er vi også lysets børn, der kan lære noget af denne verdens børn, som lever højt på at snyde og bedrage ved at bruge løs af det, som ikke er deres eget.

     "Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme", hedder det i vers 1 af nr. 402 "Den signede dag". Den kunne man synge som første salme eller som salme efter prædikenen.

     Så er der nr. 298 "Helligånden trindt på jord", som i vers 2 også har lysets børn med. Den vil være en god salme efter epistellæsningen, som handler om dem, der vandrer i lyset. Desuden vil salmen også være en passende overgang til evangelie-læsningen.

     Der er en tredje salme, der også handler om lysets børn, Uden at de er nævnt lige med de ord. Det er nr. 752 "Morgenstund har guld i mund", hvor det i vers 5 hedder "Gud give os at skinne så, som himmellys skønt af de små, da randt for os guldterning". I de tre nævnte salmer er pointen den, at vi kan lade vort lys skinne, fordi det dybest set ikke er vort eget lys, men et lånt lys. Ligesom månen låner sit lys fra solen, således låner vi som lysets børn vort lys fra det lys, der kom til verden, da "vor Herre han lod sig føde", for da oprandt det lys, "som jordens bold skal lysne udi og gløde".

     Jeg mener, at man godt både kan begynde og slutte gudstjenesten med en morgen-salme. Så selv om nr. 752 kan være udgangssalme, kan vi alligevel godt som ind-gangssalme have nr. 749 "I østen stiger solen op", som passende kunne kaldes "lysets børns morgensang".

     Og så er der salmen efter den gammeltestamentlige læsning fra Ordsprogenes bog, der handler om at være til for sin næste og lade sit lys skinne for ham og hende. Det har Kingo en salme, som understreger. Det er nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort", hvor især vers 3 passer rigtig godt ind i den sammenhæng, hvor det drejer sig om at dele ud af det, som ikke er vort eget.

      

Mit salmevalg: 749 – 683 – 298 / 402 – 752.