Lov mig Du findes i døden
Eskatologien i nyere salmer
af biskop emer. Kresten Drejergaard
Hvert år på denne dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.
Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen “Rystet Spejl”,
Samlede Thomsen, 2014, s. 316
En påskedag i 1970’erne var jeg til gudstjeneste i Vejlby Kirke ved Århus. Det var i eksistensteologiens dage. Man talte dengang om afmytologisering og eksistential interpretation af de bibelske tekster, hvilket vil sige, at den eksistensforståelse, der i et mytologisk sprog kommer til udtryk i de bibelske tekster, skal oversættes til et nutidigt, begrebsmæssig sprog for derefter i prædikenen at blive konfronteret med vores egen medbragte eksistensforståelse. Prædikanten den pågældende påskedag var sognepræst Halvor Graabæk, som i sin prædiken citerede Kaj Munk, som skal have udtalt: “Lad dem blot slå os ihjel langfredag. Vi lurer dem påskemorgen!” Derefter fortsatte Graabæk: “Lad det være sagt ligeud: Vi lurer ingen påskemorgen! Hvis der er nogle af jer, der er i tvivl om, hvordan det går med de døde, så kan de jo efter gudstjenesten spørge graveren!”
Man kan få en del tid til at gå med at fundere over, hvem der har holdt den bedste påskeprædiken - Søren Ulrik Thomsen eller Kaj Munk eller Halvor Graabæk.
Jeg husker ikke, hvilke pointer, der ellers var i Graabæks påskeprædiken. Antagelig har det været noget med, at påskeevangeliets tale om Kristi opstandelse fra de døde betyder Ordets opstandelse fra de døde. Og da Graabæk havde det med at belægge sine homiletiske pointer med salmecitater, kunne han i den sammenhæng have citeret indtil flere Grundtvig-salmer som for eksempel DDS nr. 349 vers 7:
Synger da med i højen sky:
Ordet stod op af døde,
lyder i Åndens kraft på ny,
tænder, så tunger gløde!
Eller påskesalmen DDS nr. 241 vers 5:
Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Det er her ikke helt ligegyldigt, hvordan man vender tankegangen. For Grundtvig er pointen ikke den, at vi holder gudstjeneste, fordi Kristus bevisligt er opstået fra de døde. Derimod er den omstændighed, at vi holder gudstjeneste, beviset på, at Kristus opstod fra de døde. Hvis Kristus ikke var opstået fra de døde, havde der ikke været nogen gudstjeneste. For i gudstjenesten er Kristus levende til stede i sin menighed, hvilket vi skønner af det, som vi hører. Hvordan Kristus opstod fra de døde, kan i den sammenhæng være ligegyldigt. Hovedsagen er, at han er opstået fra de døde, ellers havde vi ikke holdt gudstjeneste.
Men i en anden sammenhæng er spørgsmålet ikke ligegyldigt. Det viser sig i en diskussion mellem Grundtvig og Ingemann (Grundtvig-Studier 1950, side 52). Ingemann havde givet udtryk for, at han i trosbekendelsen ville foretrække formuleringen “legemets opstandelse” i stedet for “kødets opstandelse”. Dette protesterer Grundtvig energisk imod, og han begrunder senere i “Den kristelige Børnelærdom” sit forsvar for “kødets opstandelse” med, at det sker for menighedens skyld, “der ellers vil besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde” (Udvalgte Skrifter, s. 366).
I sine salmer har Grundtvig en hel del mere at sige om opstandelse end det, der kom til udtryk i Graabæks minimalistiske påskeprædiken. Også salmedigteren K.L. Aastrup har opstandelsen med i de fleste af sine salmer, men derefter er det bemærkelses-værdigt, at eskatologiske betragtninger spiller en mere tilbagetrædende rolle i nutidens salmeskrivning og prædikener.
Eskatologien i tidens prædikener og sjælesorg
Sognepræst Einar Fog-Nielsen har i bogen “At sige verden ret farvel” fra 2006 foretaget en analyse af prædikener ved 927 begravelser. Bogen er et resultat af en studieorlov. Navnlig kapitlet “Udsagn om opstandelse og evigt liv”, side 43-50 er interessant. Af de 927 begravelsesprædikener er der kun 75, som handler om opstandelse og evigt liv. Som regel kommer henvisningen til opstandelse og evigt liv i prædikenens slutning – ofte i form af en hentydning til en af de salmer, der er blevet sunget ved begravelsen. På den baggrund gør Fog-Nielsen denne iagttagelse: “I de mange begravelsestaler, jeg har haft til gennemlæsning i disse måneder, fylder det personlige, det såkaldte vita, generelt mere, tror jeg, end det gjorde for bare 30 år siden. Det sker, at man finder en hel biografi om afdøde, og at det evangeliske fylder utroligt lidt” (side 54).
Denne mangel på eskatologisk horisont i prædikenerne har noget at gøre med en blufærdighed over for “de store ord”, som vi har med os fra bibelhistorien og den klassiske salmelitteratur, og som bliver til en forlegenhed i konfrontationen mellem det mytologiske verdensbillede og det såkaldt videnskabelige verdensbillede.
Jeg kender problemet fra mig selv. Da jeg var helt ung præst, blev jeg kaldt ud på sygehuset for at se til en patient fra mit sogn. Jeg kendte hende udmærket, fordi hun var medlem af menighedsrådet og havde været med til at indstille mig til præsteembedet. Nu havde hun fået en hjerneblødning, men var ved bevidsthed og kunne tale. Hun sagde til mig, at nu skulle hun dø. Jeg slog det hen og sagde, hun hellere skulle bestræbe sig på at blive rask, for nu blev det jo også forår, og så begynder livet igen.
Jeg skal aldrig glemme, hvordan skuffelsen bredte over hele hendes til dels lammede ansigt. Det havde hun ikke ventet sig af sin præst! Det var forfærdeligt! Og jeg har aldrig siden modsagt nogen, som fra en sygeseng har sagt, at de var ved at dø. Da jeg kørte derfra, besluttede jeg mig for at vende tilbage næste dag, Det gjorde jeg så, men da var hun blevet bevidstløs, og sygeplejersken sagde, at det var omsonst at gå ind til hende. Det gjorde jeg alligevel. Og jeg holdt en lille eskatologisk prædiken, som jeg i tankerne havde forberedt og sluttede med at sige Fadervor og lyse velsignelsen. Da ændrede hendes åndedræt sig mærkbart, som om hun blev bevæget. Jeg tænker, at hun alligevel har hørt noget, og at jeg alligevel fik rettet lidt op på min stupide blufærdighed. Hun døde dagen efter.
Jeg kom til at tænke på denne episode, fordi jeg for nylig har læst en teologisk specialeopgave, som er skrevet af nuværende sognepræst Benjamin Würtz Rasmussen (tidl. Knudsen). Det er en undersøgelse af danske hospicepræsters italesættelse af det evige liv og opstandelse i mødet med døende. Fem hospice-præster har i interviews givet deres bidrag til opgavebesvarelsen. Jeg har især hæftet mig ved to ting: For det første, at eskatologiske temaer uundgåeligt kommer på bane i disse samtaler med de døende. For det andet at alle fem præster på forskellig vis giver udtryk for, at de har skullet overvinde en forlegenhed ved at bruge "de store ord", som indgår i en eskatologiske begrebsverden.
Det første, de eskatologiske temaer, ligger allerede i grundspørgsmålet: Findes der et liv efter døden? I samtalerne fordeles dette spørgsmål på flere underbegreber: opstandelse, evigt liv, håb, gensynsforvent-ninger, gudsnærvær samt et underligt begreb om immanent transcendens, hvilket vel bedst kan forstås som oplevelser af evighed her i det dennesidige. Undervejs får man også en introduktion til nyere eskatologi-opfattelser som P.G. Lindhardts foredrag fra 1952 om det evige liv. Jürgen Moltmanns håbsteologi er der også blevet plads til. Desuden bliver man præsenteret for yngre danske teologer som Lars Sandbeck, Jakob Wolf, Niels Grønkjær og Preben Kok.
Disse teologer danner baggrund for den diversitet, der præger hospicepræsternes egne eskatologiske opfattelser, og dermed for det andet også danner baggrund for den forlegenhed, der opstår, når hospice-præsternes medbragte eskatologier i sjælesørgeriske samtaler konfronteres med de døendes mere "folkelige" forventninger til det, der kommer efter døden. Pointen er den, at hvis den sjælesørgeriske samtale/prædiken skal lykkes, må præsten være i stand til at omsætte de "folkelige" forestillinger og forventninger samt til at italesætte dem på en måde, der skabes en fælles forståelseshorisont og et fælles sprog for forkynderen og patienten/kirkegængeren.
Denne konklusion, som har baggrund i forfatterens samtaler med hospicepræster, har i virkeligheden også gyldighed for almindelige sognepræster i deres virke på prædikestolen og ude i sognet. Forskellen består i, at hospicepræsterne ikke kan unddrage at beskæftige sig med den mangfoldighed af eskatologiske forestillinger, der kommer til orde hos de døende. Det kan sognepræsten gøre noget lettere og vil vel også i mange tilfælde være fristet til det, sådan som mit eget selvoplevede eksempel med den døende på syge-huset viser.
Hvis jeg skulle sige noget til mit forsvar for mit mislykkede sygebesøg, kunne man sige, at det med foråret og livet, der begynder igen, måske også var tænkt som en slags prædiken. Jeg var nogle måneder forinden kommet fra det teologiske fakultet i Århus, hvor Løgstrup docerede skabelsesfilosofi og suveræne livsytringer, som sætter sig i gennem, uanset om vi vil kendes ved dem eller ej. I den skabte verden er der en iboende godhed, som gør det nærliggende at tænke i religiøse baner. De suveræne livsytringer som godhed, barmhjertighed, tilgivelse, talens åbenhed samt også håb er livsytringer, som lægger en religiøs tydning nær. Det gør dem ganske vist ikke til et bevis for kristendommens sandhed, for de er livytringer, som hører det skabte menneskeliv til, og derfor findes de også dér, hvor der ikke har været prædiket kristendom. De er ikke specifikt kristne livytringer, men derimod universelle livsytringer. Men derfor kan de godt inddrages i en kristen prædiken og dér tjene et opbyggeligt formål. Under alle omstændigheder er det sådan, at vi ikke ville kunne forbinde noget som helst med det, vi hører forkyndt i evangeliet, hvis vi ikke forstod det i analogi med erfaringer, som vi gør i vort eget naturlige menneskeliv. Vi ville jo hverken kunne begribe eller tro den i evangeliet forkyndte tilgivelse, hvis vi ikke fra vort levede menneskeliv vidste noget om, hvad tilgivelse er imellem mennesker.
Hvis prædikenen fuldbyrder den religiøse tydning, som livsytringerne gør nærliggende, så ville man sige, at det er Gud, der er ophav til de fænomener, som tydes. Det betyder ikke, at livsytringerne dermed er blevet til et tvingende bevis for Guds eksistens. Men det er stadig nærliggende at tænke Gud med ind i den kendsgerning, at livytringerne findes, selv om vi i kraft af vores selviskhed bedst kender dem i deres “deficiente modus”, som Løgstrup udtrykker det, hvilket vil sige i den mangelfulde og forvredne skikkelse, de får, når vi misbruger dem. I en prædiken er det ikke svært at kæde dette misbrug sammen med et syndsbegreb, der omfatter naturødelæggelse, klimakrise og almindelig mangel på samfundsmoral. Men afsættet for en sådan moralprædiken er også tanken om den skabte verdens iboende godhed: Gud skabte verden og alt, hvad der er til i den. Og Gud så, at det var godt. Men så kom syndefaldet.
Eskatologiens teologiske nødvendighed
I 1978 udgav Løgstrup bogen “Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik IV”. I denne sammenhæng henviser jeg navnlig til afsnittet om “Den betingelsesløse tilgivelses bagatellisering af ofrenes lidelser” (s. 239-244). Løgstrup formulerer problemet på denne måde: “Kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse af bedrageren at blive en bagatellisering af den bedragnes ulykke og lidelse” (s. 242). For tydelighedens skyld illustrerer Løgstrup problemet med et eksempel, som stammer fra tiden efter 2. verdenskrig: Det drejer sig om en journalist, som et sted i Sydamerika interviewer en nazi-bøddel, som har mellem en halv og en hel million jøders liv på samvittigheden. Situationen er umulig. Ligegyldigt hvad hun siger, bliver det forkert. Når hun tænker på de ufatteligt mange ofre, må hun sige, at det er der ingen tilgivelse for. Men det kan hun ikke sige til bødlen. For i samme øjeblik hun gør det, må hun spørge sig selv: “Hvem er jeg, der evigt kan nægte et andet menneske nåde?" (s. 243).
Forudsætningen for, at Jesus i sin forkyndelse betingelsesløst kan lade tilgivelsen råde, er den, at Guds rige hele tiden er tænkt med – ikke blot som et rige, der kommer lige om lidt, men som et rige, der er allerede nu. Det er midt iblandt os, fordi Jesus er midt iblandt os i den forstand, at troen på Jesu forkyndelse også er virkelig i vores tilværelse. Vi møder den som ritual i kirken. Vi hører i prædikenen om et håb, der rækker ud over død og tilintetgørelse, et håb, der kommer til orde som en tillid til, at der hinsides ikke blot er tilintetgørelse og tomhed, men at Gud er dér med al sin skabelsesmagt. Hvis ikke denne eskatologiske horisont er tænkt med, mister gudsbegrebet sit indhold. Dermed mister også skabelsestanken sit indhold. Alternativet til denne tomhed er i kristen sammenhæng troen på Guds tilgivelse samt troen på den eskatologiske horisont, som vi indtil videre kun kender til som ritual. Vi kender kun til det i kraft af gudstjenesten, som er en foregribelse af det Guds rige, som er på vej.
Dette kunne også siges med et citat, som tillægges den forkætrede franske teolog Alfred Loisy (1857-1940): “Jesus forkyndte Guds rige, men det var kirken, som kom”. Citatet kan tolkes forskelligt, men hvis man opfatter det på den bedste måde, siger det, at kirken (gudstjenesten) er en legitim konsekvens af Jesu forkyndelse, for så vidt som kirken indtil videre her midt i vores faktiske tilværelse er det eneste, vi kender og kan forholde os til som Guds rige. Det er en tanke, som går igen i en del af de salmer, vi synger, for eksempel Grundtvigs “Jeg ved et lille Himmerig” (DDS nr. 325).
I Løgstrups filosofiske kontekst kommer eskatologien til at spille en nødvendig rolle som løsning på et theodicéproblem. Derved kommer filosoffen til at bevæge sig ind i teologien, for også i teologisk forstand er det sådan, at hvis man tænker Gud med ind i begyndelsen som skaber og opretholder, så bliver man også nødt til at tænke Gud med i det, hvad angår afslutningen jf. titlen på Løgstrups bog "Skabelse og tilintet-gørelse". Hvis der ikke er en sammenhæng mellem begyndelse og afslutning, mellem skabelse og tilintetgø-relse, mister gudsbegrebet sit indhold og sin mening. Hvis man teologisk opgiver tanken om en skabende og opretholdende Gud, bliver der af teologien ikke andet tilbage end en fascination af mennesket Jesus, som satte sit liv til for nogle, som ikke engang var det værd.
Eskatologien i tidens salmer
Jeg har i en anden sammenhæng gjort gældende, at den eskatologiske horisont er noget nedtonet i nutidens salmedigtning. Det er en iagttagelse, som jeg har gjort på baggrund af en læsning af salmerne i Den Danske Salmebog samt tillægget “100 salmer” (se hertil min artikel “Med venner i lys vi tale” på salmer.dk:
https://krendrej.dk/Blogs/med-venner-i-lys.html
Iagttagelsen står stadig ved magt, men den bør alligevel suppleres, eftersom jeg siden er blevet opmærksom på, at der faktisk er skrevet nogle få salmer med klare eskatologiske pointer. En af dem er Svein Ellingsens salme fra 1976 "Herre, når din time kommer" (DDS nr. 277).
https://www.salmer.dk/salme/herre-naar-din-time-kommer/277
Salmen er næsten samtidig med Johannes Johansens oftere anvendte salme “Dommer over levende og døde” (DDS nr. 276), hvilket vil sige, at den genremæssigt befinder sig på overgangen mellem den traditionelle salmelitteratur og de såkaldt moderne salmer. Salmen har et umiskendeligt eskatologisk præg, hvilket allerede fremgår af det gentagne citat fra 1 Joh 3,2 som slutlinje på hvert vers: “Vi skal se ham, som han er”, bortset fra at citatet i salmen er formuleret som en henvendelse til Kristus: "Vi skal se dig, som du er!".
Salmen handler om “riget” - Jesu Kristi rige, som allerede nu er skjult til stede i verden, hvor det over-vinder dødens magt (vers 2). I denne mellemtid, hvor riget er skjult, lever vi i troen på det, der skal komme (vers 3), og vi holder os til det, som vi faktisk har at holde os til her i foreløbigheden, nemlig dåb og nadver, som er en forsmag på rigets store måltid (jf. Luk 22,16). Mellemtiden og foreløbigheden er en ventetid, hvor vi ved Helligånden må udholde de lidelser, som er i verden, hvor “vort eget knuses” og “døden endnu hersker” (vers 5-6). I det følgende vers nærmer vi os dagen, hvor Kristus kalder os ud af døden, og mørket ikke længere findes, og hvor Guds godhed råder. I det sidste vers kulminerer dette frelseshistoriske forløb i en gentagelse af slutordene i Fadervor: “Dit er riget, magten og æren!"
Din er dommen! Din er nåden!
Halleluja! Alt er fuldbragt!
Vi skal se dig, som du er!
Salmen slutter med at se på det hele fra fuldendelsens synsvinkel. Af den grund mener jeg, at citatet fra 1 Joh 3,2 burde have været ændret fra futurum til præsens: “Og vi ser dig, som du er!” Salmen er i sin sprogbrug og forestillingsverden tæt på traditionen. For så vidt kunne man kalde den en katekismussalme, som udlægger et eskatologisk trosindhold, der også kan frugtbargøres i en gudstjenstlig sammenhæng.
Det forholder sig noget anderledes med de salmer, som i marts 2023 blev omtalt i to artikler på salmer.dk. Det drejer sig om en artikel af Bo Grymer om “Det grotrianske frelsessyn” samt en artikel af Dorte Dideriksen om “Bekendelsen til kødets opstandelse”.
Jeg kommer nok aldrig til at blive storforbruger af Simon Grotrians salmer til gudstjenestebrug. Til gengæld synes jeg, at de er morsomme at læse, hvilket skyldes, at jeg nok ikke tager dem helt alvorligt, for så vidt som det ikke er sikkert, at man skal bruge tid på at finde dybsindige meninger med alle Simon Grotrians ord og sætninger. Mange af dem betyder måske slet ikke noget særligt, men er kun sat sammen med det formål, at de skal rime, som for eksempel:
Gud skabte verden
det tog ham seks dage
så opfandt han mørket
og trak sig tilbage.
Jeg fandt på dette
det tog mig en time
så slukker jeg lyset
fordi det skal rime.
https://www.salmer.dk/salme/gud-skabte-verden/2574
Til gengæld kan man - både i enkelte vers og i en salme som helhed - gå på opdagelse efter mange skarpe pointer.
Det gælder for eksempel i salmen “Min nåde er dig nok”, som er tænkt i forlængelse af Johannes Johansens salme, som begynder med de samme ord, som skyldes Paulus i 2 Kor 12,9. “Min nåde er dig nok”, det ord er i Johannes Johansens salme for de spæde, de store, de døde, samt for alle os andre, som det skal tænde mod i “hver dag til verdens ende”. Dér slutter det! Men denne minimalistiske eskatologi er ikke nok for Simon Grotrian, så han tager fat dér, hvor Johannes Johansen slutter:
Simon Grotrian, 2017
https://www.salmer.dk/salme/min-naade-er-dig-nok-grotrian/2737
I salmen bliver eskatologien foldet ud på alle tænkelige og utænkelige måder. Der bruges apokalyptiske billeder fra den nordiske mytologi. Fenrisulven glammer, og Midgårdsormen strammer som et slips (vers 1). Der er djævleflokke, som skræller og lammer forstanden (vers 2). I vers 3 kikker man ned i graven og ser, at man er skrumpet ind til et skelet, som kun larverne giver en form for krop. Derefter kommer der en drage, der viser tænder, og der er ildsøjler, som tænder ild (vers 4). Fra vers 5 sker der en vending i salmen. Ganske vist fortsætter de apokalyptiske billeder, men nu overtrumfes de af noget, der sker i sidste linje, hvor der vækkes til live (vers 5), og i vers 6 er der ingen djævel, der forker (ned i dødsriget?). I vers 7 er der tale om hele verdens undergang, men “du” tilsiges et hjem hos Gud. I vers 8 er vi inde i kirken, hvor der vanemæssigt aflires salmer med et hult halleluja, men dér i gudstjenesten spirer de nye himle. Og så slutter salmen i vers 9 med en konstatering af, at Guds nåde er nok i alle evigheder, “du blir mit barn igen, jeg findes, og du leder”.
Den eskatologiske pointe i salmen er klar og tydelig. Den er der ingen tvivl om. Men undervejs er der flere grotrianske finurligheder. For eksempel ved jeg ikke, hvem der i vers 6 eventuelt kunne ligge og “snorke med hodet på en sten”. Er det patriarken Jakob, der efter sin drøm i Betel vågner op og konstaterer: “Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!” (1 Mos 28.17). I så fald er der tale om en reference til ordet “huses” i vers 7, som på sin side leder videre til gudstjenesten i vers 8.
Også salmens allersidste linje kan man fundere lidt over: “jeg findes, og du leder”. Man skulle synes, at det var omvendt: “du leder, og jeg findes”. Men i Simon Grotrians formulering er der noget uafsluttet, “jeg findes, og du leder”, og sådan vil det være vedvarende. Det vil altid være sådan, at jeg (Gud) findes, og du (menneske) leder. Denne formulering peger igen hen på gudstjenesten, hvor forudsætningen er den, at Gud findes, og derfor leder vi efter ham dér, når vi går i kirke. Dermed får Simon Grotrian meget diskret sat gudstjenesten ind i den eskatologiske sammenhæng.
Til sidst i sin artikel om “Det grotrianske frelsessyn” gør Bo Grymer den iagttagelse, at der hos Grotrian er tale om en dobbelthed i synet på frelsen: Den dominerende tanke i salmerne er tanken om alles frelse, selv om der også kan findes antydninger af forestillingen om den såkaldt dobbelte udgang af dommen som for eksempel i formuleringen:
for Gud er far til dagens blod
som evighed må bære
det kan dit hjerte ta imod
og det kan lade være.
(citeret efter Grymer)
Bo Grymer refererer til en samtale med Grotrian, hvori de kommer ind på lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31). Det er en pointe i lignelsen, at ens handlinger her i livet har konsekvenser. Det er uopretteligt, at den rige mand overså den fattige og døende Lazarus, som lå uden for hans dør. Er der slet ingen tilgivelse til den rige mand? Det kan vi ikke vide noget om. “Hvem er vi, at vi skal se Gud i kortene?” spørger Grotrian, og rejser dermed det samme uløselige spørgsmål, som i følge Løgstrup tårnede sig op foran den journalist, der skulle interviewe nazi-bødlen: Hvis den rige mand skal tilgives, er det en bagatel-lisering af Lazarus’ lidelser, og så er retfærdigheden ikke til. Og hvis han i al evighed skal straffes på pine-stedet, er kærligheden ikke til. Grotrian peger derfor på en tredje mulighed, som han i virkeligheden låner fra Paulus: “Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er, …... men han selv skal blive frelst” (1 Kor 3,13-15). Det vil sige, at der godt nok er et skel mellem fordømmelse og frelse, men at dommen ses som en renselse af det enkelte menneske. Den skelsættende dom går ikke mellem mennesker, det vil sige mellem de frelste og de fortabte, men dommen sætter et skel i det enkelte menneske. Filosofiens stringent tænkte gudsbegreb må vige for det gudsbegreb, som troen og håbet sætter. En salmedigter kan tillade sig større friheder end en filosof.
Merete Bandaks salmer er – i sammenligning med Grotrians - noget lettere at have med at gøre. De er skrevet i et meget ligefremt sprog uden særlig megen brug af kunstord og kunstrim. Men hun har det tilfælles med Grotrian, at salmerne også har en eskatologisk horisont, som hun ofte når frem til via en naturiagttagelse. Det gælder salmen “Det blad som ormen trækker”, som Dorte Dideriksen henviser til i sin artikel (jeg har ikke fundet den på salmer.dk, som ellers har 49 salmer af Merete Bandak). Salmens første vers lyder således:
Det blad som ormen trækker ned i jorden til behandling
vil gennem tarmens mørke tragt få del i en forvandling
En undergang i håbets tegn hvor det der smuldrer trækkes
Forskydes, samles, formes om indtil det genopvækkes
Men allerede i anden strofe går det fra natur til menneske:
- - - - -
Det blad der vissenbrunt og dødt blev sænket ned i graven
skal møde ham der skabte os og kender os til marven
skal møde Kristus som den kraft der virked påskemorgen
skal møde kærlighedens blik, der knuser hjertesorgen
Hvert kistelåg skal brydes op, al aske spredt på havet
hver sjæl i tusind slægters led der ellers var begravet
skal vækkes ved trompetens klang og sfærernes fanfarer
skal høre englesang og ord der alting åbenbarer
skal nå sit væsens sande mål ved Helligåndens gave
og hilses varmt af Jesus selv i Paradisets Have.
(citeret efter Dideriksen, 'Bekendelsen til kødets opstandelse', salmer.dk, 2023)
Her kunne salmen sådan set godt slutte. Men den har endnu et par vers, som jeg her vælger at se bort fra, dels fordi de virker lidt ufærdige, dels fordi salmen allerede har den tanke med, at målet for de eskato-logiske begivenheder er præfigureret i skabelsen. Endetidens begivenheder ikke blot svarer til det, der skete i fortiden, men overgår dem også. Indholdsmæssigt set forstår vi det, vi håber på i fremtiden ved hjælp af de billeder, vi har med os fra fortiden. Det er det, der ligger i den betragtning, som Adam-Kristus typologien er udtryk for: “Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfær-dige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,14 og 1 Kor 15,45-49). Man kan også pege den eskatologiske logik, der kommer til udtryk i 2 Kor 3,9-11: “Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlig-hed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed”. Det går fra det mindre til det større, fra det lettere til det tungere. Det mindre giver anskuelighed til det større, og det lettere giver indhold til det tungere.
Der er bevægelse i Merete Bandaks salmer. I denne salme går bevægelsen fra køkkenhave til Paradisets Have. I køkkenhaven trækker regnormen det visnede blad ned i jorden. Det bliver sænket i graven, hvor det formuldes for at give næring til det frø, der skal spire og vokse (man skal her medtænke lignelsen om hvedekornet i Joh 12,24). Igennem døden kommer det til et møde med Skaberen og Kristus, som selv opstod fra de døde. Det er et møde med “Jesus selv i Paradisets Have” (vers 4).
Der er klare eskatologiske pointer i flere af Merete Bandak salmer. Det gælder for eksempel en af hendes seneste salmer fra 2022 “Et rum til at søge det sande”, hvor bevægelsen går fra det at lytte til det at tro, indtil det i fjerde og sidste vers hedder:
Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre
med lyttende nænsomme skridt
og villighed til at forandre
os selv, når vi elsker for lidt.
Vær du vor faste forankring,
vort hjerteslags bankende tro,
så godhedens rige må komme,
det sted, hvor vi sammen kan bo
https://www.salmer.dk/salme/et-rum-til-at-soege-det-sande/3020
Det er ikke helt klart, om der tænkes på kirkerummet som et eskatologisk rum, eller om der tænkes på det rige, hvor vi rummes hos Gud, men det er for så vidt også underordnet. Det ene udelukker ikke det andet, hvad der også kan være en pointe i.
Det samme kan siges om et lidt ældre salme fra 2012, med titlen “De lange skygger – de korte dage”, hvor det hedder:
- - - - - - - -
For alt i verden: Bevar dog håbet!
skønt den er skjult nu, den røde tråd
Et forår venter – en sommer kommer
og den som tror og som holder ved
skal møde Gud som en nådig dommer
når tiden rammes af evighed.
https://www.salmer.dk/salme/de-lange-skygger-de-korte-dage/2822
Endelig skal nævnes “Bred din brune musvågevinge” (2016), som Merete Bandak anser for at være sin bedste salme (hendes egen kommentar til salmen på salmer.dk).
Bred din brune musvågevinge
over min smertes plettede æg
åbn din kåbe
tegn mig et hjerte på din himmelblå væg
Lad din klokke klinge og lokke
ringe og rokke livsmodet frem
ryst mig og trøst mig
Hør, Gud, må himmeldøren godt stå på klem?
Vær min høne, værn mig og put mig
under dit brysts beskyttende dun
og lad mig vågne
trøstet til lyden af din himmelbasun
Amen, amen, amen.
https://www.salmer.dk/salme/bred-din-brune-musvaagevinge/2808
Her går bevægelsen fra “min smertes plettede æg”, som jeg opfatter som et billede på syndserkendelse, til kirken, hvor klokken ringer og “rokker livsmodet frem”, så der alligevel er et håb om, at “himmeldøren står på klem”, til det eskatologiske billede fra Matt 23,37 med hønen, der forgæves har villet samle sine kyllinger under sine vinger. Her munder billedet ud i en bøn om at “vågne trøstet til lyden af din himmelbasun”.
Der er ikke mange eskatologiske pointer i nutidens salmedigtning – men de findes. En af dem er Iben Krogsdals begravelsessalme fra 2013 “Når den jeg har elsket er borte”. Det er en lille og ukompliceret begravelsessalme på tre vers, som utvivlsomt allerede har været i brug i mange kirker.
https://www.salmer.dk/salme/naar-den-jeg-har-elsket-er-borte/1003
De to første vers tjener som baggrund for den bøn, der kommer til orde i vers tre, og derved giver de bønnen et særligt perspektiv. Det hænder vel ikke så sjældent, at en præst under en begravelsessamtale bliver spurgt, om der efter døden skal være et gensyn med den elskede. Dertil har jeg selv svaret, at det håber jeg da, idet jeg samtidig har refereret Grundtvigs tidligere citerede synspunkt, at ingen skal “besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde”. I Iben Krogsdals salme er det vel tanken om et sådant gensyn, der diskret kommer til orde i bønnen om, at Gud/Kristus vil åbne sin favn og sige den elskedes navn. Det er elegant tænkt og formuleret!
I kommentaren til salmetillægget “100 salmer” er Iben Krogsdal citeret for den opfattelse, at tre vers er det perfekte antal vers i en salme. Denne opfattelse har hun ført ud i livet med salmedigtene “Tre”, som er en samling med 70 digte, som alle har tre vers. I en del af disse digte er der ansatser til eskatologiske pointer i lighed med pointen i begravelsessalmen som for eksempel det følgende digt:
Kom med dommens tunge kappe
læg den over mine skuldre
tyng mig ned, lad jorden skælve
ryggen ryste, himlen buldre
Jeg bekender: jeg har syndet
jeg har midnatstid at skylde
der står urner fyldt med navne
på mit køkkens høje hylde
Lad mig vente på din slette
optændt af din aftenrøde
til jeg ser dit store ansigt
og du rejser mine døde
Digtsamlingen "Tre", side 83
Hvad sker der, hvis det eskatologiske perspektiv forsvinder fra salmedigtningen? Hvad bliver der så tilbage? Rundt regnet en tredjedel af salmerne i tillægget “100 salmer” handler om temaer og begreber, der kan relateres til begrebet “skabelse”, hvilket sikkert har noget at gøre med, at både den menneskelige natur og især den ikke-menneskelige natur er blevet et stort tema i den politiske og kulturelle debat igennem de seneste 50 år. I sammenhæng med dette er ord som “miljø”, “resource”, “forurening” og “klima” blevet til hyppigt anvendte ord i debatten, og det smitter også af i salmedigtningen. Et eksempel er Marianne Velling Bordinggaards salme på salmer.dk:
https://www.salmer.dk/salme/gud-du-skabte-verdens-vidder/2452
Salmen er præget af ekstrem angst og skam over klodens elendige tilstand, som skyldes os selv og vores syndige begær. Og det er vel også hensigten med salmen, at den skal vække til syndsbevidsthed, så vi gør noget ved det for at redde klodens liv. Men man kan spørge, hvad Gud har med det at gøre. Det er os selv, der har skabt problemet, og derfor er det vel også os selv, der skal løse det problem, der består i den selvskabte dommedag, der tårner sig op foran os. Og det problem har vi fælles med alle andre, som måske ikke tænker Gud med ind i det. Og så må vi lægge kræfterne sammen. Den selvskabte dommedag er et problem, der må løses i fællesskab uafhængigt af, om Gud er tænkt med eller ej.
Det forholder sig anderledes med den rigtige dommedag, som har at gøre med, at Gud er både skabelsens og tilintetgørelsens Gud og derfor er med både i begyndelsen og i afslutningen. De med skabelsen givne fænomener kan vi forholde os til enten i en religiøs tydning eller i en ikke-religiøs tydning. Vi kan se fænomenerne som meningsbærende fænomener, eller vi kan se dem som meningsløse og tilfældige fænomener. Skellet mellem de to tydninger er i det faktisk levede liv et valg, som i sig selv implicerer en dom. Og dette valg er lige så elementært som valget mellem at gå i kirke og ikke at gå i kirke. For den, der deltager og ikke blot er tilskuer, er gudstjenesten i sig selv en eskatologisk begivenhed. Det betyder ikke, at alting så bliver fuldt forståeligt, blot man går i kirke, men det betyder, at det bliver udholdeligt at leve med det uforståelige uden for kirken i tillid til, at Gud er sådan som Jesus har sagt, at han er, og at Gud derfor også er med os i det mørke, hvor vi selv ikke forstår noget som helst.
Denne eskatologiske betragtning er efter min opfattelse pointen i det tredje vers af Iben Krogsdals begravelsessalme. Den slags pointer kunne vi godt bruge nogle flere af i nutidens brogede salmedigtning.
Så lov mig du findes i døden
så lov mig du åbner din favn
med himmelske, lysstærke arme
og siger min elskedes navn.
De analoge forhold, som er impliceret i vores tydning af skabelsen, og som vi investerer i vores forståelse af evangeliet, spiller også en rolle, når vi forholder os til endetiden. Derfor burde det også være muligt at skrive opbyggelige eskatologiske salmer, som i henseende til sproglige billeder trækker på de analoge forhold, som vi kender fra det levede liv. Netop fordi vi fra vort eget liv ved noget om dom og frifindelse, kan vi gøre os eskatologiske forestillinger om Guds dom og Guds frifindelse i analogi med det, som vi hører, når vi i kirken hører det forkyndte ord enten som lov eller som evangelium.
Litteratur
Dideriksen, Dorte. 2023. Bekendelsen til kødets opstandelse. salmer.dk
Drejergaard, Kresten. 2022. Med venner i lys vi tale. Hvad blev der af den eskatologiske horisont i salmerne? salmer.dk
Fog-Nielsen, Einar. Den danske Præsteforening 2006. At sige verden ret farvel. En analyse af prædikener ved 927 begravelser. Begravelsestalens teologi og struktur – med en statistisk beskrivelse af salmevalget i dag, s. 43-50.
Scharling, C.I.. Kristi Genkomst og Kødets Opstandelse. Det eskatologiske hos Grundtvig. Grundtvig-Studier 1950, s. 52.
Grundtvig, N.S.F.. Nordisk Forlag 1909. Den kristelige Børnelærdom, Udvalgte Skrifter bd. 9, s. 366.
Grymer, Bo. 2003. Det grotrianske frelsessyn. salmer.dk.
Knudsen, Benjamin Würtz. Eget forlag 2014. Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt. En undersøgelse af danske hospicepræsters italesættelse af det evige liv og opstandelse i mødet med døende set i lyset af moderne og postmoderne teologers eskatologiforståelse. Teologisk specialeopgave.
Krogsdal, Iben. Syng Nyt. Tre. Bekendelser.
Løgstrup, K.E.. Gyldendal 1978. Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik IV, s. 239-244.
Thomsen, Søren Ulrik. Gyldendal 2014. Samlede Thomsen, s. 316.