Åndelig oprustning – hvad er det?

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

Statsministeren har gjort sig til talskvinde for den opfattelse, at der er behov for oprustning, først og fremmest militær oprustning. Det kan man godt forstå! Siden Berlinmurens fald i 1989 har skiftende regeringer sparet på forsvarsbudgetterne, så kaserner og våbensystemer er gået i totalt forfald. Til gengæld er både det private og det offentlige forbrug øget betragteligt.

     Statsministeren ønsker imidlertid ikke blot en militær oprustning, men også en åndelig oprustning - hvad hun så end kan mene med det?

     Ordet ”ånd” er et begreb, som kun sjældent bliver anvendt i den politiske debat, medmindre man med et politisk ikke særlig korrekt udtryk erklærer noget for ”åndsvagt”. Der er derfor grund til at notere sig statsministerens nye mærkesag om ”åndelig oprustning”, som i øvrigt ikke til forklaring får mange flere ord med på vejen. Men man kan dog forstå, at den åndelige oprustning går ud på, at vi skal læse nogle flere bøger i stedet for at læse på en skærm.

     Den åndelige oprustning går derimod ikke ud på, at vi skal gå noget mere i kirke – til trods for at ordet ”ånd” er et begreb, der i snart et par tusinde år har haft betydelig hjemstedsret netop i kirken, hvilket vi bliver mindet om her ved pinsetid.

     Ved statsministeren overhovedet, hvad ”ånd” er? Kirken har hun tilsyneladende ingen brug for. Men når hun nu er begyndt at bruge ordet ”ånd” i en politisk sammenhæng, er det værd at lægge mærke til to næsten enslydende bemærkninger i statsministerens tale ved Folketingets afslutningsdebat 21. maj 2025 samt i hendes grundlovstale på Rødding Højskole 5. juni 2025. Ved begge lejligheder udtrykker statsministeren sig sådan:  ”At fundamentet for vores offentlige samtale er fakta, ikke følelser. Og at gud har vigepligt for demokratiet” (afslutningstalen).  Samt: ”Med oplysningstiden i Europa blev grundlaget skabt for det moderne menneske. Videnskaben vandt over myterne. Og Gud fik hen ad vejen vigepligt for demokratiet” (grundlovstalen). 

     Med disse formuleringer kan der selvfølgelig være tale om en banal idehistorisk konstatering af, at sekulariseringen satte ind med oplysningstiden, hvilket i samfundslivet er blevet fulgt op af, at demo-kratiet er blevet vores fælles foretrukne styreform. Men hvorfor bruger statsministeren så ordene ”åndelig oprustning” om vores engagement i samfundslivet, hvis hun i virkeligheden mener ”politisk oprustning”? Skyldes det, at hun trods al sekularisering alligevel vil smugle et religiøst element ind i vores forvaltning af demokratiet for ligesom at gøre det mere forpligtende? Det må bare ikke være kirkeligt! Ender det så ikke med, at man gør en religion ud af demokratiet, når man bombastisk slår fast, at ”Gud har vigepligt for demokratiet”? I så fald er det demokratiet, der er det vigtigste, det absolutte, som alt andet må bøje sig for. Set fra et teologisk synspunkt kunne man i øvrigt spørge, om det overhovedet giver nogen mening at tale om en gud, der har vigepligt.

     Selvfølgelig skal man ikke holde kristelige prædikener fra folketingets talerstol, og man skal heller ikke bruge kirkens prædikestol til politiske taler. Men det betyder ikke, at det ene ikke har noget at gøre med det andet. Man skal naturligvis kunne kende forskel, men der er ikke vandtætte skodder mellem kristendom og politik.

     Inspirationen til at blande sig i det politiske liv og tage del i samfundsmæssige anliggender kan meget vel være en inspiration, man har taget med sig hjem fra kirke for ude i det praktiske liv at omsætte denne inspiration i et politisk engagement i fællesskab med andre, som måske har hentet deres inspiration andre steder, for eksempel i de politiske ideologier. I det praktiske liv er det ikke inspirationens kilde, det kommer an på. Derimod kommer det an på de politiske handlinger, der kommer ud af den religiøse eller ideologiske inspiration.

     Inspirationen er til i det skjulte som sindets og intellektets reaktion på det, man hører. Den politiske handling opstår derimod i det offentlige og synlige som temperamentets reaktion på inspirationens tilskyndelse til det, der skal gøres i det demokratiske fællesskab med andre.

     Når statsministeren har det synspunkt, at ”Gud må vige for demokratiet” samtidig med, at hun plæderer for en ”åndelige oprustning”, så skylder hun at gøre rede for, hvori den åndelige oprustning adskiller sig fra en politisk oprustning, samt hvor den åndelige oprustning har sine rødder, når nu den tilsyneladende ikke kan have sine rødder i noget, der har med Gud at gøre.

     Hvor kommer den åndelige oprustning fra. Og hvad er dens kriterium?

                                                                    (Fyens Stiftstidende / Avisen Danmark, pinsedag den 8. juni 2025)